Katakomberne i Paris er en prøvelse. Først fordi man starter med at gå ned ad en halv trilliard trappetrin i spindelform – og ikke kan lade være med at tænke tanken “Gud fri mig vel… Jeg skal op igen i den anden ende!!!”
Helt ærligt: Jeg overvejede at gå op igen med det samme.
Men jeg gjorde det ikke, og det er jeg glad for. Det var smukt og creepy, roligt og kuldegys-skabende på én og samme gang.
Billedet ovenfor er af de lange, lange gange, inden vi egentlig reelt nåede katakombernes indre. Der var køligt, let fugtigt, halvmørkt og lettere uhyggeligt. Mest fordi vi ikke helt vidste hvad der ventede os, og fordi vi ikke vidste hvornår det var der. Lige om hjørnet, et-eller-andet sted.
Og så, pludselig…
Fine, fine skulpturer hugget i stenvæggene, og et lille dystert mindegalleri lidt længere inde. Vi nærmede os noget der smagte af fisk.
Og se nu, hvor fint man alligevel kan præsentere en samling kranier og lårbensknogler, med både respekt, æstetisk sans og omhyggelighed og nænsomhed med menneskelige rester.
Jojo bevares; det er da lettere grotesk at stå dernede, omgivet af kranier arrangeret i pyntelig hjerteform og diverse knogler i mønstre – men det gør alligevel at man tager sig tid til at tænke over hvor mange liv der er blevet levet i tiden før én selv, og over hvor hurtigt det hele kan ændre sig for en selv.
Store tanker, jovist. Det var svært at lade være.
Overalt hvor man vendte sig blev man mindet på det let forgængelige i livet, og på at man skal skønne på det mens man har det.
Jeg ønskede mange gange dernede at jeg havde valgt fransk som valgfag tilbage i gymnasietiden, for der var et utal af fine plaketter, udhugget i sten, med smukke ord en francais om netop dét; livet og dets ende.
Billederne gør ikke stedet retfærdighed, og heller ej mine ord. Hvis du engang vil have den fulde oplevelse, må du omkring Katakomberne selv – men vær beredt på at tænke store tanker mens du går der.
Nåja. Og vær beredt på at holde nogle pauser når du skal op ad vindeltrappen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar