fredag den 30. september 2011

Jackpot!!

Dagens ugens ÅRETS kup blev gjort i går.

Jeg havde i ånden allerede brugt i omegnen af 6-800 kroner på ny vinterjakke til Asta; Barnet der vokser med lynets hast, men…

211

Jeg skal måske lige ha´ flyttet en knap eller to, eller sætte et “pyntestykke” ind som ekstra rygvidde/dekoration…? Den er denondelynemig slimline, den jakke. Den passer hende lige præcis i livet (og knapt over brystet, som I kan se), men er godt lang på ærmerne – og jeg ved godt det er sådan den skal se ud, men det går altså ikke helt. Og hun er bestemt ikke tyk, barnet.

Nu bliver den customized, og det skal nok blive godt.

Tak til Mission Afrika, min lokale skattekiste af genbrug. Til 100 kroner kan det ikke være helt galt. Vel?

Psst…! Billedet snyder. Umiddelbart ser hun ikke begejstret ud – men der ligger et lillebitte smil på lur. Hun er godt tilpas med at eje en rigtig, ægte skindjakke for første gang!

lørdag den 24. september 2011

Motivation

På en lækkerlørdag er der normalt ro i huset her. Det plejer at indbefatte legeaftaler, all-day nattøj og gode film, flydende spisetider, lystbetonede aktiviteter og tid, tid, tid…

I dag er det anderledes. Begge piger er i fuld gang med at rydde op på værelserne. Dét er ellers noget der skal både pisk og trusler til før de gør for alvor, men denne gang er det frivilligt.

De sidste to nætter har de sovet inde hos os. Hvorfor?

Torsdag aften var Agnes lige ved at falde i søvn, da hun fik øje på sådan en fætter her på gulvet…

spider

Billedet er hapset på nettet, for ingen her i huset havde is nok i maven til at finde kameraet frem mens barnet skreg af sine lungers fulde kraft. I stedet blev en af Sørens tunge sikkerhedssko fundet frem i en gal hast – og resten er vel historie.

Jeg var ikke hjemme (thank god!), men kilder anslår at den var omkring otte centimeter fra …tåspids til tåspids? Og om det er akkurat samme slags som den på billedet skal jeg heller ikke kunne sige. Kartoffel-kartoffel. De er klamme allesammen.

Nu vil pigebørnene have gjort rent på værelserne. Det siger sig selv hvorfor. Jeg har selvfølgelig lovet at hjælpe, og heldigvis er det ikke noget stort arbejde for der var faktisk helt hæderligt inden de gik i gang. Jeg har nu alligevel ikke tænkt mig at fortælle dem at de ikke behøver gøre det, når nu motivationen endelig er der. Tak, lille Peter…

Så kan jeg også få min seng for mig selv igen. Win-win.

onsdag den 21. september 2011

Når normaliteten forsvinder…

Jeg er kom sent hjem i aftes efter en ekstraordinær biografoplevelse. Ikke at den var ny, for filmen var et gensyn – denne gang blot oplevet gennem en anden optik end sidst jeg så den.

Der er Psykiatridage i Aalborg. Dette indbefatter blandt andet en lille kavalkade af fantastiske film i Biffen på Nordkraft, alle med et oplæg inden, af en fagperson indenfor det felt i psykiatrien som filmen rører ved.

I aftes så vi Brødre

Det er en gribende, rystende, følelsesladet, forfærdelig, god film – og om et emne der ligger lige til højrebenet for mig og de kolleger jeg var afsted med i går.

“PTSD… Det´ en svær én!”, som aftenens utroligt jordbundne, men meget kompetente, oplægsholder sagde. Med tyk, amerikansk accent. Peter Brigham er en dygtig mand, med kraft og viden bag hvert et ord han ytrer, og det var en stor og udsøgt fornøjelse at høre hans bud på filmen og temaet bagefter.

I dag har jeg haft indre billeder kørende fra filmen. Det er i virkeligheden ikke noget at ønske sig, for den er eddermug´me barsk! Jeg tror nu alligvel det er sundt for mig, for da jeg så Brødre første gang så jeg den fordi… jamen, det var jo Susanne Bier, og det var jo underholdning, og den var jo rost til skyerne, og, og, og…

Denne gang så jeg den med fag-brillerne på – og der var ikke ét symptom jeg ikke kunne genkende i nogen af de mange mennesker jeg omgives af til daglig. Kæft, det var vildt.

Jeg er helt sikkert at finde i Biffen igen d. 4. oktober. Der viser de Mary & Max – og selvom den har ligget og fristet på min hylde ved pc´en i fjorten dage nu, har jeg holdt mig fra den.

