Så længe jeg ikke rører speederen eller bremsen, kører den faktisk helt okay…

Nåmmen altså. Udenfor den lokale Skoda-pusher i Nørresundby havde de sat et skilt op.

“Vi mangler din brugte bil eller mc”, stod der.

Jeg tvivler. Virkeligvirkelig!

Den dér lyd jeg fortalte om?! Den er blevet værre. Og der er dukket en ny op der om muligt gør mig endnu mere hed om ørerne. Så nu siger den en meget gennemtrængende *klonkklonkklonkklonkklonkkkkk* med ekstra volumen ved højresving (damn you, roundabouts!!!), men det forsvinder heldigvis når jeg ikke rører speederen.

Jeg tilrettelægger derfor nu mine ruter, således at jeg fortrinsvist triller ned ad bakkestrækninger i frigear. Så spinder den nærmest som en killing.

Indtil jeg skal bremse, that is. Dét frembringer nemlig en skurrende rædsel af en lyd fra venstre bagdæk; dén slags der får fodgængere til at vende sig forskrækket, og småbørnsmødre til at hive deres afkom tæt ind til kroppen. Vi ved allesammen, at den slags bremselyd får det til at løbe koldt ned ad ryggen, nicht wahr?! Som fingernegle på en tavle…

Så dét prøver jeg så også at lade være med. Sådan da. Det kan jo blive nødvendigt fra tid til anden.

Men for det meste sniger jeg mig afsted med 40-60 km/t, og prøver at gøre mindst mulig væsen af mig.

Og så håber jeg Troldmanden fra banken får tryllet med tallene, og giver grønt lys for nyindkøb af næsten lydløst, ninja-agtigt køretøj.

Helst meget, meget snart.

Mor er ikke vred. Mor er skuffet…

Jo, fandeme.

Den årligt tilbagevendende Uldfestival er knapt lukket og slukket, men jeg må op på barrikaderne en tur, fordi:

Det var fandeme for ringe, kære bestyrelse. Sorry – og måske især til jer der syntes det hele var åh, så hyggeligt og fantastisk i weekend´en. Ahrmen, nej, det var ej! Det var for amatørnisser, var det.

Og jeg tør godt sige det. Også højt nok til at bestyrelsen kan høre det, for det var simpelthen for skrabet i år. Jeg har været der hvert år, men i år lignede det simpelthen en festival på støttehjul, og hvis dét er standarden nu gider jeg s´gu ikke igen.

Alle herlighederne var pakket sammen i den ene ende af byen, så alt det skønne liv der de forgangne år har været i de grønne arealer bag skolen og ved søen; pist borte, væk! Stakkels Berit gik i en lillebitte, snoldet fold bag Galleri Saltum med sine får og hund, hvor hun før har haft en hel lille eng i smukke omgivelser at arbejde på.

Hvor var charmen blevet af, muligheden for at plante røven i græsset og nyde en kold øl, duften af bål og fantasien om de go´e gamle dage? Pist borte, væk!

Hvor var de innovative kunsthåndværkere?! Hvor var nyskabelsen, kreativiteten og de lidt skæve indslag?! Pist borte, væk! Hvorfor var der for eksempel ikke tænkt på at få Trine op og fortælle om yarnbombing – eller hvorfor har de ikke indbudt til en workshop med krydret strik?

Alt det glimrede ved sit fravær, desværre. I stedet var der strikkekits, strikkekits og strikkekits – og dét kan fandeme være hamrende ligegyldigt, hvis I spørger mig. Det leger vi lige at I gjorde, ing´.

Jeg synes at festivalens bestyrelse næste år skal tænke over, at en Uldfestival burde handle om garn og hvad man med lidt tankevirksomhed og fingersnilde kan få ud af det – og ikke om at man skal betragte de besøgende som umælende får, der ikke har en selvstændig tanke i hovedet.

Nå.

Fik jeg forresten nogensinde sagt…

at det der volley, ikk´oss´?? Ikke just min spidskompetence.

Jeg kan ryste ræv i et par zumbabukser. Jeg kan danse virkelig grimt i min egen stue. Jeg kan til nød vise mig i en svømmehal, hvis mine børn spørger mig rigtig, rigtig pænt. Men al anden sportslig udfoldelse…?

Not really me.

Jeg er sygt bange for holdsport.

For det første er jeg altid en af de ab-so-lut ringeste. Virkelig. Virkeligvirkelig. Jeg er en af dem der panikker og messer *nejnejnejnejnej* når bolden kommer hen mod mig – hvis jeg altså ikke når at dukke mig først. Du vil aldrig høre mig råbe ting som “jeg har!” eller “spil mig!”. Aldrig. Jeg går i flyverskjul længe før, og hvis jeg hører nogen råbe mit navn vil jeg til hver en tid reagere ved at kigge mig forvirret rundt og glemme alt om den skide bold. Ikke sådan et super hit hos medspillerne, vel?

For det andet (og som en direkte virkning af det første) er min selvtillid langt under nul på en boldbane. Any boldbane. Jeg véd jeg ikke kan serve en volleball. Jeg véd jeg skyder lortet langt uden for banen – hvis jeg rammer. Og jeg véd at når mine meget overbærende og pædagogiske medspillere siger ting som “godt kæmpet, Kirsten – du får den næste gang…”, så tænker de i virkeligheden *Fuck dét lort! Ku´ hun for helvede da ikke ha´ været på et andet hold!!*. Eller; det er så min below-zero-confidence der ved dét. Jeg selv ved jo godt at det er søde og rare mennesker jeg har med at gøre, og at de i virkeligheden er både overbærende og pædagogiske. Og bare synes det er vigtigt at ha´ det sjovt.

Men jeg ved også at de synes det kunne være fedt at vinde.

Det synes jeg også. Og jeg er ellers aldrig konkurrenceminded. Jeg ville bare gerne kunne det her, for det er jo skidesjovt og jeg griner mere end jeg spiller. Måske i virkeligheden dét der er galt…

I aften træner vi igen. Og måske lykkes det mig at serve ordentligt allerede første gang. Eller bare syvende. Det ville også være okay.

Her er lidt stille for tiden

…men det er kun fordi hverdagen herhjemme er temmelig anderledes end den plejer at være. Det er ikke alvorligt, men det kræver alt mit overskud, og levner ikke meget spillerum til fri leg, kreative tanker, pjank og pjat.

Jeg kommer tilbage på et tidspunkt…

Double jackpot!

Jowjow. Den var go´ nok. Nu har vi to stafylokok-inficerede børn i husstanden.

Til gengæld rendte Søren og Asta vist også ind i Nordjyllands mest grundige og behagelige vagtlæge, så nu er Asta sendt hjem med medicin til behandling af stafylokokkerne, Fucidin til sit eksem og gode råd omkring samme. Det betyder så også at hun i aften bliver sendt i seng med fed, hvid creme omkring øjnene, og bomuldshandsker på, så hun ikke kan kradse sig selv til blods i søvne. Stakkels barn…

Lad nu bare resten af søndagen blive nådig! Nu gør jeg i hvert fald mit, og kører lige straks ind og handler til en omgang hjemmebagte peanutcookies.

Hvis ikke nu – hvornår så?

Oh frihed – oh, friheden flyver…

Den smule jeg har tilbage i hvert fald. Jeg havde sat min lid til AOF som min delvise redningsplanke, men nu ikke mere.

Fra og med på mandag er jeg underlagt kommune-lune. Helt og holdent. Jeg er blevet sendt på “jobsøgningskursus”, ligesom alle andre ledige der ikke sørger for at få røven med sig tilbage på arbejdsmarkedet indenfor et givent tidsperspektiv.

Hm. Jamen så får jeg da også prøvet dét. I kan vide jer sikre på derude, at I nok skal få et vældigt dybdegående referat af den kamel før eller siden *temmelig skeptisk smiley*

Så: I morgen vinker jeg farvel til frihed, jobsøgning på egne præmisser og faste hyggerutiner. På mandag siger jeg goddag til igen at have institutionsbørn efter skoletid (røv!), madpakke i kantinen og … Ja, hvad?

Jeg ved s´gu ikke rigtig hvad jeg kan forvente mig af dette her, men én ting kan jeg sige jer: Hvis de beder mig tage den der omdiskuterede “hvilken fugl er du?”-test, så bli´r der uddelt slag!

Eller, det gør der nok i virkeligheden ikke for det er jeg for civiliseret til – men jeg skal i hvert fald nok sørge for at se tilpas harm og hønserøv ud til at de (måske) bemærker det ;-)

*Suk*

Okay så. Jeg kan lige så godt være hudløst ærlig her.

Jeg har lige siddet og set p.s. I love you over gud-ved-hvilken kanal. Jeg har hørt meget godt om den, og nu bød chancen sig.

Filmen var okay. Ikke fantastisk, bare okay.

En helt basic, romantisk, sød film på den gængse opskrift – men den formåede altså ikke at få tårerne frem på noget tidspunkt, og det tror jeg ellers har været det helt klare formål.

Alligevel så jeg den til ende.

Hvorfor?

 

Ååååååh, Jeffrey Dean Morgan. You charmer, you!

Og ja; jeg ved godt at billedet går helt ud i sidebaren, men det er Jeffrey Dean Morgan, for pokker! Han må ikke vises i mindre størrelse. Jeg er sikker på det er en grundlovssikret ret, kun for ham.

Og ja igen; hån og drilleri er berettiget her. Indlægget er åbenbart skrevet af “Kirsten, 16 år”.

Så er jeg her igen

Lidt, i hvert fald.

De sidste dage er gået med at

• drikke the i spandevis (og jeg er altså Kaffedrikker)
• kigge længselsfuldt efter cigaretterne – og overmodigt prøve at ryge en i ny og næ. Ingen større succes, skulle jeg hilse og sige – men det går da “fremad” *
• tjekke feberen, som har ligget pænt mellem 39,2 og 39,8 i dagtimerne
• finde på nye, alternative retter der både smager godt og kan synkes med en überøm hals. Heller ingen større succes, men så har jeg da tabt de par kilo…
• sove. Meget. Og tit!
• s e h e l t v i l d t m e g e t d u m t t v

Ellers absolut intet nyt under solen. Jeg regner med at skrive igen når jeg kommer ud i den virkelige verden. Ha´ det godt derude.

*Den kloge ville så benytte lejligheden til helt at stoppe, men jeg er så åbenbart ikke så s**** intelligent som jeg troede. Hm. Go figure.

Fløde

Jeg nød et genhør med en gammel kærlighed i formiddags. Der er kommet andre forelskelser og kærligheder til sidenhen, men når han her toner frem, bliver jeg stadig blød i knæene og varm om hjertet ved lyden af hans stille stemme.

Jeg bestemte mig for at nyde øjeblikket til fulde, og sad bare stille i stuen mens jeg lod mig beruse af hans smukke ord. For han har måske ikke nogen stor stemme, men han kan trylle med det danske sprog så tårerne triller. Nogle gange fordi han rører noget i mig så jeg bliver trist eller nostalgisk instantly – og andre gange fordi jeg ler med hele kroppen.

I skal have lov at møde ham – men hvordan skal jeg dog vælge hvilke af hans ord der skal følge jer ind i weekend´en?

Det bliver denne her. Fordi hun hedder Lorna.

Hver dag er en fest

Det var Søren og pigerne der stod for pynten nytårsaften herhjemme. Det gjorde de godt, skulle jeg hilse og sige…

De havde fået hjembragt en “Turbo-serpentin-pistol”. Smæk en spraydåse i den, og ud kommer de fiiiineste tynde, selvklæbende gummiserpentiner. I tre farver, gudhjælpemig.

De ansvarlige lovede højt og helligt at de nok selv skulle sørge for at fjerne det igen, når tid var…

Det er altså åbenbart ikke endnu.

Det var så fint, så fint nytårsaften. Det er det altså ikke mere d. 8. januar.

Skidtet sidder fast. På billedrammer, tapet, vindueskarme, ledningerne på loftlamperne og a.l.t andet. Karkludene kan ikke klare det, så for en uge siden indkøbte jeg et lager af de der “Grøn-rens” svampe vi ellers bruger til gryder, og nu håber jeg så de kan klare serpentinerne.

Måske ender de bare med at få lov at ligge i skabet en evighed, for det virker altså til at resten af husstanden sagtens kan leve med nytårspynten længe endnu…

Jeg. Ordner. Det. Ikke.

Basta!

Snefri

Ligesom hos mange, mange andre i denne del af landet bød dagen i dag på… sne.

Det var ikke mange billeder jeg nåede at tage før fingrene føltes som istapper – og de billeder jeg rigtig gerne ville ha´ taget kom aldrig i kassen. Dér var jeg nemlig travlt optaget af at trække slæder og kaste snebolde, holde ivrige hunde i snor og drikke varm cacao og kaffe i godt selskab.

 

 

 

 

 

 

 

Ligeså smukt det er, ligeså upraktisk er det også. Vores ellers fine og normalt farbare indkørsel ser nu sådan her ud:

Jojo. Den der lillebitte alu-dims der titter op af sneen er vores vejbelysning (hvis der ellers var sat strøm til…). Der er altså en indkørsel nedenunder alt det hvide…

Nu er det bare legeplads for byens unger, men det er også meget sjovere :-)

 

Og selvfølgelig bød dagen på snefri! Det er jo ikke til at komme hverken frem eller tilbage, selvom Søren i skrivende stund har trodset snemasserne og vovet sig afsted i den af bilerne der alligevel holdt nede ved vejen fordi den ikke kunne køre hele vejen ind i går.

Nu er jeg spændt på om han overhovedet har kunnet………..

Ser I, der ville jeg ha´ skrevet noget om, om han kunne komme hele vejen ind til købmanden 3 km væk, men så ringede telefonen…

Søren sidder nu i en bil i sneglefart, midt i Vildmosen, og er indtil videre kørt en omvej på omkring 15 km. Hvorfor? Tjooe, da han skulle dreje fra for at komme hjem fra Saltum, gled han forbi afkørslen og ville så lige tage den næste. Som ledte til en vej der absolut ikke var farbar. Nu kører han så ud i Vildmosen, for at vende i rundkørslen laaaangt ude, for han tør ikke standse op og tage en trepunktsvending. Så sidder han nemlig fast!

Jeg lader lige den der stå et øjeblik.

Sikke meget hverdagsaction vi pludselig kan få tilført på grund af “en smule” sne. Og dette her skulle bare have været et indlæg med et par hyggelige snebilleder…

Gad vide hvornår han kommer hjem igen…? Nu er jeg jo helt urolig for manden!

Bare for at få pulsen ned, så bringer vi her et pausebillede:

Spild af liv

Jeg kender mennesker der aldrig smiler. Hele familier endda.

Jeg kender også nogle, hvor smilet kommer sporadisk. Det når bare aldrig op til øjnene.

Hvor bliver jeg dog træt af at omgås de mennesker. Fysisk og mentalt træt.

Godt, det ikke er mig…