Godt nytår

Nu er jeg lige straks klar til at tage afsted. Igen i aften skal jeg være i godt selskab, og jeg håber det bliver rigtig hyggeligt - og noget mere roligt end sidst.

Godt nytår til alle jer derude. Jeg håber I får en dejlig aften, og en god start på 2009.

Glad, lykkelig og tilfreds

...er, tømmermænd til trods, det eneste man kan være på en dag som i dag :-)

Jeg var til et brag af en fest i aftes, med lutter skønne mennesker. Nogle af mine absolutte yndlinge i denne verden, og de skuffede ikke.

Jeg trallede hjem derfra i nat engang, på strømpefødder og med cigaretpakkens næstsidste smøg i hånden. Støvlerne havde jeg i hånden, guderne må vide hvorfor - men jeg tænker det nok var fordi hælene var blevet for høje til mig med al den dansen.

Søren (den svækling) var allerede gået hjem i seng ved 03.30-tiden, og havde da også spurgt om vi ikke skulle følges, for der var da lige den der familiejulefrokost i dag kl. 12......... Men næhnej, jeg var åh-så-klog, og blev lige liiidt længere. Det kan mærkes i dag.

Det gør ikke noget. Jeg nød det. Og hvor tit er det lige man slår sig løs på den måde, hva´? :-)

Familyfun

Det er mange år siden vi har haft så travlt i juledagene. De sidste to dage har stået på julefrokoster i familiens skød, først hos min far og siden hos mine svigerforældre. Vi har fået både sild, snaps, kål, medister og alt det andet som hører sig til - og rigeligt af det. Nu er jeg glad hvis jeg ikke skal have medister igen før til næste jul...

Begge julefrokoster var superhyggelige, og vi fik såmænd også motion ovenpå al maden, for Asta havde taget sit splinternye High School Musical dansetæppe med, så både børn og voksne havde det rigtig sjovt med at teste øje/fod-koordinationsevnen. Nogle med mere elegant resultat end andre, tør jeg godt afsløre ;-)

I aften skal vi til børnefri julefrokost hos naboen, og jeg glæder mig! Vi bliver en stor flok, og det er nogle af de absolut sjoveste, sødeste, skøreste og skønneste mennesker jeg kender. Altså, de ting der plejer at foregå til de julefrokoster... Det er en flok legebørn med en skrue løs, og jeg går ikke i detaljer om hændelser fra foregående år, men der er altid nogen der tager r**** på selskabet :-)

Jeg regner ikke med at vi kommer tidligt hjem, men vi skal nok alligevel tænke os lidt om, for i morgen skal vi til endnu en familiesammenkomst, denne gang hos min mor - og heldigvis er det ikke julemad der står på menuen. Men jules skal der nu alligevel, for der skal være pakkespil, konfekt og julekager, og hele klanen på mors side deltager. Det er skønt, og vi glæder os, for vi er heldige med den familie. Pigernes oldemor kommer selvfølgelig også med, så hende må vi hellere huske lidt af den hjemmelavede konfekt til, det er efterhånden fast tradition.

Måske jeg nu skulle få vasket lidt mere tøj, for vi får da brug for det...

Årets bedste gaver

...fik jeg selvfølgelig af mine børn :-)

Halskæden fik jeg af Asta. Hun har lavet den inde i sfo´en, og jeg elsker den. Billedet gør den ikke retfærdighed, for det er taget mens der var alt for mørkt, men den er i virkeligheden meget smuk. Overvejende rosa i farvevalget, men med en smule gyldent og et lille pift turkis. Den er helt genial, og man kan ikke engang se at den er hjemmelavet. Men jeg ved det, og det gør den kun mere speciel.

Af Agnes fik jeg en lille fin olielampe, lavet i børnehaven og pyntet efter alle kunstens regler. Den har jeg desværre ikke fået taget et billede af endnu, for jeg synes da næsten der skal lys i først. men fin, dét er den.

Jeg elsker sådan nogle gaver, og hvor skal jeg da passe på dem. Tak, søde piger.

(Og forøvrigt, så var Sørens eneste kommentar til billedet - "Nej Leif, det er pat-ter!"... Mænd er simple!)

Et sølle skrog

Den lille tumpe vil bare ikke høre...

Jagger er en herre med sine egne meninger. Vi har en stærk mistanke om, at det er den lillebitte smule rottweiler der er i ham, der til tider stikker sit stædige ansigt frem. I hvert fald mener han ikke altid, at det er nødvendigt at komme når vi kalder - især ikke hvis det går ud over stepperne, og han har fået færten af agerhøne, fasan, kat eller andet. Han er en uhyre godmodig dreng, så jeg tror ikke han kunne drømme om at gøre dem noget, men han vil meget gerne løbe dem op og snuse til dem.

Høre kan han altså ikke når han først er afsted, hverken indkald, pift eller hundefløjte. Men vil man ikke høre, må man jo føle. Og dét gør han nu, tåben...

1. juledag tog han sådan en tur. Sen aften, ude på marken omme bagved huset, og i bælgravende mørke. Søren kunne høre ham, piskende rundt og med snuden i jorden - men han kunne ikke se ham i mørket, og fik derfor først fat i ham efter en halv times tid.

Da han kom ind i lyset i bryggerset, kunne vi se det. Han blødte voldsomt fra poterne. Ved nærmere eftersyn peger alt på, at han har været i gang med at grave - i frossen jord. Trædepuderne på forpoterne er flået i stykker, og det gør ondt! Han har ikke bemærket det mens det stod på, men det skal jeg love for, at han gør nu. Han humper rundt i huset med en lettere gakket gangart og er rigtig, rigtig sølle.

Han er normalt verdens mest tålmodige, rolige og godhjertede hund, men vi må ikke røre ved poterne nu. Så bliver der knurret - men han véd jo godt at vi ikke vil være grimme ved ham, for straks vi slipper ham igen, får vi et lille "undskyld", i form af et forsigtigt slik på hænderne. Og han må finde sig i at blive håndteret, for vi bliver jo nødt til at checke en gang imellem, for at sikre os at sårene ser ordentlige ud.

Egentlig burde vi ikke ynke ham, for han er jo selv ude om det. Men altså... Jeg indrømmer blankt: Der falder både pebernødder, brunkager, leverpostejbidder (med smertestillende piller i), ekstra hundekiks og alt mulig andet godt ned i kurven. Jævnligt.

Stakkels basse.

Jul i den gamle Rodegaard

Vi fik en dejlig juledag i det lille hjem på landet. Som vanligt blev vi både mætte og begavede :-)

Dagen gik som sådan en nu gør, med masser af madlavning. Der skulle steges kalkun, som forøvrigt lignede Frankenturkey inden den kom i ovnen, for den var syet på både kryds og tværs, grundet en lidt uheldig udbening fra Sørens side. Den smagte dog, som altid, rigtig dejligt, så pyt med syningerne. Der skulle laves waldorfsalat, rødkål, brunede kartofler og hele balladen, så dagen gik da. Heldigvis havde mor lovet at tage ris á la mande og mandelgave med, så det skulle vi ikke tænke på.

Heldigvis. For så var tiden også til, at vi både kunne spille PlayStation med ungerne, og nå at se Disneys Juleshow. Uden Bambi & Stampe, Pinocchio, Chip & Chap, Anders And og alle de andre er det altså ikke rigtig jul, hvis I spørger mig!

Træet (eller: træerne) blev pyntet dagen før. Ikke fordi det er tradition herhjemme, men fordi det var dér tiden var til det. Jeg synes faktisk det blev rigtig fint. Ikke et overpyntet træ, og bestemt heller ikke et særlig kraftigt træ, men alligevel: fint. Det var ikke meget julepynt der var genbrug fra forgangne år, men jeg havde jo også sagt at der skulle lidt forandring til i år. Agnes tog billedet nedenfor, og hun er ikke så høj endnu, så derfor må I undvære toppen - og balancen kniber det vist også lidt med, for herhjemme står det altså lige ;-)

Inden aftenen for alvor gik løs, var gaverne pakket fint ind. Her sender jeg lige en tak og en kærlig tanke til en, der altid er god til at lægge små overraskelser ud på nettet, så vi andre også kan få glæde af dem. Hendes gavemærker fra sidste år reddede mig lige i en snæver vending, for de passede perfekt til alt det bånd jeg havde indkøbt til lejligheden. Skønne kvinde :-)

Apropos gaver, så nåede vi lige at mærke en snert af "lort og lagkage!" juleaften... Agnes var en kende overgearet ved udsigten til alt det gode, så inden vi skulle omkring træet, nåede hun i fuld fart at vælte en stor, flot pakke med sådan et rabalder inde i stuen. En pakke til min bror og hans kæreste, og en pakke de havde en mistanke om, indeholdt en temmelig bekostelig PH-standerlampe. Aaaargh!!!......................... Heldigvis skete der ikke anden skade, end at Agnes selv blev så forskrækket over at have væltet den, at hun løb på værelset. Tårer og snot stod til alle sider, og hun proklamerede at hun aldrig mere ville komme ned, og pyt med julegaverne og juleaften. Hun blev da heldigvis klogere efter ganske kort tid med trøst og knus.