For (nogle) film skal ses i biografen…

mandag den 19. september 2011

10 Uomtvistelige Sandheder fra Mit Liv

1/ Stømper og sokker er ikke noget man kan finde i en dertil sirligt indrettet skuffe herhjemme. Skuffen findes godtnok, og er endda naivt udstyret med en Dymo-label, mærket “Strømper”. Den er bare tom. I stedet skal man selv hen og lede efter to matchende strømper i en gigantisk pink kurv der ser ud som om den prøver at kaste op.

2/ Jeg. Er. Ikke. Løber. Jeg prøver halvhjertet at blive det fra tid til anden, men jeg ved ikke om det nogensinde lykkes. Men jeg vil sgu egentlig gerne. Ville bare ønske det kunne lade sig gøre at blive så´n en cool marathontype ved hjælp af tryllestav, aerodynamisk gear og en lille smule viljestyrke. Helst i løbet af en enkelt eftermiddag, og uden åndenød og sved på panden.

3/ Jeg har flere halvfærdige projekter end nogen anden jeg kender. Oftest fordi jeg slår for store brød op, og derfor når at blive træt af farve- og/eller mønstervalg når jeg er halvvejs igennem arbejdet. That sucks. Hvis jeg var klog, ville jeg gøre skidtet færdig og forære det væk bagefter.

4/ Jeg er ikke snerpet. Det er jeg altså ikke. Jeg har bare ikke lyst til at dele informationer om min krop og dens funktioner med Gud-og-hver-mand. Og jeg forstår ikke hvorfor andre mennesker føler trang til at dele samme informationer med mig. Jeg har intet behov for at blive delagtiggjort i hvem der har fået fjernet en byld i røven eller er plaget af hårsækinfektioner i skridtet. Det har jeg altså ikke. Og jeg ved slet, slet ikke hvad de forventer at jeg skal svare til det. Hen over en kop kaffe og et stykke kage.

5/ Jeg bliver aldrig modeblogger! Jeg magter det simpelthen ikke. For det første ejer jeg ikke ét stykke tøj der ville kunne karakteriseres som moderne. Jeg har tøj i flere kategorier, men “in” er ikke en af dem. Til gengæld har jeg “beskidt, men kan bruges”, “velegnet til havearbejde”, “på vej til Blå Kors” og “smart i en fart”.* Den sidste er god til arbejde og fest. Der skelnes ikke her i huset. Nogle mennesker har et helt skab til festtøjet; den slags der skal skånes, og kun kommer ud til ganske særlige lejligheder. Høh. Jeg ejer ikke ét stykke tøj der hænger på bøjle. Ta´ dén, Jim Lyngvild!

6/ Jeg bliver aldrig interiørblogger! Punkt 1 siger vel nærmest det hele i sig selv, men: Jeg ejer ikke evnen til lige at smække et par hippe loppefund, en enkelt designklassiker og et kitchet tableau på benene så det ser smækkerlækkert ud. Og friske blomster i vaser? Not on my watch. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er superlækkert – jeg magter det bare ikke. Jeg er mere så´n en der bor blandt hundehår, semikrøllede børnetegninger og slidte møbler der var moderne i ´90erne. Og når jeg endelig gør et loppefund, er Wiinblad-fadet altid skåret.

7/ Jeg elsker ord. Store, smukke ord der nærmest smelter på tungen. Jeg ville elske at skrive lange, floromvundne blogindlæg, klummer og bøger – men min drøm om ord er med tiden blevet ædt op. Af Monstret Med Tusind Ansigter. Tidsslugeren. I har også bemærket at Monstret er kommet ind i mit liv igen, ikke? Det dukker op i perioder af menneskers liv og æder al den tid der før var til overs. Lige nu er det hér, og det er Monstrets skyld at jeg efterhånden kun skriver blogindlæg i stikordsform. Damn you, Monster…

8/ Jeg er en sucker for lægeserier på tv. Lige fra dengang i tidernes morgen, hvor George Clooney dukkede op i ER, har jeg været hook´ed. Ikke kun på grund af George Clooney (selv om det da klart var et plus), men… Jamen, jeg ved egentlig ikke hvorfor! Nu er det Grey´s Hvide Verden, House og Private Practise der fanger mig – og jeg vil fandeme ha´ ro når det kører over skærmen! Hey… jeg syntes endda Lille doktor på prærien var fedt. Engang.

9/ Jeg ville ønske jeg kunne finde det meditative i havearbejde. Det ville bare lissom gøre alting meget nemmere om sommeren, ing´? I stedet synes jeg vist i virkeligheden det er lidt sur røv at hive ukrudt op, klippe hæk og slå græs. Fandeme ellers smart at slå sig ned på et nedlagt landbrug så, hva´?

