lørdag den 8. december 2012

Float

Jeg skriver ikke herinde. Igen.

Det føles ikke som “mit sted” længere. Eller bare lige nu. Jeg ved det ikke.

Jeg er opfyldt af det derude hvor man rigtigt lever, ånder og trækker vejret; der hvor man også er ramt af juletravlhed, arbejdspres, hverdagslogistik og …bare, livet.

Det har jeg det rigtig godt med lige nu, og gider ikke gå rundt og have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige får skrevet noget herinde.

Jeg tror bloggen dør snart. Måske genopstår den et andet sted, måske ikke. Mine tanker skal lige tage ordentligt form, for lige nu flyder det hele lidt sammen for mig.

Så lige nu tænker jeg lidt over det. Igen.

Og imens kan I jo tage lidt pausemusik…

torsdag den 15. november 2012

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...

onsdag den 14. november 2012

The act of killing

Jeg har set film i dag.

En af de mest absurde, uhyggelige beretninger jeg nogensinde har set - om et samfund med en fuldstændig forvrænget virkelighed.

Om magthavere gennemsyret af råddenskab, og om at man kan konstruere et lands historie som man vil - hvis bare man har våben, muskelmasse og penge nok.

Om et ødelagt normalitetsbegreb, afstumpede voksne og børn der udsættes for forfærdelige syn og oplevelser.

Og så var det ikke en gang fiktion.

Jeg ved ikke rigtig om jeg vil anbefale The act of killing.

Den er grum. Den er grim. Den er grotesk.

Du kan ikke undgå kvalme, tårer og en trang til at forlade filmen inden du har set halvdelen.

Og så er den vel egentlig også på sin vis nødvendig, i denne sære verden.

Det ville jeg ønske, den ikke var.

tirsdag den 13. november 2012

Dance

Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:

Jeg elsker den.

Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.

Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.

søndag den 11. november 2012

Indbydende

Mit broderigarn har ligget i en stor, sammenfiltret klump a.l.t for længe, og det har bestemt ikke indbudt til kreativitet.  Jeg har simpelthen ikke orket at skulle bruge minimum 30 minutter på at redde lidt garn fra filten, inden jeg kunne komme ordentligt i gang.
Nu er der anderledes styr på det. Takket være Pinterest, hvor ideen her var lige til at hapse.
Nu virker det hele pludselig anderledes indbydende - og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke jeg hopper i et broderi igen meget, meget snart...

tirsdag den 6. november 2012

Lige på vippen

Jeg har før stået overfor begivenheder i mit liv der har markeret en ændring; gode såvel som onde.

Jeg følte mig virkelig …mærkeligt til mode, da jeg fik min første menstruation. Ikke voksen, bare anderledes.

Jeg følte mig lidt mere voksen, da jeg gik fra tætsiddende sportstop til rigtig bh. Og vældig meget voksen (as if!), første gang jeg sådan rigtig sagde fra overfor min far.

Jeg blev rigtig voksen den dag jeg blev mor. Hvis man altså nogensinde bli´r det, sådan helt og aldeles.

Det var også en skelsættende begivenhed den dag vægten ændredes fra 69 til 70 kilo. Jeg var rædselsslagen. I dag (og ja, det er mange år senere) ved jeg at det skulle blive meget værre, og at jeg skulle ha´ haft en beroligende lussing dengang – men sådan bliver man jo klogere med alderen.

Det var blandt andet også skelsættende da jeg

  • blev gift
  • fik mit første rigtige job
  • fik kørekort (hey, jeg har ikke lovet det blev i kronologisk rækkefølge, dette her. Jeg ranter jo bare…)
  • første gang talte foran en større forsamling uden at blive ramt af kvalme og voldsom rødme
  • oplevede en i nærmeste familie blive ramt af alvorlig sygdom
  • endelig endte med ikke at være bange for min svigermor
  • startede med at ryge
  • stoppede med at ryge
  • startede med at ryge. Igen
  • stoppede med at ryge. Igen

Og nu? Nu tror jeg en ny tærskel venter.

Jeg er simpelthen begyndt at høre p4. Og tage bh´en af, når jeg kommer hjem efter fyraften.

Er otium´et så det næste??!

Pinlig power

Læste lige gårsdagens ord fra Fuhrmann. Kæft, hvor det bare ramte plet med hvordan jeg nogle gange synes hverdagen er.

Jeg gad helt vildt godt være sådan én der brød med alt det voksne og legede at jeg var Britney når jeg gik på Joe & The Juice. Hell; jeg gad bare godt være sådan én der gik på Joe & The Juice.

I stedet er jeg ret meget sådan én der bare lige tømmer opvaskeren, sætter en kulørtvask mere over og smider mig i sofaen til Grey´s Anatomy og Et umage par. Ikke at der er noget galt med hverken Meredith eller Dharma, men det ville da for fanden være befriende hvis man bare en gang imellem turde handle ind i Fakta sådan her...


Jeg har drømt om det mange gange, men har måske bare ikke modet. Eller én at være modig sammen med, som deler dén form for humor. I virkeligheden noget pjat, for jeg kan jo bare øve mig i det små...

Pinlig power, hedder det også - og det er helt klart noget jeg skal til at gøre noget mere i, og så bare skide hul i, hvad omgivelserne tænker om mig! Jeg burde måske bare være startet noget før, for jeg er gift med én der har udøvet kunsten i mange år, men uden at vide at det var dét han gjorde.

