Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.
Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:
Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!
Måske det er dét weekend´en skal gå med?
stays in Vegas!
Det véd I godt, ikke? Jojo. Og netop af dén grund får I slet ingen af de fede historier jeg ligger inde med fra “Herreaften” på jobbet i torsdags.
Det eneste jeg vil ud med er, at
Nåja. Og at det helt sikkert er et vinderkoncept; herreaften for kvinder. Prøv selv. Det er forbløffende nemt at finde sin indre Burt Reynolds frem…
(…i forbindelse med det snarligt upcoming valg)
Søren: Jeg ved s´gu snart ikke… Er det i virkeligheden de to kandidater der er at vælge imellem…?
Kirsten: Høh. Jeg ved hvad du mener. Det føles af og til sådan lidt “pest eller kolera” –agtigt, ikke?
…
Asta: Så skulle I da tage at vælge kolort, selvom det er ulækkert. Pest dør man jo af.
Nå, ikke?
I ti dage. Heller ikke?
Dét var s´gu en fejl, for jeg har tænkt mig at blære mig med det hvor jeg kan. Tvææææære rundt i det overfor de der er mere uheldigt stillede. Fordi jeg kan.
Jeg véd godt det ikke er et kønt karaktertræk, men jeg er dybest set ligeglad.
Jeg har tænkt mig at nyde hvert et sekund.
Eller: “Hvordan man bygger køkken om, uden egentlig at have en overordnet plan”
Det er jo dét vi gør.
Vi havde en plan. Dén holdt så ikke.
Nu har vi måske en ny – og et nyligt indkøbt, brugt køkken til at stå i stalden til ingen verdens nytte.
Lyder det forvirrende? Det er det også.
Den mere udførlige version lyder sådan her:
Vi var hurtige på aftrækkeren, og købte det dersens firserkøkken gennem Gul&Gratis. Da vi fik det hjem var det egentlig alt andet end charmerende, så nu overvejer vi Ikea-model i stedet. Og prisen er så rendt op i omkring tre gange så meget som vi først havde budgetteret med. Hårh.
Pengene? Dem har vi da. Ikke.
Køkkenet? Det er vi da gået i gang med at ødelægge. I skrivende stund er der banket puds ned i halvdelen, og alle vores tallerkner, glas, gryder, stegepander, ildfaste fade, krydderier, melposer, pastaditto, olier, viskestykker, karklude og knive står inde i stuen – sammen med microovnen og bagemaskinen. Bare sådan nydeligt arrangeret rundt omkring i flyttekasser, vindueskarme og på alle andre tilgængelige, vandrette flader.
Hårh.
Vil du herhjem og ha´ kaffe?
Jeg tror nemlig godt jeg kan finde el-kedlen…
Er det storhedsvanvid eller lovlydighed, når man vælger at parkere sin rollator på en afmærket p-plads til biler, for så at gå i Aldi og handle?
Jeg er en skamplet på kvindekønnet. En udeltagende hustru. En skuffelse for min mand. Et frygteligt menneske, der burde vise større deltagelse, støtte og interesse i min mands liv.
At tænke sig; når han drager afsted i krig hver aften, er jeg komplet ligeglad med hvilket level han er nået til.
Skam mig!
Jeg har haft den udsøgte fornøjelse at være med mine piger i skole i dag. Flere gange om året holder de nemlig åbent hus derinde, og tænk, jeg var så heldig at det lige faldt i min ferie denne gang.
Nu ved jeg så hvordan et par dansktimer i Agnes´ 1. klasse forløber (lopper(!), siger jeg bare. Hvis jeg havde været klasselærer, var jeg nok forfaldet til at rive armen af en enkelt, og tæve et par af de andre med den blodige, trevlede stump…*), og jeg har såmænd både talt vokaler, klappet stavelser og lavet lektier med poderne. Når de altså kunne sidde stille og slå ørerne ud.
Ligeledes var jeg så heldig at komme med på ekskursion med Astas 3. klasse. Turen gik til den lokale kirke, for børnene har forsøgt sig udi egne “kalkmalerier” i billedkunst, og vi skulle så afsted for at se på The Real McCoy. En tur i kirketårnet blev det såmænd også til (bare ikke for undertegnede, for hun er en højdeskræk kryster), og en hel masse spændende lærdom omkring kalkmalerier og historien bag.
Det var rigtig hyggeligt, og hvor er det dog dejligt at få lov at være en flue på væggen, i en del af ens børns hverdagsliv man ikke normalt får lov at opleve.
