Skovskiderplatte, anyone?!

Nåmmen, vi har så holdt børnefødselsdag i weekend´en. For den smukkeste 9-årige i verden.

Tager jeg fejl, måske? Nej, vel. Og fordi det smukke barn kan sno både moderen og faderen om sin yndige lillefinger, blev det en fødselsdag efter alle kunstens regler – og så alligevel ikke.

Anderledes, blev den. Her var ingen boller og lagkage, flag og lys der skulle pustes – ejheller en eneste lille kop varm chokolade.

I stedet var der…

• masser af søde, glade gæster, der velvilligt var mødt op i Gateway´en i Hune, fordi det var dér fødselsdagsbarnet ville holde fest
• dejligt vejr - og hvide duge på langborde i skoven
• glade børn der legede på Gateway´ens store legeplads, og bedsteforældre der gik lange ture omkring skovens shelterpladser
• Meat-Eaters Special, med både oksekød-kebab og kylling-gyros

• træt hundehvalp og energisk 1-årig dreng der ikke helt kunne finde ud af om de gad hinanden eller ej (til gengæld gad sidstnævnte virkelig godt lege med de medbragte ølflasker i kassen. Man er vel et ordentligt mandfolk?!)
• kaffe at lune sig på
• friskbagte pitabrød i egen ovn

(Jojo, bagermesteren var effektiv. I en grad så jeg ikke engang kunne få lov at tage et billede uden at han skulle ind over. Så deeet…)

• …og tiiiimevis af sjov og hygge for hele familien. Alle var inviteret til frokost, og jeg tror ikke der var nogen der kedede sig derude hvor himlen er høj og fuglene synger. De tog i hvert fald først hjem omkring seks timer senere.

Nåja. Og overskriften? Jamen det var jo bagefter skovturen. Til kaffen herhjemme, jo. I sommerferien var vi nemlig i Randers Regnskov, og dér blev vi introduceret for en helt igennem fantastisk klam dessertplatte. Denne her…

Mmmmmh! Og således inspireret, mente Agnes at en Skovskiderplatte måtte være vejen frem til hendes fødselsdag, når vi nu havde været i skoven hele dagen.

Jojo.

Vi nåede ikke at tage billeder, for det blev spist rub og stub – men vores version af tallerkenen bestod af

• hundelort – a.k.a. chokoloademousse
• fugleklat – a.k.a. vanillekrans m/ hvid chokolade og mørk ditto-midte
• harelorte – a.k.a. bittesmå romkugler med delikat chokoladeovertræk
• (og intet bord uden) hjortelorte – a.k.a. mandler, overtrukket m/ hvid chokolade og rullet i lakridspulver

Rent guf, med andre ord. Når man altså lige var kommet sig over synet.

Tillykke, Agnes. Alt for dig, min skat <3

Beretningen om, hvordan jeg blev så glad, så glad, for at jeg aldrig valgte at blive anlægsgartner. Nåja, og lidt af det løse…

Det kan faktisk berettes ganske enkelt, og i stikordsform.

Kæmpestor have. Skovl og spade. Tung, tung jord. Fyldsand en masse. Jernbanesveller á cirka 100 kg stykket. I pluralis, ja. Tunge betonfliser. Igen, i pluralis. Vabelfyldte, ru hænder. Arme så lange som en orangutangs.

Og en øm, øm krop, med ab-so-lut ingen energi tilbage.

Men hey! On the upside …så er vi ikke engang færdige endnu.

*Suk*

Jeg var så myoseramt i hele mit gamle korpus, at jeg var tæt på at være grædefærdig i aftes – men da havde vi (Søren og jeg) til gengæld også færdiggjort flisebelægning på 20 kvm, fyldt en gigantisk plantekasse op med jord og prepareret en svelleomkranset bålplads på 35-40 kvm. Alt sammen på to arbejdsdage. Og det ser godt ud.

I dag har jeg lavet et absolut minimum. Alt har været hyggebetonet, og har været i “pynte-hygge-nusse” afdelingen af hvad der så også følger med den slags havearbejde.