Jeg kan mærke at det første jeg bli´r nødt til at gøre, er at anskaffe mig et fake overskæg. Det er trods alt Movember, og alt er bare sjovere med moustache.

Også en tur i Fakta.


fredag den 2. november 2012

Det bugter sig i bakke, dal…

Både gamle Danmark, livet generelt og mit energiniveau. Nåja, og kreativiteten.

Jeg er muggen røv lige nu.

Jeg har været i gang med et patchwork-juletræstæppe i nogen tid nu; en gave til min fars søde kone (nej, vi bruger ikke “hustru” herude på landet) som jeg har lovet hende er færdigt senest d. 16. december. Det skal jo lige nå at komme under træet, ikke?

Nåmmen, der har såmænd været pænt meget klippe-skære-sy-presse arbejde allerede. Og det ligner LORT. Jo, gu´ gør det så.

Så nu starter jeg forfra. Crap. Med nye stoffer, nyt design, nye mønsterdele, ny idé. Men samme grundform og samme farver.

Crap igen.

Det skulle jo bare ha´ kørt som pik i Grethe. Og det gjorde det vel egentlig også – det blev bare ikke æstetisk flot, som jeg havde forestillet mig det. Det blev rodet, meget lidt kønt og overheleho´det ikke julet.

*Hrmpf*

Nu skider jeg det hele et stykke i aften og i morgen, og så kan jeg starte igen søndag. Det burde være tidsnok – og hvis jeg tager fejl, må jeg jo bare knokle igennem de sidste dage inden tæppet skal være færdigt. Jeg har jo så ofte bildt mig selv ind at jeg arbejder bedst under pres…

Nu kan jeg hælde en kop the op til mig selv, og ramme sofahjørnet sammen med Agnes. Netflix er altid villig til at underholde mig, og i morgen tidlig tager jeg på smykkekursus. Så skulle jeg nok være distraheret fra det skide tæppe så længe!

torsdag den 1. november 2012

Har du talt med din hjemløse i dag?

Hvis ikke, så véd jeg hvad du skal i morgen. Eller i overmorgen, eller…

Du véd jo godt hvor han står, din lokale “Hus Forbi” sælger, ikke? Gør lige ham – og dig selv – en stor tjeneste, og køb 2013-kalenderen, næste gang du ser ham.

001

Jeg har læst mig frem til, at fyren på forsiden her er Arne. Arne er 61 år gammel, og bor i et af de skæve huse på Svenstrupgård. Jeg tror ikke Arne har det nemt, men jeg ved at han garanteret har det en hel del nemmere end den fyr jeg købte kalenderen af. Han var nemlig ikke så heldig, at han kunne få lov at sove under et tag hver nat.

“Det er ikke så slemt”, sagde han. “Man skal bare have godt med varmt tøj på – og så håbe at det ikke regner eller blæser for meget. Det er dét der gør at det bli´r koldt nogle gange…”

Han var lykkelig for at sælge en kalender.

Tænk, for hver kalender han sælger, får han lov at beholde den svimlende sum af 30 kroner til sig selv. Så kan han købe sig et pakke rugbrød, en billig spegepølse og en håndbajer i Fakta.

Jeg får en kalender til 50 kroner, en mulighed for at blive klogere på nogle af livets skyggesider og chancen for at gøre en uheldig mand glad.

Mine børn får åbnet øjnene for det faktum, at ikke alle her i Danmark er lige godt stillet, og de får lysten til at læse om Arne og alle de andre på Svenstrupgård. Men det kan godt være de ikke får både chips og chokolade fredag aften, for de penge har deres mor soldet op på en kalender med en gammel, tynd mand på forsiden.

Det er i virkeligheden ikke nogen dårlig handel, synes jeg.

………………………………………………………………………

Og forresten: Hvis du nu ikke får købt hverken kalenderen eller denne måneds Hus Forbi (avisen), kan du jo overveje om du har muligheden for at donere et beløb til sælgerne af den udmærkede udgivelse. De har brug for varmt overtøj og solide støvler, for de er jo ganske givet at finde på vejene både dag og nat – og det er altså snart vinter.

Støt de hjemløse med et bidrag på konto 9541-10155088 i Danske Bank. Så tror jeg, jeg skulle hilse og sige tak!

mandag den 29. oktober 2012

You can feel it all ååååååuuuveeeer...

JA, for fanden! Jeg kan nærmest ikke sidde stille af bar begejstring!!
 
De der tåber; dem der si´r at teknologi er noget bras, og at man bare skal ud i den friske luft - de skal tage at holde deres forbandede k***, og åbne øjnene en gang.
 
Der er jo friggin´ koldt derude. Og sensommer; dét er det i hvert fald ikke. Det er vinter, er det - og lige om lidt er der garntrisse sne op under armhulen og blå, frosne tæer.
 
Og skal de nok lære det, tåberne. Teknologien redder os. Så længe vi har Spotify kan vi hygge os der hvor husene er hule, stearinlysene tændte og theen rinder ad libitum. Og så holder vi fest. Døgnet rundt. For alle vores gamle venner gider godt spille op til fest, og jeg gider godt høre på dem.
 
Lige nu lytter jeg til denne her, hvis du ikke allerede havde fanget den...
 

