Viser opslag med etiketten oplevelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten oplevelser. Vis alle opslag

lørdag den 29. september 2012

Sagde jeg det ikke nok?!?

Jeg (vil hævde til min dødsdag, at jeg) arbejder bedst under pres. Jo, jeg gør.

Således er nu, ikke én, men to styk hovedbeklædning på vej til Lisbeth. Jeg er ikke sikker på de når dertil inden mandag, men pyt så også med dét. Om jeg er med i konkurrencen er underordnet, men Lisbeth skal have lidt at lune hovedet på uanset hvad.

I får kun detalje-teaser-fotos. Ingen sneak-peak til modtageren hér.

Luk øjnene, Lisbeth. NU!

001

002

Jeg har valgt farver der gør glad, bløde materialer og lidt lækre detaljer.

Nu er der kun tilbage at håbe at modellerne passer, klæder og glæder den skønne Lisbeth…

tirsdag den 7. august 2012

Hypnotisk

De sidste dage har jeg haft rigelig mulighed for at høre radio, for jeg har brugt uforholdsmæssig megen tid på de danske landeveje.

Jeg elsker min bilradio. Den er min allerbedste ven, og med den keder jeg mig aldrig når jeg kører. Det er nærmest en ren fest - når bare der kan skrues højt nok op, og der ikke er andre der har pillet ved den. Jeg afskyr at tænde, og den så står på Dø Vååååjs. Good grief……

Nøh, P3 ved man hvad er. Det er hyggeligt, sjåwt og så spiller de noget afsindigt godt musik det meste af tiden.

Og en gang imellem får man de dejligste overraskelser, rent musikalsk. Nu har jeg jo for vane at synge rigtig højt med, når de spiller mine favoritter – men i den forgangne uge har jeg oplevet noget jeg meget sjældent oplever:

Jeg blev målløs. Ganske enkelt helt, helt stille, og rørt af de smukke toner, fængende rytmer og næsten hypnotiserende stemmer.

Værs´go. Og hold nu dit sind åbent…

onsdag den 9. maj 2012

What happens in Vegas…

kirsten mobil 221

stays in Vegas!

Det véd I godt, ikke? Jojo. Og netop af dén grund får I slet ingen af de fede historier jeg ligger inde med fra “Herreaften” på jobbet i torsdags.

Det eneste jeg vil ud med er, at

  • vi næsten udelukkende var kvinder
  • der var kunstige overskæg og læææækkert-lækkert tøj til alle
  • Mümmelmann bitter fra Aldi i realiteten smager af helvede til – men at de alligevel glider ned når man er en ordentlig kraftkarl
  • det er svært at holde op med at sige “det sa´e hun oss´ i går!!!” til alt…
  • man kommer til at bøvse en del af citronvand med snaps i – men det er nærmest misundelsesværdig god stil til en herreaften, så skidt!
  • der findes rigtig mange snuskede værtshus i dobbelt-A, og man bliver ikke smidt ud for at danse på bordene. Heller ikke selvom man har overskæg på.

Nåja. Og at det helt sikkert er et vinderkoncept; herreaften for kvinder. Prøv selv. Det er forbløffende nemt at finde sin indre Burt Reynolds frem…

kirsten mobil 231

onsdag den 21. september 2011

Når normaliteten forsvinder…

Jeg er kom sent hjem i aftes efter en ekstraordinær biografoplevelse. Ikke at den var ny, for filmen var et gensyn – denne gang blot oplevet gennem en anden optik end sidst jeg så den.

Der er Psykiatridage i Aalborg. Dette indbefatter blandt andet en lille kavalkade af fantastiske film i Biffen på Nordkraft, alle med et oplæg inden, af en fagperson indenfor det felt i psykiatrien som filmen rører ved.

I aftes så vi Brødre…

Det er en gribende, rystende, følelsesladet, forfærdelig, god film – og om et emne der ligger lige til højrebenet for mig og de kolleger jeg var afsted med i går.

“PTSD… Det´ en svær én!”, som aftenens utroligt jordbundne, men meget kompetente, oplægsholder sagde. Med tyk, amerikansk accent. Peter Brigham er en dygtig mand, med kraft og viden bag hvert et ord han ytrer, og det var en stor og udsøgt fornøjelse at høre hans bud på filmen og temaet bagefter.

I dag har jeg haft indre billeder kørende fra filmen. Det er i virkeligheden ikke noget at ønske sig, for den er eddermug´me barsk! Jeg tror nu alligvel det er sundt for mig, for da jeg så Brødre første gang så jeg den fordi… jamen, det var jo Susanne Bier, og det var jo underholdning, og den var jo rost til skyerne, og, og, og…

Denne gang så jeg den med fag-brillerne på – og der var ikke ét symptom jeg ikke kunne genkende i nogen af de mange mennesker jeg omgives af til daglig. Kæft, det var vildt.

Jeg er helt sikkert at finde i Biffen igen d. 4. oktober. Der viser de Mary & Max – og selvom den har ligget og fristet på min hylde ved pc´en i fjorten dage nu, har jeg holdt mig fra den.

For (nogle) film skal ses i biografen…

mandag den 5. september 2011

Wrooooooooum…!

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

  • Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
  • Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
  • Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
  • Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
  • Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
  • …og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
  • Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

tirsdag den 2. august 2011

*Lykkesuk!*

Vi havde en dejlig dag i går. Én af den slags man kan nyde længe, og gemmer allerinderst inde. En dag af det ægteste, pureste guld.

008

018

Vi var i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Syv timer fik vi til at gå, helt uden problemer – og da vi tog hjem til lukketid kunne vi sagtens have brugt længere tid. Hvis du ikke har været der, så kan det varmt anbefales!

Man får lykkelige børn, hvis de blot udstyres med et par foderposer hver og lukkes ind til en ordentlig røvfuld dådyr. Og lige så lykkelige forældre, for hvad er bedre end lyden af børnelatter og en syvårig der går rundt og taler gammelklogt med sig selv? “Det er jo mageløst. Maaaaageløst!”

059

Og hvad er bedre, og mere afslappende, end at gå rundt i et område på 450.000 kvm, i bragende solskin, og nyde synet af dådyr, vildsvin, brune bjørne, ulve, elge, røde ræve, sikahjorte, isbjørne, ildere, hugorme, moskusokser og meget, meget mere? I ro og mag, og uden hastværk. Og med iskoldt vand og madpakker.

063

Og hvad er bedre, end guider der altid har tid til at svare på spørgsmål, og glad og gerne fortæller om hvorfor de røde ræve ikke ligner hinanden, hvordan man kan genkende omegaulven i flokken, hvorfor man ikke kan få øje på egernet og hvordan man bliver guide i Dyreparken (bare sådan lige hvis man nu tilfældigvis var 10 år og synes det kunne være Verdens Fedeste Job).

Og hvad er sjovere, end frække geder der stanger hinanden på pandebrasken (og os i røven), i forsøget på at være den der får mest guf fra genkendelige, brune papirsposer? Ikke ret meget, skulle jeg hilse at sige!

Og findes der så forøvrigt et smukkere syn end hende her?

070

Det tror jeg faktisk ikke…

Vi sluttede dagen af herhjemme. I ro og mag, omkring bålet i haven. Først i tusmørke, og sidenhen i buldermørke og nattøj. Med varm kaffe, kolde sodavand, ristede marshmallows og bålpoppede popcorn. Under stjernerne.

Jeg tror ikke det bliver ret meget bedre.

søndag den 19. juni 2011

Pelle B overload!

Okay så. Jeg sidder her med en følelse af at de sidste dage er pisset lige forbi mig; Verden suste afsted i en gal hast, og jeg hørte Lady Gaga imens…

De sidste dage har stået i dansens tegn for os – og lad det være sagt med det samme: Sæsonafslutninger er ikke det samme som da Mor var dreng!