Alle fik gode gaver. Calvin Klein, Hugo Boss og Donna Karan har ikke levet forgæves. Og så stod aftenen i Nintendo og High School Musicals tegn for pigernes vedkommende, så vi har ikke set meget til dem i dag. Der leges, gør der. Altså, når de kan få Nintendo´erne ud af hænderne på faderen og onkelen ;-)

Hvor er julen dejlig.

Kom bare an!

Julegaveindkøb - check!

Hjemmelavet konfekt - check!

Rengøring - check!

Hente og pynte juletræer - check!

Tøjvask til d. 24. - check!

Udbening af kalkun - check!

Indkøb af mad, øl, vin, vand og alskens godter - check!

Aflevere julegaver ved dem vi ikke er sammen med juleaften - check!

Hyggevisit d. 23. rundt omkring hos diverse familie - check!

Lave hyggeslikskåle til pigerne lillejuleaften - check!

Varm kaffe på kanden - check!

Klar til hygge og ren afslapning - check!

Fødderne op på sofabordet - er der næsten...

Det bli´r så dejligt i morgen, og jeg glæder mig. Næsten lige så meget som tøserne :-)

Vi bliver otte mand stærk. Os fire i husstanden, min mor, min bror og hans kæreste, og en dejlig knægt jeg kender. De kommer alle dumpende en gang i løbet af dagen, og så hygger vi igennem med spil, kaffe, slik, snak, grin - og for de tre ungers vedkommende, sikkert også lidt sommerfugle i maven ved udsigten til aftenen der venter...

Tak

Verden er fuld af gode mennesker. Nogle gange er de faktisk lige for næsen af en.

Her til aften fik vi pludselig besøg. En sød ven fra området kom forbi, for at aflevere noget han engang havde lånt, men sørme om han ikke også lige havde noget andet med.

To fine, specialsyede ting til pigerne, made by the man himself. Små, smukke, sorte pilleformede hatte i mink, pyntet med henholdsvis sæl- og zebraskind! Pigerne blev lykkelige, og virkede til også at være meget beærede over den fine gave. Det gjorde jo ikke hattene mindre værd, at han også fortalte at han kun havde syet de to i præcis dét mønster, og at han heller ikke ville sy flere. Det skulle være kun til Asta og Agnes.

Sikke da en julegave - og så fra helt uventet kant :-)

Av!

Dagen i dag, har været en af dem der bare smuldrer mellem fingrene på én.

Begyndende stormvejr, med dertil hørende nervøse trækninger hver gang man hører buldren fra det gamle pandepladetag på laden...

En "splitting headache" (nu forstår jeg fuldt ud udtrykket!), der indtil videre har krævet seks Panodiler, men stadig ikke er på retur...

To manglende juletræer, der ikke blev afhentet pga blæst, kulde og generelt ufarbare forhold...

Dét, der nu skal til for at redde dagen, må bestemt være, at Mads Larsen uddeler øretæver på TV2. Det må kunne gøre dagen bedre - om ikke andet, fordi jeg så helt glemmer hovedpinen :-)

Man kender vel sine lus på travet

Jeg fik jo ret. Det blev en dejlig, dejlig aften :-)

Maden var som sædvanlig fantastisk! Hummer, havtaske og friske asparges på sprød salatbund... Grillspyd med hummerhaler, fulgt af appelsin-/fennikelsalat... Oksemørbrad med ovnbagte rodfrugter og kantarelsauce... Mmmmmmmh! Hvorfor den mand er pædagog, det forstår man ikke - eller, jo, det forstår man godt, for det er han også brandgod til :-)

Og der var bingospil med tilhørende pakker. Sjove, gode, hjemmegjorte, søde, skøre og praktiske pakker. Og helt ekstraordinært, kun én spiselig overraskelse i år. Underligt egentlig, for ved sådan et pakkespil plejer der da altid at være de obligatoriske Toffifee, After Eight og chokoladejulemænd i mindst en trediedel af de indpakkede hemmeligheder.

Underholdningen (igen) i år var quiz. Jeg har nævnt det før, men vi er altså quiz-folk derovre. Musik, film og jul i TV var nogle af kategorierne, og det var - som altid - en stor succes. Men holdopdelingen var højst unfair, og overdommeren var partisk. Og det siger jeg overhovedet ikke fordi vi tabte. Stort..... ;-)

Og så var der jo nissegættekonkurrencen! Ha. Ha. Ha. ....... Jeg vandt, gjorde jeg! Otte ud af ti rigtige, og der fulgte selvfølgelig præmie med. Jeg vandt et quizspil (selvfølgelig) om Danmark, og jeg skal nok få det indviet her i juledagene. Præmien er dog sekundær, for det jeg er mest tilfreds med, er at jeg nu har håneretten indtil næste år - og så skal jeg sørge for at have øjne og ører åbne igen.

Vi sluttede selvfølgelig aftenen af med "farvel, og god jul"-krammene, og et enkelt "farvel, og pas nu godt på dig selv, og lov at komme forbi en gang imellem"-kram...

Jeg håber de får en dejlig jul allesammen, og skal ikke glemme at sende både en kærlig tanke og en sms d. 24. En enkelt af de unge får jeg dog fornøjelsen af i julen, for han skal hjem til os juleaften, og det har vi glædet os til længe. I morgen skal træet hentes, bringes ind og pyntes, og det skal han selvfølgelig også være med til. Så mon ikke jeg skulle komme i gang med støvsugeren, egentlig...?

En dejlig aften

Jeg glæder mig. Jeg skal på arbejde i dag, og jeg ved det bliver så hyggeligt. I aften skal vi nemlig holde juleafslutning med de unge, inden de fleste tager hjem på ferie - og vi plejer at stornyde den aften :-)

Vi skal have supergod mad, for jeg har en kollega der i dén grad kan trylle i køkkenet. Det er altid ham der jonglerer gryderne når det skal være ekstragodt, og vi bliver aldrig skuffede. Jeg ved endnu ikke hvad menuen står på, men jeg er sikker på at vi alle skal trilles væk fra bordet bagefter.

Der bliver underholdning i lange baner... Pakkespil, musikquiz og nissegætteri med tilhørende præmie - det sidste fordi vi alle har ageret nisser for hinanden i denne måned, og nu skal hemmelighedskræmmeriet afsløres.

Og så skal vi bare hygge. Med snak, kaffe og konfekt, gode grin, julegaver til de unge og "farvel, og god juleferie"-kram. Jeg elsker den tradition :-)

Noget sødt?

Hmmm... Jeg kunne holde mig nogenlunde fra det i søndags, men hvor længe mon jeg kan blive ved med at være så standhaftig?

Konfekten lokker...

I´m a survivor

Jeg klarede det s´gu! Jeg kom ind i det trafikale helvedes forgård de kalder Aalborg C - og jeg kom ud igen. Med livet i behold.

Decemberkaos...

Nå. Men altså: Bortset fra at det tog 45 minutter at finde en p-plads, og bortset fra at folk opfører sig som vilde dyr bag et rat i kampen om samme p-plads, så er jeg nu en tilfreds kvinde.

Gaverne er stort set i hus, nu mangler kun en til svigermor og tre styk til nogle søde unger i nabolaget. Jeg tror jeg har styr på det hele.

Ikke at der var megen tid til at nyde turen i Aalborgs julesmukke gader i dag. Jeg tror jeg mentalt var sat i 6. gear, og havde GPS´en slået til. Min indre Åse (for det hedder hun altså, efter at Liselotte har døbt GPS´en i hendes bil sådan - jeg kan ikke få det navn ud igen!) var tastet ind til "Next stop: Fætter BR!"... "Next stop: GAD´s boghandel!"... "Next stop: H&M!"...

Det var svært at argumentere med IndreÅse. Jeg var ellers tæt på at få hende overtalt til en kop kaffe på Baresso, men så kom hun med den overbevisende pointe at vi jo var færdige med indkøbene, og bilen var i en helt anden retning. Ergo: Ingen kaffe. Kun indkøb, og så ellers bilen i 5. gear igen, og ud ad motorvejen indtil jeg nåede ud på landet igen.

Det der med julehygge, varm cacao, brændte mandler, fine julelys, æbleskiver på rådhuset og butiksoseri, dét får vente til en anden dag. En dag, hvor vi kan tage afsted hele familien, og hvor der ikke skal købes gaver.

Og så lader vi IndreÅse blive hjemme!

Nye planer

Dagen i dag skulle egentlig have været brugt på lidt julegaveindkøb, rengøring, tøjvask og en lille nem aftenvagt - men nu blev det i stedet til en døgnvagt på arbejdet pga sygdom i rækkerne.

Det skal der være plads til, så jeg re-planlægger. Gaver og rengøring får vente, og så tager jeg det i morgen i stedet. Og de vinterdæk der egentlig skulle sættes på bilen i morgen, får så vente til torsdag.

Og så tror jeg, at jeg vil se om jeg kan lokke nogle af de unge med på en klippe-klistre-laminere-jule-glitterstads-dag i dag... Måske vil de :-)

Hip Hurra

... for mig :-)

Jeg blev færdig med konfekten i aftes. Både den til arbejdet og den til hjemmet. Nu skal der altså også gå et stykke tid, før jeg igen skal dufte til smeltet chokolade...

Det blev vel til omkring 2½-3 kg færdig konfekt til de unge hvor jeg arbejder, og 1½ kg færdig konfekt til eget forbrug. Og før I tænker "Kæft! Hun må ha´ en sød tand, og et gigantisk taljemål!!!", skal det altså lige siges, at jeg bruger konfekten til små gaver rundt omkring i hele december måned. Nå. ;-) Når jeg engang kommer hjem, og får tid, skal I ikke snydes for et par billeder, for flot ser det ud.

Lige nu er jeg stadig på arbejde, og venter på at huset skal vågne. Adventlysene er tændt, kaffen er varm, og om lidt kører jeg op efter et par rundstykker til det unge snorketræ derinde.

Om en time går jeg hjem, for der skal bages boller til fødselsdagsgæsterne. De kommer i eftermiddag, og jeg glæder mig lidt. Det er ikke så tit vi samles hele familien, og jeg véd at ungerne kommer til at stortrives med at have alle bedsteforældrene samlet omkring sig.

Og så skal konfekten på bordet. Ikke en ringe måde at fejre sin fødselsdag på :-)

Mens jeg tørrer sveden af panden

Jeg er lidt under pres lige nu, meeen... Jeg hygger nu alligevel, gør jeg.

Dagen i morgen byder på en døgnvagt på arbejdet. Og søndag har jeg været så letsindig at invitere gæster til fødselsdagskaffe om eftermiddagen. Der skulle gerne lige blive tid til at bage en bolle eller to søndag når jeg kommer hjem fra arbejde, så jeg satser på, at Søren får tid til at gøre rent i morgen, og i stedet koncentrerer jeg mig så nu om konfekten.

Mens jeg sidder ved det gamle stationære skrummel her (der for øvrigt gerne snart skulle havne på lossen) smelter endnu en omgang god chokolade stille ude i køkkenet. Mandlerne er brændt, knust og æltet ind i marcipan, formet til fine små brød og er nu snart overtrukket med henholdsvis mørk og lys chokolade - og drysset med en smule af mandelkrokanten. Der er sukkerkogt citronskal til drys på orangetrøflen, som står klar i køleskabet. Romrosinerne er hakket, og æltet ind i en anden omgang marcipan - og nu får den lov at vente til senere før den bliver trillet til små kugler og overtrukket med hvid chokolade. Jeg har endnu ikke helt bestemt mig for, hvad moccatrøflen skal forvandles til, men det kommer...

Og så er der jo favoritterne. De store, flotte marcipanbrød. Dem med nougat, romrosin, valnødder og gulddrys på toppen. De får også vente, for jeg er ærligt talt ved at være en smule klatøjet nu, og chokoladeduften bliver bare tungere og tungere.

Pebernøddedejen står i køleskabet og dufter lifligt af både citron, ingefær og nellike (nåja, og peber), og jeg har stadig et spinkelt håb om at finde et par barnehænder der gider hjælpe med trilleriet - men det bliver nu tidligst i morgen, for de snorkbobler nu, ovenpå både to gange julekalender, og Disney Sjov :-)

Lige så snart chokoladegryden er tom, tror jeg det er g´nat med mig. Så vil jeg snorke om kap med pigerne!

En smule stress

Jeg fik startet på julegaveindkøbene i dag. Godt at man er rimelig velorganiseret, når man nu har lidt småt med tid her i december... Nu mangler der vist kun tre eller fire gaver, og dem regner jeg da med (læs: Ha! som om...) at Søren står for at få købt.

Bingo!

Så så man lige mig, finde en flaske rom i skabet alligevel ;-) Godtnok en lillebitte en, og vist også en rigtig billig slaverom, men alligevel... Ud med whiskyrosinerne!

Pisosse!

Jeg har lige modtaget en mail fra pigernes dansetræner angående juleafslutning med tilhørende opvisning af hvad de har lært i løbet af det sidste år. Selvfølgelig falder den på en torsdag, hvor jeg altid arbejder - og selvfølgelig også lige på den præcise torsdag, hvor vi holder juleafslutning med de unge på arbejdet. Øv altså! Jeg vil jo gerne begge dele...

Kan man være to steder på én gang?

Fristelser

Jeg juler videre i dag. Jeg fik fri kl. 9 i formiddags, og eftersom pigerne ikke skal hentes i skole og børnehave lige med det samme, er jeg gået i gang med de indledende øvelser til konfekten.

Lige nu står der orangetrøffelmasse og moccaditto og køler stille af ude i køkkenet. Rosinerne er sat på køl, dækket til med med whisky (fordi jeg ikke havde rom, og den ene procent er vel næsten lige så god som den anden...), og lidt senere skal de brændte mandler laves. Der skal sukkerkoges appelsinskal til pynten, og måske kan jeg også narre pigerne til at trille pebernødder i aften - hvis de altså ikke er for trætte når vi kommer hjem fra dans.

Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvor pokker jeg skal gemme de brændte mandler inden Søren kommer hjem. Ellers er der ingen tilbage når konfekten skal laves!

Så smukt som i gamle dage

Vi har haft en dejlig weekend :-)

Lørdagen var afsat til en tur til Sæby, for vi var blevet inviteret til børnefødselsdag derovre, og endte med at være en halvstor flok samlet. Det var skønt, sådan at kunne tilbringe en hel dag i ro og mag, med kaffe og æbleskiver, dejlig aftensmad og masser af legende børn i alle størrelser, lige fra 4 måneder til 12 år. Klokken blev mange inden vi kom hjem lørdag aften, og vi kunne såmænd godt være blevet længere, hvis det ikke lige havde været fordi vi skulle tidligt op søndag morgen.

Vi havde nemlig planer...

Vi pakkede ungerne, flyverdragterne og madpakkerne, og drog afsted i samlet flok - os, mine svigerforældre, svoger, svigerinde og pigernes kusine - for turen skulle gå mod Århus. Den Gamle By skulle indtages, før første gang nogensinde. Vi har tit talt om det, men det var bare aldrig blevet til noget. Hvor tit er det lige man bare sådan hiver en søndag ud af kalenderen i december? Nu gjorde vi det i år, og heldigvis for det.

Hvor var der altså fint. Smukke, gamle bygninger, en duft af æbleskiver, bolcher og hestemøg, spøjse folk "fra gamle dage", skønne udstillinger af legetøj og husflidsarbejde, stylter til fri afbenyttelse (og vi var ikke alle lige elegante!), sjov og ballade, hestevognsture, juletræer med nisser og storke i toppen, lakridsrod til salg i Købmandsgaarden og... bare skønt! :-)

Vi frøs altså, dét vil jeg ikke lyve om. Ungerne var pakket godt ind, men selvfølgelig var vi voksne ikke bedre klædt på end vi plejer, så efter et stykke tid måtte vi ind og varme os med æbleskiver, kaffe og glögg. Dét gjorde nu heller ikke noget, for der var hyggeligt hvor vi endte - og så solgte de hamrende gode lakridsbolcher inde i en krog bagved. Og så var der smukt over det hele, så pyt med kulden, pyt med løbende næser og frosne tæer, og næsten pyt med små, trætte barneben efter mange timers vandring op og ned ad toppede brosten.

Der var nogle fantastisk sjove og spøjse beboere i den by. Præsten, der vandrede gade op og gade ned, mens han ønskede alle dem han mødte en Guds velsignet dag, lettede pænt på den høje hat og advarede os når vi havde en hestevogn i hælene. Trommeren, der gik rundt med bebudelser om alt mellem himmel og jord, både om skriveundervisning hos Enkefru Wiberg, igler á 10 skilling stykket hos Apotekerens - og om hængningen, der desværre var blevet aflyst om eftermiddagen, men vi kunne heldigvis hente trøsteøl hos Bryggerens i stedet. Og så selvfølgelig alle kvinderne, med fine hatte og uldsjaler, der skældte og smældte når kuskene kom for tæt på med vognene - og ellers brugte de kvinder egentlig mest tiden på at sladre med hinanden, og med lirekassemanden, der vist havde fået sig en tår over tørsten.

Og se så lige den himmel vi havde med os...

Dén tur gav sjælero, og vi er allerede ved at planlægge en tur dertil igen i sommerferien. Det skal vi bare :-)

Endelig

... og ikke et sekund for tidligt, blev der pakket ind fra Nissen. Halleluja for alt det kulørte bånd, jeg har gået og gemt på :-)

Ups

Julen er blevet krøllet i det forgangne år. Bare det nu ikke viser sig at være kendetegnende for den kommende tid... ;-)

Kunsten at begrænse sig

Jeg plejer at gå helt bananas når det kommer til hjemmegjorte juledekorationer og lignende. Overdådige adventsdekorationer og kalenderlys, og når jeg så alligevel har grejet fremme, 7-8 lysdekorationer der udover... Det er jo flot, men det er altså også tidskrævende at lave, for ikke at nævne halvpebret i materialer.

I år vil jeg se, om jeg kan begrænse mig. Derfor er der nu herhjemme kun de to førstnævnte, og de er i dén grad spartanske i forhold til de sidste mange år.

Sådan. Det er sådan det bliver i år. I hvert fald indtil videre. Så må vi se, om jeg kan slå mig til tåls med ikke at have julelys i alle vinduer og rundt omkring på møblerne...

