lørdag den 9. maj 2015

I overhalingsbanen...

Mens I lige kiggede væk et øjeblik, kom jeg til at negligere bloggen igen - allerede inden jeg rigtig var begyndt...

Sjit happens. Jeg skal jo lige vænne mig, ser I. Huske, at I er her. At jeg skal give lyd fra mig med mellemrum.

Nåmmen, ser I; jeg har jo haft travlt.Jeg har for eksempel sagt mit job op. Det der job, som stressede mig lige rigeligt, og som gjorde, at jeg løb meget, meget stærkt h.e.l.e tiden, og eleverede min puls og min respiration.

Til gengæld starter jeg lige straks i et nyt! *indsæt selv ekstatisk smiley efter behov*

Ellers havde jeg helt ærligt ikke haft modet til at sige det første op... Fem ugers karantæne er jo ikke ligefrem noget jeg går og drømmer om - så havde jeg skullet vente, havde jeg da gjort det. Nu er jeg bare heldig i stedet, og starter d. 1. juni i noget der

  • er tættere på
  • er lidt mere fleksibelt i arbejdstid
  • er knap så omskifteligt
...men til gengæld har lidt samme brugergruppe, og det er f***ing great! Dem er jeg nemlig lidt pjattet med; de socialt udsatte :-)

Jojo, vorherrebevares. Nogle er lidt småsære, drikker lidt rigeligt og bevæger sig i randområdet af, hvad "vi" synes er normal adfærd - men de er også meget ofte røvcharmerende, kalder en spade for en spade, og vil meget gerne have kontakt til nogen, der vil dem det godt.

Det vil jeg.

Lige om lidt skal vi lære hinanden at kende. Jeg glæder mig.

mandag den 13. april 2015

Kiks!

Jeg er blevet klippet. Fåk.

Det er eddermame heldigt, sådan noget garn gror ud igen.......

onsdag den 8. april 2015

Kys det nu...

Jamen okay; jeg skal jo lige have lov til at vænne mig til, at dette her blog-noget igen er en realitet, ikke?! Og desuden, så er der et helt liv herude, på min side af skærmen, der også skal leves.

Lige nu er det lidt vildt, det liv.

Jeg har et job der kan være h.e.k.t.i.s.k. Uden at gå en helt masse i detaljer, er det noget med socialt udsatte, misbrugere, hjemløse og mennesker der lever generelt ret meget på kanten af det vi andre synes er okay og almindeligt. Nå. Og jeg har temmelig meget at lave i det dér lidt kaotiske miljø, der godt kan både smitte ens arousalniveau (arousal for begyndere, hér!), og få ens normalitetsbegreber rykket lidt ved...

Jeg er poop´ed for tiden. Som i; fuldstændig mat i koderne, færdig, udkørt og mat. Dét er der vist ikke noget mærkeligt i, men det jeg véd der er vigtigt, er at jeg husker at anerkende det. Det lyder utrolig pædagogisk, jeg ved det godt - men jeg må godt sige det højt.

Nu skal jeg så bare finde ud af, hvordan jeg håndterer det også. Hvordan jeg skruer ned, når jeg véd at jeg arbejdsmæssigt har en tendens til at gå all-in, "above and beyond the call of duty!"...

Jeg er ikke god til at sige nej. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg er ikke god til at lægge tingene fra mig, når jeg går hjem.

Nu øver jeg mig (igen!), i at huske MIG - men mest når jeg har fri. Det ved jeg nemlig hjælper. En gåtur, alene med mig selv i solen, er ren Duracell for sjælen. En halv times motion giver plus på energikontoen. Et strikketøj mellem hænderne er guld.

Jeg øver mig i at trække vejret. At komme op efter luft, i de åndehuller jeg kan finde i løbet af dagen, hvor det rent faktisk kan handle om andet og mere end andres behov. Hvor det kan handle om det små i det store; om lys, luft, lyst, latter og liv.

Det er svært, når man skal indrømme det er svært - men for pokker, hvor er det fedt at have lov at skrive om det her. Og luksus at have muligheden for det. Det føles faktisk lidt som katharsis allerede.

Ikke ringe, Kirsten. Ikke ringe... :-)

fredag den 13. marts 2015

"Det er lidt ligesom at cykle..."

Det er fandeme så misvisende, når folk siger sådan! Virkeligheden er altså, at selvom du én gang har lært noget, så kan det sagtens gå i glemmebogen igen.

Se nu for eksempel det der med blogs, ing´?! Altså, helt tilfældigt...

For gud-ved-hvor-længe-siden var blogindlæg noget mine tanker kredsede sig omkring hele tiden. Hele tiden. Ikke med en dårlig undertone, for det stressede mig på ingen måde. Det var mere noget med at give sig tid til at smage på ordene, lege med formuleringer og finde måder at lave et lækkert indlæg om noget der vel i virkeligheden ikke altid var et indlæg værdigt.

Dét kan man nemlig sagtens. It´s all about the wrapping, you know. Og det gør sig forøvrigt gældene i mange af livets aspekter....

Menaltså. Lige nu er det svært, for selvom jeg har før har skrevet så der sprøjtede med bogstaver, så er det svært at finde rytmen. Den hjernemæssige motorvej der var så flittigt benyttet, har jeg svigtet. Jeg har taget mange andre veje i årene der gik, og motorvejen er groet lidt til hist og her. Det er jo hvad der sker, når der ikke er nogen der kører derpå. Nu er den hullet og revnet, nogle steder slet ikke til at benytte og andre steder bedre farbar - men jeg kan s´gu ikke køre 130 derpå!

Nu skal jeg så lige op på den der metaforiske (motor)cykel igen. Den slingrer lidt, og hakker i gearene - men jeg tror, at når jeg har kørt et stykke tid, og er kommet lidt op i fart ...så skal det nok gå. Måske kan jeg også få kørt noget af det mos i smadder der er på vejen, få lagt cyklen ned i både sving og kurver, komme uden om huller og revner - og igen få øjnene op for alle de små ting, der er værd at skrive om. Og så skal i bare se løjer.

Velkommen tilbage. Også til mig.

onsdag den 11. marts 2015

Hallooooo.....??!

Er jeg tilbage? Er jeg tilbage? Sådan rigtigt?

Jeg tror det s´gu.

Nu er jeg bare spændt på, om jeg er den eneste - eller om der stadig skulle være en enkelt der stadig har mig i blogroll´et ved en fejl... ;-)

lørdag den 8. december 2012

Float

Jeg skriver ikke herinde. Igen.

Det føles ikke som “mit sted” længere. Eller bare lige nu. Jeg ved det ikke.

Jeg er opfyldt af det derude hvor man rigtigt lever, ånder og trækker vejret; der hvor man også er ramt af juletravlhed, arbejdspres, hverdagslogistik og …bare, livet.

Det har jeg det rigtig godt med lige nu, og gider ikke gå rundt og have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige får skrevet noget herinde.

Jeg tror bloggen dør snart. Måske genopstår den et andet sted, måske ikke. Mine tanker skal lige tage ordentligt form, for lige nu flyder det hele lidt sammen for mig.

Så lige nu tænker jeg lidt over det. Igen.

Og imens kan I jo tage lidt pausemusik…

torsdag den 15. november 2012

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...