Gris!

Det smager så godt – men føj, hvor det sviner. Og så er det sjovt, at hver gang jeg laver stegt flæsk, kommer jeg i tanke om hvorfor det sker så sjældent.

1. Det koster jo nærmest den bondegård grisen har boet på.
2. Holdnuop, hvor er det nærmest med livet og synsevnen som indsats! Det sprøjter jo flere meter væk, det skidt. Eksplosivt!
3. D e t  t a g e r  s å  f r i g g i n  l a n g  t i d . . . . . . .

Dérfor er det kun noget vi får ved ganske særlige lejligheder. Mindst to her i huset sværger til stegt flæsk med persillesovs når de selv må vælge.

I dag blev Søren udlært som murer, så gæt engang hvem der får sin nærmest-livret.

Det gør SVEND. Fandeme så :-)

Fødselsdagsfredag

En pige på 9 år, med en ny lyseblå stor-pige-cykel, ønsker sig ikke meget af sådan en fødselsdag.

Moderen kunne godt ønske sig et mere ryddeligt hjem, men dét må blive i morgen. I dag hygger vi nemlig, og…

Det eneste der i virkeligheden skal til, er

• peanutcookies ad libitum. Tjek!
• karbonader med stuvede grøntsager und die ganze schweinerei. Almost there!
• chokoladefondue med bær og frugter. Tjek på dét also! Satser på efterfølgende kvalme og otte glas skummetmælk til halsbranden inden sengetid…
• hyggelig familieaften og “sidde i arm i sofahjørnet”. No problem!

Tænk, hvis livet altid kunne være så ukompliceret :-)

Holidayhappiness.dk

Og i virkeligheden er det jo unødvendigt at sige mere …men jeg gør det lidt alligevel.

Tre uger. T-r-e uger. Prøv at smag på det engang.

*Mmmmmmmh…*

Det smager godt.

Tre uger. Og de starter godt, gør de. Med regn der renser luften, blomster der lyser op på terrassen, libanesisk spread galore i maven, familien i sofaen og masser af tid foran os.

Nåja. Og udsigten til endnu en lille ferie efter sommerferien. Vi skal bare lige nå at tage på arbejde hurtigere end du kan sige “Bispens gibsgebis” – og så holder vi en uge mere. Fordi vi kan, og fordi børnene aldrig har set det store udland før.

Så:

Før du smører dig en mad med et tykt lag misundelse når du ser hvad vi har i udsigt, så husk at vi er fire mennesker med sommerfugle i maven, i ren glædesrus over endelig at have fået muligheden for andet og mere end en telttur til Sdr. Røvhul.

Hér er forventningerne store, og vi glæder os som aldrig før. Heldigvis er der endnu et stykke tid til, for dén fornemmelse er slet ikke så tosset endda, så vi tåler godt at glæde os et stykke tid endnu.

Desuden skal der da vist også sys et stykke sommerklædning eller to inden vi tager afsted! Og skaffes hunde-, katte-, fugle- og hussitter. For filan da. Men det bli´r så godt, og jeg tror de har ret.

Det bliver dage vi aldrig glemmer.

Agnes, 8 år…

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.

Den smukkeste gave…

jeg nogensinde har fået, er denne her.

Jeg har fået den fra en af brugerne af mit værksted, og jeg knuselsker den! Giveren er en smuk og dejlig kvinde fra varmere himmelstrøg – og hun er fantastisk brodeuse.

Mønstret har hun i hovedet. Ingen tegninger at læne sig op ad, ingen diagrammer eller huskesedler. Hun kan bare. Og hun kan flere mønstre end dette her, det ene smukkere end det andet. Jeg ved det, for jeg har set sengetæpper, kjoler, puder og forklæder fra hendes hånd.

De er fantastiske. Farver og mønstre springer ud fra stoffet, væves ind i hinanden og kommer til forunderligt liv. Denne pude er et af de enkleste mønstre hun laver, men den er meget, meget smuk.

