Den hemmelige ingrediens

Vi spiser sent i aften. Torsdag (og tirsdag, for øvrigt) er håndbolddag, så der skal først mad på bordet når alle familiemedlemmer er i huse igen.

Jeg har aldrig helt forstået de familier der spiser forskudt og i hold. Uanset næsten hvor sent det bliver vil vi altså spise sammen her. Desuden sker der ikke noget ved at holde det store måltid lidt på afstand, hvis bare man får en rugkiks eller to med ost på ved 18-tiden. Spørg bare Agnes.

Så vi kører sydlandsk stil et par gange om ugen. Det fungerer. På dén måde er der også mulighed for at få vaskeægte slowfood med jævne mellemrum, og dét er ikke så ringe endda. Jeg ved ikke med de andre (læs: børnene), men jeg kan sagtens få nok af alle de gengangere der kan bakses sammen på 30 minutter eller deromkring.

(Det faktum, at vi så også i aften ender med at spise ved sofabordet fordi spisebordet er fyldt med vasketøj i sirlige bunker det er så hyggeligt, behøver vi vel ikke komme ind på, vel?)

(Det kunne jo være fedt, hvis jeg kunne give indtryk af at være den der wannabe italiano overskudsmamma med egen sugo-opskrift og hele svineriet. Det har jeg da. Næsten.)

Nåmmen okay. Så er det måske i virkeligheden meget mere bosnisk end italiensk …og en hel del mere halvfabrikata end homemade. Men for catan, hvor det smager! Himmelsk, siger jeg jer!

Vi spiser mere Ajvar end pesto her i huset, og dét siger ikke så lidt. Hvis du aldrig har fået det før, så besøg din lokale, venlige, etniske whatever. Hvis han har en minikøbmand/grønthandel i et kælderlokale nær dig, og får frisk arabisk brød hjem et par gange om ugen, så snup et par poser brød og et glas Ajvar med hjem næste gang du kommer forbi.

Du fortryder det ikke. Et par skefulde af det i en kødret, som dip til grøntsager eller som smørelse på brødet? No matter.

Nåja. Og til jer der også tænker på hvad I kommer i munden:

Der er altså ingen kemiske fiksfakserier hér. Du slipper bare for at gøre arbejdet med at snitte, hakke, skære, simre og koge ind i timevis.

Det bliver din nye hemmelige ingrediens, der får alt til at smage som slowfood.

………………………………………………………………………………………………………

Og for en god ordens skyld: Dette er ikke et sponsoreret indlæg. Ajvar passer bare godt til mine/vores smagsløg, og jeg har flere gange oplevet at have gæster der bad om opskriften på vores specielle “pesto”. De plejer at få et glas i værtindegave ved senere lejlighed. Jeg skal jo lige en tur i “kælderen” først ;-)

Ingrid Marie

Trods det smukke navn og det indbydende ydre, har de aldrig været blandt mine favoritter. Og dét til trods, har vi et træ i haven der snart mister et par af grenene under vægten af alle de fine æbler der lyser flot rødt derpå.

Jeg gider ikke spise dem. De siger mig ingenting.

I tidligere sæsoner er æblerne blevet brugt til mos, tærter, muffins og most. Og fuglefoder.

Mosten var helt klart det største hit, og jeg drømmer stadig om eget mini-mosteri og en æbleplantage der strækker sig langt ud over markerne …eller bare to-tre træer mere end vi har nu ;-)

I år bliver det ikke til most, og vi har ikke godt af alle de søde sager, så hvad gør man så? Lader fuglene mæske sig som foregående år, var plan A.

Nu prøver vi plan B. Under en hyggesnak med naboen, nævnte hun nemlig de snackboller hun bager til børnenes madpakker - med æbler, kanel og rosiner i. Dét lyder som noget der måske kunne gøre Ingrid Marie nyttig.

Første omgang (efter egen forsøgsopskrift, med de ingredienser køkkenskufferne lige bød på) står til hævning nu. Nu håber jeg bare de bliver nogenlunde, for så må der videreudvikles.

Der er nemlig god plads i fryseren, og lige om lidt har vi efterårsferie og tid til at bage. Det kunne jeg faktisk godt gå og glæde mig lidt til…

Gris!

Det smager så godt – men føj, hvor det sviner. Og så er det sjovt, at hver gang jeg laver stegt flæsk, kommer jeg i tanke om hvorfor det sker så sjældent.

1. Det koster jo nærmest den bondegård grisen har boet på.
2. Holdnuop, hvor er det nærmest med livet og synsevnen som indsats! Det sprøjter jo flere meter væk, det skidt. Eksplosivt!
3. D e t  t a g e r  s å  f r i g g i n  l a n g  t i d . . . . . . .

Dérfor er det kun noget vi får ved ganske særlige lejligheder. Mindst to her i huset sværger til stegt flæsk med persillesovs når de selv må vælge.

I dag blev Søren udlært som murer, så gæt engang hvem der får sin nærmest-livret.

Det gør SVEND. Fandeme så :-)

Slowfood

Det virker i virkeligheden helt åndssvagt, men… nogle dage, når man har allermindst overskud, er det helt rigtige at gøre, at gå i køkkenet og forberede en god gang slowfood.

Jeg brugte 15 minutter i formiddags, på at rense og snitte hvad-grøntsagsskuffen-bød-på, smide det hele i den store sorte med en omgang tomater, gode krydderier og rødvinsrester fra fryseren - og de sidste timer har der bredt sig den lifligste duft i hele huset.

Nu mangler jeg kun at tilsætte kødet og finde på lidt tilbehør, og så regner jeg med at hele familien bliver tilfredse i aften.

Og de næste aftener med, for der er rigeligt.

Nåja, og så har jeg småspist af dem her hele dagen.

Fordi det skal man. Det står selv i bogen…

Spis nu brød til…

Jeg har holdt Store Bagedag i dag. Det fortjener vel i virkeligheden ikke et blogindlæg, men helt ærligt;

Er det ikke bare lidt en skam, at sådan nogle naan skal en tur i ovnen? De er så skide dekorative inden de bliver bagt!

Hvid yoghurt og sorte nigellafrø. Det bli´r sådan set ikke meget kønnere at se på, vel?

Og så var de i ovnen…

Først lige lidt koriander og hvidløg på, men ellers ganske plain – og de smagte fantastisch som supplement til aftenens menu.

Før vi spiste kogte Asta dem her…

og dem er der s´gutte noget dekorativt i før bagningen. Til gengæld er de noget så lækre at se på og sætte tænderne i bagefter. Kanelbagels er en topscorer her, men af en-eller-anden grund er det hundrede år siden vi sidst har lavet dem. Egentlig ærgerligt, for de er fileme nemme at lave.

Mmmmmh… Måske man lige skulle…? Bare en enkelt, med lidt kanelsukker på toppen, og en banan ved siden af…

Så skru dog ned for ambitionsniveauet, dame!

Man kan godt så´n lissom ane at vi har fået nyt køkken, hvis man tager et hurtigt kig i vores fryser.

         

Jeg bager. Som om selve livet afhang deraf. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg kan. Og jeg elsker det. Suzy Homemaker, read ´em and weap.

I fryseren er der nu pestoboller med hvidløg, pestoboller med persille, pestoboller med skinke og grovboller-grovboller-grovboller en masse! Senere i dag smider jeg et mindre vognlæs kærnemælksboller derud også - og hvis ikke feriefeberen rammer mig skal der bages madtærter de følgende dage, så vi er klar med fornuftig og billig aftensmad når hverdagen igen rammer. Senere. Meget, meget senere.

Det føles som en mild grad af sindssyge når jeg i stedet kunne placere min fede ferierøv i sofaen/på terassen, men jeg forsikrer mig selv om at det sikkert er helt normalt, når man har skullet undvære et rigtigt køkken i hvad der virker som en mindre evighed. Og ikke spor overskudsagtigt. Mere sådan lidt manisk…

Uhmmm…!

Måske er jeg gået helt vildt sukkerkold. Måske er det kedsomhed. Måske er det bare længslen efter sol, sommer og godt selskab i haven…?

For to sekunder siden sad jeg stille og svømmede hen i tanker og drømme om en hyggelig eftermiddag i haven når det bliver lidt varmere. Eller, okay, noget varmere så.

Der skal være mennesker. Mange mennesker. Søde mennesker. Sjove mennesker. Glade mennesker. Og lange borde med hvid dug på. Men vi skal slet ikke sidde der, for vi placerer os på plænen, med bare tæer i nyklippet græs. Der bliver nemlig ikke plads til at sidde ved bordet, for dér skal stå

• Daim-islagkager
• jordbærtærter med marcipanbund
• bagte rabarber med kokoslåg
• fuldfede chokolademuffins med flydende midte
• peanutcookies
• homemade kransekage
• espressobrownies
• jordbærkoldskål med crunch på toppen
• masser af lækker frugt til alt det søde

….og måske en enkelt god sandwich eller to, fordi man muuuuligvis får brug for andet end sukker i løbet af en lang eftermiddag. Og ellers bli´r der s´gu forberedt lækre tapas til aftensmaden!

Men helt definitivt vil der være Asti, jordbærcider og kolde øl, for selvfølgelig kan man drikke en kold øl på en varm sommerdag.

Også selvom man lige har fyldt maven med kage en masse. Dét skider vi på!

Drømme har vi nemlig nok af. Og lækkersult, åbenbart…

Den tåler gentagelse…

Og desuden kræver patienterne det, så igen i dag står menuen på Husets Kartoffelsuppe.

Om det overhovedet er til at se det på billedet for damp, står hen i det uvisse – men det er altså kartoffeltern, porreringe og løgbåde der ligger i bunden af gryden og småbruner.

Nu er de så lige dækket med en god, kraftig grøntsagsbouillon og skal have lov til at stå og hygge sig i omkring et kvarter.

Derefter en tur med stavblenderen, en sjat fløde 18%, lidt salt og peber, og så for svag varme i yderligere 5 minutter.

Imens steger jeg bacontern, klipper purløg og varmer grove brød. Og så er det snart velbekomme!

Det er efterårsmad af den gode og nemme slags, og dét kan vi lide!

Efterår

Det er over os. Stormene, regnen og frosten er sat ind. På de små indfaldsveje omkring os er der massive mængder af vand på vejene, som vanligt på denne tid af året.

Det er efterår. No doubt about it.

Men det er ikke skidt det hele. På plussiden er det nu tid for græskarlanterner, nedrullede persienner, levende lys i stuen både morgen og aften, hygge under varme tæpper – og dette her…

Kartoffelsuppe. Med sprødstegt bacondrys og friskklippet purløg. Dét er et måltid der er en konge værdigt.

Vi får det året rundt, og i rå mængder – men det smager bare ligesom lidt bedre når regn og rusk regerer udenfor.

Diplomati

Okay så. Hvem siger også at det er kokken der nødvendigvis skal tilrettelægge menuen hver aften?

Dagens ret blev ikke modtaget med lige stor glæde af alle i husstanden. Agnes var i hvert fald mindre end begejstret, for asparges er altså ikke lige hendes kop the – medmindre det bliver serveret som suppe, for så ryger det lige ned i løgneren. Go figure.

Hm.

Nu lavede vi så en ordning, for i stedet for at jeg skal lægge hovedet i blød hver evig eneste dag for at komme op med nye idéer til sund og nærende kost, kan de lige så godt give et nap med, mine medlogerende.

Blokken og kuglepennen blev fundet frem under aftensmaden, og hver mand – eller lille dame - blev bedt om at komme på syv ting de gerne ville have på menuen i løbet af den næste måned. Og hep! Nu skal skidtet bare stykkes fornuftigt sammen, og dér er madplanen for den næste tid.

Ingen brok, ingen klagesange, ingen problemer. Pigerne skal selv hjælpe til de dage de har været med til at bestemme (så vidt muligt), og det faldt i god jord. Det hele.

Nu er jeg spændt på hvordan det kommer til at fungere i praksis…..

Og psst! Egentlig meget sjovt at se hvordan sådan en liste ender med at se ud. I vores tilfælde: Go´ gammeldaws dansk husmandskost ved far og ældste datter, en snert af junkfood ved yngste - og fisk, kylling og vegetarisk ved moderen. I sidste ende ender det vist endda med at se helt fornuftigt ud, og det bliver i dén grad varieret!

Undskyld! Der gik overskudsmor i mig…

Men det var kun fordi jeg havde fri i dag. Og fordi jeg allerede var færdig med ansøgningerne. Og fordi jeg først skal hente pigerne i strikkeklub kl. 16.30.

