Jeg ramte en guldåre i går. Egentlig skulle det bare have været et eftermiddagsbesøg hos pigernes "morfar og Hanne"; sådan en helt almindelig omgang kaffe og kage på en langsom søndag. I stedet endte det med kaffen først, så en kold øl (bare fordi), Søren og morfar der hentede pizzaer i Hals, min bror og hans kæreste der også blev hentet til, og massevis af hygge!
Og så var der jo guldet... Asta var lidt træt, for hun havde haft overnattende veninde på besøg dagen før, og der var gået tøsefnidder i det så nattesøvnen var det blevet lidt småt med. Ud på eftermiddagen spurgte hun så Hanne, om der ikke var en bog hun selv kunne læse i (det er nemlig ret sejt selv at kunne nu, når man går i 1. klasse) - og så gik Hanne på jagt.
"Jeg er da ret sikker på, at vi har en gammel kasse til at stå, med bøger fra dengang din mor var lille..." Hvad??! Få sekunder efter stod jeg på hovedet i en stor flyttekasse, fyldt til bristepunktet med gamle kendinge. Der var Pernille-bøgerne, de gode gamle af Alfred Hitchcock om De tre Detektiver, bøgerne om Britta og Silver, serien om Hanne og mange, mange flere.
Og så var der denne her.
Det er muligvis den bog jeg har læst flest gange i mit liv. Jeg kunne kende den allerede inden den blev helt blottet nede i kassen, og det var dén jeg gav Asta i hånden til læs-let hygge.
Jeg elskede den bog. Det er en samling små eventyr fra Kreta, og det jeg husker allerbedst er Lermennesket; en fortælling om hvordan Gud skabte mennesket ved at forme små mennesker i ler, og lade dem ligge ude i solen til tørring inden han pustede liv i dem. Nogle lå i lang tid i direkte sol, og blev sorte. Nogle lå i skyggen af et træ, og blev helt hvide. Nogle lå i indirekte lys, og blev røde eller gule. Og når Gud havde lagt sine lermennesker i solen, kom han altid nogle gange og trykkede dem på maven, for at mærke om de var ved at være tørre - og sådan gik det til, at hvad enten man er hvid, sort, rød eller gul, har man et lille hul i maven, som vi i dag kalder navlen!
I dag er jeg ikke spor troende, men jeg kan nu stadig godt lide idéen om, at vi allesammen er startet som små mennesker af ler. Og hvor er jeg dog glad for, at jeg genfandt den bog i går. Den kan godt tåle et gensyn, men nu bliver det som godnatlæsning for mine egne børn.
Dét er da guld :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar