Nevermind...

Jeg havde en idé om, at det kunne lykkes, dette her. At jeg igen kunne komme til at nedfælde mine tanker på skrift med jævne mellemrum - men en enkelt ting havde jeg ikke taget højde for.

Jeg troede at mine dage skulle fyldes med enkeltheder. Kählervaser, hjemmebag, humoristiske indslag og lidt strik i ny og næ. Se, dét er nemlig nemt at skrive om.

Hurtigt; arrangér en håndfuld cookies på smuk retrotallerken, *knips* i det rigtige lys, vedhæft opskrift - og vupti, var der et blogindlæg. Endda af den slags som er letfordøjeligt, både for afsender og modtager.

Sådan gik det bare ikke. Min hverdag har de sidste måneder været fyldt af andet og mere end hjemmebag og feel-good stilleben. Den er fyldt med bekymringer, ting jeg skal vænne mig til og en smule sorgfuldhed. Og det er de samme tanker mit sind kredser om, fra jeg vågner, til jeg lægger hovedet på puden igen om aftenen. U.Af.Brudt.

Min hverdag er fyldt med møder, netværksdannelse, omtanke, læring, koblen ender sammen, læsning ...og træden varsomt. Fordi jeg ikke vil overvælde verden eller Verdens Centrum med det faktum, at dette her fylder alverden for mig lige nu. Og sikkert kommer til det i lang tid endnu.

Jeg ved godt jeg lyder dybt kryptisk. Det undskylder jeg - men det handler ikke om mig, og således er det heller ikke min ret at udbasunere mine tanker for alle.

Det er jo ret beset hvad internettet er. A.L.L.E.

Jeg hverkan kan, må eller vil. Så langt er vi ikke endnu. Ting skal falde på plads, og der er en vis rækkefølge der skal følges, når skabe skal åbnes, og skeletter skal ud. De nærmeste skal have lov at hilse på først.

Jeg skal nok komme igen. Jeg skal også nok løfte sløret for hvad min vanvittige rablen handler om - men ikke endnu. Det bliver mere sådan á la Månedens Gæsteskribent ;-)

Men jeg kommer!

*Wroooum-wrooum!*

Nå.

For mere end en måned siden lovede jeg, at jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at starte på nyt job dagen efter.

Så ved I dét. Jeg er åbenbart et lywsvin.

Jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har heller ikke skænket det en tanke - så ikke nok med at jeg er et lywsvin, jeg er også en hjerteløs tøjte, uden tanke for de, der regner med mig. En af dem, der bare føjter omkring, kun med øje for det nye...

Åh gud, da. Skam med skam på!

.
.
.
.
.

Jeg skammer mig ikke. Sorry.

Jeg ærgres lidt - for jeg har da stadig alle gode intentioner, men... for pokker da; jeg havde jo glemt, hvor megen hjernekapacitet der skal bruges, når man starter op i noget nyt. Jeg skal forholde mig til køretid, borgere, praktikpladser, psykiatri, handleplaner, rusmiddelbehandlere, iPad-synkronisering, 800 nye kolleger, møder, engangsydelsesskemaer, udviklingsplaner, socialøkonomisk virksomhed, networking, virksomhedskonsulenter og-og-og-og-og....................

Jeg er s´gu pooped, når jeg kommer hjem. Men jeg er vild med det :-)

Jeg elsker at jeg er startet op på præcis den årstid der er allersmukkest, når jeg skal køre fra Herodes til Pilatus  Vejlerne til Saltum. Land og rige rundt, med udsigt til land, vand og by. Det er jo Jammerbugten, og det er dét vi har. Land, vand og by. Og ikke en helvedes masse mere. Men det er smukt, forblæst og sprængfyldt med farve og energi, når jeg kigger ud mens jeg kører. Og nu kender jeg snart min hjemkommune så godt som min egen bukselomme, for jeg har regnet det ud til, at jeg har kørt omkring 1.000 kilometer siden jeg startede.........

I weekenden tror jeg Søren får lov at snuppe førersædet, hvis vi skal nogle steder. Måske Vejlerne... ;-)

Reminder…

I det hus jeg arbejder, taler vi meget med vore klienter om at “kroppen husker”. Dét gør vi fordi de har PTSD, og i langt de fleste tilfælde har de været udsat for horrible hændelser som intet menneske kan ryste 100% af sig igen.

