Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.
Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:
Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!
Måske det er dét weekend´en skal gå med?
YEAH, I said it! Og selvom jeg normalt er lige ved at kværke de juletossede der allerede starter på snakken, pynten og gavekøbene i oktober, har jeg i år bestemt mig til at de nok alligevel har fat i den lange ende.
Planlægning styrer. Håber jeg.
Så nu er jeg allerede i gang med indkøb til kalendergaverne, fileme! Faktisk har jeg allerede købt de første nu her i september (in your face, tosser!), og håber jeg kan holde gejsten vedlige et stykke tid endnu. Jeg vil gøre næsten a-l-t for at slippe for de sædvanlige sidste dages panik inden d. 24.
Jeg skal heldigvis ikke finde 48 små pakker, for så meget tidsoptimist er jeg ikke. Næhnej; vi kører weekend- eller adventpakker herhjemme. Dét er til at finde ud af, og så kan jeg også tillade mig at give lidt mere pr. pakke, og få nogle gode, brugbare ting med hjem.
Normalt roder jeg rundt i butikkernes udsalgskasser, i håbet om at finde noget dér jeg kan bruge …men i år tror jeg der skal suppleres med andre metoder. Ikke bare til kalenderpakkerne, men måske også til de gaver der skal under træet.
*Pssst…!*
Lad nu være med at sige det til hende, men jeg tror julen i år står i Monster High´s tegn for Agnes´ vedkommende. Til jer der ikke ved hvad det er, så er det Barbie anno 2012. Med attitude. Og hugtænder. Og fede navne! Hvem kan for eksempel modstå et navn som Abbey Bominable?
Mød Clawdeen Wolf! – Agnes´ absolutte yndling, som hun allerede ejer flere varianter af. Billedet er lånt hér.
Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan få til de dukker. Lige p.t. er barnets største ønske en Toralei, men hun har været svær at få opsnuset her i nærområdet – så nu hopper jeg på internettet.
Jeg har været flere omkring, men har fundet ud af at de hér har et pænt stort udvalg i blandt andet Monster High, og topscoreren der afgjorde at der bliver handlet meget snart …er denne her!!
En adventskalender. Med makeup i! Jamen, hvad giver I mig?! Der bliver jo ikke et øje tørt i det lille hjem – og barnet slipper for de sædvanlige vekao-bidder i den normale kalender. *Ydrk* (og nej; det er normalt ikke den prisklasse vi giver kalendere i – men den er simpelthen for god til at lade stå!)
Selvfølgelig surfede jeg lidt rundt derinde*, men jeg tror jeg var heldig med at jeg vidste hvad jeg ville have. Eller også er mit barn ikke alderssvarende. I hvert fald synes jeg, at når jeg taster aldersgruppe ind i en søgning er det en noget blandet landhandel der dukker op. Det er rigtig fint med et stort udvalg, men at smide det hele i én kasse og kalde det “8-11 år”, dét virker lidt ……. rodet? Og jo, selvfølgelig kan man handle via underkategorier, men alligevel.
Og nu vi er i øv-kategorien: Hvorfor har Lekmer overhovedet en “12+” kategori, når der nærmest ikke er noget i den? Jeg havde jo håbet også at kunne putte lidt i kurven til Asta, nu jeg var i gang. Men nej. Det burde ellers være let nok. De handler både med legetøj, spil, underholdning, tøj og indretning til børneværelserne; hvorfor så ikke lidt lækre tørklæder, armbåndsure, skrivebordslamper og tasker til tween´ierne?
Til gengæld (og sikkert fordi det er en svensk kæde, og vi ikke har det i DK endnu – eller fordi jeg ikke er hip og happening) er jeg blevet opmærksom på nogle ting jeg ikke kendte til i forvejen. Lækre ting. Färg og form, for eksempel. Nu har jeg jo ikke små børn længere – men jeg synes altså de ting med skyerne på er så søde, at de sagtens kunne passe til værelset hos pigernes lille fætter…
Det ender vist i virkeligheden med at blive lidt dyrt, dette her…
________________________________________________________
* ”lidt” er vist en underdrivelse. Men hey; jeg vidste jo ikke, at man f.eks. også kan få Monster High knæstrømper, vel? ;-)
Jo, fandeme.
Den årligt tilbagevendende Uldfestival er knapt lukket og slukket, men jeg må op på barrikaderne en tur, fordi:
Det var fandeme for ringe, kære bestyrelse. Sorry – og måske især til jer der syntes det hele var åh, så hyggeligt og fantastisk i weekend´en. Ahrmen, nej, det var ej! Det var for amatørnisser, var det.
Og jeg tør godt sige det. Også højt nok til at bestyrelsen kan høre det, for det var simpelthen for skrabet i år. Jeg har været der hvert år, men i år lignede det simpelthen en festival på støttehjul, og hvis dét er standarden nu gider jeg s´gu ikke igen.
Alle herlighederne var pakket sammen i den ene ende af byen, så alt det skønne liv der de forgangne år har været i de grønne arealer bag skolen og ved søen; pist borte, væk! Stakkels Berit gik i en lillebitte, snoldet fold bag Galleri Saltum med sine får og hund, hvor hun før har haft en hel lille eng i smukke omgivelser at arbejde på.
Hvor var charmen blevet af, muligheden for at plante røven i græsset og nyde en kold øl, duften af bål og fantasien om de go´e gamle dage? Pist borte, væk!
Hvor var de innovative kunsthåndværkere?! Hvor var nyskabelsen, kreativiteten og de lidt skæve indslag?! Pist borte, væk! Hvorfor var der for eksempel ikke tænkt på at få Trine op og fortælle om yarnbombing – eller hvorfor har de ikke indbudt til en workshop med krydret strik?
Alt det glimrede ved sit fravær, desværre. I stedet var der strikkekits, strikkekits og strikkekits – og dét kan fandeme være hamrende ligegyldigt, hvis I spørger mig. Det leger vi lige at I gjorde, ing´.
Jeg synes at festivalens bestyrelse næste år skal tænke over, at en Uldfestival burde handle om garn og hvad man med lidt tankevirksomhed og fingersnilde kan få ud af det – og ikke om at man skal betragte de besøgende som umælende får, der ikke har en selvstændig tanke i hovedet.
Nå.
Jeg slap for at lave flagermusen!! Barnet ombestemte sig i allersidste sekund – og tak for dét.
Stemningsmedley´et ser cirka sådan her ud…
…og i virkeligheden er ord helt overflødige.
Alligevel vil vi dog lige sende en varm tak til Rie Elise for at lave så smukke papirer, og Minimega for idéen (hvem kan sige “rip-off”?) til poserne! Dét satte prikken over I´et, da alle småpigerne fik slik med hjem i sådanne skønheder.
Og så har jeg forøvrigt gemt skabelonen jeg lavede dertil, for det bli´r ikke sidste gang.
Nu er der bare tilbage at sige: God aften derude. Om lidt rammer jeg sofaen – og så vil jeg snuppe tre-fire gulerødder med, for ikke at blive fristet af dagens leftovers…
Vi plejer at være håbløst bagefter når julen er lige om hjørnet. Især tøsebørnene, som sidder og lægger sidste hånd på årets værker d. 24. om formiddagen. Dét giver moderen sved på panden, for som altfavnende blæksprutte og medhjælper-til-alt synes jeg det som regel medfører en “al gang foregår i løb”-seance herhjemme, som jeg godt mener jeg kan være foruden bare en enkelt gang.
Så: Begge tøsebørn var bænket til sofaen i går p.g.a. sygdom, snot, hoste, let feber og generel dvaskhed. What to do, hvis man ret hurtigt begynder at kede sig til Nickelodeon, Disney og Boomerang? (Og hvad er der egentlig blevet af alle de gode børnefilm der engang i tidernes morgen var selvskrevne til efterårsferie-filmkavalkader??)
Vi begyndte da på årets julegaver! (Og hvis man nu er Mormor, Tante Malene eller Moster Lillian og læser med, så luk straks skærmen ned – eller lad i det mindste være med at sladre til lille fætter Lækkermås!)
En tur i Stof&Stil den anden dag gjorde at vi ikke selv skulle bruge ho´derne ret meget. Haps!, dér lå da lige julegaven til pigernes lille fætter; Niels-Oscar. Og på kun én lille dag fik Agnes færdiggjort sin del af den.
Værsesgo! Ideen er som sagt ikke min, men damerne bag Stof&Stil deler gerne, det ved jeg.
Ét styk fint memory-spil til den lille fyr, med specielle motiver, udvalgt, klippet og syet af Agnes. Fandeme jo.
Det var med tungen lige i munden, og med en hjælpende hånd fra undertegnede – men hun gjorde det fileme! Det eneste jeg hjalp ekstra til med var da der skulle klippes huller i det orange(!) filt. Det er en dygtig ung dame vi har lavet dér.
Der er i høj grad tænkt på motiverne da stoffet blev udvalgt, og det er godt. Nu er vi blevet enige om, at Niels-Oscar garanteret bliver helt vildt glad for den fine gave – og at Onkel og Tante måske ikke helt kan lade være med at tage et spil memory når den lille er lagt i seng…
Asta var også i gang i går. Målet er et lille udvalg af amigurumi´er på en barnevognssnor af fine perler i klare farver, så der er lang vej endnu, men:
½ skildpadde er s´gu ikke så ringe endda på en lille arbejdsdag. Faktisk er jeg vildt imponeret, for det lød grangiveligt som om hun var klar til at skrotte lortet op til flere gange.
Når han er ved at være færdig skal I nok få lov at se. jeg blærer mig nemlig gerne med mine unger! ;-)
Bare for info: Det blev en rolig aften for mig – mest fordi jeg hjemmefra var selvudnævnt designated driver. Og halleluja for dét, for den var eddermame blevet høj ellers.
De kan altså drikke igennem, de murere. Jeg ved ikke hvor meget der røg indenbords, men der skal altså noget til for at ryste de granvoksne, solide mænd. Men for catan, hvor bli´r de bare sjove!!
Ud på aftenen endte det i en gang decideret sort snak, og indlæggets overskrift er direkte sakset derfra. Yderligere detaljer udelod udsagnets ejermand fuldstændig, men han mente åbenbart at det var af yderste vigtighed at vi vidste det. Ytret med dyb, brysk, mørk mandestemme. Bare sådan, und nichts weiter. Heller ikke selvom vi spurgte ind til hvad det lige var han så, og hvorfor det var interessant. Det var det bare.
Resten af aftenen forstod jeg i-k-k-e e-n s-k-i-d af hvad han sagde. Og heller ikke hans sidemand, forøvrigt. Det var bare blevet til en monoton, dyb, nordjysk brummen - men med salige smil fra øre til øre, og så er det jo ikke helt skidt.
Det bliver ikke sidste gang. Måske jeg bare skulle hoppe med på ølvognen næste år. Hvis jeg kan følge med……….
Okay så. Jeg sidder her med en følelse af at de sidste dage er pisset lige forbi mig; Verden suste afsted i en gal hast, og jeg hørte Lady Gaga imens…
De sidste dage har stået i dansens tegn for os – og lad det være sagt med det samme: Sæsonafslutninger er ikke det samme som da Mor var dreng!
I går var vi til Dansegalla (red.: Dét vi andre tog til i strutskørt og laksko, og kaldte “afdansningsbal” tilbage da verden endnu ikke var gået af lave), og dét var fandeme i orden. Jeg tager så meget hatten af i respekt for de instruktører, frivillige m.fl. der kan stable sådan en eftermiddag på benene, for jeg siger jer; Vild med dans kan godt pakke sammen i forhold til dette udstyrsshow.
Vi taler stroboskoblys, røgshow, farvede lysdiodedimser, spotlights, lyd *indsæt selv øresønderrivende “ufti-ufti-ufti”-rytmer hér*, pailetter, kostumer, lange øjenvipper, flere kostumer, flere kostumer, flere kostumer, fantasi, pynt, vimpler, flag, konfetti dalende fra loftet – og underholdning en masse. Med cirkustema!
Og logistik. Og koreografi. Og glade, stolte unger.
Dét er da lige til at blive rundtosset og glad i låget af, ing´?
Det var guld værd, akkurat ligesom det har været de sidste år vi har været afsted til dansegalla med Power-house, og de skuffer aldrig. Børnene har haft en fabelagtig dag hver gang, og de knokler gerne i dagene op til også, med både almindelig træning og generalprøver. Det er fantastisk.
Men når dét så er sagt, så er det edderbroderemig også nogle hårde dage for forældrene – med kørsel frem og tilbage, frem og tilbage, med mange dansetimer (og flere dage) i træk. Lørdag tog vi afsted kl. 10 hjemmefra – og landede på matriklen igen omkring kl. 18. Det er jo en pænt lang arbejdsdag, det dér. Med *ufti-ufti-ufti* nonstop. Og Lady Gaga. Og Pelle B.
Åh gud. Pelle B…
Jeg haster videre til egen cd-hylde lige om lidt. Jeg tror godt det kunne ende i noget skidt hvis jeg ikke straks får en antidosis af noget Thin Lizzy eller nå´ed!
Nytårsaften, altså. I al virakken glemte jeg nærmest at tage billeder og dem jeg tog er elendige, men det gør ikke så meget. Vi hyggede os!
Søren havde lavet fabelagtig god mad! Kyllingefileter, sovset ind i chorizo/chili puré og bagefter lagt i en sovepose af bacon er en gudespise, ved jeg nu – og sammen med karamelliserede perleløg, hasselback-kartofler, bearnaise, en god salat og ciabattabrød med rigeligt af både tomater, hvidløg, urter og mozzarella var jeg noget nær i himlen.
Mens maden simrede fandt vi cd-samlingen frem, og både Mavericks, Volbeat, Offspring og Tom Jones stod for passende musik til en god aften. Det var super – selvom Asta vist godt ville have byttet sin mor en gang eller to når musikken var ekstragod. Og høj.
Og vi kom på rundtur. Og vi havde kransekage med, for Søren havde bagt. Og den var god.
Og det var aftenen også! Pigerne holdt ud til kl. 02.45, og havde på det tidspunkt både lavet løjer, skålet i børnechampagne, spist chips til den store guldmedalje, fået nytårskys af deres mor og far, leget, hygget og grinet af de voksne og deres tåbeligheder. Og så godnat.
Og velkommen, 2011.
Basisingredienser:
Tag ovennævnte og smid det hele i en stor skål. Ryst, og hæld derefter en lækkerlørdag ud på bordet.
Herhjemme resulterede det i
Jeg kunne godt komme i tanker om langt værre måder at bruge en weekend på.
Den store kasse med julepynt er fundet frem, og igen i år hersker der totalt anarki og stilforvirring i det lille hus langt ude på landet. Bare ét spørgsmål:
Hvor gør alle “Bo Bedre”-menneskene af deres adventsdekorationer af trylledej, for ikke at tale om mælkekartonsnisserne?
Mine står altså fremme…
Det fungerer fint. På dén måde kan de stå vagt ved kalenderpakkerne, så små pilfingre ikke lader sig friste i utide.
I julen er der bare ting der ikke må rokkes ved. For eksempel hænger de små håndsyede juletræer altid på dørkarmene. Som i “kan der bare ikke laves om på. Basta!”
Noget af det der til gengæld aldrig er det samme år efter år er adventsdekorationen. I år blev det til en lynhurtig og nem kitschudgave, men ikke desto mindre superfin.
1-2-3, med et par rådyr fra Netto, en stor kogle og en hæklet fluesvamp fra sidste år var basis på plads – og så lige en rundhåndet omgang plastickrystaller og bittesmå stjerner flettet af min mormor for mange år siden. Vupti! Adventsgejl extraordinaire.
En anden fast bestanddel herhjemme er min “candle in a saucer”-dekoration. Huh? Jojo, den er go´ nok. Jeg synes simpelthen den sovsekande er som skabt til formålet, så det er det eneste den nogensinde bliver brugt til.
Der er endnu ikke kommet pakker på ophænget, men vi når nok dertil før eller siden. Indtil da får det bare lov at pynte på den ellers hvide væg. Det er vist snart ti år siden jeg syede det, og dengang var meningen at der skulle være en pakke til hver dag. Dét gik over igen da Agnes kom til, for jeg har aldrig haft fantasi nok til at finde på 48 forskellige pakker. Nu er det bare lørdags/søndags gaver, men det fungerer fint. Faktisk endnu bedre, for så har pigerne noget at glæde sig til ugen igennem.
Måske er det i virkeligheden for tidligt med alt det juleri, men det er nu altså så hyggeligt. Især om aftenen og om morgenen med alle de levende lys der flakker lystigt i krogene.
Nåja. Og så glæder jeg mig til Disneys Juleshow. Der er længe, længe til…
…så havde vi pludselig to græskar mere på fortrappen.
Det er Astas med de firkantede øjne, og Agnes´ med den søde skæve næse. De er da så fine – og det bedste ved det hele er, at de selv både udhulede, fandt på og skar mønstret (med en smule inspiration fra www og hinanden).