Jeg har købt stauder ind. Jowjow. Dét, der ellers aldrig burde ske, er sket. Jeg er nu officielt blevet en del af staudefolket. Og jeg har placeret dem nøjsomt i giga-plantekassen, som vel i virkeligheden sagtens kunne bære dobbelt så mange blomster – men dét koster jo kassen. Nu måtte jeg nøjes med lidt, men godt. Lupiner, jacobsstige, lavendler, løg og andet godt pynter derude, og så må der komme mere til hen ad vejen.

Jeg har lumske planer om at skulle afsted efter flere lupiner og/eller lavendler en af de nærmeste dage, men det er til et andet sted i haven – og når mine fingre igen er samarbejdsvillige, knipser jeg løs med kameraet, så I kan se, at jeg ikke er fuld af løgn.

Og det med planterne er vel det jeg har lavet i dag, i virkeligheden. Nåja, og kigget bil i timevis fordi vi snart ikke kan køre i skramlekassen mere. Og prøvet at få øje på en solnedgang ved Saltum Strand, men jeg havde for travlt med at holde styr på stor hund og børn, så de eneste billeder der blev af dét er for mit indre øje. Ret synd for jer i virkeligheden, for hund vs. børn var et sight to remember…

Nu er der bagt pølsehorn til den tur der venter i morgen, og tændt for varmen i teltet i haven. Vi sover der så vidt muligt mens vi har ferie, bare fordi det er såååå dejligt, og vi bilder os ind at man sover meget bedre i frisk natteluft. Ingen ironi her, det lover jeg. Det er skønt!

I nat håber jeg bare linen på flagstangen er surret bedre fast, så vi slipper for *klappeti-klappeti-klappeti-klappeti…* hele natten lang…

Ukrudtet vandt! Eller…

Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.

Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).

Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.

En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.

Hip hip hurra for mødre!

Moi – en af hverdagens helte!

Mine arme er lange som en orangutangs i aften. De sidste dage er gået med rent og skært knokkelarbejde (helt efter planen), og det kan mærkes.

I går reddede jeg Sørens sjælero en smule, da jeg rensede cirka 300* gamle mursten for lige så gammelt cement, mørtel and what have you. Desuden reddede jeg et pindsvin fra hunden og fem frøer fra havetraktoren.

It´s all in a days work. Don´t thank me.

           

I dag har jeg så som sagt reddet mig et par lange arme – ved at slæbe en pæn sjat af de sten på billedet ovenfor – og desuden en nydelig hummeragtig kulør på det meste af kroppen, efter en eftermiddag i selskab med buskrydder (Nej. Ikke “bus-krydder”) og ufremkommeligt krat.

Jeg reddede mig også en lækkerlækker frokost… *Uhmmmm!* Ingen billeder, for jeg inhalerede den lige så hurtigt som den landede på bordet foran mig. Men den var smuk! Scrambled eggs med babyspinat, mexikansk krydret laks, honningristede valnøddekerner, lækker pølse, grøn salat og tomatsalat in all its glory. Han forkæler mig, min dejlige mand.

Nu er jeg lidt træt, men meget veltilpas. Og i morgen tænker jeg at jeg bevæger mig ligesom min ven her…

*og nej, det er ikke bare et tal jeg slynger ud for at overdrive. Trehundrede! er mange – og der ligger omtrent lige så mange derude endnu og venter.

*Lykkesuk!*

Vi havde en dejlig dag i går. Én af den slags man kan nyde længe, og gemmer allerinderst inde. En dag af det ægteste, pureste guld.

Vi var i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Syv timer fik vi til at gå, helt uden problemer – og da vi tog hjem til lukketid kunne vi sagtens have brugt længere tid. Hvis du ikke har været der, så kan det varmt anbefales!

Man får lykkelige børn, hvis de blot udstyres med et par foderposer hver og lukkes ind til en ordentlig røvfuld dådyr. Og lige så lykkelige forældre, for hvad er bedre end lyden af børnelatter og en syvårig der går rundt og taler gammelklogt med sig selv? “Det er jo mageløst. Maaaaageløst!”

Og hvad er bedre, og mere afslappende, end at gå rundt i et område på 450.000 kvm, i bragende solskin, og nyde synet af dådyr, vildsvin, brune bjørne, ulve, elge, røde ræve, sikahjorte, isbjørne, ildere, hugorme, moskusokser og meget, meget mere? I ro og mag, og uden hastværk. Og med iskoldt vand og madpakker.

