Ode til min mand. Eller nå´ed…

Nogle kvinder er gift med romantiske mænd.

Mænd, der køber langstilkede, røde roser. Mænd, der dækker bordet med levende lys og spiller stille musik i baggrunden. Mænd, der gør sig umage for at fortælle deres kvinde hvor smuk hun er.

Jeg er gift med Søren.

Han er mere sådan typen der ikke kan køre op ad en rulletrappe i et stormagasin uden at indtage surferposition. Typen der tror at havetraktorakrobatik gør indtryk på en kvinde. Typen der kan trække en flabet kommentar frem i hvilken som helst sammenhæng. Typen der kalder mig sin “bitch” offentligt uden at fortrække en mine. Typen der finder guitaren frem efter aftensmaden, og synger mig en stille serenade.

Denne her, for eksempel.

Jamen, er der da noget at sige til at jeg elsker ham…………….?

Double jackpot!

Jowjow. Den var go´ nok. Nu har vi to stafylokok-inficerede børn i husstanden.

Til gengæld rendte Søren og Asta vist også ind i Nordjyllands mest grundige og behagelige vagtlæge, så nu er Asta sendt hjem med medicin til behandling af stafylokokkerne, Fucidin til sit eksem og gode råd omkring samme. Det betyder så også at hun i aften bliver sendt i seng med fed, hvid creme omkring øjnene, og bomuldshandsker på, så hun ikke kan kradse sig selv til blods i søvne. Stakkels barn…

Lad nu bare resten af søndagen blive nådig! Nu gør jeg i hvert fald mit, og kører lige straks ind og handler til en omgang hjemmebagte peanutcookies.

Hvis ikke nu – hvornår så?

Hvorfor ikke…?

Alt det sjove fortsætter i dag. I skrivende stund sidder Søren nu hos vagtlægen i Hjørring - denne gang med Asta, der vågnede op med gammelmandsrallende hoste, høj feber og blister ved munden.

Første tanke var helt logisk: Stafylokokker. Hvorfor ikke? Når Agnes nu fik dem konstateret i går, ville det være mærkeligt at det ikke er dem der også har bidt på Asta.

Det er jo en superweekend dette her.

Og jeg får let krampe i hænderne, af at gå med konstant krydsede fingre for ikke også at blive smittet. Jeg skal jo starte på job d. 9., for pokker!

Hm. Nu ved jeg i hvert fald hvad min sidste uge som ledig skal gå med, for stafylokokker er åbenbart så smitsomme, at Agnes ikke må komme i skole før engang onsdag eller torsdag – og nu må vi så se hvad dommen er med Asta.

Whoop-di-friggin-doo……

Som perler på en snor

Denne weekend er hidtil ikke gået helt som planlagt. Den skulle have været rolig, fyldt med nydelse og ingen stress og jag. En perfekt afslutning på en dejlig ferie.

Hø.

Det startede faktisk allerede i går. Vi kørte i samlet trop til Brønderslev for at vinterekvipere pigebørnene, og det var hyggeligt. Desværre fandt vi ikke andet end vinterjakkerne til dem, men de var altså også fine.

Kodeordet her er “var”. Pigerne fik dem nemlig på allerede i butikken, for de var helt forgabt i dem. Dét var der jo som sådan ikke noget galt i – bortset fra at vi på hjemvejen var så “heldige” at møde en omstrejfende hundehvalp som vi lige ville følge hjem til ejeren, så Søren og pigerne gik afsted, mens jeg blev ved bilen.

Små 15 minutter senere kom pigerne tilbage. Dækket fra top til tå i mudder – og Agnes med småbitte huller i den nye jakke. Stort set samme størrelse som småbitte hvalpetænder. Og mudderet var placeret i et mønster der grangiveligt kunne passe med hvalpepoter. Fra støvlespids til op på brystet.

Sjovt nok havde de hvalpen med tilbage, men ikke Søren. Han stod nemlig i mudder til anklerne, og hjalp hvalpens ejermand med at hive/skubbe/tvinge en fastkørt bil op ad selvsamme mudderpøl som tøserne nu havde halvdelen af på tøjet.

Okay så. Hjem og smide pigerne i bad, og de nye jakker (“Kr. 950,-“ - “*Gisp!* Bare på beløbet…”) i vaskemaskinen.

Resten af fredagen gik uden problemer. Men så blev det lørdag.

Søren var ikke hjemme, så jeg troede (fejlagtigt) at pigerne og jeg bare skulle råhygge dagen væk.

Så brækkede Jagger sig tre steder på stuegulvet. Og mens jeg tørrede bræk op kunne jeg høre en meget tydelig, og velkendt, hyletone i det fjerne. Dén hyletone indikerer at stokerfyret er gået ud, såeeeeh… skulle jeg ikke lige tage at starte det igen også?

Jeg kom da ind igen. Kun for at kigge nærmere på Agnes´ snottede næse, og ringe til vagtlægen for at høre om ikke jeg kunne smøre hende i et-eller-andet.

“Det kunne godt lyde som stafylokokker… Vil du gerne have kigget på hende?”

Tjaaaah, hva´ tror du selv, Bette Mand?