De småbitte sting fremstår kun som prikker når man kigger på puden i virkeligheden. Om jeg begriber hvordan hun kan sy så småt, og så hurtigt. Puden med de fjorten stjerner har taget hende tre-fire timer at lave…

Lige nu står den i udstillingsmontren udenfor mit værksted. Den skal ses, nydes og inspirere dem der går forbi. Men bagefter, så skal den hjem til mig og bo.

Jeg synes den er fantastisk! Og det er giveren også.

Heldiggris!

Det er mig! En totalt groovy mama havde nemlig for nogen tid siden udskrevet Verdens Fedeste Give-Away. Den ultimative give-away, i samarbejde med Lola Ramona *suk*.

Og gæt engang, hvem der rendte afsted med Pippi sandalen her!

Yep! Moi!

Nu satser jeg på at Lola-trippe afsted as soon as possible i mine spritnye dejligheder – og jeg glæder mig helt vildt. Lola er for lækker, og Pippisandalen i særdeleshed.

I love it! Og opførte da også en fantastisk hoppeglædesdans midt i rengøringen, da det gik op for mig hvor latterligt heldig jeg havde været.

Tak til Trine og folkene bag Lola Ramona. I er s´gu for skønne :-)

*Lykkesuk!*

Vi havde en dejlig dag i går. Én af den slags man kan nyde længe, og gemmer allerinderst inde. En dag af det ægteste, pureste guld.

Vi var i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Syv timer fik vi til at gå, helt uden problemer – og da vi tog hjem til lukketid kunne vi sagtens have brugt længere tid. Hvis du ikke har været der, så kan det varmt anbefales!

Man får lykkelige børn, hvis de blot udstyres med et par foderposer hver og lukkes ind til en ordentlig røvfuld dådyr. Og lige så lykkelige forældre, for hvad er bedre end lyden af børnelatter og en syvårig der går rundt og taler gammelklogt med sig selv? “Det er jo mageløst. Maaaaageløst!”

Og hvad er bedre, og mere afslappende, end at gå rundt i et område på 450.000 kvm, i bragende solskin, og nyde synet af dådyr, vildsvin, brune bjørne, ulve, elge, røde ræve, sikahjorte, isbjørne, ildere, hugorme, moskusokser og meget, meget mere? I ro og mag, og uden hastværk. Og med iskoldt vand og madpakker.

Og hvad er bedre, end guider der altid har tid til at svare på spørgsmål, og glad og gerne fortæller om hvorfor de røde ræve ikke ligner hinanden, hvordan man kan genkende omegaulven i flokken, hvorfor man ikke kan få øje på egernet og hvordan man bliver guide i Dyreparken (bare sådan lige hvis man nu tilfældigvis var 10 år og synes det kunne være Verdens Fedeste Job).

Og hvad er sjovere, end frække geder der stanger hinanden på pandebrasken (og os i røven), i forsøget på at være den der får mest guf fra genkendelige, brune papirsposer? Ikke ret meget, skulle jeg hilse at sige!

Og findes der så forøvrigt et smukkere syn end hende her?

Det tror jeg faktisk ikke…

Vi sluttede dagen af herhjemme. I ro og mag, omkring bålet i haven. Først i tusmørke, og sidenhen i buldermørke og nattøj. Med varm kaffe, kolde sodavand, ristede marshmallows og bålpoppede popcorn. Under stjernerne.

Jeg tror ikke det bliver ret meget bedre.

De naturlige rusmidler er alligevel de bedste!!

Jeg har haft én af den slags dage på jobbet man kan blive helt høj af. Den slags, hvor alting går op i en højere enhed og lykkes.

Jeg er glad med glad på.

Og fordi mit job er af den slags hvor man ikke udleverer info får I ikke mere end dét. Surt, hva´? ;-)

Det absolut bedste ved denne årstid er…

Det´ jo nærmest… orgasmisk!

Her er jo plads til både bare tæer i sølvsandaler…

(og pinkagtige zumba-bukser, men vejret er altså kommet bag på mig og det er det mest sommerlige jeg har!)

Vandhunde tornadostyle…

Skønhed extraordinaire…

Unge skønheder…

…og lige om lidt griller vi med gode venner. Ved en anden sø, men ikke mindre smuk.

Hvis bare denne påske varede evigt!

Lykkeglimt

Gæt engang, hvem der i går kom hjem til den flotteste blomsterbuket nord for Alperne…

Fra jobbet, fandeme! Vedhæftet det sødeste kort, med tak for det store arbejde med etableringen af værkstedet. Jaaaaamen. Hvis ikke dét er den slags der gør medarbejdere glade, lykkelige og tilfredse, så véd jeg s´gu ikke… :-)

Og fordi den fine buket stod til mig, blev jeg så påskeglad i låget at jeg har smilet nonstop lige siden. Dét vil jeg da dele med min omverden, og hvis denne her ikke kan få dig til at blive lalleglad og lykkelig et kort sekund – så vil jeg vove den påstand at der er noget galt med dig. Eller din musiksmag. Take your pick.

Men nyd The Baseballs med deres alternative fortolkning af Rihanna.

Tilbage til rødderne. Det bli´r ikke ret meget bedre!!!

Jeg er rørt til tårer

Bare fordi jeg hver dag er omgivet af nogle af de dejligste mennesker på denne jord. Mennesker der har haft alle odd´s imod sig, og gennemlevet ting vi ikke i vores vildeste, danske leverpostej-fantasi kunne forestille os. Og alligevel formår de af og til, igennem tågerne, at finde overskud til smil og fantastiske, søde ord.

Dét er en gave!

Åh, fryd!

Jeg nåede til zumba i dag – og jeg véd godt det ikke lyder af noget særligt, men det er det. For mig.

De sidste mange, mange uger (faktisk stort set siden jeg startede på job) har jeg kun været afsted om onsdagen. Mit mandagshold ligger så tidligt på dagen, at jeg ikke har kunnet nå det efter fyraften hvis trafikken har været bare lidt tæt.

I dag ville jeg nå det. Villevilleville. Og jeg gjorde det s´gu. Og jeg var ikke engang ved at hoste en lunge op bagefter. Det synes jeg ellers har været faretruende tæt på de sidste gange, men det hjælper altså at være afsted lidt oftere.

Nu går jeg i træningslejr, for jeg er kommet på opvisningshold. Det lyder så flot, men det er det i virkeligheden ikke. Det er mere sådan en flok koner, der skal gå indmarch sammen med de lokale gymnastikhold og deslige til sæsonens afslutning. Hm. Så dét skal jeg så to gange indenfor den nærmeste tid.

Dét er fandeme grænseoverskridende. For mig.

Men jeg kommer edderbrodere mig til at se fancy ud, for ze zumba outfit er bestilt hjem til samme lejligheder. Til hele flokken. Hah! Om ikke andet, så kan man da forsøge at “look the part”.

Og så håber jeg lidt at jeg kan komme til at gemme mig nede bagved, så tilskuernes øjne fæstnes på vores fabelagtige instruktør i stedet…

Når mennesker tænker på andre mennesker…

gør mig så glad! Måske især fordi de mennesker der denne gang blev tænkt på, var mine små mennesker, men alligevel…

I går fik de en gave fra helt uventet kant. Min faster (som vi ikke ser andet end med et par års mellemrum, fordi der geografisk er pænt langt imellem os) har været udstationeret som sygeplejerske på (…i? …på?) Grønland for nylig – og hvad har hun så valgt at bruge de lange, mørke aftener på?

Jamen, er hun ikke sød, faster Lene? Og er de ikke fine? Og hvem er så lige de heldigste piger i verden?

