torsdag den 30. december 2010

Sell-out

Eller nå´ed. Jeg har i hvert fald taget en beslutning. Amio-butikken skal være anderledes efter nytår.

Så nu er der udsalg. Klik i sidebanneret hvis du er nysgerrig…

onsdag den 29. december 2010

Same procedure as last year, Miss Sophie?

Det er det samme hvert år. I dag er der to dage til nytårsaften – og vi har ingen planer for i overmorgen. Same old, same old.

Nytårsaften er i virkeligheden ikke særlig vigtig for hverken Søren eller jeg. Det var mere i de go´e gamle dage; dengang man så frem til enhver lejlighed der gav anledning til at drikke sig i hegnet, opføre sig tåbeligt og glemme alt dagen derpå.

Nu ikke mere. Nytårsaften er for mig mere sådan en hyggelig, smuk aften med ro på, serpentiner, alkoholfri jordbærchampagne og børneløjer på en mørk aften, med lyden af knirkende sne under fødderne. Dét kan jeg lide.

Der er bare ét lille problem. For Asta og Agnes er nytårsaften noget særligt. Noget med gang i gaden, masser af kammerater omkring sig (og helst de allerbedste, som selvfølgelig ikke er hjemme i år), pynt, truthorn, larm og løjer.

Nu prøver vi at strikke den bedste løsning sammen. Én af den slags hvor begge verdener kombineres, og både børn og voksne bliver glade til slut. Den gammeldaws model, som efterhånden er gået lidt bort i glemslens tåger, i hvert fald på disse kanter.

Da jeg var barn, husker jeg den model som de allerhyggeligste nytårsaftener. Dén slags, hvor mor, far og børn spiste et overdådigt måltid hjemme alene – for så bagefter at tage på rundtur i byen. Først bevæbnet med tandpastatuber, barberskum, heksehyl og flamingostykker – og bagefter med dåseøl, champagne, kransekage og smil.

De aftener blev vi børn som regel båret hjem ud på de små timer, sovende i armene af mor eller far (mest far, for han kunne klare Alt®) – men ikke mere sovende end at vi sagtens kunne mærke alene på bevægelserne hvor langt vi var nået destinationen. Ikke mere sovende, end at vi kunne mærke frosten bide i kinderne, og ikke mere sovende, end at vi kunne høre vores forældre småsnakke om aftenens hændelser og sjove episoder.

Sådan en aften vil jeg gerne have igen.

Bare denne gang fra et voksenperspektiv.

Jeg håber mine børn engang vil huske den som én af de bedste nytårsaftener de har haft.

Bare én til…

Fordi vi kan – og fordi jeg ikke kan lade være.

Og jeg véd godt at jeg egentlig slet ikke er “gammel nok” til at elske Thin Lizzy som jeg gør, men jeg kan ikke gøre for det. Ligesom den famøse præst i Løkken, er jeg nok bare født på et forkert tidspunkt – men griber heldigvis til mindre drastiske metoder.

Jeg vil bare spille en lille sang for jer. Og så håber jeg da i mit stille sind at præsten ikke læser med, for hvem ved hvad han vil synes om dén slags djævelskab…

Dancing in the moonlight

Thin Lizzy. Min ungdoms kærlighed…

Det er det samme hver gang. Når den sang spiller, længes jeg efter varme sommeraftener med bare tæer i græsset, godt selskab, høj musik, dansen på bordene, varme kys, kolde drikke og smil til morgenen sig nærmer.

Der er lang tid til endnu…

tirsdag den 28. december 2010

Åh nej…

Jeg er en skamplet på kvindekønnet. En udeltagende hustru. En skuffelse for min mand. Et frygteligt menneske, der burde vise større deltagelse, støtte og interesse i min mands liv.

At tænke sig; når han drager afsted i krig hver aften, er jeg komplet ligeglad med hvilket level han er nået til.

Skam mig!

lørdag den 25. december 2010

Fra alle os, til alle jer…

012

Rigtig glædelig jul!

Freden sænker sig over det lille hjem i dag. Juleaften var lidt amputeret for vores vedkommende i går, for Asta vågnede i går morges og startede dagen med et rabalder og en kaskade af vomitus. There you have it. Lad os fejre julen med bræksyge.

Det endte nu helt godt alligevel. Hun var T R Æ T i aftes, men så var det heller ikke værre. Hun var med ved bordet noget af tiden, og kæmpede sig endda med rundt om træet de sidste fem minutter også. Det var en god juleaften!

Dagen i dag er anderledes rolig. Gaverne er spredt ud over hele stuen, for den familiejulefrokost vi skulle have været afsted til meldte vi fra alligevel – pga sygdom, selvfølgelig.

Nu bruger vi i stedet dagen på at samle PlayMobil med Agnes, se super jule-tv (og Asta og jeg eeeeelsker Anne fra Grønnebakken i en grad så vi overvejer at starte en folkebevægelse for “Anne Hver Dag, Hele Året Rundt”), hjælpe Asta med at navigere rundt i hendes nye mobil, drikke spandevis af kaffe, spise popcorn og karameller i rå mængder – og generelt bare hygge, slappe af og nyde hvert sekund.

1. juledag hjemme, helt for os selv…

Se, dét var et rigtigt juleeventyr!

mandag den 20. december 2010

Overkill??!

pia&co

Jo, dét tror jeg nok lige det er!

And don´t get me started on de ufrivillige opkastningsfornemmelser jeg får i munden hver morgen, når firkløveret er det første syn der møder mig i Nordjyllands Hovedstad. De er jo smasket op på hver en ledig billboard indenfor bygrænsen.

Glædelig jul, mig i røven. Hvis du altså er dansk nok og dum nok.

En lille nisse rejste…

med kalendergaver til både store og små på adventssøndage – og tænk, i år huskede han også mig!

Det er da fantastisk, at sådan en lille nisse vidste at jeg havde brug for en stor og rummelig taske til mit træningstøj, ikke? Og at han endda kunne ræsonnere at jeg ville blive ekstra glad, hvis der stod Friis & Co på den.

Tak, Nissemand! Og Søren…

lørdag den 18. december 2010

Ebbe og flod

Her er lavvande

  • …i mængden af blogindlæg.
  • …i pengepungen (tak, december).
  • …i tid.
  • …i energiniveau.
  • …i idérigdom.

Her er højvande

  • …i arbejdsopgaver der skal udføres.
  • …i mængden af nullermænd og vasketøj.
  • …i sne!
  • …i glade børn og voksne der blæser det hele et stykke, og tager det én dag ad gangen.

Dét skider vi nemlig på. December er hyggelig og rar, uanset om vi lige nu synes det hele flyver lidt om ørerne på os.

Vi skal nok nå det hele. Vi har det godt, og mangler ingenting. Vi elsker hinanden, også på de dårlige dage.

Vi tager os tid til at nyde – selvom det betyder at jeg på en dag som denne bliver nødt til at lægge vasketøj sammen for en hel uge, flytte møgbunker og rydde ud, rydde op, rydde væk. Mellem brødkrummer, hundehår, legetøj og affaldsposer.

Det er ligegyldigt. Det er nemlig snart jul. Snart ferie. Snart nu.

tirsdag den 14. december 2010

Hip hurra…

Tommy Seebachs stemme har kørt for mit indre øre i dag. Jeg er ikke pjattet med hans søn, men Tommy-boy, han holder altså lidt endnu. Sådan da. Lejlighedsvis.

Min dag har indbefattet arbejd´-arbejd´, inklusive hjemmebag til uddeling og en to meter høj flagstang uden for min dør hele dagen. Med til flagstangen hørte utrolig mange besøg fra kolleger i løbet af dagen, allesammen med et smil og et “tillykke” på læben. Dét skulle jeg lige vænne mig til, for jeg er altså mere sådan typen der ikke vil gøres et nummer ud af, og altid insisterer på at det nu “bare er en almindelig tirsdag, tak”.

Derudover er jeg blevet godt og grundigt forkælet – og dét er dejligt. Det siger jeg aldrig nej tak til.

Min søde mor Karen sørgede for aftensmad til os, og dét er nok noget nær den bedste gave man kan få når arbejdsdagen først slutter kl. 16.30, og man derefter skal bruge en time i bilen før man er hjemme. Så også Hip Hurra for mødre. Og tak for fødselsdagen i øvrigt!

Mmmmmh. Og fordi der ikke er ordentligt lys på denne tid af dagen bliver I snydt for billeder …men tro mig når jeg siger at min nye brune Friis & Co taske er superb.

Ligesom mine overvejende rosa Poul Pava krus, min lilla Erik Bagger thermokande og mine sort/hvide chef´n g´Rabbit Jr. salt og peber kværne.

Det lød slet ikke superdupermaterialistisk, gjorde det?

Det kan da godt være at ting ikke kan gøre én lykkelig i det lange løb – men for en stund kan de altså sagtens.

Tak for en dejlig dag!

lørdag den 11. december 2010

Lækkerlørdag

Basisingredienser:

  • Ro og tid i rigelige mængder
  • To stk. børn i heldagsnattøj
  • Idéer til hjemmelavede julegaver
  • Lyst til at lave årets julekonfekt

Tag ovennævnte og smid det hele i en stor skål. Ryst, og hæld derefter en lækkerlørdag ud på bordet.

Herhjemme resulterede det i

  • x antal af de fineste armbånd af smeltede rørperler
  • starten på “noget hemmeligt”
  • hjemmelavede Bounty med hhv. hvidt, lyst og mørkt chokolade
  • “Irish Coffee” konfekt med gulddrys
  • …og om lidt; brændte mandler en masse!

Jeg kunne godt komme i tanker om langt værre måder at bruge en weekend på.

torsdag den 9. december 2010

Ka-Chinnnng!

Misforstå mig ikke. Jeg elsker mine børn. Men.

Lige for tiden er Agnes fandengalemig på tværs. Hun samarbejder ikke for fem flade øre, er D Y B T ukoncentreret og skyer ingen midler for at få sin vilje.

Multitasking er ikke en del af det barns kompetencer. Som i Virkelig Ikke. Hun kan for eksempel ikke koncentrere sig om at spise og hyggesnakke samtidig. Det sidste tager fuldstændig over, og hun får slet ingen mad så.

Dét resulterer i at vi må bruge et helt måltid (igen og igen og igen og…) på at huske hende på at spise lidt også. “Nååh ja…” *kæmpestor voksen mundfuld i kæften så man ikke kan lukke munden mens man tygger. Resultat: Smaskesmaskesmaske højlydt*

Så må vi bede hende om at huske mindre bidder, og ingen smasken. Og ikke tale med mad i munden. Og gider du bruge din gaffel i stedet for fingrene? Og tage fødderne ned fra bordet, tak? Og vend dig ind mod tallerknen, i stedet for at snurre 360 grader imens du skulle forestille at spise??!

Det gider hun ikke høre på mere, så nu har hun da bare taget andre metoder i brug. Man skulle umiddelbart tro at det nemmeste ville være at strenge sig lidt an og prøve at sidde stille ved bordet, men nej. Agnes har valgt Martyr-metoden.

*indsæt selv Drama Queen-attitude og lettere hysterisk gråd uden tårer*

“Jeg er jo bare et baaaaaa-haaa-haaaarn!”

Okkeja. Jamen det er hun da. Men hun er ikke dum.

Nu prøver vi i stedet med lokkemad. Et givent, symbolsk beløb er blevet udlovet i dusør for hvert aftensmåltid vi kan komme igennem uden diskussioner, skæld-ud og attitude. Det er måske ikke pædagogik på højt plan, men whatever.

Hvis jeg bliver fattig som en kirkerotte, er de godt givet ud, de penge…

onsdag den 8. december 2010

It can´t all be hookers and sunshine

Så nu, midt i min fabelagtige onsdag, har jeg en mistanke om at Asta skal podes for halsbetændelse i morgen.

Igen-igen-igen.

Jamen, for helgoland da osse…

På en helt almindelig onsdag…

er jeg i et fabelagtigt humør!

Håndværkerne er i fuld sving i mit (næsten) nye værksted på jobbet, og eftersom jeg måtte gå i landflygtighed derfra trak jeg i stedet i køkkenet – så nu har jeg brugt hele dagen på at lave de forberedende øvelser udi konfektmageriets ædle kunst.

Lige om lidt skal vi have go´ gammeldaws husmandskost; karbonader med kartofler og stuvede ærter og gulerødder. Jamen, hvad sker der lige for mig? Jeg har hadet den ret de sidste mange år, men nu smager det pludselig godt igen!

Jeg har også forberedt en aften lige efter mit hovede. Hækletøjet er lagt i stilling og der er lejet en ny film efter gammel opskrift.

Det bliver vist ikke meget bedre.

tirsdag den 7. december 2010

Forbrugerinfo:

Aldi fører ikke natron i deres varesortiment. Netto fører ikke natron i deres varesortiment. Fakta fører ikke natron i deres varesortiment.

Og således gik det til, at Super Brugsen – Alle Dagligvarebutikkers Moder – blev min favoritbutik i dag. De havde nemlig natron.

Og havde det ikke været for de rare forretningsdrivende i Coop-koncernen, havde jeg således ikke kunnet bevise min tese; pebernøddebagning går på tværs af landegrænser, nedbryder barrierer og kan få selv de mest fysisk begrænsede kvinder sat i sving.

Dét var huggeligt. Det er nemlig pænt svært at sige “y”.

søndag den 5. december 2010

Konstatering:

Flydende Gul Gajol går ikke særlig godt til hverken fisk, oksesteg eller Daim-islagkage.

Det gør heller ikke noget særligt for hoste.

Til gengæld er det rigtig fint for humøret!

fredag den 3. december 2010

Jamen, så lægger vi da bare nye planer

De sidste par dage er overheleho´det ikke gået som planlagt. Dét er ikke det samme som at det er gået dårligt. Bare… anderledes. Udfordrende. Spændende, endog.

Ny Plan No. 1:

  • For eftertiden venter man ikke (jeg gentager: ikke!) med at tanke på bilen til indikatoren lyser, nå. Dén er nemlig åbenbart gået i stykker, så nu har man rundt regnet 10 minutters halveffektiv køretid efter lampen slår til, før man triller de sidste 30 meter ind på tankstationen med død og tørlagt automobil. Det lærte jeg på den hårde måde i går eftermiddags. I eftermiddagsmyldretid. I Aalborg midtby. Tak for lort.

Ny Plan No. 2:

  • Når ens Zumba-Dominatrix begynder at true med at sende sedler med hjem på grund af ens sygefravær, må man jo ty til ufine metoder…

001

Åååårhmanner, de er go´e… Jeg bagte dobbelt portion, og de er lige straks væk! Opskriften er fundet her, og er bestemt anbefalelsesværdig.

Ny plan No. 3:

  • Når ens barn egentlig skulle til hyggeaften i strikkeklubben, og have to veninder med hjem derfra til overnatning, er det s´gu ærgerligt at ende med at trøste grædende barn der skulle hentes før tid grundet knaldende hovedpine. No slumberparty tonight, I presume… Og fik jeg sagt at jeg er TRÆÆÆÆT af sygdom og alt der ligner nu?

Heldigvis skal vi til julefrokost i morgen aften. Jeg satser på at drikke hosten væk!

onsdag den 1. december 2010

*Hooooooooost!*

Jeg er ved at blive vanvittig her. *Hooooost, host, host!* Jeg bruger mine dage på at forsøge at sige så lidt som muligt, for hvert ord resulterer i det samme. *Hoost!*

Til gengæld kan man få lov at æde alle de Vicks, Halls og Läkerol man lyster. *Hoooooost!*

I dag er det ikke kun mig der harker mig igennem tilværelsen herhjemme. Nu gør Agnes mig selskab. Det er egentlig rigtig hyggeligt – men kunne bestemt være skønnere hvis anledningen var en anden. Jeg orker ikke flere sygedage i husstanden. *Hooost!* Nu må det snart være slut(!), blev der sagt.

Vi prøver alligevel at få en rar dag ud af det, så om lidt går vi i gang med at bage pebernødder (uden at snotte i dejen). Sådan nogle kan vist kurere det meste…

*Hooooost, host, host, host, host!*

mandag den 29. november 2010

Nu´ det jul igen

Den store kasse med julepynt er fundet frem, og igen i år hersker der totalt anarki og stilforvirring i det lille hus langt ude på landet. Bare ét spørgsmål:

Hvor gør alle “Bo Bedre”-menneskene af deres adventsdekorationer af trylledej, for ikke at tale om mælkekartonsnisserne?

Mine står altså fremme…

005

Det fungerer fint. På dén måde kan de stå vagt ved kalenderpakkerne, så små pilfingre ikke lader sig friste i utide.

006

I julen er der bare ting der ikke må rokkes ved. For eksempel hænger de små håndsyede juletræer altid på dørkarmene. Som i “kan der bare ikke laves om på. Basta!”

008

Noget af det der til gengæld aldrig er det samme år efter år er adventsdekorationen. I år blev det til en lynhurtig og nem kitschudgave, men ikke desto mindre superfin.

1-2-3, med et par rådyr fra Netto, en stor kogle og en hæklet fluesvamp fra sidste år var basis på plads – og så lige en rundhåndet omgang plastickrystaller og bittesmå stjerner flettet af min mormor for mange år siden. Vupti! Adventsgejl extraordinaire.

009

En anden fast bestanddel herhjemme er min “candle in a saucer”-dekoration. Huh? Jojo, den er go´ nok. Jeg synes simpelthen den sovsekande er som skabt til formålet, så det er det eneste den nogensinde bliver brugt til.

010

012

014

 

 

 

 

 

 

 

Der er endnu ikke kommet pakker på ophænget, men vi når nok dertil før eller siden. Indtil da får det bare lov at pynte på den ellers hvide væg. Det er vist snart ti år siden jeg syede det, og dengang var meningen at der skulle være en pakke til hver dag. Dét gik over igen da Agnes kom til, for jeg har aldrig haft fantasi nok til at finde på 48 forskellige pakker. Nu er det bare lørdags/søndags gaver, men det fungerer fint. Faktisk endnu bedre, for så har pigerne noget at glæde sig til ugen igennem.

015

Måske er det i virkeligheden for tidligt med alt det juleri, men det er nu altså så hyggeligt. Især om aftenen og om morgenen med alle de levende lys der flakker lystigt i krogene.

Nåja. Og så glæder jeg mig til Disneys Juleshow. Der er længe, længe til…

016

Indlæg no. 1002 er vel også en slags jubilæum…

Jeg så slet ikke at jeg ramte de tusinde indlæg i mandags, men nu har jeg så i stedet valgt at markere det i dag. Med sne. Fordi jeg ikke rigtig har andre muligheder.

Her er vores indkørsel. I vores indkørsel er der lige p.t. fire børn (og Søren ude til højre) der har en vældig fest. De kunne nemlig ikke komme i skole i dag, for vi kunne ikke komme ud og skolebussen kørte heller ikke.

001

Og her er så en anden form for fejring. Det er Søren der har en vældig fest, da han hugger klampen i bund og tvinger bilen gennem snemasserne ind igennem haven… Vejen er en komplet umulighed, aber dann haben wir anderen metoden!

004

Og det der med lægebesøget i dag? Tjooeh, måske… Lige nu går det faktisk helt okay – og for at være helt ærlig, forcerer jeg altså ikke vejene for enhver pris. Så venter jeg hellere.

Happy 1002 postings!!! *Truuuuuuuuut…*

søndag den 28. november 2010

Mmmmkay…

Jeg er knap for ord. Både herinde og IRL. Hver gang jeg taler ender det i et hosteanfald, og jeg har svært ved at trække vejret ordentligt ned i lungerne af samme grund.

Kort sagt; jeg er energiforladt. Nu bider jeg i det sure ævle, og melder mig syg i morgen for at få en tid hos Doktor Dyregod. Han må kunne lytte eller kigge sig til en forklaring, for jeg synes jo lige jeg er sluppet af med den s**** halsbetændelse, altså.

Fik jeg sagt at det gør ondt hver eneste friggin´ gang jeg skal spise eller drikke? No? Jamen det gør det.

På plussiden må det jo kunne ses på badevægten før eller siden…

mandag den 22. november 2010

Status p.t.

  • er at jeg i dag har været hjemmefra i 11 timer
  • er at deraf var 1 time zumba, 2 timer kørsel og 8 timer arbejde
  • er at jeg tidsnød til trods har smurt 3 madpakker, vasket 2 børn og 3 maskinfulde tøj i dag – og de næste 2 står klar. Vasketøjskurve, altså…
  • er at der nu står 3 biler på minigårdspladsen, hvoraf kun den ene har vinterdæk på – og dét er lånebilen
  • er at vi nu helt officielt ikke længere tager Jagger ud uden rem på, efter at han i dag har jagtet rådyr i en bekendts indhegninger
  • er at jeg er fredagstræt på en mandag
  • er at jeg ville ønske jeg havde haft tid og overskud til at køre til Odense i weekend´en…
  • er at jeg stadig ikke har et værksted på arbejdet, men i stedet en hulens masse flyttekasser, depotrum og bare så´n generelt kaos
  • er at jeg vel egentlig burde nå at gøre hele hytten ren inden julepynten skal op i weekenden
  • er at chancerne for dét er lig nul
  • er at lige nu – i disse dage – er dette utvivlsomt Verdens Kedeligste Blog

Jeg skal nok komme igen når der er mere ro på. Lige nu kører jeg i wroom-wroom-mode, og kunne egentlig rigtig godt bruge et par tøf-tøf-dage.

See you on the flip-side.

søndag den 21. november 2010

Nogle gange…

når en weekend ikke er lang nok til at muge ud for resten af ugens udskejelser, har jeg svært ved at se idéen i at få hunde. Og børn. Og mand.

Med et hjem med hundehår, gymnastiktasker, strikkenet, skoletasker, madkasser, Build´A´Bear bamser, beskidt nattøj, sure sokker, reklameblade, tomme kuverter, plasticposer, halstørklæder, krummer, sodavandsflasker, dukketøj, dvd-film, Camp Rock bøger, vinterstøvler, tyggeben, hundefløjter, WII-motes, jord og sand spredt med rund hånd overalt… hvem har så tid til at holde det pænt, rent og ryddeligt?

Ikke mig.

En ikke-julet jul

Jeg er så småt gået i gang med julepynten. I år skal der knald på farver og mønstre, for jeg har altså svært ved at hive mig op til nisser, guldglimmer og halmfigurer (okay, indrømmet: de sidste har jeg aldrig ejet).

Jeg ved ikke helt hvad vi skal kalde stilen, men tror den står på et hint af fjerne, eksotiske himmelstrøg, blandet med naivisme i år…

001

Farveglæden er ikke til at komme udenom, i hvert fald.

Når jeg engang er færdig med at brodere, skal hjerterne have syet bagside på og fyldes ud med pladevat. Jeg tror de bliver rigtig fine, både på træet juleaften og rundt omkring i kroge og vinduer hele december måned.

Hip hurra for filt og dmc-garn!

lørdag den 20. november 2010

Introducing… Tater Salad!

Jeg ved ikke om du kender Ron “Tater Salad” White..?! Det gør jeg. Ikke sådan personligt of course, men han er ikke desto mindre inviteret ind i min stue fra tid til anden. I dag har han været her en del.

Hvordan han fik sit “Tater Salad” kan du se her, og ligesom med så mange andre historier bag mere eller mindre kulørte tilnavne er det ikke en kedelig beretning.

Hvis du kune lide dén røverhistorie er der mange flere, både korte og lange, at finde rundt omkring på indernedded. Den næste her er bare én blandt rigtig, rigtig mange platte beyond belief – men det gør den ikke mindre morsom!

fredag den 19. november 2010

En sand vrimmel

I disse dage arbejder min hjerne på højtryk. Der hvirvler nye idéer frem, og gamle tages op igen. Alle med henblik på arbejde og kreativitet, for jeg skal være innovativ og have fingeren på pulsen når det kommer til de mennesker jeg skal have ind på værkstedet fremover.

Ikke sådan forstået at alt hvad jeg griber fat i skal være det hotteste hotte og helt oppe i tiden, men sådan forstået at jeg skal finde ud af at arbejde ud fra hvad de deltagende kan, skal og vil arbejde med og ud fra.

Det er en sand vrimmel af tanker. Heldigvis husker jeg at notere, for der er fileme meget at holde styr på.

Jeg tror jeg skal i gang med et par af småprojekterne i aften til en god film. Måske dét kan holde mig vågen ovenpå de fire timers søvn jeg fik i nat.

Jeg tænker utraditionel og eklektisk julepynt. Kanske…?

Volfedt!

Vi var lige en lillebitte smule til koncert i går, hvis det skulle have forbigået din opmærksomhed.

Det. Var. For. Fedt.

Jeg troede helt naivt i starten at det ville blive semidårligt, fordi jeg er “vant” til at se Volbeat i mindre omgivelser. Jeg tog fejl.

Drengene er entertainere af karat, og de har en regulær fest når de står på scenen. De brænder langt ud over scenekanten, og det smitter af på publikum. Og det smittede af på mig.

Der gik ikke lang tid før jeg jeg måtte overgive mig, og selvom jeg aldrig kom helt ind i moshpit´en alligevel var jeg i hvert fald i periferien af den. Nok til at jeg fik de obligatoriske 2-3 glas fadøl ud over mig og nok til at jeg mere eller mindre konstant kunne dufte sjov tobak i nærheden. Rygeforbud eller ej, så er der vel altid nogen der “kommer til” at tænde en smøg – eller noget der minder om.

Musikken var selvfølgelig eminent. Sceneshow og set-up helt i top. Lydkvaliteten superb. Decibelniveauet på max. Og stemningen fantastisk!

Og ligesom hos Misse Møhge er der altså noget over ham Poulsen. Han drager…

poulsen

Åbenbart i en grad så jeg ikke selv kunne styre det. I hvert fald lød det fra Søren bagefter, at han reelt havde været i tvivl om han fik mig med hjem igen. Jeg har så stået og lignet en komplet idiot hver gang hr. Poulsen var nogenlunde tæt på – og jeg indrømmer blankt: Hvis jeg en dag får chancen, så tror jeg s´gu jeg slår til! As if. Eller nå´ed…

Hvis du skulle få chancen, så tag afsted til en af koncerterne. Du fortryder ikke. Jeg garanterer. Det er en flok yderst kompetente (og potente) unge mænd der indtager scenen – og med risiko for at komme til at lyde småvammel, så er der eye-candy i rå mængder.

Det er slet ikke til at stå for.

tirsdag den 16. november 2010

Moshpit, here I come!

Jeg kan næsten ikke vente til koncerten i overmorgen… men for filan, hvor bli´r fredag altså hård at komme igennem.

Se selv; det er altså seriøse hardrockere jeg skal i selskab med torsdag aften!

jørn-else

Så bli´r det vist ikke mere wock´n´woll…

mandag den 15. november 2010

Hvad hovedet er fuldt af…

Hollaop, hvor bli´r man altså træt i sit bette hovede og temmelig omfangsrige korpus af sådan en mandag.

Det er S V Æ R T at starte som ny på en arbejdsplads, og først skulle forholde sig til fire timers teammøde om alle teamets klienter, for så bagefter at skulle rode, regere og træffe beslutninger omkring dét der skal ende med at blive mit værksted.

Vi taler både rent praktisk, i form af at træffe beslutninger omkring hvilke håndværkere der skal ind over og i hvilken rækkefølge. Vi taler økonomisk, for budgetterne skal jo også overholdes. Vi taler logistisk, for hvad skal flyttes ud for at håndværkerne kan komme til – og hvad skal ind, for at klienterne stadig kan benytte værkstedet? Og sidst, men absolut ikke mindst, taler vi fremtidsvisionært; hvad skal der til, hvad får vi brug for, hvilke hensyn skal der tages og hvor meget skal vi gabe over?

Jeg kørte direkte fra arbejde til zumba. Dét var godt. Fysisk udfoldelse til glad musik var lige hvad jeg havde brug for, ovenpå en lang dag med tankevirksomhed.

Og nu mangler jeg vel egentlig kun de tre K´er for at gøre dagen komplet.

Kys, kaffe og korssting.

søndag den 14. november 2010

Rip-off

001

Jamen, det er ikke spor originalt, jeg ved det godt. Det er faktisk lidt det samme som at stjæle med arme og ben, når man lader sig kraftigt inspirere – men ingen gør det altså så godt som folkene bag Subversive Cross Stitch, så nu gør jeg dem nummeret efter.

Det er jo nemlig snart det-der-du-véd-nok…

Dementi

Hm.

Det ser ud til at mit banebrydende, politisk ukorrekte broderi har lange udsigter. Det vil altså ikke lykkes for mig at få det sat op så det ser ordentligt ud.

Nu sylter jeg det på ubestemt tid. Mange ting kan jeg leve med, men ikke rodede opsætninger.

Men lige pludselig, så lykkes det. Engang.

Overspring. Og lidt blær…

Fik jeg forresten sagt at der nu kun er fire dage til koncerten?

Okayokay så. Det er da uden tvivl det hårdeste nummer på albummet. Jeg indrømmer det blankt. Men det er også ét af de fedeste - når bare man vænner sig til det ;-)

Når det pludselig bli´r rigtig hverdag igen…

er det en fordel at være velstruktureret. Jeg kan se på vores hjem, at det er utrolig lidt jeg har været hjemme i de lyse timer den forgangne uge, så i dag er jeg Praktiske Gris.

Der vaskes, lægges sammen, ryddes op og gøres ved – og om lidt forsøger jeg at lægge en madplan for ugen der kommer, for helt ærligt: Vi har levet af junk den sidste uge. Hurtig, nem halvfabrikata. All day, every day. Dét bliver man altså hurtigt træt af, skulle jeg hilse og sige.

Heldigvis er der lang tid tilbage af søndagen endnu, så jeg skal nok nå en del af det der trænger. Og jeg skal vist også nå at se nærmere på det program Mette henviste til tidligere i dag. Det virker nemt og brugervenligt, og det kribler allerede i mine fingre for at få diverse billeder og tekst smidt ind i det. Idéer er der nok af, det er bare tiden det kniber lidt med.

Dette her? Det var vist mest en overspringshandling…

lørdag den 13. november 2010

Jeg er her endnu…

Jeg er bare brugt ovenpå den første uge på job. Jeg har haft masser at fortælle om, men overskuddet har været i minus og søvntrangen i plus.

Men det er dejligt! Jeg er i dén grad blevet kastet ud på dybt vand, og har nu taget de første, famlende svømmetag ind mod sikkert land.

Ikke meget er blevet som jeg havde regnet med i det nye job. Jeg havde regnet med at skulle ind på et eksisterende syværksted og bare “i gang” med det samme. Jeg havde regnet med at det træ-/snedkeriværksted der lå ved siden af var lidt udenfor mit domæne, men at jeg kunne benytte det til maleri og deslige når trangen kom over os.

Øhmm, det blev så lige lidt anderledes dér.

Nu er syværkstedet inddraget til psykologkontor p.g.a. pladsmangel – og i stedet råder jeg over et snedkeriværksted under ombygning. Maskinerne står for at skulle ud, og over den næste tid skal jeg så have et rengøringsfirma, et par malere, nogle gulvfolk og “de små grå” sat i gang, når jeg skal til at indrette fra Nulpunktet. Der skal tages stilling til hensigtsmæssig belysning, møblement, opbevaringsmuligheder og grundlæggende behov i et kreativt multiværksted.

Hep!

001

De første fire dage her har jeg været fuldstændig støvbelagt på udenpå og indvendigt af at gå og rydde op og rydde ud i værkstedet. Ud over alle de infomøder jeg har skullet til, er min tid nemlig gået med en spæd start på indretning af værkstedet – og for catan, der er et pænt materialelager, altså. Det er opbygget over mange år, og det er O M F A T T E N D E. Som i kæmpegigantiskmegamonster stort.

I have died and gone to krea-heaven!

Og så er der så mange søde, imødekommende og gennemført rare mennesker derude. All good people, både personale og klienter. Og ingen af dem vil jeg gå nærmere ind på her, af hensyn til personlivets fred og hvad har vi. Det forstår I godt, det ved jeg.

Jeg tror det bli´r så godt…

Og ved I hvad? Nu vil jeg nyde det er weekend!

tirsdag den 9. november 2010

One down…

A whole heap to go!

I dag var første dag på det nye job – og det bliver godt, kan jeg godt fortælle jer.

Jeg er allerede blevet en hel masse klogere, og har på kursus i dag fået genopfrisket viden om personlighedsforstyrrelser en masse. Ord som borderline, skizotypal, dependent, antisocial, paranoid, ængstelig og histrionisk fløj gennem luften i en rasende fart, og det var bare med at hænge på så godt man kunne!

Og når jeg får lidt mere luft og overskud (tak, halsbetændelse) skal jeg nok fortælle mere, men det bliver ikke i dag for nu er jeg brugt.

Men jeg glæder mig til i morgen…

mandag den 8. november 2010

Whoop. Di. Friggin´. Doo.

Jeg gav alligevel op i går. Endte med at sove på sofaen, kun for at vågne til aftensmaden, og for at gå i seng igen kl. 21.20.

Et hurtigt besøg hos lægen i dag sagde “halsbetændelse”. Både til mig og Asta. Det bette pus er hårdt ramt, og nåede til og med at besvime i lægens venteværelse mens recepterne blev udskrevet.

Jeg har det egentlig okay selv, men takkede ja til at blive tæppebombet med penicillin fra alle retninger.

Det er jo i morgen, for hulan…

søndag den 7. november 2010

Overskud på klods

Jeg slæber mig igennem en laaaaangsom, søvnig søndag her.

Jeg. Er. Så. Træt.

Jeg er dvask, har ondt i halsen og er helt igennem ugidelig, men det nytter ikke noget. Jeg starter på arbejde i overmorgen og jeg nægter at rage nogen som helst form for dårligdom til mig nu. No friggin´ way.

Jeg vil ikke give efter, så i stedet for at bruge min søndag på at tage en flertimers morfar på sofaen, har jeg nu mønstret et overskud der slet ikke eksisterer. Jeg holder mig gående, bager müslibarer til madpakkerne og hopper lige straks ombord i vasketøjet.

Det er på klods, det overskud. Jeg aner at det bider mig i røven lidt senere i aften.

Resten af familien har legeaftaler, spiller Nintendo, X-Box og what-have-you. De hygger i sofaen, og det skal de have lov til. Jeg er bare lidt bange for at sætte mig derovre sammen med dem.

Men i morgen; dér sover jeg når de andre er afsted!!!

lørdag den 6. november 2010

Lektielørdag

Jamen, sådan er vilkårene jo. Når man ligger syg det meste af en uge, hober det sig op.

Således endte det nu med at begge piger sidder en lørdag formiddag med alle bøgerne fremme, og slaver sig igennem 5-7 sider matematik og ditto dansk. Stakkels Asta har endnu ikke fundet ud af hvor meget historie, natur/teknik og engelsk der eventuelt er ved siden af…

Heldigvis har vi i en weekend muligheden for at dele det op i overskuelige bidder, så om lidt holder vi fri.

Eftermiddagen er helliget en tur østpå, for jeg trænger voldsomt til en omgang “klip og farv” inden jeg starter på job tirsdag – så nu har Svigermor inviteret til eftermiddag på salonen, med efterfølgende aftensmad.

Det er ikke så ringe en lørdag endda.

fredag den 5. november 2010

Åååårh…

Nu er det ved at blive helt virkeligt. I dag fik jeg tilsendt en plan for hvad jeg skal på jobbet i løbet af den første uge – og nu er det allerede tirsdag om fire dage!

Århmanner!

Sommerfuglene melder sig nu…

Jamen, det SKAL vel ikke være politisk korrekt for at være morsomt. Vel…?

Det håber jeg altså ikke. Jeg pønser på endnu et broderi, og det er altså alt andet end. Politisk korrekt, altså.

Men jeg synes fandeme det er sjovt!

*indsæt selv spændende cliff-hanger musik her. Måske med egyptiske undertoner, for temaets skyld…*

Tøhø.

torsdag den 4. november 2010

Fred med ro på

Jeg har huset for mig selv lige nu. Bare i et par timer.

Det er faktisk helt underligt, efter hvad der virker som en evighed med syge børn hjemme. Men dejligt. Åh, så dejligt.

Jeg lusker rundt og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg flytter lidt bunker, kræser om maden og ser lidt tv. Absolut ikke nogen fuld udnyttelse af alenetiden.

Men skønt. Åh, så skønt…

Så let som 1-2-3…

var der sat 1-2-3-4 indrammede broderier til salg på Amio.

003

005

006

008

Den nederste er ikke nylavet. De af jer der har læst med gennem nogen tid, kan måske mindes at have set den før – og den opfyldte sit formål for mig. Det var en påmindelse om at huske de ting der gør mig glad; en kilde til inspiration og omtanke. Nu håber jeg den måske kan gøre det samme for andre.

Jeg synes selv de er blevet rigtig gode, og er såmænd også allerede i gang med flere.

Det gør mig nemlig glad. Passende, ikke sandt?

onsdag den 3. november 2010

Flere småbitte sager

…både i korssting:

002

004

…og i petit point:

001

003

Når de lige har fået det sidste finishing touch, bliver de sat til salg på Amio. Så får vi se om jeg er alene om min humor…

En dårlig byttehandel

Jeg stod op i morges til ét stk død undulat. Nu har jeg i stedet to grædende pigebørn.

Virker dét fair?

tirsdag den 2. november 2010

Den tåler gentagelse…

Og desuden kræver patienterne det, så igen i dag står menuen på Husets Kartoffelsuppe.

005

Om det overhovedet er til at se det på billedet for damp, står hen i det uvisse – men det er altså kartoffeltern, porreringe og løgbåde der ligger i bunden af gryden og småbruner.

Nu er de så lige dækket med en god, kraftig grøntsagsbouillon og skal have lov til at stå og hygge sig i omkring et kvarter.

Derefter en tur med stavblenderen, en sjat fløde 18%, lidt salt og peber, og så for svag varme i yderligere 5 minutter.

Imens steger jeg bacontern, klipper purløg og varmer grove brød. Og så er det snart velbekomme!

Det er efterårsmad af den gode og nemme slags, og dét kan vi lide!

Småbitte sting

Mens jeg alligevel bruger det meste af min tid i sofaen med The Penicillin Sisters, kan jeg vel lige så godt fortage mig lidt. Faktisk kan jeg jo ikke lade være.

Lige nu blev det så korssting. Hvorfor? Fordi det er nemt og hyggeligt, fordi materialerne var hjemme og fordi jeg havde et par citater i hovedet der måtte ud.

Det første endte sådan her – og er stadig ikke hverken presset eller monteret, så bær over med mig…

001

002

Det er altså småtterier dette her. Kronen er lige omkring 1,5x3,0 cm stor.

Men det er intet i forhold til det jeg nu er i gang med. Jeg kastede mig over petit point i stedet for korssting – men så har jeg altså også lagt beslag på sofaens mest oplyste hjørne, for ellers ender det i noget ged (OMG. Er jeg nu kun få skridt fra læsebriller, ginseng-tilskud og stavgang???)

004

003

Der kommer flere til, det er jeg sikker på. Det er cirka verdens hyggeligste tidsfordriv med nål og tråd.

Hop selv med på vognen, derude! Dette her er i hvert fald noget alle kan finde ud af – og det er så sjovt at kombinere de gamle håndarbejdsdyder med et humoristisk twist. Jeg elsker det!

mandag den 1. november 2010

Hip hurra fordi…

…der nu kun er en uge til jeg skal starte på nyt job!

…jeg ikke skal på kommunens job-kursus længere!

…der er dobbeltafsnit af House på tv i aften!

…pigernes penicillinkure virker!

…jeg ikke har skullet dele brusebad med en stor, klam, sort jagtedderkop i dag! (for adforhelvede, hvor er det altså en klam fornemmelse, at mærke sådan en satan kravle ned over øjet og ud på næsen når man tørrer sig efter badet…)

…det snart er det-dér-stadig-forbudte-ord-men-det-handler-om-glimmer-grisebasser-godter-godhed-og-gaver!

…jeg er omgivet af dejlige mennesker!

…jeg måske kan få tid til lidt sy-tid i morgen!

…jeg er ved at være helt med på A L L E zumbarutinerne, og ikke længere ligner en komplet idiot!

…jeg har været så heldig at få to smukke piger der gør mig blød om hjertet og stolt med stolt på!

…vi (endnu) ikke har haft efterårsstormskader!

…jeg har både friskbagte peanutcookies og müslibarer i skabet (men kan holde mig nogenlunde fra dem)!

…jeg er gift med en komplet tåbe, der får mig til at le højt og inderligt. Hver dag!

…der er så meget i denne verden der gør mig glad, lykkelig og tilfreds!

søndag den 31. oktober 2010

Ode til min mand. Eller nå´ed…

Nogle kvinder er gift med romantiske mænd.

Mænd, der køber langstilkede, røde roser. Mænd, der dækker bordet med levende lys og spiller stille musik i baggrunden. Mænd, der gør sig umage for at fortælle deres kvinde hvor smuk hun er.

Jeg er gift med Søren.

Han er mere sådan typen der ikke kan køre op ad en rulletrappe i et stormagasin uden at indtage surferposition. Typen der tror at havetraktorakrobatik gør indtryk på en kvinde. Typen der kan trække en flabet kommentar frem i hvilken som helst sammenhæng. Typen der kalder mig sin “bitch” offentligt uden at fortrække en mine. Typen der finder guitaren frem efter aftensmaden, og synger mig en stille serenade.

Denne her, for eksempel.

Jamen, er der da noget at sige til at jeg elsker ham…………….?

Double jackpot!

Jowjow. Den var go´ nok. Nu har vi to stafylokok-inficerede børn i husstanden.

Til gengæld rendte Søren og Asta vist også ind i Nordjyllands mest grundige og behagelige vagtlæge, så nu er Asta sendt hjem med medicin til behandling af stafylokokkerne, Fucidin til sit eksem og gode råd omkring samme. Det betyder så også at hun i aften bliver sendt i seng med fed, hvid creme omkring øjnene, og bomuldshandsker på, så hun ikke kan kradse sig selv til blods i søvne. Stakkels barn…

Lad nu bare resten af søndagen blive nådig! Nu gør jeg i hvert fald mit, og kører lige straks ind og handler til en omgang hjemmebagte peanutcookies.

Hvis ikke nu – hvornår så?

Hvorfor ikke…?

Alt det sjove fortsætter i dag. I skrivende stund sidder Søren nu hos vagtlægen i Hjørring - denne gang med Asta, der vågnede op med gammelmandsrallende hoste, høj feber og blister ved munden.

Første tanke var helt logisk: Stafylokokker. Hvorfor ikke? Når Agnes nu fik dem konstateret i går, ville det være mærkeligt at det ikke er dem der også har bidt på Asta.

Det er jo en superweekend dette her.

Og jeg får let krampe i hænderne, af at gå med konstant krydsede fingre for ikke også at blive smittet. Jeg skal jo starte på job d. 9., for pokker!

Hm. Nu ved jeg i hvert fald hvad min sidste uge som ledig skal gå med, for stafylokokker er åbenbart så smitsomme, at Agnes ikke må komme i skole før engang onsdag eller torsdag – og nu må vi så se hvad dommen er med Asta.

Whoop-di-friggin-doo……

lørdag den 30. oktober 2010

Som perler på en snor

Denne weekend er hidtil ikke gået helt som planlagt. Den skulle have været rolig, fyldt med nydelse og ingen stress og jag. En perfekt afslutning på en dejlig ferie.

Hø.

Det startede faktisk allerede i går. Vi kørte i samlet trop til Brønderslev for at vinterekvipere pigebørnene, og det var hyggeligt. Desværre fandt vi ikke andet end vinterjakkerne til dem, men de var altså også fine.

Kodeordet her er “var”. Pigerne fik dem nemlig på allerede i butikken, for de var helt forgabt i dem. Dét var der jo som sådan ikke noget galt i – bortset fra at vi på hjemvejen var så “heldige” at møde en omstrejfende hundehvalp som vi lige ville følge hjem til ejeren, så Søren og pigerne gik afsted, mens jeg blev ved bilen.

Små 15 minutter senere kom pigerne tilbage. Dækket fra top til tå i mudder – og Agnes med småbitte huller i den nye jakke. Stort set samme størrelse som småbitte hvalpetænder. Og mudderet var placeret i et mønster der grangiveligt kunne passe med hvalpepoter. Fra støvlespids til op på brystet.

Sjovt nok havde de hvalpen med tilbage, men ikke Søren. Han stod nemlig i mudder til anklerne, og hjalp hvalpens ejermand med at hive/skubbe/tvinge en fastkørt bil op ad selvsamme mudderpøl som tøserne nu havde halvdelen af på tøjet.

Okay så. Hjem og smide pigerne i bad, og de nye jakker (“Kr. 950,-“ - “*Gisp!* Bare på beløbet…”) i vaskemaskinen.

Resten af fredagen gik uden problemer. Men så blev det lørdag.

Søren var ikke hjemme, så jeg troede (fejlagtigt) at pigerne og jeg bare skulle råhygge dagen væk.

Så brækkede Jagger sig tre steder på stuegulvet. Og mens jeg tørrede bræk op kunne jeg høre en meget tydelig, og velkendt, hyletone i det fjerne. Dén hyletone indikerer at stokerfyret er gået ud, såeeeeh… skulle jeg ikke lige tage at starte det igen også?

Jeg kom da ind igen. Kun for at kigge nærmere på Agnes´ snottede næse, og ringe til vagtlægen for at høre om ikke jeg kunne smøre hende i et-eller-andet.

“Det kunne godt lyde som stafylokokker… Vil du gerne have kigget på hende?”

Tjaaaah, hva´ tror du selv, Bette Mand?

Ud i bilen, afsted til Hjørring en time herfra, ind til vagtlægen for at få bekræftet og sendt en recept til Apoteket i midtbyen, drøne afsted inden apoteket lukkede 25 minutter efter endt lægebesøg, ende i trafikalt H E L V E D E i Metropol, nu kun 15 minutter før apoteket lukker, halvløbe gennem Østergade, et kort øjeblik panikke over kun at møde en låst dør, men derefter ved et rent svineheld finde en vagtluge i en lillebitte opgang jeg slet ikke anede fandtes…

*Og puuuuuuuuust ud igen, Kirsten…*

Nu er der ro på igen. Og jeg er stik mod alle odd´s i et dejligt humør.

Er det ikke fantastisk?

fredag den 29. oktober 2010

“Kom! Så tager vi røven på dig – med et smil…”

Er det bare mig, der synes der er noget lorent ved 97% af de reklamer der kører over TV-Shoppen? Lad nu bare være – du ser dem også af og til…

Helt ærligt; hvor mange plastic-fanden´er kan en helt almindelig husholdning i virkeligheden have brug for? Jojo, så kan de både snitte, hakke, findele og what have you - men det kan min køkkenkniv altså også, og den er både betydeligt billigere, og fylder langt mindre i mit miniputkøkken.

Dér blev jeg sidetracked for en stund. Sorry. Dét der egentlig fik mig til tasterne var nemlig noget der slår mig som et svindelnummer af de allerværste. Rent plattenslageri, og (i mit jyske sind) noget kun de allerdummeste falder for.

PostalGold!

Jowjow. Det er nemt. Du sender bare dine værdigenstande afsted med posten til folk der smiler bredt på den tyske, synkroniserede, Werthers Echte måde, og så sender de dig penge tilbage for aaaalt dit guld. Måske.

Er jeg for kynisk?

Eller er det de mennesker der benytter sig af “tilbuddet” der er åbentsindede? Blåøjede? Naive? Eller har de bare god forretningssans?

torsdag den 28. oktober 2010

En ny start

Jeg ryster stadig i hele kroppen. Tænk, at være så heldig!

Nu, uden overhovedet at have haft noget der bare lignede en mistanke om det da jeg vågnede i morges, starter jeg på et nyt kapitel i mit liv. Det lyder måske overdrevet, men det synes jeg ikke det er.

Ledighed kan være dræbende, langsommeligt, deprimerende, stressende og søvndyssende. Det rigtige arbejde kan være lykkegivende, udviklende, øjenåbnende, horisontudvidende og netværksskabende.

Jeg håber det er det rigtige arbejde for mig. Det tror jeg det er.

Jeg starter d. 9. november – og skal arbejde med flygtninge med PTSD*. Jeg er ansat som pædagog med ansvaret for de kreative værksteder, og skal arbejde med udredning og afklaring af de pågældende flygtninges fremtidige situation på arbejdsmarkedet.

Og jeg glæder mig!!! Det bliver garanteret hårdt, men det bliver også spændende, udviklende og garanteret fedt.

Hurra for mig! Og for hende der sprang fra.

*Post Traumatic Stress Disorder, for de af jer der måske ikke vidste det i forvejen

JAAAAAAAAAAAAA!!!

Hvad er odd´sene for dét???

Jeg fik det alligevel! Hun sprang fra! *størte, fedeste, lykkedirrende smiley in all of the motherfucking world!*

onsdag den 27. oktober 2010

Onsdagsfryd

I morges da jeg stod op var jeg seriøst fredagstræt. På en onsdag. Der var bare a.l.t for mange ting på min to-do-liste for dagen, til at det tegnede til at blive sådan en rigtig fed dag. Tanken om zumba i aften holdt mig oppe. Men.

Så bankede posten på døren. Med en pakke. Pour moi!

Jeg havde jo glemt det! Jeg havde lavet en “dytdyt, ska´ vi byt´?” med Karina, og se lige her hvad hun sendte mig retur for en omgang grønt læder…

Først så bunken sådan ud:

001

Og tænk, hvad den gemte på af farver og mønstre!

003 004      005 010 002 007 006 009 

008

011 

Nu blev min onsdag pludselig helt anderledes. Tak, Karina!

…men gad vide, om jeg nu får lavet alt det jeg egentlig skulle???

tirsdag den 26. oktober 2010

Efterår

Det er over os. Stormene, regnen og frosten er sat ind. På de små indfaldsveje omkring os er der massive mængder af vand på vejene, som vanligt på denne tid af året.

Det er efterår. No doubt about it.

Men det er ikke skidt det hele. På plussiden er det nu tid for græskarlanterner, nedrullede persienner, levende lys i stuen både morgen og aften, hygge under varme tæpper – og dette her…

001

Kartoffelsuppe. Med sprødstegt bacondrys og friskklippet purløg. Dét er et måltid der er en konge værdigt.

Vi får det året rundt, og i rå mængder – men det smager bare ligesom lidt bedre når regn og rusk regerer udenfor.

På skolebænken

Jeg har haft den udsøgte fornøjelse at være med mine piger i skole i dag. Flere gange om året holder de nemlig åbent hus derinde, og tænk, jeg var så heldig at det lige faldt i min ferie denne gang.

Nu ved jeg så hvordan et par dansktimer i Agnes´ 1. klasse forløber (lopper(!), siger jeg bare. Hvis jeg havde været klasselærer, var jeg nok forfaldet til at rive armen af en enkelt, og tæve et par af de andre med den blodige, trevlede stump…*), og jeg har såmænd både talt vokaler, klappet stavelser og lavet lektier med poderne. Når de altså kunne sidde stille og slå ørerne ud.

Ligeledes var jeg så heldig at komme med på ekskursion med Astas 3. klasse. Turen gik til den lokale kirke, for børnene har forsøgt sig udi egne “kalkmalerier” i billedkunst, og vi skulle så afsted for at se på The Real McCoy. En tur i kirketårnet blev det såmænd også til (bare ikke for undertegnede, for hun er en højdeskræk kryster), og en hel masse spændende lærdom omkring kalkmalerier og historien bag.

Det var rigtig hyggeligt, og hvor er det dog dejligt at få lov at være en flue på væggen, i en del af ens børns hverdagsliv man ikke normalt får lov at opleve.

Men hvis jeg nogensinde roder mig ud i at ytre noget om at “det da kunne være interessant at undervise i de små klasser, og nu vil jeg være folkeskolelærer” – så skyd mig.

*Neeeeej, jeg var ej! Lad nu være med at gå bananas, derude i speltsegmentet. Det var bare for schåu, ikke?

mandag den 25. oktober 2010

Midtpunkt; mellem middel og sløv

Dér har mit energiniveau ligget stabilt i dag. Det gør altså noget ved ens formåen, når man har et sløjt barn hjemme.

Dialogen har været sindsoprivende:

“Dét der ønsker jeg mig!” (ytres hver gang der er reklameblok på Disney Channel, Nickelodeon eller Boomerang)

“Må jeg bede om noget mere varm cacao?” (ytres hver gang koppen er tom)

“Har vi ikke andet end dét?” (ytres ved tilbuddet om mad af divergerende art)

“Skal vi ikke spille Nintendo sammen?” (ytres ved mindste tegn på at moderen kunne tænke sig at rejse sig fra sofaen og få lidt fra hånden)

“Hvornår kommer Asta hjem?” (ytres når moderen stik mod forventning gjorde som hun lagde op til, og rejste sig fra sofaen…)

Nu er Asta så kommet hjem. Nintendoen er nærmest rødglødende. Barnet er trakteret med både skinkeboller, pølsehorn og lidt syntetisk sukker-og-farvestof. Hun har omtrent drukket en liter varm cacao i dag. Og jeg ved at hun ønsker sig stort set alt hvad det danske legetøjsmarked har at byde på, så december bliver nem i år.

Hun er dejlig, og jeg elsker hende. Men jeg håber hun er frisk i morgen…

Ach, du lieber…

Og hvorfor skulle vi så ikke også starte hverdagen op igen på en blid og nænsom måde; med en sygedag til Agnes? Hm?

Hun virkede allerede temmelig mat i aftes, og nu sidder hun i sofaen med varm cacao indenfor rækkevidde. Med rusten stemme og halvvarm pande.

Velkommen hverdag.

søndag den 24. oktober 2010

Stakkels børn…

Nu er ferien forbi. Helt officielt. Sengetiden er igen fornuftig, madpakkerne er under forberedelse og vækkeuret ringer forbandet tidligt i morgen.

Men de havde en god sidste feriedag. Morfar og Hanne hentede dem ved 13-tiden, for forude ventede Egon, Benny og Keld i 3D-version – og fileme også en omgang fornuftig aftensmad. Mickey D´s styrer jo for vildt, altså!

Bare synd, at Asta nu er kommet i den alder, hvor det der fyldte mest ved hele oplevelsen var, hvor “piiiiiinligt” det var at have en Morfar der beder om kniv og gaffel til sin burger…

Godnat – og sov godt.

Søndag med udbytte

Det er utroligt, hvad man pludselig kan få lavet på en lille søndag eftermiddag – blot fordi hjemmet er tømt for børn.

Bukserne blev færdige, og fine tilmed.

003

004

Farverne er lige som Agnes vil have dem, det er jeg slet ikke i tvivl om. Selve snittet på buksen er i allerhøjeste grad et hit, det kan jeg se når Asta har sine på, så det bliver absolut ikke de sidste af slagsen.

Men om jeg fik syet mere? Næh, du. I stedet hoppede jeg i en kæmpestor balje med mel, honning, klid, gær og alskens kerner og frø - så nu er de første grovboller i ovnen, og i en skål på køkkenbordet står en grahamsdej og venter på at blive pakket om pølser til madpakkerne.

Derudover kører vaskemaskinen på overarbejde, opvaskeren ligeså, støvsugeren er blevet motioneret og om lidt skal der gøres rent i fugleburet og der skal tørres støv af i det store bur vi andre befinder os i.

Det er jo pludselig hverdag igen i morgen. Hvordan skal det dog ikke gå…?

Gid man altid havde så megen tid til overs…

Jeg nyder stadig ferien i fulde drag, og således har jeg igen i dag fundet tid til at finde symaskine og overlocker frem. Det er skønt!

002

Rodet i baggrunden må man så tage i stiv arm. Det pynter ikke ligefrem, men jeg bilder mig ind at det er nemmere at lade strygebrættet stå fremme, når jeg alligevel skal bruge det med jævne mellemrum til den lille systue. I virkeligheden er det vist mere fordi jeg ikke gider bære det ind på plads…

I dag er det Agnes´ tur til at få udvidet garderoben. Hun skal have et par bukser af samme slags som de lilla jeg syede forleden til Asta – men nu bare i en skrap pink version. Man er vel syv, og har en mindre hær af prinsesser boende i maven.

001

Hvis jeg er heldig, når jeg at starte på lidt mere end blot bukserne. Jeg har masser af materialer i gemmerne, så det er vel bare et spørgsmål om at hive idéerne frem i lyset og komme i gang.

Jeg tror jeg har heldet med mig i dag. I eftermiddag når jeg måske at have huset helt for mig selv, for Søren har lovet at hjælpe nogle venner med murerarbejde, og pigerne er inviteret en tur i biografen med Morfar og Hanne.

Herligt for dem – og herligt for mig.

God søndag derude!

lørdag den 23. oktober 2010

Og 1-2-3…

…så havde vi pludselig to græskar mere på fortrappen.

005

006

Det er Astas med de firkantede øjne, og Agnes´ med den søde skæve næse. De er da fine – og det bedste ved det hele er, at de selv både udhulede, fandt på og skar mønstret (med en smule inspiration fra www og hinanden).

Hvis du selv tænker på at lave græskarlanterner en af disse dage, findes der et væld af fine skabeloner og billeder til inspiration derude på nettet. Det er slet ikke til at lade være.