Ud i bilen, afsted til Hjørring en time herfra, ind til vagtlægen for at få bekræftet og sendt en recept til Apoteket i midtbyen, drøne afsted inden apoteket lukkede 25 minutter efter endt lægebesøg, ende i trafikalt H E L V E D E i Metropol, nu kun 15 minutter før apoteket lukker, halvløbe gennem Østergade, et kort øjeblik panikke over kun at møde en låst dør, men derefter ved et rent svineheld finde en vagtluge i en lillebitte opgang jeg slet ikke anede fandtes…

*Og puuuuuuuuust ud igen, Kirsten…*

Nu er der ro på igen. Og jeg er stik mod alle odd´s i et dejligt humør.

Er det ikke fantastisk?

“Kom! Så tager vi røven på dig – med et smil…”

Er det bare mig, der synes der er noget lorent ved 97% af de reklamer der kører over TV-Shoppen? Lad nu bare være – du ser dem også af og til…

Helt ærligt; hvor mange plastic-fanden´er kan en helt almindelig husholdning i virkeligheden have brug for? Jojo, så kan de både snitte, hakke, findele og what have you - men det kan min køkkenkniv altså også, og den er både betydeligt billigere, og fylder langt mindre i mit miniputkøkken.

Dér blev jeg sidetracked for en stund. Sorry. Dét der egentlig fik mig til tasterne var nemlig noget der slår mig som et svindelnummer af de allerværste. Rent plattenslageri, og (i mit jyske sind) noget kun de allerdummeste falder for.

PostalGold!

Jowjow. Det er så nemt. Du sender bare dine værdigenstande afsted med posten til folk der smiler bredt på den tyske, synkroniserede, Werthers Echte måde, og så sender de dig penge tilbage for aaaalt dit guld. Måske.

Er jeg for kynisk?

Eller er det de mennesker der benytter sig af “tilbuddet” der er åbentsindede? Blåøjede? Naive? Eller har de bare god forretningssans?

En ny start

Jeg ryster stadig i hele kroppen. Tænk, at være så heldig!

Nu, uden overhovedet at have haft noget der bare lignede en mistanke om det da jeg vågnede i morges, starter jeg på et nyt kapitel i mit liv. Det lyder måske overdrevet, men det synes jeg ikke det er.

Ledighed kan være dræbende, langsommeligt, deprimerende, stressende og søvndyssende. Det rigtige arbejde kan være lykkegivende, udviklende, øjenåbnende, horisontudvidende og netværksskabende.

Jeg håber det er det rigtige arbejde for mig. Det tror jeg det er.

Jeg starter d. 9. november – og skal arbejde med flygtninge med PTSD*. Jeg er ansat som pædagog med ansvaret for de kreative værksteder, og skal arbejde med udredning og afklaring af de pågældende flygtninges fremtidige situation på arbejdsmarkedet.

Og jeg glæder mig!!! Det bliver garanteret hårdt, men det bliver også spændende, udviklende og garanteret fedt.

Hurra for mig! Og for hende der sprang fra.

*Post Traumatic Stress Disorder, for de af jer der måske ikke vidste det i forvejen

JAAAAAAAAAAAAA!!!

Hvad er odd´sene for dét???

Jeg fik det alligevel! Hun sprang fra! *størte, fedeste, lykkedirrende smiley in all of the motherfucking world!*

Onsdagsfryd

I morges da jeg stod op var jeg seriøst fredagstræt. På en onsdag. Der var bare a.l.t for mange ting på min to-do-liste for dagen, til at det tegnede til at blive sådan en rigtig fed dag. Tanken om zumba i aften holdt mig oppe. Men.

Så bankede posten på døren. Med en pakke. Pour moi!

Jeg havde jo glemt det! Jeg havde lavet en “dytdyt, ska´ vi byt´?” med Karina, og se lige her hvad hun sendte mig retur for en omgang grønt læder…

Først så bunken sådan ud:

Og tænk, hvad den gemte på af farver og mønstre!

             

 

Nu blev min onsdag pludselig helt anderledes. Tak, Karina!

…men gad vide, om jeg nu får lavet alt det jeg egentlig skulle???

Efterår

Det er over os. Stormene, regnen og frosten er sat ind. På de små indfaldsveje omkring os er der massive mængder af vand på vejene, som vanligt på denne tid af året.

Det er efterår. No doubt about it.

Men det er ikke skidt det hele. På plussiden er det nu tid for græskarlanterner, nedrullede persienner, levende lys i stuen både morgen og aften, hygge under varme tæpper – og dette her…

Kartoffelsuppe. Med sprødstegt bacondrys og friskklippet purløg. Dét er et måltid der er en konge værdigt.

Vi får det året rundt, og i rå mængder – men det smager bare ligesom lidt bedre når regn og rusk regerer udenfor.

På skolebænken

Jeg har haft den udsøgte fornøjelse at være med mine piger i skole i dag. Flere gange om året holder de nemlig åbent hus derinde, og tænk, jeg var så heldig at det lige faldt i min ferie denne gang.

Nu ved jeg så hvordan et par dansktimer i Agnes´ 1. klasse forløber (lopper(!), siger jeg bare. Hvis jeg havde været klasselærer, var jeg nok forfaldet til at rive armen af en enkelt, og tæve et par af de andre med den blodige, trevlede stump…*), og jeg har såmænd både talt vokaler, klappet stavelser og lavet lektier med poderne. Når de altså kunne sidde stille og slå ørerne ud.

Ligeledes var jeg så heldig at komme med på ekskursion med Astas 3. klasse. Turen gik til den lokale kirke, for børnene har forsøgt sig udi egne “kalkmalerier” i billedkunst, og vi skulle så afsted for at se på The Real McCoy. En tur i kirketårnet blev det såmænd også til (bare ikke for undertegnede, for hun er en højdeskræk kryster), og en hel masse spændende lærdom omkring kalkmalerier og historien bag.

Det var rigtig hyggeligt, og hvor er det dog dejligt at få lov at være en flue på væggen, i en del af ens børns hverdagsliv man ikke normalt får lov at opleve.

Men hvis jeg nogensinde roder mig ud i at ytre noget om at “det da kunne være interessant at undervise i de små klasser, og nu vil jeg være folkeskolelærer” – så skyd mig.

*Neeeeej, jeg var ej! Lad nu være med at gå bananas, derude i speltsegmentet. Det var bare for schåu, ikke?

Midtpunkt; mellem middel og sløv

Dér har mit energiniveau ligget stabilt i dag. Det gør altså noget ved ens formåen, når man har et sløjt barn hjemme.

Dialogen har været sindsoprivende:

“Dét der ønsker jeg mig!” (ytres hver gang der er reklameblok på Disney Channel, Nickelodeon eller Boomerang)

“Må jeg bede om noget mere varm cacao?” (ytres hver gang koppen er tom)

“Har vi ikke andet end dét?” (ytres ved tilbuddet om mad af divergerende art)

“Skal vi ikke spille Nintendo sammen?” (ytres ved mindste tegn på at moderen kunne tænke sig at rejse sig fra sofaen og få lidt fra hånden)

“Hvornår kommer Asta hjem?” (ytres når moderen stik mod forventning gjorde som hun lagde op til, og rejste sig fra sofaen…)

Nu er Asta så kommet hjem. Nintendoen er nærmest rødglødende. Barnet er trakteret med både skinkeboller, pølsehorn og lidt syntetisk sukker-og-farvestof. Hun har omtrent drukket en liter varm cacao i dag. Og jeg ved at hun ønsker sig stort set alt hvad det danske legetøjsmarked har at byde på, så december bliver nem i år.

Hun er dejlig, og jeg elsker hende. Men jeg håber hun er frisk i morgen…

Ach, du lieber…

Og hvorfor skulle vi så ikke også starte hverdagen op igen på en blid og nænsom måde; med en sygedag til Agnes? Hm?

Hun virkede allerede temmelig mat i aftes, og nu sidder hun i sofaen med varm cacao indenfor rækkevidde. Med rusten stemme og halvvarm pande.

Velkommen hverdag.

Stakkels børn…

Nu er ferien forbi. Helt officielt. Sengetiden er igen fornuftig, madpakkerne er under forberedelse og vækkeuret ringer forbandet tidligt i morgen.

Men de havde en god sidste feriedag. Morfar og Hanne hentede dem ved 13-tiden, for forude ventede Egon, Benny og Keld i 3D-version – og fileme også en omgang fornuftig aftensmad. Mickey D´s styrer jo for vildt, altså!

Bare synd, at Asta nu er kommet i den alder, hvor det der fyldte mest ved hele oplevelsen var, hvor “piiiiiinligt” det var at have en Morfar der beder om kniv og gaffel til sin burger…

Godnat – og sov godt.

Søndag med udbytte

Det er utroligt, hvad man pludselig kan få lavet på en lille søndag eftermiddag – blot fordi hjemmet er tømt for børn.

Bukserne blev færdige, og fine tilmed.

Farverne er lige som Agnes vil have dem, det er jeg slet ikke i tvivl om. Selve snittet på buksen er i allerhøjeste grad et hit, det kan jeg se når Asta har sine på, så det bliver absolut ikke de sidste af slagsen.

Men om jeg fik syet mere? Næh, du. I stedet hoppede jeg i en kæmpestor balje med mel, honning, klid, gær og alskens kerner og frø - så nu er de første grovboller i ovnen, og i en skål på køkkenbordet står en grahamsdej og venter på at blive pakket om pølser til madpakkerne.

Derudover kører vaskemaskinen på overarbejde, opvaskeren ligeså, støvsugeren er blevet motioneret og om lidt skal der gøres rent i fugleburet og der skal tørres støv af i det store bur vi andre befinder os i.

Det er jo pludselig hverdag igen i morgen. Hvordan skal det dog ikke gå…?

Gid man altid havde så megen tid til overs…

Jeg nyder stadig ferien i fulde drag, og således har jeg igen i dag fundet tid til at finde symaskine og overlocker frem. Det er skønt!

Rodet i baggrunden må man så tage i stiv arm. Det pynter ikke ligefrem, men jeg bilder mig ind at det er nemmere at lade strygebrættet stå fremme, når jeg alligevel skal bruge det med jævne mellemrum til den lille systue. I virkeligheden er det vist mere fordi jeg ikke gider bære det ind på plads…

I dag er det Agnes´ tur til at få udvidet garderoben. Hun skal have et par bukser af samme slags som de lilla jeg syede forleden til Asta – men nu bare i en skrap pink version. Man er vel syv, og har en mindre hær af prinsesser boende i maven.

Hvis jeg er heldig, når jeg at starte på lidt mere end blot bukserne. Jeg har masser af materialer i gemmerne, så det er vel bare et spørgsmål om at hive idéerne frem i lyset og komme i gang.

Jeg tror jeg har heldet med mig i dag. I eftermiddag når jeg måske at have huset helt for mig selv, for Søren har lovet at hjælpe nogle venner med murerarbejde, og pigerne er inviteret en tur i biografen med Morfar og Hanne.

Herligt for dem – og herligt for mig.

God søndag derude!

Og 1-2-3…

…så havde vi pludselig to græskar mere på fortrappen.

Det er Astas med de firkantede øjne, og Agnes´ med den søde skæve næse. De er da så fine – og det bedste ved det hele er, at de selv både udhulede, fandt på og skar mønstret (med en smule inspiration fra www og hinanden).

Hvis du selv tænker på at lave græskarlanterner en af disse dage, findes der et væld af fine skabeloner og billeder til inspiration derude på nettet. Det er slet ikke til at lade være.

Uhyggelig hygge

Jeg hader at indrømme det – men jeg glæder mig lidt til Halloween hvert år. Mest fordi jeg elsker de dekorative græskar vi så får muligheden for at lege med, og ikke mindst fornøjelsen af at se på, med flakkende lys og efterårsforfald.

Dette var hvad jeg kunne drive det til i dag. Pigerne er i gang med hvert deres græskar, men holder lige nu pause for at tage en rask lille dyst på Playstationen.

Jeg synes det er så kønt når der står en hel lille koloni af spooky græskarlanterner ude på fortrappen, og som det er nu ser mit enlige græskar s´gu lidt sølle og alene ud derude. Men måske når vi at lave flere i løbet af den næste tid. Det håber jeg.

Fredagsfilm og farveleg

…passer sammen som hånd i handske.

Mens vi har ladet os underholde med den ene gode danske børnefilm efter den anden, har fingre, farver, former og fantasi fået frit spil.

Jeg er langt fra færdig endnu, men det gør ikke noget. Det tager form på samme måde som et maleri; lidt ad gangen og med lag-på-lag.

Jeg har ikke travlt. Jeg har jo ferie hele næste uge også… ;-)

Ud i det fri

Måske ikke helt – men så i hvert fald ud af buret, og rundt i stuen.

Dét er altså hyggeligt. Og imens Pipton nyder at få strukket vingerne ud, hygger vi andre med Karla & Jonas og Far til fire på japansk, varm cacao og lidt nørklerier.

Det er en rigtig dejlig måde at holde fredag på!

Lilla

Et voila! Så var der fileme også nye bukser til Asta!

…dét lød mere overskudsagtigt end det egentlig var. De har nemlig ligget halvfærdige på spisebordet den sidste uge.

Men farverne er da fede – og det synes pigebarnet heldigvis også.

Næste projekt er at lave et par i overvejende pink til Agnes, og mon ikke de så kan regnes færdige om et par uger også? ;-)

De skulle bare vide…

Nogle gange kunne det altså være sjovt at vide hvem der har haft ens mobilnummer før. Jeg tænkte i hvert fald en ekstra gang over det forleden dag, da jeg besøgte min mormor.

Hun har for ikke så længe siden fået sin første mobil ever, og har lidt svært ved at finde ud af den, så jeg blev bedt om lige at løse problemet med “den der kuvert i hjørnet”.

Jeg åbnede sms-indbakken …og skreg af grin.

Deri lå nemlig seks beskeder, alle fra samme afsender.

Åbenbart vil NASA (natklubben over alle natklubber i indre Kbh. Ikke rumfartsvæsnet “overthere”!) gerne invitere en sød ældre landmandskone på 82 somre til gratis drinks og en festlig aften med Kato som DJ.

…………………….

Mmmmmmkay….??! Dén lader vi lige stå lidt så…

Støt brysterne og vind

…for eksempel den fine vest jeg lige har lagt sidste hånd på. Om lidt sender jeg billederne afsted så de kan komme på siden her, og så håber jeg vinderen bliver tilfreds.

Og hvad var det så for noget hemmeligt hejs jeg påbegyndte for nogle dage siden?

 

Italiensk quilt, såmænd. Hot i 70´erne, og måske kan vi nu få det tilbage. Jeg skal nok gøre mit til det, for det er da i orden synes jeg.

Nu findes der i hvert fald en sød vendbar vest, str. 8-10 år, med en fin blomst på ryggen, udført i den gamle teknik.

Og skulle jeg så ikke bare klappe i, og vise vesten i stedet?

Dagens absolut mest uvigtige spørgsmål

1/ Hvad sker der lige for tøj med patchworkprint? Forstår det simpelthen ikke; hvis man vil have patchwork er det da for fanden selve håndværket der er det pæne – ikke bare et eller andet billigt pisstof med “noget der ligner”.

2/ Laksefarvet og lyslilla. Der må bare findes andre farver i verden, så hvorfor er det kun de to farver der er repræsenteret på tøjhylderne ude i verden lige p.t.? Vi er altså nogen der kommer til at se pænt blodfattige ud i skidtet…

3/ Helt udenfor kontekst: Er det muligt at ryste så meget røv til zumba, at det føles som om efterdønningerne aldrig lægger sig igen?

4/ Kan en undulat få frihedsfrygt? Lidt ligesom fanger der har været låst inde for længe, og endelig får udgang – men ikke tør forlade murene? Jeg tror altså det er sket for Pipton…

5/ Når man har haft lyst til Sour Cream & Onion Chips i over en uge – er det så bare at være standhaftig, eller er det bedst at give efter overfor trangen inden den bliver alt for overvældende, og man ender med at grovæde en hel pose?

6/ Hvor lidt må man have lov at lave i sin ferie?

7/ Er Dagens Mand på tv ikke bare så meget bedre med bøsser, at de lige så godt kan droppe normaludgaven? (…og hvad sker der lige for aftenens deltager, der ligner Donatella Versace så meget at der er skræmmende???)

8/ Kan man mon godt læse mellem linierne her, at pigerne er på ferie hos Bedsterne – og at jeg har alt, alt, alt for megen tid for mig selv?

Pink med pink på

Jeg lovede jo billeder…

  

Kom frisk, allesammen: Hvad er det jeg har ild i?

Lidt ligesom i biografen…

Jeg fik en (hvis jeg selv skal sige det) brilliant idé da jeg stod under bruseren i dag. Jowjow, store tanker kan tænkes hvor som helst – og det er jo ikke fordi én selv kan styre hvor og hvornår de dukker op, vel?

Nuvel. Det var jo idéen vi kom fra, og ikke bruseren (selvom jeg sikkert nu fik plantet helt andre mentale billeder derude i de små stuer, end oprindeligt tænkt. Sorry!).

Egentlig havde jeg jo tænkt at donere noget patchwork-agtigt til en god sag, men: Det skal blive løwn, skal det. Min fabelagtige idé går nemlig på at hive en god gammel klassiker op af håndarbejdshatten, og bringe næsten glemte teknikker på banen igen.

“Næsten glemte”, fordi jeg personligt i hvert fald ikke har set dem brugt siden svundne tider på håndarbejdsseminariet – og det undrer mig faktisk lidt. Der er tale om utroligt fine effekter. Subtile, men elegante. Og med en snert af 70´er nostalgi over sig, for dengang var det altså hot.

Det skal tilbage, ja det skal. Og i morgen får I at se hvad jeg skal bruge dertil.

Now, how´s that for cliffhanger???

Jeg sagde jo det var lidt ligesom i biografen… ;-)

Lykken er…

at starte en efterårsferie med en hel dag i nattøj – med Far til fire i tv, dejlige unger i sofaen, lidt slik og chips (selvom det ikke er fredag), stille hygge indenfor mens regnen falder ude og masser af ro.

Hvis jeg var en kat, ville jeg spinde nu…

Spørge-Jørgen, mandagshygge …og lidt om bryster

Vi starter mandagen stille og roligt.

Asta sover stadig, for hun har absolut ikke travlt når hun har ferie – og jeg vækker hende ikke, for hun skal have lov at bytte en smule om på dag og nat en gang imellem. Hun nyder det.

Søren er afsted på arbejde (eller skole, faktisk), så det er bare Agnes og jeg der sidder i sofaen.

Vi hygger, ser tv, spiser yoghurtboller med sukkerdrys og snakker. Eller; hun snakker. Jeg lytter, og prøver at svare på bare en smule af de spørgsmål der vælter ind over mig i en sand malstrøm.

“Hvis man er rigtig, ægte heks – laver man så trylledrik hver dag?”

“Hvor mange uger har vi ferie nu?”

“Hvorfor fejrer man egentlig Halloween?”

“Hvad kan jeg købe for alle de penge jeg har i min pung?”

“Er det ikke rigtigt, at man laver alle film i Hollywood, for det er jo dér filmstjernerne bor?”

“Hvordan laver man egentlig tegnefilm?”

“Hvor længe må jeg være oppe i aften, når vi har ferie?”

“Hvorfor drikker voksne altid kaffe?”

“Hvornår skal vi lave græskarhoveder?”

osv. osv. osv……….

Mens jeg svarer – eller, prøver på det, for ofte har jeg glemt hvad spørgsmålet var, fordi det efterfølges af to eller tre mere! – syr jeg lidt patchwork. Fordi jeg har ferie, fordi jeg ikke skal nå noget og fordi det bare er dejligt.

Det er sekskanter i forskellige farveversioner der står for skud. Hvad jeg skal bruge dem til vides ikke med bestemthed endnu, men de skal nok komme til at tjene et højere formål før eller siden.

  

Jeg kunne forestille mig at den nederste “blomst” godt kunne komme til at pryde en overvejende lyserød sag jeg har på bedding hertil …men det skal jeg nok løfte sløret for senere. Når den er færdig, altså.

For nu venter der mere kaffe, tegnefilm og sofahygge med en af verdens dejligste piger! God mandag til alle.

Man undres…

Af og til driver nysgerrigheden mig til at tage et kig bagom kulisserne.

Hver gang en ny lægger en kommentar herinde, klikker jeg videre til vedkommendes blog, og på den måde åbenbarer der sig gang på gang nye og spændende sider der er vel værd at gæste. Ikke alle vender jeg tilbage til, men det er mest fordi jeg af og til glemmer hvor, hvem og hvad – og det kan resultere i lidt af et detektivarbejde fra tid til anden, når der liiige var noget bestemt jeg skulle finde igen.

Men dét min nysgerrighed denne gang drev mig til, var at tage et nærmere kig på alle jer der har tilmeldt jer som faste læsere herinde. Alle er mere end velkomne, for det gør mig utroligt glad at I finder det jeg skriver værd at læse, og også værd at vende tilbage til.

