onsdag den 23. november 2011

Da der blev to onsdage i én uge…

var så åbenbart nu! I dag er det nemmerlig helt ægte onsdag, hvor det i går var sådan en mere forloren en af slagsen.

Den ægte vare er bedre, skulle jeg hilse at sige.

I dag har mit humør været klart bedre, og dét er jeg svært glad for. Jeg er endda så up-beat, at jeg tror jeg kan formå at forklare hvorfor indlæggene her på bloggen er blevet som klattet havregrød; de kommer i klumper, og er som oftest grå og intetsigende.

Okay så. Here goes.

I en rum tid har bloggen her været min ventil. Jeg har brugt den når jeg er i humør til et grin, når jeg har gjort mig store tanker (i mit univers, that is), når jeg vil dele en stolthed. Jeg har aldrig ønsket at skrive en bitterblog, eller endnu værre: En intetsigende blog.

Jeg vil sprede glæde og smil – og selv glædes over det jeg kan læse tilbage på. Om det så er et stykke krimskrams jeg har skabt, en kage jeg har forkælet familien med eller en flok bevingede ord med sarkastisk tone er underordnet. Jeg vil bare have det godt med at udgive det jeg skriver.

Det har jeg ikke lige nu.

Når jeg ser tilbage på de sidste mange indlæg er det lort jeg ikke selv ville gide læse andre steder. Simpelthen.

Jeg er kørt træt, og smider af og til et indlæg på bloggen i forsøget på at overbevise mig selv om at den stadig lever. Det gør den bare ikke. Den er på life-support, og ligger nu og sygner hen som en anden grøntsag. Og det faktum at jeg en sjælden gang smider ekstra ilt ind gør ikke at den vågner igen. Der skal meget andet og mere til.

Lige nu vælger jeg at lade den ligge for en stund. Den løber ingen vegne, og måske kommer jeg en dag tilbage og genopliver den. Måske får den lov at dø.

Lige nu vil jeg hellere leve mit liv end skrive om det. Der er mange ting der fylder. Ting, jeg ikke har lyst at skrive om herinde, for de handler om andre end mig, og det skal respekteres. Men jeg vil hellere være sammen med de mennesker og bruge mine sparsomme kræfter dér, end sidde foran pc´en.

Sådan må det være. Og sådan blev det. Da der blev to onsdage i én uge.

mandag den 14. november 2011

What´s new, pussycat?

Not much, really. Og vel egentlig slet ikke nok til at skrive et blogindlæg om det, men nu gør jeg det alligevel. Hvis mine børn engang fatter interesse for hvor actionpacked deres mors liv var som næsten-ung, kan de jo læse tilbage i skripterne, og få syn for sagen.

Og actionpacked, dét er det. Jeg har for eksempel bestilt uld til at filte tørklæder af i dag. Til jobbet ganske vist, men det tæller da alligevel, gør det ikke??!

Jeg tror også jeg har jokket et hundehår op i foden, og kan nu mærke det lille *prik* hver gang jeg tager et skridt. Alligevel har jeg zumba´et i dag. Livin´ on the edge. Jeg sagde det jo.

Nåja, og så holdt vi fest i lørdags. Dét er alligevel værd at få med! Selvom jeg jo faktisk lidt havde håbet på at være standervissen omkring klokken 11, og det så i stedet udviklede sig til sådan en ret stille fest. Med søde mennesker, god musik, masser af mad og drikke (Asti, jeg elsker dig!), grin og ballade. Og Gæt-og-grimasser. Ja. Vi er så nået dertil i vores liv, hvor vi tilhører det segment der faktisk kan få sjov ud af at kravle rundt på gulvet som Grethe Sønck* look-a-likes i vores salige minibrandert.

Ellers er vi just omtrent same old same old.

Hvis vi pludselig oplever noget á la million-Lotto-gevinst, en efternølers ankomst eller et jordskælv hører I fra mig igen. Og måske før. Men kun hvis jeg rent faktisk synes det er noget der er nogenlunde værd at skrive hjem om.

Deal?

*Forbrugerinfo til de der har forvildet sig herind ved en fejl, og eventuelt er født ultimo 1980´erne eller efter; Grethe var et lørdags-aftens ikon da mor var dreng. Send Onkel Google efter hende, så bliver du klogere.

torsdag den 10. november 2011

Gennembrud!

Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*

Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.

Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.

Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.

Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…

søndag den 6. november 2011

Fyldt

Jeg har holdt weekend med weekend på.

Pigefødselsdag, bageri, WII-spil, flere legekammerater, selvbevidst zumba i stuen, Ikea-møbel-samleri, tøjvask, godt selskab og alt det løse er gået op i en højere enhed, og nu er jeg fyldt op. På den rare måde.

I de stille stunder har jeg siddet med Trines strik mellem hænderne, men det går ikke for hurtigt. Opskriften fejler ikke noget, men det gør jeg åbenbart. Jeg ved ikke om der findes en diagnose på “strikke-skulder”, men ellers stiller jeg gerne op som forsøgskanin. I hvert fald gør min højre skulder naller hver gang jeg har siddet en halv time med pindene. Og hvor kom dét lige fra??!

Nevermind. Jeg holder ved, gør jeg. Det er lækkert garn at arbejde med, og opskriften er fandenfiseme lige at gå til. Og nu er jeg såmænd snart 35 cm inde i ponchoen (på omkring 14 dage. Crap!!), så mon ikke jeg når målet lige pludselig?

001

Asta er allerede lidt misundelig over at den ikke er til hende, så hvis ellers skulderen vil samarbejde tror jeg der kommer en mere på pindene bagefter. Bare lidt større, forstås.

Og nu? Nu giver jeg den en skalle mere med garnet – og måske en god film dertil. Det sidste weekend skal nydes…

lørdag den 5. november 2011

Thank heaven - for little girls

Jeg slap for at lave flagermusen!! Barnet ombestemte sig i allersidste sekund – og tak for dét.

Stemningsmedley´et ser cirka sådan her ud…

035

059

071           037

069

…og i virkeligheden er ord helt overflødige.

Alligevel vil vi dog lige sende en varm tak til Rie Elise for at lave så smukke papirer, og Minimega for idéen (hvem kan sige “rip-off”?) til poserne! Dét satte prikken over I´et, da alle småpigerne fik slik med hjem i sådanne skønheder.

Og så har jeg forøvrigt gemt skabelonen jeg lavede dertil, for det bli´r ikke sidste gang.

Nu er der bare tilbage at sige: God aften derude. Om lidt rammer jeg sofaen – og så vil jeg snuppe tre-fire gulerødder med, for ikke at blive fristet af dagens leftovers…

060

068

fredag den 4. november 2011

“Nogen” jeg kender…

blev otte år for et stykke tid siden. Derfor skal “Nogen” holde temmelig forsinket fødselsdagsfest i morgen. Og derfor står “Nogen”s mor nu i køkkenet og bager på livet løs.

