torsdag den 29. april 2010

Tænk, hvis jeg var en mand…

001

Så ville jeg garanteret ikke sidde her, foran Jobindex.dk, og pludselig komme til at føle mig helt lille og stille, uvidende og usikker, uerfaren og inkompetent……….

Hvis jeg var en mand, ville jeg garanteret have en følelse af at være Den Bedste Til Jobbet. Vindermentalitet extraordinaire. Fuld tiltro til at jeg ville kunne klare a.l.t.

Det er jeg ikke.

Jeg er bare mig, og lige nu ville jeg ønske at jeg sad i en økonomisk position der gjorde, at jeg kunne tillade mig at se på den næste tid som en kærkommen ferie på ubestemt tid.

Men det kan jeg ikke. Jeg skal op på hesten ASAP - og så må tiden vise om jeg får lov at ride på en konkurrencevindende travhest, eller et gammelt knoklet øg…

onsdag den 28. april 2010

Småtterier

Ligesom mange af jer derude kan jeg ikke sidde uden noget mellem hænderne ret længe ad gangen.

Desværre er det oftest at det jeg sidder med aldrig bliver færdigt, for jeg er for impulsiv og utålmodig; hopper i gang med et nyt stykke håndarbejde “bare fordi”, drevet af nye farver og materialer.

Og ofte fordi det jeg sidder med ikke er tænkt igennem; hvad skal jeg med det, hvad skal det ende ud i – og ville jeg ha´ købt det hvis det hang i et butiksvindue???

Denne gang er jeg gået i gang med noget småt. Noget jeg mangler. Noget der er til at overskue, og noget jeg er pænt sikker på jeg kommer til at bruge, måske allerede i weekend´en hvis jeg er heldig.

016

Kald det bare en lappeløsning, men jeg tror det bliver godt.

Sekskanterne skal blive til den fineste lille clutch, om alt går vel. Det er i sandhed et småtteriarbejde, for lapperne er allerhøjst 3 cm brede, og dét levner altså ikke meget plads til sømrum.

Men se nu de fine detaljer fra skattekisten

017

Ritrådene må I selv sortere fra i fantasien. Det kommer alligevel til at højne æstetikken en smule når de forsvinder.

Nu mangler jeg snart bare at bestemme mig for foerstof og lukkemekanisme – og *Presto!* … ny taske til weekend´ens konfirmationer.

Så kan jeg jo altid sidde og holde den lidt koket for munden

Om lidt bli´r her stille…

Jeg har haft min foreløbigt sidste nat på jobbet. Imorgen venter der mig en rolig aften derovre, og så er det forbi. Foreløbigt.

Jeg håber stadig at forholdene vender til det bedre, så jeg kan få min stilling tilbage (og at de vil ha´ mig!) på et tidspunkt, for jeg er så glad for det arbejde.

Jeg kommer til at savne de unge. Og selvom det er så tæt på, selvom jeg bare kan gå derover når det passer mig, selvom jeg ved jeg altid vil være velkommen… så er det altså ikke det samme.

Det er ikke pengene. Så langt fra.

Det er dét, at være en fast del af deres dagligdag.

Jeg ved godt de ikke er mine børn (gud fri mig vel, hvor skulle jeg også have været tidligt ude så!), men de er pokkers tæt på nogle gange.

De kan gøre mig stolt, de kan gøre mig glad, de kan gøre mig rørt til tårer, de kan få mig til at le med hele kroppen – og de kan nogle gange drive mig til vanviddets rand. Akkurat som mine egne børn.

Og nu, hvor det er så tæt på at være skæringsdato, er det bare næsten ikke til at bære. For jeg véd at jeg også betyder “noget” for dem. Mere for nogle end andre, og sådan skal dét være. Det er helt okay, og fuldt forståeligt.

Men for pokker, hvor er det træls at økonomi, kassetænkning og politisk bureaukrati skal bestemme så meget i de unge menneskers liv. Og hvor er “kommunen” nogle gange bare en ond trold der burde pakke sig!

Slut herfra.

Tak!

…til det ondsindede bæst af et forkølelsessår der snegløb mig i nat, så jeg nu har en underlæbe på størrelse med den berømte klumpfisk!

Jeg bli´r da køn at se på, når jeg sidder til konfirmationsfester både fredag og lørdag.

Tror s´gu ikke rigtig den kan reddes med et pænt outfit…

mandag den 26. april 2010

Gæsteblogger på banen

006

Kære allesammen derude.

Jo, det er mig. Vidundervovsen. Super Puppy. Wonderdog. Kært barn har mange navne, ved I nok.

Dem jeg ejer kalder mig godtnok Rubuster, men det er kun fordi de ikke ved bedre. Stakkels ignoranter. De tror også det er dem der har mig. Tsk, tsk, tsk…

Jeg melder mig kun på banen for at hviske jer en hemmelighed:

Jeg er langsomt, men sikkert, ved at nedbryde dem psykisk, menneskene.

Hende den høje af dem er tæt på at smuldre nu. Hun råber højere og højere af mig – men har åbenbart ikke indset endnu at det ikke virker.

Jeg har nemlig en plan. En snedig og djævelsk, ja nærmest diabolsk ond, plan.

Jeg lader hende råbe. Jeg lader hende tro at jeg er en almindelig, dum hund.

Og så… når hun ikke kigger, så åbner jeg døre uden hun ved det og stikker af. Også dem der ellers åbner indad, dem klarer jeg nemt. Hun har ikke fundet ud af hvordan jeg gør det endnu, men dét er en del af planen.

Jeg kan se hendes hår blive mere og mere gråt for hver dag der går.

Ååååh, livet er herligt…

Ud over markerne for at jage harer og katte. Det er jo derfor jeg åbner dørene, ikke.

Okayokay, en enkelt gang gik jeg vistnok over stregen. Jeg hoppede op på bilens kølerhjelm – men det var ikke min skyld! Den skide kat kunne da bare have ladet være med at hoppe derop først, ikke??!

Ham den rare af dem blev næsten ikke sur. Først da jeg tog tilløb og hoppede derop igen.

Fuck! Hun kommer, den galsindede! Nu skynder jeg mig at logge af – og så sætter jeg mig helt pænt i et hjørne, og venter på at se hendes ansigtsudtryk næste gang hun tænder pc´en…………….”

søndag den 25. april 2010

Guldweekend

Kender I dét? At man er inviteret til noget, helt uden at orke det? At have følelsen af at man meget hellere vil have en aften hjemme i sofaen, med fødderne på bordet og ro omkring sig – og at man så alligevel tager afsted, og får noget der ligner verdens bedste aften i byen?!

Sådan havde jeg det i går.

Vi endte med at tage til svendegilde hos en af Sørens kolleger, og for filan altså… Jeg kunne ha´ sunget “Sikke´n fest vi har haft nu i nat…” hele vejen hjem. Og jeg var endda designated driver, og havde ikke en dråbe alkohol i blodet!

Dét havde alle de andre til gengæld. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, om der overhovedet var blod tilbage i årerne, eller om det efterhånden var rent sprit da vi kørte hjemad ved 02.30-tiden…

Man burde altid feste med murere, altså!

Dagen i dag har jeg brugt på at lade op, for selvom jeg ikke var den mindste smule beruset i går har jeg altså åbenbart nået en alder (fat det hvem der kan) hvor jeg føler mig tømmermandsramt alligevel. Kun grundet den høje musik, den sene sengetid og det røgfyldte lokale.

Det gør ikke noget. Aftenen var helt klart det tunge hovede værd.

Heldigvis har det været superbt havevejr i dag, så nu er samtlige ribs- og solbærbuske amputeret på groveste vis. Jeg ved helt ærligt ikke om jeg bare har taget livet af dem, men nu må det briste eller bære, for de var efterhånden ikke bedre værd.

Tak. For en herlig, herlig weekend. Og lige om lidt er der filme hjemmebagt pizza, for mens jeg har mishandlet buskene med hæksaks og fukssvans, har Søren været i køkkenet.

Det er ikke så ringe endda :-)

torsdag den 22. april 2010

Jeg fandt krukken med guld!

…i Mission Afrikas Genbrugsbutik, af alle steder :-)

002 003005 006 004001007 008 009

Jamen altså! Og så til den rørende sum af 70,- kr ialt. Dér skal jeg til igen – og så håber jeg på mere stof næste gang…

onsdag den 21. april 2010

Og vupti!

…blev der lige leveret to store skilte på gårdspladsen til genopfriskning, mens jeg sad og skrev sidste indlæg. Det er vel efterhånden seks år siden jeg malede dem til ejermanden, men nu trænger de altså til et brush-up, for de har stået ude i al slags vind og vejr lige siden.

Jeg kom vistnok til at sige ja til at male tre mere bagefter, både store og små, men hvad; tid har jeg snart nok af.