Og hvad er bedre, end guider der altid har tid til at svare på spørgsmål, og glad og gerne fortæller om hvorfor de røde ræve ikke ligner hinanden, hvordan man kan genkende omegaulven i flokken, hvorfor man ikke kan få øje på egernet og hvordan man bliver guide i Dyreparken (bare sådan lige hvis man nu tilfældigvis var 10 år og synes det kunne være Verdens Fedeste Job).

Og hvad er sjovere, end frække geder der stanger hinanden på pandebrasken (og os i røven), i forsøget på at være den der får mest guf fra genkendelige, brune papirsposer? Ikke ret meget, skulle jeg hilse at sige!

Og findes der så forøvrigt et smukkere syn end hende her?

Det tror jeg faktisk ikke…

Vi sluttede dagen af herhjemme. I ro og mag, omkring bålet i haven. Først i tusmørke, og sidenhen i buldermørke og nattøj. Med varm kaffe, kolde sodavand, ristede marshmallows og bålpoppede popcorn. Under stjernerne.

Jeg tror ikke det bliver ret meget bedre.

Stiknarkoman…? Voldsoffer…?

Nøh. Bare resultatet af intensiv volleyball fire dage i streg. Og så vandt vi ikke engang…

Men kæft, det gjorde naller!! Og kæft, hvor var det sjovt!! Og nu er mine arme lilla.

Lilleputbyen har nu investeret i volleyballnet til fremtidig træning – og selvom jeg tidligere på ugen bekendtgjorde at det dér holdsport slet ikke er mig, så har jeg allerede meldt mig som fast bestanddel af holdet.

Man har vel et standpunkt, til man ta´r et nyt.

Os med lort på styret

Jeg kan helt ærligt sige at jeg ikke har oplevet en masse den sidste uges tid. Men jeg har heller ikke kedet mig.

Hurtigt opsummeret har det været noget med at svede i spandevis til zumba, karte fra Herodes til Pilatus med dansende børn, holde Sct. Hans aften i selskab med alle de andre fra lilleputbyen, arbejd´-arbejd´og alt det løse der ellers hører til et gennemsnitligt børnefamilieliv ude på landet.

Køkkenet er for eksempel stadig ikke-eksisterende. Det var jo det jeg sagde; os med lort på styret. Men det lysner, gør det. Tømrermesteren med styr på lortet har meldt sin ankomst næste weekend, og så er der fremgang i det lille hjem! Jeg glæ-hæ-hæææææder mig til igen at kunne lave mad, smøre madpakker, skylle grøntsager og bage brød i ét og samme rum. Jamen, for catan da…

Indtil da tager vi det med oprejst pande og højt humør, ing´?

Nåja. Og når man nu ikke kan bruge køkkenet så meget, så finder man andre måder at gøre tingene på. Når vi f.eks. har haft svært ved at finde en oplukker i flyttekasserne på værelset ligger løsningen jo lige for. Og det er noget der ligner sommer, så nu har vi smækket en op på en fast plads på terrassen. Så er linien ligesom lagt.

Nu skal der indføres fast fyraftensbajer her i huset. Fordi vi kan. Og fordi white trash er det nye sort.

Spejdere bli´r aldrig det nye sort. Jeg har sagt det før, og jeg gentager gerne mig selv: Folk der går med kniv skræmmer mig. Men derfor kan man jo godt lade sig inspirere en lillebitte smule, for bål er fannermig hygsomt, og alt hvad der kan tilberedes over åben ild smager goooooodt. Så dét gør vi også. Hvis vi altså kan få en dag eller to uden vindstyrke lort, for det er fileme svært at styre ilden ellers.

Kan man mon leve af skumfiduser og snobrød alene…?

Du danske sommer…

           

           

Jeg elsker dig!

Torden og Lynild

Der skal mere til end en smule vand fra oven, for at holde mine indianere inde i dag. Høvdingen - ham de kalder Vandrer med Hunde - har nemlig lavet buer til stammen.

Så nu er der pileskydningskonkurrence i haven – og debatten går lystigt derude kan jeg høre; om vi mon ender med at skulle have hund eller hest til aftensmad i dag… Jeg satser nu selv på en ganske almindelig kødbolle af dét Spar kan byde på, men det er måske mig der er for lidt eventyrlysten?

