torsdag den 30. september 2010

En helt almindelig fredag

Eller hvad? Ifølge P3 er det i morgen “Klæd dig ud som din hobby”-dag, så der er da basis for at møde finurligheder på sin vej på en ellers ganske almindelig fredag…

Jeg holder i hvert fald øjnene åbne. Og hvem ved? Måske ender jeg med en snazzy lille hat af palet, pensler og acrylmaling i kække farver? Eller en sjælevarmer i hele garnnøgler? Eller måske bare det svedte zumba-outfit?

Hååååårh… Hvis jeg vælger det sidste kommer jeg vist til at sidde alene ved frokostbordet i morgen ;-D

*pleasepleasepleasepleasepleasepleaseplease…*

Jeg ved godt jeg har skrevet (og sagt) det mange gange før, men:

Jeg har lige trykket på “send”-knappen på mail´en. Afsted, ud i cyberspace, røg en ansøgning som jeg sætter alle mine talenter på.

Dén stilling giver mig sommerfugle, elefanter og frydefulde bobler i maven – og jeg sidder allerede nu som på nåle, med både fingre og tæer krydsede, for at de kan se at det for saddan da er MIG de skal have ind til samtale!

003

Jeg vil, jeg vil, jeg vil have den stilling!

Det er altså næsten umenneskeligt, at jeg nu bare skal gå i venteposition, indtil de – måske – giver lyd fra sig.

Det er ikke en sang om torsdage…

men den er nu alligevel ikke helt tosset på en dag som i dag.

Enjoy!

onsdag den 29. september 2010

Kun for voksne

Endelig, endelig, endelig fik jeg bestilt billetterne. Til en ren voksenaften, for dette her er ikke et børneforum – og selvom det var, havde de nok ikke fået lov at komme med alligevel. Jeg trænger til en kæresteaften, bare os to.

I hjørnet af mit skrivebord på pc´en, bag en lettere støvet skærm, ligger de nu og putter sig, billetterne. De blinker fornøjet til mig, med løfter om energisk sceneoptræden, fantastisk musik med power og potens, kolde fadøl, sene aftentimer, hæse stemmer, hygge og miljø. Og småsære eksistenser i salen.

006

Bare det snart var november…

Onsdagens sang

…fordi der er gået sport i det. Og fordi det er Allan. Og fordi den er helt fantastisk.

Giv den en chance. Det er en af de sange der giver en klump i halsen.

tirsdag den 28. september 2010

Overspring

Hvad gør man når ordene bare ikke vil ned på papiret?

003

Svar: Man tager et foto af skærmen, smækker det på indernedded og kalder det Dagens Blogindlæg.

Var dét så ikke lige det mest spændende I har oplevet i dag? Hva? Hvahvahva?

Fantastiske mandag

…og ja, jeg véd godt det er tirsdag i dag, men I skal ikke snydes for den dejlige sang jeg havde siddende i baghovedet (og på læberne) hele dagen i går.

Og det var i sandhed en fantastisk mandag! Ikke i form af hverken millioner, limo-ture eller tur til Hawaii – men mere sådan i lille målestok. Det skal man alligevel huske på at værdsætte.

Jeg havde en dejlig dag på kurset, med masser af skønne mennesker der forstår at netværke på kryds og tværs; mennesker der, bare fordi de ser mig, kommer og giver mig et tip til hvor der mangler pædagoger, giver mig et stillingsopslag og ønsker held og lykke til.

Da jeg kom hjem stod der blomster på trappen. Intet kort, ingen afsender – not a clue. Langt senere på dagen fandt jeg ud af at den fine kuglechrysanthemum var fra min faster og onkel, som normalt hører til i Roskilde, men som liiiige var på ferie heroppe, og så ville de da kigge indenom. Med en blomst. Til mig *stor, fed, rørt smiley!*

Dagen sluttede af med en omgang storsmilende, sveddryppende zumba – og bli´r det altså ikke meget bedre.

Måske man skulle prøve med en tirsdagssang også. Hvem ved; det kunne måske sætte aftryk på dagen i dag også?

Jeg tror det virker. Keith Richards lever s´gu da endnu…

mandag den 27. september 2010

Speedy Gonzales on the move…

Jeg er på vej mod dagens dont, men inden kan jeg lige nå at vise en lille snas af hvad jeg nåede i går. Langt om længe.

003

004

Det var da bedre end de kedelige trækasser, ikke?

Den lilla i wanna-be-retro er bestilt af Asta, og den blå med killingerne af Agnes. Men det var nok egentlig helt åbenlyst ;-)

God dag derude!

søndag den 26. september 2010

Diplomati

Okay så. Hvem siger også at det er kokken der nødvendigvis skal tilrettelægge menuen hver aften?

Dagens ret blev ikke modtaget med lige stor glæde af alle i husstanden. Agnes var i hvert fald mindre end begejstret, for asparges er altså ikke lige hendes kop the – medmindre det bliver serveret som suppe, for så ryger det lige ned i løgneren. Go figure.

Hm.

Nu lavede vi så en ordning, for i stedet for at jeg skal lægge hovedet i blød hver evig eneste dag for at komme op med nye idéer til sund og nærende kost, kan de lige så godt give et nap med, mine medlogerende.

Blokken og kuglepennen blev fundet frem under aftensmaden, og hver mand – eller lille dame - blev bedt om at komme på syv ting de gerne ville have på menuen i løbet af den næste måned. Og hep! Nu skal skidtet bare stykkes fornuftigt sammen, og dér er madplanen for den næste tid.

Ingen brok, ingen klagesange, ingen problemer. Pigerne skal selv hjælpe til de dage de har været med til at bestemme (så vidt muligt), og det faldt i god jord. Det hele.

Nu er jeg spændt på hvordan det kommer til at fungere i praksis…..

Og psst! Egentlig meget sjovt at se hvordan sådan en liste ender med at se ud. I vores tilfælde: Go´ gammeldaws dansk husmandskost ved far og ældste datter, en snert af junkfood ved yngste - og fisk, kylling og vegetarisk ved moderen. I sidste ende ender det vist endda med at se helt fornuftigt ud, og det bliver i dén grad varieret!

Driverdag

Jeg holder langsom søndag, og laver så lidt at jeg næsten går i stå. Det er faktisk rigtig dejligt.

Selvfølgelig er der blevet ryddet op ovenpå i går. Ballonerne er blevet poppet, opvasken er taget og gavepapiret smidt ud, men efter dét gik der lidt stilstand i det.

Jeg har drukket masser af kaffe, set børnetv med tøsebørnene, smidt lidt tøj i vaskemaskinen (for dét kan ikke længere ignoreres!), hæklet et par rækker – og nu er jeg hoppet på et af de småprojekter der har stået i et hjørne af stuen og gloet på mig i umindelige tider.

003

Magasinholderne til pigernes Anders And, Wendy og Winx blade skal pakkes ind, i stof efter pigernes eget valg.

004

Indtil videre står valget mellem disse her, men lad os nu se hvad det ender med. Jeg er mest spændt på at se om det overhovedet er til at få stoffet til at sidde pænt.