Vi kender det allesammen, men heldigvis ikke alle i form af PTSD.

Ved en forelskelse får vi sommerfugle i maven og en varm fornemmelse i hele kroppen – og hører vi så pludselig “den sang vi dansede til første gang” 10 år efter, så står vi pludselig med den samme fornemmelse i hele kroppen. Nogle gange før vores hjerne har registreret at det er den samme sang.

Ligesådan er det med forskrækkelser. Er du kørt op i bagenden af en anden bil i et bestemt lyskryds, så er det dét lyskryds din krop reagerer på de næste 30 gange, med klamme håndflader, hjertebanken og anspændte muskler.

Vores kroppe husker også arbejdsgange. Det er fingrene, ikke hjernen, der kan ti-finger-systemet på pc´en. Det er hænderne der præcis ved, hvor shampoo´en står i brusenichen om morgenen, når vi knap har forladt søvnstadiet endnu.

Og ligesådan husker min krop præcis hvordan arbejdsgangen er, når der skal vaskes tøj. Så den var ikke klar over, at da jeg havde fået fikset vaskemaskinen i går, glemte jeg at sætte tingene på plads igen omkring den. Og den var ikke klar over, at jeg i farten havde sat vaskepulveret i vindueskarmen – og at Søren havde sat hundefoderet hvor vaskepulveret normalt står.

Og sådan gik det til, at min hjerne slog til i samme sekund som jeg stod klar til at sætte en kogevask over med tørfoder i sæbeskuffen.

God mandag derude.

Nogle gange…

skulle man bare have holdt sin store k*** lukket. Eller tænkt sig om en ekstra gang, inden man svarede.

Denne gang lød spørgsmålet: “Moar… må jeg gerne flytte værelse til dét nedenunder?”. Gæt selv, hvad spaden svarede.

Nu sidder vi hér; søndag aften, fuldstændig fladmaste af weekendens strabadser – og vi er stadig ikke halvt færdige. Undertegnedes lager-over-alt-mellem-himmel-og-jord er blevet ryddet ud og ryddet op, og dét i sig selv er en opgave der automatisk burde udløse en-eller-anden form for tapperheds- og fortjenstmedalje. Det var bare det første der skulle gøres, for det var fandenpikkemig dér barnet ville flytte ind!

Så nu er det tomt. Og der dufter af maling. I morgen regner jeg med at starte på at male vinduer, dør, karme, lister og gerichter (crap), og så mangler vi jo bare at flytte Astas møbler ned. Og Agnes´ møbler ind på hendes nye værelse. Og vores soveværelsesmøblement ind på…………….. og… og… og… *phew*

Hvis vi er heldige, er vi nok allesammen på plads igen næste søndag aften, for der er nogen der påstår at vi også skal nå at gå på arbejde omkring 37 timer den næste uges tid.

Og hvad så med alt dét der var på værelset, spø´r I?! Jo, det var lige i pit på spisebordet, i vindueskarmene og rundt omkring på stuegulvet for en stund, men nu ser det ud til at det så småt har fundet plads på 1. salen. Og det bli´r lækkert! Meget, meget bedre end før, så vi kører ren win-win her.

I virkeligheden tegner det hele til at blive super – og tøsebørnene er mere end tilfredse med de løsninger vi har fundet frem til.

Nu vil det bare vise sig, om de gamle tøjskabe klarer en flytning op ad trappen… og om jeg når at slappe en lille bitte smule af inden en ny arbejdsuge starter.

*Og tag en dyyyyb indånding, Kirsten…*

Hvis mit kamera ellers ville samarbejde lige nu, så skulle I bare se løgsovs!!!

Agnes er på miniferie hos Bedste – og i et øjebliks overmod tænkte jeg at dét da ville være det perfekte tidspunkt at rydde op (og ud!) på pigebarnets værelse. Aka Rummet Der Ikke Kan Rengøres. Hvorfor? Fordi der er lort og skrammel overalt!