(Bemærk venligst, at billederne er taget på nøjagtig samme sted i huset. Det er nemlig i skrivende stund det absolut eneste sted, hvor der er bare nogenlunde ryddeligt og præsentabelt. Jeg indrømmer det gerne: Kommer man her uanmeldt, er der ikke en skid Bo Bedre over det. Men derfor er der jo ingen grund til ligefrem at tage billeder af møgbunkerne, vel...)

En tradition

Det er ikke ordentlig jul herhjemme, før tæppet er hængt op. Tæppet til adventspakkerne, altså. I sin tid lavede jeg det til Asta, i et anfald af almoderlig omsorg og gå-på-mod. Selvfølgelig skulle der være plads til 24 pakker derpå, for sådan skulle dét da foregå.

Det holdt indtil Agnes meldte sin ankomst. Jeg har aldrig fået syet et ekstra, og for at være helt ærlig, så har jeg heller ikke fantasi til at finde på 48 gode pakker hvert år.

Så: Nu deles de om det ene tæppe der er, og de får pakker lørdag og søndag. Og jo, jeg har godt bemærket at der ikke er pakker derpå endnu. Jeg har stadig ikke nået at pakke dem ind, kun dem de fik her i weekend´en, og de lå altså bare fra Nissen...

Jeg er glad for det tæppe. Jeg synes det er så fint - og så er en helhjertet genbrugsfreak som mig glad for at også dét kunne laves af materialer fundet på lageret-over-gammelt-lort-og-skrammel. Jeg mener at kunne huske, at det eneste jeg var ude at købe, var de små ringe til at fæstne gavebåndet i.

Det er ikke blevet alt for fint. Det bliver det aldrig her i huset. Der titter sømkanter op her og der, helt med vilje. Der er pladevat indeni, så tæppet er dejlig blødt at se på, og så er den hvide kant rundt om lavet af mine gamle gardiner.

Hjerterne der sidder hele vejen rundt er fyldt ud med ekstra pladevat, så de får en fin dybde, og de er lavet af alt, lige fra almindeligt bomuldsstof og til bredbanet fløjl fra en gammel ´70-er vest. Den fine blomsterkant ude til højre i billedet er sprættet af køkkengardinerne fra mit barndomshjem :-)

Jeg elsker det tæppe. Det har bare at holde i en evighed.

Heldigvis

Jeg endte alligevel med at melde mig syg i går. Jeg var fuldstændig drænet for alt der bare mindede om energi, havde det underligt i hele kroppen, var svimmel og ør i hovedet.

Lige så snart pigerne var afleveret i skole og børnehave, lagde jeg mig under tæppet på sofaen - og sov! Helt væk var jeg. Jeg tror det hjalp. Hvis det ikke var dét, var det sikkert de oceaner af fordummende tv-serier jeg så, da jeg endelig vågnede ;-)

Jeg har det i hvert fald bedre i dag, og regner bestemt med at komme afsted igen i morgen. I dag er min normale fridag, så den bruger jeg på... absolut ingenting. Jeg tager den med ro, og går og smånusser lidt.

Måske man skulle begynde at jule lidt :-)

Det´ sørme, det´ snart...

Det´ jul! Velkommen til 1. december. Og med den fulgte i år åbenbart noget der ligner en virus af en art. Jeg har det lidt á la udskidt ævlegrød.

Lort og lagkage.

Nej, jeg vil ej!

En arbejdsdag er (næsten) til ende. Om lidt kravler jeg i "min" seng her på jobbet, for jeg får egentlig først fri kl. 9 i morgen formiddag. Ved denne tid er der helt stille i huset her, så jeg har tiden for mig selv, og nyder roen. I dag lidt mere end ellers...

Svimmelhed, uro i kroppen og hovedpine har været mine faste følgesvende i dag, men jeg vil ikke. Det er december i morgen for pokker, og jeg nægter pure at kapitulere! Jeg skal gøre julerent og pakke adventsgaver ind (jaja, lidt for sent, det ved jeg da godt...), og jeg gider da ikke det pjat.

Det går væk i nat. Det kan jeg mærke.

Nu´ det jul igen

... for nu er julefrokosttiden over os. Vi tager hul på den i aften, med julefrokost på mit arbejde.

Det plejer at være rigtig, rigtig sjovt og hyggeligt. God mad, godt at drikke, herligt selskab og forrygende underholdning. Det sidste sagt i al beskedenhed (not!), for jeg har været med til at arrangere den i et par år nu, og har netop lagt sidste hånd på aftenens indslag.

Vi bliver omkring 20 mennesker i aften, ansatte og bedre halvdele, og jeg ved at alle kommer til at gå op i det med liv og sjæl. Det er nemlig konkurrencemennesker og spillelystne folk vi har med at gøre.

Vi quizzer. En kollega og jeg har stukket hovederne sammen, og er kommet på omkring 120 musikstykker der skal gættes indenfor diverse kategorier, og omkring 140 spørgsmål om alt mellem himmel og jord........ Og mere afslører jeg ikke her, for der er spioner overalt! ;-)

Det bliver så sjovt :-)

På forsøgsbasis

Jeg famler mig frem. Forsøget skulle jo gøres med den smukke Noro, og jeg havde bestemt mig for det hæklede murstensmønster jeg så hos Liselotte, men...

I mit tilfælde ligner det altså ikke mursten. Vi er mere ovre i nå´ed skællet fiskehale...

Jeg synes ikke det er helt skidt. Faktisk kan jeg godt lide det. Især farverne, men dem kan jeg jo ikke tage æren for - dét er Noro, helt og holdent. Næh, mønsteret er nu ikke så dumt, og jeg véd godt hvor det går galt med mursten kontra fiskeskæl. Tror jeg.

Jeg har nemlig kun samlet ½ maske op med nålen hver gang, og det giver det lidt taglagte look, har jeg opdaget. Det kan jeg godt lide, og kommer til det næsten hver gang jeg hækler. Jeg ved ikke om det færdige resultat så er lige så slidstærkt som ellers, men pyt, det går jo nok.

Når bare resultatet bliver så kønt som dette her...

Bredden er lige omkring 18-20 cm, og til det har jeg slået 60 masker op. Mønsteret er nemt og ligetil, når man lige får fanget fidusen. Faktisk så nemt, at man snildt kan se en god film imens, uden at gå glip af plottet. Lige noget for mig!

Jeg er lidt spændt på det videre farveforløb, for jeg ved, det er dér jeg som regel får mine tvivl - men indtil videre tyder det da godt. Der er lang vej endnu, før jeg kan varme halsen i Noro.

Jeg blev altså også lige nødt til at lægge et billede ind af forsøg nr. 2: Mit første spæde forsøg med vådfiltning over skabelon. Altså, arhemmn...

Jeg synes den er ok. Ikke smuk, men ok. Vakkelvorn, bulet og skovbundsfarvet kan jeg vel leve med, til gengæld for slidstærk og passende i størrelse til strikketøjet.

Jeg havde håbet at farven blev chokoladebrun, for det var dén jeg lagde øverst da jeg lavede filten. Indeni er den lækker giftiggrøn, lidt skrappere end den læderforstærkning der er syet på omkring "håndtaget" - og jeg ville have elsket kontrasten mellem farverne. I stedet trådte den grønne lidt for meget igennem, og den antog denne her, lidt grumsede, farve. Så blev jeg så klog.

Forsøget skal gøres igen. Af første forsøg at være, er den slet ikke så dum. Og det var altså lidt hyggeligt (og også ensformigt!) at lave den. Næste gang skal der bare mere brunt på.

Og så kan jeg måske redde denne her lidt, hvis jeg nu slår mig løs med et nøgle Kauni og den helt store broderenål.......

Op til jul

Jeg synes altid, jeg er bagefter på denne tid af året. Intentionerne er skam gode nok. Der skal klippe-klistres, bages, laves konfekt og alt det andet der nu engang hører sig til - og jeg skal også nok nå det hele (eller, det meste i hvert fald), men lige nu ser det sort ud...

Sjovt nok får jeg altid først lavet advents- og kalenderlysdekorationerne dagen før de skal tages i brug (i bedste fald), og småkagebagningen står gerne på i dagene lige op til jul. Måske er det bare sandt, det jeg altid har bildt folk ind; jeg arbejder bedst under pres...

Konfekten er jeg faktisk god til at få lavet i tide. Den skal der også deles rundhåndet ud af i hele december måned, så måske er det derfor. Nårh ja, og så fordi det smager så djævelsk godt. I al beskedenhed er jeg faktisk hamrende god til dét med konfekt. Både at lave det og at spise det ;-)

I år må jeg dog begrænse mig når det kommer til det sidste. Så skulle da pokker stå i det, om jeg skulle æde mig flere kilo til i julen, når jeg nu går og spiser tomater og gulerødder til den helt store guldmedalje.

Men der skal laves konfekt, for det elsker jeg. Det er altså så hyggeligt, at stå der en hel dag - lægge rosiner i blød i spiritus, lave brændte mandler, ælte marcipan sammen med kaffe og alskens andre godter, overtrække med flere gode chokolader, pynte med guldstøv og valnødder................................... Åh, som jeg da glæder mig allerede!

Men: Lige nu virker det hele langt væk. Der er mange andre praktiske ting der skal overståes først. Det er ikke uinteressante ting det hele, men alligevel. Nu kan jeg godt begynde at mærke, at julen trænger ind under huden på mig, og jeg vil så gerne i gang med alt det hyggelige.

Det får desværre vente lidt endnu.

Venter på far

Gad vide, hvor træt min søde mand er, når han kommer hjem i dag...

I dag er nemlig første dag på det nye job - så han har formentlig brugt snart 7½ time på at slæbe mursten, skovle støbesand, slæbe mursten, blande mørtel, slæbe mursten, rengøre cementblandere og - ja, slæbe mursten!

Jeg tror ikke vi får supermegen fornøjelse ud af ham i eftermiddag og aften ;-)

Æv, altså!

Nå. Med temmelig ondt i fingrene, efter at have kæmpet med en f***** til synål, og noget møghamrende stærkt læder, har jeg nu måttet indse at mit filteprojekt ikke er færdigt endnu.

Lige nu er det gjort vådt igen-igen, og nu venter jeg bare.........

Lettere brugt

Sådan føles jeg i dag. Jeg startede dagen i går med 11 timer på arbejdet - og så gik jeg direkte derfra, og til førjulefest i byens forsamlingshus. Gemalen ventede deroppe, og det gjorde også en ordentlig flok feststemte, og lettere overrislede, venner fra byen her.

Hold da op, hvor er folk kloge at høre på, når man sådan ankommer 5-6 timer efter festen gik i gang ;-) Jeg endte med at gå hjem omkring kl. 02, efter et par forsigtige genstande, en masse høj musik og endnu mere hyggelig snak (læs: råben).

Søren blev deroppe, og kom efter eget udsagn hjem omkring kl. 05 i morges. Jeg opdagede intet. Jeg sov sødt, og vågnede først et godt stykke op ad formiddagen.

Nu er pigerne blevet hentet hjem igen, og jeg tror bestemt ikke dagen i dag byder på de helt store udfordringer. Det skulle helst bare ende i lidt kaffe, færdiggørelse af mine spæde forsøg på vådfiltning, måske en lille tur ud i det gode vejr og et spil Uno med pigerne.

Jeg håber du får en dejlig dag. Det tror jeg i hvert fald jeg gør.

På hårdt arbejde

Vi var en flok afsted på filtekursus i aftes. Jeg har aldrig været hos Bente før, men det viste sig at være et rigtig dejligt sted; superhyggeligt, lækre omgivelser og med et varelager der kunne få købetrangen frem i de fleste.

Bente var en rigtig god underviser og formidler. Hun havde rigeligt med overskud til at hjælpe med alle de ubehjælpelige spørgsmål der opstod i løbet af aftenen, og derudover sørgede hun selvfølgelig også lige for at hygge lidt om os med kaffe og the. Det var altså en rigtig dejlig aften, og det er bestemt ikke sidste gang jeg sætter mine ben i Hallund.

Vi havde fire timer til kurset, og efter rådgivning fra Bente, valgte flertallet at forsøge sig med at vådfilte over en skabelon. Dét var altså sjovt at prøve. Selvfølgelig "kom jeg til" at vælge en enormt stor skabelon, så jeg er i dén grad radbrækket i dag. Det er altså tungt arbejde at stå med en klump uld på omkring 400 g, der har suget lige knap 5 liter vand til sig...

Jeg blev selvfølgelig ikke færdig, så i dag er stuebordet dækket godt af med voksdug - og jeg knokler videre. Det er hyggeligt arbejde, selvom det nu godt kan gå hen og blive lidt ensformigt i længden. Og jeg indrømmer det blankt: Jeg snyder mig til alle de pauser jeg kan, for ellers er jeg bange for at armene snart falder af.

Jeg glæder mig til at se hvordan det færdige resultat bliver. Engang...

Skønt, skønt, skønt

Jeg glæder mig til i morgen. Jeg skal på arbejde, men det bliver nu ikke helt som det plejer. Torsdag plejer nemlig at være rengøringsdag, og - let´s face it - dét er ikke det mest sindsoprivende jeg kan komme i tanke om... Det er nu altid rart alligevel, vi hygger os med det, men i morgen venter en gulerod når vi har leget med Ajax.

Vi tager nemlig syv stk. afsted på filtekursus i morgen aften. Så skal der leges igen... :-)

Piger og pynt

Jeg var på arbejde i går aftes, og det var bare så hyggeligt. Det er det nu altid, men i aftes endte vi altså en lille flok sammen over noget voksbehandlet bomuldstråd og en bøtte perler.

Der kom mange sjove, finurlige og flotte resultater ud af det, og jeg endte med at gå hjem med dette her...

Jeg tror ikke jeg har knyttet noget siden 4. klasse, hvor jeg husker det blev til noget i retning af en nøglering og en form for potteplanteophæng. Ydrk...

Armbåndet her krævede tungen lige i munden ved de første 7-8 knytninger, og derefter var det bare turbo lige ud ad landevejen. Det var rigtig hyggeligt, og resultatet er da charmerende.

Sådan noget smitter. Asta er syg i dag, så jeg har hjemmedag med begge pigerne. Armbåndet blev vist frem i morges, og så fik pigerne armbåndsdillen. Heldigvis er min ældste datter ikke så ligetil, så hun fik straks en anden ide. "Mor, må jeg låne en hæklenål, hvis du lige lærer mig hvordan man gør?" Og vupti...

...var tøsen i mine gemmer efter garn, knapper, tråd, perler og pailetter! Aarh, hvor er hun altså bare skrap, den gås :-)

Heldigvis fejler hun ikke noget der smitter; hun fik et "mindre" anfald af nældefeber i går, og det er ved at forsvinde igen. Der er nemlig strikkeklub i eftermiddag, og nu er hun altså opsat på at hun skal låne hele arsenalet med derind også - for så kan hun jo liiiige...

Gaaab!

Uh. Skulle egentlig bare lige læse et enkelt kapitel højt af Anne fra Grønnebakken, da pigerne skulle puttes. Normalt en meget nem og overkommelig opgave...

Jeg tror det var noget værre vrøvl jeg læste højt, og mindes svagt at jeg nok var den der døsede hen allerførst. Så jeg fik mig en lille morfar, og nu er jeg alvorligt bange for, at jeg falder i søvn på sofaen inden kaffevandet koger.

Zzzzzzzz............

Endelig!

Så blev den helt og aldeles færdig, farveladen. Den er godt nok spraglet...

Fordi jeg er halvanarkistisk når det kommer til mine hjemmegjorte ting, følges der ingen regler. Ærmer behøver f.eks. ikke være ens i farveforløbene - og det blev de ved gud heller ikke. Det ene ærme er overvejende grønt, men ender i et gul/grønt stribeforløb ved ribkanten, og det andet ærme er mere spraglet i rød/grøn/gul/violet strib.

Den er altså spøjs, men jeg tror faktisk jeg nok skal ende med at bruge den alligevel. Den er nemlig utrolig lækker at have på, luner de rigtige steder, og alligevel til at have en tynd trøje på indenunder. Det sidste er faktisk et must, for jeg har helt med vilje fabrikeret farveladen så den har en stor halsudskæring. Den falder ikke ud over skuldrene, men det er lige før. Jeg er ikke ret god til ting der sidder helt oppe i halsen, og heldigvis bestemmer jeg selv når det er mig der sidder med materialerne.

Som det nok bedre ses på nederste billede, er trøjen både hæklet og strikket. Den er med lange ærmer, men ribkant næsten helt op til albuen så den får et lidt puffet look. Også ribkanten ved maven er et langt stykke, og stopper først helt nede omkring hoftebenet - lidt en satsning til mig med deller, men det fungerer faktisk alligevel :-)

Så: På trods af alle de tvivlsperioder jeg har haft mens den s**** trøje har været i gang, tror jeg alligevel den endte med at blive en succes. Yeih for det!

Guld

Jeg er lidt brugt i dag. Vi kom i seng ved 02.30 tiden i nat, på det der for de fleste bare var en ganske almindelig torsdag. Jeg var på ingen måde hverken fuld eller bare lettere overrislet. Faktisk havde jeg ikke indtaget andet end cola, for jeg skulle køre hjem efter koncerten, men det gjorde ikke noget. Promiller var ikke nødvendige i det selskab. Michael & Co. kunne nemlig sagtens underholde uden at yderligere stimuli var nødvendige.

Det var en fantastisk koncert. Akkurat ligesom de andre vi har været med til med drengene. De er uden tvivl Danmarks bedste liveband - og så er jeg forøvrigt fuldstændig ligeglad med, hvad andre mener, for her kunne sikkert godt komme til at falde en kommentar eller to om både Lars Lilholt, Poul Krebs og Shu-Bi-Dua. Det tåler ingen sammenligning ;-)

Vi varmede op til The 20 Belows, som spiller god, gedigen punk, stærkt inspireret af Green Day tror jeg. De gjorde det godt, men vi vidste vist allesammen godt at det ikke var dem, vi var kommet for at høre.

Vi var kommet for at høre dem her.

Billederne er ikke fantastiske, men det er altså svært at fotografere mens man hopper, råber, synger med og slår ud med armene.

Se, dét var nemlig en rigtig koncert. Én af dem, hvor man lugter stærkt af sved og øl bagefter, og hvor fødderne klæber til et fadølsbelagt gulv. Én af dem, hvor det dunker i brystet på grund af bas og trommer, og hvor stemmen er væk bagefter. Og hvor de glade drenge på scenen tager sig tid til at komme rundt og snakke, stille op til billeder og skrive autografer bagefter.

Nu er jeg jo ikke 16 år længere, så dét blev der ikke noget af. Altså, næsten... for i sidste øjeblik, efter jeg havde fået jakken på, kom jeg i tanke om, at jeg måtte have noget med hjem og vise pigerne. Især Asta har nemlig været drønmisundelig på os, og yderst forurettet over, at hun ikke er stor nok til at komme med til sådan en voksenkoncert. De er miljøskadede, de børn ;-)

Så nu går jeg rundt med Michael Poulsens autograf på armen. Og Asta vil have mig med i skole på mandag, så hun kan vise den frem...

Med let svedige håndflader

Jeg har netop smidt farveladetrøjen i maskinen på uldprogrammet. Bare det nu går godt.........

I aften...

Endelig, endelig kom dagen. I aften, kl. 21 starter festen - og til almen info kan jeg oplyse, at jeg regner med at have nedsat hørelse og nul stemme i morgen ;-) Det er ikke første gang jeg hører Volbeat live, og jeg lover, at det heller ikke bliver sidste. Ejj, som jeg da glæder mig!

Billedet er lånt her.

Jamenaltså...

Hvor heldig har man lige lov at være. Seks dage fri, og så opdager jeg at en sød budbringer har været forbi i går, med nyeste roman til læsegruppen. I aften begraver jeg mig i Den ottende bonde af Bent Haller.

Lige efter Desperate Husfruer, altså.

Tid i overskud

Dagen er nærmest kun lige begyndt (eller, det gjorde den faktisk kl. 5.30 i morges for mit vedkommende, men hvad gør det), og jeg fik fri for lidt over en time siden. Nu kan jeg se frem til seks hele fridage, med masser af tid i overskud til alt det jeg normalt ikke lige når.

Selvfølgelig skal der klares en masse praktiske ting. Der trænger gevaldigt til en oprydning i alt-mulig-værelset. Det er det rum der herhjemme fungerer både som garderobe, kontor og kreativt værksted, og det bærer tydeligt præg deraf lige for tiden. Resten af huset trænger også til at se både støvsuger, vand og sæbe, og så er der selvfølgelig vasketøjskurven... *suk!*

Men: De ting skal jeg nok få overstået i det tempo jeg selv vælger, for der skal også være tid til hygge, kaffe, strikketøj, juleklip, børnefødselsdag ved genboen, gode film - og så selvfølgelig koncerten i morgen.

Farveladetrøjen er straks færdig. Laaaaaangt om længe. Den bliver nu mere speciel, end den bliver køn, for jeg er chancestrikker. Mønster er der ikke noget af, og farveskiftene er jeg ikke selv herre over. Hold da op, hvor bliver den mærkelig. Jeg tror faktisk jeg ender med at kunne lide den alligevel, for jeg har altid haft en forkærlighed for det lidt skæve, det smågrimme og det sjove. Dén trøje kommer til at opfylde alle kriterierne ;-)

Så snart den lige har været en tur i vand, og har fået en ordentlig form, skal jeg nok få lagt billeder ind. Måske ender det så også med at være sidste gang der er nogen der ser den, for det kunne godt ende med at blive hjemme-trøjen nr. 1, hyggetrøjen til haven og sofaen. Og måske tager den fusen på mig, og ender godt. Time will tell.

Næste projekt bliver enten et murstenstørklæde i Noro, eller et par pulsvarmere i resten af Kauni´en fra farveladetrøjen. Begge dele ret overskuelige rent tidsmæssigt, og det har jeg brug for nu, ovenpå den trøje. Småtterier må der til. Også i form af andre nørklerier, så der er hentet lækre papirer og andre gode materialer hjem til nyt julepynt, så måske der også bliver lidt at se på senere.

Nej, hvor bliver det altså dejligt :-)

Farvel til batmobilen

I dag er Sørens sidste arbejdsdag hos den gamle arbejdsgiver. Han kørte hjemmefra i morges, for at aflevere batmobilen cirka 280 km syd for hjemmet. På dén måde bliver sidste arbejdsdag lidt ligesom alle de andre dage; en masse kilometer i bilen, alene.

Lige nu regner jeg med at han nyder godt af De Danske Statsbaners komfortabilitet, læser lidt i Ud at se, og drikker skoldhed kaffe af thermokrus. Omkring kl 17 henter vi ham ved toget, og så starter en ny hverdag. Altså lige efter at han har fået afviklet 14 dages afspadsering :-)

Så blev det endelig ***

Jeg ved det jo godt. Det er i virkeligheden alt, alt for tidligt at begynde at finde pynten frem til den der højtid der ikke er begyndt endnu, men for at være helt ærlig, så har jeg glædet mig til det siden marts. Mest fordi jeg dér var så heldig at falde over et ophørsudsalg der inkluderede disse her...

Christmas Krinkles. Jeg elsker dem! Mest fordi de har humor, men også fordi de er så tilpas barnlige og glade i udtrykkene, at ungerne sikkert vil kappes om at få lov at hænge dem på træet. Jeg synes de er skønne, og med navne som Potted Poinsettia Man, Blue Shoe Gal og Victorian Boot Man kan man da ikke andet end at smile.

Jeg har ingen yndlinge imellem mine Krinkles, men eftersom det ville se skørt ud at nærfotografere dem alle, måtte jeg vælge et par stykker ud. Det blev netop Potted Poinsettia Man og Strawberry Girl - og dem må man da elske!

Så i år vrager jeg al den gamle, kedelige pynt. Dén der de sidste 9-10 år har matchet nå´ed så nydeligt i bordeaux og guld, og nu hænger mig langt ud af halsen. Pigerne og jeg vil lave julepynt med spræl og liv, vil vi, så derfor må højtiden naturligvis tages hul på i god tid i år.

Vi vil lave decouperede kræmmerhuse, julekugler med hæklet overfrakke, fine papirguirlander og hjerter i smukt stof. Og der skal smovses i pebernødder og clementiner imens, for det hører sig til. Nu mangler vi bare at komme i gang...

Smittefare

Så fik jeg den også. Noro-feberen. Det ser ud som om det er en meget smitsom sygdom, der breder sig med lynets hast over det ganske danske land, men den har altså været et stykke tid om at nå mig. Mest fordi jeg er temmelig resistent når det kommer til noget der koster penge...

Jeg tror det for mit vedkommende var Liselotte der startede med at sprede feberen. Hurtigt bredte den sig dog til mine strikke- og hækleglade kolleger, og nu kunne jeg altså heller ikke modstå længere.

Farverne minder mig om sommer, rabarber, lime og livsglæde. Jeg ved endnu ikke hvad det skal blive til - men jeg ved det bliver smukt. Jeg tror måske jeg skal på jagt efter et nøgle mere i en alternativ farvekombination, for så står murstenen for tur.....

Misundelse

...kan være en grim ting. Og nogle gange bare dét det er - et udtryk for et ønske hos én selv. Jeg blev lidt misundelig af at læse med hos Liselotte i går.

De kommer altså også til at stå højt på min ønskeseddel i år. Jeg savner stadig den go´e gamle 8eye model jeg havde. Dog var de lige en tand for punk´ede til hvad jeg kunne finde på at købe i dag - de var nemlig sorte, med et hav af bittesmå hvide ansigter overalt derpå. I kedelige stunder har jeg brugt uhyrlig lang tid på at nærstudere mine støvler, for at se om jeg kunne identificere hvilke berømtheder gennem tiderne der var at finde derpå. Marilyn Monroe, Andy Warhol og Che Guevara var imellem, kan jeg huske...

De var uopslidelige, mine skønne støvler, og endte kun i en genbrugscontainer efter 9 år, fordi jeg helt ærligt syntes jeg var blevet for gammel til punk looket. Nu vil jeg have nye. Jeg tror jeg ønsker mig de sorte. Eller de røde. Eller de gule. Eller.......

Én af livets store glæder

... må bestemt være at have en søster :-)

Omstillingsparat

Der kommer til at ske store forandringer herhjemme i den kommende tid. Efter lang tids vejen for og imod, og omkring 1½ års aktiv søgen mens tankerne kværnede videre, lykkedes det i går.

Søren skifter job. Ikke bare sådan på helt almindelig vis. Han har valgt livskvaliteten frem for bekvemmeligheden og det økonomisk sikre. Han har sagt sin gode, faste, vellønnede stilling op, og starter nu som murerarbejdsmand sidst på måneden - og forhåbentlig i voksenlære som murer til januar.

Jeg tror det bliver rigtig, rigtig godt. Mest for ham, men så sandelig også for os andre i husstanden. Det er noget han har villet i mange år, men han har selvfølgelig haft økonomiske skrupler omkring det, og så er det bare ligesom aldrig blevet. Før nu.

Som det er nu, sidder han cirka fem timer om dagen i en firmabil. Har ingen kolleger at tale med, udover telefonisk. Han får kun den friske luft han selv tager efter fyraften. Og han skal være nogenlunde nydelig i tøjet hver dag, p.g.a. hensyn til kunderne. Det lyder underligt, men jeg tror næsten han synes det sidste er det værste. Den regelmæssige barbering er ham imod, han lader hellere skægget stå ;-)

Jeg glæder mig til at se, om murerfaget er hvad han har længtes efter. Jeg tror det, for han elsker at arbejde ude, elsker at skabe med sine hænder, elsker at blive beskidt (han brokker sig i hvert fald sjældent over det...), elsker det æstetiske i en flot murstensvæg - og han længes efter kolleger.