Nåja. Og Marvin Gaye, hvis der skal romantik (eller bare lir) på drengen. Og rigtig høj punk når jeg skal af med aggressioner. Og meget, meget andet.
 
Og er der jo det dér Netflix, nu vi er ved teknologien. Jamen, *halleluja* hvor er det dog fedt!
 
Giv os lige en lille måned (nåehja, det har de jo allerede gjort...), så tror jeg vi er klar til at sige tv-pakken op. Jeg har jo nærmest ikke lavet andet end at voldtæske de første mange afsnit af Prison Break igennem, siden vi bestemte os for at teste skidtet for en lille uge siden. Århhvad...
 
Jeg tror faktisk jeg kommer til at sidde og glæde mig en lille smule til det der vintervejr. Tænk, hvad det ikke kommer til at byde på af hygge. Indendørs.
 
Marvin Gaye og Wentworth Miller. Holy moly. Det må utvivlsomt ende med daglige, kolde brusebade....

lørdag den 27. oktober 2012

Mon man nogensinde bli´r rigtig voksen…

…når “man” konsekvent fanger muligheden for fri leg, hver gang “man” finder hår- og skægtrimmer frem?

Så kan man jo lege at man er sherif i Tombstone for en stund

002

…og sådan en smiler aldrig. Han prøver at holde masken hele tiden. Også selv om han har Søren Brun hår på toppen.

Og bagefter, når man ikke længere kan lade være med at grine, og forøvrigt hygger sig med at synge højt og falsk på badeværelset, kan man jo også lege hyggelig Bent Betjent. Ikke?!

003

Avec komplet nørde-look.

Gudskelov ligner han sig selv igen nu. Jeg ville sgu blive lidt skræmt over at vågne ved siden af både den ene og den anden i morgen tidlig.

…!

……?

………?!

Crap. Kom i skrivende stund i tanke om, at det er movember lige om lidt. Bare han nu ikke var i gang med at varme op til endnu et underligt overskæg??

Sagen og tanken er jo god nok, ingen tvivl om dét – men synet! Oh, the horror…

torsdag den 25. oktober 2012

Græskar-geek´ery

Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.

Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:

008

Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!

Måske det er dét weekend´en skal gå med?

Den hemmelige ingrediens

Vi spiser sent i aften. Torsdag (og tirsdag, for øvrigt) er håndbolddag, så der skal først mad på bordet når alle familiemedlemmer er i huse igen.

Jeg har aldrig helt forstået de familier der spiser forskudt og i hold. Uanset næsten hvor sent det bliver vil vi altså spise sammen her. Desuden sker der ikke noget ved at holde det store måltid lidt på afstand, hvis bare man får en rugkiks eller to med ost på ved 18-tiden. Spørg bare Agnes.

Så vi kører sydlandsk stil et par gange om ugen. Det fungerer. På dén måde er der også mulighed for at få vaskeægte slowfood med jævne mellemrum, og dét er ikke så ringe endda. Jeg ved ikke med de andre (læs: børnene), men jeg kan sagtens få nok af alle de gengangere der kan bakses sammen på 30 minutter eller deromkring.

(Det faktum, at vi så også i aften ender med at spise ved sofabordet fordi spisebordet er fyldt med vasketøj i sirlige bunker det er så hyggeligt, behøver vi vel ikke komme ind på, vel?)

(Det kunne jo være fedt, hvis jeg kunne give indtryk af at være den der wannabe italiano overskudsmamma med egen sugo-opskrift og hele svineriet. Det har jeg da. Næsten.)

004

Nåmmen okay. Så er det måske i virkeligheden meget mere bosnisk end italiensk …og en hel del mere halvfabrikata end homemade. Men for catan, hvor det smager! Himmelsk, siger jeg jer!

Vi spiser mere Ajvar end pesto her i huset, og dét siger ikke så lidt. Hvis du aldrig har fået det før, så besøg din lokale, venlige, etniske whatever. Hvis han har en minikøbmand/grønthandel i et kælderlokale nær dig, og får frisk arabisk brød hjem et par gange om ugen, så snup et par poser brød og et glas Ajvar med hjem næste gang du kommer forbi.

Du fortryder det ikke. Et par skefulde af det i en kødret, som dip til grøntsager eller som smørelse på brødet? No matter.

Nåja. Og til jer der også tænker på hvad I kommer i munden:

006

Der er altså ingen kemiske fiksfakserier hér. Du slipper bare for at gøre arbejdet med at snitte, hakke, skære, simre og koge ind i timevis.

Det bliver din nye hemmelige ingrediens, der får alt til at smage som slowfood.

………………………………………………………………………………………………………

Og for en god ordens skyld: Dette er ikke et sponsoreret indlæg. Ajvar passer bare godt til mine/vores smagsløg, og jeg har flere gange oplevet at have gæster der bad om opskriften på vores specielle “pesto”. De plejer at få et glas i værtindegave ved senere lejlighed. Jeg skal jo lige en tur i “kælderen” først ;-)

fredag den 19. oktober 2012

Efterårsferiefredag

Vi har ferie. Jo, vi har. Og derfor kan vi gøre som vi vil – og det er præcis dét der sker.

I dag skal min dårlige samvittighed blandt andet tilgodeses. Jeg er a.l.t for ringe til at besøge min gamle mormor, og jeg ved det godt. Desværre tager den ene dag bare alt for ofte den anden, og jeg kommer ikke afsted. Skam med skyld på.

Today´s the day, my dear.

Pigerne og jeg bagte æblemuffins for nylig, og dem tager vi selvfølgelig med. Hun har brug for sul på kroppen, det gamle skind, og måske kan vi lokke en bid af efteråret i hende hvis det er hjemmebagt.

007

Nu tager vi bare rigeligt med, og efterlader et lille lager hos hende når vi kører igen. De smager af æble, kanel, vanille og nødder, og kender jeg hende – og hendes smagsløg – ret, så falder de i god jord.

Det bliver garanteret en dejlig dag. Vi har lavet en underhåndsaftale med min lillebror og hans dejlige familie om at mødes dernede. Mormor ved ikke vi kommer, og dét er kun godt. Ellers ville hun stæse op og ned ad trapper, frem og tilbage, for at finde godter, kager og andet frem. Hun har i virkeligheden bedre af at tage den lidt med ro lige nu.

Vi skal bare være, nyde og tage dagen som den kommer. Det er ikke så ringe endda.

onsdag den 17. oktober 2012

Det' jo ferie...

...og så må man alt. Også lege at man er Rasmus Klumps mor, og vække pigerne når morgenmaden er klar.


fredag den 12. oktober 2012

WwwwwaWROOOOOOMster

Om ganske få dage får jeg min Baby hjem…

Den vinder ingen skønhedskonkurrencer, men i høj grad på komfort og praktiske egenskaber. Og så er det ligesom med ægte kærlighed; den bliver smukkere og smukkere ved nærmere bekendtskab, og når man får øjnene op for dens indre kvaliteter.

Jeg glæder mig til en køretur uden indlagte benspænd. Uden lyde der ikke hører til, og ukontrollerede rysteture – og jeg tænker at den nok ender med at have kørt de første 5.000 km efter en uge, for jeg vil bo i den bil.

Nu skal vi bare sove fem gange mere…

To sider af samme sag



...og begge lige lækre at starte en fredag med. Fik jeg sagt at der er ferie ...lige ...om ...lidt. ?!

fredag den 5. oktober 2012

Fifty Shades of …what?

Mkay.

Jeg hoppede i, da en kollega “bare syntes at det var den bedste bog ever!”. Nåja, og så var det ret tillokkende at kunne sidde og læse (hvad jeg havde kunnet tolke rundt omkring var:) det reneste liderporno, helt legalt. Det´ jo litteratur, jo. Og en bestseller endda!

Jeg kom til side 340. Fordi jeg blev ved med at tro at handlingen, spændingen, alt det åndeløse var på næste side.

Det var det ikke.

Nu har bogen ligget stille i omkring tre uger. Minimum. Stadig med bogmærket i på side 340. Jeg er ikke imponeret, og min lyst til at samle bogen op igen kan virkelig ligge på et meget lille sted.

Jamen, christ.

Dialogen er elendig. Pigebarnet (som jeg ikke engang kan huske navnet på) er skræmmende naivt, uvidende og helt igennem utroværdig i 2012. Mr. Grey himself er bare gudsjammerligt kedelig, libido til trods. Og jojo, de knalder skam hele tiden, og så lidt igen. Det er bare ikke særlig frækt.

Hvor er de lidt lækre beskrivelser der gør, at jeg kan se persongalleriet for mig? For ved I hvad; hvis formålet er at jeg skal tænde på det (og det er formålet, lad os nu være ærlige), så vil jeg s´gu gerne kunne forestille mig Adonis imens. Og hvorfor, når de nu alligevel knalder h-e-l-e tiden, er der så ingen der tør sige “pik”?!

Jeg tror sim-pelt-hen ikke på, jeg får læst det ynk til ende. For mig at se, er det den samme suppe som Barbara Cartland og Victoria Holt satte over i den litterære gryde for mange, mange år siden:

Persona 1: Magtfuld, hovedrig, lettere sadistisk/egocentrisk mand, gerne lidt moden og gråsprængt – og fuldt bevidst om egen hypnotiske, dragende sexappeal

møder

Persona 2: Ung, uerfaren, ærbar, elfenbenshudet gudinde – uden tanke for egen guddommelige ynde og skønhed, men dog alligevel med dådyrøjne, bævende underlæbe og hævende barm

Jamen altså. Hånden op, alle de der allerede véd hvordan denne historie kommer til at udarte sig! Selv den smukke, erfarne, elegante verdenskvinde af en bedsteveninde er med heri, goddammit.

Og kom så frisk, alle I der allerede har læst Fifty Shades til ende. Tager de røven på mig, hvis jeg læser videre? Er det umagen værd? Tager jeg fuldstændig fejl, når jeg fremturer med mine fordomme om letfordøjelig, semiromantisk, erotica chick-litt?

Sker. Der. Noget. Uventet. ???

Jeg lover at læse den færdig, hvis det er tilfældet. Ellers får den sgu lov at hvile ved side 340…

onsdag den 3. oktober 2012

Wannabe Wilhelm

I denne store, vide verden findes der mange hobbyer, aktiviteter og fritidssysler man kan give sig i kast med.

Nogle er ganske fredelige og ufarlige,

…nogle er mere dødsforagtende,

…nogle sjove,

…og nogle mere i zen-afdelingen.

