torsdag den 30. december 2010

Sell-out

Eller nå´ed. Jeg har i hvert fald taget en beslutning. Amio-butikken skal være anderledes efter nytår.

Så nu er der udsalg. Klik i sidebanneret hvis du er nysgerrig…

onsdag den 29. december 2010

Same procedure as last year, Miss Sophie?

Det er det samme hvert år. I dag er der to dage til nytårsaften – og vi har ingen planer for i overmorgen. Same old, same old.

Nytårsaften er i virkeligheden ikke særlig vigtig for hverken Søren eller jeg. Det var mere i de go´e gamle dage; dengang man så frem til enhver lejlighed der gav anledning til at drikke sig i hegnet, opføre sig tåbeligt og glemme alt dagen derpå.

Nu ikke mere. Nytårsaften er for mig mere sådan en hyggelig, smuk aften med ro på, serpentiner, alkoholfri jordbærchampagne og børneløjer på en mørk aften, med lyden af knirkende sne under fødderne. Dét kan jeg lide.

Der er bare ét lille problem. For Asta og Agnes er nytårsaften noget særligt. Noget med gang i gaden, masser af kammerater omkring sig (og helst de allerbedste, som selvfølgelig ikke er hjemme i år), pynt, truthorn, larm og løjer.

Nu prøver vi at strikke den bedste løsning sammen. Én af den slags hvor begge verdener kombineres, og både børn og voksne bliver glade til slut. Den gammeldaws model, som efterhånden er gået lidt bort i glemslens tåger, i hvert fald på disse kanter.

Da jeg var barn, husker jeg den model som de allerhyggeligste nytårsaftener. Dén slags, hvor mor, far og børn spiste et overdådigt måltid hjemme alene – for så bagefter at tage på rundtur i byen. Først bevæbnet med tandpastatuber, barberskum, heksehyl og flamingostykker – og bagefter med dåseøl, champagne, kransekage og smil.

De aftener blev vi børn som regel båret hjem ud på de små timer, sovende i armene af mor eller far (mest far, for han kunne klare Alt®) – men ikke mere sovende end at vi sagtens kunne mærke alene på bevægelserne hvor langt vi var nået destinationen. Ikke mere sovende, end at vi kunne mærke frosten bide i kinderne, og ikke mere sovende, end at vi kunne høre vores forældre småsnakke om aftenens hændelser og sjove episoder.

Sådan en aften vil jeg gerne have igen.

Bare denne gang fra et voksenperspektiv.

Jeg håber mine børn engang vil huske den som én af de bedste nytårsaftener de har haft.

Bare én til…

Fordi vi kan – og fordi jeg ikke kan lade være.

Og jeg véd godt at jeg egentlig slet ikke er “gammel nok” til at elske Thin Lizzy som jeg gør, men jeg kan ikke gøre for det. Ligesom den famøse præst i Løkken, er jeg nok bare født på et forkert tidspunkt – men griber heldigvis til mindre drastiske metoder.

Jeg vil bare spille en lille sang for jer. Og så håber jeg da i mit stille sind at præsten ikke læser med, for hvem ved hvad han vil synes om dén slags djævelskab…

Dancing in the moonlight

Thin Lizzy. Min ungdoms kærlighed…

Det er det samme hver gang. Når den sang spiller, længes jeg efter varme sommeraftener med bare tæer i græsset, godt selskab, høj musik, dansen på bordene, varme kys, kolde drikke og smil til morgenen sig nærmer.

Der er lang tid til endnu…

tirsdag den 28. december 2010

Åh nej…

Jeg er en skamplet på kvindekønnet. En udeltagende hustru. En skuffelse for min mand. Et frygteligt menneske, der burde vise større deltagelse, støtte og interesse i min mands liv.

At tænke sig; når han drager afsted i krig hver aften, er jeg komplet ligeglad med hvilket level han er nået til.

Skam mig!

lørdag den 25. december 2010

Fra alle os, til alle jer…

012

Rigtig glædelig jul!

Freden sænker sig over det lille hjem i dag. Juleaften var lidt amputeret for vores vedkommende i går, for Asta vågnede i går morges og startede dagen med et rabalder og en kaskade af vomitus. There you have it. Lad os fejre julen med bræksyge.

Det endte nu helt godt alligevel. Hun var T R Æ T i aftes, men så var det heller ikke værre. Hun var med ved bordet noget af tiden, og kæmpede sig endda med rundt om træet de sidste fem minutter også. Det var en god juleaften!

Dagen i dag er anderledes rolig. Gaverne er spredt ud over hele stuen, for den familiejulefrokost vi skulle have været afsted til meldte vi fra alligevel – pga sygdom, selvfølgelig.

Nu bruger vi i stedet dagen på at samle PlayMobil med Agnes, se super jule-tv (og Asta og jeg eeeeelsker Anne fra Grønnebakken i en grad så vi overvejer at starte en folkebevægelse for “Anne Hver Dag, Hele Året Rundt”), hjælpe Asta med at navigere rundt i hendes nye mobil, drikke spandevis af kaffe, spise popcorn og karameller i rå mængder – og generelt bare hygge, slappe af og nyde hvert sekund.

1. juledag hjemme, helt for os selv…

Se, dét var et rigtigt juleeventyr!

mandag den 20. december 2010

Overkill??!

pia&co

Jo, dét tror jeg nok lige det er!

And don´t get me started on de ufrivillige opkastningsfornemmelser jeg får i munden hver morgen, når firkløveret er det første syn der møder mig i Nordjyllands Hovedstad. De er jo smasket op på hver en ledig billboard indenfor bygrænsen.

Glædelig jul, mig i røven. Hvis du altså er dansk nok og dum nok.

En lille nisse rejste…

med kalendergaver til både store og små på adventssøndage – og tænk, i år huskede han også mig!

Det er da fantastisk, at sådan en lille nisse vidste at jeg havde brug for en stor og rummelig taske til mit træningstøj, ikke? Og at han endda kunne ræsonnere at jeg ville blive ekstra glad, hvis der stod Friis & Co på den.

Tak, Nissemand! Og Søren…

lørdag den 18. december 2010

Ebbe og flod

Her er lavvande

  • …i mængden af blogindlæg.
  • …i pengepungen (tak, december).
  • …i tid.
  • …i energiniveau.
  • …i idérigdom.

Her er højvande

  • …i arbejdsopgaver der skal udføres.
  • …i mængden af nullermænd og vasketøj.
  • …i sne!
  • …i glade børn og voksne der blæser det hele et stykke, og tager det én dag ad gangen.

Dét skider vi nemlig på. December er hyggelig og rar, uanset om vi lige nu synes det hele flyver lidt om ørerne på os.

Vi skal nok nå det hele. Vi har det godt, og mangler ingenting. Vi elsker hinanden, også på de dårlige dage.

Vi tager os tid til at nyde – selvom det betyder at jeg på en dag som denne bliver nødt til at lægge vasketøj sammen for en hel uge, flytte møgbunker og rydde ud, rydde op, rydde væk. Mellem brødkrummer, hundehår, legetøj og affaldsposer.

Det er ligegyldigt. Det er nemlig snart jul. Snart ferie. Snart nu.

tirsdag den 14. december 2010

Hip hurra…

Tommy Seebachs stemme har kørt for mit indre øre i dag. Jeg er ikke pjattet med hans søn, men Tommy-boy, han holder altså lidt endnu. Sådan da. Lejlighedsvis.

Min dag har indbefattet arbejd´-arbejd´, inklusive hjemmebag til uddeling og en to meter høj flagstang uden for min dør hele dagen. Med til flagstangen hørte utrolig mange besøg fra kolleger i løbet af dagen, allesammen med et smil og et “tillykke” på læben. Dét skulle jeg lige vænne mig til, for jeg er altså mere sådan typen der ikke vil gøres et nummer ud af, og altid insisterer på at det nu “bare er en almindelig tirsdag, tak”.

Derudover er jeg blevet godt og grundigt forkælet – og dét er dejligt. Det siger jeg aldrig nej tak til.