Jeg er “fritstillet på arbejdsmarkedet” pr. 1. maj.

Nedskæringer på børne-/ungeområdet sucks. Jeg siger det bare.

Rip-off, aber og det muntre køkken

Eller bare blandet landhandel!

Når jeg kigger ind i tøsebørnenes tøjskabe kan jeg se at der er alvorlig mangel på forårstøj, så nu vil jeg i gang.

Turen gik alligevel til Aalborg i går, for Søren havde lagt en indkøbsliste til mig; der skulle købes materialer ind til hønsegården, så selvom det var BilTema (*ydrk!*) der var målet, måtte jeg hellere komme afsted.

Heldigvis ligger Stof&Stil lige ved siden af… :-)

Det første der faldt mig ind, var Christinas lækre posebukser! Det er dér rip-off´en kommer ind i billedet. Sådan nogle bliver jeg da nødt til at sy til pigerne, i lækkert babyfløjl og med print på lommerne.

De bliver sikkert ikke akkurat som inspirationskilden, for - let´s face it – ingen kan lave Christinas ting akkurat som Christina. Det er fint med mig. Det er jo dét der er det sjove; at sætte ens eget præg på, og lade sig inspirere i vildskab rundt omkring.

Så! Nu skal Asta have bukser i violette nuancer…

016

…med lækkert print på lommerne…

014

Og Agnes (fordi hun er seks, og der ikke er noget der hedder for prinsesseagtigt, for pink eller for meget) *Ta-daaaaah!* :

015

PINK med pink på. Og selvfølgelig med det søde fugleprint på lommerne.

I kurven faldt også en flok søde aber, som jeg endnu ikke ved hvad jeg skal gøre med, men de skulle altså med hjem uanset!

019

Nu snurrer den første omgang lystigt i vaskemaskinen – og lige så snart jeg får tid sætter jeg mig til maskinen.

I dag bliver det dog ikke.

Der skal bages små madtærter til pigernes madpakker, for rugbrødsmadderne glider altså ikke ned for tiden. Om en times tid ligner mit køkken så en slagmark, men pyt. Jeg ville s´gu heller ikke gide en flad rugbrød med svedt spegepølse, hvis jeg kunne få en Quiche Lorraine eller kyllingepie i stedet… ;-)

mandag den 19. april 2010

Man skal være varsom med hvad man ønsker sig…

Just hjemkommet fra 1. Zumbalektion er der flere ting der gør sig gældende:

  • Jeg trænger voldsomt til et bad! Er du vimmer, man kommer til at svede af det dér hofterul. Føler mig i skrivende stund temmelig øffet…
  • Er blevet pinligt bevidst om hvor motorisk udfordret man (læs: jeg) kan være i visse situationer… Daymmn, hvor ville min “hjerne-ben”-koordination have godt af en opgradering. Kan man mon downloade sådan noget fra nettet?
  • Er til gengæld blevet glædeligt overrasket over hvor mange forskellige piger/damer/kvinder/kællinger der finder på at troppe op til Zumba. Tænk, jeg var hverken den ældste, den tykkeste, den mest forpustede eller den mest umotoriske. Tror jeg nok…
  • Er blevet superglædeligt overrasket over hvor sjovt det var – og hvor lidt krudt jeg brugte på at tænke over hvad d´damer bag mig mon tænkte om mine hofterul, kække dansetrin og mislykkede ditto!

Jeg er klart at finde i salen igen næste gang. Og igen og igen og igen og….

Hiphurra. Og nu vil jeg dæleme i bad. Jeg trænger.

Forårsønske: Jeg vil være Zumbadronning!

Jo, fandeme jo!

…og heldigvis springer diverse Zumba-hold jo op i samme hast som kaniner efter sigende formerer sig, så måske har jeg heldet med mig i aften.

Jæj! :-)

lørdag den 17. april 2010

Dansemus er trætte mus

Pigerne har været til sportsdag på deres fantastiske danseskole i dag. Hele dagen.

Jeg tager hatten af for

  • børnene, som har lyst til at deltage, og energi til at danse og lege i seks timer straight (når man lige ser bort fra madpakke- og kagepause).
  • instruktørerne, som har tålmodighed og lyst til at påtage sig tjansen med omkring 60 børn og deres krudt i r**** – og at selvsamme instruktører er så pissehamrende dygtige, at de rent faktisk får lært ungerne noget imens!
  • tovholderne, der har gjort et kæmpe stykke arbejde for at skaffe dygtige freelance-instruktører til på en ellers ganske almindelig lørdag i Nordjylland (“Mor! Han har danset på tour med Madonna! Er det ikke bare sejt?!?”)
  • forældrene, der bakker op, interesserer sig og engagerer sig i en dag som denne, når de lige så nemt kunne sidde hjemme i sofaen…
  • og sidst, men bestemt ikke mindst; Rikke-pigen, medejer af danseskolen, der er med hele tiden, overalt. Hun formår at arrangere, bevare overblikket, danse med, undervise, opildne, fotografere, lede og fordele, grine, råbe, danse lidt mere – og huske navne på, og hyggesnakke med, alle der krydser hendes vej en dag som i dag.

Og nu er pigerne trætte! På den allerskønneste, sundeste facon der findes :-)

fredag den 16. april 2010

Den lille forskel

Vi fik ny grill i forgårs. En kærlig sjæl jeg holder meget af, begavede os med et kæmpe mutter mögschwein af en Weber med sidevogn. Hvor heldig har man lov at være? :-)

Nå. Men altså.

I dag meddelte Søren så at “Far står for maden i aften!”. Tøhø. Stik en mand en grill, et stort stykke råt kød og en liter tændvæske - og hans lykke er gjort.

En grillstarter har vi så ikke lige, men efter kort tids hamren, banken og roden i værkstedet kom Manden så ud, med rank ryg og et stolt udtryk i ansigtet.

Se! Så fik vi også lige en grillstarter!”

004

Det ligner da meget godt, ikke? Vi lader lige billedet stå et øjeblik …og så zoomer vi lidt ud.

005

Hvor han ser en selfmade grillstarter og tænker Georg Gearløs – så ser jeg en gammel affaldsspand og en skruetvinge. Og tænker trailer trash.

God weekend derude!

Words to live by…

001

Jinx´ed

Okayokay. Så skulle jeg aldrig ha´ sagt det.

Hovedpinen kom igen med fornyet kraft i forgårs (måske også takket være Agnes´ konstante *yaddayaddayadda…*), og blev stædigt hos mig i går også.

Heldigvis fik jeg endelig en tid ved lægen, og kan nu med sikkerhed sige at det ikke har noget med mit blodtryk at gøre. Hm. Men hvad fanden er det så?

Nu har jeg bare slappet af, lavet absolut ingenting og fedet den siden lægebesøget. Doctors orders.

Jeg n.æ.g.t.e.r at melde mig syg igen på søndag. To dage er rigeligt, altså.

Nu feder jeg den igen i dag, og regner med at dét er vejen frem.

Men hey; jeg får da lavet nogle korssting, dér fra mit sofahjørne – og måske kommer der billeder senere i dag.

How´s that for cliffhanger, from my very exciting life? ;-)

onsdag den 14. april 2010

Åh, salige stilhed…

Endelig, endelig, endelig er børnene blevet lagt i seng *suk!*

Misforstå mig nu ikke; jeg nyder at tilbringe dagen med dem, endda også en dag som i dag hvor vi allesammen har været lidt “ramt” på hver vores måde. Men.

Agnes. Taler. Konstant.

F****** konstant.

Somiheletidenudenstopogikkeengangforattageluftind.

Ååååååh, ro – hvor jeg dog elsker dig!

Øøøøih, altså!

Nåmmen, her er vi syge. Ja, vi. I flertal.

Jeg har haft den der Hovedpine fra Helvede siden i fredags, gudhjælpemig, og meldte mig syg i går. Jeg rammes i panden af en forhammer hver gang jeg rejser mig, og hver gang jeg tager et skridt hopper bemeldte forhammer så over i nakken. Nu har det sat sig som spændinger i samme nakke – men hovedpinen er aftagende, synes jeg (og hvis jeg jinx´ede noget ved at sige det højt er jeg virkelig, virkelig ked af det…).

Hm. Men Agnes er så hjemme med noget der minder om en blærebetændelse, og jeg har prøvet at komme igennem til lægen siden i går, både mht blærebetændelse og hovedpine. Nu er jeg ved at være træt af at høre på en ventetone der mest af alt minder om Kaare Norge i electronica-version………

Asta? Jo, hende holder jeg hjemme fordi jeg kan. Nu hvor jeg alligevel går her sammen med yngsteøglen, er det vist den oplagte dag til at tage ekstra hånd om Astas børneeksem, så den fede creme er fundet frem hver time. Jæj.

Ondskabsfuld onsdag.

mandag den 12. april 2010

Aaarh, pis!

Skal vi ikke bare sige at jeg starter forfra igen?

Sneak peak

001

søndag den 11. april 2010

Alt og ingenting

…er hvad vi bruger søndagen på.

Egentlig skulle jeg have været ude i en god sags tjeneste i dag, ligesom jeg har været det de sidste år. Men…

I stedet har jeg brugt de sidste dage på en nådesløs killer-hovedpine der bare slet ikke var til at slippe af med, så jeg valgte den nemme løsning i år og meldte afbud. Nu er hovedpinen aftagende igen (tak, Kodimagnyl), og vi er gået i gang med alt forefaldende i hus og have*.

Her roder helt forfærdeligt, men vi tager lidt her og der. Måske ender det faktisk med at se helt hæderligt ud. Engang.

Solskin og mild forårsluft gør at mine havedrømme sparker til. Nu har vi bestilt de første materialer til hønsegården jeg har drømt om i alle de år vi har boet her. Dét er vel egentlig heller ikke for tidligt at komme i gang så, men jeg skulle jo lige ha´ Søren med på ideen først; det er jo trods alt ham der har håndværkerfærdighederne af os to…

Strøtanker, kan I vel føre dette indlæg ind under. Eller overspringshandlinger. Tomato-tomato.

Slut herfra. Hus og have kalder igen :-)

……………………..

*Jeg skulle hilse fra alle de andre nordjyder, der også valgte at tage en tur på genbrugspladsen en dejlig forårssøndag…

lørdag den 10. april 2010

Weekendhygge

Søren med snøren har været en dejlig mand i dag. Det er han nu altid, men i dag har jeg fået lov til at pege, og så har han udført arbejdet. Skønt, skønt, skønt.

Jeg har fået sat hylder op i stuen. Roses skal de alligevel lidt, Ikea, for deres Lack-hylder er jo både dejligt funktionelle og så tilpas billige at de fint fungerer som midlertidig løsning i en stue der skal hygges lidt om uden at det kommer til at koste en halv bondegård.

Nu er der tændt levende lys rundt omring i stuen.

001

Og ikke nok med det, men mine nyindkøbte rædsler, “His´n´Hers”-mobiltelefonholdere har fået en fast plads ;-)

002 

Hva´? What say you? Hvem kan undvære et matchende sæt helluva Mickey&Minnie plasticfantastic i stuen?? Ja, jeg spørger bare.

Tænk, hvad man pludselig overhovedet ikke kan leve uden, bare fordi det står på en hylde i en af EuroDisney´s souvenirshops…

torsdag den 8. april 2010

Hvodden var det nu liiiige det var med det der hybris og nemesis…?

Jeg skulle ikke have været så skråsikker i går, da jeg skrev at nu skulle det være slut med sofa-farcen. Tænk, så dum at være…

Otte dage, skrev jeg. Otte dage, og så ville vi have en ny sofa klar. Yeah right.

Nu er den købt og betalt i Bilka, og vi laver det ikke om. Gu´ gør vi ej.

Heller ikke selvom den først kan afhentes d. 17/6……………

onsdag den 7. april 2010

Påskeglad

Uff altså… Jeg har været så forjaget i påsken (og væk i ugen op til), at jeg slet ikke har fået vist jer hvad der lå på bordet til mig da jeg kom hjem fra Paris.

001

En fin notesbog, tre pyntelige påskekyllinger og den skønneste nålepude i glade 70´er-farver. Jeg knuselsker allerede nålepuden, den er da lige til at blive glad i låget af!

Tak Helle. Jeg er rigtig, rigtig glad for pakken :-)

Hvis jeg nogensinde kommer til Paris igen…

032

…så vil jeg altså ha´ sparet sammen hjemmefra, så jeg kan komme indenfor og se på glade, dansende damer i fjerprydelser og nipple-pailletter!

Den uendelige historie

Ikea-farcen fortsætter… Der er såmænd sket meget I ikke engang ved; Søren har været afsted igen-igen-igen mens jeg har været i Paris, og vi står stadig uden en hel sofa.

Enough is enough, siger jeg.

I eftermiddag får de dæl´me de dele tilbage vi har købt, for nu gider jeg ikke længere holdes hen med “den kommer på lørdag… nej, tirsdag… arh, okay, så i hvert fald inden næste weekend. Måske…”

Jamen for hunnen da osse! Vi har to chaiselonger og et betræk til den ene. Hvor er mellemstykket? Hvor er de manglende betræk? Hvor er servicen???