Men har I prøvet det nogensinde – at tage et kig på jeres læserskare? Jeg kan undres over hvad det lige er folk finder interessant herinde, for uden at skulle gøre op i segmenter, målgrupper og deslige er der altså et par stykker hvor jeg tænker “What??!”

Det er mennesker der selv skriver rigtig godt, har interessante betragtninger og gode indlæg – men det er alt andet lige også mennesker der er meget anderledes end mig, og mennesker hvis hverdag er laaangt fra børneræs, håndarbejde, tanker om ledighed, mærkelig musik og sære rablerier.

Jeg undres…

Men jeg glædes også!

En stille start

Søren vækkede mig omkring kl. 7 i morges. På en lørdag. Normalt ville jeg have halshugget ham, men nu havde jeg jo sådan set selv bedt om det, såååeh….

Jeg fortrød lidt i morges. Dynen var varm, og det var den lille klump sovende Agnes der lå ved siden af mig også. Jeg gad egentlig ikke op, men ombestemte mig hurtigt da jeg kom i tanke om hvorfor.

Jeg har ferie. Og ja, det virker måske åndssvagt at stå ekstratidligt op en lørdag morgen når man kan sove så længe man vil – men jeg ville nyde en langsom start, næsten alene.

Nu er huset vågnet så småt. Agnes har nu flyttet sig fra sengen og ned i sofaen, hvor tv´et allerede er sat til Disney Channel. Havregrøden simrer på komfuret, og i hjørnet af stuen sidder en kæk lille fyr og underholder os med den ene charmerende lyd efter den anden.

Vaskemaskinen snurrer lystigt allerede, op opvaskemaskinen ligeså. Jeg er i gang, for der er ting jeg gerne vil have gjort og ryddet til side inden eftermiddagens program.

Her er dejligt. Og jeg har ferie, ferie, ferie…

3… 2… 1… LØB!

Nogle ting ændrer sig aldrig. De føres videre, fra generation til generation, uanset hvor meget (eller lidt) små piger ligner deres mødre.

Asta og Agnes ligner mig meget på nogle punkter, og overho´det ikke på andre.

Jeg var et stille barn, der helst isolerede mig, og tegnede i ét væk, alene på mit værelse. Jeg kunne sagtens finde på at sige nej til legeaftaler for at få fred til at læse mine bøger, lave mine lektier, høre min musik og drømme mig bort til fjerne, spændende steder. Sport var et no-go, både fordi jeg i en tidlig alder blev ramt af leddegigt og ikke kunne holde til det – men derudover sagde det mig ikke en s***!

Agnes er nu blevet en stor pige på 7 år – og er en drømmer, ligesom jeg var i samme alder. Hun tegner, fantaserer og drømmer om fjerne, magiske steder.

Asta på 9 er bogormen. Slideren, der elsker sin skole og helst vil være så god som muligt til det hele.

Men.

Heldigvis kan de begge noget jeg ikke kunne. De kan lege. De kan lide kropslig udfoldelse. De er glade for sport, og elsker begge deres dansetimer, boksning og motorikhold. Virkelig!

Derfor er der i dag én ting der undrer mig: Hvad filan er det der gør, at de begge i morges så frem til dagen i dag med gru og irritation?

Jeg havde det på samme måde. Jeg hadede dagen før efterårsferien. Dén dag, hvor vi alle skulle løbe den obligatoriske tur – og jeg kunne ikke. Jeg måtte pænt gå hele vejen, og endte altid med at komme i mål som en af de absolut sidste. Det var afskyeligt, nedværdigende og pinligt, syntes jeg.

Men hvad er det lige der gør, at de to små piger, der ellers normalt elsker at hoppe, danse, lege, løbe og “gi´-den-gas-Mads”, ser frem til dagen i dag med en opgivende mine? At de kun slæber sig igennem den, fordi de ved der venter en ferie på den anden side? At de har brugt hele den foregående uge på at brokke sig over hvad der ventede i dag?

Jeg undres…

Tak!

Jeg har ikke kunnet nå at følge med, og svare enkeltvis på alle de søde, dejlige og opmuntrende kommentarer der har været i forbindelse med de sidste indlæg om jobsamtale – men I skal vide, at de i sandhed er blevet læst allesammen, og jeg er meget, meget glad og overvældet over hvor meget I har fulgt med, og krydset fingre på sidelinien!

Tak til jer allesammen. Virkelig, virkelig!!!

Med dén slags opbakning er det altså svært at bevare pessimismen ;-)

Ferie, ferie, ferie…

Systemet® gav mig lov!

Nu ringer jeg til fritteren og siger at pigerne holder ferie alligevel i næste uge – og så snupper jeg sgis´me selv lige en ekstra uge oveni hatten. Bare fordi jeg kan.

I næste uge vil vi svælge i græskarhoveder, gode børnefilm, kastaniesamleture, levende lys, hjemmebagte godter og all-round afslapning og hygge, vil vi …og hvad min ekstra ferieuge skal byde på, vil tiden vise. Jeg har ikke lagt mig fast på en døllefjellemusse – men den bliver dejlig at få.

Nyd efteråret derude! :-)

Choose the road less travelled…

Eller nå´ed.

I situationer som denne, kan man vælge at gøre flere forskellige ting.