10/ Jeg brokker mig jævnt tit over det nedlagte landbrug – og guderne skal vide, at der fandenfiseme også er meget arbejde i det, og meget vi sikkert aldrig bliver færdige med. Jeg er af og til ved at brække mig over halvfærdige projekter, murbrokker, jorddynger, træstubbe, mudder, byggearbejde og nedrivning. Men jeg elsker det gamle lort, og ikke mindst det stykke jord det ligger på. Herfra min verden går, og jeg håber at blive her indtil jeg skal bæres ud herfra. Om mange, mange år.

*Alle kan forøvrigt købes med fordel i Kvickly, Føtex og Bilka, hvis du ville vide det. Bare kald det venlig forbrugerinfo.

What to do…?

Jeg har lige slettet et indlæg jeg skrev tidligere i dag. Det var simpelthen for sølle.

Du nåede måske at læse det, og hvis dét er tilfældet så beklager jeg! Dybt og inderligt. Jeg mener; come on! Et indlæg på vers, hvor det eneste jeg kunne få til at rime var ´”ikk´” og “p**!”

Goddammit…

Jeg er et sølle, sygt skrog i dag, med ondt af mig selv. Jeg er plaget af dyb kedsomhed, og har henslæbt dagen i sofaen med strikketøj og dårligt tv. Men dérfra og så til at begynde at rime? Aaaaarh, vel?!

Tag dig nu sammen, Kirsten.

Måske jeg bare trænger til et andet strikketøj, for selvom dette her alligevel er ret lækkert i farverne, så melder jeg klart flag: Det er røvkedeligt at strikke!

002

Der er meeeeegalangt rundt på en enkelt pind – og når målet er et oversize vikle-rør-tørklæde er der sgis´me et stykke vej endnu. Jeg tror det dør inden da.

Alternativet er at gennemgå lageret-over-alt-mellem-himmel-og-jord, og se om det ikke kan lade sig gøre at finde et andet projekt eller to, så jeg har lidt at veksle mellem.

Jeg har lovet Søren en vamset strikketrøje (i uld der ikke må kradse. WTF?!), så dén skal jeg i gang med på et tidspunkt – men mangler garnet indtil videre. Tisosse…

What to do når man keder sig helt gudsjammerligt…? Udover at rime, that is.

lørdag den 17. september 2011

Rødt felt

Og lad mig nu starte med at sige tillykke (!) – for mens jeg tastede overskriften til et indlæg som egentlig skulle handle om noget helt andet, kom jeg i tanke om at jeg slet ikke har skrevet noget om den skelsættende, historiske begivenhed der fandt sted i Danmark for blot to dage siden.

Vi fik det jo som vi ville have det, alle os med røde hjerter. Og hvor er det dejligt. Nu slipper landet for en Løkke om halsen, og får i stedet Danmarks første, kvindelige statsminister(-inde?).

Jamen, er det ikke fantastisk?! Jeg synes i hvert fald bestemt der var et helt andet lys over landet da jeg kørte afsted mod arbejde i går morges. Jeg mener det helt bogstaveligt. Der lå pludselig et mere blidt, sensommeragtigt skær over veje og marker end i dagene op til.

Me like.

Og ud med Pia! Og ind med Johanne, Villy (my man) og Margrethe. Jeg er da helt på toppen over det her – selvom jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet da min bror (betjenten med det blå hjerte) i går bemærkede at “så mangler det da bare at Johanne bliver Justitsminister, frigør hashen og freder pusherstreet. Og så kommer jeg og bor hos dig, når jeg mister jobbet p.g.a. nedskæringer!”…….

Yikes! Men mon det går så galt?

Og tænk, i ren ekstase over valg og resultat deraf …har jeg nu glemt hvad dette indlæg i virkeligheden skulle ha´ handlet om.

Pyt. God lørdag aften derude. Og tillykke med fremtiden.

onsdag den 14. september 2011

Agnes, 8 år…

004

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

005

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.

onsdag den 7. september 2011

Hørt hen over spisebordet

(…i forbindelse med det snarligt upcoming valg)

Søren: Jeg ved s´gu snart ikke… Er det i virkeligheden de to kandidater der er at vælge imellem…?

Kirsten: Høh. Jeg ved hvad du mener. Det føles af og til sådan lidt “pest eller kolera” –agtigt, ikke?

Asta: Så skulle I da tage at vælge kolort, selvom det er ulækkert. Pest dør man jo af.