“Nogen” har nemlig bestilt en flagermuseformet fødselsdagskage. Halloween in mind, og alt det dér.

Mens flagermusen køler af skal der foldes godteposer af fint papir og laves aftensmad, ryddes op og vaskes tøj.

Der´ altid nåed at gøre for en husmor…

Psst…! Hvis den der flagermus lykkes, bli´r I billedspammet i morgen. Needless to say; hvis der så ingen billeder er, så ved I med sikkerhed at den er blevet helt og aldeles ynkelig at se på.

tirsdag den 1. november 2011

Here I am!

Jeg er faldet i YouTube-fælden…

Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?

Se bare hér! It´s all oldies but goldies:

Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…

Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.

fredag den 21. oktober 2011

´tis the season to be jolly

Vi plejer at være håbløst bagefter når julen er lige om hjørnet. Især tøsebørnene, som sidder og lægger sidste hånd på årets værker d. 24. om formiddagen. Dét giver moderen sved på panden, for som altfavnende blæksprutte og medhjælper-til-alt synes jeg det som regel medfører en “al gang foregår i løb”-seance herhjemme, som jeg godt mener jeg kan være foruden bare en enkelt gang.

Så: Begge tøsebørn var bænket til sofaen i går p.g.a. sygdom, snot, hoste, let feber og generel dvaskhed. What to do, hvis man ret hurtigt begynder at kede sig til Nickelodeon, Disney og Boomerang? (Og hvad er der egentlig blevet af alle de gode børnefilm der engang i tidernes morgen var selvskrevne til efterårsferie-filmkavalkader??)

Vi begyndte da på årets julegaver! (Og hvis man nu er Mormor, Tante Malene eller Moster Lillian og læser med, så luk straks skærmen ned – eller lad i det mindste være med at sladre til lille fætter Lækkermås!)

En tur i Stof&Stil den anden dag gjorde at vi ikke selv skulle bruge ho´derne ret meget. Haps!, dér lå da lige julegaven til pigernes lille fætter; Niels-Oscar. Og på kun én lille dag fik Agnes færdiggjort sin del af den.

Værsesgo! Ideen er som sagt ikke min, men damerne bag Stof&Stil deler gerne, det ved jeg.

003

Ét styk fint memory-spil til den lille fyr, med specielle motiver, udvalgt, klippet og syet af Agnes. Fandeme jo.

Det var med tungen lige i munden, og med en hjælpende hånd fra undertegnede – men hun gjorde det fileme! Det eneste jeg hjalp ekstra til med var da der skulle klippes huller i det orange(!) filt. Det er en dygtig ung dame vi har lavet dér.

002

001

Der er i høj grad tænkt på motiverne da stoffet blev udvalgt, og det er godt. Nu er vi blevet enige om, at Niels-Oscar garanteret bliver helt vildt glad for den fine gave – og at Onkel og Tante måske ikke helt kan lade være med at tage et spil memory når den lille er lagt i seng…

Asta var også i gang i går. Målet er et lille udvalg af amigurumi´er på en barnevognssnor af fine perler i klare farver, så der er lang vej endnu, men:

004

½ skildpadde er s´gu ikke så ringe endda på en lille arbejdsdag. Faktisk er jeg vildt imponeret, for det lød grangiveligt som om hun var klar til at skrotte lortet op til flere gange.

Når han er ved at være færdig skal I nok få lov at se. jeg blærer mig nemlig gerne med mine unger! ;-)

torsdag den 20. oktober 2011

Advarsel! Surt, urimeligt, infantilt (og heldigvis kort) indlæg forude!

Véd I hvad jeg ikke tåler??!

Nåmmen så skal jeg da hellere end gerne fortælle jer det – når I spø´r så pænt: Når “folk” (læs; professionelle mennesker, selvbestaltede eksperter o.lign.) i medierne ikke formår at kalde tingene ved deres rette navn.

I dag har jeg for eksempel både på tv og i radioen hørt to voksne danskere sige “bedler”. Det hedder billeder!, for fanden. Det andet der er ikke engang et ord.

Jeg får røde knopper i nakken når “folk” laver det nummer!

Ligeså får jeg det af (forkert udtalte) ord som “psykriater”, “trælst”, “skelrose” og “hångklæde”. Men bedler er altså et af de værste – og desværre også et af de mest udbredte.

Hvad fanden sker der?

onsdag den 19. oktober 2011

Ville det være for meget forlangt…

at børn (og deres forældre) kunne få lov at nyde en tiltrængt efterårsferie uden følgeskab af årstidens mest forhadte følgesvend; Influenzaen?!

Agnes blev afleveret herhjemme midt i en noget forkortet miniferie fra bedsterne. Hun skulle egentlig have været der i dag med, men blev afleveret hér før tid “for hun virker altså noget sløj”.

Knapt var ordene udtalt, før barnet holdt sig temmelig sigende for munden, og afleverede den fiiineste brækstråle hele vejen gennem stue og køkken. Hun prøvede vel egentligt at nå ud på badeværelset, men det endte med køkkenvasken. Yummy.

Siden har hun siddet stille i sofaen. H-e-l-t stille. Med remoten fastklistret til hånden, og uden appetit på andet end en smule saltchips i ny og næ.

Dét er fandeme synd!

tirsdag den 18. oktober 2011

*Og tag en dyyyyb indånding, Kirsten…*

Hvis mit kamera ellers ville samarbejde lige nu, skulle I bare se løgsovs!!!

Agnes er på miniferie hos Bedste – og i et øjebliks overmod tænkte jeg at dét da ville være det perfekte tidspunkt at rydde op (og ud!) på pigebarnets værelse. Aka Rummet Der Ikke Kan Rengøres. Hvorfor? Fordi der er lort og skrammel overalt!

Undskyld! Kære, søde, elskede Agnes… Jeg véd godt du synes dine skatte er ganske fantastiske og uundværlige, men:

So far har jeg for eksempel fundet en lille samling af sammenkrøllet (og –foldet), klistret slikpapir, tapekugler(??), gummirotter og en utæt sæbebobledispenser – i smykkeskrinet. Hvor der forøvrigt ikke lå nogen smykker. Overho´det.

De lå nemlig jævnt fordelt under skabe, i bamsekasser, i kurvene med Barbiegrej (til Agnes´ forsvar var der jo god plads, for Barbie og alle hendes venner lå ud over hele gulvet på gangen) og godt rodet sammen med Playmobil og Build´A´Bear. Så er der jo altid smykker lige ved hånden, uanset hvad man er i gang med.

Jeg har også fundet jævnt mange døde fluer. Dét gav pludselig mening da jeg fandt vores fluesmækker – som jeg har ledt huller i jorden efter i laaang tid. Men okay; den er neonpink og formet som en sommerfugl, så hvorfor skulle den ikke bo hos Agnes. Bare pænt klamt med alle kadaverne, nå.

Til gengæld kan jeg ikke finde de nøgler der engang var til Agnes´ skabe. Nu er der kun én tilbage til fem låger, så dén bliver s´gu snart svejset fast til lortet.

Jeg har samlet mig tre sorte sække nu. Med konfetti, glimmer, gammelt tyggegummi og slikpinde, garn i store sammenfiltrede kugler, firehundrede næsten ens tegninger (prinsesser, feer og seje discotøser), småbitte the-selskabs-sæt der enten mangler halvdelen eller er propfyldt med modellervoks (eller tyggegummi?), opfindelser af gamle skotøjsæsker, køkkenruller, styroformkugler, piberensere og mælkelåg, tape-tape-tape!, GaJol-æsker, McDonalds-plasticpis fra diverse HappyMeals, ………… *bare indsæt resten selv. Intet er for stort, for småt, for vildt eller for usandsynligt*………

Jeg tør ikke kigge under sengen. Det er det e-n-e-s-t-e sted jeg mangler at rydde op nu. Men jeg er bange.

Meget, meget bange.

søndag den 16. oktober 2011

Jørgen Clevin har ikke levet forgæves…

Agnes og jeg råhygger i dag. Resten af husets beboere er rendt fra pladsen, så vi har det hele for os selv, og dét udnytter vi!

Selvom den unge dame fyldte år midt i september har vi ikke nået at holde fødselsdag for klassens piger endnu (surprise!), men i dag fabrikerer vi invitationer. I stor stil, og med ganske umådeholdent forbrug af glimmer, farver, limstifte og fantasi.

001

De bliver helt som den unge dame vil ha´ dem. Et farveflor extraordinaire, med pynt og fniller-fnaller til den helt store guldmedalje.

002

Lige nu ligger de fine invitationer i pres under et væld af biblioteksbøger, men dét betyder ikke at vi holder fri. Vi puncher sommerfugle i fint papir og finder “alt der glitrer” frem fra skufferne. Jeg har en mistanke om at mine fingre ikke bliver glimmerfri lige foreløbig…

003

Det er den helt rigtige måde at bruge en efterårsferiesøndag på!

lørdag den 15. oktober 2011

One in a million

Det er en underlig lørdag i dag. Jeg er helt alene – som i totalt og aldeles, og har været det siden jeg slog øjnene op i morges. Børnene har sovet hos henholdsvis veninde og Mormor, og Søren tog afsted tidligt i morges for at hjælpe til hos en bekendt.

Jeg fejrede det med at sove til kl. 9.30.

Ha!

I virkeligheden har jeg ikke lavet en skid lige siden. Jeg n-y-d-e-r at efterårsferien er sparket i gang, og bestemte mig allerede i morges for, at det jeg ikke når i dag det når jeg i løbet af ugen.

Jeg har dog været en tur på posthuset, for dér lå en pakke og ventede på mig. Afsenderen er den altid søde Trine, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med at prøve kræfter med en af hendes strikkeopskrifter. Agnes kan snart forvente at kunne klæde sig i en sød poncho, i den smukkeste brune farve.

026

027

Nu håber jeg bare jeg gør arbejdet godt nok, for Trine har gjort et godt forarbejde – og jeg håber jeg kan fuldføre med succes.

Tak, Trine.

Og nu vil jeg nyde lidt mere af min lørdag! Peace out…

torsdag den 13. oktober 2011

Aaaaah… FYRAFTEN!

Dagens arbejde er vel udført, indkøbene klaret, danseholdene ovre, maden lavet, bordet ryddet, børnene puttet og madpakkerne til morgendagens Trim-dag sat på køl.

Og i morgen eftermiddag har jeg ferie!

Life is goooooood…

søndag den 9. oktober 2011

Farveglæde

Agnes er gået hen og har sparet sig en helt pæn sum sammen. I tråd med den samme økonomiske fornuft som barnet (næsten) altid udviser, har hun nu bestemt sig for at de skal bruges i Ikea. Der skal nyt værelse til når man bli´r større, altså.

Dét synes jeg er en helt igennem fin beslutning, og vi tog så forskud på løjerne med et par af de bogkasser vi allerede havde til at stå.

Med lidt forskellige papirvarer, lidt spraylim og ditto lak kommer man såmænd et godt stykke vej – og kasserne er allerede blevet udnævnt til bamselejligheder, siger barnet. “Det ligner jo næsten at det er forskellige slags tapeter, mor.”

Nå, ja.

003

Snorene der hænger ned til højre er fra det pynt vi også har fået lavet til det nye værelse. Ikke fordi vi har opfundet den dybe tallerken – nøh; vi har s´mænd bare gjort som “alle andre”, og er hoppet i den store restekasse. Nu har vi vimpelranker i lilla og gul, så det hele kan få et farvespræl og lidt cirkus-feel…

002     001

Jeg ved ikke helt hvad næste skridt bliver, men jeg véd at vi har efterårsferie i uge 42 og går turen til Ikea. Hun glæder sig, og det gør jeg også.

Jeg krydser fingre for skabe, skuffer og opbevaringsløsninger til Oda Opfinder………..

fredag den 7. oktober 2011

Hvis man kunne fantasere sig til fantastiske kræfter og evner…

så skulle I se mig her i weekendén; transmogriffe mig om til et utal af Kirsten´er!

Der skulle være Fråde-Kirsten, der ikke ville være til at flå fra det store kagebord

Dét ville så gøre at det ville blive strengt nødvendigt også at tage en tørn som Dancing-Kirsten

Hygge-Kirsten gad godt tage på tur med ungerne mens hendes bedre halvdel knokler igennem…

Og i virkeligheden er der strengt brug for Hausfrau-Kirsten herhjemme, efter at Sølle-Kirsten har ligget på langs i sofaen de sidste 3 dage (dét kunne vi godt have været foruden, dér!)…

Teenage-Kirsten gad godt drikke sig en brandert til i mojitos og Breezer´e – for nej, mere voksen er jeg ikke, og Breezer´e smager godt!

Når så Teenage-Kirsten sad med tømmermænd dagen derpå, kunne Filmfreak-Kirsten få lov at komme ud. Hun gider virkelig godt se tre-fire gode film i streg…

Og sidst, men absolut ikke mindst, gad vi godt se Krea-Kirsten på hjemmebane! Hun har kun fået lov at komme frem på arbejdspladsen den sidste lange tid, og hende savner vi!!!

Hvor lang sådan en weekend mon i virkeligheden skal være, hvis vi skal nå det hele?!?

fredag den 30. september 2011

Jackpot!!

Dagens ugens ÅRETS kup blev gjort i går.

Jeg havde i ånden allerede brugt i omegnen af 6-800 kroner på ny vinterjakke til Asta; Barnet der vokser med lynets hast, men…

211

Jeg skal måske lige ha´ flyttet en knap eller to, eller sætte et “pyntestykke” ind som ekstra rygvidde/dekoration…? Den er denondelynemig slimline, den jakke. Den passer hende lige præcis i livet (og knapt over brystet, som I kan se), men er godt lang på ærmerne – og jeg ved godt det er sådan den skal se ud, men det går altså ikke helt. Og hun er bestemt ikke tyk, barnet.

Nu bliver den customized, og det skal nok blive godt.

Tak til Mission Afrika, min lokale skattekiste af genbrug. Til 100 kroner kan det ikke være helt galt. Vel?

Psst…! Billedet snyder. Umiddelbart ser hun ikke begejstret ud – men der ligger et lillebitte smil på lur. Hun er godt tilpas med at eje en rigtig, ægte skindjakke for første gang!

lørdag den 24. september 2011

Motivation

På en lækkerlørdag er der normalt ro i huset her. Det plejer at indbefatte legeaftaler, all-day nattøj og gode film, flydende spisetider, lystbetonede aktiviteter og tid, tid, tid…

I dag er det anderledes. Begge piger er i fuld gang med at rydde op på værelserne. Dét er ellers noget der skal både pisk og trusler til før de gør for alvor, men denne gang er det frivilligt.

De sidste to nætter har de sovet inde hos os. Hvorfor?

Torsdag aften var Agnes lige ved at falde i søvn, da hun fik øje på sådan en fætter her på gulvet…

spider

Billedet er hapset på nettet, for ingen her i huset havde is nok i maven til at finde kameraet frem mens barnet skreg af sine lungers fulde kraft. I stedet blev en af Sørens tunge sikkerhedssko fundet frem i en gal hast – og resten er vel historie.

Jeg var ikke hjemme (thank god!), men kilder anslår at den var omkring otte centimeter fra …tåspids til tåspids? Og om det er akkurat samme slags som den på billedet skal jeg heller ikke kunne sige. Kartoffel-kartoffel. De er klamme allesammen.

Nu vil pigebørnene have gjort rent på værelserne. Det siger sig selv hvorfor. Jeg har selvfølgelig lovet at hjælpe, og heldigvis er det ikke noget stort arbejde for der var faktisk helt hæderligt inden de gik i gang. Jeg har nu alligevel ikke tænkt mig at fortælle dem at de ikke behøver gøre det, når nu motivationen endelig er der. Tak, lille Peter…

Så kan jeg også få min seng for mig selv igen. Win-win.

onsdag den 21. september 2011

Når normaliteten forsvinder…

Jeg er kom sent hjem i aftes efter en ekstraordinær biografoplevelse. Ikke at den var ny, for filmen var et gensyn – denne gang blot oplevet gennem en anden optik end sidst jeg så den.

Der er Psykiatridage i Aalborg. Dette indbefatter blandt andet en lille kavalkade af fantastiske film i Biffen på Nordkraft, alle med et oplæg inden, af en fagperson indenfor det felt i psykiatrien som filmen rører ved.

I aftes så vi Brødre

Det er en gribende, rystende, følelsesladet, forfærdelig, god film – og om et emne der ligger lige til højrebenet for mig og de kolleger jeg var afsted med i går.

“PTSD… Det´ en svær én!”, som aftenens utroligt jordbundne, men meget kompetente, oplægsholder sagde. Med tyk, amerikansk accent. Peter Brigham er en dygtig mand, med kraft og viden bag hvert et ord han ytrer, og det var en stor og udsøgt fornøjelse at høre hans bud på filmen og temaet bagefter.

I dag har jeg haft indre billeder kørende fra filmen. Det er i virkeligheden ikke noget at ønske sig, for den er eddermug´me barsk! Jeg tror nu alligvel det er sundt for mig, for da jeg så Brødre første gang så jeg den fordi… jamen, det var jo Susanne Bier, og det var jo underholdning, og den var jo rost til skyerne, og, og, og…

Denne gang så jeg den med fag-brillerne på – og der var ikke ét symptom jeg ikke kunne genkende i nogen af de mange mennesker jeg omgives af til daglig. Kæft, det var vildt.

Jeg er helt sikkert at finde i Biffen igen d. 4. oktober. Der viser de Mary & Max – og selvom den har ligget og fristet på min hylde ved pc´en i fjorten dage nu, har jeg holdt mig fra den.

For (nogle) film skal ses i biografen…

mandag den 19. september 2011

10 Uomtvistelige Sandheder fra Mit Liv

1/ Stømper og sokker er ikke noget man kan finde i en dertil sirligt indrettet skuffe herhjemme. Skuffen findes godtnok, og er endda naivt udstyret med en Dymo-label, mærket “Strømper”. Den er bare tom. I stedet skal man selv hen og lede efter to matchende strømper i en gigantisk pink kurv der ser ud som om den prøver at kaste op.

2/ Jeg. Er. Ikke. Løber. Jeg prøver halvhjertet at blive det fra tid til anden, men jeg ved ikke om det nogensinde lykkes. Men jeg vil sgu egentlig gerne. Ville bare ønske det kunne lade sig gøre at blive så´n en cool marathontype ved hjælp af tryllestav, aerodynamisk gear og en lille smule viljestyrke. Helst i løbet af en enkelt eftermiddag, og uden åndenød og sved på panden.

3/ Jeg har flere halvfærdige projekter end nogen anden jeg kender. Oftest fordi jeg slår for store brød op, og derfor når at blive træt af farve- og/eller mønstervalg når jeg er halvvejs igennem arbejdet. That sucks. Hvis jeg var klog, ville jeg gøre skidtet færdig og forære det væk bagefter.

4/ Jeg er ikke snerpet. Det er jeg altså ikke. Jeg har bare ikke lyst til at dele informationer om min krop og dens funktioner med Gud-og-hver-mand. Og jeg forstår ikke hvorfor andre mennesker føler trang til at dele samme informationer med mig. Jeg har intet behov for at blive delagtiggjort i hvem der har fået fjernet en byld i røven eller er plaget af hårsækinfektioner i skridtet. Det har jeg altså ikke. Og jeg ved slet, slet ikke hvad de forventer at jeg skal svare til det. Hen over en kop kaffe og et stykke kage.

5/ Jeg bliver aldrig modeblogger! Jeg magter det simpelthen ikke. For det første ejer jeg ikke ét stykke tøj der ville kunne karakteriseres som moderne. Jeg har tøj i flere kategorier, men “in” er ikke en af dem. Til gengæld har jeg “beskidt, men kan bruges”, “velegnet til havearbejde”, “på vej til Blå Kors” og “smart i en fart”.* Den sidste er god til arbejde og fest. Der skelnes ikke her i huset. Nogle mennesker har et helt skab til festtøjet; den slags der skal skånes, og kun kommer ud til ganske særlige lejligheder. Høh. Jeg ejer ikke ét stykke tøj der hænger på bøjle. Ta´ dén, Jim Lyngvild!