Jeg føler mig i hvert fald heldig, at være omgivet af mennesker der bare gør sådan noget – fordi de tænker på andre. Dét i sig selv er fandeme fantastisk, i en tid hvor det meste ellers handler om “mig, mig, mig”.

Tak, Lene! Jeg tror ikke du læser med, men tak alligevel. Jeg blev helt rørt – og de samme piger som ellers ikke er til at drive i deres vanter, går nu rundt med luffer indendøre…

The Eagle has landed

Og Ørnen, det er mig. I dag landede jeg endda herhjemme omkring kl. 13.30 – hele tre timer før jeg plejer (og det er uden at medregne det zumbahold jeg nogle gange tager på hjemvejen!).

På dén måde kunne jeg i dag, på en helt (u)almindelig mandag

• fritage Søren for indkøb og madlavning
• hente pigerne tidligt, og hygge med Disney-film i sofahjørnet
• nå hele tre maskinfulde vasketøj so far
• …og to opvaskemaskinfulde (jojo, for sådan noget kan altså godt gå i dvale på vores køkkenbord selvom det lige var weekend i går)
• nå at lufte hunde inden Søren kom hjem
• hækle den ene zig-zag stribe efter den anden på det tæppe Asta har bestilt til sengen

og nu; tage det hele med ro, og nyde duftene fra karry, peanut og kokos der breder sig i huset, mens

• Agnes får dagens bad inden aftensmaden
• Asta hygger på sit nyindrettede værelse ovenpå
• den tilfredse mand slipper for madtjansen, og i stedet nørder ud i sofaen med headset og X-Box (Christ…!)

Aaaaaaaah, flextid styrer…!

Det gør livet sådan set også.

En lille nisse rejste…

med kalendergaver til både store og små på adventssøndage – og tænk, i år huskede han også mig!

Det er da fantastisk, at sådan en lille nisse vidste at jeg havde brug for en stor og rummelig taske til mit træningstøj, ikke? Og at han endda kunne ræsonnere at jeg ville blive ekstra glad, hvis der stod Friis & Co på den.

Tak, Nissemand! Og Søren…

Hip hurra…

Tommy Seebachs stemme har kørt for mit indre øre i dag. Jeg er ikke pjattet med hans søn, men Tommy-boy, han holder altså lidt endnu. Sådan da. Lejlighedsvis.

Min dag har indbefattet arbejd´-arbejd´, inklusive hjemmebag til uddeling og en to meter høj flagstang uden for min dør hele dagen. Med til flagstangen hørte utrolig mange besøg fra kolleger i løbet af dagen, allesammen med et smil og et “tillykke” på læben. Dét skulle jeg lige vænne mig til, for jeg er altså mere sådan typen der ikke vil gøres et nummer ud af, og altid insisterer på at det nu “bare er en almindelig tirsdag, tak”.

Derudover er jeg blevet godt og grundigt forkælet – og dét er dejligt. Det siger jeg aldrig nej tak til.

Min søde mor Karen sørgede for aftensmad til os, og dét er nok noget nær den bedste gave man kan få når arbejdsdagen først slutter kl. 16.30, og man derefter skal bruge en time i bilen før man er hjemme. Så også Hip Hurra for mødre. Og tak for fødselsdagen i øvrigt!

Mmmmmh. Og fordi der ikke er ordentligt lys på denne tid af dagen bliver I snydt for billeder …men tro mig når jeg siger at min nye brune Friis & Co taske er superb.

Ligesom mine overvejende rosa Poul Pava krus, min lilla Erik Bagger thermokande og mine sort/hvide chef´n g´Rabbit Jr. salt og peber kværne.

Det lød slet ikke superdupermaterialistisk, gjorde det?

Det kan da godt være at ting ikke kan gøre én lykkelig i det lange løb – men for en stund kan de altså sagtens.

Tak for en dejlig dag!

Jeg er her endnu…

Jeg er bare brugt ovenpå den første uge på job. Jeg har haft masser at fortælle om, men overskuddet har været i minus og søvntrangen i plus.

Men det er dejligt! Jeg er i dén grad blevet kastet ud på dybt vand, og har nu taget de første, famlende svømmetag ind mod sikkert land.

Ikke meget er blevet som jeg havde regnet med i det nye job. Jeg havde regnet med at skulle ind på et eksisterende syværksted og bare “i gang” med det samme. Jeg havde regnet med at det træ-/snedkeriværksted der lå ved siden af var lidt udenfor mit domæne, men at jeg kunne benytte det til maleri og deslige når trangen kom over os.

Øhmm, det blev så lige lidt anderledes dér.

Nu er syværkstedet inddraget til psykologkontor p.g.a. pladsmangel – og i stedet råder jeg over et snedkeriværksted under ombygning. Maskinerne står for at skulle ud, og over den næste tid skal jeg så have et rengøringsfirma, et par malere, nogle gulvfolk og “de små grå” sat i gang, når jeg skal til at indrette fra Nulpunktet. Der skal tages stilling til hensigtsmæssig belysning, møblement, opbevaringsmuligheder og grundlæggende behov i et kreativt multiværksted.

Hep!

De første fire dage her har jeg været fuldstændig støvbelagt på udenpå og indvendigt af at gå og rydde op og rydde ud i værkstedet. Ud over alle de infomøder jeg har skullet til, er min tid nemlig gået med en spæd start på indretning af værkstedet – og for catan, der er et pænt materialelager, altså. Det er opbygget over mange år, og det er O M F A T T E N D E. Som i kæmpegigantiskmegamonster stort.

I have died and gone to krea-heaven!

Og så er der så mange søde, imødekommende og gennemført rare mennesker derude. All good people, både personale og klienter. Og ingen af dem vil jeg gå nærmere ind på her, af hensyn til personlivets fred og hvad har vi. Det forstår I godt, det ved jeg.

Jeg tror det bli´r så godt…

Og ved I hvad? Nu vil jeg nyde det er weekend!

Så let som 1-2-3…

var der sat 1-2-3-4 indrammede broderier til salg på Amio.

Den nederste er ikke nylavet. De af jer der har læst med gennem nogen tid, kan måske mindes at have set den før – og den opfyldte sit formål for mig. Det var en påmindelse om at huske de ting der gør mig glad; en kilde til inspiration og omtanke. Nu håber jeg den måske kan gøre det samme for andre.

Jeg synes selv de er blevet rigtig gode, og er såmænd også allerede i gang med flere.

Det gør mig nemlig glad. Passende, ikke sandt?

Hip hurra fordi…

…der nu kun er en uge til jeg skal starte på nyt job!

…jeg ikke skal på kommunens job-kursus længere!

…der er dobbeltafsnit af House på tv i aften!

…pigernes penicillinkure virker!

…jeg ikke har skullet dele brusebad med en stor, klam, sort jagtedderkop i dag! (for adforhelvede, hvor er det altså en klam fornemmelse, at mærke sådan en satan kravle ned over øjet og ud på næsen når man tørrer sig efter badet…)

…det snart er det-dér-stadig-forbudte-ord-men-det-handler-om-glimmer-grisebasser-godter-godhed-og-gaver!

…jeg er omgivet af dejlige mennesker!

…jeg måske kan få tid til lidt sy-tid i morgen!

…jeg er ved at være helt med på A L L E zumbarutinerne, og ikke længere ligner en komplet idiot!

…jeg har været så heldig at få to smukke piger der gør mig blød om hjertet og stolt med stolt på!

…vi (endnu) ikke har haft efterårsstormskader!

…jeg har både friskbagte peanutcookies og müslibarer i skabet (men kan holde mig nogenlunde fra dem)!

…jeg er gift med en komplet tåbe, der får mig til at le højt og inderligt. Hver dag!

…der er så meget i denne verden der gør mig glad, lykkelig og tilfreds!