mandag den 28. februar 2011

Åh, fryd!

Jeg nåede til zumba i dag – og jeg véd godt det ikke lyder af noget særligt, men det er det. For mig.

De sidste mange, mange uger (faktisk stort set siden jeg startede på job) har jeg kun været afsted om onsdagen. Mit mandagshold ligger så tidligt på dagen, at jeg ikke har kunnet nå det efter fyraften hvis trafikken har været bare lidt tæt.

I dag ville jeg nå det. Villevilleville. Og jeg gjorde det s´gu. Og jeg var ikke engang ved at hoste en lunge op bagefter. Det synes jeg ellers har været faretruende tæt på de sidste gange, men det hjælper altså at være afsted lidt oftere.

Nu går jeg i træningslejr, for jeg er kommet på opvisningshold. Det lyder så flot, men det er det i virkeligheden ikke. Det er mere sådan en flok koner, der skal gå indmarch sammen med de lokale gymnastikhold og deslige til sæsonens afslutning. Hm. Så dét skal jeg så to gange indenfor den nærmeste tid.

Dét er fandeme grænseoverskridende. For mig.

Men jeg kommer edderbrodere mig til at se fancy ud, for ze zumba outfit er bestilt hjem til samme lejligheder. Til hele flokken. Hah! Om ikke andet, så kan man da forsøge at “look the part”.

Og så håber jeg lidt at jeg kan komme til at gemme mig nede bagved, så tilskuernes øjne fæstnes på vores fabelagtige instruktør i stedet…

lørdag den 26. februar 2011

Lige for at slå det HELT fast…

Top 5 over ting du ikke kommer til at se på bloggen her den næste tid:

  1. Smækkerlækre boligreportager, nydelige opstillinger og friske blomster i rene krystalvaser. Og så skulle det da vist også være første gang her på kanalen.
  2. Easy-peasy-going, tilbagelænet mor og hustru med mentalt overskud til “liiige det lille ekstra”.
  3. Store, forkromede idéudbrud – manifesteret i lækre, hjemmelavede tasker, kjoler, puder og deslige.
  4. Nyindkøb. None what so ever.
  5. Suzy Homemaker shit. Af nogen art. Der bliver ingen syltning, bagning, lækre opskrifter til uddeling eller instrukser på hvordan man nemmest og in a jiffy afspritter køkkenbordet.

003

004

Top 5 over ting vi HELT sikkert kommer til at brokke os over på bloggen i den næste tid:

  1. Beslutningstagen, tidspres og økonomi.
  2. Murbrokker, puds, mørtel, trillebøre indendøre, larmende maskiner og maling.
  3. At nødtørftig madlavning kommer til at foregå i hele tre forskellige rum. “Aaaarhmen, dét går da virkelig ikke!”
  4. Øøøøøøh… Støv?
  5. IKEA. Jamen, jeg garanterer. Hvem husker ikke The Neverending Story om sofaen der aldrig blev til noget?

002

Er det for nemt at føle sig som Verdens Bedste Mor, når…

man tror sig alene, bæller et kæmpe glas cola, slår en gigantisk bøvs der ville gøre store, behårede mænd fra Sydhavnen grønne af misundelse - og bag sig hører et benovet “Hårh……. Sejt!!!” fra sin 10-årige datter?

De fleste gange går det over med alderen…

Da jeg var barn var der mange regler.

Ikke træde på stregerne. Altid banke tre gange på døren. Drej glasset rundt inden du drikker. Spis et lige antal slikstykker. Hvis du siger et ord forkert, så sig det forkert igen – så går det lige op.

Things like that. OCD Light, uden at have en døllefjellemusse med rigtig OCD at gøre. Bare sådan helt almindelig børneadfærd.

Det gik over igen. I en relativt ung alder endda. Og gudsketakoglov for dét, for OCD er ikke spøgværk, og i virkeligheden ikke en skid sjovt når man for alvor er ramt.

Dét er Søren ikke. Han er bare rigtig, rigtig sjov at drille.

Han har én fiks ide stadigvæk. Bilradioens volumeknap skal, må og kan kun stå på et lige tal. L I G E, blev der sagt!