6/ Jeg bliver aldrig interiørblogger! Punkt 1 siger vel nærmest det hele i sig selv, men: Jeg ejer ikke evnen til lige at smække et par hippe loppefund, en enkelt designklassiker og et kitchet tableau på benene så det ser smækkerlækkert ud. Og friske blomster i vaser? Not on my watch. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er superlækkert – jeg magter det bare ikke. Jeg er mere så´n en der bor blandt hundehår, semikrøllede børnetegninger og slidte møbler der var moderne i ´90erne. Og når jeg endelig gør et loppefund, er Wiinblad-fadet altid skåret.

7/ Jeg elsker ord. Store, smukke ord der nærmest smelter på tungen. Jeg ville elske at skrive lange, floromvundne blogindlæg, klummer og bøger – men min drøm om ord er med tiden blevet ædt op. Af Monstret Med Tusind Ansigter. Tidsslugeren. I har også bemærket at Monstret er kommet ind i mit liv igen, ikke? Det dukker op i perioder af menneskers liv og æder al den tid der før var til overs. Lige nu er det hér, og det er Monstrets skyld at jeg efterhånden kun skriver blogindlæg i stikordsform. Damn you, Monster…

8/ Jeg er en sucker for lægeserier på tv. Lige fra dengang i tidernes morgen, hvor George Clooney dukkede op i ER, har jeg været hook´ed. Ikke kun på grund af George Clooney (selv om det da klart var et plus), men… Jamen, jeg ved egentlig ikke hvorfor! Nu er det Grey´s Hvide Verden, House og Private Practise der fanger mig – og jeg vil fandeme ha´ ro når det kører over skærmen! Hey… jeg syntes endda Lille doktor på prærien var fedt. Engang.

9/ Jeg ville ønske jeg kunne finde det meditative i havearbejde. Det ville bare lissom gøre alting meget nemmere om sommeren, ing´? I stedet synes jeg vist i virkeligheden det er lidt sur røv at hive ukrudt op, klippe hæk og slå græs. Fandeme ellers smart at slå sig ned på et nedlagt landbrug så, hva´?

10/ Jeg brokker mig jævnt tit over det nedlagte landbrug – og guderne skal vide, at der fandenfiseme også er meget arbejde i det, og meget vi sikkert aldrig bliver færdige med. Jeg er af og til ved at brække mig over halvfærdige projekter, murbrokker, jorddynger, træstubbe, mudder, byggearbejde og nedrivning. Men jeg elsker det gamle lort, og ikke mindst det stykke jord det ligger på. Herfra min verden går, og jeg håber at blive her indtil jeg skal bæres ud herfra. Om mange, mange år.

*Alle kan forøvrigt købes med fordel i Kvickly, Føtex og Bilka, hvis du ville vide det. Bare kald det venlig forbrugerinfo.

What to do…?

Jeg har lige slettet et indlæg jeg skrev tidligere i dag. Det var simpelthen for sølle.

Du nåede måske at læse det, og hvis dét er tilfældet så beklager jeg! Dybt og inderligt. Jeg mener; come on! Et indlæg på vers, hvor det eneste jeg kunne få til at rime var ´”ikk´” og “p**!”

Goddammit…

Jeg er et sølle, sygt skrog i dag, med ondt af mig selv. Jeg er plaget af dyb kedsomhed, og har henslæbt dagen i sofaen med strikketøj og dårligt tv. Men dérfra og så til at begynde at rime? Aaaaarh, vel?!

Tag dig nu sammen, Kirsten.

Måske jeg bare trænger til et andet strikketøj, for selvom dette her alligevel er ret lækkert i farverne, så melder jeg klart flag: Det er røvkedeligt at strikke!

002

Der er meeeeegalangt rundt på en enkelt pind – og når målet er et oversize vikle-rør-tørklæde er der sgis´me et stykke vej endnu. Jeg tror det dør inden da.

Alternativet er at gennemgå lageret-over-alt-mellem-himmel-og-jord, og se om det ikke kan lade sig gøre at finde et andet projekt eller to, så jeg har lidt at veksle mellem.

Jeg har lovet Søren en vamset strikketrøje (i uld der ikke må kradse. WTF?!), så dén skal jeg i gang med på et tidspunkt – men mangler garnet indtil videre. Tisosse…

What to do når man keder sig helt gudsjammerligt…? Udover at rime, that is.

lørdag den 17. september 2011

Rødt felt

Og lad mig nu starte med at sige tillykke (!) – for mens jeg tastede overskriften til et indlæg som egentlig skulle handle om noget helt andet, kom jeg i tanke om at jeg slet ikke har skrevet noget om den skelsættende, historiske begivenhed der fandt sted i Danmark for blot to dage siden.

Vi fik det jo som vi ville have det, alle os med røde hjerter. Og hvor er det dejligt. Nu slipper landet for en Løkke om halsen, og får i stedet Danmarks første, kvindelige statsminister(-inde?).

Jamen, er det ikke fantastisk?! Jeg synes i hvert fald bestemt der var et helt andet lys over landet da jeg kørte afsted mod arbejde i går morges. Jeg mener det helt bogstaveligt. Der lå pludselig et mere blidt, sensommeragtigt skær over veje og marker end i dagene op til.

Me like.

Og ud med Pia! Og ind med Johanne, Villy (my man) og Margrethe. Jeg er da helt på toppen over det her – selvom jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet da min bror (betjenten med det blå hjerte) i går bemærkede at “så mangler det da bare at Johanne bliver Justitsminister, frigør hashen og freder pusherstreet. Og så kommer jeg og bor hos dig, når jeg mister jobbet p.g.a. nedskæringer!”…….

Yikes! Men mon det går så galt?

Og tænk, i ren ekstase over valg og resultat deraf …har jeg nu glemt hvad dette indlæg i virkeligheden skulle ha´ handlet om.

Pyt. God lørdag aften derude. Og tillykke med fremtiden.

onsdag den 14. september 2011

Agnes, 8 år…

004

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

005

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.

onsdag den 7. september 2011

Hørt hen over spisebordet

(…i forbindelse med det snarligt upcoming valg)

Søren: Jeg ved s´gu snart ikke… Er det i virkeligheden de to kandidater der er at vælge imellem…?

Kirsten: Høh. Jeg ved hvad du mener. Det føles af og til sådan lidt “pest eller kolera” –agtigt, ikke?

Asta: Så skulle I da tage at vælge kolort, selvom det er ulækkert. Pest dør man jo af.

Dans, for satan!

Nu er sommerferien forbi! Eller; det har den jo egentlig været i et stykke tid, men:

Dansesæsonen startede i går. Pigernes, that is. Det er ren hygge, og de elsker det. Det gør jeg faktisk også, selvom (og måske endda netop fordi) det betyder omkring tre klokketimer i umiddelbar nærhed af et par temmelig store højttalere med noget á la…

I morgen ta´r vi lige to timer mere…

mandag den 5. september 2011

Wrooooooooum…!

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

  • Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
  • Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
  • Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
  • Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
  • Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
  • …og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
  • Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

fredag den 2. september 2011

Wonder Who

Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde ved pc´en. Weekendens fætter-/kusinefest er lige om lidt, og jeg er i fuld gang med madlavning, cookiebagning og tøjvask – men!