Undskyld! Kære, søde, elskede Agnes… Jeg véd godt du synes dine skatte er ganske fantastiske og uundværlige, men:

So far har jeg for eksempel fundet en lille samling af sammenkrøllet (og –foldet), klistret slikpapir, tapekugler(??), gummirotter og en utæt sæbebobledispenser – i smykkeskrinet. Hvor der forøvrigt ikke lå nogen smykker. Overho´det.

De lå nemlig jævnt fordelt under skabe, i bamsekasser, i kurvene med Barbiegrej (til Agnes´ forsvar var der jo god plads, for Barbie og alle hendes venner lå ud over hele gulvet på gangen) og godt rodet sammen med Playmobil og Build´A´Bear. Så er der jo altid smykker lige ved hånden, uanset hvad man er i gang med.

Jeg har også fundet jævnt mange døde fluer. Dét gav pludselig mening da jeg fandt vores fluesmækker – som jeg har ledt huller i jorden efter i laaang tid. Men okay; den er neonpink og formet som en sommerfugl, så hvorfor skulle den ikke bo hos Agnes. Bare pænt klamt med alle kadaverne, nå.

Til gengæld kan jeg ikke finde de nøgler der engang var til Agnes´ skabe. Nu er der kun én tilbage til fem låger, så dén bliver s´gu snart svejset fast til lortet.

Jeg har samlet mig tre sorte sække nu. Med konfetti, glimmer, gammelt tyggegummi og slikpinde, garn i store sammenfiltrede kugler, firehundrede næsten ens tegninger (prinsesser, feer og seje discotøser), småbitte the-selskabs-sæt der enten mangler halvdelen eller er propfyldt med modellervoks (eller tyggegummi?), opfindelser af gamle skotøjsæsker, køkkenruller, styroformkugler, piberensere og mælkelåg, tape-tape-tape!, GaJol-æsker, McDonalds-plasticpis fra diverse HappyMeals, ………… *bare indsæt resten selv. Intet er for stort, for småt, for vildt eller for usandsynligt*………

Jeg tør ikke kigge under sengen. Det er det e-n-e-s-t-e sted jeg mangler at rydde op nu. Men jeg er bange.

Meget, meget bange.

Wrooooooooum…!

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

• Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
• Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
• Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
• Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
• Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
• …og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
• Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

Og så på en mandag!

Vi skal i byen i aften. Med murere. Der kan drikke igennem.

Og jeg er – for at sige det mildt – slet ikke oplagt. Jeg håber på en stille og rolig aften, og tager afsted i visheden om at det mest bliver cola der ryger indenbords hos mig.

Jeg ved det bliver hyggeligt, for det er rare mennesker vi skal være sammen med. Men jeg håber også det bliver bare lidt afdæmpet.

Måske er jeg naiv…

Opsummering

Dagen i dag har budt på:

• Adam Sandler-film og sofahygge med tøsebørnene
• ét styk totalt renskuret badeværelse
• tonsvis af opvask (fordi maskinen selvfølgelig stod af i dét øjeblik køkkenet stod færdigt. Who would have guessed??!)
• vasketøj, vasketøj, vasketøj!
• ét styk sammenlappet og kastreret hankat
• en mand der kom hjem med “ny” opvaskemaskine – yeih!
• to styk pjaskvåde bårn, der mente at det absolut sjoveste tidspunkt at benytte trampolinen på var i øs-pis-regnvejr
• et styk badeværelse der pludselig mistede glansen igen, efter at have huset både våde børn og nyopereret hankat

Og tid. Gudskelov. Masser af tid. Så skide være med at badeværelset må have en tur igen i morgen. Ungerne synger højlydt under den varme bruser nu og har en regulær fest derude – og hvad gør så lidt ekstra Ajax?

Morgendagen byder på ekstra lånebørn, nursing af halvsløj kat og mere tid. Livet er ikke det værste man har. Vel?

Fårk…

Man når altså lige at synke en ekstra gang inden man svinger dankortet ved betaling af et helt køkken. Også selvom det er Ikea´s model, der prismæssigt slet ikke når op på siden af de rigtig dyre.

Jeg fik i hvert fald sved på overlæben og klamme håndflader. I dén situation er der kun én ting at gøre:

Luk øjnene og tryk “godkend”.

*SLAM!*

Dét var lyden af mig der ramte sofaen.