I går var vi til Dansegalla (red.: Dét vi andre tog til i strutskørt og laksko, og kaldte “afdansningsbal” tilbage da verden endnu ikke var gået af lave), og dét var fandeme i orden. Jeg tager så meget hatten af i respekt for de instruktører, frivillige m.fl. der kan stable sådan en eftermiddag på benene, for jeg siger jer; Vild med dans kan godt pakke sammen i forhold til dette udstyrsshow.

Vi taler stroboskoblys, røgshow, farvede lysdiodedimser, spotlights, lyd *indsæt selv øresønderrivende “ufti-ufti-ufti”-rytmer hér*, pailetter, kostumer, lange øjenvipper, flere kostumer, flere kostumer, flere kostumer, fantasi, pynt, vimpler, flag, konfetti dalende fra loftet – og underholdning en masse. Med cirkustema!

Og logistik. Og koreografi. Og glade, stolte unger.

Dét er da lige til at blive rundtosset og glad i låget af, ing´?

Det var guld værd, akkurat ligesom det har været de sidste år vi har været afsted til dansegalla med Power-house, og de skuffer aldrig. Børnene har haft en fabelagtig dag hver gang, og de knokler gerne i dagene op til også, med både almindelig træning og generalprøver. Det er fantastisk.

Men når dét så er sagt, så er det edderbroderemig også nogle hårde dage for forældrene – med kørsel frem og tilbage, frem og tilbage, med mange dansetimer (og flere dage) i træk. Lørdag tog vi afsted kl. 10 hjemmefra – og landede på matriklen igen omkring kl. 18. Det er jo en pænt lang arbejdsdag, det dér. Med *ufti-ufti-ufti* nonstop. Og Lady Gaga. Og Pelle B.

Åh gud. Pelle B…

Jeg haster videre til egen cd-hylde lige om lidt. Jeg tror godt det kunne ende i noget skidt hvis jeg ikke straks får en antidosis af noget Thin Lizzy eller nå´ed!

lørdag den 14. maj 2011

Pludselig druknede alt i regn…

men inden da nåede jeg da et lillebitte smut til starten på årets Uldfestival – og i morgen er der jo atter en dag.

Noget af det første jeg mødte på min vej var hende her!

001

Billedet yder hende ikke retfærdighed, skulle jeg hilse at sige. Hun var helt og aldeles fantastisk, og jeg nåede lige at blive en lille smule træt af at det er en nevø der melder sin ankomst i løbet af den næste uge, og ikke en niece. Følelsen gik nu hurtigt over igen, men sød var hun bestemt.

Farvefloret i teltene var uovertruffent. Næsten som slik…

003

004

Og så var der yogatøjet!!! Dét var den fedeste stand jeg længe har set, og jeg fik helt lyst til et par strikkede bukser (en sætning jeg ellers aldrig havde troet skulle komme over mine læber).

007

Børnetøj lavede de selvfølgelig også, og bestemt ikke mindre attraktivt. Farverne var nøje afstemt, og i den lækreste, bløde alpaka var de vist ikke til at finde bedre nogen steder. Til meget rimelige priser, endda.

005

Mærket lød navnet sangha, og var taget hele den lange vej fra Arendal Yoga Studio i Norges land til Saltum. Jeg købte ikke noget, men kan godt mærke at det trækker i mig for at komme forbi igen i morgen…

008

Alt i alt: Slet ikke nogen ringe dag ved Knudepunktet i Saltum. Men i morgen håber jeg på bedre vejr, så jeg også kan snuse lidt rundt i den anden ende af byen!

søndag den 1. maj 2011

Paillethelvede tur/retur

Vi var til konkurrencedans i går, for allerførste gang. Asta skulle deltage i kategorierne disco duo og disco solo, og vi var helt spejlblanke udi hvad det var der skulle foregå.

Dét var de fleste andre altså ikke. Vi stod i kø udenfor Ry-hallen, omgivet af småpiger med beautyboxe, dragtposer og højt, højt hår. Og mødre med stressede øjne og semiskingre stemmer.

Okayokay, ret skal være ret; sådan var de heldigvis ikke allesammen – men det var altså dem der gjorde det største indtryk. Á la familien Fredie-Pedersen.

Men bortset fra dét, så var vi selvfølgelig dem med allermindst tjek på tingene. Vi startede med at komme i sidste øjeblik, grundet dækskift (ikke vores, men vores kortege-kumpaners), motorvejskø og udueligt Krak-kort. Yep. Hele tre ting på én gang. Hvis man skal gøre noget, kan man nemmerlig lige så godt gøre det grundigt.

Men vi havde husket sikkerhedsnålene! Til rygnumrene, forstås. Jowjow, dét havde vi styr på. Og tøjet. Pigerne skulle jo danse duo, og så skal man være ens, synes de – så H&M var blevet raid´et i sidste uge, hvor mødrene sad udenfor prøverummet i knap 1½ time, mens hønsene kaglede i kor indenfor.

Det der konkurrencedans bliver altså aldrig rigtig mig. Selvfølgelig tager jeg med mine børn, selvfølgelig klapper jeg og selvfølgelig smiler jeg bredt og opmuntrer til det hele. Hvis de selv vil.

Men den konstante *ufti, ufti, ufti!* discorytme der gjalder ud i hallen, og det totale overload af 8-13 årige piger med Sidney Lee kulør, lakhår, fjer, pailetter og stretchstof i neonfarver – dét bliver aldrig mig!

Jeg synes faktisk det var rigtig, rigtig fint, at en vaskeægte bonderøv i tøj fra H&M kunne ende at rende med en guldmedalje i hendes solo-gruppering ;-)

onsdag den 13. april 2011

Jeg er rørt til tårer

Bare fordi jeg hver dag er omgivet af nogle af de dejligste mennesker på denne jord. Mennesker der har haft alle odd´s imod sig, og gennemlevet ting vi ikke i vores vildeste, danske leverpostej-fantasi kunne forestille os. Og alligevel formår de af og til, igennem tågerne, at finde overskud til smil og fantastiske, søde ord.

Dét er en gave!

lørdag den 26. februar 2011

Lige for at slå det HELT fast…

Top 5 over ting du ikke kommer til at se på bloggen her den næste tid:

  1. Smækkerlækre boligreportager, nydelige opstillinger og friske blomster i rene krystalvaser. Og så skulle det da vist også være første gang her på kanalen.
  2. Easy-peasy-going, tilbagelænet mor og hustru med mentalt overskud til “liiige det lille ekstra”.
  3. Store, forkromede idéudbrud – manifesteret i lækre, hjemmelavede tasker, kjoler, puder og deslige.
  4. Nyindkøb. None what so ever.
  5. Suzy Homemaker shit. Af nogen art. Der bliver ingen syltning, bagning, lækre opskrifter til uddeling eller instrukser på hvordan man nemmest og in a jiffy afspritter køkkenbordet.

003

004

Top 5 over ting vi HELT sikkert kommer til at brokke os over på bloggen i den næste tid:

  1. Beslutningstagen, tidspres og økonomi.
  2. Murbrokker, puds, mørtel, trillebøre indendøre, larmende maskiner og maling.
  3. At nødtørftig madlavning kommer til at foregå i hele tre forskellige rum. “Aaaarhmen, dét går da virkelig ikke!”
  4. Øøøøøøh… Støv?
  5. IKEA. Jamen, jeg garanterer. Hvem husker ikke The Neverending Story om sofaen der aldrig blev til noget?

002

torsdag den 24. februar 2011

Når mennesker tænker på andre mennesker…

gør mig så glad! Måske især fordi de mennesker der denne gang blev tænkt på, var mine små mennesker, men alligevel…

I går fik de en gave fra helt uventet kant. Min faster (som vi ikke ser andet end med et par års mellemrum, fordi der geografisk er pænt langt imellem os) har været udstationeret som sygeplejerske på (…i? …på?) Grønland for nylig – og hvad har hun så valgt at bruge de lange, mørke aftener på?