Jeg blev gjort opmærksom på strik extraordinaire i dag. Dette her, det er der ikke meget knold i nakken over. Det er strik ophøjet til kunst, med anarki, kant og charme – og jeg bliver simpelthen nødt til at eje……… Priserne er lige i overkanten af mit budget for at sige det mildt, men så kan man jo lade sig inspirere, ikke?

Kender du Wonder Who? Hvis ikke, så gør du lige om lidt. Det er bare et klik væk…

torsdag den 1. september 2011

Den smukkeste gave…

jeg nogensinde har fået, er denne her.

004

Jeg har fået den fra en af brugerne af mit værksted, og jeg knuselsker den! Giveren er en smuk og dejlig kvinde fra varmere himmelstrøg – og hun er fantastisk brodeuse.

Mønstret har hun i hovedet. Ingen tegninger at læne sig op ad, ingen diagrammer eller huskesedler. Hun kan bare. Og hun kan flere mønstre end dette her, det ene smukkere end det andet. Jeg ved det, for jeg har set sengetæpper, kjoler, puder og forklæder fra hendes hånd.

De er fantastiske. Farver og mønstre springer ud fra stoffet, væves ind i hinanden og kommer til forunderligt liv. Denne pude er et af de enkleste mønstre hun laver, men den er meget, meget smuk.

005

De småbitte sting fremstår kun som prikker når man kigger på puden i virkeligheden. Om jeg begriber hvordan hun kan sy så småt, og så hurtigt. Puden med de fjorten stjerner har taget hende tre-fire timer at lave…

Lige nu står den i udstillingsmontren udenfor mit værksted. Den skal ses, nydes og inspirere dem der går forbi. Men bagefter, så skal den hjem til mig og bo.

Jeg synes den er fantastisk! Og det er giveren også.

Puder, puder, puder…

Jeg er svineheldig. Jeg har et job der indbefatter at jeg med jævne mellemrum har noget der minder om fri leg. Den sidste uges tid har jeg leget med puder.

001

Den allerforreste forjener et indlæg for sig selv, for den kan jeg desværre ikke tage æren for. Den er til mig, og jeg er meget, meget glad for den.

Og hvorfor så så mange puder? Tjooe, et-eller-andet skal jeg jo finde på at lave til inspiration til syglade-men-ikke-så-drevne damer, og puder er jo taknemmelige. Der er plads til fri leg med former, farver og teknikker, og sværhedsgraden er ikke høj. Det er med andre ord et perfekt projekt til at lære en symaskine at kende.

Det kan være med småbitte stykker, masser af tålmodighed og alt godt fra restekassen…

002

007

(og ja, jeg ved godt jeg vistnok har vist et detaljebillede engang for længe, længe siden af den samme pude, men den fortjente en revival selvom den nu har stået i udstillingsmontren i et stykke tid)

Det kan være med barnligt udtryk og knald på farvepaletten – og man behøver ikke have en specielt god finmotorik for at få lavet noget pænt alligevel…

003

008

Eller det kan være til dem der ikke er tryg ved en symaskine, men hellere vil bruge ekstra tid på at sidde med nål og tråd ligesom i de gode, gamle dage…

011

012

010

Jaja. Den sidste fik først fyld efter jeg havde fundet tid til at sy knapperne i. Dette her er lidt ligesom tv-køkkenet. Jeg snyder. Knapperne ligger bare løst på på billedet, men nu står den i montren ude på gangen og pynter.

Jeg selv? Jeg sidder hjemme med et sygt barn i sofaen. Jeg burde egentlig sidde til en CETT konference i Vejle, men dét blev så ikke. Sådan kan vi så forsøge at lægge planer, indtil hverdagen kommer os i vejen.

Men jeg kunne jo prøve at udtænke nye idéer fra sofahjørnet. Det ville egentlig være ganske okay…

tirsdag den 30. august 2011

Ha!

Idag fandt jeg den kalender der har været væk for mig i God-knows-how-long. Eller; faktisk ved jeg det også, for jeg kan se på datomarkeringen deri, at sidst jeg har bladret deri var i uge 25.

*Uff…*

Tør man mon kigge hvor mange fødselsdage, skolearrangementer og deslige der er glippet i mellemtiden? Jeg tror det ikke.

I virkeligheden er det lige i tide jeg finder den. De næste mange weekender er fuldt booket, og jeg er løbet tør for plads på whiteboardtavlen. Halleluja for Mayland med de mange, mange sider.

Jeg suger ekstra luft ind, og håber lungerne holder til de næste dage i full throttle. Lige om hjørnet venter nemlig kursus 1 (som jeg er med til afholde), 50års fødselsdag, kursus 2 (som jeg deltager i), almindeligt arbejde, frikadellestegning og kagebagning en masse og 2-3 dages fætter/kusine gensynsfest i weekenden (derfor frikadunser og kage, ing´?).

I skal ikke lige regne med en masse bevingede ord herfra de næste dage, m´kay? Men vi ses – lige pludselig…

søndag den 28. august 2011

Man har jo lov at være heldig

…og således har jeg i dag

  1. oplevet at have en vaskemaskine der igen ser ud til at virke, efter en uges intensiv strejke
  2. oplevet at pakke sommerens telt ned – og blive færdig to minutter før regnen piskede os om ørerne

Nu tror jeg fileme jeg vil tjekke gårsdagens Lottokupon!

fredag den 26. august 2011

Og så kom der besked om valg!

Om tyve dage, vel at mærke. Dét er vel ikke forbigået nogen. Det  ser jeg frem til, og håber i al stilhed at vi får Danmark tilbage (lissom i de gamle dage…. Natasja-style).

Men: Tyve dage. T-y-v-e dage!

Det betyder så også at vi kan se frem til uendelige mængder af bla-bla-bla og yadda-yadda-yadda i både bedste og værste sendetid – og dét har jeg aldrig forstået.

Kan det virkelig være rigtigt – i 2011 – at vi sidder i et Danmark hvor folket ikke allerede har bestemt sig for hvor krydset skal slåes?!

Det kan s´gu da ikke passe…

tirsdag den 23. august 2011

Tømmermænd? På en tirsdag?

Hvis jeg kunne, så ville jeg fotospamme jer for vildt lige nu. Men det kan jeg ikke, for jeg har haft alt, alt for travlt med at nyde, suge til mig (i mere end én forstand – tøhø!) og fordøje alle indtrykkene på det internat jeg lige er kommet hjem fra.

For det første blev jeg jo klogere. Jojo, for det kan man altid blive, og denne gang blev jeg så klogere på …mænd! En dygtig kultursociolog var indhentet for at lære os en ting eller to, og det lykkedes. Jeg deler ikke ud af visdomsordene hér, for det kan da ved Gud blive en lang og tør smøre at skulle igennem hvis det ikke lige tilfældigvis er i socialpædagogikken ens interessefelt ligger.