Min søde mor Karen sørgede for aftensmad til os, og dét er nok noget nær den bedste gave man kan få når arbejdsdagen først slutter kl. 16.30, og man derefter skal bruge en time i bilen før man er hjemme. Så også Hip Hurra for mødre. Og tak for fødselsdagen i øvrigt!

Mmmmmh. Og fordi der ikke er ordentligt lys på denne tid af dagen bliver I snydt for billeder …men tro mig når jeg siger at min nye brune Friis & Co taske er superb.

Ligesom mine overvejende rosa Poul Pava krus, min lilla Erik Bagger thermokande og mine sort/hvide chef´n g´Rabbit Jr. salt og peber kværne.

Det lød slet ikke superdupermaterialistisk, gjorde det?

Det kan da godt være at ting ikke kan gøre én lykkelig i det lange løb – men for en stund kan de altså sagtens.

Tak for en dejlig dag!

lørdag den 11. december 2010

Lækkerlørdag

Basisingredienser:

  • Ro og tid i rigelige mængder
  • To stk. børn i heldagsnattøj
  • Idéer til hjemmelavede julegaver
  • Lyst til at lave årets julekonfekt

Tag ovennævnte og smid det hele i en stor skål. Ryst, og hæld derefter en lækkerlørdag ud på bordet.

Herhjemme resulterede det i

  • x antal af de fineste armbånd af smeltede rørperler
  • starten på “noget hemmeligt”
  • hjemmelavede Bounty med hhv. hvidt, lyst og mørkt chokolade
  • “Irish Coffee” konfekt med gulddrys
  • …og om lidt; brændte mandler en masse!

Jeg kunne godt komme i tanker om langt værre måder at bruge en weekend på.

torsdag den 9. december 2010

Ka-Chinnnng!

Misforstå mig ikke. Jeg elsker mine børn. Men.

Lige for tiden er Agnes fandengalemig på tværs. Hun samarbejder ikke for fem flade øre, er D Y B T ukoncentreret og skyer ingen midler for at få sin vilje.

Multitasking er ikke en del af det barns kompetencer. Som i Virkelig Ikke. Hun kan for eksempel ikke koncentrere sig om at spise og hyggesnakke samtidig. Det sidste tager fuldstændig over, og hun får slet ingen mad så.

Dét resulterer i at vi må bruge et helt måltid (igen og igen og igen og…) på at huske hende på at spise lidt også. “Nååh ja…” *kæmpestor voksen mundfuld i kæften så man ikke kan lukke munden mens man tygger. Resultat: Smaskesmaskesmaske højlydt*

Så må vi bede hende om at huske mindre bidder, og ingen smasken. Og ikke tale med mad i munden. Og gider du bruge din gaffel i stedet for fingrene? Og tage fødderne ned fra bordet, tak? Og vend dig ind mod tallerknen, i stedet for at snurre 360 grader imens du skulle forestille at spise??!

Det gider hun ikke høre på mere, så nu har hun da bare taget andre metoder i brug. Man skulle umiddelbart tro at det nemmeste ville være at strenge sig lidt an og prøve at sidde stille ved bordet, men nej. Agnes har valgt Martyr-metoden.

*indsæt selv Drama Queen-attitude og lettere hysterisk gråd uden tårer*

“Jeg er jo bare et baaaaaa-haaa-haaaarn!”

Okkeja. Jamen det er hun da. Men hun er ikke dum.

Nu prøver vi i stedet med lokkemad. Et givent, symbolsk beløb er blevet udlovet i dusør for hvert aftensmåltid vi kan komme igennem uden diskussioner, skæld-ud og attitude. Det er måske ikke pædagogik på højt plan, men whatever.

Hvis jeg bliver fattig som en kirkerotte, er de godt givet ud, de penge…

onsdag den 8. december 2010

It can´t all be hookers and sunshine

Så nu, midt i min fabelagtige onsdag, har jeg en mistanke om at Asta skal podes for halsbetændelse i morgen.

Igen-igen-igen.

Jamen, for helgoland da osse…

På en helt almindelig onsdag…

er jeg i et fabelagtigt humør!

Håndværkerne er i fuld sving i mit (næsten) nye værksted på jobbet, og eftersom jeg måtte gå i landflygtighed derfra trak jeg i stedet i køkkenet – så nu har jeg brugt hele dagen på at lave de forberedende øvelser udi konfektmageriets ædle kunst.