001

002

Jamen, er hun ikke sød, faster Lene? Og er de ikke fine? Og hvem er så lige de heldigste piger i verden?

Jeg føler mig i hvert fald heldig, at være omgivet af mennesker der bare gør sådan noget – fordi de tænker på andre. Dét i sig selv er fandeme fantastisk, i en tid hvor det meste ellers handler om “mig, mig, mig”.

Tak, Lene! Jeg tror ikke du læser med, men tak alligevel. Jeg blev helt rørt – og de samme piger som ellers ikke er til at drive i deres vanter, går nu rundt med luffer indendøre…

tirsdag den 16. november 2010

Moshpit, here I come!

Jeg kan næsten ikke vente til koncerten i overmorgen… men for filan, hvor bli´r fredag altså hård at komme igennem.

Se selv; det er altså seriøse hardrockere jeg skal i selskab med torsdag aften!

jørn-else

Så bli´r det vist ikke mere wock´n´woll…

søndag den 14. november 2010

Overspring. Og lidt blær…

Fik jeg forresten sagt at der nu kun er fire dage til koncerten?

Okayokay så. Det er da uden tvivl det hårdeste nummer på albummet. Jeg indrømmer det blankt. Men det er også ét af de fedeste - når bare man vænner sig til det ;-)

onsdag den 29. september 2010

Kun for voksne

Endelig, endelig, endelig fik jeg bestilt billetterne. Til en ren voksenaften, for dette her er ikke et børneforum – og selvom det var, havde de nok ikke fået lov at komme med alligevel. Jeg trænger til en kæresteaften, bare os to.

I hjørnet af mit skrivebord på pc´en, bag en lettere støvet skærm, ligger de nu og putter sig, billetterne. De blinker fornøjet til mig, med løfter om energisk sceneoptræden, fantastisk musik med power og potens, kolde fadøl, sene aftentimer, hæse stemmer, hygge og miljø. Og småsære eksistenser i salen.

006

Bare det snart var november…

torsdag den 23. september 2010

En lille genistreg

Nu er det desværre blevet for sent i aften for jeg er en halvgammel kone der bliver nødt til at overholde en ordenlig sengetid, hvis jeg skal kunne komme op til tiden i morgen, men…

Hvis jeg kan overtale Søren til det, ved jeg lige hvad jeg vil bruge min fredag aften på.

Jeg vil i selskab med Coen-brødrene, Clooney og Co. – og det ene gode stykke musik efter det andet. Jeg vil grine hjerteligt når Clooney (igen og igen) hævder at han er en Dapper Dan Man og The Pater Familia, og jeg vil trække på smilebåndet over alle referencerne til Homers Odysseen der kommer i stride strømme gennem hele filmen.

Og mest af alt vil jeg glæde mig til denne her; den nok mest spillede sang fra filmen.

Dén er jeg vild med! Den gør mig glad hver gang, og i rigtig slemme tilfælde kommer jeg til at synge højt og grimt med. Og på repeat.

Nåja. Fik jeg forresten sagt at George Clooney er med? Selvom han er tumpedum i filmen har han da stadig en vis charme. Hvis man ellers lægger mærke til den slags…

torsdag den 16. september 2010

Eventmager? Moi?

Okayokay, jeg giver mig. I dag har faktisk været en god dag på “grøn stue”.

Jeg deltog i en form for fremtidsværksted (deres ord, ikke mit), hvor det hele egentlig gik ud på at se nye muligheder, og ikke lade sig begrænse af hvad man selv mener om ens jobfremtid.