Nåja. Fik jeg sagt at til sådan en langsom søndag hører langsom mad – så nu har jeg lagt an til go´ gammeldaws høns i asparges! Jeg tror nok lige det ender med at falde i god jord herhjemme, når de finder ud af hvilke dufte der breder sig senere i dag…

lørdag den 25. september 2010

Fyraften

Jamen, sådan føles det altså nu – selvom der overheleho´det ikke har været regulært arbejde involveret hele dagen!

Først var der dette her:

005

006

016

017

Fødselsdagsfest med hujende, glade tøser; med pizzasnegle, udklædninger, gaver, kage, stopdans, sodavand, ballondans, diplomer, “tampen brænder”, hoppen i møblerne, flere balloner, snobrød, trampolinhop, overraskelsespakker med slik, uro og pigefnidder, sjov og ballade – og kaffe til forældrene.

En lille time efter de sidste var sendt afsted sad vi i bilen, på vej mod danseshow en halv times kørsel herfra. Asta skulle give opvisning med to forskellige shows (og det vil så også sige to forskellige kostumer) indenfor et kvarter, så vi fortsatte bare for fuld skrue derude!

Nu er vi landet herhjemme igen, og jeg bereder kroppen på at køre fra sjette gear, og ned i første. Allerhelst frigear…

Om lidt smider jeg mig i sofaen, og håber den film jeg har hentet hjem er god. God nok til at jeg kan holde mig vågen til at få slutningen med. Dét må være succeskriteriet i aften ;-)

fredag den 24. september 2010

Så går det løs. Igen…

Vi skal holde fødselsdag for Agnes i morgen – men er det også slut! Vi lukker og slukker med pigerne fra klassen, så den skal ha´ alt hvad den ka´ ta´ i morgen.

007Psst… Nu har de balloner altså pyntet stuen de sidste 14 dage, så jeg glæder mig pænt meget til at kunne pille dem ned i morgen aften. Eller, det har jeg jo kunnet hele tiden. Men jeg gad ikke.

Temaet (jojo, for sådan et har vi skam) er “dyr”. Tøserne har fået at vide at de gerne må tage en dyrebamse med hvis de har lyst, og de må også være klædt ud hvis de er med på dén galej – men der er absolut ingen tvang.

004

  • Kagerne bliver små muffins, forklædt som mariehøns.
  • Eftermiddagsmaden bliver pizzasnegle (get it?).
  • Bordpynten bliver sommerfugle.
  • Hvis moderen mander sig op bliver der måske ansigtsmaling i dyreform – men her voterer juryen stadig, og det ser ikke for godt ud lige p.t.

…og ellers gætter jeg forsigtigt på fri leg, ballondans og generelt kaos. Bare så´n, on the top of my head.

006

Nåja. Og så er der jo de obligatoriske slikposer. Som jeg lige har været inde og handle til. Kender I dét, at det ser ud af så utrolig lidt mens det ligger i kurven – og når man så kommer hjem, ser det sådan her ud?

003 

Daaaaaymn, jeg skal ikke have alt det sukker stoppet i de småpiger i morgen! Det bliver delt pænt ud i portioner lige inden de skal hjem, gør det – og jeg tror endda ikke de skal have det hele, for der er da h-e-l-t vildt meget.

Omvendt er det nok heller ikke en god idé at have det liggende her i huset i morgen aften, når jeg er gået sukkerkold ovenpå en børnefødselsdag… ;-)

torsdag den 23. september 2010

En lille genistreg

Nu er det desværre blevet for sent i aften for jeg er en halvgammel kone der bliver nødt til at overholde en ordenlig sengetid, hvis jeg skal kunne komme op til tiden i morgen, men…

Hvis jeg kan overtale Søren til det, ved jeg lige hvad jeg vil bruge min fredag aften på.

Jeg vil i selskab med Coen-brødrene, Clooney og Co. – og det ene gode stykke musik efter det andet. Jeg vil grine hjerteligt når Clooney (igen og igen) hævder at han er en Dapper Dan Man og The Pater Familia, og jeg vil trække på smilebåndet over alle referencerne til Homers Odysseen der kommer i stride strømme gennem hele filmen.

Og mest af alt vil jeg glæde mig til denne her; den nok mest spillede sang fra filmen.

Dén er jeg vild med! Den gør mig glad hver gang, og i rigtig slemme tilfælde kommer jeg til at synge højt og grimt med. Og på repeat.

Nåja. Fik jeg forresten sagt at George Clooney er med? Selvom han er tumpedum i filmen har han da stadig en vis charme. Hvis man ellers lægger mærke til den slags…

This is how we do it!

Tip til en travl hverdag: Sørg for at få din mor bosat i nærheden, så der er en mulighed for at få gratis aftensmad de dage hvor alt koger over.

I aften, for eksempel…

Tak, mor! :-)

Mentalitetsændring

Jeg ved ikke om man ikke har kunnet læse det mellem linierne den sidste tid… Jeg er blevet venligere stemt overfor de kurser jeg skal på hver dag.

Det er ikke dumme folk derude. Den temmelig skarpe mand jeg omtalte forleden er derude fra, og han er ikke alene. Det er helt okay. Man får hvad man lægger i det.

Noget af det kan jeg ikke bruge til så meget, men det er vel ligesom med alt andet; vi kan ikke allesammen være kloge på de samme punkter, og vi kan ikke allesammen være interesserede i de samme ting.

Der bliver sat ting i gang i mit sind, i hvert fald. Begreber som motivation, nytænkning og selviscenesættelse bliver vendt i mit hovede, og det er med til at give mig mod på at gøre tingene på en ny måde. En anderledes måde.

Således sendte jeg i går en helt anden slags ansøgning afsted end hidtil. Har aldrig gjort den slags før. Nu må det briste eller bære, jeg har i hvert fald gjort forsøget. Hvad har jeg at tabe?

Det er til en stilling som billedskolelærer i lokalområdet, og jeg sked højt og flot på alle regler. Ingen dato, ingen adresse og “att.:” i øverste venstre hjørne – ingen underskrift (!!!). Temmelig gutsy, altså. Synes jeg selv.

I stedet skrev jeg en historie til dem. Med overskriften “Lad mig male dig et billede” kom historien om en person midt i trediverne, og hvorfor hun ville være en brandgod billedskolelærer.

Jeg ved ikke om det virker. Jeg ved ikke engang hvad jeg selv ville sige til at få så anderledes en ansøgning ind ad døren, men jeg ved at den var anderledes. Og jeg ved at det var svært kun at læse de første fire linier, for man ville gerne have historien med.

Så er mit første delmål vel allerede nået dér, ikke? De kloge mennesker derude på kurserne siger at en arbejdsgiver i snit bruger 20 sekunder (WTF?) på at skimme en ansøgning – og derefter ryger den i enten “ud”- eller “ind”-bunken.

Jamen for helgoland da osse… Det er s´gu hårde odd´s jeg er oppe imod!

Jeg begynder at synes at det er rart at have de folk med på min side.

onsdag den 22. september 2010

Undskyld! Der gik overskudsmor i mig…

003

004

Men det var kun fordi jeg havde fri i dag. Og fordi jeg allerede var færdig med ansøgningerne. Og fordi jeg først skal hente pigerne i strikkeklub kl. 16.30.

Nu har vi heldigvis foccacia og pizzasnegle til fryseren og madpakkerne, så hende overskudmor må da gerne kigge indenom igen en anden dag ;-)

Jeg har et barn, hvis hænder lugter af sure tæer!

Stinker, faktisk – og det er efter hun har været i bad. Det er naaaaasty!

Men det er okay. Rigtig godt, faktisk – for de stinker på grund af de boksehandsker min mini-Kessler havde på for første gang i aftes, og at dømme efter hendes brede smil, de klukkende grin og glimtet i øjnene har stanken af sure tæer været det hele værd.

Hun havde det sjovt mens sveden drev af hende. Der var maverulninger, armbøjninger, løb, skyggeboksning, sandsække, kampråb, grin og sammenhold extraordinaire.

Og fremfor alt var der Kim, Verdens Bedste Boksetræner, som tog imod med venlighed, hjerterum og humor – men bestemt også med en udstråling der fortæller at han er høvding i træningslokalet, og det skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Det bli´r så godt! Bortset fra den funky lugt…

tirsdag den 21. september 2010

Måske er jeg blevet en lillebitte smule klogere i dag…

Måske. Det skal i hvert fald komme an på en prøve.

Jeg fik lejlighed til at drøfte min jobsituation (eller mangel på samme. Tøhø.) med hvad der virker til at være en temmelig skarp mand i dag.

Han var så snu at stille spørgsmålstegn ved følgende:

Når jeg nu skriver alle de rigtige ting i mine ansøgninger… Når jeg nu har alle de rigtige kompetencer… Når jeg nu er god til at formulere mig på skrift… Når jeg nu brænder for det jeg vil…

Hvorfor bliver jeg så ikke kaldt til samtaler?

Hvorfor???

Sidst jeg gik ledig (og det er pænt længe siden, altså) blev jeg kaldt ind på stort set alt jeg sendte ud, men nu ikke mere. Vådden ka´ det være?

Han mente jeg skulle tage hele ansøgningen op til revision. At jeg skulle skrive mere frit og knap så formelt. Selvfølgelig skulle det ikke være useriøst, men det skulle være iøjnefaldende.

Jeg tror s´gu han har ret. Det skinner ikke igennem hvem jeg er, i mine ansøgninger. Det er floskler, tomme ord og luftkasteller i arbejdsgiverens øjne, for ingen steder kan man se mig deri.

Men for raken da. Hvorfor har det ikke stået klart for mig for længe siden? Hvorfor skriver jeg ikke mine ansøgninger mere som jeg skriver her, i mit frirum, min legeplads? Her kan man jo se hvem jeg er (håber jeg) og hvad jeg elsker. Her skriver jeg frit fra leveren, uden hensyntagen til “bør” og “må”. Her har jeg det godt. Men hvorfor så ikke dér?

Dét skal der laves om på. Fandeme.

Nu skal jeg komme efter dem, skal jeg!

mandag den 20. september 2010

Nerd alert

…fordi jeg eeeeeelsker de supernørder! På tv, i hvert fald. Jeg tror jeg ville få spat af at kende dem IRL ;-)

Kickstart

Jeg havde brug for at starte min mandag morgen med et smil – og jeg deler gerne.

Værs´go. God mandag til dig :-)

søndag den 19. september 2010

Når gribbene kredser omkring…

For nogen tid siden skrev jeg vist noget om nogle veste jeg havde hæklet med tanke på Amio-shoppen. Hmm, jamen man skal passe på med at sælge skindet før bjørnen er skudt – eller i mit tilfælde, med at sætte noget til salg som man har lavet mens børnene så på.

I skrivende stund voterer dommerne endnu.

Asta har kig på den gråstribede, som åbenbart er “nice”, og Agnes er gået i tænkeboks.

003

De mangler stadig lige en tur i vaskemaskinen, men derefter ryger de altså til salg – hvis ikke Overdommer 1 og 2 når at veto´e det hele inden da ;-)

“First rule of Fight Club…”

Hvis det var menneskeligt muligt at give sig selv et ordentligt los i røven, ville jeg gøre det. Om og om igen!

Jeg har glædet mig til Hannes sensommersalg i hvad der minder om en evighed. Faktisk har jeg glædet mig hele det sidste år, for jeg kom ikke afsted sidst hun holdt det, men lovede mig selv at jeg skulle i år. Fisker-Thomas kaldte på mig. Og et pc-sleeve. Og alt det løse…

Nu er jeg så fanget af min egen dumhed, for uden at krydstjekke med kalenderen havde jeg sat mig i hovedet at Hanne holdt åben en anden dag end hun i realiteten gør – og nu har jeg inviteret Agnes´ klassekammerater til børnefødselsdag på netop den dato hvor sensommersalget ligger.

Jamen, for helgoland da osse…!

*Pispispispispispispispis…….PIS*

lørdag den 18. september 2010

*Slurp…*

Jagger har fået ny yndlingsplads i stuen. Han plejer at smide sig i sækkesengen i hjørnet, men nu ikke mere…

006

Man kan høre ham. Han sidder og slikker sig om munden, det dumme drog – men han kan glemme det, kan han. Han bliver bare nødt til at komme overens med tanken om, at hvad der ville have været et let mellemmåltid i naturen, nu er en medlogerende og et nyt medlem af familien.

Snydt, min ven!

Rent bord

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det…

005

For lidt over en time siden sad vi 13 mennesker omkring dette bord, og hyggede os med at fejre Agnes´ 7års fødselsdag – komplet med grovboller, sukkerboller, diverse oste, kaffe, øl og sodavand, chokoladekage med chokoladecreme og den obligatoriske brunsvier med slik.

En dejlig og hyggelig eftermiddag har det været …og alligevel spørger jeg mig selv hver gang de er taget hjem, hvorvidt det er rimeligt at det altid har taget dobbelt så lang tid at forberede besøget, som det tager at have det.

Pyt. Det er jo skønt, og vi ville ikke undvære det. Og en ekstragevinst ved sådan en fødselsdagsfest er jo gaverne – så nu behøver jeg ikke vaske tøj for Agnes i en uges tid.

004

Den unge dame fik intet mindre end fire komplette outfits, plus det løse. Derudover blev det til både Kidz Hits cd, dvd-film, WII-spil, vennebog – og en iPod der ankommer med posten en af de nærmeste dage.

Kom ikke her og sig at børn nu til dags er forkælede…

Nu slapper vi af. Søren henter pizza til pigernes aftensmad, jeg hækler mens jeg venter på at opvaskemaskinen bliver færdig første gang, pigerne spiller det nye WII-spil og roen er faldet på os. Totalt.

