fredag den 30. juli 2010

The Queen of Random wishes to know… Part III

Hvor lang tid må der gå efter man er hjemkommet fra en ferie (telt-, sommer-, hotel- eller *indsæt selv flere*), før det er long overdew at få ens hus til igen at ligne noget der er velegnet til menneskelig beboelse?

Er det i virkeligheden ikke meningen at én opvaskemaskine skulle være nok til én husstand?

Se ovenstående spørgsmål – og indsæt så ordet “vaskemaskine” i stedet for opvaskeditto…

Er man for doven eller for u-snu når man vælger at feje hele underetagen i huset, i stedet for at hente støvsugeren på 1. sal?

Hvordan kan man sætte en ære i, hele året rundt, at gøre andre bekendte med at man overheleho´det ikke er sportsinteresseret – for så at blive lidt af en sofakartoffel så snart atletikudøverne er på banen i Barcelona???

Hvad er det der gør at nogle mennesker er dybt religiøse – og andre blot mener at Gud er en fantasiven for voksne?

Hvordan kan voksne lade børn vinde i spil med vilje? Jeg prøver nogle gange, men der farer en djævel i mig et stykke inde i legen. Djævelen plejer at overbevise mig om, at børn har godt af at lære at tabe, og så er det jo pludselig en pædagogisk læringsproces – og ikke blot mit konkurrencegen - det handler om. Hmmmmmm…

Hvorfor skal det være så skidesvært at finde motivationen til at holde op med at ryge, når alle de gode grunde sidder i sofaen lige bag mig nu?

Hvorfor laver de poserne til bland-selv-slik så friggin´ store? Det ser jo ikke ud af en døllefjellemusse mens man fylder i dem, men når man så kommer hjem og tømmer posen i en skål giver det instant dårlig samvittighed! Og jeg er altså enormt dårlig til at holde op med at spise slik før skålen er tom.

Hvorfor taber jeg mig overhovedet ikke på (af? over?) brysterne? Til at starte med var det jo fedt nok, men nu synes jeg bare tøjet begynder at sidde lidt for underligt.

Hvorfor får jeg lavet allermindst når min familie har fri? Her ser jo ud af lort til efterhånden, og jeg begynder så småt at frygte hvordan huset ser ud når sommerferien er slut.

Hvornår får jeg tid til at sy igen?

Hvor mange genstande er det mon okay at drikke, for stadig at kunne cykle hjem i rimelig sikker tilstand i morgen aften? Og hvis vi tager cykelshorts og resten af gear´et på, må vi så køre akkurat så råddent som vi lyster – ligesom de andre motionscyklister på “højt” plan?

Hvor bliver alle vores håndklæder, viskestykker, strømper og karklude af???

Gider jeg mon tælle hvor mange fluer der er i et hjem på landet, for your entertainment only?

Hvornår mon ungerne bliver trætte i aften, så fjernsynet igen kan blive voksendomæne?

På en dag med regn og rusk må man…

…spille WII alt det man har lyst – og downloade nye spil hvis man mangler.

…drikke kaffe, saftevand og cacao i rå mængder.

…køre på sit nye Wawe-board inde i stuen.

…krydse både fingre og tæer for at teltet i haven ikke blæser væk.

…glæde sig til ren voksenaften i morgen til årets teltfest – og håbe på bedre vejr, når man skal cykle hjem i halvsnaldret tilstand.

…kede sig lidt, men alligevel synes det er hyggeligt.

…indse at der ikke længere findes undskyldninger for ikke at få lagt alt vasketøjet sammen efter teltturen.

…overveje at støvsuge hele hytten. Men man behøver ikke gøre det.

…godt trække kaffebesøget hos naboerne i langdrag,fordi man ikke skal nå andet.

…glæde sig over alt det man nåede inden regnen tog til.

Det er helt okay.

torsdag den 29. juli 2010

Og så glemte jeg endda det allervigtigste!!

Midt i gårsdagens volleykamp – den sidste, den ydmygende! – stod min mand pludselig, højtråbende, med benspjæt og høje hop:

GIV MIG ET S. GIV MIG ET D. GIV MIG ET R. GIV MIG ET PUNKTUM. GIV MIG ET………….”