Dans, for satan!

Nu er sommerferien forbi! Eller; det har den jo egentlig været i et stykke tid, men:

Dansesæsonen startede i går. Pigernes, that is. Det er ren hygge, og de elsker det. Det gør jeg faktisk også, selvom (og måske endda netop fordi) det betyder omkring tre klokketimer i umiddelbar nærhed af et par temmelig store højttalere med noget á la…

I morgen ta´r vi lige to timer mere…

mandag den 5. september 2011

Wrooooooooum…!

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

  • Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
  • Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
  • Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
  • Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
  • Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
  • …og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
  • Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

fredag den 2. september 2011

Wonder Who

Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde ved pc´en. Weekendens fætter-/kusinefest er lige om lidt, og jeg er i fuld gang med madlavning, cookiebagning og tøjvask – men!

Jeg blev gjort opmærksom på strik extraordinaire i dag. Dette her, det er der ikke meget knold i nakken over. Det er strik ophøjet til kunst, med anarki, kant og charme – og jeg bliver simpelthen nødt til at eje……… Priserne er lige i overkanten af mit budget for at sige det mildt, men så kan man jo lade sig inspirere, ikke?

Kender du Wonder Who? Hvis ikke, så gør du lige om lidt. Det er bare et klik væk…

torsdag den 1. september 2011

Den smukkeste gave…

jeg nogensinde har fået, er denne her.

004

Jeg har fået den fra en af brugerne af mit værksted, og jeg knuselsker den! Giveren er en smuk og dejlig kvinde fra varmere himmelstrøg – og hun er fantastisk brodeuse.

Mønstret har hun i hovedet. Ingen tegninger at læne sig op ad, ingen diagrammer eller huskesedler. Hun kan bare. Og hun kan flere mønstre end dette her, det ene smukkere end det andet. Jeg ved det, for jeg har set sengetæpper, kjoler, puder og forklæder fra hendes hånd.

De er fantastiske. Farver og mønstre springer ud fra stoffet, væves ind i hinanden og kommer til forunderligt liv. Denne pude er et af de enkleste mønstre hun laver, men den er meget, meget smuk.

005

De småbitte sting fremstår kun som prikker når man kigger på puden i virkeligheden. Om jeg begriber hvordan hun kan sy så småt, og så hurtigt. Puden med de fjorten stjerner har taget hende tre-fire timer at lave…

Lige nu står den i udstillingsmontren udenfor mit værksted. Den skal ses, nydes og inspirere dem der går forbi. Men bagefter, så skal den hjem til mig og bo.

Jeg synes den er fantastisk! Og det er giveren også.

Puder, puder, puder…

Jeg er svineheldig. Jeg har et job der indbefatter at jeg med jævne mellemrum har noget der minder om fri leg. Den sidste uges tid har jeg leget med puder.

001

Den allerforreste forjener et indlæg for sig selv, for den kan jeg desværre ikke tage æren for. Den er til mig, og jeg er meget, meget glad for den.

Og hvorfor så så mange puder? Tjooe, et-eller-andet skal jeg jo finde på at lave til inspiration til syglade-men-ikke-så-drevne damer, og puder er jo taknemmelige. Der er plads til fri leg med former, farver og teknikker, og sværhedsgraden er ikke høj. Det er med andre ord et perfekt projekt til at lære en symaskine at kende.

Det kan være med småbitte stykker, masser af tålmodighed og alt godt fra restekassen…

002

007

(og ja, jeg ved godt jeg vistnok har vist et detaljebillede engang for længe, længe siden af den samme pude, men den fortjente en revival selvom den nu har stået i udstillingsmontren i et stykke tid)

Det kan være med barnligt udtryk og knald på farvepaletten – og man behøver ikke have en specielt god finmotorik for at få lavet noget pænt alligevel…

003

008

Eller det kan være til dem der ikke er tryg ved en symaskine, men hellere vil bruge ekstra tid på at sidde med nål og tråd ligesom i de gode, gamle dage…

011

012

010

Jaja. Den sidste fik først fyld efter jeg havde fundet tid til at sy knapperne i. Dette her er lidt ligesom tv-køkkenet. Jeg snyder. Knapperne ligger bare løst på på billedet, men nu står den i montren ude på gangen og pynter.

Jeg selv? Jeg sidder hjemme med et sygt barn i sofaen. Jeg burde egentlig sidde til en CETT konference i Vejle, men dét blev så ikke. Sådan kan vi så forsøge at lægge planer, indtil hverdagen kommer os i vejen.

Men jeg kunne jo prøve at udtænke nye idéer fra sofahjørnet. Det ville egentlig være ganske okay…