I dag har jeg zumba´et. Og zumba´et. Og zumba´et some more. I tre timer, mere eller mindre nonstop.

Det gik til et godt formål i det lille lokalsamfund, og arrangøreren kunne glad fortælle om et overskud på lige omkring kr. 20.000,-. Dét er fileme da i orden.

Også selvom jeg nu er fuldstændig flad, og mit tøj kan vrides. Virkeligvirkelig.

Kæft, jeg er træt. Men det var sjovt, og jeg gør det gerne igen. Bare ikke før i morgen…

Åh, fryd!

Jeg nåede til zumba i dag – og jeg véd godt det ikke lyder af noget særligt, men det er det. For mig.

De sidste mange, mange uger (faktisk stort set siden jeg startede på job) har jeg kun været afsted om onsdagen. Mit mandagshold ligger så tidligt på dagen, at jeg ikke har kunnet nå det efter fyraften hvis trafikken har været bare lidt tæt.

I dag ville jeg nå det. Villevilleville. Og jeg gjorde det s´gu. Og jeg var ikke engang ved at hoste en lunge op bagefter. Det synes jeg ellers har været faretruende tæt på de sidste gange, men det hjælper altså at være afsted lidt oftere.

Nu går jeg i træningslejr, for jeg er kommet på opvisningshold. Det lyder så flot, men det er det i virkeligheden ikke. Det er mere sådan en flok koner, der skal gå indmarch sammen med de lokale gymnastikhold og deslige til sæsonens afslutning. Hm. Så dét skal jeg så to gange indenfor den nærmeste tid.

Dét er fandeme grænseoverskridende. For mig.

Men jeg kommer edderbrodere mig til at se fancy ud, for ze zumba outfit er bestilt hjem til samme lejligheder. Til hele flokken. Hah! Om ikke andet, så kan man da forsøge at “look the part”.

Og så håber jeg lidt at jeg kan komme til at gemme mig nede bagved, så tilskuernes øjne fæstnes på vores fabelagtige instruktør i stedet…

Bedre sen(d)t end aldrig

I dag eller i morgen ryger en pakke afsted med PostDanmark, som skulle have været sendt forlængst – men jeg rider ikke samme dag som jeg sadler, så først nu er den pakket og adresseret.

Jeg håber modtageren bliver glad. Hun har i hvert fald været ekstremt tålmodig.

Jeg er bare glad for at jeg endelig fandt tid, overskud og en passende kasse til gaven… ;-)

Fyraften

Jamen, sådan føles det altså nu – selvom der overheleho´det ikke har været regulært arbejde involveret hele dagen!

Først var der dette her:

Fødselsdagsfest med hujende, glade tøser; med pizzasnegle, udklædninger, gaver, kage, stopdans, sodavand, ballondans, diplomer, “tampen brænder”, hoppen i møblerne, flere balloner, snobrød, trampolinhop, overraskelsespakker med slik, uro og pigefnidder, sjov og ballade – og kaffe til forældrene.

En lille time efter de sidste var sendt afsted sad vi i bilen, på vej mod danseshow en halv times kørsel herfra. Asta skulle give opvisning med to forskellige shows (og det vil så også sige to forskellige kostumer) indenfor et kvarter, så vi fortsatte bare for fuld skrue derude!

Nu er vi landet herhjemme igen, og jeg bereder kroppen på at køre fra sjette gear, og ned i første. Allerhelst frigear…

Om lidt smider jeg mig i sofaen, og håber den film jeg har hentet hjem er god. God nok til at jeg kan holde mig vågen til at få slutningen med. Dét må være succeskriteriet i aften ;-)

OMG!

Jeg har lige haft den blandede fornøjelse at være til zumba (jaja, jeg skriver meget om det, jeg véd det godt – men denne gang er det altså anderledes!).

Det var superfedt, som altid, men er du klar over hvor meget man føler sig “on the spot” når det viser sig at være en enetime man er dukket op til??!

*Åååårh…*

Jeg havde lavet en hemli´nemli´ aftale med zumbainstruktøren (som er gift med en af Sørens kolleger) om at jeg skulle komme forbi hallen i dag, da hun da bestemt regnede med at hun kunne låne den en times tid til en lille prøvetime. Helt naivt regnede jeg med at der var tale om en åben prøvetime. For alle interesserede, forstås.

