Jeg er åbenbart ikke rigtig blogger endnu. I hvert fald kan jeg se rundt omkring på det ganske www, at "man" først er rigtig når man har lavet den famøse liste med 100 mere eller mindre vigtige, underholdende eller ligegyldige, facts om sig selv. Måske er det en gammel dille. Måske er jeg håbløst bagefter. I så fald...
...er det ikke første gang.
...og det bliver sikkert heller ikke den sidste.
Bortset fra det er jeg født i 1974.
Og føler mig slet ikke så "gammel". Faktisk går jeg tit rundt med følelsen af at en-eller-anden snart afslører mig, og tager min "voksenlicens" fra mig...
Jeg fik også først mit kørekort som 29-årig.
Og overholdt kun fartgrænserne det første år.
Min speederfod bliver nemt lidt tung i det når der er god musik i ørerne.
Og det er der altid i bilen. Helst rigtig højt.
Jeg elsker nemlig musik.
Favoritterne er der mange af, og det spænder lige fra Motown til hård rock.
Men jeg får røde knopper og akut kvalme af dansktop-musik...
...og hader Lars Lilholts musik mest af alt. With a vengeance!!!
Jeg har faktisk engang været til en koncert med ham. Modvilligt. I Randers.
Dér fik jeg det så skidt over at være der, at jeg tog mig selv i at ønske mig tilbage til den sidste hade-koncert jeg var til. Med Herrey´s. Diggi-loo-diggi-ley! Dén koncert var jeg til sammen med min mor, som er pædagog. Ligesom mig.
Min far er betjent. Ligesom min bror.
Og vi har begge valgt selv, men er sikkert blevet både inspireret og påvirket hjemmefra.
Jeg er selv mor til to piger, som forhåbentlig bliver lige hvad de vil, når de bliver voksne.
Jeg er endnu ikke helt afklaret omkring muligheden for flere børn...
...bl.a. fordi jeg tog 35 kg på under min første graviditet.
Jeg mangler stadig at tabe de 20 af dem!
Og jeg viser mig helst ikke i bikini, badedragt og andet småt.
Jeg synes allerede nu, at "100 om mig" er mange.
Men jeg er stædig, så jeg skal nok nå dem.
Jeg arbejder også godt under pres.
Faktisk er jeg ikke ret god til at have for meget tid. Så tager overspringshandlingerne ofte overhånd.
Derfor har jeg ret tit regulære bjerge af tøj liggende, som jeg ikke har fået lagt sammen og lagt på plads.
Men jeg kan ikke klare, at andre gør det for mig. Hold nallerne fra mit undertøj!!!
Og nu vi er ved tøjet, så er jeg hverken trendy eller smart. Jeg er praktisk, og til tider decideret kedeligt påklædt.
Men ville ønske det var anderledes.
Jeg bruger heller ikke makeup. Never ever!
Men ville ønske det var anderledes.
Til gengæld elsker jeg halskæder, armbånd og fingerringe.
Jeg har prøvet at få lavet huller i ørerne 3-4 gange som barn, men de voksede altid sammen igen.
Og som ung rebel (før det blev smart) havde jeg en navlepiercing...
...og gik i militærstøvler og hullede jeans. Lidt punket wannabe, altså.
Det var også dengang jeg blev tatoveret. På overarmen.
Jeg har aldrig fortrudt det, og elsker stadig min tatovering. Når jeg altså bemærker den, og det gør jeg faktisk sjældent, på trods af at den er halvstor.
Og jeg vil ikke udelukke at jeg kunne finde på at blive tatoveret igen.
Men jeg synes lidt jeg er blevet "for gammel til det pjat". Så dér er voksenlicensen altså på plads.
Jeg mærker dog stadig rebellen en gang imellem. Jeg gider ikke være et får i flokken.
Jeg er dog temmelig diplomatisk, og formår for det meste at få sagt min mening uden at træde nogen over tæerne.
Jeg hader nemlig at såre folk.
..."I just wanna be loved!"
Faktisk synes jeg dette her er temmelig grænseoverskridende for mig. Jeg plejer nemlig ikke at "lukke folk for meget ind". Det er en svaghed jeg har.
Eller måske er det en styrke. Det har jeg ikke helt bestemt mig for endnu...
Jeg var ret dygtig i skolen.
Jeg er også ret beskeden. Faktisk var jeg meget dygtig i skolen.
Jeg elskede timerne.
Og jeg hadede frikvartererne.
Måske var jeg et underligt barn. Jeg var meget usikker på mig selv.
Dét er heldigvis blevet bedre med årene.
