Når normaliteten forsvinder…

Jeg er kom sent hjem i aftes efter en ekstraordinær biografoplevelse. Ikke at den var ny, for filmen var et gensyn – denne gang blot oplevet gennem en anden optik end sidst jeg så den.

Der er Psykiatridage i Aalborg. Dette indbefatter blandt andet en lille kavalkade af fantastiske film i Biffen på Nordkraft, alle med et oplæg inden, af en fagperson indenfor det felt i psykiatrien som filmen rører ved.

I aftes så vi Brødre…

Det er en gribende, rystende, følelsesladet, forfærdelig, god film – og om et emne der ligger lige til højrebenet for mig og de kolleger jeg var afsted med i går.

“PTSD… Det´ en svær én!”, som aftenens utroligt jordbundne, men meget kompetente, oplægsholder sagde. Med tyk, amerikansk accent. Peter Brigham er en dygtig mand, med kraft og viden bag hvert et ord han ytrer, og det var en stor og udsøgt fornøjelse at høre hans bud på filmen og temaet bagefter.

I dag har jeg haft indre billeder kørende fra filmen. Det er i virkeligheden ikke noget at ønske sig, for den er eddermug´me barsk! Jeg tror nu alligvel det er sundt for mig, for da jeg så Brødre første gang så jeg den fordi… jamen, det var jo Susanne Bier, og det var jo underholdning, og den var jo rost til skyerne, og, og, og…

Denne gang så jeg den med fag-brillerne på – og der var ikke ét symptom jeg ikke kunne genkende i nogen af de mange mennesker jeg omgives af til daglig. Kæft, det var vildt.

Jeg er helt sikkert at finde i Biffen igen d. 4. oktober. Der viser de Mary & Max – og selvom den har ligget og fristet på min hylde ved pc´en i fjorten dage nu, har jeg holdt mig fra den.

For (nogle) film skal ses i biografen…