• Man kan sætte sig til at tude i et hjørne (og det havde jeg virkelig lyst til at gøre for ganske få øjeblikke siden).
• Man kan give op.
• Man kan søge adspredelse.
• Man kan hoppe direkte på jobnet og søge-søge-søge med det samme.

Eller, i første omgang kan man bare gøre som jeg:

Step 1/ Lad vrede, frustration, skuffelse og tristesse gå ud over verdens mest gennemtævede brøddej.

Step 2/ Grav dybt i fryseren, skid på slankekuren og æd den smule Carte´d´Or Triple Chocolate der har nidstirret dig hele sommeren.

Step 3/ Ryst det af dig og kom videre.

Hvis jeg kan få lov, tager jeg ferie fra på mandag. Jeg vil have lov at nyde efterårsferien med mine børn, uden snak om ansøgninger, job og samtaler.

Dét er vel også en måde at komme videre på – selvom der ganske givet er en vis grad af eskapisme over det. Ikke?

Det er bare mig; i fosterstilling, henne i hjørnet…

Jeg har lige fået besked – og I har været lige så tålmodige som undertegnede, så here goes:

Jeg fik det ikke. Og lige nu ved jeg ikke helt hvordan jeg har det.

Jeg er skuffet. Desillusioneret. Forbavsende rolig. Mere skuffet. Ked. En lille smule lettet, bare fordi jeg nu ved. Og lidt stolt.

Et sandt misk-mask af følelser. Og apati. På samme tid.

Det er jo muggen røv, ikke? Jeg ville så gerne den stilling, den målgruppe, den arbejdsplads, de opgaver, de kolleger, dét friggin´ job! Det vil jeg stadig gerne – men det blev ikke mig.

Det hjælper bare ikke ret meget på de følelser, at den søde dame i røret forklarede mig, at grunden til at ventetiden var så lang, var fordi de var så utroligt meget i tvivl, at de måtte sove på det flere gange. At jeg var en utrolig stærk toer til stillingen, og at jeg kun tabte fordi der sad en med flere års erfaring med målgruppen. Og at de rigtig gerne ville have lov at kontakte mig, hvis der dukkede en ny stilling op i fremtiden.

Jamen, det kan jeg jo ikke vente på, vel??? Vel?

Men alligevel ville jeg gerne. Hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke. Jeg må op på jobkrikken igen, søge flere stillinger og forhåbentlig ramme plet igen. Snart.

Der er bare så forbandet langt mellem dén slags jobs som dette her var.

Det er s´gu lige til at tude over.

Tålmod, stå mig bi!

Okay så. Jeg ved stadigvæk in-gen-ting! Og jeg er ved at gå ud af mit gode skind her.

For lidt siden bed jeg al skam i mig, og ringede derud – bare for at høre om de var nået frem til en afgørelse. Og lige nu sidder de i møde for at afgøre hvem der får stillingen.

Jamen, det er da næsten ikke til at holde ud.

Sagde jeg “næsten”?

Det er ikke til at holde ud!!!

Hvis jeg nogensinde skal være så nervøs igen, så tror jeg s´gu jeg rejser udenlands imens. Til et sted uden mobiltelefoner, internetadgang og generel kontakt med omverdenen. Jeg bliver ikke til at være i nærheden af.

Bedre sen(d)t end aldrig

I dag eller i morgen ryger en pakke afsted med PostDanmark, som skulle have været sendt forlængst – men jeg rider ikke samme dag som jeg sadler, så først nu er den pakket og adresseret.

Jeg håber modtageren bliver glad. Hun har i hvert fald været ekstremt tålmodig.

Jeg er bare glad for at jeg endelig fandt tid, overskud og en passende kasse til gaven… ;-)

På en helt almindelig mandag…

sidder jeg herhjemme, med tæppet over mig i sofaen. Jeg er syg i dag, og havde en dag magen til i går.

Heldigvis er jeg ikke mere syg, eller mere voksen, end at jeg godt kan få tiden til at gå alligevel.

Jeg har tyvstjålet Agnes´ Ninendo DS. Nu er der gået sport i at se hvor mange baner af Bomberman jeg kan nå igennem inden resten af familien indfinder sig i huset igen i eftermiddag…

Forhåbentlig finder jeg også tiden og overskuddet til at rydde lidt op på spisebordet inden da. Det er et farligt rod, efter at jeg var i gang med at sy for nogle dage siden, og ikke mindst efter weekendens strabadser. Det har været den slags dage hvor man bare kommer ind, smider det man havde i hænderne på bordet, og aldrig når at rydde op efter sig igen.

Damn…!

Det virker nemt nok, men når man som jeg er på usikker grund i dag, kan det altså virke helt uoverkommeligt.

Og jeg venter stadig på svar. Det er næsten ikke til at holde ud…

For helgoland da osse…

Update:

Jobsamtale vel overstået i går. Jeg synes det gik rigtig godt, men: Jeg bliver nødt til at fylde weekenden ud med al slags pjank og pjat, frivolitet og fjollet fyld, for ikke at falde i rastløshedens sorte dyb.

Jeg får ikke svar før allertidligst mandag.

Jamen, for saddan da!

Derfor tog vi i går på besøg hos mine søde svigerforældre, og blev trakteret med lækker mørbrad, superb salat, pandekager med is, kaffe og snaksnaksnak. Det var så dejligt.