Nu har vi heldigvis foccacia og pizzasnegle til fryseren og madpakkerne, så hende overskudmor må da gerne kigge indenom igen en anden dag ;-)

Fredagsguf extravaganza

Og nu? Sukkerkvalme! 

En margretheskål med lykke

Danske jordbær af helt lokal avl. Dét er sommerlykke!

Forberedelser

Årets Uldfestival står lige for døren, og dét medfører altid forventningsfuld glæde, hygge og – ikke mindst – en del arbejde her i huset.

I år slap jeg nu nådigt, for jeg har ikke haft andre opgaver end lidt bageri til strikkepigerne, og et lillebitte håndskrevet prisskilt til sammes bod i Husflidsforeningen.

 

“Vi” kører med temmelig rimelige priser her, for målet er kun at få et lille overskud hjem til pigebørnene så de kan få en biograftur eller lignende når sæsonen er ovre.

Hvis din vej går indenom Saltum og Uldfestivalen i weekend´en, skulle du nu tage at kigge ind i Husflidsskolen, for der er da mulighed for at få stillet lækkersulten… ;-)

Som man nemt kan regne ud ved synet af prisskiltet, blev formiddagens dej selvfølgelig til de obligatoriske peanutcookies.

Udover dem blev det til en enkelt børnevenlig banankage – selvfølgelig med ekstra lys chokolade på toppen, bare fordi!

Det er fil´me svært at være på slankekur lige nu…

Lige nu

Og med ahornsirup på toppen!

Opskriften på ægte søndagshygge er nem. Man tager:

• en flok glade piger (de behøver ikke alle være ens egne; lånepiger duer også)
• fantastisk forårsvejr
• et roligt (og næsten rent!) hus
• en ordentlig portion tid
• et stille åndedræt

Nåja. Og så dette her:

 

Lige om lidt får søndagshyggen lige en tand mere, for så sætter jeg (fedtfattige!) amerikanske kærnemælkspandekager på bordet – og jeg skal nyde at hælde den varme smag af kanel, hindbær og ahornsirup ovenpå.

God søndag derude!

Yummy, yummy, yummy…

“…I´ve got three in my tummy!”

Det blev jeg jo simpelthen nødt til. Man skal smage inden man serverer, og jeg har altså bagt med både marmelade-, creme- og marcipanfyld ;-)

Spis brød til

Jeg endte med at holde store bagedag i dag. Dét gør jeg jo sådan set så tit, for jeg bor i et hus hvor der bliver sat enorme mængder brød til side hver dag.

Nu er der til fryseren igen. Ikke længe, men alligevel.

Det endte med grovbollerne, som altid.

De er fantastiske, når man ikke gider spise rugbrød hver gang, for godtnok er det et hvedebrød, men det er så smækfyldt med klid, kerner og korn at det halve kunne være nok. Og hvis det ikke er, kan man jo altid supplere – som jeg gjorde i dag med finthakkede mandler i mangel af bedre.

Derudover blev det til almindelige kardemommeboller, fordi det ikke skal være klid det hele – og efter aftensmaden ryger der en ordentlig omgang pølsehorn i ovnen, til tøsebørnenes madpakker. Og murerlærlingens, hvis jeg kender ham ret ;-)

Jeg fandt også en gammel traver frem fra de støvede arkiver, som jeg glæder mig til at sætte tænderne i til aftensmaden.

De ser grønne ud, ikke? Det er de også i virkeligheden, så det er ikke engang billedet der snyder. Det er helt almindelige hvedeboller – pimpet med ½ glas grøn pesto, og toppet med god olivenolie, groft salt og presset hvidløg.

It´s good to be a baker(wo)man!

Julegodter no. 2, 3, 4…….

Dagen i går blev pludselig helliget konfekten. Vi skulle egentlig have været til julehygge i Agnes´ klasse, men barnet selv er feberramt og generelt sløjt, så dét blev der ikke noget af. Ingen grund til at trampe rundt ude i skoven og trække pinen i langdrag, når der nu var en chance for at blive frisk til sin første Lucia-dag i dag. Det blev hun så ikke alligevel, men det er en helt anden historie.

