Agnes, 8 år…

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.