Og ved I hvad det fedeste er? Det er kun lørdag, så i morgen har vi fri! :-)

fredag den 17. september 2010

Heksemutter lod en tudse…

Agnes er inviteret til gilde hos Sille i aften. Sille er en af bedsteveninderne, og bor i et lille hus ved søen i skoven. Og hvad er så mere nærliggende end at invitere til gilde hos Heksemutter, med en menu bestående af orme, tudser og kryb.

Nu er Verdens Smukkeste Heks klar til at tage afsted – og lige meget hvor grim og frygtindgydende hun prøver at gøre sig, er det som om det ikke helt lykkes for hende.

012

Hun gør ellers et ihærdigt forsøg, med næsevorte, kløer og klamme kryb i håret…

007

009

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er fil´me glad for at jeg ikke skal i skoven i aften, med alle de små hekse og trolde der kommer til at myldre der i de sene timer…

Velkommen til!

I går eftermiddags fik vi en lille ny i huset. Den var længe ventet …sådan føltes det i hvert fald for Agnes, der havde måttet vente helt fra i tirsdags, da hun fik overrakt et hjemmelavet gavekort på ét styk fugl plus all the fixins.

Men i går havde han åben, fuglehandleren. Jæææææj!

003

Hvid, sart blå, koksgrå og yndig er den lille undulat, og den har allerede charmeret os allesammen i en grad så vi næsten står i nakken af hinanden for at få lov at skifte vand, foder og frugt i en jævn strøm.

Om det så er en PipHans eller en PipGrethe, dét må tiden vise… og egentlig også hvad navnet ender med at være, for der voteres stadig i kamrene.

Uanset, så er den velkommen!

torsdag den 16. september 2010

Eventmager? Moi?

Okayokay, jeg giver mig. I dag har faktisk været en god dag på “grøn stue”.

Jeg deltog i en form for fremtidsværksted (deres ord, ikke mit), hvor det hele egentlig gik ud på at se nye muligheder, og ikke lade sig begrænse af hvad man selv mener om ens jobfremtid.

Øvelsen gik ganske kort ud på at jeg skulle fortælle om hvad der gjorde mig glad ved at gå på arbejde, hvilke kriterier jeg vægtede ved en arbejdsplads, hvad mine interesser var, og hvor mine stærke sider lå – og derefter skulle jeg holde min kæft! …pænt svært altså. Nu var det så op til mine medkursister at byde ind med hvad de mente jeg ville være god til.

Hårh!

Jeg skal så åbenbart være

håndarbejdslærer (“det si´r sig selv”)

pædagog (“well, well, well, well…”)

eventmager (WTF?)

leder (huh?!)

familierådgiver (hmm…)

terapeut (hell, no!)

journalist (Ulla Terkelsen look-a-like)

konditor (=fedberg)

forhandler (øøøøøøh…)

sælger (jammenaltså…)

selvstændig med gårdbutik (aaaaarh, vel?)

fagforeningsformand (WTfuckingF???)

aktivitetsmedarbejder (ja tak, bring it on!)

musikanmelder (aaalt for cool)

billedkunstlærer (kom med jobbet!)

diplomat (jojo, helt seriøst. Dip-lo-mat. Jamen, hvor finder man lige dét job???)

Jamen, der var da gode forslag imellem. Ikke så mange jeg ikke allerede selv havde tænkt på, men så ved jeg da at jeg ikke er gået helt galt i byen.

Men sjovt, dét var det. Og tankevækkende…

Livet som hundeejer er så berigende!

I morges var jeg f.eks. blevet beriget med vomitus i mine sandaler, og dét er da en frisk måde at starte dagen på…

onsdag den 15. september 2010

Man mildnes…

som dagen skrider frem. Jeg gør i hvert fald. Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg vist er langt mere behagelig at være sammen med end jeg var i eftermiddags. En times voldsom sveden i en hal kan gøre forunderlige ting ved folk.

Nåmmenaltså. Der er flere ting jeg gerne vil.

Jeg vil kunne svinge med hofterne ligesom de rigtig go´e.

Jeg vil have nogen at følges med til zumba, så jeg ikke føler mig helt palle når jeg står der i hallen i al min magt og vælde.

Jeg vil give jobhalløjsaet en chance mere i morgen (like I have a choise…).

Jeg vil se større resultater på badevægten i morgen tidlig end jeg har kunnet de sidste gange jeg er stået på svinet.

Jeg vil råbe højt hurra for Søren, der har fået overtalt Asta til at give boksning en chance! Det barn trænger voldsomt til at udvikle lidt rundsave på albuerne. Hun er alt,alt, alt for pæn af sig.

Jeg vil (rigtig, rigtig, rigtig) gerne skrive en vinderansøgning i morgen til et spændende, men hemmeligt, sted i lokalområdet.

Jeg vil hellere end gerne vinde i Lotto. Bare fordi det ville gøre mange ting meget nemmere.

Og nu vil jeg sætte mig hen i sofaen, og håbe Søren snart slukker for X-boxen så jeg slipper for at se flere animerede mænd blive skudt…

Go go go!

Mandag morgen, op og smøre madpakker, sende børn afsted, melde ind på “grøn stue” på jobcenteret, lytte til voksne mænd slå den ene tø-hø efter den anden, komme hjem, bage müslibarer til næste uges madpakker, en times hurtig zumba, hjem og sætte aftensmad på bordet, rydde af, bage kage til tirsdags-fødselsdagsbarn, putte børn, smøre madpakker til dagen derpå, pakke fødselsdagsgaver ind – falde komatøst om i sofaen, vågne kl. 00.45 og tumle op i seng.

Tirsdag morgen, rutinen gentager sig, melde ind på “grøn stue” igen, høre flere tø-hø´er, hjem og hente børn i sfo, hurtigt afsted til klasse fodbold-cup, hjem efter Søren, afsted og handle fuglebur med fødselsdagsbarnet, aftensmad på Burger King, hjem og nå lidt fødselsdagsaftenhygge, putte børn – for så at falde sammen i sofaen til et enkelt afsnit af Big Bang Theory (forøvrigt verdens morsomste persongalleri!). Og godnat.

Onsdag morgen! Ingen “grøn stue”, men derimod langsom start med kaffe ad libitum, gavehandel i Brønderslev og snart hente børn til hyggeftermiddag i selskab med Indiana Jones og hjemmebagte espresso-brownies – og hele dagen har jeg set frem til endnu en omgang zumba i aften.

Det er helt okay – men det bliver altså også okay når alt det her fødselsagshejs er klinget lidt af igen…

Og med hensyn til det der jobkursusting; hollaheltOP, hvor når man altså at få hæklet meget derude, mens voksne mænd spiller tø-hø pingpong op ad hinanden, og kalder det “foredrag”, “kursus” og “vejledning”…

*ingen smiley, men meeeeeget skeptisk ansigtsudtryk*

mandag den 13. september 2010

Hmm…

I dag var så første dag på kommunenes jobsøgningskursus …eller hvad vi nu skal kalde det. Jeg er ikke længere helt så negativ som jeg var da jeg tog afsted, men det kan vist mest tilskrives de rare mennesker derude.