Men hvis jeg nogensinde roder mig ud i at ytre noget om at “det da kunne være interessant at undervise i de små klasser, og nu vil jeg være folkeskolelærer” – så skyd mig.
*Neeeeej, jeg var ej! Lad nu være med at gå bananas, derude i speltsegmentet. Det var bare for schåu, ikke?
Dér har mit energiniveau ligget stabilt i dag. Det gør altså noget ved ens formåen, når man har et sløjt barn hjemme.
Dialogen har været sindsoprivende:
“Dét der ønsker jeg mig!” (ytres hver gang der er reklameblok på Disney Channel, Nickelodeon eller Boomerang)
“Må jeg bede om noget mere varm cacao?” (ytres hver gang koppen er tom)
“Har vi ikke andet end dét?” (ytres ved tilbuddet om mad af divergerende art)
“Skal vi ikke spille Nintendo sammen?” (ytres ved mindste tegn på at moderen kunne tænke sig at rejse sig fra sofaen og få lidt fra hånden)
“Hvornår kommer Asta hjem?” (ytres når moderen stik mod forventning gjorde som hun lagde op til, og rejste sig fra sofaen…)
Nu er Asta så kommet hjem. Nintendoen er nærmest rødglødende. Barnet er trakteret med både skinkeboller, pølsehorn og lidt syntetisk sukker-og-farvestof. Hun har omtrent drukket en liter varm cacao i dag. Og jeg ved at hun ønsker sig stort set alt hvad det danske legetøjsmarked har at byde på, så december bliver nem i år.
Hun er dejlig, og jeg elsker hende. Men jeg håber hun er frisk i morgen…
Arhemmn… Kan denne her kamp mon gå hen og blive for indædt?
Knapt er han startet på arbejde igen, “den kære mand”, før vi igen er tilbage i kampen på ord, vedholdenhed og stålvilje.
For en lille time siden modtog han afslørende billeddokumentation fra de allierede styrker; et vennepar vi har, hvor han tog billedet mens hun smurte madpakken. Teksten vedhæftet var ikke kun lidt skadefro, skulle jeg hilse at sige…
Hm.
For et kvarter siden opdagede jeg så at “den kære mand” havde oprettet en gruppe på fb. “Madpakkekampen”, hedder den (kom alle stærke kvinder, til kamp vi gå!) – og han hævder, at hvis den ikke har 1.000 medlemmer inden ugens udgang, bliver den nedlagt igen.
Hrmpf!
Lad os nu se. Måske tiden er med mig, og mod ham…
Indlægget her er dybt infantilt, useriøst og måske endda en smule frastødende. Hvis du mener du ikke kan klare det, så luk for lortet.
Vi har hund. Hunde, faktisk. Hanhunde, med stort H. Det er åbenlyst for enhver når man ser deres opførsel, for de fører sig frem som kun medlemmer af manderacen kan.
Zpif skrev om det den anden dag, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet samtidig med at jeg følte med hende. Klokkeværket dér, det kan være stort i både fysisk og overført betydning.
Jeg har som så intet imod at en hanhund opfører sig som The Baddest Motherf***** In Town. Fint med mig, dét kan jeg klare.
Dét jeg ikke ret godt kan klare, det er at skulle se på julepynten hele året rundt…………
Hvis du tør, så klik på billedet for optimalt udsyn.
Jeg elsker mine hunde, men helt ærligt: De dadler er sim.pelt.hen ikke til at overse. Og kønt, dét er det ikke!
Hvis du nu synes jeg er for meget, så pris dig bare lykkelig for at jeg ikke satte kameraet på macro-funktion…
Næh du. Ikke her.
Her har dagen nemlig bestået af to snottedeogondtihalsen-børn, TP Disney versionen, varm the i spandevis, hundelufteri, vasketøj, WII Sport, pludselige kaffegæster og strikketøj.
Ikke just sindsoprivende – men rasende hyggeligt!
I mangel af mere interessante ting at byde på af skriblerier og fake BoBedre fotos, kan jeg da så i stedet servere et lumsk fredags-tøhø (der vel egentlig burde serveres på en onsdag) for jer.
Velbekomme!
Vi er begyndt at spekulere i fastelavnstøj herhjemme – og sikkert ikke et sekund for tidligt. Pigerne når nemlig at altid at ombestemme sig tre-fire gange inden den endelige beslutning tages.
I år har jeg gjort noget jeg aldrig har gjort før; jeg har lånt inspirationsbøger, så pigerne måske kunne få lidt flere og lidt anderledes idéer end dem vi hidtil har kørt med.