Det var det så ikke.

“Er du klar til zumbaaaaaaaaa??” sagde hun med et stort smil på, da jeg ankom. “Vi bli´r kun os to. Tør du det?”

Jeg havde mest lyst til at sige nej… men jeg gjorde det ikke. Jeg zumba´ede my ass off, gav den max gas og prøvede af alle kræfter at følge med. Hun kunne jo se a.l.t.! Alle fejlene, de semispastiske bevægelser og det måbende ansigtsudtryk.

Men det var fandeme sjovt – og den helt klare fordel ved dén slags undervisning må da være at der mellem numrene var plads til at spørge dumt og få et par ekstra tips med i bagagen.

Og nu? Nu er jeg øm.

Åndehul

Jeg trænger til alenetid. Alenetid som i tid til at gøre ting jeg har lyst til, og ikke ting jeg bør.

Jeg synes dagene går med bringe/hente børn, opvask, madlavning, tøjvask, hundelufteri, madpakkesmøreri, støvsugning, oprydning, mere opvask og flytte bunker (en disciplin jeg mestrer til fulde).

Det jeg i virkeligheden har lyst til, er at dykke ned i bunken her…

 

I den bunke alene er der stof nok til både buksedragter, nederdele og veste til pigerne – og bunker har jeg nok af. Men tiden mangler, synes jeg.

Heldigvis fandt jeg i aftes tid til et lillebitte åndehul. Hæklenål og bomuldsgarn kunne gøre det for en stund, og med Karens DIY i baghovedet fik jeg da holdt en lille, og tiltrængt, pause fra alt det praktiske.

Nu pynter sort og koral (!) på solbrune arme, og flere skal følge trop.

Tak til Karen. Det var det åndehul jeg havde brug for.

Fremgang

Uha, så pæn vores have kunne gå hen og blive med tiden…

De sidste dages slid med motorsav, overarmsmuskler og vedholdenhed begynder at kunne ses nu.

 Knib øjnene lidt sammen, og ignorer venligst mærkelig træplade, stige og motorsav. Nåja, og let sveden græsplæne. Så ser det jo næsten hæderligt ud.

De store graner i haven er så flotte, men har længe trængt til en udtynding. Nu er vi i gang, men langt fra færdige. Som en ekstra bonus har vi nu brænde nok til mange bål i sensommeren.

Vi kan igen se ribsbuskene jeg gik amok på for et par måneder siden. Bevæbnet med grensaks og fukssvans overfaldt jeg dem nådesløst, men det virkede! Nu er de igen fine og sprøde at se på – men ribsene må vente til næste år. Inden jeg gik i gang var de så store at vi ikke kunne se afstand imellem dem, og se nu hvor fine de er. Ukrudtet omkring dem blev pludselig også meget nemmere at komme til, og nu kan havetraktoren igen manøvreres omkring også.

Eneste ulempe ved alt det havearbejde er såmænd alt det s**** grenaffald man kan samle på to eftermiddage i en gammel landhave.

Det ses ikke tydeligt på billedet, men vores lille fremtidige bål her er omkring 2m højt – og gigantisk i omkreds.

Snobrød? Anyone?

Mayland. Min ven i nøden.

Maj/juni har været – og er stadig – fuldstændig overbookede for vores vedkommende.

Der har ikke været én eneste weekend, hvor vi har haft fri. Sådan helt rigtigt.

F.r.i.

For at skabe en smule mere overblik end den Mayland-kalenderen kan give, har jeg for første gang nogensinde set mig nødsaget til at lave et dosmer-ark på opslagstavlen.

Der er en komplet oversigt over hvem, hvad og hvor det sner. Med rød kuglepen, selvfølgelig – bare så´n for at stresse lidt ekstra…

Hver eneste uge bliver planen så ført over på whiteboardtavlen, som en ekstra sikring mod de distrætes dumhed.

Denne uge er faktisk helt hæderlig, for vi har droppet Musikskolens koncert torsdag aften, for så i stedet kun at prioritere de 2½ times dans der er fast på programmet.

Jeg tror jeg glæder mig til juni slutter…