Dagens absolutte succesoplevelse var at jeg tog mig sammen til at være hudløst ærlig omkring min oplevelse af situationen.

Jamen, de spurgte selv!

Jeg var ærlig, men absolut både pæn og velopdragen i min udmelding, da jeg sagde (som den eneste!)

- at jeg havde svært ved at se hvad jeg skulle der

- at jeg var utrolig skeptisk omkring forløbet

- at jeg kun var der fordi det var “an offer I couldn´t refuse”

Til gengæld sagde jeg også, at jeg håbede at mere konkrete udmeldinger på hvad det var meningen vi skulle derude, ville hjælpe helt gevaldigt på min lyst til at være der, og at jeg håbede jeg i det mindste ville kunne finde sparringspartnere til den situation jeg står i nu, og måske få udvidet min horisont i forhold til jobsøgningen.

Nu er det nok liiige at tage munden for fuld at sige at udmeldingen gav stående ovationer …men det gav da heldigvis flere andre modet til også at være mere ærlige.

Klap dig selv på skulderen, Kirsten!

Nu glæder jeg mig så til at se hvad morgendagen bringer, for jeg har stadig temmelig svært ved at se hvad de mener de kan bidrage med. Helt konkret.

søndag den 12. september 2010

Vi får pip!

Agnes har, som nogle måske har bemærket, fødselsdag i overmorgen. Alt er der styr på, selv kagebagning til klassen, menuen på selve dagen og de fejringer der følger. Men gaven! Gaven har voldt os problemer.

Først var det meningen hun skulle have en iPod Shuffle af os …men den får hun af bedsterne. Så var det meningen hun skulle have en krea-kurv, med et extravaganza af papirer, glimmer, pailetter, stof og deslige …men det fik hun af mormor.

Barnet er jo heldigt, men forældrene har været i vildrede. Vi vil så gerne give noget særligt, men det eneste der efterhånden er tilbage på ønskesedlen er et par snottede cd´er og dvd-film.

What to dooooooo? Presset bliver jo ikke ligefrem mindre jo tættere vi kommer på dagen, og nu er vi efterhånden ude i at jeg har én time i morgen eftermiddag til at finde lige dét der gør en 7-års fødselsdag god. Huh?!

I aften kom storesøster os til undsætning.

Jamen, hvad med den der fugl, mor? I har jo selv sagt at vi godt kan finde ud af at passe den nu, og Agnes elsker dyr. Og så behøver du ikke engang ud og købe den inden, for hun vil garanteret gerne selv vælge.”

Åh Asta, din skønne unge!

Så nu får vi pip. På den gode måde.

Åååårhforhelvededaosse…

Hvordan kan det være, at det er det ene snitmønsterark jeg skal bruge, jeg ikke kan finde i arkiverne??

Jeg véd godt jeg er et rodehoved extraordinaire, men snitmønsterarkene var jeg helt overbevist om at jeg havde styr på. Nu har jeg imidlertid en grim mistanke om at det ene ark er røget ud ved en fejl under sidste hovedoprydning. Åh, lort…

lørdag den 11. september 2010

3… 2… 1… HYG!

Om en lille halv time kommer fødselsdagshold no. 1.

Det er ikke nogen stor fødselsdagsfest vi skal holde i dag, for der kommer kun to gæster; mormor og hendes eksmand, pigernes reservemorfar.

Men det er stort! Asta og Agnes ser ikke Tage så tit mere, efter ægteskabet endte. Glæden er stor når det endelig er, så selvom de “kun” kommer de to i dag, skal der fejres igennem.

007

008

 

 

 

 

 

 

 

009

Det skrappe, trænede øje vil bemærke købe-småkagerne. Sådan skal det være i dag, thi sådan gør den kloge husmoder. Så får hun nemlig mere tid til det der er virkelig hyggeligt; at pynte lagkage med fødselsdagsbarnet.

010

Agnes gik lige lidt bananas med marcipanen, men det er altså hendes fødselsdag. Så går moderen glad og gerne lidt på kompromis med æstetikken (og måske i sidste ende også smagsoplevelsen)… ;-)

Og nu skal der hygges igennem!

Go´måren…

Hey mor! Ta´ lige et billede af mig så jeg kan se hvordan jeg ser ud!”

004

Hun turde alligevel ikke gå ud og se sig selv i spejlet… men blev glædeligt overrasket da hun så billedet.

Hævelsen af overlæben er faldet, men er til gengæld taget lidt til omkring øjet i nat. Og filurblikket og det gode humør er kommet tilbage. Heldigvis :-)

Nu vil jeg tage fat på alle de hængepartier jeg har fra i går, og se frem til en eftermiddag i godt selskab. God lørdag til jer derude!

fredag den 10. september 2010

Status

I dag har jeg:

  • ryddet lidt op hist og her
  • passet, plejet og ydet omsorg for forslået yngstebarn
  • sørget for fuld forplejning for hele familien
  • tjekket op på superfantastisk kursusmulighed på nedded
  • vasket hele vognlæs af tøj
  • handlet ind til første fødselsdags-ryk-ind i morgen
  • assisteret med ekstralektier til ældstebarnet (herefter betegnet som “Über-Stræberen”)
  • lavet invitationerne til Agnes´ klassekammerater færdige
  • hæklet veste, røget smøger og drukket spandevis af kaffe

Til gengæld har så jeg ikke nået at:

  • motionere
  • vaske de møbler ned med grundrens som jeg ellers gerne ville have grundet i weekenden
  • starte på de mange meter stof der ellers (stadig) ligger klar i vindueskarmen
  • rydde vindueskarmen for stof, symaskine, pyntebånd, sakse, mønsterark og inspirationsbøger
  • sende en længe ventet pakke til Karina (men den skal nok komme!)

I morgen må jeg hellere:

  • få ryddet den s**** vindueskarm, og få gjort det sidste rent før gæsterne kommer
  • få lagt vestene ind på Amio
  • kræse lidt ekstra for forslået pigebarn, og pynte lagkagen med ekstra lyserødt, glimmer og hejs
  • ringe og invitere det næste hold gæster til fødselsdag

Men søndag! Søndag vil jeg ikke en skid. Søndag vil jeg hygge om pigerne, sy når det passer mig og lade op til en ny slags hverdag. Nåja, og måske få vasket de der møbler ned…

Men hvorfor altid i ansigtet???

Agnes er ikke sit sædvanlige kønne selv i dag. Stille og trist er hun også, men dét er der ikke noget at sige til.

Lige da jeg hentede hende på skolen havde hun så travlt med at komme hen til mig, for at vise mig at hun havde fået klassebamsen Kvik med hjem på weekend – at hun i farten snublede i Kviks taske, og faldt lige så lang hun var på p-pladsen. Hun valgte desværre at afbøde faldet med ansigtet.

Nu sidder hun i sofaen. Asta og jeg har leget Florence Nightingale og har haft vaskeklude, tatoveringsplastre en masse og lommelygte (“pupiller? tjek!”) fremme – og nu spiser patienten is. Masser af is, for munden gik det selvfølgelig også ud over.