*Cut, tilbage til konfekten!*

Altså. Vi hev alle remedierne ind til min mor, for hun ville gerne være med til løjerne, og det viste sig at være en gevinst for os. Se bare hvilke evner mor Karen viste sig at gemme på…

En hel lille juletræsplantage og en mindre hær af småbitte nisser står nu i mit køleskab. Ja, også i hendes, for vi delte i porten da dagen var slut.

Pigerne var mere end almindeligt fantasifulde. Det blev til både snemænd, larver, diverse “dimser”, hjerter, spegepølseskiver (på rigtigt rugbrød! “Mmmh… Dét smager vel nok godt, Agnes.”) – og dette her.

Hvad er det, spørger I???

Med Astas egne ord er det da julemandens lokum. Avec nissepis ;-)

Det blev altså også til lidt i den mere seriøse afdeling. Jeg fik lavet flere varianter jeg glæder mig til at smage…

Mokkamarcipan med hvid chokolade og mokkabønner

Marcipanruller med hakkede romrosiner, den ene også med nougat

Mokkatrøfler

  Kokossnitter med lys chokolade – á la homemade Bounty

Amarenakirsebær i marcipan, med hvid chokolade og Amarenadrys

  “Restefest”… Nougatbrud med div. chokolade, rosiner, hassel- og valnødder samt hakkede amarenakirsebær

Alt i alt: En hel del. Nu står det lag på lag i køleskabet. Halleluja for min samlermani – og for gamle halvrustne dåser med sjæl. De er da som skabt til formålet.

(Jowjow. Det er en dåse mere man kan skimte på hylden ovenover. Begrænsningens kunst er svær.)

Sikke´n dejlig dag. Hygge var der i overflod, og nu kan jeg så sige “konfekt – tjek!”, og slippe for at tænke mere på dét. Og velbekomme :-)

Brændte mandler

Én af de ting der bare skal på bordet herhjemme i december, er brændte mandler. Vi elsker dem allesammen, og de er jo bestemt ikke svære at lave.

For jer, der måske aldrig har prøvet, har jeg lavet en nem “how-to” her. Mest fordi jeg ofte har skullet svare på det in real life – og så fordi det er hyggeligt :-)

Der er ganske få ting det er værd at huske på inden du går i gang:

1. Lad være med at bruge den allerdyreste pande og palet du har. Dette her har før taget livet af en Jamie Oliver pande, ved jeg – men jeg tror det hører til sjældenhederne.
2. Vask panden godt af inden du går i gang. Brændte mandler skal smage af brændte mandler. Ikke bøf med løg.
3. Lad. Være. Med. At. Tage. Mandlen. Med. Fingrene. Hvis. Der. Smutter. En. Af. Panden. Dét er det absolut vigtigste råd jeg kan give. Hvis du kun vælger at huske ét, så lad det være dette. Tak.

Here goes!

Ét styk pande sættes på blusset, og deri kommer du flormelis i rå mængder (jeg plejer at bruge omkring 300 g flormelis til 450 g usmuttede mandler), og tilsætter vand så du får en tynd glasuragtig ting.

Tænd for fuldt knald, og hæld mandlerne ved. Like so.

Nu skal du bare røre i ny og næ, og væbne dig med tålmodighed. Det begynder ret hurtigt at koge…

…og tykne.

Det er nu du skal begynde at holde lidt mere øje med det. Lige pludselig fordamper den sidste smule vand nemlig, og så ser det sådan her ud:

Det var her jeg tænkte “Fåååååk, hvad er det jeg har gjort galt???”, første gang jeg lavede det. Svaret var: Ingenting. Det skal se sådan ud. Nu er der nemlig kun sukker tilbage, og det er dét der skal have lov at karamellisere, før mandlerne bliver brændte.

Skru en smule ned for varmen hvis du nemt får dårlige nerver, og vær ellers bare tålmodig. Rør godt i det en gang imellem, så varmen får lov at røre ved alle mandlerne og alt sukkeret. Og hold godt øje, for lige pludselig begynder det nemlig at virke.

Sådan!

Giv lidt mere tid, og snart er alle mandlerne fine. Hvis de får for meget varme bliver de for alvor brændte, og det er ikke smart – så når de ser færdige ud, skal du være hurtig.

Over på bagepapir, og skil dem kvikt ad med to gafler. Et voila!

Brændte mandler. Velbekomme :-)