Og så er der dem der bare skiller sig lidt ud. Som rollespil eller partnerbytte (kartoffel-kartoffel?!), for eksempel. Dét er vel stadig ikke blevet helt mainstream, er det?

Nåja. Og så er der dem der ikke har vundet stort indpas endnu, men som stadig få folk til at hæve det ene øjenbryn i let skepsis, undren og overraskelse når de hører om det. Som Sørens nyeste hobby.

001

Bullseye! Og nej, manden går ikke til dart.

002

003

Vi taler bueskydning her. Med compoundbue. På øverste billede er pilen ved siden af æblet blot sat i for at man kan se den faktiske længde derpå – men vi kom til at se flamingopladerne fra siden bagefter, deraf nederste billede.

Han har nu skudt i et lille stykke tid, og skulle egentlig have haft lov til at have den hobby for sig selv, og i fred for at komme på en tøseblog - men æblet blev ramt så godt at jeg blev nødt til at tage et billede af det.

Han er da ret god. Men jeg har forbudt pigerne at tage æblet på hovedet, hvis han spø´r…

mandag den 1. oktober 2012

Åh, Hybris …din lede kælling

Nåmmen, så sagde vi jo at jeg var en lille bitte smule lettet over at pigerne ikke længere går til dans. Blandt andet fordi jeg så slap for at køre frem-og-tilbage, frem-og-tilbage flere gange om ugen, og fordi vi ikke længere skal sidde til mastodont-lange konkurrencedage i Ry-hallen ….men mest fordi pigerne ikke længere var glade for det.

Og så startede de til håndbold. Og mor var glad, for nu var det billigt (Ingen matchende konkurrenceoutfits, pluralis. Ingen specialsko. Ingen monsterdyre danseforestillinger, ditto workshops og hytteture - med mere tøjindkøb til følge. Cirka en fjerdedel af prisen for medlemsskabet pr. sæson. Yay!), det var nemt (kørselsordninger styrer. Yay!) og pigerne elsker det (dobbeltyay!).

Alt var godt. Og mor var glad.

Nu har de fået udleveret kampoversigt. Begge to. *Hårh!* Farvel til langsomme søndagsmorgener, god tid og muligheden for at sove længe.

Første kamp var i går. Og hvem tror I lige fik æren af at få holdets kampuniformer med hjem dér. Nemesis!

_________________________________________________________

P.s. Jeg har allerede været ude og investere i både håndboldsko og –bolde til dem. Kachinnnnng! 1.100,- lige op ad lommen. Måske er det heller ikke så billigt i drift som jeg gik og troede…

søndag den 30. september 2012

Ingrid Marie

001

Trods det smukke navn og det indbydende ydre, har de aldrig været blandt mine favoritter. Og dét til trods, har vi et træ i haven der snart mister et par af grenene under vægten af alle de fine æbler der lyser flot rødt derpå.

Jeg gider ikke spise dem. De siger mig ingenting.

I tidligere sæsoner er æblerne blevet brugt til mos, tærter, muffins og most. Og fuglefoder.

Mosten var helt klart det største hit, og jeg drømmer stadig om eget mini-mosteri og en æbleplantage der strækker sig langt ud over markerne …eller bare to-tre træer mere end vi har nu ;-)

I år bliver det ikke til most, og vi har ikke godt af alle de søde sager, så hvad gør man så? Lader fuglene mæske sig som foregående år, var plan A.

Nu prøver vi plan B. Under en hyggesnak med naboen, nævnte hun nemlig de snackboller hun bager til børnenes madpakker - med æbler, kanel og rosiner i. Dét lyder som noget der måske kunne gøre Ingrid Marie nyttig.

Første omgang (efter egen forsøgsopskrift, med de ingredienser køkkenskufferne lige bød på) står til hævning nu. Nu håber jeg bare de bliver nogenlunde, for så må der videreudvikles.

Der er nemlig god plads i fryseren, og lige om lidt har vi efterårsferie og tid til at bage. Det kunne jeg faktisk godt gå og glæde mig lidt til…

lørdag den 29. september 2012

Sagde jeg det ikke nok?!?

Jeg (vil hævde til min dødsdag, at jeg) arbejder bedst under pres. Jo, jeg gør.

Således er nu, ikke én, men to styk hovedbeklædning på vej til Lisbeth. Jeg er ikke sikker på de når dertil inden mandag, men pyt så også med dét. Om jeg er med i konkurrencen er underordnet, men Lisbeth skal have lidt at lune hovedet på uanset hvad.

I får kun detalje-teaser-fotos. Ingen sneak-peak til modtageren hér.

Luk øjnene, Lisbeth. NU!

001

002

Jeg har valgt farver der gør glad, bløde materialer og lidt lækre detaljer.

Nu er der kun tilbage at håbe at modellerne passer, klæder og glæder den skønne Lisbeth…

fredag den 28. september 2012

Gris!

001

Det smager godt – men føj, hvor det sviner. Og så er det sjovt, at hver gang jeg laver stegt flæsk, kommer jeg i tanke om hvorfor det sker så sjældent.

  1. Det koster jo nærmest den bondegård grisen har boet på.
  2. Holdnuop, hvor er det nærmest med livet og synsevnen som indsats! Det sprøjter jo flere meter væk, det skidt. Eksplosivt!
  3. D e t  t a g e r  s å  f r i g g i n  l a n g  t i d . . . . . . .

Dérfor er det kun noget vi får ved ganske særlige lejligheder. Mindst to her i huset sværger til stegt flæsk med persillesovs når de selv må vælge.

I dag blev Søren udlært som murer, så gæt engang hvem der får sin nærmest-livret.

Det gør SVEND. Fandeme så :-)

torsdag den 27. september 2012

Det´ sørme, det´ snart, december…

YEAH, I said it! Og selvom jeg normalt er lige ved at kværke de juletossede der allerede starter på snakken, pynten og gavekøbene i oktober, har jeg i år bestemt mig til at de nok alligevel har fat i den lange ende.

Planlægning styrer. Håber jeg.

Så nu er jeg allerede i gang med indkøb til kalendergaverne, fileme! Faktisk har jeg allerede købt de første nu her i september (in your face, tosser!), og håber jeg kan holde gejsten vedlige et stykke tid endnu. Jeg vil gøre næsten a-l-t for at slippe for de sædvanlige sidste dages panik inden d. 24.

Jeg skal heldigvis ikke finde 48 små pakker, for meget tidsoptimist er jeg ikke. Næhnej; vi kører weekend- eller adventpakker herhjemme. Dét er til at finde ud af, og så kan jeg også tillade mig at give lidt mere pr. pakke, og få nogle gode, brugbare ting med hjem.

Normalt roder jeg rundt i butikkernes udsalgskasser, i håbet om at finde noget dér jeg kan bruge …men i år tror jeg der skal suppleres med andre metoder. Ikke bare til kalenderpakkerne, men måske også til de gaver der skal under træet.

*Pssst…!*

Lad nu være med at sige det til hende, men jeg tror julen i år står i Monster High´s tegn for Agnes´ vedkommende. Til jer der ikke ved hvad det er, så er det Barbie anno 2012. Med attitude. Og hugtænder. Og fede navne! Hvem kan for eksempel modstå et navn som Abbey Bominable?

Monster High, Sweet figure 1600, Clawdeen Wolf

Mød Clawdeen Wolf! – Agnes´ absolutte yndling, som hun allerede ejer flere varianter af. Billedet er lånt hér.

Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan få til de dukker. Lige p.t. er barnets største ønske en Toralei, men hun har været svær at få opsnuset her i nærområdet – så nu hopper jeg på internettet.

Jeg har været flere omkring, men har fundet ud af at de hér har et pænt stort udvalg i blandt andet Monster High, og topscoreren der afgjorde at der bliver handlet meget snart …er denne her!!

Monster High, Adventskalender, 24 bites of Advent

En adventskalender. Med makeup i! Jamen, hvad giver I mig?! Der bliver jo ikke et øje tørt i det lille hjem – og barnet slipper for de sædvanlige vekao-bidder i den normale kalender. *Ydrk* (og nej; det er normalt ikke den prisklasse vi giver kalendere i – men den er simpelthen for god til at lade stå!)

Selvfølgelig surfede jeg lidt rundt derinde*, men jeg tror jeg var heldig med at jeg vidste hvad jeg ville have. Eller også er mit barn ikke alderssvarende. I hvert fald synes jeg, at når jeg taster aldersgruppe ind i en søgning er det en noget blandet landhandel der dukker op. Det er rigtig fint med et stort udvalg, men at smide det hele i én kasse og kalde det “8-11 år”, dét virker lidt ……. rodet? Og jo, selvfølgelig kan man handle via underkategorier, men alligevel.

Og nu vi er i øv-kategorien: Hvorfor har Lekmer overhovedet en “12+” kategori, når der nærmest ikke er noget i den? Jeg havde jo håbet også at kunne putte lidt i kurven til Asta, nu jeg var i gang. Men nej. Det burde ellers være let nok. De handler både med legetøj, spil, underholdning, tøj og indretning til børneværelserne; hvorfor så ikke lidt lækre tørklæder, armbåndsure, skrivebordslamper og tasker til tween´ierne?

Til gengæld (og sikkert fordi det er en svensk kæde, og vi ikke har det i DK endnu – eller fordi jeg ikke er hip og happening) er jeg blevet opmærksom på nogle ting jeg ikke kendte til i forvejen. Lækre ting. Färg og form, for eksempel. Nu har jeg jo ikke små børn længere – men jeg synes altså de ting med skyerne på er så søde, at de sagtens kunne passe til værelset hos pigernes lille fætter…

Det ender vist i virkeligheden med at blive lidt dyrt, dette her…

________________________________________________________

* ”lidt” er vist en underdrivelse. Men hey; jeg vidste jo ikke, at man f.eks. også kan få Monster High knæstrømper, vel? ;-)

Bli´r vist nødt til at hente mig lidt energi inden madlavningen...

Dét kunne jeg jo passende gøre hér!


Jeg er ikke 16 - men den holder nu alligevel. Surrealistisk sjov!

Pis. Part II

Nu kan jeg (igen!) lugte pis! Jeg troede jo det var min trøje ...men selvom jeg skiftede, lugtede det alligevel dagen efter. Og dagen efter igen, ogogog...

Det slog mig, at det da umuligt kunne være alt mit tøj der stank sådan.

Nu har jeg fundet ud af hvad det er. Det er mine støvler. Med lammeskindsfoer.

De stinker. Akkurat som hvis man stikker næsen helt ned i et får; komplet med lanolin, gammelt urin og *adwr*. Nåmmen, det må jo kunne løses, tænkte jeg for nogle dage siden, og gik amok med Rodalon. Ikke én, men to gange.

De stinker stadig. Det er simpelthen ikke til at holde ud, så nu har jeg skrevet til producenten. Jeg håberhåberhåber de kender til en løsning på problemet - ellers ender de smukke støvler i bunden af affaldsposen.

Og skulle der nu sidde en dygtig hausfrau eller to derude, med hemmelige fif vi andre ikke kender til, så er det nu i skal ud af busken! Jeg vil være jer evigt taknemmelig...


tirsdag den 25. september 2012

Kolorit

Jeg kom til at melde mig til dette her for nogen tid siden. Ikke for Kählerens skyld (selvom den da er tæskelækker), men fordi jeg ville ønske jeg selv kunne bede om hjælp på en måde der er til at forstå, hvis jeg befandt mig i Lisbeths situation. Og fordi idéen er god.

Nu er der bare ét lillebitte miniatureproblem.

Fååååååk, hvor jeg synes det er svært! Nøj, altså.

Jeg startede med at tænke (ligesom Lisbeth selv…), at sådan en lille hovedbeklædning, det skulle jeg da snildt kunne klare i en håndevending. Men for fanden da!

Den skal være lækker at have på. Må ikke være for varm eller for kold, og skal laves i et naturligt materiale. Skal passe til ude- såvel som indebrug, og helst også til flere årstider. Må gerne have en vis grad af *pazazzzzzh!* over sig – men skal samtidig heller ikke lede tankerne hen på Zsa Zsa Gabor når Lisbeth går i Brugsen, vel?

Aaarhmen…

Jeg er ved at nå dértil, at jeg trøster mig med den samme (selvbedragende) tanke der fik mig gennem gymnasiet og flere videregående uddannelser:

Gudskelov at jeg arbejder bedst under pres!

Slowfood

001

Det virker i virkeligheden helt åndssvagt, men… nogle dage, når man har allermindst overskud, er det helt rigtige at gøre, at gå i køkkenet og forberede en god gang slowfood.

Jeg brugte 15 minutter i formiddags, på at rense og snitte hvad-grøntsagsskuffen-bød-på, smide det hele i den store sorte med en omgang tomater, gode krydderier og rødvinsrester fra fryseren - og de sidste timer har der bredt sig den lifligste duft i hele huset.

Nu mangler jeg kun at tilsætte kødet og finde på lidt tilbehør, og så regner jeg med at hele familien bliver tilfredse i aften.

Og de næste aftener med, for der er rigeligt.

003

Nåja, og så har jeg småspist af dem her hele dagen.

002

Fordi det skal man. Det står selv i bogen

mandag den 24. september 2012

All in!

Jamen; jeg ved godt jeg har skrevet det før ...og i virkeligheden er min største frygt, at jeg er én af dem, der skal slås med yo-yo vægt hele mit liv* - men det skal blive løgn, skal det!
 
Så nu starter vi (læs; jeg) igen. Fordi jeg har prøvet kostomlægning, motion og alt det andet fornuftige så. mange. gange. før. - men jeg ender altid med at falde i vandet før eller siden, og tage nærmest det hele på igen.
 
Som regel er det noget med en sommerferie, en stribe af julefrokoster eller bare for megen travlhed der rammer mig, og så glemmer jeg al sund fornuft for en tid. Og når det første kilo alligevel er røget på, hvad skader det så med en lille pose lakrids, eller en cola efter aftensmaden? Hver aften... De næste fjorten dage...
 
*Flovhed...*
 
Man kunne ønske sig en rygrad af og til.
 
Nu har jeg gjort noget andet. Jeg har investeret i Bibelen.
 
Spis maven flad af Charlotte Hartvig, ISBN 9788712045649
 
Om det virker? Jamen, det må I da vente med at få at vide.
 
Normalt er jeg jo som sådan ikke typen der tror på at løsningen findes i en bog - men efter at være blevet mere end overbevist af Allan Carr, må jeg jo krybe til ikke-ryger-korset og erkende at en bog faktisk kan være vejen frem. Den 23. december kan jeg holde 1års jubilæum med ubesværet åndedræt, og jeg takker hr. Carr (og Inga, der anbefalede mig bogen) i mit stille sind hver gang jeg går gennem en ildelugtende røgsky.
 
Hvis den der med maven også virker, så bli´r jeg s´gu bibliotekar. Eller prædikant.
 
_____________________________________________________________________________
 
*...når man altså lige ser bort fra de ting jeg virkelig frygter; højder, alt for tidlig død, alt hvad der kan bringe farer i nærheden af mine kære - og stegt lever med bløde løg.

Hvaffornå´ed segment?!

Fordi jeg har været hjemme i dag (sygt barn + sløj migselv = sofadag) kan jeg godt komme til at kede mig meget, at der dukker store (aaaarhmenaltså, gimme some credit for sygdom hér) tanker op på den ene tur jeg får ud af huset; nød-indkøbsturen til henholdsvis Aldi og Kiwi Minipris*.