Knæene er ømme og skrabede, og hænderne ligeså. Overlæben er hævet op á la andenæb. Næsen er ridset både ovenpå og nedenunder. Panden har fået et laaaaangt skrab i venstre side, ligesom kindbenet i samme side – og jeg skulle gå meget galt i byen, hvis ikke jeg får ret i at hele området har antaget en nydelig blå farve lidt senere i dag.

Hun ligner én der har taget et par omgange mod Kessler.

Hun bli´r fin at se på når hendes fødselsdagsgæster melder deres ankomst diverse dage i løbet af den næste uge…

torsdag den 9. september 2010

Oh frihed – oh, friheden flyver…

Den smule jeg har tilbage i hvert fald. Jeg havde sat min lid til AOF som min delvise redningsplanke, men nu ikke mere.

Fra og med på mandag er jeg underlagt kommune-lune. Helt og holdent. Jeg er blevet sendt på “jobsøgningskursus”, ligesom alle andre ledige der ikke sørger for at få røven med sig tilbage på arbejdsmarkedet indenfor et givent tidsperspektiv.

Hm. Jamen så får jeg da også prøvet dét. I kan vide jer sikre på derude, at I nok skal få et vældigt dybdegående referat af den kamel før eller siden *temmelig skeptisk smiley*

Så: I morgen vinker jeg farvel til frihed, jobsøgning på egne præmisser og faste hyggerutiner. På mandag siger jeg goddag til igen at have institutionsbørn efter skoletid (røv!), madpakke i kantinen og … Ja, hvad?

Jeg ved s´gu ikke rigtig hvad jeg kan forvente mig af dette her, men én ting kan jeg sige jer: Hvis de beder mig tage den der omdiskuterede “hvilken fugl er du?”-test, så bli´r der uddelt slag!

Eller, det gør der nok i virkeligheden ikke for det er jeg for civiliseret til – men jeg skal i hvert fald nok sørge for at se tilpas harm og hønserøv ud til at de (måske) bemærker det ;-)

En sand dyreven

Dét er Agnes. Og af samme grund har hun bestemt sig for at hendes snarlige fødselsdag skal holdes i dyrenes tegn, når pigerne fra klassen skal inviteres hjem. “Så mor; laver du ikke lige en tegning til invitationen, så maler jeg den??! Jeg er jo ikke så go´ til at tegne dyr, mor…”

Hm. Det er moderen nu altså heller ikke, så det blev hverken til de kattekillinger, hundehvalpe eller føl hun havde bestilt, men til gengæld sneg der sig vist et egern eller to med på tegningen i stedet.

003

Læg venligst mærke til hvordan alle dyrene meget snedigt gemmer sig bagved både dette og hint. Det har på ingen måde været moderens tegneevner og/eller anatomilære der har været mangelfuld, men bør kun ses som et udtryk for stor fantasi og hitte-på-som-hed…

Men ellers er jeg egentlig pænt tilfreds, og det er barnet også. Hurra for det.

004

005

Kom ikke hér og sig jeg helt har glemt hvordan man tegner. Sgu. *indsæt selv passende dosis selvfed-hed*

Det´ vist nåed med frekvensen….

Den lille forskel, altså.

Mellem mænd og kvinder, altså. Har jeg hørt i min øresnegl. Altså.

For nu at gøre en kort historie lang, kender vi det vist allesammen; de dage hvor vores respektive partnere/børn/liv driver os på vanviddets rand.

De dage hvor a.l.t hvad de gør eller siger kan få de små hår i nakken til at stritte. De dage hvor vi føler at det er bedre at holde tand for tunge, for ikke at forvandles til hugtandsgrim, øresønderrivende, skrigende monsterfurie. I ved; det var meningen vi skulle have sagt “gider du ikke godt droppe det dér?”, men i virkeligheden kommer det ud som

ÅÅÅÅÅÅååårhsåholddogkæftengangimellemforhelvede!!!”

Måske kender I det ikke. Måske er vi de eneste. Jeg tvivler, men lader tvivlen komme jer til gode…

Den anden dag var Søren så påfaldende stille, præcis på den måde jeg lige beskrev. Stille, med et sammenbidt udtryk i ansigtet og flakkende øjne som om han ledte efter flugtveje. Too bad, for vi sad i bilen, og havde omkring 45 km hjem. Tøhø…

Jeg holdt klogeligt min kæft (lidt, i hvert fald – det er jo pænt svært at holde helt kæft), men omme bagi bilen sad to knævrende høns der ikke lige havde set den tordensky der hang over deres fars hovede. *Jaaaaapjapjapjapjapjapjapjap” sagde det deromme fra – og efter en tid spurgte jeg den sammenbidte fører af bilen hvad der var galt.

Helt roligt kiggede han på mig, og sagde:

Nu må du ikke misforstå mig. Jeg elsker dig, og jeg elsker dem. Men.

Nogle gange er der altså bare for mange kvinder omkring mig. Det er noget med frekvensen af jeres stemmer, og den konstante knævren.

Jeg. Kan. Ikke. Ha´. Det.

Det tror jeg faktisk ikke der er ret mange mænd der kan, og i dag kan jeg slet ikke. Må jeg ikke godt bare sidde her lidt, og prøve at lukke jer ude?”

Jeg har tænkt over det siden, og synes simpelthen det var meget i orden det dér. Jeg kunne ikke have gjort det lige så godt. Det véd jeg bare.

Så husk det nu: Det er ikke nødvendigvis fordi I har gjort noget galt, eller sagt noget forkert. Det kan godt bare være nåed med frekvensen.

onsdag den 8. september 2010

OMG!

Jeg har lige haft den blandede fornøjelse at være til zumba (jaja, jeg skriver meget om det, jeg véd det godt – men denne gang er det altså anderledes!).

Det var superfedt, som altid, men er du klar over hvor meget man føler sig “on the spot” når det viser sig at være en enetime man er dukket op til??!

*Åååårh…*

Jeg havde lavet en hemli´nemli´ aftale med zumbainstruktøren (som er gift med en af Sørens kolleger) om at jeg skulle komme forbi hallen i dag, da hun da bestemt regnede med at hun kunne låne den en times tid til en lille prøvetime. Helt naivt regnede jeg med at der var tale om en åben prøvetime. For alle interesserede, forstås.

Det var det så ikke.

Er du klar til zumbaaaaaaaaa??” sagde hun med et stort smil på, da jeg ankom. “Vi bli´r kun os to. Tør du det?”

Jeg havde mest lyst til at sige nej… men jeg gjorde det ikke. Jeg zumba´ede my ass off, gav den max gas og prøvede af alle kræfter at følge med. Hun kunne jo se a.l.t.! Alle fejlene, de semispastiske bevægelser og det måbende ansigtsudtryk.

Men det var fandeme sjovt – og den helt klare fordel ved dén slags undervisning må da være at der mellem numrene var plads til at spørge dumt og få et par ekstra tips med i bagagen.

Og nu? Nu er jeg øm.

Sæt i gang!