Lige om lidt skal vi have go´ gammeldaws husmandskost; karbonader med kartofler og stuvede ærter og gulerødder. Jamen, hvad sker der lige for mig? Jeg har hadet den ret de sidste mange år, men nu smager det pludselig godt igen!

Jeg har også forberedt en aften lige efter mit hovede. Hækletøjet er lagt i stilling og der er lejet en ny film efter gammel opskrift.

Det bliver vist ikke meget bedre.

tirsdag den 7. december 2010

Forbrugerinfo:

Aldi fører ikke natron i deres varesortiment. Netto fører ikke natron i deres varesortiment. Fakta fører ikke natron i deres varesortiment.

Og således gik det til, at Super Brugsen – Alle Dagligvarebutikkers Moder – blev min favoritbutik i dag. De havde nemlig natron.

Og havde det ikke været for de rare forretningsdrivende i Coop-koncernen, havde jeg således ikke kunnet bevise min tese; pebernøddebagning går på tværs af landegrænser, nedbryder barrierer og kan få selv de mest fysisk begrænsede kvinder sat i sving.

Dét var huggeligt. Det er nemlig pænt svært at sige “y”.

søndag den 5. december 2010

Konstatering:

Flydende Gul Gajol går ikke særlig godt til hverken fisk, oksesteg eller Daim-islagkage.

Det gør heller ikke noget særligt for hoste.

Til gengæld er det rigtig fint for humøret!

fredag den 3. december 2010

Jamen, så lægger vi da bare nye planer

De sidste par dage er overheleho´det ikke gået som planlagt. Dét er ikke det samme som at det er gået dårligt. Bare… anderledes. Udfordrende. Spændende, endog.

Ny Plan No. 1:

  • For eftertiden venter man ikke (jeg gentager: ikke!) med at tanke på bilen til indikatoren lyser, nå. Dén er nemlig åbenbart gået i stykker, så nu har man rundt regnet 10 minutters halveffektiv køretid efter lampen slår til, før man triller de sidste 30 meter ind på tankstationen med død og tørlagt automobil. Det lærte jeg på den hårde måde i går eftermiddags. I eftermiddagsmyldretid. I Aalborg midtby. Tak for lort.

Ny Plan No. 2:

  • Når ens Zumba-Dominatrix begynder at true med at sende sedler med hjem på grund af ens sygefravær, må man jo ty til ufine metoder…

001

Åååårhmanner, de er go´e… Jeg bagte dobbelt portion, og de er lige straks væk! Opskriften er fundet her, og er bestemt anbefalelsesværdig.

Ny plan No. 3:

  • Når ens barn egentlig skulle til hyggeaften i strikkeklubben, og have to veninder med hjem derfra til overnatning, er det s´gu ærgerligt at ende med at trøste grædende barn der skulle hentes før tid grundet knaldende hovedpine. No slumberparty tonight, I presume… Og fik jeg sagt at jeg er TRÆÆÆÆT af sygdom og alt der ligner nu?

Heldigvis skal vi til julefrokost i morgen aften. Jeg satser på at drikke hosten væk!

onsdag den 1. december 2010

*Hooooooooost!*

Jeg er ved at blive vanvittig her. *Hooooost, host, host!* Jeg bruger mine dage på at forsøge at sige så lidt som muligt, for hvert ord resulterer i det samme. *Hoost!*

Til gengæld kan man få lov at æde alle de Vicks, Halls og Läkerol man lyster. *Hoooooost!*

I dag er det ikke kun mig der harker mig igennem tilværelsen herhjemme. Nu gør Agnes mig selskab. Det er egentlig rigtig hyggeligt – men kunne bestemt være skønnere hvis anledningen var en anden. Jeg orker ikke flere sygedage i husstanden. *Hooost!* Nu må det snart være slut(!), blev der sagt.

Vi prøver alligevel at få en rar dag ud af det, så om lidt går vi i gang med at bage pebernødder (uden at snotte i dejen). Sådan nogle kan vist kurere det meste…

*Hooooost, host, host, host, host!*