Friland

*ADVARSEL! Svingende billedkvalitet kan forekomme i indlægget herunder. Dette er kun et udslag af at fotografen har været temmelig opslugt af næste motiv, allerede som udløseren bliver trykket på, og er på ingen måde toneangivende for bloggen som sådan. Eller nå´ed…*

For en lille uge siden var vi på telttur. Og nej, jeg har ikke fået berettet om det før, for jeg har haft travlt med at nyde sommeren, men I skal nu alligevel ikke snydes for lidt efterslæbsudgivelser hen ad vejen.

Djursland var målet i år. I virkeligheden mest på grund af Skandinavisk Dyrepark, som aldrig bliver kedelig at besøge – men området bød på en overraskelse af de meget underholdende. Jeg var ikke klar over det, men vi havde jo Friland i en spytklats afstand.

…og sådan ser det jo ud når man er indenfor grænsen, ikke sandt?!

Dét var inspirerende! Og tankevækkende, tænderskærende, kønt og frygteligt på én gang. Det hele i én stor pærevælling. Men meget, meget spændende, og i særdeleshed anbefalelsesværdigt på en solrig – eller regnfuld – søndag man alligevel ikke ved hvad man skal stille op med.

Og lad mig starte med at sige, at jeg vistnok skammer mig lidt. Jeg spurgte nemlig ikke nogen om lov til at tage billeder af deres fabelagtige, fantasifulde og nogle gange faldefærdige huse, men jeg håber det er okay. Og skulle det alligevel ikke være det, så skriv endelig en kommentar, så bliver billederne straks fjernet. Dette er kun et indlæg skrevet i dyb respekt for al den skaberglæde der var at finde på ét sted, og jeg er ikke ude på at træde nogen over tæerne.

Men altså! Uanset næsten hvor øjet vender hen på Friland, er der et nyt smukt motiv, idéer til senere afbenyttelse – eller bare et nyt smil til læben.

Den lille bygning herover, for eksempel, kunne jeg da sagtens se for mig hjemme i haven. Hvad jeg i virkeligheden skulle bruge den til, er da sekundært. De nærten organiske linier derpå, og de gamle, frønnede, vejrbidte brædder taler til mig. Det er fantastisk!

Haveentusiaster unite! Tag dog på tur til Friland, og få inspiration til træudskæringer, højbede extraordinaire, ruminddeling, alternativ beplantning, udnyttelse af hver en lille krog…

…og, nåja, drivhuse. Specialbyggede, that is.

Der er drivhuse overalt derude. Og ikke bare de der små snollede no´en vi andre drømmer om at købe på ´bud i Bauhaus til 2999,- ! Det er de totalt overdrevne, ginormous typer der er derude. Spækket med planter der strutter af vellyst, saft og kraft. Og ja, det lyder lidt vel svulstigt, men det er nu engang så´n det er.

Kykeliby´s drivhus var det allermest specielle – men det så bestemt ud til at vinen havde det godt derinde, under pyramidetaget. Men drivhuset var nu ikke det eneste specielle ved Kykeliby. Jeg har for eksempel aldrig før set så gult et hegn nogen steder.

Eller så fed en flagstang! Det er simpelthen et must-have når engang den vi har bliver for træls. Eller når jeg får overtalt Søren til at skifte den ud med modellen herover.

Og nu vi taler om fantasifulde løsninger, så holdt denne her også lige udenfor huset ovenfor. Der gik faktisk lige lidt tid, før jeg fik læst ordentligt efter…

Og hvem har ikke brug for et rask lille drop-kit til at hænge ned fra bakspejlet, hmm…?!

Nu er jeg jo ikke normalt dén der kaster med fordomme eller antagelser *host*, men er det mon rimelig sikkert at antage at det er den lokale original kunstneriske type der residerer her? ;-)

“Pjat med dig, Kirsten. Det kunne jo eventuelt også være ham med cirkusvognene, et stykke længere nede ad vejen!”

Nå ja. Sorry, dude.

You´ve got mail. Men du skal altså gå ned i postskuret og hente selv, for jeg tror ikke Postmand Per kan finde rundt i de små gader og stræder – uden navne – på Friland. Og så er det jo pænt smart at han bare skal kunne finde ét sted, hvor man så selv afhenter. Fra sin egen, individuelt pyntede/hjemmesnedkererede postkasse.

Og nej, jeg har nærmest ikke vist jer billeder af husene, for dem skal I selv tage ud at se. Og tage stilling til, ikke mindst – for dét kommer man til derude.

Men jeg vil da gerne vise jer et lillebitte udsnit af havelågerne. Fordi der er en ny hver gang man drejer om et hjørne.

Og kom så afsted. De venter på dig derude.

Indrømmelse:

Jeg er ikke helt fremme i skoene. Rider ikke den samme dag som jeg sadler, og alt det dér. Heller ikke altid den hurtigste knallert på havnen, men dét er en helt anden historie.

Det jeg vel egentlig vil frem til er, at det først er nu jeg har fået læst en af Julias bøger. Jo. Jojo. Det er s´gu rigtigt nok *undskyld*…

Til gengæld åd jeg “Hvor lagde jeg babyen?” råt på under en dag – og jeg elskede den fra start til slut, selvom det er syv-otte år siden jeg befandt mig samme sted som Julia beskriver. Men jeg kunne genkende det hele (altså bortset fra at jeg ikke har en far der bor i Afrika, en mor der er død, og at jeg begår mig i et miljø med væsentligt færre kendisser, kunstnere og joints. Selvom det med joints´ene lyder pænt festligt).

Alt derudover var head on. Når bare man tager i betragtning at for syv-otte år siden var Liberty ikke da shit, så de småblomstrede øko-mødre var ikke småblomstrede, men gik stadig lige meget op i at maden var hjemmelavet, øko-friendly og uden sukker. Og midaldrende kvinder mente også dengang at de havde svarene på Alt Mellem Himmel Og Jord. Og retten til at råbe dem til verden.

Tak, Julia. Jeg ville ønske din bog havde eksisteret dengang. Nu vil jeg til gengæld love at forære den til den næste førstegangsmor jeg møder, og håbe at hun tager det hele til sig.

Og så vil jeg selv i gang med “Sandheder fra en løgner”!

R

Jeg så filmen i fredags. Ikke som sådan en skal ses, i biografen – men bare herhjemme, komfortabelt placeret i sofaen.

Det var jeg glad for.

R står for Rune. Det kunne lige så godt stå for Rashid.

Eller Rangorden. Råt. Raseri. Realisme. Racehad. Rabiat. Rengøring (WTF!??). Råstyrke. Ragnarok.

Rørende.

Og smækfyldt af Råddenskab.

Og i morgen er det …mandag

Det er næsten en skam. Jeg kunne egentlig godt bruge en søndag mere, hvis den kunne være lidt ligesom den i dag.

Min salige søndag har været fyldt med brunch, familiekomsammen, WII spil, hæklerier, galleribesøg*, lækre kager, hyggesnak og ro.

Intet har vi skullet nå. Absolut intet.

………..

*…og hvis der er nogen her, der lige har et fiffigt tip til hvordan jeg hurtigst muligt stamper kr. 36.000,- op af jorden, hører jeg gerne fra jer. Så har jeg nemlig en aftale med en mand om en vædder.

Jeg tror der er magi i luften…

…når gøglere og godtfolk finder sammen en helt almindelig onsdag aften på Aalborgs havnefront.

Tak til Cutty Sarks Tall Ships Race. Nu vil jeg være ilddanserinde når jeg bli´r stor.

Forberedelser

Årets Uldfestival står lige for døren, og dét medfører altid forventningsfuld glæde, hygge og – ikke mindst – en del arbejde her i huset.

I år slap jeg nu nådigt, for jeg har ikke haft andre opgaver end lidt bageri til strikkepigerne, og et lillebitte håndskrevet prisskilt til sammes bod i Husflidsforeningen.

 

“Vi” kører med temmelig rimelige priser her, for målet er kun at få et lille overskud hjem til pigebørnene så de kan få en biograftur eller lignende når sæsonen er ovre.

Hvis din vej går indenom Saltum og Uldfestivalen i weekend´en, skulle du nu tage at kigge ind i Husflidsskolen, for der er da mulighed for at få stillet lækkersulten… ;-)

Som man nemt kan regne ud ved synet af prisskiltet, blev formiddagens dej selvfølgelig til de obligatoriske peanutcookies.

