Gode intentioner

Jeg er alene hjemme denne uge, og har i dén forbindelse hørt at man bør gøre noget godt for sig selv. Sådan i afdelingen selvforkælelse - hen ad manicure/pedicure, karbad, tid ad libitum og et glas rødvin i ro og mag.

Nåmmen, så så man så mig vandre hvileløst rundt i gangene i Kvickly i går eftermiddags - på jagt efter lige dét der skulle gøre det ud for selvforkælelse pour moi.

Det er jeg bare sådan lidt fesen til, for jeg har intet badekar, bryder mig ikke om rødvin og har lige knækket to negle i sidste uge (jvf. brolægning og havearbejde extravaganza), så det dér med mani/pedi´en kunne sådan set også være lige meget.

Jeg endte med at gå ud fra Kvickly med en ny hulahoop-ring og en pose gulerødder. Sundhed galore.

*Klip!*

Fem timer senere var kassen med hulahoop´en stadig uåbnet, gulerødderne urørte - og jeg havde sukkerkvalme ovenpå for 30 kroner kunstige farvestoffer. Og lidt selvlede også, men dét feder i det mindste ikke.

I dag er hulahoop-dag. Og den er helt vildt sjov, helt vildt hård og helt vildt effektiv. Læs: Jeg sveder som et svin.

Så nu har jeg snuppet en håndbajer. Dét må cirka gå lige op.

Tålmod, stå mig bi!

Okay så. Jeg ved stadigvæk in-gen-ting! Og jeg er ved at gå ud af mit gode skind her.

For lidt siden bed jeg al skam i mig, og ringede derud – bare for at høre om de var nået frem til en afgørelse. Og lige nu sidder de i møde for at afgøre hvem der får stillingen.

Jamen, det er da næsten ikke til at holde ud.

Sagde jeg “næsten”?

Det er ikke til at holde ud!!!

Hvis jeg nogensinde skal være så nervøs igen, så tror jeg s´gu jeg rejser udenlands imens. Til et sted uden mobiltelefoner, internetadgang og generel kontakt med omverdenen. Jeg bliver ikke til at være i nærheden af.

Ååååååååårh!

Lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag ………………….

What to do…?

Rastløsheden er sat ind igen i dag. Da jeg vågnede i morges var min første tanke *samtale på fredag!*, så smilet er stadig lige bredt – men nu har jeg bare svært ved at vente på næste afgørelse. Måske er tålmodighed ikke lige min stærkeste side. Ikke lige nu, i hvert fald.

Men. Jeg har besat hele dagen, så jeg ikke kommer til at snurre 14 gange omkring mig selv, ligesom en hund der prøver at lægge sig i kurven.

Jeg har heldigvis ikke pakket maskinparken og stofferne væk endnu, så om lidt tager jeg et hovedspring ned i dyngerne – og forhåbentlig venter der så nye ting og sager herhjemme til pigerne, når jeg henter dem i strikkeklubben kl. 17 i eftermiddag.

Jeg har med andre ord hele dagen foran mig. Hele dagen. Jamen, er det ikke vildt?

Mon ikke også jeg med lethed skulle kunne nå at tage på gavehandel i løbet af dagen? Mine svigerforældre har lige haft 40 års (!) bryllupsdag, så dét kræver da en romantisk gave. Jeg tænker to små chokoladefonduesæt, til den søde tand og en hyggelig, stille aften, bare de to. Det tror jeg ville falde i god jord.

Men for nu finder jeg mønsterark, stofsaks og symaskine frem, og om en stund kører det hele på WARP-speed.

Beam me up, Scotty!

Rastløshed…

Jeg er i venteposition. Jeg håberhåberhåber at blive ringet op, og komme til samtale på den ansøgning jeg sendte afsted i torsdags. Dét er noget nær en drømmestilling for mig, og jeg kan mærke helt ned i storetåen at jeg vil det her.

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal gøre af mig selv…

Jeg har allerede lidt afskrevet muligheden, for de har jo ikke ringet endnu – men på den anden side, så kontaktede en af vejlederne på kurset mig i dag, med et forsigtigt blik, “om de måtte få min ansøgning til fremtidig undervisning?”

Ja, for fanden da! Så kan den da ikke være andet end god, vel?

De skal ringe. De skal, de skal, de skal……………

*pleasepleasepleasepleasepleasepleaseplease…*

Jeg ved godt jeg har skrevet (og sagt) det mange gange før, men:

Jeg har lige trykket på “send”-knappen på mail´en. Afsted, ud i cyberspace, røg en ansøgning som jeg sætter alle mine talenter på.

Dén stilling giver mig sommerfugle, elefanter og frydefulde bobler i maven – og jeg sidder allerede nu som på nåle, med både fingre og tæer krydsede, for at de kan se at det for saddan da er MIG de skal have ind til samtale!

Jeg vil, jeg vil, jeg vil have den stilling!

Det er altså næsten umenneskeligt, at jeg nu bare skal gå i venteposition, indtil de – måske – giver lyd fra sig.

Kun for voksne

Endelig, endelig, endelig fik jeg bestilt billetterne. Til en ren voksenaften, for dette her er ikke et børneforum – og selvom det var, havde de nok ikke fået lov at komme med alligevel. Jeg trænger til en kæresteaften, bare os to.

I hjørnet af mit skrivebord på pc´en, bag en lettere støvet skærm, ligger de nu og putter sig, billetterne. De blinker fornøjet til mig, med løfter om energisk sceneoptræden, fantastisk musik med power og potens, kolde fadøl, sene aftentimer, hæse stemmer, hygge og miljø. Og småsære eksistenser i salen.

Bare det snart var november…

Jeg håber Allan forstår…

Kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
Vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér

Kom lad os splejse om en billig flaske Palanco
vi sender alvorsbetjenten på flugt
Vi retter ryggen til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil

Du skal ikke være bange for tvivlen
jeg kender tvivlen mere end alt for godt
Tvivlen er ensom og den hjemsøger natten
efter et sted hvor den får bedre fat

Jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil

For hver gang du trækker dit vejr 
du trækker dit vejr skal du huske 
at kisten den slæber sig langsomt nærmere 
og nærmere og nærmere

Vi har altid gjort som der stod skrevet
som om verden den blir’bedre af det 
I dag vil vi leve som om det gjaldt selve livet
som om vi bestemmer hvad der skal ske

Så lad os ta' en pjækdag sammen
vi går ud og sparker vejskilte ned
Lad os gå ud og slå hul i forstanden
så folk omkring os kan se vi er til

Jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil

……………………..

Tak til Allan Olsen for ufrivilligt lån af teksten. Jeg ved godt der er copyright på og alt det der, men i dag var hans ord bare så meget bedre end mine.

Dann haben wir anderen metoden

Når det nu er for tidligt at begynde på konfekten, må man jo finde andre måder at få afreageret på. Nu står der to forskellige brøddeje til hævning i stuevinduet, og mon så ikke det hjælper lidt?

Idémylder

Det kribler stadig i mig for at komme til at lave noget med mine hænder. Strikketøjet har jeg opgivet for en stund, men der må da for pokker være noget jeg kan tage mig til...

Nu prøver jeg med symaskinen, hvis ellers lageret-over-alt-mellem-himmel-og-jord byder på noget der appellerer til fantasien i dag. Skabertrangen er der, men det er ikke sikkert materialerne er.

Det fineste korssting fundet på loppis ligger nu i skånsomt sæbevand for at fjerne alt det gamle støv, og skal forvandles til en sofapude eller en taske senere på ugen. Det bliver i hvert fald ikke i dag det skal transformeres om. Nu skal det først have lov til at tørre stille og roligt, og så skal jeg se hvad jeg kan finde og kombinere det med. Billeder får I ikke endnu, for som før nævnt strejker min bærbare, og den gamle her med håndsving gider jeg ikke lægge billeder ind på.

Et par af æblerne tror jeg også skal ha´ en tur gennem pressen. De har fristet længe, men tiden (og motorikken) har ikke været til det. Nu går det langsomt den rigtige vej med begge dele, så mon ikke jeg kan være heldig at komme i gang med mosteriet.

Jeg har en voldsom lyst til også at komme i gang med noget mere patchwork, men jeg tror det vil være at friste skæbnen. Eller albuen. Jeg syr altid patchwork i hånden, så det får vente til senere. Skideærgerligt egentlig, for jeg har en masse idéer til børnetøj med patchwork på, men jeg må grifle dem ned i notesbogen og håbe at lysten stadig er der når albuen bliver mere samarbejdsvillig.

I stedet kunne jeg jo lave noget illustration med symaskinen. Det er helt vildt hyggeligt; lidt ligesom at tegne, bare med tråd i stedet for blyant. For flere år siden lavede jeg det sødeste lille heksekostume til Agnes på den måde. Det er den hurtigste dragt jeg nogensinde har klappet sammen, men den blev vildt god og holder stadig. Dét kunne jeg godt se det sjove i igen!

Og så skal jeg betro jer en hemmelighed... Kom tættere på, jeg hvisker det kun. Nej, tættere endnu!

Psst... Jeg er så småt begyndt at glæde mig til juleriet.

Jajaja, jeg ved det godt; det er for tidligt. Men jeg har sådan en lyst til at begynde at nørkle med julepynt i alskens underlige farver og materialer. Nisser bliver der ingen af, dét er helt sikkert - men julekugler, engle, candycanes og fantasidyr kan såmænd sagtens få en plads på træet herhjemme. Alt passer fint sammen med mine ChristmasKrinkles, og det er da lige til at blive i godt humør af.

Jeg tror sagtens jeg kan narre pigerne med på noget før-juleri. Men ved nærmere eftertanke kan det godt være vi lige skal få lavet nogle græskarhoveder først ;-)

Øiih, hvor jeg håber min albue er modtagelig overfor bare nogle af de ting jeg gerne vil ha´ den til.............!