Og dér kan jeg så, hver gang vi kører ud i det blå, mærke en lille hornet Satan stikke sit grimme hoved frem. Den be´r  bare om røvfuld, den lille djævel…

Den kan ikke lade være. Hver gang han kigger væk, sniger min finger sig over på volumeknappen *liste, liste, liste… TRYK!!!*, og pludselig står den på 13 (for der er altså et-eller-andet ekstremt angstprovokerende over lige dét tal).

Det er ikke løgn: Man kan se det på ham. Hvis vi satte elektroder på hans krop ville det kunne måles, stressniveauet. “Must. Set. Volume. To. Even. Number. NOW!” står skrevet i hele hans kropssprog.

Han prøver at lade være. Virkeligvirkelig. Især fordi han ved jeg gør det med vilje, og han ved jeg brøler af grin lige så snart han retter på volumen. Han griner selv med, så skide være med det.

Det er fandeme for sjovt. Og jeg er lidt led, jeg ved det godt, men helt ærligt: Ville du kunne holde fingrene fra knappen?

fredag den 25. februar 2011

Amugurumi – you rock!

001

Han er ikke færdig endnu, min lille pingvin af første forsøg, men det bliver han ganske snart. Bagefter får han lov at flytte ind på Agnes´ værelse og blive nummer 3.175 i bamseflokken, for hun mener ikke hun kan leve uden…

Egentlig var det meningen han skulle være barselsgave, men nu blev han bare prototype fordi jeg skulle øve mig først. Sikke en krank skæbne at lide.

Snart får han en ny bror med klokker indeni, og så får dén lov at blive barselsgaven. Faktisk bliver den kun en lille del af en barselsgave, for jeg skal være faster til verdens mest forkælede drengebarn – og jeg glæder mig.

Også til mere amigurumi, for dét er for hyggeligt til at lade være med!

torsdag den 24. februar 2011

Når mennesker tænker på andre mennesker…

gør mig så glad! Måske især fordi de mennesker der denne gang blev tænkt på, var mine små mennesker, men alligevel…

I går fik de en gave fra helt uventet kant. Min faster (som vi ikke ser andet end med et par års mellemrum, fordi der geografisk er pænt langt imellem os) har været udstationeret som sygeplejerske på (…i? …på?) Grønland for nylig – og hvad har hun så valgt at bruge de lange, mørke aftener på?

001

002

Jamen, er hun ikke sød, faster Lene? Og er de ikke fine? Og hvem er så lige de heldigste piger i verden?

Jeg føler mig i hvert fald heldig, at være omgivet af mennesker der bare gør sådan noget – fordi de tænker på andre. Dét i sig selv er fandeme fantastisk, i en tid hvor det meste ellers handler om “mig, mig, mig”.

Tak, Lene! Jeg tror ikke du læser med, men tak alligevel. Jeg blev helt rørt – og de samme piger som ellers ikke er til at drive i deres vanter, går nu rundt med luffer indendøre…

mandag den 21. februar 2011

Kunsten at overleve i kaos

Eller: “Hvordan man bygger køkken om, uden egentlig at have en overordnet plan”

Det er jo dét vi gør.

Vi havde en plan. Dén holdt så ikke.

Nu har vi måske en ny – og et nyligt indkøbt, brugt køkken til at stå i stalden til ingen verdens nytte.

Lyder det forvirrende? Det er det også.

Den mere udførlige version lyder sådan her:

Vi var hurtige på aftrækkeren, og købte det dersens firserkøkken gennem Gul&Gratis. Da vi fik det hjem var det egentlig alt andet end charmerende, så nu overvejer vi Ikea-model i stedet. Og prisen er så rendt op i omkring tre gange så meget som vi først havde budgetteret med. Hårh.

Pengene? Dem har vi da. Ikke.

Køkkenet? Det er vi da gået i gang med at ødelægge. I skrivende stund er der banket puds ned i halvdelen, og alle vores tallerkner, glas, gryder, stegepander, ildfaste fade, krydderier, melposer, pastaditto, olier, viskestykker, karklude og knive står inde i stuen – sammen med microovnen og bagemaskinen. Bare sådan nydeligt arrangeret rundt omkring i flyttekasser, vindueskarme og på alle andre tilgængelige, vandrette flader.

Hårh.

Vil du herhjem og ha´ kaffe?

Jeg tror nemlig godt jeg kan finde el-kedlen…

mandag den 14. februar 2011

Nogle dage …er ens børn altså bare dejligst når de sover

Sorry. Det er bare sådan det er. Og *surprise, surprise, surprise!* i dag er sådan en dag.

Agnes. Har. Ikke. Holdt. Kæft. I. To. Minutter.

Som i overheleho´det ikke. Hele dagen. Og det er jo ligesom ikke fordi hun har haft en masse fornuftigt på hjerte, vel? Det har været friggin´ lyde der er kommet ud af munden på hende!

 

“Ommenommenommenommenommenommenomme…*

“Yaddayaddayaddayaddayaddayaddayadda!!!*

“Traaaaaaaalalalalalalalalalala-tralala!”

“Agnes… Gider du ikke lige stoppe de lyde dér? Bare lidt?”

“Hvafforno´en lyde? Jeg si´r ikke lyde!”

“Hmmmmm-me-nemmenemmenemmenemmenemme!!!”

 

Jamen… GOSH OG GODDAMMIT! Så klap dog kaje lidt, barn! Men bare ærgerligt, Sonny-Boy – dét skete aldrig.

Hun holdt dog inde med lydene i 10 minutter af gangen over flere omgange i dag. For at diskutere med undertegnede. Bare fordi kompromis er et no-go lige for tiden, og fordi hun er syv år og waaaaaaay klogere end den gamle kost der kalder sig “Mor”.

Hvis jeg troede jeg var sløj, ude af drift og energiforladt i formiddags, så tillad mig at rette mig selv: Nej, det var jeg ikke. Jeg peakede i formiddags. Jeg var på TOPPEN, damn it. Jeg styrede. Totalt.

Nu derimod; nu er jeg udskidt havregrød. Træt med træt på, men mest i hovedet.

Thank heaven for Medical Night på tv. Thank heaven for little girls. Men mest af alt:

Thank heaven for sengetid.

Slow Mo

Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg tror det er en snert af den s**** influenza der hærger det ganske, danske land for tiden.

Egentlig er jeg ikke supersyg, men alligevel nok til at jeg ikke orker at trække mig afsted. Jeg havde tre dage i sidste uge hvor jeg gjorde det alligevel, men nok er nok. Nu tager jeg en dag til at komme ovenpå igen. Eller to, alt efter hvordan jeg har det i morgen.

Så nu er der ro på. Der bliver hæklet zigzag på Astas tæppe, drukket kaffe, vasket lidt …og ellers ikke en fløjtende fis. Jeg slapper af, og det er faktisk dejligt. Lidt kedeligt, men okay.

Det er ægte slow motion på en blæsende dag. Det er godt husene er hule.

torsdag den 10. februar 2011

Hmm…?

Er det storhedsvanvid eller lovlydighed, når man vælger at parkere sin rollator på en afmærket p-plads til biler, for så at gå i Aldi og handle?

søndag den 6. februar 2011

Overmod? Dumdristighed? Idioti?

OH…

001

MY…

002

DAMN!

003

Vi skal have pizza til aften. Bare en konstatering.

torsdag den 3. februar 2011

Et øjeblik i tid

På det sidste har jeg i dén grad forsømt at læse med alle de steder jeg normalt klikker rundt. Jeg savner det, kan jeg mærke. Jeg skal friskes op i blogroll´en ved først givne lejlighed, og jeg véd det bli´r et glædeligt gensyn med mange finurlige, sjove, idérige og inspirerende skribenter.

Men lige nu handler det meste om arbejde. Et nyt (jojo, det er det stadig) og spændende job opsluger al min energi – og såmænd også de fleste af de lyse timer. Damn you, vintertid. Jeg glæder mig til flere timer med livgivende dagslys, til bare tæer i sandaler og en let trøje over solrøde skuldre…

Indtil da kan man jo bare selv sætte kulør på hverdagen. Og det gør jeg så.

Både på jobbet, sammen med klienterne for jeg har jo sådan et job der handler om at være kreastiv all the time, a-l-l the time!!! Har I hørt det, harIhørtdethva´??!

004

005

…og herhjemme, hvor jeg har grebet fat i en gammel traver, efter ønske fra Asta.

008

Indtil videre er der vist kun sengetæppe nok til liiige at dække fødderne, men kommer tid kommer …der sikkert også en god film eller to i fjerneren, så jeg kan finde ro til at hækle 3-4 striber i ny og næ.

Der er altså bare for lidt timer i døgnet lige p.t.

Men for fanden, vi hygger i dem der er!