Forandring - vær velkommen!

JA

Uden at det her på nogen måde skal blive alt for politisk, vil jeg bare lige ha´ det ud af systemet:

USA har fået deres første, sorte præsident. Barack Obama vandt. Det er en historisk dag. En stor dag.

Dét har jeg krydset fingre for længe. Det er bare stort :-)

3...2...1...

... og dér gik starten! Mod en sundere livsstil - og forhåbentlig også slankere.

Nu er der bare tilbage at være nogenlunde standhaftig...

Hva´ pokker er der med de japanere?!?

... og hvad mon "ro" betyder på japanesisk?!?

Jeg undres, for jeg har nu flere gange lagt mærke til i sladrehanken ude i siden, at der er besøgende fra Japan her hos mig. Ikke nørkleinteresserede, gamle koner med sans for hård rock eller noget i dén stil*, men smålumre japanere - mænd, formoder jeg, fordi jeg nok egentlig er lidt fordomsfuld - der kommer herind på dette indlæg, via et porno-site. Og nu, da jeg har skrevet "porno" (to gange!), kommer der sikkert flere til.............

Gad egentlig godt se dem i hovederne, når det går op for dem, hvor de har klikket sig hen. Stakkels, skuffede fyre ;-)

*også ganske komplekst sammensat, egentlig!

Hybelkaniner til salg

... bare fordi det alligevel lyder sjovere, og mere attraktivt, end nullermænd.

Han er sød, og jeg elsker ham, men... Næste gang vi skal have hund, vil jeg altså have en kinesisk hårløs.

Should I stay or should I go...?

Overskriften er der såmænd allerede taget stilling til, så dét behøver I slet ikke kommentere. Jeg bliver. Det er simpelthen for hyggeligt dette her.

Dette er mit indlæg nr. 100 på blog´en. Yeih! Velsagtens en slags mini-jubilæum, eller i hvert fald en lille milepæl af en slags. Da jeg startede, virkede 100 indlæg helt uoverskueligt, men pludselig gik det jo stærkt.

Jeg nyder skribleriet. Der er ikke mange der kommenterer på indlæggene (endnu?), men der er da nogen der læser med fra tid til anden - sladrehanken ude i siden afslører jer ;-) Og det er ok med mig. Hvis jeg bare får lov at beholde min lille legeplads her, så er jeg såmænd glad.

Gaab...

Apropos sidste indlæg, så kan jeg mærke allerede nu, at det ikke bliver spor nemt med omstillingen fra sommertid til vintertid. Akkurat ligesom alle de andre år.

Jeg er helt og aldeles konfus med hensyn til tidsfornemmelse. Sheesh!

Doh!

Jeg reddede mig en ekstra time i morges. Gad vide, hvor mange der, udover mig, er kommet liiige rigeligt tidligt op på en søndag morgen... ;-)

De kæreste skatte

Min farmor var en gæv kvinde. Flittig, kærlig, kontant, omsorgsfuld og dejlig. Olga, hed hun. Hun var dén der samlede familien - og med fire børn og otte børnebørn fordelt i hele landet var det sikkert ikke altid en særlig nem opgave.

Det er efterhånden omkring 7½ år siden hun døde, men jeg tænker på hende hver dag alligevel. Hun er i hjemmet her, uanset hvor jeg kigger hen. Det er dejligt.

Farmor var en ufattelig dygtig kvinde. Hun var kreativ og arbejdsom altid. Hver dag, hvert minut - og hun formåede altid at forene det praktiske, med hendes evne og lyst til at skabe noget enestående. Hun var landmandskone, så selvfølgelig blev der plukket høns, slagtet svin, syltet, bagt og henkogt til den helt store guldmedalje - men jeg tror, at det hun elskede allerhøjest var håndarbejdet.

Stolen var min studentergave for 15 år siden. Den har oprindeligt tilhørt min oldefar, men farmor har selvfølgelig broderet nyt betræk dertil, ligesom hun også har udstyret hvert eneste af hendes børn og børnebørn med hver deres håndbroderede fodskammel. Ikke to er ens.

Jeg elsker den stol. Og jeg passer ufattelig godt på den. Desværre er den skrøbelig, så vi sidder ikke på den mere. Ikke lige nu, i hvert fald. Det ene ben er gået løs, så indtil det bliver lavet bliver stolen brugt som regulær prydgenstand i stuen.

I den anden ende af stuen står farmors dækketøjsskab. Dét bliver til gengæld brugt hver eneste dag. Det er proppet til randen med fotoalbums, spil, bøger og meget andet. Det er et ordentligt skrummel af et skab, lågerne hænger lidt, og kan som regel kun låses hver anden gang - men det ryger aldrig ud.

Det kan det ikke. Det gemmer på en kær skat...

Mågerne. De måger, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle have til at stå i mit hjem, simpelthen fordi jeg syntes de var så forbandet rædderlige at se på. Nu har jeg skiftet mening. Man har jo et standpunkt, ikke...? Dem fik jeg samtidig med dækketøjsskabet, og jeg har helt ærligt elsket dem lige siden. Jeg fik senere spædet lidt op med måger, da min grandonkel fandt ud af at jeg nu havde lidt, og så syntes han da også jeg skulle have hans. Søde Hans... Der har ikke været mangel på dejlige mennesker i min familie.

For nu at være helt ærlig, er mågestellet ikke særlig ofte fremme. Af flere grunde. For det første, fordi jeg så gerne vil bevare dem mange år fremover, og er lidt ræd for at komme til at smadre for mange af delene. For det andet, fordi jeg synes de er liiige en tand for pyntede til min ellers meget almindelige stue. Og for det tredie, fordi de skal vaskes op i hånden! Ærlig snak.

Men de var fremme den anden aften, da jeg fik besøg af min faster og onkel fra Sjælland, som jeg ellers kun ser cirka hvert femte år. Det synes jeg ligesom var på sin plads, at farmor også var lidt med der :-)

Jeg, en morderske

Nåmenaltså... For lige at råde bod på gårsdagens forvirrede indlæg, må jeg vel hellere forklare. Jeg var ikke selv klar over det, men jeg kom til at gøre noget frygteligt i går.

Jeg kom til at køre pigernes (og vores) højtelskede Bølle-Bob ihjel. Den lille l*** var åbenbart kravlet op under bilen lige inden jeg kørte afsted, for Søren fandt ham lidt nede ad vejen 10 minutter senere. Han ringede til mig mens jeg sad i bilen med Agnes, på vej hjem fra dans, og fortalte at der altså lå en kat ude i laden der skulle begraves...

*Tænketænketænke...!*

"Skal man fortælle ungerne sandheden? Eller måske vælge den nemme løsning, og fabrikere en historie fra de varme lande, om en kat der er bortgået i håbet om at finde en sød og smuk livsledsagerske?" What-to-do, what-to-do............

Agnes er jo ikke dum. Hun kunne godt høre på mit tonefald, at der var sket ét eller andet slemt - og derudover kender jeg altså mine børn godt nok til at vide, at de ville gå og vente på at katten skulle komme hjem igen, hvis jeg valgte den fabrikerede historie. Så jeg gjorde det rigtige, og fortalte (næsten) hele sandheden.

I den officielle version, ved vi nemlig ikke hvem der kørte katten over. Dér blev jeg lidt en kylling, og ræsonnerede mig frem til, at det fik de intet ud af at få at vide. Dén del af historien må så komme frem om et par årtier, og give lidt ekstra i lønposen til terapeuten, når pigerne engang skal have pillet navle ;-)

Begivenhedsrig. Eller...

Ja, jeg véd egentlig ikke rigtig hvad jeg skal kalde dagen i dag. Mærkelig, tror jeg ordet må blive.

Så nu sidder jeg her. To arbejdsrelaterede møder, to danselektioner (pigernes, ikke mine), en overkørt yndlingskattekilling og et mågestelsopdækket kaffebord senere.........

Sært. Yderligere ord unødvendige.

Pause

Så er der ryddet op i klædeskabene, og det var heldigvis ikke nær så slemt som jeg havde forestillet mig det ville blive. Nu er pigerne godt kørende med tøj et stykke tid endnu - og forældrene får meget nemmere ved at finde det de leder efter i skabene.

Om et par timer går turen mod dejligt selskab, men inden da tager jeg lige en velfortjent pause. Strikketøjet ligger klar (og ja, det er stadig farveladetrøjen, jeg er altså ikke turbostrikker) og jeg har lavet mig en cafe latte dertil. Det er altså vanedannende, det latte.

Vil det mon se åndssvagt ud, hvis jeg sniger mælkeskummeren med i tasken i aften??? ;-)

Med udsigt til... kaos og hygge

Endnu en dejlig dag er gået. Morgendagen venter lige om lidt, med udsigt til oprydning i pigernes klædeskabe...........