Tak til min helt egen cheerleader. Mit enmands heppekor, der stavede sig højt, larmende og underholdende igennem

“S-d-r-.-S-a-l-t-u-m”

uden at tøve en eneste gang. Avec teenagetøs-gestikuleren og fnis i slutningen.

Det er derfor jeg elsker ham!

Heads up! Boldspade på banen!

Hmm… I et pludseligt anfald af overmod og legesyge fik jeg sagt ja, da jeg den anden dag blev spurgt om jeg ville deltage i en volleyball-turnering på det lokale stadion, i anledning af byens sommerfest. Nåja, og så er turneringen vistnok også en undskyldning for at få solgt nogle fadøl til det tørstige folk.

Tænk; man kan i et par dage gå og overbevise sig selv om at “det skal s´gu nok gå. dårlig kan jeg da heller ikke være – og det skal nok blive rigtig sjovt.”

Samtidig, for ligesom at helgardere mig, fik jeg sagt til mine medspillere at jeg virkelig, virkelig, virkelig er ringe til boldspil. Ikke kun volleyball. Næhnej. Alle former for boldspil. Tjek.

Diagnosticeret boldmongol, det er mig.

Men som sagt, jeg fik mig selv bildt ind at det nok ikke blev så slemt. Faktisk fik jeg næsten bildt mig selv ind at jeg nok nærmest stod til rygklapperi og ros fra mine medspillere bagefter.

Tøhø…

Dét skete så ikke lige.

Vi spillede da. Fire kvinder og to yderst pædagogiske mænd, for hvem sejren var langt udenfor rækkevidde allerede da de sagde ja til at være på hold med os andre.

Og vi vandt første kamp! Hey! Endda på trods af at Søren tørt kommenterede inden kampen blev fløjtet igang, at hvis man lagde samtlige modspilleres alder sammen, var de stadig ikke halvt så gamle som vores samlede alder. Kvindernes, altså. Tak, Bror Lort.

Næste kamp blev – selvfølgelig, for hovmod står for fald – en ydmygende oplevelse. I dén grad.

Undertegnede stod for kampens ringeste serv, af den slags hvor man ikke opnår andet end at slå huller i luften. Efterfulgt af latterbrøl fra dem der normalt kalder sig mine venner… Fedt.

Måske man skulle overveje at sige nej næste år… Men det ender sikkert med et ja alligevel, for det var da hylende morsomt – og jeg er i det mindste god til at hygge, drikke fadøl og ryge smøger bagefter. Brandgod.

tirsdag den 27. juli 2010

BØH!

……Der blev du nok forskrækket, hva´? Du troede lige jeg var væk??!

Næææh, du. Jeg er her endnu. Jeg har bare været optaget elsewhere, med sommerferie, telttur, familiehygge, kvalitetstid og livet generelt.

Men nu er jeg tilbage. På lavt blus, for sommeren er her endnu, og jeg har tænkt mig at udnytte det på det groveste. Misbruge den, og suge al næring ud af den.

Men jeg er her!

torsdag den 22. juli 2010

Jeg tror der er magi i luften…

016

…når gøglere og godtfolk finder sammen en helt almindelig onsdag aften på Aalborgs havnefront.

Tak til Cutty Sarks Tall Ships Race. Nu vil jeg være ilddanserinde når jeg bli´r stor.

tirsdag den 20. juli 2010

Sommerferiestille

Jeg skriver ikke meget herinde disse dage. I stedet nyder jeg roen, varmen og hyggen med min familie, for nu har Søren også fået ferie og det elsker vi!

De sidste tre-fire dage har vi tilbragt på et paradisisk sted ude østpå.

I et lille eventyrparadis med fuld forplejning, utrolig forkælelse, bål hver aften, kaffemaskine lige udenfor soveværelset, fri leg, bøfsandwich til frokost (!), shoppingtur uden regning, restaurantbesøg, snak og hygge - og Somersby, sodavand, isvafler med guf og kolde øl ad libitum.

