Mon man nogensinde bli´r rigtig voksen…

…når “man” konsekvent fanger muligheden for fri leg, hver gang “man” finder hår- og skægtrimmer frem?

Så kan man jo lege at man er sherif i Tombstone for en stund…

…og sådan en smiler aldrig. Han prøver at holde masken hele tiden. Også selv om han har Søren Brun hår på toppen.

Og bagefter, når man ikke længere kan lade være med at grine, og forøvrigt hygger sig med at synge højt og falsk på badeværelset, kan man jo også lege hyggelig Bent Betjent. Ikke?!

Avec komplet nørde-look.

Gudskelov ligner han sig selv igen nu. Jeg ville sgu blive lidt skræmt over at vågne ved siden af både den ene og den anden i morgen tidlig.

…!

……?

………?!

Crap. Kom i skrivende stund i tanke om, at det er movember lige om lidt. Bare han nu ikke var i gang med at varme op til endnu et underligt overskæg??

Sagen og tanken er jo god nok, ingen tvivl om dét – men synet! Oh, the horror…

Huh? Og her gik jeg lige og troede...

Jeg har da aldrig selv syntes at jeg ligefrem er lækker - men helt ærligt! Hvem der bare dukkede op på google i forbindelse med småsexede søgninger, men nej. Hér bliver man åbenbart vist hen til, hvis man søger på

• buhunde
• klamme mennesker
• plaget af bylder hjælp mig

Go figure...

Oh, the horror…

Jeg har længe vidst vi skal til Tyrkiet. Jeg har længe gjort hvad jeg kan for at tabe mig. Og alligevel…

For præcis 1½ time siden, i prøverummet, gik det op for mig, at jeg snart skal have bikini på. Offentligt.

Holy……………………………..

Mor er ikke vred. Mor er skuffet…

Jo, fandeme.

Den årligt tilbagevendende Uldfestival er knapt lukket og slukket, men jeg må op på barrikaderne en tur, fordi:

Det var fandeme for ringe, kære bestyrelse. Sorry – og måske især til jer der syntes det hele var åh, så hyggeligt og fantastisk i weekend´en. Ahrmen, nej, det var ej! Det var for amatørnisser, var det.

Og jeg tør godt sige det. Også højt nok til at bestyrelsen kan høre det, for det var simpelthen for skrabet i år. Jeg har været der hvert år, men i år lignede det simpelthen en festival på støttehjul, og hvis dét er standarden nu gider jeg s´gu ikke igen.

Alle herlighederne var pakket sammen i den ene ende af byen, så alt det skønne liv der de forgangne år har været i de grønne arealer bag skolen og ved søen; pist borte, væk! Stakkels Berit gik i en lillebitte, snoldet fold bag Galleri Saltum med sine får og hund, hvor hun før har haft en hel lille eng i smukke omgivelser at arbejde på.

Hvor var charmen blevet af, muligheden for at plante røven i græsset og nyde en kold øl, duften af bål og fantasien om de go´e gamle dage? Pist borte, væk!

Hvor var de innovative kunsthåndværkere?! Hvor var nyskabelsen, kreativiteten og de lidt skæve indslag?! Pist borte, væk! Hvorfor var der for eksempel ikke tænkt på at få Trine op og fortælle om yarnbombing – eller hvorfor har de ikke indbudt til en workshop med krydret strik?

Alt det glimrede ved sit fravær, desværre. I stedet var der strikkekits, strikkekits og strikkekits – og dét kan fandeme være hamrende ligegyldigt, hvis I spørger mig. Det leger vi lige at I gjorde, ing´.

Jeg synes at festivalens bestyrelse næste år skal tænke over, at en Uldfestival burde handle om garn og hvad man med lidt tankevirksomhed og fingersnilde kan få ud af det – og ikke om at man skal betragte de besøgende som umælende får, der ikke har en selvstændig tanke i hovedet.

Nå.

Ville det være for meget forlangt…

at børn (og deres forældre) kunne få lov at nyde en tiltrængt efterårsferie uden følgeskab af årstidens mest forhadte følgesvend; Influenzaen?!

Agnes blev afleveret herhjemme midt i en noget forkortet miniferie fra bedsterne. Hun skulle egentlig have været der i dag med, men blev afleveret hér før tid “for hun virker altså noget sløj”.

Knapt var ordene udtalt, før barnet holdt sig temmelig sigende for munden, og afleverede den fiiineste brækstråle hele vejen gennem stue og køkken. Hun prøvede vel egentligt at nå ud på badeværelset, men det endte med køkkenvasken. Yummy.

Siden har hun siddet stille i sofaen. H-e-l-t stille. Med remoten fastklistret til hånden, og uden appetit på andet end en smule saltchips i ny og næ.

Dét er fandeme synd!

*Og tag en dyyyyb indånding, Kirsten…*

Hvis mit kamera ellers ville samarbejde lige nu, så skulle I bare se løgsovs!!!

Agnes er på miniferie hos Bedste – og i et øjebliks overmod tænkte jeg at dét da ville være det perfekte tidspunkt at rydde op (og ud!) på pigebarnets værelse. Aka Rummet Der Ikke Kan Rengøres. Hvorfor? Fordi der er lort og skrammel overalt!

Undskyld! Kære, søde, elskede Agnes… Jeg véd godt du synes dine skatte er ganske fantastiske og uundværlige, men:

So far har jeg for eksempel fundet en lille samling af sammenkrøllet (og –foldet), klistret slikpapir, tapekugler(??), gummirotter og en utæt sæbebobledispenser – i smykkeskrinet. Hvor der forøvrigt ikke lå nogen smykker. Overho´det.

De lå nemlig jævnt fordelt under skabe, i bamsekasser, i kurvene med Barbiegrej (til Agnes´ forsvar var der jo god plads, for Barbie og alle hendes venner lå ud over hele gulvet på gangen) og godt rodet sammen med Playmobil og Build´A´Bear. Så er der jo altid smykker lige ved hånden, uanset hvad man er i gang med.

Jeg har også fundet jævnt mange døde fluer. Dét gav pludselig mening da jeg fandt vores fluesmækker – som jeg har ledt huller i jorden efter i laaang tid. Men okay; den er neonpink og formet som en sommerfugl, så hvorfor skulle den ikke bo hos Agnes. Bare pænt klamt med alle kadaverne, nå.

Til gengæld kan jeg ikke finde de nøgler der engang var til Agnes´ skabe. Nu er der kun én tilbage til fem låger, så dén bliver s´gu snart svejset fast til lortet.

Jeg har samlet mig tre sorte sække nu. Med konfetti, glimmer, gammelt tyggegummi og slikpinde, garn i store sammenfiltrede kugler, firehundrede næsten ens tegninger (prinsesser, feer og seje discotøser), småbitte the-selskabs-sæt der enten mangler halvdelen eller er propfyldt med modellervoks (eller tyggegummi?), opfindelser af gamle skotøjsæsker, køkkenruller, styroformkugler, piberensere og mælkelåg, tape-tape-tape!, GaJol-æsker, McDonalds-plasticpis fra diverse HappyMeals, ………… *bare indsæt resten selv. Intet er for stort, for småt, for vildt eller for usandsynligt*………

Jeg tør ikke kigge under sengen. Det er det e-n-e-s-t-e sted jeg mangler at rydde op nu. Men jeg er bange.

Meget, meget bange.

Næsten 11 år. Og stærkt på vej mod 16…

Hvornår var det lige at min lille pige holdt op med at være lille? Jeg syntes da lige hun var en marcipanmås i sparkedragt for fem minutter siden; lillebitte nok til at kunne ligge på min mave og falde i søvn, og præcis så nem at bære at hun hang på min arm h.e.l.e tiden.

Nu starter hun i 4. klasse på mandag, er højere end begge sine bedstemødre, går kun i ålestramme jeans og “Bevar Christiania” t-shirt, har mobiltelefonen limet til højre hånd og fået farvet en hotpink (tak til Bedste!!) stribe i sit ellers blonde hår??!

Huh?

Jeg finder tryghed i at hun stadig sover med sine bamser…

SNYYYYYYYYYYYD!!!

Sørens chef har lige ringet. Noget med om han havde noget imod at holde fri i morgen – første dag efter ferien? Om han mente han kunne finde noget andet at bruge tiden til?

Har lissom ikke meget tiltro til at jeg kan forvente samme slags opringning i løbet af eftermiddagen….

WARNING, WARNING: Surt opstød forude!

Kender I dem der fra “Luksusfælden”? Dem bliver jeg aldrig en af.

Lige p.t. ejer jeg for eksempel kun ét par sandaler. “Og hvad er problemet så?”, ville en rigtig mand tænke. Jo, ser du: Når det ene par man har tilbage (fordi de sidste er slidt op) er med ekstremt høj hæl, er det så lissom ikke dém man tager på til en casual slentretur i skov og på strand, vel?

Nope. Man pakker de sure, varme sommertæer ind i Converse. Fra Netto. Godtnok de “rigtige”, men de var fannermig på tilbud så det baskede. Heldigvis da.

Jeg ejer til gengæld to bh´er. Plus en sports-bh. Wow, hva´? TO??! Yep. Jeg er nemlig den lykkelige ejer af et par jader der ikke sådan lader sig lukke inde i hvad som helst, og jeg g-i-d-e-r ikke rende land og rige rundt efter bh´er i tide og utide. Så jeg finder dem når jeg finder dem. På tilbud tak – ellers lader jeg dem blive i butikken.

Det er ikke fordi jeg ikke gerne ville eje et par ekstra sandaler eller have skuffen fuld af lækkert undertøj. Det gad jeg da godt (som i rigtig godt). Jeg synes bare ikke det er en mulighed lige nu, og fatter nada når mennesker omkring mig køber ind i vildskab. Når de igen har fået nyt tøj, ny bil, ny pc, nyt fladskærmstv, ny, ny, ny……..

Hvor fanden får de pengene fra???

Vores penge går s´gu på dyrlægeregninger, herredyre briller til ældsteyngelen, benzin, mad, vedligeholdelse og upgrade af hus og have, tøj til børn i voksealderen og alt det andet der følger med.

Liberty, Lola Ramona og kasser fra Årstiderne kommer ikke herhjem. Her bruger vi vores bedste venner: Aldi, Netto og Fakta. Og dér kan man heldigvis få næsten alt.

…Måske lige undtaget et par lækre sandaler eller en bh.

Man undres

Lige nu; over hvorfor filan det kan være så svært for mig at få strikket et par børnestrømper færdig, når det samtidig er så legende let at strikke noget der minder om Verdens Længste Strømpe…?!

I just don´t get it…!

Paillethelvede tur/retur

Vi var til konkurrencedans i går, for allerførste gang. Asta skulle deltage i kategorierne disco duo og disco solo, og vi var helt spejlblanke udi hvad det var der skulle foregå.

Dét var de fleste andre altså ikke. Vi stod i kø udenfor Ry-hallen, omgivet af småpiger med beautyboxe, dragtposer og højt, højt hår. Og mødre med stressede øjne og semiskingre stemmer.

Okayokay, ret skal være ret; sådan var de heldigvis ikke allesammen – men det var altså dem der gjorde det største indtryk. Á la familien Fredie-Pedersen.

Men bortset fra dét, så var vi selvfølgelig dem med allermindst tjek på tingene. Vi startede med at komme i sidste øjeblik, grundet dækskift (ikke vores, men vores kortege-kumpaners), motorvejskø og udueligt Krak-kort. Yep. Hele tre ting på én gang. Hvis man skal gøre noget, kan man nemmerlig lige så godt gøre det grundigt.

Men vi havde husket sikkerhedsnålene! Til rygnumrene, forstås. Jowjow, dét havde vi styr på. Og tøjet. Pigerne skulle jo danse duo, og så skal man være ens, synes de – så H&M var blevet raid´et i sidste uge, hvor mødrene sad udenfor prøverummet i knap 1½ time, mens hønsene kaglede i kor indenfor.

Det der konkurrencedans bliver altså aldrig rigtig mig. Selvfølgelig tager jeg med mine børn, selvfølgelig klapper jeg og selvfølgelig smiler jeg bredt og opmuntrer til det hele. Hvis de selv vil.

Men den konstante *ufti, ufti, ufti!* discorytme der gjalder ud i hallen, og det totale overload af 8-13 årige piger med Sidney Lee kulør, lakhår, fjer, pailetter og stretchstof i neonfarver – dét bliver aldrig mig!

Jeg synes faktisk det var rigtig, rigtig fint, at en vaskeægte bonderøv i tøj fra H&M kunne ende at rende med en guldmedalje i hendes solo-gruppering ;-)

Nåårh! Mors lille sortseer…

*Suk*

Okay så. Nogle mennesker ser glasset som halvt fyldt. Andre som halvt tomt. Gæt engang hvilken slags Agnes er.

For at gøre en lang historie kort: 1. klasse er i gang med at lære om historier, forfattere og bøger som helhed, og har i dén forbindelse fået til opgave at skrive hver deres bog i dansktimerne. Emne; valgfrit.

Jeg har selvfølgelig spurgt jævnligt. “Hvad skriver du så om, Tulle?” Nope, intet svar. Det var hæm´lit.

I går havde hun så bogen med hjem, for at arbejde videre på den herhjemme.

WTF??!

“Agnes´ forfærdelige liv” !!!

Jamen, er det kun mig der allerede hér er begyndt at øve forsvarstalen til når de sociale myndigheder kommer og ringer på?

And so it begins. Lige fra da hunden døde…

…hen over de mindre og større drabelige begivenheder i en 7-årigs liv…

(og hvor er jeg dog glad for at pigebarnet trods alt har skrevet nedenunder hvad der foregår på billedet, for ellers synes jeg da grangiveligt det ser ud som om jeg tæsker hende!)

Som i enhver bestseller sprøjter blodet når vi nærmer os klimaks…

………

Hun har stadig tre blanke sider i bogen. Jeg tør ikke spørge hvad de skal fyldes ud med…

Hmm…?

Er det storhedsvanvid eller lovlydighed, når man vælger at parkere sin rollator på en afmærket p-plads til biler, for så at gå i Aldi og handle?

Pråliåhøhæer!

Er det kun mig der synes det er umyndiggørende og nedladende overfor de danske tv-seere, når DR beslutter at de voksne mennesker hjemme i stuerne nok ikke selv er i stand til at beslutte om de vil se håndbold eller X-Factor?

Hvorfor? Jeg gentager; hvorfor? skal sidstnævnte sendes to gange samme aften?

Jeg véd jo godt at det er af hensyn til de stakler som partout skal se håndbold først – men som så åbenbart (som jeg tolker DR´s sendeflade) er ved at få et hyperventilerende panikanfald, ved udsigten til at skulle *oh, ve og skræk* vente til lørdagens genudsendelse af Blachman & Co.

Jamen altså…

Hvor kom dét nu lige fra??!

…og hvordan skulle man kunne sige sig selv, at den samme pige som elsker både Harry Potter og Indiana Jones i filmversionerne, ville få mareridt og søvnbesvær af at se Terkel i knibe?

Jeg har sunget

• Elefantens vuggevise (tre gange)
• I skovens dybe, stille ro (to gange)
• Jeg ved hvor der findes en have så skøn (to gange)
• Jeg ved en lærkerede (to gange)
• Langt ude i skoven lå et lille bjerg (i fuld længde!!!, men kun én gang)
• Solen er så rød, mor (én gang)

plus det løse jeg ikke kan huske nu (og uden sangbog. Drumroll, please!), men det tog den sidste times tid. Nu er jeg kommet ned for at få et glas vand og klare stemmen lidt – og så har Søren taget over for en stund.

Pigebarnet ligger i vores seng, og med tynde agurkeskiver på øjnene i håbet om at det

1. tager lidt af eksemet
2. virker beroligende så hun snart falder i søvn igen.

Uden mareridt, tak.

WTF…??!

I mit hoved svirrer idéer rundt disse dage. Skabertrangen er høj, og der er masser af ting jeg gerne ville give mig i kast med.

Gamle møbler der trænger til… nej, skriger på restaurering, touch-up og løft.

Kasser og kurve fyldt til randen med stoffer i lækre farver og labre mønstre, der bare venter på at blive transmogriffet om til tasker, børnetøj, puder og magasinholdere.

Halvslidt tøj der mangler lige dét for igen at blive nyt og lækkert. Bare lige lidt patchwork hist eller en gang italiensk quilt her. Ååååh, italiensk quilt, jeg savner dig…

Store, hvide lærreder der står i et hjørne inde på alt-mulig-værelset og håner mig. De kalder og driller; hvisker “Du tør ikke, du tør ikke, du tør ikke………..”

Garn og mønstre der ville være så fine sammen. Bare lige en lillebitte sweater til hver af pigerne, ikk´…

Jeg synes bare ikke tiden er der. Jeg ved godt jeg har sagt det før, og jeg ved godt det lyder helt grotesk. Jeg går jo bare herhjemme og er arbejdsløs, for catan. Jeg burde have al den tid i verden jeg kunne ønske mig.

Det har jeg bare ikke. Jeg er Dronningen Af Ufærdige Projekter.

Jeg synes min tid (igen. Eller stadigvæk) går med opvask, tøjvask, hente/bringe børn, lufte/fodre hunde, støvsugning og alle de andre sindsoprivende beskæftigelser “man” sådan kan få fyldt sin dag ud med som mor.

Om jeg begriber hvordan de/I derude kan finde tid til alt det, plus lige at sprøjte otte retropudebetræk, fjorten lækre Liberty-kjoler og tre par økologiske tullebukser igennem maskinen hver og hveranden dag??!

Hvad fanden er opskriften? Hvis I vil ud med dén, spørger jeg aldrig om noget igen. Ama´r halshug.

Åh gud, så åndssvagt…

Rastløsheden sidder stadig i mig. Jeg har lyst til at bryde ud af rammerne og gøre noget (for mig) fuldstændig atypisk. Men går jeg ud og drikker mig fuld i billig papvin? Nej. Sparker vejskilte ned? Nej. Finder en fyr med en gammel vindtør joint og lidt sjov i gaden? Nej.

Hvad gør jeg så?

Jeg pisser rundt i hele huset med støveklud og Nilfisk, fordi der skal komme en fremmed mand og købe den motionscykel jeg har sat i Gul&Gratis.

Jamen, hvad???

Hvad er jeg bange for? At han skal gå ud i Nordjylland, og fortælle om den Mutter Mögschwein han var hjemme hos, med hundehår på stuegulvet og støvede børnetegninger i vindueskarmen?

Jamen, det er sgudda for åndssvagt. Helt ærligt; hvorfor kan jeg ikke bare lade rod være rod, nullermænd være nullermænd og opvask være opvask – tage mandens penge og sige good riddens?

(Wo)man works in mysterious ways…

På den anden side, så har jeg vel lige gjort huset rent for 200 kr. Jeg plejer ikke at tjene en skid på det.

Måske man skulle investere dem i billig papvin…

The Queen of Random wishes to know…

Hvor mange gange i løbet af en måned er det egentlig okay at fodre sine børn af med spaghetti alla carbonara?

Hvor mange hår er der cirka på en hund? Og hvor mange af dem smider den i løbet af en dag? Og skal man så regne med at den på et tidspunkt bliver hårløs? (Oh, happy day…)

Er der en øvre grænse for, hvor skidestolt man har lov at være over sine unger? Og har andre mennesker lyst til at rive armen af én, og tæve én med stumpen når de bliver udsat for *snaksnaksnak* om de vidunderlige poder?

Hvorfor blogger man i virkeligheden? Også når man ikke har noget fornuftigt at sige!?? Er vi allesammen skabs-ekshibitionister?

Kommer sommeren aldrig tilbage?

Hvem er det der bestemmer at jeg aldrig skal vinde i Lotto? (Åkæj, jeg køber kun to lodder om året, men de kunne s´gu da også godt give lidt, ikke…?)

Hvorfor hedder Zpif “Zpif”???

Er det ikke kun cirka to uger siden jeg fik Asta med hjem fra barselsgangen, som en lille, fed, babyduftende, trompetkindet, lækker marcipanmås?

Hvorfor er det kun mig der kan se at jeg i virkeligheden er et kreativt unikum?

Kan man blive afhængig af Mathilde Cacaoskummetmælk? Og spil på mobiltelefonen?

Er det latterligt at have lyst til at melde sig til et 30+ hold i *hæb-håb*?

Æder en hønsehund høns? (For så er mine fremtidige brune italienere altså fucked…)

Hvordan finder man ud af hvordan ens sangstemme i virkeligheden er, når man ikke tør høre sig selv på optagelser – men synes det lyder pissefedt inde i sit eget hoved?

Kan andre mon læse den selvironi der af og til dukker op på skrift?

Hvor helvede får folk pengene fra – til mærkevare tasker, sko, neglelakker, rengøringsmidler (WTF?), metervarer etc.? Og hvorfor smitter Blogland, så det pludselig kun er én ting der dur?

Er dét i virkeligheden ikke lidt elitært og anstrengende? Eller er det bare mig der skal spytte de sure rønnebær ud?

Hvor gammel skal man være før man føler sig Voksen?

Hvordan sorterer man ud på Facebook, uden der er nogen der føler sig trådt over tæerne?

Er lilla ikke bare nærmest den smukkeste farve i verden, når den er udenfor ens stuevindue?

Helt ærligt: Er der i virkeligheden nogen der kan lide foie gras – eller er det bare noget man “skal” kunne lide? (Jeg taler af erfaring her: Ydrk!)

Er man en jævn bonderøv uden sans for de finere ting i livet, hvis man hellere vil have skummetmælk end rødvin til maden?

Er der andre end Søren og jeg der fatter vores indbyrdes humor? Eller fremstår vi bare som debile for omverdenen?

Kan det svare sig at lave lige margener i et punktopstillet indlæg?

…………………………………

Er der mon nogen der nåede til bunden her…?

Det er vel et vink med en vognstang…

om at man ikke er helt med på beatet mere, når man skal læse følgende ordveksling to-tre gange for at fatte en døllefjellemusse af det:

Hvad bliver forårets og sommerens største trends?

Jeg tror på marshmallow-farver i alle afskygninger af nude-skalaen.

Huh???

Jeg er ikke i tvivl om at damen der udtalte sig i apriludgaven af Appetize har en hel masse forstand på hvad hun snakkede om – men for mig, der bor langt ude på landet og mest går i tøj fra Kvickly og H&M, var det altså det rene volapyk!

Lilla? Jamen hvad sker der for mig…?

Hm. Jeg har åbenbart fået en svaghed for alle nuancerne overnight.

I hvert tilfælde er terrassen fyldt op med lilla i alle krukker (åkæj, der er vist kun fem krukker, men alligevel…), og nu har farven også sneget sig ind i nørklerierne.

Den liten clutch har fået lilla babyfløjl forneden. Jeg ved ikke hvorfor, men det var pludselig den eneste måde det kunne lade sig gøre på.

Og det lilla greb om sig, så 1-2-3 var der også nøgle- og mobilsnore med grundfarven lilla. Spædet op med lidt gammelt korssting, lidt brunt, lidt guld og lidt blåt. Bare fordi det ikke skal blive alt for halvfjerdserpædagogisk, ´ing…

Asta har hugget den ene snor til mobilen*, så nu er hun ikke til at skyde igennem. Den hjalp lidt på dårligdommen, der ellers var så slem at hun skulle hentes midt i skoletiden i dag. Nu ligger hun på sofaen med nybagte pølsehorn og koldt vand indenfor rækkevidde – og så er livet slet ikke så dårligt, selv om man er syg.

* ja, det er hendes den røde Sony Ericsson, og hun skulle slet ikke ha´ haft en mobil allerede – men dét er en helt anden snak!