Float

Jeg skriver ikke herinde. Igen.

Det føles ikke som “mit sted” længere. Eller bare lige nu. Jeg ved det ikke.

Jeg er opfyldt af det derude hvor man rigtigt lever, ånder og trækker vejret; der hvor man også er ramt af juletravlhed, arbejdspres, hverdagslogistik og …bare, livet.

Det har jeg det rigtig godt med lige nu, og gider ikke gå rundt og have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige får skrevet noget herinde.

Jeg tror bloggen dør snart. Måske genopstår den et andet sted, måske ikke. Mine tanker skal lige tage ordentligt form, for lige nu flyder det hele lidt sammen for mig.

Så lige nu tænker jeg lidt over det. Igen.

Og imens kan I jo tage lidt pausemusik…

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...

The act of killing

Jeg har set film i dag.

En af de mest absurde, uhyggelige beretninger jeg nogensinde har set - om et samfund med en fuldstændig forvrænget virkelighed.

Om magthavere gennemsyret af råddenskab, og om at man kan konstruere et lands historie som man vil - hvis bare man har våben, muskelmasse og penge nok.

Om et ødelagt normalitetsbegreb, afstumpede voksne og børn der udsættes for forfærdelige syn og oplevelser.

Og så var det ikke en gang fiktion.

Jeg ved ikke rigtig om jeg vil anbefale The act of killing.

Den er grum. Den er grim. Den er grotesk.

Du kan ikke undgå kvalme, tårer og en trang til at forlade filmen inden du har set halvdelen.

Og så er den vel egentlig også på sin vis nødvendig, i denne sære verden.

Det ville jeg ønske, den ikke var.

Dance

Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:

Jeg elsker den.

Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.

Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.

Indbydende

Mit broderigarn har ligget i en stor, sammenfiltret klump a.l.t for længe, og det har bestemt ikke indbudt til kreativitet.  Jeg har simpelthen ikke orket at skulle bruge minimum 30 minutter på at redde lidt garn fra filten, inden jeg kunne komme ordentligt i gang.

Nu er der anderledes styr på det. Takket være Pinterest, hvor ideen her var lige til at hapse.

Nu virker det hele pludselig anderledes indbydende - og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke jeg hopper i et broderi igen meget, meget snart...

Lige på vippen

Jeg har før stået overfor begivenheder i mit liv der har markeret en ændring; gode såvel som onde.

Jeg følte mig virkelig …mærkeligt til mode, da jeg fik min første menstruation. Ikke voksen, bare anderledes.

Jeg følte mig lidt mere voksen, da jeg gik fra tætsiddende sportstop til rigtig bh. Og vældig meget voksen (as if!), første gang jeg sådan rigtig sagde fra overfor min far.

Jeg blev rigtig voksen den dag jeg blev mor. Hvis man altså nogensinde bli´r det, sådan helt og aldeles.

Det var også en skelsættende begivenhed den dag vægten ændredes fra 69 til 70 kilo. Jeg var rædselsslagen. I dag (og ja, det er mange år senere) ved jeg at det skulle blive meget værre, og at jeg skulle ha´ haft en beroligende lussing dengang – men sådan bliver man jo klogere med alderen.

Det var blandt andet også skelsættende da jeg

• blev gift
• fik mit første rigtige job
• fik kørekort (hey, jeg har ikke lovet det blev i kronologisk rækkefølge, dette her. Jeg ranter jo bare…)
• første gang talte foran en større forsamling uden at blive ramt af kvalme og voldsom rødme
• oplevede en i nærmeste familie blive ramt af alvorlig sygdom
• endelig endte med ikke at være bange for min svigermor
• startede med at ryge
• stoppede med at ryge
• startede med at ryge. Igen
• stoppede med at ryge. Igen

Og nu? Nu tror jeg en ny tærskel venter.

Jeg er simpelthen begyndt at høre p4. Og tage bh´en af, når jeg kommer hjem efter fyraften.

Er otium´et så det næste??!

Pinlig power

Læste lige gårsdagens ord fra Fuhrmann. Kæft, hvor det bare ramte plet med hvordan jeg nogle gange synes hverdagen er.

Jeg gad helt vildt godt være sådan én der brød med alt det voksne og legede at jeg var Britney når jeg gik på Joe & The Juice. Hell; jeg gad bare godt være sådan én der gik på Joe & The Juice.

I stedet er jeg ret meget sådan én der bare lige tømmer opvaskeren, sætter en kulørtvask mere over og smider mig i sofaen til Grey´s Anatomy og Et umage par. Ikke at der er noget galt med hverken Meredith eller Dharma, men det ville da for fanden være befriende hvis man bare en gang imellem turde handle ind i Fakta sådan her...

Jeg har drømt om det mange gange, men har måske bare ikke modet. Eller én at være modig sammen med, som deler dén form for humor. I virkeligheden noget pjat, for jeg kan jo bare øve mig i det små...

Pinlig power, hedder det også - og det er helt klart noget jeg skal til at gøre noget mere i, og så bare skide hul i, hvad omgivelserne tænker om mig! Jeg burde måske bare være startet noget før, for jeg er gift med én der har udøvet kunsten i mange år, men uden at vide at det var dét han gjorde.

Jeg kan mærke at det første jeg bli´r nødt til at gøre, er at anskaffe mig et fake overskæg. Det er trods alt Movember, og alt er bare sjovere med moustache.

Også en tur i Fakta.