Min Amio-shop har stået pænt stille i nogen tid nu. Jeg har simpelthen ikke fået lagt nye ting ind – men det skal være slut nu. Nu skal der ting og sager derind har jeg bestemt mig for, og så må tiden vise hvad folk kan lide.

I side-baren til højre har jeg nu lavet om, så man kommer direkte til min side hos Amio. Men det er stadig i høj grad værd at kigge rundt i hele shoppen. For filan da…

Hooked!

Jeg tager til zumba igen i eftermiddag. Tænk, at helt herude på bøhlandet er jeg så heldig at kunne deltage to gange om ugen, uden at skulle køre længere end 7 km – og så endda med en helt igennem festlig, kæk, branddygtig, morsom og inspirerende instruktør.

Jeg glæder mig. Helt vildt!

tirsdag den 7. september 2010

*…danser lige en lille jubeldans!*

Vi har fået vand i hanerne igen. Jæj! Nu er der bare tilbage at vente på at det også bliver varmt nok til at det er værd at bade i…

Nødhjælpspakke?

Vi stod op i morges, kun for at se at vandet stadig glimrede ved sit fravær. Det betød så en ekstra lille time foran Disney Channel til Asta, for dén time var ellers afsat til at sætte kontaktlinser i – men ingen vand, ingen håndvask og ingen kontaktlinser.

Nu har jeg hentet nødhjælpspakke ved købmanden, for at kunne få en kop kaffe, vand til hundene og noget at vaske mig nødtørftigt i.

003

Tak til Nyfors for den glimrende service… Jeg har dem mistænkt for at hoppe let og elegant over en problemløsning i aftes fordi det koster ekstra at sende folk ud i de sene timer – men nu håber jeg altså snart de får hvad-det-end-er fikset.

Pisosse…

mandag den 6. september 2010

I øvrigt synes jeg…

at det er pænt sur røv at sidde her og stinke lidt af lille ponyhest, fordi det viste sig efter løbeluntetur og en times sveddryppende zumba at vi ikke har vand i huset.

Og hvis man så lige troede at det var et helt lokalt problem kun i vores hus, og helt naivt også troede at man kunne snige sig til et bad ved naboen eller nå´ed, blev man så klogere.

Jeg tror Søren sover heeeeelt ovre i den anden side af sengen i nat…

Men på den absolutte plusside er jeg glad for at de ikke-eksisterende AOF-hold gør at jeg kan gå til “ZUMBAAAAAA” igen – så nu går jeg all-in, og har meldt mig til to (!) hold om ugen. Jæj! :-)

Jamen…?! Øv…

Nu er jeg ked. Ikke sådan rigtig ked, med tårer, snot og hulken, men trist. Og skuffet. Og lidt forbløffet.

Af de fire AOF-hold jeg blev bedt om at tage i efterårssæsonen, i patchwork og broderi, er der ikke nogen oprettet so far. Ingen! Ingen??!

Hvor er håndarbejds-sildene henne? Hvor er dem, der har lyst til at sætte deres eget præg på standardtingene? Dem, der gerne vil lære nyt eller være med i gensidig inspiration med sjov og hygge?

Findes de ikke – eller kan de bare allesammen det hele i forvejen?

Der er indtil videre sølle syv personer der har meldt sig til de fire hold. Det batter jo ikke en skid, og jeg kan i dén grad godt forstå at AOF ikke sætter holdene op …men jeg er skuffet. Jeg havde faktisk glædet mig helt vildt, og havde kæmpet for at nå at have en masse gode ting forberedt til undervisningen.

Nu kan det så ligesom være ligemeget.

*Suk*

Men ryst det af dig, Kirsten, og op på hesten igen. På plussiden lyder det til at de vil udbyde kurserne igen til foråret, og så er der vel kun tilbage at håbe at flere har interessen til den tid.

Men for helvede, hvor er jeg ærgerlig over det!

Jojo…

Så løb hun s´gu. Godtnok kun en tur på markerne ude bagved, for ikke at blive spottet af pøbelen, men alligevel.

Man skal vel starte et sted – og i princippet burde sådan en terrængående tur på stubmarker vel også gøre mere for benmuskler og kalorieforbrænding end en almindelig lige-ud-ad-landevejen agtig tur på asfalt.

Eller hur?

Okay så!

Jeg skal til at tage mig sammen. Min vægt står stadig stille, og det er min egen skyld.

Jeg vil jo stadig gerne tabe mig – men det der skal til er at

1/ jeg strammer op omkring kosten igen! Ikke at jeg er gået amok i cheesecake og flødeskum, men jeg er ikke længere lige så standhaftig når der kommer dessert og kage på bordet. Hvor jeg før ville have sagt blankt nej, er jeg nu begyndt at snige et lille stykke over på tallerknen. Det er et “no go!”, og det skal være slut, skal det.

2/ jeg skal bevæge mig noget mere. Selvom jeg passer på med maden, står vægten altså for stille så længe jeg ikke kommer ud at… *ydrk* …løbe.

Fik lige en lille smule opkastsfornemmelse dér.

Jeg. Er. Ikke. Løber.

Det er ikke selve akten jeg er imod. Det er idéen om at nogen skal se det.

Jeg kan ikke gøre for det. Jeg kigger selv når Løberne kommer forbi, og er helt nådesløs i min indre vurdering – og jeg véd godt det er skidt, men jeg ved også at jeg gør det fordi jeg sammenligner med mig selv.

Jeg ser a.l.t.

Om dellerne hopper, hvordan løbestilen er, om løberen er fuldstændig koksrød i hovedet af anstrengelsen, om tempoet er højt eller lavt – og jeg føler mig sølle hver gang. Et skidt menneske.

Jeg ved nemlig godt at når jeg selv prøver at bevæge mig hurtigere end rask gang er jeg alt andet end elegant. Jeg føler mig dobbelt så tung som normalt, synes bryster og lår hopper og blævrer ukontrollabelt, kan mærke at ansigtet antager farve som friskkogt hummer og at sveden driver overalt. Og så er vi ikke engang kommet ind på hvordan jeg lyder!

Indtil nu har jeg prøvet at slippe udenom med dårlige undskyldninger. “Jeg har jo ikke tid”, “det passer dårligt i dag”, “jeg kan da få den motion med WII´en”, “jamen på et tidspunkt så køber jeg en cykel, og så starter jeg dér i stedet”, “jeg kan godt nøjes med kostomlægningen” og “jeg har ikke tid” (ja, den var der to gange, men dén har jeg altså også brugt lidt for flittigt). Det holder bare ikke. Nu bliver jeg nødt til at indrømme ærligt, at jeg har påtaget mig flere ting end nødvendigt for at slippe for den løbetur i al offentlighed. Af to onder ville jeg åbenbart hellere tage opvasken…

Men jeg bliver nødt til det. Det er en hurdle, men jeg skal over den. Og i dag er vel den bedste dag at starte, ikke?

Og tænk; måske kan jeg faktisk lide det. Efter de første 30-40 ture…

lørdag den 4. september 2010

“The Burger”

Har I også set det? På en af de store sandwichkæder vi allesammen frekventerer når det skal gå ekstrastærkt og vi ikke lige har lyst til regulært fast food af værste skuffe (som eddermugme ellers smager godt, men vi gør det ikke, nej vi gør ej!!!), har de fået burger på menukortet. Én burger. “The Burger”.

Jeg tror statementet skal være at der kun er én, fordi det ikke skal antage form af fast-food-joint som alle de andre, men for mig virker det bare fladt.

“The Burger”. Burgeren. Jojo, det er en amerikansk kæde, men jeg føler mig altså åndssvag ved at skulle bestille “én The Burger, tak”. Ikke at jeg kunne finde på det, for hvis jeg vil have burgere går jeg sgudda på Mickey Dee´s eller nærmeste store konkurrent (hvis burgere forøvrigt smager meget bedre – og nu dukker jeg mig lige for incoming byge af svadaer omkring hvilken burger der er bedst!), og når jeg går på sandwichbar er det fordi jeg vil have en sandwich. Så´n!

Hm.

Men dét jeg egentlig ville sige, var:

Hvad er det lige med sproget? Hvorfor skal vi nu til at have vendt tungen helt forkert, og bestille “The Burger” når vi lige så godt kunne bestille “burgeren”?

Hm?

Jeg får lyst til at drille, og spørge de unge acnebefængte ansatte om ikke de ligger inde med en “The Birkes” eller “The Bolle” i stedet…… men det er nok bare mig der er blevet en sur, gammel dåse.

“The Dåse”.

Man har en plan – indtil man får en ny

Nåmmen, det blev så ikke ligefrem denne lørdag der blev Store Sy-dag alligevel.

Til gengæld blev det så den dag Asta endelig fik sine kontaktlinser, og en lang konsultation hos optikeren, så hun også kan finde ud af at sætte dem i og tage dem ud igen. Ganske praktisk, egentlig…

Det var så en pænt surrealistisk oplevelse da vi midt i konsultationen blev bedt om at gå en tur, for at se hvordan det føltes at færdes med linserne i. Tænk, at det kan være anderledes at gå ved siden af en stor pige uden briller, og jeg kunne se på Asta at hun synes det var mindst lige så mærkeligt som jeg. Til gengæld gik hendes smil fra øre til øre, og øjnene smilede med. Bare på grund af to små dimsedutter…

Nu er vi hjemme igen, og hygger igennem med eventyrfilm på dvd´en, cola og chips, for linserne skal fejres. Vi går all in, og damen har også fået lov at bestemme aftenens menu; løgtærte, pesto-pasta og salat først, og pandekager med is til dessert bagefter. Nu lyder det fandeme som om hele vores liv består af hvad man stopper i ho´det, men dét vil jeg godt lige dementere! Vi holder os til hjemmehygge fordi den unge dame stadig er lidt småsløj, altså… ;-)

Det er vel ikke en dårlig lørdag, selvom man egentlig havde planlagt anderledes :-)

fredag den 3. september 2010

*Dyyyyb indånding…*

Og puuuuuust ud…

Sådan har jeg det i dag. Som at trække vejret helt ned i lungerne, og laaaangsomt ånde ud igen. Helt igennem dejligt.

Asta har en sygedag herhjemme. Dét er der jo som sådan ikke noget fabelagtigt i, men vi hygger os. Max!

Stille tv i baggrunden, varm cacaokaffe i krusene, havregrød med kanelsukker til morgenmad – og nu har damen bænket sig under tæppet i sofaen med alle sin mors sy-magasiner og en bunke post-it´s. Der bestilles tøj nu.

003

Meget tøj, og i mange forskellige stilarter. Det eneste jeg indtil videre har veto´et, var en brudekjole… ;-)

Mens jeg svarer på spørgsmål i en lind strøm (om størrelser, stof, stilarter og sværhedsgrader), hækler jeg lidt på en vest i skøn, grøn Kauni.

004

I morgen skal Søren hjælpe sine forældre med noget murværk, så mon ikke symaskinen kommer på overarbejde herhjemme imens, hvis damen skal have bare lidt af sine ønsker opfyldt?

Man kunne jo håbe at hun var interesseret i at få modellerne syet op i noget af det stof jeg var så heldig at finde i baglokalet hos den lokale genbrugs-guldgrube i går…

005

006

 

 

 

 

 

 

 

Til halv pris af normale genbrugsbutikspriser! Har I nogensinde oplevet en genbrugsbutik med “Udsalg! 50% på alt” klistermærker i vinduet? Det var i hvert fald første gang for mig…

Jeg klager ikke. I morgen bliver vist en rigtig god dag…

torsdag den 2. september 2010

Brugtmarkedet er min ven. Måske…

Vi er på møbeljagt. Der er alt for mange halve opbevaringsløsninger i vores hjem, og nu skal der altså pakkes rod væk. Spillekonsoller, dvd-afspiller, stofrester, film, sakse, nåle og tråd, sy- og strikkemagasiner, papirruller, kurve, kogebøger og meget andet lever sit eget liv på borde, hylder og i vindueskarme.

Jeg holder det ikke ud!!! (=en sætning jeg efterhånden hører mig selv sige flere gange dagligt, i flere sammenhænge end jeg bryder mig om at indrømme) As simple as that.

Nu har jeg gjort Gul&Gratis, dba.dk og Lauritz.com til mine bedste venner. Det har ikke været nemt, for Søren er vist stadig mest til en Ikea-løsning,men jeg håber på at Det Helt Rigtige Møbel hist og her kan få ham til at komme på andre tanker.

Det er nu ikke så nemt som jeg havde håbet. Jeg synes tit vi finder et møbel der er rigtig pænt – men så er den gal med målene, med skuffer hvor der skulle have været skabslåger, med den måde de friggin´ låger åbner på, med højden, med afhentningsstedet, med prisen………..

Så: Hvis nogen derude skulle have kendskab til et pænt, billigt møbel med låge(r), med max-mål på b: 100 h: 80 d: 40, og ikke aaalt for langt fra Saltum…? Hm? Anyone? Det gør altså ikke noget hvis det skal males…??!

Jeg håber stadig. Og hvis I så vil have mig undskyldt; jeg har en aftale med en inderned-side eller to…

onsdag den 1. september 2010

Det var da som syv fingre i ét forbandet ……!!

Jeg har bandet og svovlet, skåret mine hænder, næsten knækket mit værktøj og svedt som et lille svin – alt sammen i forsøget på nænsomt at pille det fine korsstingsbroderi min farmor engang har lavet til mig, af en gammel fodskammel det pinedød skulle polstre.

Det var fint som fodskammelbetræk da det blev lavet, men nu ikke længere. Det er blevet støvet og medtaget af tid og slid, men det skal ikke få lov at dø. Nu skal det vaskes, presses og nusses om – og senere skal det få lov at komme til ære og værdighed igen, men i en anden form.

Men møbelpolsteren der var lige en kende for glad for sine klammer og søm; han skulle sparkes ihjel af myg!