Paradis er ikke åbent for hvem som helst, så spørg mig ikke om I kan booke et værelse. Det vil ikke kunne lade sig gøre. Men måske I kan finde jeres eget lille Paradis elsewhere…

Vores var nemlig eget telt – slået op på svigerforældrenes plæne. Det eneste vi skulle gøre til gengæld for miniluksusferie var en smule murerhjælp (ikke mig!) med en skorsten der trængte voldsomt.

Ikke ringe. Vel? :-)

fredag den 16. juli 2010

“Skal vi være venner…?”

*Advarsel! Semi-surt opstød forude*

Jeg har netop modtaget en venneanmodning på fb. Dét plejer at være noget jeg glædes over, for som regel dukker et uventet ansigt fra fortiden eller blogverdenen op – og dét er dejligt.

I dag blev jeg irriteret. Og ved ikke helt hvordan jeg vælger at tackle det.

Når Astas skolekammerater ser at jeg er på fb er det flere gange lydt “Så kan vi også være venner!” – og jeg har været krampen der har afvist det blankt på stedet hver gang, inden de får sendt anmodningen afsted.

Begrundelsen har været den samme hver gang. Jeg er kun fb-ven med voksne (eller næsten-voksne), og jeg mener ikke fb er et børneforum. Her kategoriserer jeg alle under 14-15 år som børn.

Hvorfor? Fordi jeg nogle gange bruger fb som megafon, og skriver ting som er stilet til voksne. Jeg kan ikke se hvad en 9-årig ville få ud af at være ven med mig derinde. Til gengæld skal de til hver en tid være velkomne i mit hjem, og hér kan vi sagtens være venner.

Nu fik jeg så den venneanmodning. Fra en 9-årig. En af vore gamle bekendtes datter, hvis forældre jeg selvfølgelig allerede har indlemmet i fb-flokken.

Og nu går jeg og kredser omkring pc´en,og prøver at formulere mig så nænsomt som muligt. Til en 9-årig, der – efter min ydmyge mening – ikke har en døllefjellemusse at lave på fb.

Personligt synes jeg…

at det er sur røv at opdage at blenderen er stået af når man lige har smuttet 300 g mandler, der skal finthakkes til mandel/marengsbund.

Fåååårk, det tager altså lang tid med kniv og skærebræt. Men nu er det gjort, og Daim-islagkagen er indenfor rækkevidde.

Det kan således godt være at fredagen startede med eder og forbandelser, men den slutter ikke desto mindre af med en himmerigsmundfuld.

Ikke så ringe endda. Og nu ved jeg så også hvad jeg skal huske at skrive på ønskesedlen til december.

torsdag den 15. juli 2010

Står der måske “Hausfrau” i panden af mig???

Vi kører magtkamp herhjemme lige for tiden, Søren og jeg. Faktisk i en grad, så jeg ligefrem længes ekstra efter at han går fra til ferie i morgen eftermiddag, for det vil så betyde tre hele uger uden den dagligt tilbagevendende diskussion.

Og hvad handler det hele så om?

Hm?

Madpakken. Den Friggin´ Madpakke (herefter benævnt DFM) han har med hver evig eneste dag.

Der burde ikke være noget at tale om der, vel? Han smører den selv, ligesom han har gjort hver eneste dag i sit voksenliv – efter han flyttede fra Mors domicil, vel at mærke. Dengang havde vi også jævnligt små debatter kørende om DFM, for han var godt vant, den unge mand.

Jeg mente – og mener stadig – at man som voksent menneske fuldt ud er i stand til at sørge for egen forplejning. Bare fordi.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke godt kan finde på at smøre DFM en gang imellem. Fordi jeg elsker ham, og gerne vil hjælpe. Og kun af den grund. Ikke fordi det er “mit” job. Ikke fordi “de andres koner gør det”. Ikke fordi jeg synes jeg skal, og ikke fordi jeg føler mig forpligtiget til det. Fandeme nej.

Fordi jeg har lyst. En gang imellem.

Nu er det blevet en åben krig. Humoristisk, jowjow, men dog en krig.

Nu kommer han dagligt hjem og fortæller om små chokoladebarer, Oreo´s, kiks og bolcher i de andre gutters madpakker – og spørger lidt forurettet (men gudsketakoglov med glimt i øjet) om jeg ikke synes jeg er en hård og uretfærdig hustru…??! Så´n lidt andenrangs i det…??!

Sidste nye tiltag er nu fotodokumentation, af frugt i mundrette stykker, sirligt sat på træspyd så “Fatter” ikke får snaskede fingre når han indtager desserten….

Jamen, for helvede da osse……..!

Jeg tror jeg skal benytte firmaets sommerfrokost på mandag til at indgyde d´damer noget kampånd, altså.

“Tjener! Må jeg bede om et isbad?”

Jeg havde egentlig alle gode intentioner om at få lavet en hel masse i dag. Der skulle ryddes op og gøres rent, og for hyggens (og børnenes, og gode venners) skyld skulle der fabrikeres Daim-islagkage og homemade jordbærtærte deluxe.

Indtil videre har jeg kun nået at starte på en rengøring af køleskabet, lidt vasketøj og at trykke på “start”-knappen på opvaskemaskinen. Phew, hva´?

Der er fandeme for lummert! Vi går med vinduerne på vid gab og gisper efter vejret – og udenfor er det ikke ret meget federe, for dagens første store stime af tordenbrag, øs-pis-regnvejr og hagl (!) har netop lagt sig.

Jeg håber der kommer mere vand, mere bulder og mere luft. Jeg har brug for det, hvis jeg nogensinde skal komme i omdrejninger.

onsdag den 14. juli 2010

Bo. Bedre?

Jeg fyldes med undren og respekt i disse dage, når jeg læser med hos Helle – og glæder mig enormt til at se det endelige resultat på glittet papir senere hen.

Det ligger bare lysår fra min hverdag. Jeg får aldrig et hjem der egner sig til glittede sider i lækre magasiner, for ikke bare at tale om et hjem med nogenlunde styr på lortet.

Jeg er mere sådan typen der hellere end gerne springer en støvsugning over i ny og næ – og lever med det gamle bras jeg har, fremfor at investere i nyt i dyre domme.

Don´t get me wrong. Jeg ville e-l-s-k-e at have et hjem som dem vi ser i bladene, boligreportagerne og vore drømme. Elske det, intet mindre.

Jeg mangler bare de vigtigste ingredienser.

1/ Pengene.

Uanset hvad man har tænkt sig at gøre ved sin bolig, så koster det. Også selvom du bare vil male et eksisterende møbel. *Ka-Chinnng!*, siger det så i den lokale Flügger, og du er lige en lille plovmand fattigere.

Resultat: Mine møbler er stadigvæk brune.

2/ Tiden.

Se ovenfor. Man skal jo for filan også finde en halv time hér, eller en hel eftermiddag dér bare for at få de s**** sættekasser gjort lækre – for, let´s face it, de er sgutte all that som de står lige nu. Og sådan har de så stået i lige omkring et lille år. Og ventet… sammen med den fine hylde, skolepulten, sekretæren og sofabordet.

3/ Evnerne.

Nej, jeg har ej. Nej. Nej, sagde damen.

Evner har jeg masser af, men i boligindretning, eeeeeh… not so much. Jeg er simpelthen ikke i stand til at skille skidt fra kanel med sikker sans hver gang, og kommer således hjem med det ene stykke ubrugelige bras efter det andet. Er jeg så en sjælden gang heldig at finde et Wiinblad-fad, er det selvfølgelig skåret, knækket, limet ucharmerende sammen igen. Hrmpf.

Men håbe kan man vel altid. Eller købe et blad, lukke øjnene og drømme at man bor hos Helle ;-)

mandag den 12. juli 2010

Hvad er det lige med mig og serieproduktion?

Jamen jeg ved det jo godt. Det er ensformigt, afslappende og hyggeligt, ikke? Absolutely no brain activity needed - kun en smule omhu når der skal vælges materialer, sammensættes farver og mønstre. Og nogle gange skal man udfordre sig selv og sin sans for æstetik, for tingene kan altså sagtens blive for pæne.

Nu er der bl.a. fuld skrue på 70´erne…

023 

…og I der læser med her på regelmæssig basis vil vide at jeg ikke selv er udelt begejstret for dem. Blå er altså bare ikke mig, men det er vistnok sundt at udvide sin horisont. Siger de. Nu har jeg camoufleret det lidt med det gule og turkis. Bare for sjov.

Så kan jeg sjovt nok bedre lide disse her…

022 

…selvom de har fået blondebånd, og dét er så heller ikke lige mig. Under normale omstændigheder. Men det blå “muselmalede” mønster digger jeg da for vildt!

What else? Jo, nu kommer vi til dem jeg selv elsker:

021

024

Dét er i orden, hvis I spø´r mig. Retrostoffer, leopardplettet ruskind (jo, fandeme så! En kende slutty måske, men helt okay til en lillebitte mobiltaske), en smule farvestrejf og fine kontraster.

De er lavet i to forskellige størrelser, og kan købes til helt rimelige priser på Amio. Snart. Jeg skal liiiige sy tre mere, tror jeg……….

søndag den 11. juli 2010

Uh, uh, uh…

Jeg nåede ikke at skrive det i går, og i dag har symaskinen taget min tid – men se lige hvad Helene har i give-away godteposen til alle os med hang til nål og tråd!

lørdag den 10. juli 2010

Varmefri

I dagens allervarmeste timer er jeg trukket indenfor. Tiden er blevet brugt godt herinde. Ikke fornuftigt, men godt.

002 

003

I morgen bliver pigerne hentet af bedsterne, så når jeg får børnefri tror jeg bestemt der skal produceres flere af de små mobiltasker - til Amio :-)

Jamen…

001

Det er vel dybest set bare en Nintendo DS for voksne. Ikke?

Men jeg indrømmer det: Jeg er et legebarn, også når det kommer til teknologi – og lige så snart jeg får legetøjet i hånden hører dinosaureren op med at eksistere.

Så funker det. Også det der med at ringe og sms´e (som jo egentlig er det jeg har købt den til).

Psssst! Jeg har allerede downloadet fem spil. Er det for umodent af en kvinde midt i trediverne?

fredag den 9. juli 2010

It don´t mean a thing…

Et indlæg hos Lis den anden dag fik mig til at tænke. Og fatte broderinålen, men dét er en helt anden sag.

Eller er det nu også det?

I mange, mange år gik jeg og følte mig lidt ved siden af. Ikke på den fede måde, for dét var jeg slet ikke klar over at man kunne være dengang.

Jeg er nemlig vokset op i en gennemsnitlig, dansk, sovs-og-kartofler familie; én af den slags hvor det bedste man kunne være var Almindelig. At skille sig ud var ikke noget vi gik efter. Overhovedet.

Det er der såmænd ikke noget galt i. Det virkede jo – og virker stadig for mange. Bare ikke for mig.

Men det gjorde det dengang, til en vis grænse. Jeg var ligesom de andre; cowboyskjorte og højt hår, poloshirts og Converse-sneakers. Jeg skilte mig ud på ét punkt, og det holdt jeg lidt for mig selv i mange, mange år.

Jeg syntes det var lidt pinligt. At en teenagertøs brugte tid på håndarbejde, tegning og alt det andet kreative – i stedet for at rende i hallen og spille badminton med de andre.

Selv da jeg blev ældre, og valgte en uddannelse som håndarbejdslærer kunne jeg høre mig selv forklejne det når folk spurgte.

Njaarh, det er jo mest fordi jeg ikke kan andet – p.g.a. min gigt, altså. Det skal jo være noget stillesiddende…”

Jeg havde en klar opfattelse af at de så mig som sær. Gammelkoneagtig. Ikke interesseret i at tage en rigtig uddannelse. De vidste jo at jeg var i stand til meget mere, min “stræber-baggrund” taget i betragtning. Så hvorfor nu håndarbejde???

Jo. Fordi – og det var dét Lis skrev – It don´t mean a thing, if it ain´t got that swing.

Det har kreativiteten for mig. Og det takker jeg både jord og himmel for i dag, for det bringer mig sjælero når alt andet er kaotisk.

Jeg skal bare huske det!

001

Nu med korssting :-)

torsdag den 8. juli 2010

Fuck den danske sommer!

I dag er vi ligeglade.

I dag blæser vi på sommervejr, ukrudt, vasketøj, lummervarme, støvsugning, blomstervanding og jordbærplukning.

I dag forskanser vi os i sofaen - med chips, kold sodavand, kaffe og fjernbetjening indenfor rækkevidde.

I dag lader vi os underholde.

Af Johnny Depp, Alice og alle de andre.

Det var jo dét jeg sagde…

En gang imellem kommer medhjælperpigen hjem med en bakke jordbær!

001

Life is gooooooooood! …og nu ved jeg hvad jeg skal lave i dag :-)

002

onsdag den 7. juli 2010

Min store pige…

har den bedste sommerferie i hendes liv hidtil. Hun er stolt, for hun er blevet fast* medhjælperpige hos gode venner i jordbærsæsonen.

Samme gode venner er Astas gamle dagplejemor og hendes mand, og de har altså altid haft et helt specielt forhold til Asta. Hun er altid mere end velkommen, og de tager sig al den tid i verden der skal til når hun er der. Men hun ligger ikke på den lade side, for der er altid noget at hjælpe til med derovre, og det gør hun hellere end gerne.

I disse dage stempler hun æggebakker, viser turisterne ud til jordbærmarkerne, flaskefodrer lammene, laminerer små skilte til jordbærrækkerne, luger ukrudt (og måske ryger der også en staude eller to med, men hvad gør dét), samler æg, sorterer løbesedler, sætter frokost på bordet til det arbejdende folk og meget andet. Og alt sammen i et meget adstadigt tempo, og kun det hun gider.

Jordbær får hun ikke lov at plukke til kunderne, for det er for hårdt arbejde. Men man må plukke alle dem man selv kan spise. Det er temmelig mange, skulle jeg hilse og sige…

Og hver dag kommer hun hjem, pavestolt, med klingende mønt i lommen og mindst én bakke af disse her…

001

Det er nu slet ikke så tosset at bo langt ude på landet!

*fast = når det nu lige passer den lille dame ;-)

tirsdag den 6. juli 2010

Kan du gætte hvem du er…?

Hvor er verden dog bare lillebitte!!!

Tænk, at have gået rundt i min fars baghave en halv trilliard gange og have været hos købmanden et lille stenkast fra hans hus, i byen jeg voksede op i – helt uden at vide, at én af mine favoritbloggere bor kun en spytklat derfra. Vi taler 200m her. Højst!

Og hvordan ved jeg så det nu?

Jo, fordi jeg var et smut forbi Trendsales i dag (“ikke købe! KUN kigge, Kirsten!”) og dér står nemmerlig folks postnummer og hjemby. Og jeg, der altid har gået og troet at hende her var fra Aalborg…

*Tsk, tsk, tsk…*

Hér er min barndoms gade. Kan du gætte hvem du er…?

Hvordan skal det ikke ende…

Ssssshhyyyyyysh…

Sig det ikke til nogen, men lige nu sidder Søren ved spisebordet og blander acrylmaling i kæmpestore mængder.

Manden har al-drig malet før, men han hævder at dette her bliver godt, at det skal have en hædersplads i stuen.

Han siger også, at hvis det mod forventning ikke bliver godt, maler han aldrig igen.

“Øvelse gør mester” gælder åbenbart ikke hér.

Den rette plads

Endelig fandt jeg en ramme til mit efterhånden ret bedagede korssting. Og takket være Minimegas smukke papirvarer fik det lidt ekstra spræl med på vejen.

002

Den rette plads var nem at finde. Her skal broderiet bo, for her har det hjemme. Det er helt og aldeles oplagt.

003

Ikke?

mandag den 5. juli 2010

Er der en nørd tilstede?

Okay, jeg indrømmer det. Jeg hedder Kirsten, og jeg er en dinosaur.

Og hvis man er en dinosaur er man på spanden. In da shithouse, so to speak.