Udover dem blev det til en enkelt børnevenlig banankage – selvfølgelig med ekstra lys chokolade på toppen, bare fordi!

Det er fil´me svært at være på slankekur lige nu…

Hvis jeg nogensinde kommer til Paris igen…

…så vil jeg altså ha´ sparet sammen hjemmefra, så jeg kan komme indenfor og se på glade, dansende damer i fjerprydelser og nipple-pailletter!

Øjebliksbilleder fra Paris

 

Og jo: Selvfølgelig var der omkring en million andre turister der tog de selvsamme billeder som jeg, men disse her er altså mine og jeg er glad for dem :-)

Uhygge – på den måde der alligevel ender med at give én fred i sjælen

Katakomberne i Paris er en prøvelse. Først fordi man starter med at gå ned ad en halv trilliard trappetrin i spindelform – og ikke kan lade være med at tænke tanken “Gud fri mig vel… Jeg skal op igen i den anden ende!!!”

Helt ærligt: Jeg overvejede at gå op igen med det samme.

Men jeg gjorde det ikke, og det er jeg glad for. Det var smukt og creepy, roligt og kuldegys-skabende på én og samme gang.

Billedet ovenfor er af de lange, lange gange, inden vi egentlig reelt nåede katakombernes indre. Der var køligt, let fugtigt, halvmørkt og lettere uhyggeligt. Mest fordi vi ikke helt vidste hvad der ventede os, og fordi vi ikke vidste hvornår det var der. Lige om hjørnet, et-eller-andet sted.

Og så, pludselig…

Fine, fine skulpturer hugget i stenvæggene, og et lille dystert mindegalleri lidt længere inde. Vi nærmede os noget der smagte af fisk.

Og se nu, hvor fint man alligevel kan præsentere en samling kranier og lårbensknogler, med både respekt, æstetisk sans og omhyggelighed og nænsomhed med menneskelige rester.

 

Jojo bevares; det er da lettere grotesk at stå dernede, omgivet af kranier arrangeret i pyntelig hjerteform og diverse knogler i mønstre – men det gør alligevel at man tager sig tid til at tænke over hvor mange liv der er blevet levet i tiden før én selv, og over hvor hurtigt det hele kan ændre sig for en selv.

Store tanker, jovist. Det var svært at lade være.

Overalt hvor man vendte sig blev man mindet på det let forgængelige i livet, og på at man skal skønne på det mens man har det.

Jeg ønskede mange gange dernede at jeg havde valgt fransk som valgfag tilbage i gymnasietiden, for der var et utal af fine plaketter, udhugget i sten, med smukke ord en francais om netop dét; livet og dets ende.

Billederne gør ikke stedet retfærdighed, og heller ej mine ord. Hvis du engang vil have den fulde oplevelse, må du omkring Katakomberne selv – men vær beredt på at tænke store tanker mens du går der.

Nåja. Og vær beredt på at holde nogle pauser når du skal op ad vindeltrappen igen.

Ikke lige den søndag jeg ønskede mig

…men ganske okay alligevel.

Vi fik da en tur ud i det blå i dag, Søren og jeg. Og uden børn!

Godtnok gik turen til vagtlægen/skadestuen i Hjørring, men ikke desto mindre.

Og hvis man så vælger at se bort fra grunden til at vi var der*, kunne man helt føle sig hensat til et galleribesøg. Nogle af Poul Anker Bechs malerier pryder nemlig væggene i modtagelsen (og jeg er måske en smule kriminel nu, for jeg tog nemlig et foto af ét af dem, så det er nu smukt som baggrund på min mobiltelefon!), og de er altså noget mere interessante end Femina og FamilieJournalen fra okt. 1997……………..

Nåmmen, dét galleribesøg havde jo (heldigvis) også sin ende, så de ting jeg skulle have gjort i løbet af eftermiddagen hoppede jeg på da vi kom hjem ved 17-tiden.

I skrivende stund er der pølsehorn i ovnen til næste uges madpakker, og lige om lidt kalder sofaen, strikketøjet, kaffen – og forhåbentlig en god film.

God søndag aften derude!