Jeg er stadig ikke én af dem der altid holder på egen ret, men det er jeg nu egentlig også ganske godt tilfreds med. Jeg synes nemlig evnen til kompromis holder 100%.
Og jeg er god til at lytte.
...men jeg taler altså også meget. Alt for meget nogle gange.
Til gengæld taler jeg meget sjældent dårligt om folk. Jeg hader nemlig sladder.
Dét er nok også meget godt, for jeg ville sikkert komme til at gengive det forkert. Jeg er nemlig uhyggeligt dårlig til at huske ansigter og navne på folk jeg ikke kender ret godt.
Telefonnumre kan jeg heller ikke huske. De er jo i mobilen, for pokker!
Til gengæld lagrer der sig fantastisk mange ubrugelige informationer på min harddisc.
Jeg tror godt jeg kunne blive Jeopardy-stormester, hvis kategorierne var film og musik fra 1960´erne og frem!
Men jeg ser altså også mange film. Rigtig mange.
Og jeg laver altid noget imens. Strikker, hækler eller andet håndarbejdsgejl.
Jeg får tit nye ideer af farver.
Derfor har jeg også utrolig mange halvfærdige projekter til at ligge i gemmerne. Og mange af dem bliver aldrig færdige.
Det kaldes selverkendelse, og dét har jeg også. Tror jeg...
Jeg elsker rød og grøn.
Jeg bryder mig bestemt ikke om gul og blå.
Af en eller anden grund har jeg en masse lilla omkring mig, både i klædeskabet og i indretningen. Jeg tror vi mennesker er så nemme at manipulere med, og trendsetterne og producenterne ved det!
Jeg ved hvor jeg hører til rent politisk, men er ikke medlem af noget parti.
Til gengæld er jeg tilmeldt Organdonorregistret. Det tog mange år før jeg tog mig sammen og gjorde det.
Jeg betaler min skat med glæde - men forbeholder mig retten til at brokke mig, når jeg synes pengene bliver forvaltet forkert.
Jeg synes altså stadig der er langt til 100!
Jeg fortryder ganske få ting i mit liv.
Én af dem er, at jeg aldrig har lært at spille på et instrument.
En anden er, at jeg aldrig har lært at danse. Ordentligt, altså.
Derfor går mine børn nu både til dans og i musikskole. Ha!
(Men kun til de siger fra. Stridere er jeg trods alt ikke.)
Jeg elsker min mand. Og det har jeg gjort fra det øjeblik jeg så ham første gang.
Det er over 17 år siden. Jeg var 16, og han var 18...
Og vi havde begge permanentet hår. Dén får lige lov at stå alene et øjeblik.
..............................
Jeg var rædselsslagen for min svigermor de første mange år.
I dag er jeg rigtig glad for hende.
Faktisk er der mange mennesker jeg er rigtig glad for. Og taknemmelig for, at jeg har lært at kende.
Mange af dem bor i umiddelbar nærhed af mig. Og jeg elsker at bo her.
Jeg elsker udsigten fra mit stuevindue, til mit gamle, vindblæste lærketræ og min pjuskede have.
Jeg elsker muligheden for at kunne plukke bær og frugt derude.
Men jeg får sjældent udnyttet det hele på ægte, gammeldaws hausfrau-maner. Jeg vil hellere nyde end yde, i hvert fald i dén sammenhæng.
Nogle gange er jeg alligevel så husmoderlig at jeg selv synes det er lettere skræmmende.
Men jeg bliver altså også lidt glad af det.
Stadig ikke på 100....
Jeg drikker for meget kaffe.
Jeg drikker aldrig vin. Kun når der skal skåles på den nydelige måde, og jeg ikke synes jeg kan undslå mig.
Og når der ikke er øl på bordet.
Øl og cigaretter går nemlig rigtig godt sammen, og ja: Jeg er ryger. Men forhåbentlig ikke for evigt.
Jeg har en fantasi der kan gå fra 0-100 på 1½ sekund. Desværre mest når jeg bliver bange eller bekymret.
Jeg ville ønske den gik lige så hurtigt altid. Så ville jeg skrive en børnebog. Med egne illustrationer.
Jeg elsker bøger, men er desværre alt for dårlig til at tage mig tid til at sætte mig ned og læse dem. Sommerferielæsning rules.
Jeg rejser aldrig. Det er Sørens skyld. Heldigvis har jeg et arbejde der "kræver" en tur i ny og næ, og det er jeg glad for.
Dét elsker jeg også. Mit arbejde, altså.
Og nu venter vasketøjet. Igen.
Billedet er lånt herfra, og jeg kan altså bare ikke stå for den scene...
