Måske bli´r det mudret, dette her. Måske bli´r det bare skriveri for min egen skyld, og måske er der andre der kan genkende det. Måske ikke, for nogle gange føles det som at være helt alene i verden med det.
Det handler om venner. Eller veninder vel egentlig, mit køn taget i betragtning.
Jeg synes det er et ord der bliver brugt hele tiden. “Veninde”. På mig lyder det som om det er noget alle har; en rigtig, ægte veninde man kan betro sig til om alt, i vished om at det ikke kommer videre og bliver taget alvorligt. Én man kan grine og græde med, dumme og fulde sig med, fjolle og råbe med. En forlængelse af én selv.
Sådan synes jeg bare slet, slet ikke det er. Jeg synes eddermame der er langt mellem snapsene, for nu at være helt ærlig.
Jeg har ikke en veninde. Ikke én. Jeg synes tværtimod der er lidt “brændt barn skyr ilden” over mit forhold til det. Ikke at jeg ikke har haft dem, for det har jeg. Jeg synes bare det alt for ofte viser sig at de ikke er reelle, de kvinder/tøser/piger jeg har stiftet bekendtskab med gennem mit efterhånden betragteligt lange liv.
Min erfaring er at kvinder sladrer. De øffer over andres fremgang, lykke og succes – oftest med det formål at få deres eget liv til at syne bedre. Og måske er mænd ikke en skid bedre.
Jeg er ikke nogen helgen selv. Jeg er fandeme dårlig til at vedligeholde et venskab; jeg er ikke den der ringer i tide og utide, dukker uanmeldt op og arrangerer hyggelige sammenkomster. Mest fordi jeg vel i virkeligheden er pissebange for at komme til at virke stalker-agtig. Jeg har før oplevet at komme til at lægge mere i et venskab end “hende den anden” åbenbart gjorde, og dét var altså alt andet end fedt, skulle jeg hilse og sige – så det gør jeg så ikke mere, nå.
Men jeg sladrer ikke. Jeg kan holde min kæft i en evighed, hvis det er hvad jeg er blevet bedt om at gøre – og af samme grund går jeg så stadig rundt som en anden infotainer mange, mange år efter folk alligevel er forsvundet ud af mit liv. Men jeg holder min kæft, for alt andet er uanstændigt.
Og så er jeg i virkeligheden nok lidt misundelig, og mærker et lille stik indeni hver gang andre nævner deres veninder (pluralis?! really???), og alle de pissehyggelige ting de skal lave sammen.
Jeg gad jo faktisk godt at have én der kendte mig ud og ind. En at tage i biffen og til koncert med, og én der havde tid og lyst til at drikke bajere hele sommernatten lang hvis det lige var dét der var brug for. Og en der havde brug for mig.
Den sidste jeg havde, hende savner jeg. Der gik ingenting galt. Hun kunne holde på en hemmelighed, hun nedgjorde ikke andre mennesker for egen vindings skyld og hun havde altid tid. Og så lavede hun en mean kop kaffe, og en endnu bedre mojito. Hun var fantastisk.
Og så flyttede hun. Til Islands Fucking Brygge. Og så glider ting og venskaber ligesom bare ud i sandet, ing´?
Der er eddermame langt til Islands Brygge sådan en helt gennemsnitlig lørdag når man er trist til mode og ikke ved hvorfor.
