Jo, fandeme.
Den årligt tilbagevendende Uldfestival er knapt lukket og slukket, men jeg må op på barrikaderne en tur, fordi:
Det var fandeme for ringe, kære bestyrelse. Sorry – og måske især til jer der syntes det hele var åh, så hyggeligt og fantastisk i weekend´en. Ahrmen, nej, det var ej! Det var for amatørnisser, var det.
Og jeg tør godt sige det. Også højt nok til at bestyrelsen kan høre det, for det var simpelthen for skrabet i år. Jeg har været der hvert år, men i år lignede det simpelthen en festival på støttehjul, og hvis dét er standarden nu gider jeg s´gu ikke igen.
Alle herlighederne var pakket sammen i den ene ende af byen, så alt det skønne liv der de forgangne år har været i de grønne arealer bag skolen og ved søen; pist borte, væk! Stakkels Berit gik i en lillebitte, snoldet fold bag Galleri Saltum med sine får og hund, hvor hun før har haft en hel lille eng i smukke omgivelser at arbejde på.
Hvor var charmen blevet af, muligheden for at plante røven i græsset og nyde en kold øl, duften af bål og fantasien om de go´e gamle dage? Pist borte, væk!
Hvor var de innovative kunsthåndværkere?! Hvor var nyskabelsen, kreativiteten og de lidt skæve indslag?! Pist borte, væk! Hvorfor var der for eksempel ikke tænkt på at få Trine op og fortælle om yarnbombing – eller hvorfor har de ikke indbudt til en workshop med krydret strik?
Alt det glimrede ved sit fravær, desværre. I stedet var der strikkekits, strikkekits og strikkekits – og dét kan fandeme være hamrende ligegyldigt, hvis I spørger mig. Det leger vi lige at I gjorde, ing´.
Jeg synes at festivalens bestyrelse næste år skal tænke over, at en Uldfestival burde handle om garn og hvad man med lidt tankevirksomhed og fingersnilde kan få ud af det – og ikke om at man skal betragte de besøgende som umælende får, der ikke har en selvstændig tanke i hovedet.
Nå.