Vi med hus og have

…er også “vi med sortlakerede negle”. Mest fordi det er så skide praktisk til at skjule jord under neglene, og fjerner opmærksomheden en smule fra de malerpletter der ikke kunne fjernes med terpentin efter weekendens udskejelser.

Jowjow. Udskejelser. Hér står den nemlig ikke på Asti, dans til den lyse morgen og frivoliteter – men i stedet på nysnedkererede plantekasser i haven, sort maling og friskplantede yndigheder. Dét er vel også en slags fest. Ikke?

Der skulle nyt til når nu andre tager beslutningen om en haveomlægning for os. Lige før weekendens start var det nemlig dette syn der mødte mig i bunden af haven…

Store, gule dyr i horder, i færd med at æde sig et godt stykke ind på matriklen. Lige knap 900 kvm har de spist nu – men dét er heldigvis i en lang, relativt smal stribe langs vejen. Lige så´n i størrelsesorden med en cykelsti til poderne, og dét er jo kun til at klappe i sine små, fede gedepatter over!

Ungerne synes det var for fedt da dyrene var kørt i stald for natten…

Rooooolig nu, Mormor – og andre sarte sjæle. Der stod en voksen på den anden side af grøften, og vi havde tjekket om der var biler i sigte!

Nu er stykket døbt “Afgrunden” af børnene, og hvis der er noget i denne verden der er cool – så er det da at få lov at lege dér. Det får nærmest sådan et lidt uhyggeligt præg ved navnet alene, og at dømme ud fra Agnes´ ansigtsudtryk når hun står på kanten så kunne det lige så godt være Grand Canyon der lå i bunden af vores have.

Hvem har så brug for Fårup Sommerland, Bakken og Tivoli? Vi har en dynge jord. Og hus og have.

Det´ jo nærmest… orgasmisk!

Her er jo plads til både bare tæer i sølvsandaler…

(og pinkagtige zumba-bukser, men vejret er altså kommet bag på mig og det er det mest sommerlige jeg har!)

Vandhunde tornadostyle…

Skønhed extraordinaire…

Unge skønheder…

…og lige om lidt griller vi med gode venner. Ved en anden sø, men ikke mindre smuk.

Hvis bare denne påske varede evigt!

Blandet landhandel

De sidste dage har budt på lidt af hvert ude på landet. Vi er jo ikke særligt velstrukturerede mennesker, min anden halvdel og jeg – så vi bestemte os i al hast for at starte på at rydde køkkenet denne weekend.

Det har trængt l-æ-n-g-e, så nu har vi købt nye (læs: brugte) køkkenelementer til Miniaturekøkkenet Fra Helvede. Det vi har nu er løst anslået fra ´60erne, og det “nye” er fra sidst i ´80erne, så det er da et lille skridt fremad. Det helt rigtige køkken, dét vi allerhelst vil have, får altså vente til Søren har udstået sin læretid, og dermed også til der går andet og mere end almisser ind på lønkontoen. Men så skal den også ha´ gas, Mads!

Nåmmenaltså, det var det dér med struktureringen vi kom fra.

Vådden ka´ det være, at vi vælger samme weekend til at starte på køkkenet, som selvsamme weekend der byder på

• ekstremt eksemramt ældstebarn, med tilhørende sygedage torsdag og fredag
• skovtur med Agnes´ klasse (og jeg skulle hilse og sige, at selvom turen både bød på varm suppe, bål, snobrød, køletaske-curling*, kaffe, kage og max hygge – så er det temperaturen jeg husker bedst. Og følelsen af stivfrosne tæer)
• dobbeltfødselsdagsfejring hos min bror og svigerinde
• legekammerater i rå mængder under selvsamme tag som det maltrakterede køkken

Hm?

Man undres…

Men det har fandeme været hyggeligt alligevel. Og hvor er jeg da glad for at vi gjorde det. Nu er vi jo i gang – og når vi først har krydset the point of no return, bliver vi jo også nødt til at blive færdige, ikke?

Alternativet ville vel være at leve lykkeligt til vores dages ende. Af rugbrødsmadder.

*”Køletaske-curling”: Den disciplin der pludseligt opstår, når to legesyge kvinder farer vild i skoven avec monstertung køletaske, fyldt med store beholdere med varm suppe – og det eneste der er foran dem er ufremkommelige, smalle, isbelagte, helvedes-stier i bakket terræn.

Til sidste dråbe

Vi suger grådigt det sidste af ferien i os.

Dagen sluttede i går på den hyggeligste måde vi kunne forestille os; med to renvaskede børn i nattøj, foran bålet i haven, udstyret med hver deres pind og en stor pose skumfiduser.

Det var selvfølgelig så som så med det der “renvaskede” bagefter, men vi véd de har været i bad, og det tæller altså også…

Dét er noget af det jeg holder mest af. En stille aften når mørket falder på, med bare tæer i græsset, varm kaffe i kruset, i skæret af et smukt bål - og dem jeg elsker omkring mig.

Lykke.

…Og i dag tager vi i Fårup Sommerland. Igen-igen-igen-igen. Kom ikke og sig vi ligger på den lade side.

Fremgang

Uha, så pæn vores have kunne gå hen og blive med tiden…

De sidste dages slid med motorsav, overarmsmuskler og vedholdenhed begynder at kunne ses nu.

 Knib øjnene lidt sammen, og ignorer venligst mærkelig træplade, stige og motorsav. Nåja, og let sveden græsplæne. Så ser det jo næsten hæderligt ud.

De store graner i haven er så flotte, men har længe trængt til en udtynding. Nu er vi i gang, men langt fra færdige. Som en ekstra bonus har vi nu brænde nok til mange bål i sensommeren.

Vi kan igen se ribsbuskene jeg gik amok på for et par måneder siden. Bevæbnet med grensaks og fukssvans overfaldt jeg dem nådesløst, men det virkede! Nu er de igen fine og sprøde at se på – men ribsene må vente til næste år. Inden jeg gik i gang var de så store at vi ikke kunne se afstand imellem dem, og se nu hvor fine de er. Ukrudtet omkring dem blev pludselig også meget nemmere at komme til, og nu kan havetraktoren igen manøvreres omkring også.

Eneste ulempe ved alt det havearbejde er såmænd alt det s**** grenaffald man kan samle på to eftermiddage i en gammel landhave.

Det ses ikke tydeligt på billedet, men vores lille fremtidige bål her er omkring 2m højt – og gigantisk i omkreds.

Snobrød? Anyone?

Hollaop!

…hvor er der mange ord i fire 9-12 årige piger på et døgn!

Og med Agnes (som er helt udenfor kategori) ved siden af, føltes det nærmest som om jeg havde styrtblødninger ud af ørerne en gang imellem.

Men de hyggede sig – og det gjorde vi også.

Manden i huset var kommet til at love Asta at det var okay med et slumberparty i teltet, og dét kan da ikke lade sig gøre uden mindst tre veninder, chips og popcorn, sodavand, hemmelighedssnak, S-P-eller-K, *fniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiis!!!*, ekstreme grineflip, udspioneren, livretterne til aftensmad, cykelture, waweboard, godmodige drillerier, mere *fniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiis!!!* og meget sen sengetid.

På trods af alle de ord der var i de piger, er “godnat” åbenbart ikke en del af deres vokabularium. I hvert fald blev der ikke ro i teltet før klokken havde passeret 01.15 – og dét var kun fordi den fæle trold fra Mamaland udstak et dekret om ro eller indendørs overnatning. Enten-eller. Slut herfra.

Nu er alle overnattende gæster sendt hjem igen, og roen sænker sig langsomt i det lille hus ude på landet. Og at dømme ud fra Astas energiniveau i dag, er vi voksne vist ikke de eneste der er trætte dagen derpå…

Ting der kan smelte et pigehjerte…

“High five?”

Pigerne, deres mormor og jeg tog på tur i går. De springer op overalt; Farm Fun parkerne – nogle af dem af klart højere kvalitet end andre, men lad nu det ligge.

Dagen i går handlede nemlig overhovedet ikke om ydre rammer. Den handlede om kærlighed.

  

    

Enough said. God weekend derude. Og nyd nu sommeren!