…………………………

*I dag var så åbenbart dagen for Sørens halvårlige “kan du lige køre mig afsted, for jeg tror s´gu jeg har fået en jernsplint i øjet. Igen!”-stunt.

Der var så dejligt ude på landet

“Det var feriesæson, og tyskerne var lige kommet med deres luftmadrasser, villatelte og BMW´ere. På de grønne enge gik de rundt i bermudashorts og badebukser, og rundt om agre og enge genlød lyden af deres ghettoblastere. Jo, der var rigtignok dejligt derude på landet.

Midt i solskinnet lå der en nedlagt maskinfabrik med forgiftet grundvand rundt om, og der groede ikke andet end tidsler og brændenælder, og inde midt mellem tidslerne lå en blyforgiftet and på rede. Hun var så tung af alt det bly, at alle æggene knækkede i samme øjeblik, hun lagde sig på dem, og det blev alt i alt til en overordentlig omelet. Men lige pludselig opdagede hun, at det største æg slet ikke var knækket endnu.”

Tak for ordene, Rune. Det var meningen at det skulle ha´ været en godnathistorie i aftes, men der var slet ingen der kunne falde i søvn for vi lo så tårerne trillede.

Hvis du derude har en smule galgenhumor, og dine børn holder af gode grin, snørklede sætninger og vrøvlede navne, så gå på biblioteket i dag og hjemhent Runes fantastiske børnebøger. Jeg kan stærkt anbefale både H.C. Anderledes og Grimmere end Grimm.

Bare titlerne på de gamle eventyr er nok til at få et *fnis* frem her i huset. Hvem derude ville måske ikke have lyst til at læse om Den grumme ælling, Klaskepot eller Den tapre skrædder, der var dum som en stabel brædder?

Kom nu. Læs ham før din nabo ;-)

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til

Vi brugte dagen i går på at blive klogere. Og på at hygge og grine, kigge og mærke, lege og spise. Det gik nemlig pludselig op for os, at det var nu, i denne uge, at vi kunne tage et spring flere hundrede år tilbage i tiden, hvis vi bare kørte en lille tur ud i det blå.

Vi tog turen til Voergård Slot, hvor 2009 er aflyst for en stund, og middelalderen har afløst. Og hvor var det da godt :-)

For os med hang til håndarbejde (læs: 3/4 af husstanden), historie og godt gammelt håndværk var der lækkerier at se på overalt. Jeg huskede desværre ikke at få kameraet op af lommen så ofte som jeg burde, men lidt billeder fik jeg da med hjem.

Agnes fik lov at tage det sidste billede, så hvis I undrer jer over skyggen i øverste venstre hjørne, så er det altså bare en buttet, beskidt barnefinger :-)

Der var keramik, garn, træknapper, filt og meget, meget andet som jeg burde have taget billeder af – men jeg gjorde det ikke. Jeg havde travlt med at suge til mig, og med at hygge med tøserne.

Søren hyggede også, men helt ærligt: Jeg tror han havde gjort mere gavn ved et mjød-udskænkningssted end ved de der håndarbejdsboder. Han kedede sig gudsjammerligt mens vi andre kiggede, stakkels mand. Til gengæld fik han det rigtig sjovt lidt senere, da det blev mere actionpræget.

Ridderen fik selvfølgelig prinsessen til sidst, selvom Kongen ellers havde svært ved at blive bevist om hans værdighed. De var selvfølgelig igennem både drabelige lanseslag og spydige bemærkninger før de kunne blive enige om dén sag, men det lykkedes. Og nu er ridderen vel prinsegemal… ;-)

Bagefter var der voldbold. Og ja, det er som det lyder! Jeg tror kun der var én regel, og det var at der ikke fandtes nogen regler.

 

Drengerøvene havde det skideskægt, og jeg stod sammen med en der rigtig gerne ville have været med på banen, knubs eller ej :-)

Alt i alt en super dag, med fine håndværk, lidt til ganen, gøglere og godtfolk, øretæver og hygge. Jojo, man kan skam godt få det hele på én gang.

Nåja, og så blev jeg lidt misundelig på deres evne til at formidle informationer deroppe. Man har vel øjnene med sig, til fremtidig inspiration…

Jeg overvejede aldrig seriøst at købe kyskhedsbæltet, men plakaten var da flot :-D