Den lille forskel, altså.
Mellem mænd og kvinder, altså. Har jeg hørt i min øresnegl. Altså.
For nu at gøre en kort historie lang, kender vi det vist allesammen; de dage hvor vores respektive partnere/børn/liv driver os på vanviddets rand.
De dage hvor a.l.t hvad de gør eller siger kan få de små hår i nakken til at stritte. De dage hvor vi føler at det er bedre at holde tand for tunge, for ikke at forvandles til hugtandsgrim, øresønderrivende, skrigende monsterfurie. I ved; det var meningen vi skulle have sagt “gider du ikke godt droppe det dér?”, men i virkeligheden kommer det ud som
“ÅÅÅÅÅÅååårhsåholddogkæftengangimellemforhelvede!!!”
Måske kender I det ikke. Måske er vi de eneste. Jeg tvivler, men lader tvivlen komme jer til gode…
Den anden dag var Søren så påfaldende stille, præcis på den måde jeg lige beskrev. Stille, med et sammenbidt udtryk i ansigtet og flakkende øjne som om han ledte efter flugtveje. Too bad, for vi sad i bilen, og havde omkring 45 km hjem. Tøhø…
Jeg holdt klogeligt min kæft (lidt, i hvert fald – det er jo pænt svært at holde helt kæft), men omme bagi bilen sad to knævrende høns der ikke lige havde set den tordensky der hang over deres fars hovede. *Jaaaaapjapjapjapjapjapjapjap” sagde det deromme fra – og efter en tid spurgte jeg den sammenbidte fører af bilen hvad der var galt.
Helt roligt kiggede han på mig, og sagde:
“Nu må du ikke misforstå mig. Jeg elsker dig, og jeg elsker dem. Men.
Nogle gange er der altså bare for mange kvinder omkring mig. Det er noget med frekvensen af jeres stemmer, og den konstante knævren.
Jeg. Kan. Ikke. Ha´. Det.
Det tror jeg faktisk ikke der er ret mange mænd der kan, og i dag kan jeg slet ikke. Må jeg ikke godt bare sidde her lidt, og prøve at lukke jer ude?”
Jeg har tænkt over det siden, og synes simpelthen det var så meget i orden det dér. Jeg kunne ikke have gjort det lige så godt. Det véd jeg bare.
Så husk det nu: Det er ikke nødvendigvis fordi I har gjort noget galt, eller sagt noget forkert. Det kan godt bare være nåed med frekvensen.