Vi har egentlig været vidt omkring: Der har været mavedansere, indianer, der har været en enkelt skotte imellem, politipige, tiger, et utal af hekse og prinsesser og indiske dansere – for bare at nævne nogle stykker.
Jeg syntes måske bare vi manglede et lidt bredere perspektiv, så jeg gik på biblioteket.
Hmmm…
Fokus er blevet flyttet. For mig, i hvert fald.
Pigerne formår sagtens at se de sjove, fantasifulde idéer der er at finde i bøgerne – for det er de virkelig, mange af dem. Denne her for eksempel:
Bademode á la 1920´erne. Dén var jeg da aldrig kommet på selv, og den er jo sjov. Ikke?
Mit problem er at jeg ikke kan se ud over ham her:
Sprællemanden anno 1983. Jamen bevares, han er da sikkert både sød og charmerende (og han har været villig til at stille op som både Colgate-tube og romersk soldat, og dét har da også noget at sige!), men jeg kan ikke abstrahere fra ham.
Det er ganske umuligt. Jeg sidder simpelthen og småfniser af frisuren.
Undskyld…
Helt og aldeles uden at bruge penge på det, føler vi os denne vinter både gangsta og street.
Den hårde frost har gjort at støddæmperne på bilen fryser til. Igen og igen og igen.
Det føles cirka sådan her, når vi kører ned ad indkørslen…
Vil du ha´ en tur? Du skal selv medbringe nyrebæltet!
Morgenens lys afslører at vore lokale politikere er kommet ned på jorden. Nattens blæsevejr har givet valgplakaterne en god, gedigen snurretur omkring lygtepælene, så hvor de i går hang i de højere luftlag, er de nu kommet en meters penge over fortovene.
Dét er da politik i øjenhøjde.
Jeg er gift med en musikglad mand. Desværre er det langt fra al musik vi er enige om – eller, det vil sige; han elsker at gå mig på nerverne med den ene vederstyggelighed efter den anden.
Godt man ikke har pms eller nå´ed, for så havde jeg da fuldstændig mistet forstanden i dag. I et forsøg på at få mig til at fortælle hvor i huset hans “røde” sangbog fra fagforeningen er, er han nu gået over til ren tortur.
Der brøles af karsken bælg et bredt udvalg af sange der aldrig skulle være lavet, bl.a.
“Whiskey in the Jar” – i Lars Lalleglad Lilholts version s´føli. Jeg linker ikke til lortet, det vil jeg sim.pelt.hen ikke ha´ på mig!
og
“Dreizich Tonner Diesel” – tysk trucker-country af værste kaliber. Spørg mig ikke hvor min mand kender det fra. Skammen er bare for stor.
Det er vel bare et spørgsmål om tid før han finder de gamle lp´er frem med Bon Jovi og Whitesnake. Oh, the pain…!
Agnes er ved at være stor. Hun skal starte i skole efter sommerferien, og glæder sig rigtig, rigtig meget. Børnehaven kan efterhånden rende hende noget så grusomt; hun keder sig gudsjammerligt derinde, og sniger sig til en ekstra fridag så ofte hun overhovedet kan. Hver dag tæller vi på fingre.
“Hvor lang tid er der nu til sommerferien, mor?”
Det er svært at give et entydigt svar på, for jeg tager afsted med arbejdet i en uge når skolerne får ferie, og alt efter om Søren kan skaffe alternative pasningsmuligheder eller ej – ja, så er svaret enten 10 eller 17 dage, når barnet spørger. Hm! Dén er altså svær at greje når man kun er fem år…
Men: I dag tyvstartede hun på livet som folkeskoleelev. Den ny årgang var inviteret i skole for en dag, med skoletasker, madpakker, drikkedunke og lektier. Dét var fedt :-)
Jeg tog ikke noget foto, for det skal gemmes til den helt rigtige dag. Det dér obligatoriske første-skoledag-billede; nyekviperet, med håret sat og med tasken på – dét kan man altså ikke snyde sig til.
Nu hygger vi bare. Opgaverne de lavede er set og beundret, madpakken er spist og der er blevet berettet om både store drillesyge drenge i frikvarteret, om lærerne, og om hvordan det var sjovt at være i skole i dag, men at hun selvfølgelig forventer at det også bliver kedeligt efter en tid. Man er vel kyniker… ;-)
Lagde I lige mærke til finten dér med billederne, hva? Dét kan Windows Live Writer altså også :-)