Men jeg deler glad og gerne ud af min viden om hvor mange glas vin (4? 5?!), fadøl (2!) og Lebanese Special Drinks (2!) der skal til før jeg selv mener jeg synger med den smukkeste, klare røst nord for Alperne. Jamen, det gjorde jeg altså! Og Signe spillede guitar til. I timevis…

Og jeg vil da også gerne dele med jer at en omgang vandpibe med æble-/mentholsmag godt kan holde en hel aften og lidt af natten med, hvis man blot er i godt selskab under stjernehimmel og med bål lige bagved. Og at man stadigvæk har både duft og smag til at hænge lidt på efterslæb dagen derpå – og at den så ikke bliver ved med at være lige så delikat når den kombineres med en let tømmermand, dér.

Kuren for tømmermændene deler jeg nu også gerne. “To panodiler og en frisk to-timers gåtur i Rold Skov, tak”. Det var dejligt. Smukt og fredfyldt, selvom det nu ikke kun var fuglene der kvidrede i dag. Det var som om vi alle tyve stadig havde rigeligt med ord på kontoen efter gårsdagens fest og ballade …men jeg ved nu ikke helt hvor skidekloge vi var at høre på. What the hell. Vi følte os kloge, og hvis ingen siger andet højt, så passer det.

Nu er jeg tilbage i hverdagen. Agnes snakker nonstop, og dét giver ligesom en lille tømmermandsrevival. Not cool, men sådan set min egen skyld. Eller tjenerens, for det var ham der blev ved med at hælde vin i mit glas i aftes. Ja…! Ja, vi siger det var hans skyld. Meget bedre.

Fik jeg sagt at jeg overvejer at købe en vandpibe? Den ville passe godt ind på en sommeraften ved bålstedet herhjemme…

søndag den 21. august 2011

Undskyld, Søren…

Jeg tager på internat med alle kollegerne i morgen. I løbet af de næste dage skal der proppes lærdom, teori og fagsprog ind i mit lille hovede, og jeg glæder mig. Voldsomt.

Det lyder måske …underligt. Mange af dem jeg kender ville hade de dage, og synes at al den teori var noget Fanden havde skabt – men jeg elsker det. Jeg bider ikke på det hele og falder ikke på hale over det halve, men jeg synes altid det er spændende at høre nye teorier, tilgange og metoder når det kommer til mit arbejde. Jeg forbeholder mig dog retten til at tage de kritiske briller på, og plukke ud hist og her som jeg synes jeg kan bruge det til. Det tror jeg er det bedste.

cartoony

(Sakset på nedded et sted – jeg husker ikke hvor, men den er da meget rammende)

Dét er noget af det jeg elsker ved min “nye” arbejdsplads. Muligheden for at udvikle sig selv og sin fagviden er tilstede. Hele tiden. Det er bare et spørgsmål om at råbe op, og gøre opmærksom på at man gerne vil.

Nu får jeg så lov, og oven i købet med den samlede personalegruppe. Dét er da for fedt!

Men jeg må huske i aften at sende en uforbeholden undskyldning til Søren på forhånd. Han er nemlig ikke lige så skideinteresseret i pædagogiske teorier som jeg, og jeg véd at han over de næste dage kommer til at høre en hel masse om dem.

Stakkels mand…

Farver og striber

002

Jamen… Det var s´gu da meget bedre!

lørdag den 20. august 2011

Ukrudtet vandt! Eller…

Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.

Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).

Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.

En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.

Hip hip hurra for mødre!

What to do, what to do…

Jeg har tilbragt de første timer af dagen på sofaen, komplet med kaffe, garn og tv. Det har været dejligt.

Hidsigheden fra de sidste dage er trevlet op igen og jeg er startet forfra, for jeg kunne altså ikke komme overens med farveforløbet. Nu hersker anarki, og der vælges ikke længere. Der hives blot en tilfældig farve op ad restekurven, og det er meget bedre. Eller, det håber jeg det bliver…

Nu går den ikke længere. Foran mig ligger et sandt overflødighedshorn af herligheder, og jeg skal blot vælge hvor jeg skal starte.

Skal det være vasketøj, ukrudt, oprydning i stald og lade, støvsugning i stuen, gulvvask i køkken og bryggers, isætning af skabskabinetter eller…?

Sindsoprivende, ikke?

Jeg er fristet af blot at blive i sofaen…

fredag den 19. august 2011

Som perler på snor

Jeg er blevet lidt bidt af at lave halskæder. Egentlig skulle det bare have været én, og det var kun fordi jeg lige stod og manglede en til en ny bluse. Som prikken over i´et, I ved.

Nu har jeg set mig lun på de lækre perler; i læder, sort/hvid, stram grafik og med et lille hint af farve og sølv.

004

Jeg elsker dem. Men jeg er ikke den eneste, så pigebørnene har allerede snuppet en hver. Deres er af åbenlyse grunde ikke kommet med på billedet, for de er ikke til at vride fra dem.

006            005

Jeg elsker farverne, og de runde, skarpe former. Jeg elsker lyden de laver når man bevæger sig rundt, og den stille pendulerende bevægelse der bare bliver ved og ved når jeg hænger dem fra mig. Og jeg elsker i særdeleshed den lille sort/hvide, zebrastribede perle der kan skimtes i baggrunden på billedet til højre.

Der kommer flere til, det kan jeg mærke. I rød, gul, lilla og orange måske, men hele tiden med det sort/hvide tema som basis.

Mmmmmmh…

Nød lærer nøgen kvinde…

002

At hækle…?

Njøh. Ikke helt, vel? Men i bar kedsomhed fik jeg i hvert fald startet på en brødkurv der skriger til himlen i går. Jeg har manglet en længe, og når man nu alligevel sidder i sofaen og har en lillebitte smule ondt af sig selv kan man vel lige så godt tænke sig lidt om.

Jeg er nu ikke helt lun på farveforløbet. Den er eddermame hidsig i opstarten, den brødkurv. Måske kan den reddes med mere grøn og en smule lilla – og måske ender den sine dage i hjørnet med alle de andre uafsluttede projekter.

Idéen er nu fin nok. Jeg tror bare jeg overvejer det med farverne nøje inden jeg starter på næste. Bare fordi det er restekurven der har sponsoreret materialerne behøver det jo ikke nødvendigvis se ud som om den har kastet op, vel?

Hvordan man gør en ganske almindelig onsdag meget gladere:

001

Man indtager i al hast en yderst akavet position, og forsøger at tage et billede af egne fødder iført spritnye Lola´er. Med lidet flatterende resultat, I might add. (Og så glemmer man forøvrigt alt om billedet indtil fredag eftermiddag, men altså…)

Så tripper man afsted på arbejde, og indkasserer en skamløs mængde smil og komplimenter for de prikkede skønheder. Og glæder sig til næste gang man skal have dem på!

torsdag den 18. august 2011

“Aaaaa fili a la la…”

Vi har bryllupsdag i dag. Jeg har også let feber, hovedpine, dårlig mave og kvalme, men dét er sekundært for jeg vil have lov at nyde at det er en ganske særlig dag i dag. Skide være med en sygedag fra arbejdet, for i dag har jeg været gift med den helt rigtige i 10 år og det er værd at nyde.