I dag tager vi så en tur omkring mit fædrende ophav, for der skal fejres fødselsdag i eftermiddag – og hvis vejret er godt på østkysten, håber jeg på en travetur gennem mit barndoms land efter kaffen. Det elsker jeg, men det er desværre ikke ofte jeg får det gjort. Når vi tager afsted er det jo for at være sammen med familien – ikke for at jeg kan få opfyldt mit behov for nostalgiske ture gennem tiden ;-)

Jeg tror vi får en dejlig lørdag – og det håber jeg også din bliver!

Ååååååååårh!

Lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag lad det blive fredag ………………….

Vise ord

Jojo. Vist er det “bare” musik, og vist er det efterhånden tudsegammelt, men Baz Luhrmann havde alligevel fat i den lange ende da han holdt talen, dengang i 90´erne.

Lyt engang. Jeg bliver vist aldrig træt af den.

What to do…?

Rastløsheden er sat ind igen i dag. Da jeg vågnede i morges var min første tanke *samtale på fredag!*, så smilet er stadig lige bredt – men nu har jeg bare svært ved at vente på næste afgørelse. Måske er tålmodighed ikke lige min stærkeste side. Ikke lige nu, i hvert fald.

Men. Jeg har besat hele dagen, så jeg ikke kommer til at snurre 14 gange omkring mig selv, ligesom en hund der prøver at lægge sig i kurven.

Jeg har heldigvis ikke pakket maskinparken og stofferne væk endnu, så om lidt tager jeg et hovedspring ned i dyngerne – og forhåbentlig venter der så nye ting og sager herhjemme til pigerne, når jeg henter dem i strikkeklubben kl. 17 i eftermiddag.

Jeg har med andre ord hele dagen foran mig. Hele dagen. Jamen, er det ikke vildt?

Mon ikke også jeg med lethed skulle kunne nå at tage på gavehandel i løbet af dagen? Mine svigerforældre har lige haft 40 års (!) bryllupsdag, så dét kræver da en romantisk gave. Jeg tænker to små chokoladefonduesæt, til den søde tand og en hyggelig, stille aften, bare de to. Det tror jeg ville falde i god jord.

Men for nu finder jeg mønsterark, stofsaks og symaskine frem, og om en stund kører det hele på WARP-speed.

Beam me up, Scotty!

JA!

Den nye ansøgningsform gav pote! Fandeme så! Første delmål er nået, og jeg skal til samtale på fredag.

Der skal meget til, for at vriste det lettere hysteriske Joker-smil af mine læber nu…

Jeg ved godt jeg ikke står med jobbet endnu, og jeg ved godt jeg sikkert er oppe imod hård konkurrence – men lige nu er jeg bare glad for at være sluppet igennem 1. nåleøje.

De skal få, skal de! :-)

Rastløshed…

Jeg er i venteposition. Jeg håberhåberhåber at blive ringet op, og komme til samtale på den ansøgning jeg sendte afsted i torsdags. Dét er noget nær en drømmestilling for mig, og jeg kan mærke helt ned i storetåen at jeg vil det her.

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal gøre af mig selv…

Jeg har allerede lidt afskrevet muligheden, for de har jo ikke ringet endnu – men på den anden side, så kontaktede en af vejlederne på kurset mig i dag, med et forsigtigt blik, “om de måtte få min ansøgning til fremtidig undervisning?”

Ja, for fanden da! Så kan den da ikke være andet end god, vel?

De skal ringe. De skal, de skal, de skal……………

Mosh-pit, here I come!

Har jeg sagt hvor meget jeg glæder mig til november???

Retro overkill

Jeg har syet veste. Helt enkle, søde børneveste til når der er brug for lidt ekstra varme og pynt i det ruskende, kolde, forblæste efterår.

Det var egentlig tænkt som én til Asta og én til Agnes, men… De var for små i størrelserne. Sådan går det, når man forsøger sig hovedløst frem, og tegner mønstre løseligt af efter det der allerede ligger i skabene, men ikke får gradueret størrelserne ordentligt op.

På plussiden kan Agnes nu passe den der var tænkt til Asta – og den der var tænkt til Agnes ryger til salg på Amio i løbet af dagen.

Jeg synes de er blevet rigtig fine – men fik lige rigeligt flashback til senhalvfjerdserne, og det tøj min mor syede til mig i sin tid. Se bare her:

Dén blev til Agnes, og den har da fået fuld skrue! Bredriflet jernbanefløjl med applikationer i ægte pædagoglilla og retrostof på ryggen. Kom ikke hér, nej.

Den der egentlig var tænkt til Agnes har også fået med den store lilla pensel, men her er det som foerstof og kanter. Selve vesten er syet op i batikfarvet retro-dug, og dét er bare i orden. Farverne er desværre ikke faldet så godt ud på billederne, men tro mig når jeg siger at det er så lækkert med den lilla/lime kombination på ryggen.

Jeg manglede lidt *pazzaaash!* i foeret, så jeg har ladet mig (meget) kraftigt inspirere af Rappedikke, og syet mærket i med lidt attitude. Det virker altså efter hensigten, så måske jeg benytter mig af det en anden gang også – og så håber jeg det er okay med Christina.

Jeg skyder på at batikvesten er i en størrelse 6-8 år, så hvis du bliver fristet vil jeg da råde dig til at holde øje med Amio i løbet af dagen. Lige pludselig er den der…