Farvel til Ikeas sofa, og goddag til Bilkas bestillingsvare - som med garanti er hjemme senest otte dage efter køb. Og så er den endda mindst lige så lækker, og kr. 3.000,- billigere.

Se, dét er et sprog vi kan forstå!

mandag den 5. april 2010

Øjebliksbilleder fra Paris

002 019 020027025 028 030141 144 147 153

Og jo: Selvfølgelig var der omkring en million andre turister der tog de selvsamme billeder som jeg, men disse her er altså mine og jeg er glad for dem :-)

Uhygge – på den måde der alligevel ender med at give én fred i sjælen

005

Katakomberne i Paris er en prøvelse. Først fordi man starter med at gå ned ad en halv trilliard trappetrin i spindelform – og ikke kan lade være med at tænke tanken “Gud fri mig vel… Jeg skal op igen i den anden ende!!!”

Helt ærligt: Jeg overvejede at gå op igen med det samme.

Men jeg gjorde det ikke, og det er jeg glad for. Det var smukt og creepy, roligt og kuldegys-skabende på én og samme gang.

Billedet ovenfor er af de lange, lange gange, inden vi egentlig reelt nåede katakombernes indre. Der var køligt, let fugtigt, halvmørkt og lettere uhyggeligt. Mest fordi vi ikke helt vidste hvad der ventede os, og fordi vi ikke vidste hvornår det var der. Lige om hjørnet, et-eller-andet sted.

Og så, pludselig…

006008

Fine, fine skulpturer hugget i stenvæggene, og et lille dystert mindegalleri lidt længere inde. Vi nærmede os noget der smagte af fisk.

Og se nu, hvor fint man alligevel kan præsentere en samling kranier og lårbensknogler, med både respekt, æstetisk sans og omhyggelighed og nænsomhed med menneskelige rester.

010 011

Jojo bevares; det er da lettere grotesk at stå dernede, omgivet af kranier arrangeret i pyntelig hjerteform og diverse knogler i mønstre – men det gør alligevel at man tager sig tid til at tænke over hvor mange liv der er blevet levet i tiden før én selv, og over hvor hurtigt det hele kan ændre sig for en selv.

Store tanker, jovist. Det var svært at lade være.

012

015

017

Overalt hvor man vendte sig blev man mindet på det let forgængelige i livet, og på at man skal skønne på det mens man har det.

Jeg ønskede mange gange dernede at jeg havde valgt fransk som valgfag tilbage i gymnasietiden, for der var et utal af fine plaketter, udhugget i sten, med smukke ord en francais om netop dét; livet og dets ende.

Billederne gør ikke stedet retfærdighed, og heller ej mine ord. Hvis du engang vil have den fulde oplevelse, må du omkring Katakomberne selv – men vær beredt på at tænke store tanker mens du går der.

Nåja. Og vær beredt på at holde nogle pauser når du skal op ad vindeltrappen igen.

Turen går til…

Paris. Jojo, den er god nok – det var altså der jeg tilbragte sidste uge, og det er jo ikke så tosset endda.

Jeg var afsted med en flok glade unge mennesker fra det opholdssted jeg arbejder på, og en lige så glad flok kolleger – og vi havde en herlig tur, skulle jeg hilse og sige.

Fordi jeg ikke kan gengive en hel uges oplevelser i blogform uden at glemme både dette og hint - og fordi jeg hverken kan eller vil gengive private stunder med mine medrejsende uden deres tilsagn om at det er okay - får I i de følgende indlæg en form for “Paris for dummies”. Turist-highlights med fotos af seværdighederne, uden genkendelige mennesker jeg kender på billederne, og med min egen oplevelse af tid og sted. Privatlivets fred, og alt det dér.

Og lad os så begynde… :-)

lørdag den 3. april 2010

Bon soir, ma cherie

I´m baaaack…….

I den næste tid skal I nok få at vide hvad jeg har bedrevet i den sidste uge – og der er masser at fortælle, siger jeg jer.

For nu vil jeg bare gøre opmærksom på at jeg altså stadig lever, og at jeg har savnet jer!

Tak for de søde påskehilsener der er tikket ind i postkassen mens jeg var væk. De varmede. Allesammen :-)

Nu vil jeg sætte mig roligt i sofaen, og lytte til Søren mens han ruller sig ud med vort modersmåls mest farverige gloser. Han er blevet sat til at kode kanaler ind i det nye tv vi har investeret i i dag, og det er underholdende siger jeg jer – allerede før det i realiteten er sat til ;-)