I går spurgte en af mine kolleger mig; “Hvordan gør man dét?” – underforstået; har det været nemt og helt uden problemer? Og gu´ har det da ej. Han synes af og til at jeg er en idiot, en doven skid og en sur kælling. Og jeg synes af og til at han er en idiot, en doven skid og en sur røv. Og vi taler ikke altid pænt til hinanden. Men jeg elsker ham, og han elsker mig håber jeg.

Vi har været gift i 10 år i dag, men har været kærester 10 år før det. Mon ikke vi efterhånden har fået slebet kanterne af, lært hinandens stærke og svage sider at kende – og ikke mindst lært at bære over med det vi ikke kan og skal ændre på?

Vi griner stadig sammen. Måske ikke hver dag, men det er da ganske tæt på. Dét er det bedste jeg ved.

Jeg er heldig!

lørdag den 13. august 2011

Jamen… Det ER jo min lucky day!

Jeg har jo blandt andet en mand der elsker mig rigtig, rigtig højt. Og som passer på mig. Og ikke vil dele mig med nogen anden.

Derfor har han købt en gave til mig i dag. For som han siger:

“Jeg har jo tænkt meget på, at du skal til den dér polterabend på Pigernes Kro. Og denne her…

001

002

…sikrer dig mod ubudne gæster i dåsen.”

Heldiggris!

Det er mig! En totalt groovy mama havde nemlig for nogen tid siden udskrevet Verdens Fedeste Give-Away. Den ultimative give-away, i samarbejde med Lola Ramona *suk*.

Og gæt engang, hvem der rendte afsted med Pippi sandalen her!

pippi2

Yep! Moi!

Nu satser jeg på at Lola-trippe afsted as soon as possible i mine spritnye dejligheder – og jeg glæder mig helt vildt. Lola er for lækker, og Pippisandalen i særdeleshed.

I love it! Og opførte da også en fantastisk hoppeglædesdans midt i rengøringen, da det gik op for mig hvor latterligt heldig jeg havde været.

Tak til Trine og folkene bag Lola Ramona. I er s´gu for skønne :-)

torsdag den 11. august 2011

Næsten 11 år. Og stærkt på vej mod 16…

Hvornår var det lige at min lille pige holdt op med at være lille? Jeg syntes da lige hun var en marcipanmås i sparkedragt for fem minutter siden; lillebitte nok til at kunne ligge på min mave og falde i søvn, og præcis så nem at bære at hun hang på min arm h.e.l.e tiden.

Nu starter hun i 4. klasse på mandag, er højere end begge sine bedstemødre, går kun i ålestramme jeans og “Bevar Christiania” t-shirt, har mobiltelefonen limet til højre hånd og fået farvet en hotpink (tak til Bedste!!) stribe i sit ellers blonde hår??!

Huh?

Jeg finder tryghed i at hun stadig sover med sine bamser…

onsdag den 10. august 2011

Halleluja for sund fornuft!

Var tæt på at stoppe målløs op i dag og knipse et foto af vildtfremmed mand på åben gade i Aalborg Centrum i dag. Nåede heldigvis i samme splitsekund at tænke en fornuftig tanke, for det havde ganske sikkert været pænt dårlig idé.

Tror ikke den hærdebrede, steroideramte, unge mand med armene ud fra kroppen havde kunnet se samme humor i billedet som jeg. Men det var altså lidt grinagtigt at se ham komme vraltende med hans frygtindgydende, kamphundeagtigtige …chihuahua!

chihuahua

mandag den 8. august 2011

Oh. My. God.

Sådan en første dag efter ferien er pæææænt lang. Især når den består af et syvtimers møde.

Tror nok lige aftenen er helliget til en god bog og intravenøs kaffeforsyning dér.

søndag den 7. august 2011

Hverdag; here I come!

Dér blev det lige pludselig virkelighed igen.

Midt i hverdagsmadpakkehelvedet…

Ferien er officielt slut. Nu er infernoet lige om hjørnet.

Hvis man nu havde lyst til lidt selvforkælelse på den allersidste feriedag…

var det så ikke oplagt at bage lidt lækkert sammen med tøsebørnene? Med de næsten-allersidste friske jordbær i?

JO, for catan da!

Jamen, det gjorde vi så. Og nu håber jeg der er nogen der vil smage i dag eller i morgen, for det vil altså være for ulækkert hvis vi ender med at spise det hele selv…

Okay så. Man tager:

150 g mel, 100 g smør, 50 g sukker og ½ æg. Dét ælter man sammen til en mørdej, og fordeler denne i en smurt tærteform. Og hvis man har tålmodighed (det havde jeg ikke i dag!), sætter man den på køl en times tid.

Derefter rører man 100 g sukker, 100 g smør, ½ æg og 100 g revet marcipan sammen i nævnte rækkefølge. Denne blanding bredes ud ovenpå mørdejen, og bages ved 200 grader i cirka 20 min.

002

Lækkert karamelbrune skal de være (jojo, for jeg lavede jo dobbeltportion. Fordi jeg kan, blev der sagt!)…

Lad dem nu afkøle i et par timer eller så´n, mens du rører en vanillecreme sammen. Hvis du er rigtig flittig laver du den selvfølgelig fra bunden, men jeg har jo lige afsløret min egen utålmodighed lidt længere oppe, så jeg brugte i stedet lidt mælk og en pulverpose fra Onkel Oetker. Skidesundt, garanteret. Der går cirka en halv pose til hver tærte.

Når cremen har stået på køl en times tid, pisker du 2½ dl fløde til skum (pr. tærte), og blander dette sammen med kagecremen. Kan du se hvor jeg vil hen ad? Mmmmmmmmh…

Smelt 100 g mørk chokolade, og hæld det ud over den afkølede tærte.

001

…og husk endelig at lade børnene slikke skeen! Og gryden! Og alt hvad der ellers er kommet chokolade på i farten!

Nu skal det køle af igen. Vi er altså ude i noget etape-bagning hér.

Imens kan du begynde at rense bærrene. Jeg elsker jordbær, men har også før brugt både ribs, kiwi og andet med succes.

003

Der går omkring 500 g bær til en tærte, og dét er hvis du husker at halvere dem når du ligger dem på.

Når chokoladen er helt stivnet, fordeler du fløde/creme-blandingen på tærten, og pynter med bærrene. Og nu begynder det at ligne noget!

004 

005

*Ommenommenomme…!*

Smelt nu et lille glas ribsgelé for svag varme i en gryde, og hæld det forsigtigt ud over tærten. Stil den på køl, og vent til geléen er stivnet før du skærer det første stykke.

Og bered dig så på mavepine.

006

Velbekomme!