Det er dét der er kaos-delen, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. De tøser vokser jo, som om de blev betalt for det. Jeg synes ikke det er ret mange uger siden jeg sidst kunne gå turen ned til Astas bedsteveninde med posevis af aflagt tøj, men nu må vi så til det igen.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde at jeg glæder mig til lige netop dén arbejdsopgave i morgen. Det plejer at tage enormt lang tid, og som regel er hele stuen inddraget til bunkesortering. *Suk!*

Heldigvis skal vi ikke ud og investere helt vildt i nyt, for vi er også glade aftagere af brugt tøj, så der ligger kassevis af tøj derhjemme, som pigerne endnu ikke var store nok til sidst jeg ryddede ud. Måske er vi heldige at finde nogle godter deri denne gang.

Men, heldigvis er der balance i tingene. Når jeg har kæmpet mig gennem bjergene af tøj i morgen, tager jeg mig nemlig en en familiefri aften.

Yep! Der er læsegruppe i morgen, og jeg glæder mig. Det er dét, der er hygge-delen, og det bliver skønt. Jeg er helt vildt spændt på hvad vi får for af "lektier" til næste gang. D´damer er nemlig fabelagtigt gode til at holde på hemmeligheder, så der er ingen der ved en hujende fis om hvad det bliver.

Jeg synes det er så skønt, at der er nogen der gider tage stilling til, hvad jeg skal læse. Jeg selv bliver nemlig nemt så vægelsindet, når jeg står på biblioteket. Der er for mange bøger der frister - og nogle gange er der ingen bøger der frister. På denne måde véd jeg, at jeg får læst noget. Det er ikke altid noget godt, men så har man i det mindste taget stilling.

Aah, ro...

Nu er der tomt i huset igen, bortset fra de faste beboere - og det er skønt.

De sidste fire timer har vi været belejret af 10 femårige og to syvårige, for der skulle holdes fødselsdag for Agnes igen-igen. Denne gang var det kammeraterne fra børnehaven der skulle festes med, og de to syvårige havde meldt sig som "tjenere" og generelle opsynsmænd for de små.

Hold da op, hvor sådan en flok kan larme. Skulle man på noget tidspunkt indenfor den sidste periode have været en smule skruk, skal jeg lige love for, at sådan en børnefødselsdag kan tage toppen af det! Hvor er jeg glad for, at vi kun har de sædvanlige to børn tilbage lige nu. Men det har nu altså været rigtig hyggeligt og sjovt, dét skal der ikke herske tvivl om :-)

Nu er der så gjort rent bord. Resten af kagemanden ligger i fryseren, og opvaskemaskinen kører i højeste gear - for om cirka 2½ time venter "High School Musical on ice" i Gigantium. Det er en ren gulddag for tøsebørnene, det her.

Jeg er bange for, at det eneste jeg får at se, er indersiden af mine øjenlåg...

Store bagedag

Det er jo i dag! Den 16. oktober. Det kom jeg pludselig i tanke om, så nu må jeg da hellere få gjort alvor af de grovboller jeg har haft lyst til de sidste tre dage.

Opskriften er en gammel, gammel én, jeg engang fik vredet ud af min faster, og den er fast bestanddel af husholdningen herhjemme, og vist også i resten af familien på min fars side. Den er altså også uovertruffen.

Den svarer til cirka 30 store (eller 20 enorme) boller, og den kommer her, hvis du skulle få lyst til at prøve.

9 dl vand
1 pk gær
2 tsk salt
2 spsk honning
2 spsk olie
2 dl hvedeklid
200 g knækkede hvedekerner
2 store håndfulde hørfrø, kogt i en smule vand
2 store håndfulde solsikkekerner
1.600 g hvedemel

Alle ingredienser blandes i nævnte rækkefølge, æltes godt og stilles til hævning i et par timer. Dejen skal være lidt klæg, den må endelig ikke få for meget mel.

Lad bollerne efterhæve på plade med bagepapir i cirka 30 minutter, og pensl med vand inden de ryger i ovnen. Bag ved 200 grader i omkring 12-15 minutter.

Velbekomme :-)

Så´ der lys i lygten, lille mor

... og starten på de mørke måneder er skudt i gang med stil. De første græskarlanterner er lavet, dog står der stadig to hele græskar ude på køkkenbordet. De ved ikke hvad der venter dem. Muahahahaha!!!

Billederne gør ikke lanternerne retfærdighed. Jeg synes faktisk, de er blevet rigtig gode i år - men når man tager billeder med en sølle Nokiatelefon, bliver det altså ikke gengivet ordentligt, især ikke når blitzen er nødvendig. Beklager.

Hvis man så lige kan se bort fra den ramponerede og afskallede dør på nederste billede, er det vel faktisk ok. Selskab fik jeg også, da jeg fotograferede. Hele to af kattene mente bestemt de skulle foreviges ;-)

Så nu har vi noget kønt at kigge på om aftenen - og vi kan hyggespise imens. Jeg tror kernerne fra de sidste to græskar skal chiliristes senere. Det kan kun blive godt.

Lyden af efterår

Hear the lonesome whipperwill
He sounds too blue to fly
The midnight train is whining low
I´m so lonesome I could cry

I´ve never seen a night so long
When time goes crawling by
The moon just went behind a cloud
To hide its face and cry

Did you ever see a robin weep
When leaves begin to die
That means he´s lost the will to live
I´m so lonesome I could cry

The silence of a falling star
Lights up a purple sky
And as I wonder where you are
I´m so lonesome I could cry

Tak, Hank Williams. Meget smukkere bliver det ikke.

Mæt

Vi spiste tidligt i dag, pigerne og jeg. Søren er ikke hjemme, så vi afveg fra madplanen og valgte noget nemt. Gode hjemmelavede burgere med krydrede bøffer, guacamole, godt med grønt, hvidløgssalsa og chilisyltede hvidløg. Ovnbagte kartoffelbåde "on the side".

Og nu skal jeg trilles rundt i stuen.........

KaCHINNG...!

Det er lyden af kassen der går op. Sjovt nok aldrig for at putte penge deri, men kun for at dræne den yderligere.

Helt og aldeles nødvendige indkøb i løbet af de sidste 5-6 uger har været: Nyt køleskab, ny (brugt) opvaskemaskine og ny (brugt) vaskemaskine. Sidstnævnte blev sat ind i dag. Alle tre udskiftet på grund af en alt for tidlig, og ganske urimelig, død.

Stopper det mon igen? Eller skal jeg bare sætte mig ned, og vente på at tørretumbleren også drager det sidste suk?

Let på tå

Jeg sidder og ser live-koncert med Justin Timberlake på TV2 Zulu, og indrømmer det gerne: Dén mand laver musik, der går lige i dansefødderne.

Dejligt :-)

En dejlig aften

Jeg må snart se nogle mennesker. Jeg tror det er ved at være tid til at invitere nogle stykker til god mad, øl og vin, snak - og måske chokoladefondue til kaffen.

Det er jo ikke fordi jeg aldrig ser nogen. Det er bare mere i hverdagens tegn det sker, og nogle gange kan man bare mærke at det mangler, det dér... Hyggen. Roen. Snak om alvor og pjat. Tiden.

Jeg må få konfereret med mand og kalender. Det bliver ikke nemt, når vi skal have det til at passe ind med både børnefødselsdag, arbejde, almen efterårsferiehygge med børnene, byggeri og alt det andet - men det skal lykkes. Jeg trænger til det.

Tryllekurv købes

Jeg ønsker mig en magisk vasketøjskurv. Én af dem, hvor man kan se bunden i.

Måske er de svære at få fat i. Jeg har hørt noget om, at de kun fremstilles af alfer og enhjørninge i fuldmåneskær...

Streger

Jeg savner det af og til. Dét, at sætte mig ned og tegne.

Engang gjorde jeg det hver dag. Og jeg var faktisk rigtig god til det. Nu halter det lidt med øvelsen, men det er jo lidt som at køre på cykel, ikke? Man skal bare lige varmes op, og så går det igen.

Det er egentlig en skam. Jeg har kasse- og skuffevis af FaberCastell, Pantone Tria, godt papir i alle størrelser, kul, kridt, akvarel- og acrylmaling rundt omkring, men det jeg kan svinge mig op til de fleste gange, er at sidde sammen med pigerne og en Mandala-malebog...

Jeg elsker mine FaberCastell mest af alt. De ligger godt i hånden, og kan bruges til alt. Lige den rette hårdhed har de også. Jeg må snart i gang igen. Det giver et sug i maven efter det, hver gang jeg passerer dem - og det gør jeg tit. De ligger som regel fremme, for pigerne har også fundet ud af, hvor gode de er.

Heldigvis er der en gang imellem nogen der har brug for mit håndelag, og så er jeg tvunget ud i pensler, blyanter, skitser og alt det andet der følger med. Jeg har før nævnt mine skilte, men andet er det såmænd også blevet til.

Jeg har - indtil videre - lavet en enkelt opgave for dem her, men det er stadig så hemlig-nemlig, at det ikke må eller kan nævnes yderligere om. Jeg glæder mig til det færdige produkt kommer på gaden, og så skal I få det at se. Jeg tror det bliver rigtig godt, og for pokker, hvor var det sjovt at lave.

Indtil videre tror jeg bare jeg skal se, om jeg ikke en gang imellem kan huske at skifte strikkepindene ud med farverne. Det ville være dejligt.