Hvis du selv tænker på at lave græskarlanterner en af disse dage, findes der et væld af fine skabeloner og billeder til inspiration derude på nettet. Det er slet ikke til at lade være.
Jeg hader at indrømme det – men jeg glæder mig lidt til Halloween hvert år. Mest fordi jeg elsker de dekorative græskar vi så får muligheden for at lege med, og ikke mindst fornøjelsen af at se på, med flakkende lys og efterårsforfald.
Dette var hvad jeg kunne drive det til i dag. Pigerne er i gang med hvert deres græskar, men holder lige nu pause for at tage en rask lille dyst på Playstationen.
Jeg synes det er så kønt når der står en hel lille koloni af spooky græskarlanterner ude på fortrappen, og som det er nu ser mit enlige græskar s´gu lidt sølle og alene ud derude. Men måske når vi at lave flere i løbet af den næste tid. Det håber jeg.
Vi skal holde fødselsdag for Agnes i morgen – men så er det også slut! Vi lukker og slukker med pigerne fra klassen, så den skal ha´ alt hvad den ka´ ta´ i morgen.
Temaet (jojo, for sådan et har vi skam) er “dyr”. Tøserne har fået at vide at de gerne må tage en dyrebamse med hvis de har lyst, og de må også være klædt ud hvis de er med på dén galej – men der er absolut ingen tvang.
…og ellers gætter jeg forsigtigt på fri leg, ballondans og generelt kaos. Bare så´n, on the top of my head.
Nåja. Og så er der jo de obligatoriske slikposer. Som jeg lige har været inde og handle til. Kender I dét, at det ser ud af så utrolig lidt mens det ligger i kurven – og når man så kommer hjem, ser det sådan her ud?
Daaaaaymn, jeg skal ikke have alt det sukker stoppet i de småpiger i morgen! Det bliver delt pænt ud i portioner lige inden de skal hjem, gør det – og jeg tror endda ikke de skal have det hele, for der er da h-e-l-t vildt meget.
Omvendt er det nok heller ikke en god idé at have det liggende her i huset i morgen aften, når jeg er gået sukkerkold ovenpå en børnefødselsdag… ;-)
…og kun i glimt, for ligesom de foregående år har jeg haft alt, alt for travlt med at mærke, snakke, kigge og suge til mig – så kameraet har haft det rigtig godt på bunden af tasken.
På gensyn næste år! Hvis alt kommer til at gå som Dannie Druehyld har spået, bliver det fabelagtigt ;-)
Også i dag!
Jaja, så kan man sige meget om at dagen i dag er opfundet af blomsterhandlere verden over, at man burde vise sin mor hver dag at man elsker hende og påskønner hvad hun har gjort for én og at det er for usselt at følge strømmen, men:
Jeg kan altså godt lide den slags mærkedage. Jeg husker dem altid, og gør hvad jeg kan for at gøre lidt ud af dem, selvom min tilgangsvinkel nok er lidt anderledes end Interflora havde håbet på.
I år blev det til korsstingsbroderi med kærlighed og humor i til min mor. Hun er nemlig også “nogens” mormor, og det ved jeg hun elsker. Og jeg elsker hende for det.
Nu ved hun at vi sætter pris på det hver gang hun finder brødbakken frem, for den lille løber passer perfekt deri.
Min mor er den bedste i verden.
Årets Uldfestival står lige for døren, og dét medfører altid forventningsfuld glæde, hygge og – ikke mindst – en del arbejde her i huset.
I år slap jeg nu nådigt, for jeg har ikke haft andre opgaver end lidt bageri til strikkepigerne, og et lillebitte håndskrevet prisskilt til sammes bod i Husflidsforeningen.
“Vi” kører med temmelig rimelige priser her, for målet er kun at få et lille overskud hjem til pigebørnene så de kan få en biograftur eller lignende når sæsonen er ovre.
Hvis din vej går indenom Saltum og Uldfestivalen i weekend´en, skulle du nu tage at kigge ind i Husflidsskolen, for der er da mulighed for at få stillet lækkersulten… ;-)
Som man nemt kan regne ud ved synet af prisskiltet, blev formiddagens dej selvfølgelig til de obligatoriske peanutcookies.
Udover dem blev det til en enkelt børnevenlig banankage – selvfølgelig med ekstra lys chokolade på toppen, bare fordi!
Det er fil´me svært at være på slankekur lige nu…