Min go´e gamle mobil ligger på sit dødsleje. Faktisk har den allerede fået kunstigt åndedræt et par gange, og vi har sagt vores farvel – for så bare at udsætte pinen lidt længere, gang på gang.

001

R.I.P., Old Faithful. Det er okay at give slip nu…

Nu kommer vi så til dinosaurdelen:

Old Faithful skal erstattes. Jaja, jeg ved det godt. Måske er det lidt tidligt at binde sig igen, men jeg har brug for det.

Jeg har brug for nørde-hjælp. Jeg overvejer en LG mobil – men fatter altså ikke hvad det der Android er for noget.

Hjælp…??! Anyone…??!

lørdag den 3. juli 2010

Oh. My. God.

…der bli´r varmt i dag! Jeg synes jeg ligesom kan mærke fedtet smelte as we speak…

Lidt noget lort egentlig (ikke det med fedtet – dét er totalt i orden!), for de ting jeg burde gøre i dag er altså mere egnede til en grå regnvejrsdag.

Men pyt! Så omrokerer vi bare lidt på de vante rutiner, s´gufanden. Vasketøjssammenlægning (en disciplin jeg er nordeuropæisk mester i) kan vel flyttes ud til havebordet så solen kan nydes imens – og det der med støvsugeren, badeværelsesrengøringen og gulvvasken kan altså sagtens *arhemmmn… host!* gemmes til en anden dag. En dag med indevejr. Eller bare en time eller to.

Sørens murerbil skal rengøres. Godt. Den er ved at nærme sig det klammeste automobil jeg no-gen-sin-de har set, så der skal udføres damage control inden det er for sent. Colibakterier udvikler sig med lynets hast, mens jeg skriver disse ord. Jeg véd det bare. De ligger på lur derude, out to get me.

Det jeg egentlig ikke ved, er hvodden fa´en det endte med at jeg skulle rengøre bilen…………

Ting der kan smelte et pigehjerte…

004

“High five?”

Pigerne, deres mormor og jeg tog på tur i går. De springer op overalt; Farm Fun parkerne – nogle af dem af klart højere kvalitet end andre, men lad nu det ligge.

Dagen i går handlede nemlig overhovedet ikke om ydre rammer. Den handlede om kærlighed.

005

006

008

010

029   026

015

028

035

023

024    

036 037

039

Enough said. God weekend derude. Og nyd nu sommeren!

torsdag den 1. juli 2010

Jeg – en heldiggris

Kan man mon leve af at være AOF-underviser? Hvis jeg nu bare får skrabt hold nok sammen, er det så en option?

For to minutter siden blev jeg ringet op af den dejligste dame fra AOF Danmark – hun ville bare lige sige at min ansøgning fra for-guderne-skal-vide-hvor-længe-siden først nu var kommet ind af hendes brevsprække (tak for lort, PostDanmark!), men at de da var meget interesserede – og om jeg stadig ville have et hold eller to?

Om jeg ville??! Ja, for dævlen da!

Så nu – hvis jeg er heldig, og der er tilmeldinger nok – har jeg fire hold til september.

*Yeeeee-harrrrrrh!*

smiley

Closed for business!

Den Bette Butik Ude På Landet er hermed lukket. Vi er flyttet til nye og større lokaler. Nu bli´r det bare spændende om der er salg i skidtet…

Aaaaaaah…

Ikke én dag er gået siden den nye sofa kom ind, hvor jeg ikke har nydt investeringen. Hvis man altså kan kalde det dét, når man som vi er heldige at finde en billig sofa i Bilka…

001

Sådan her ser den ud på en god dag. Belagt med bamser og kiksekrummer, og godt gemt bag et hæsligt skrummel af et bord (mindst lige så belagt med farveblyanter, malebøger og neglelakker i tøsede farver).

Men den er vores. Og for catan, hvor ligger man altså godt i den. Flyderen.

Aaaah……….

WIP

002

003

…fordi Agnes lige har brug for at få navnene på de allersidste bogstaver på plads inden starten går til 1. klasse.

Det er altså også pænt svært, når man synger alfabetsangen og *lmnop* lyder som ét bogstav! ;-)