Okay så. Jeg er (måske) tilbage, efter en periode på lavt blogblus. Jeg tror ikke jeg er tilbage for fuld skrue endnu, for jeg skal lige være sikker på at alt er normalt først – eller bare noget der ligner.
Er der nogen der kan gennemskue at jeg går med både livrem og seler lige nu?
I den helt korte version hang det sådan her sammen: Astas eksem gik fuldstændig bananas i julen, og med dét fulgte en lang periode med psykisk underskud, ked-hed og stort søvnbesvær for pigebarnet. Nu kører vi med stram diæt uden hvedemel og mælkeprodukter, og et mindre arsenal af alternative kosttilskud og lotions …og heldigvis med succes, så det hele begynder at lysne igen.
Mit, Sørens og ikke mindst Astas overskud har været ikke-eksisterende de sidste uger. Alt har handlet om hendes velbefindende, og om hvad vi kunne gøre anderledes.
So there you have it. Intet alvorligt, men alligevel drænende. Seriøst drænende.
Nu er jeg bare træt-trætteræt-træt-trirum-træt. Og i aften håber jeg på at pigebarnet kan sove godt igen, for så får jeg også lov. For catan. I nat var det den rene svir, for dét var den første nat i omkring tre uger at Asta faldt i søvn inden kl. 23! For catan. Igen.
Det er fandeme godt vi aldrig er faldet for fristelsen til at få barn nr. 3…
*Indsæt selv lusket, lettet smiley!*