Øvelsen gik ganske kort ud på at jeg skulle fortælle om hvad der gjorde mig glad ved at gå på arbejde, hvilke kriterier jeg vægtede ved en arbejdsplads, hvad mine interesser var, og hvor mine stærke sider lå – og derefter skulle jeg holde min kæft! …pænt svært altså. Nu var det så op til mine medkursister at byde ind med hvad de mente jeg ville være god til.

Hårh!

Jeg skal så åbenbart være

håndarbejdslærer (“det si´r sig selv”)

pædagog (“well, well, well, well…”)

eventmager (WTF?)

leder (huh?!)

familierådgiver (hmm…)

terapeut (hell, no!)

journalist (Ulla Terkelsen look-a-like)

konditor (=fedberg)

forhandler (øøøøøøh…)

sælger (jammenaltså…)

selvstændig med gårdbutik (aaaaarh, vel?)

fagforeningsformand (WTfuckingF???)

aktivitetsmedarbejder (ja tak, bring it on!)

musikanmelder (aaalt for cool)

billedkunstlærer (kom med jobbet!)

diplomat (jojo, helt seriøst. Dip-lo-mat. Jamen, hvor finder man lige dét job???)

Jamen, der var da gode forslag imellem. Ikke så mange jeg ikke allerede selv havde tænkt på, men så ved jeg da at jeg ikke er gået helt galt i byen.

Men sjovt, dét var det. Og tankevækkende…

søndag den 29. august 2010

Og i morgen er det …mandag

Det er næsten en skam. Jeg kunne egentlig godt bruge en søndag mere, hvis den kunne være lidt ligesom den i dag.

Min salige søndag har været fyldt med brunch, familiekomsammen, WII spil, hæklerier, galleribesøg*, lækre kager, hyggesnak og ro.

Intet har vi skullet nå. Absolut intet.

………..

*…og hvis der er nogen her, der lige har et fiffigt tip til hvordan jeg hurtigst muligt stamper kr. 36.000,- op af jorden, hører jeg gerne fra jer. Så har jeg nemlig en aftale med en mand om en vædder.

søndag den 22. august 2010

Sikke´n dejlig dag det er i dag!

Men I får ingen billeder, for jeg var for optaget af at hygge, snakke, drikke kaffe, sy patchwork, spise cookies og nyde søndagen i fulde drag…

Jeg tog dog et par billeder – men dem holder jeg for mig selv, for der var aaalt for mange ansigter med på, og i farten glemte jeg helt at spørge hvem og hvor mange der ikke har lyst til at blive udstillet på www avec foto und alles. Så: Billederne er mine, og bliver ikke vist. Punktum.

Himmelbjerget fik jeg aldrig sådan rigtig set, men det var jo i virkeligheden heller ikke det jeg var taget afsted for. Den jordknold får så vente til en anden god gang, for i dag var det kun plænen der blev indtaget men dét var altså også i orden.

Jeg “kendte” nogen, men langt fra alle. Ingen nævnt og ingen glemt er vist den bedste device at køre efter. Jeg fik dog udvidet min horisont betragteligt, for der var mange jeg bliver nødt til at kigge ind til for eftertiden. Dejlige mennesker, alle som én!

Nogle manglede i dag. Nogle jeg gerne ville have hilst på, og givet et knus. Det må så vente til en anden gang, for livet tager ikke hensyn til bloggertræf ved Himmelbjerget. Sådan må det være.

Men jeg vil glæde mig. Til næste gang.

lørdag den 21. august 2010

Ud i det blå

Friskbagte peanutcookies. Tjek.

Termokande og pulverkaffe to go. Tjek.

Patchwork i pose. Tjek.

Kamera med clean memorycard. Tjek.

Lånt bil. Tjek.

Smøger. Tjek.

Rent tøj. Øøøøøøøøh… Jo, fandeme tjek.

Støvler i tilfælde af regn. Tjek.

En hel søndag, bare for mig selv. Dobbelttjek.

Ruteplan Saltum-Himmelbjerget. Tjek.

Mod til at møde en mindre hærskare af halvfremmede kvinder………? Njaaarh… men jeg arbejder på det.