Nåmmenaltså. Med fare for at få verbale klask lige om lidt, kaster jeg lige en observation ud i æteren hér:

Skal man være lidt grim/bebumset/nørdet/uattraktiv for at arbejde i visse, unavngivne discountkæder? Jeg siger ikke det er nogen af de førnævnte (guderne skal vide, at de stakkels medarbejdere i Kiwi har nok at slås med, med den ærkegrimme grønne uniform. De har ikke brug for at jeg kalder dem uattraktive også), men det kunne det være.

Jeg siger bare, at jeg for eksempel også har lagt mærke til at kassemedarbejderne i Netto som regel er temmelig blonderede unge piger med fake øjenvipper - mens dem der sætter varer på hylderne i samme kæde er mere almindelige i det.

Hyrer kæderne efter en bestemt udseende-device? Og hvad fanden siger det så om mig, når jeg

  1. lægger mærke til forskellen?
  2. handler de forskellige steder?

Hm?!

*Skal det dér “minipris” egentlig også siges når man nævner dem, hva´? Har lagt mærke til at de siger det i reklamerne på tv – men helt ærligt… er det ikke bare lidt sådan discount med fine fornemmelser?!

torsdag den 20. september 2012

Tak til Pinterest

…for inspirationen til dagens fedeste armbånd! I virkeligheden er det næsten totalt rip-off, men pyt. En gang imellem er det vel okay. Hvis ikke, har jeg svært ved at se hvem det så er der har patentet på ideen til alt det kumihimo der huserer på nettet lige for tiden.

Nåmmen, det var det armbånd vi kom fra!

68 sikkerhedsnåle, et par smykkekarabinhager, to stykker kraftig sølvtråd og et lille bjerg af perler gik der til det – men så endte det også med at se sådan her ud:

001

002

Mmmmmmmh…

Det er fileme ærgerligt at det skal bo i en udstillingsmontre i Aalborg, og ikke på min arm!

Wroom-wroom!

(…og en hel del *klonkklonkklonkklonkklonkkkkkkkk*) er lydene jeg har hørt de sidste tre timer.

Takket være to børn på to forskellige håndboldhold (og en mindre horde af veninder der skulle have lift både frem og tilbage i carpool-ordningen) har jeg og den gamle Mazda siden kl. 16.40 tilbagelagt strækningen

Sdr. Saltum – Jetsmark – Pandrup – Saltum – Sdr. Saltum – Ingstrup – Jetsmark – Sdr. Saltum – Saltum – Jetsmark – Pandrup – Ingstrup – Sdr. Saltum

Hvor meget det er i kilometer aner jeg ikke, men bilen er på intet tidspunkt nået at blive kold, og jeg er lige kommet hjem for en lille halv time siden. Nu er der vist heldigvis også et stykke tid til at det igen er mig der skal flyve lavt over Vendsyssel, i forsøget på at få logistikken i U10 og U12 håndbold til at hænge sammen…

I skrivende stund står aftensmaden og simrer bulderkoger, og lige om lidt lander jeg langsomtlangsomt. Og senere, i aften, når jeg har bedre tid, skal I få at se en vaskeægte lækkerbidsken jeg har frembragt i dag.

Mmmmmmh…

onsdag den 19. september 2012

Og dagens sjoveste søgeord på bloggen blev…

…“en kæmpe ørn på røven”

Ahrmenaltså.

Groteskblog.dk?

Steal like an artist

Austin Kleon er min helt store helt lige p.t.

Jeg ved ikke hvordan han har gjort det, men han formår at sige og skrive alle de ting jeg har vidst – uden overhovedet at kunne sætte ord på – i mange, mange år. Hvis du ikke allerede kender Austin, så vil jeg klart anbefale dig at investere i hans lille mesterværk af en bog. Han har såmænd lavet flere, men denne her vil få dig til at trække lunt på smilebåndet mange gange, og du vil garntrisse også kunne genkende mere end én tanke deri.

I morgen har jeg den luksus (lågsus?) at kunne arbejde hjemmefra. Jeg har tænkt mig at gøre præcis som Austin prædiker; Steal like an artist.

Og hvor er så bedre at gå hen når inspirationen skal findes, end Pinterest?! Nowhere.

Jeg ved da godt at jeg ikke hører til blandt de first-movers der promoverede det til alle os andre fjolser, men NU er jeg med, og jeg trives som en fisk i vandet. Og når alle first-movers´ene mister interessen og mover videre til noget andet first, vil jeg stadig være at finde derinde, for jeg elsker Pinterest. Det er verdens bedste virtuelle opslagstavle og moodboard, og jeg kan snildt bruge en time derinde hver dag. Hvis jeg kan få lov.

Det kan jeg i morgen. Tak for Pinterest. Tak for Austin. Og tak for en fleksibel arbejdsplads :-)

Smart i en fart

…bliver man, når man mandag morgen møder frysende op på job, med en lille smule ondt i halsen og smækfyldt af selv-ynk. Hvis man så også er en lille smule frisk, hiver man hyldens mest glemte og hengemte stofrulle frem, klipper en lille halv meter og *1-2-3*

005

Det var jo dét jeg sagde: Smart i en fart! Og så endda i både grå og karry; to af mine yndlinge lige p.t.

Det halsrør har boet på mig lige siden…

tirsdag den 18. september 2012

Huh? Og her gik jeg lige og troede...

Jeg har da aldrig selv syntes at jeg ligefrem er lækker - men helt ærligt! Hvem der bare dukkede op på google i forbindelse med småsexede søgninger, men nej. Hér bliver man åbenbart vist hen til, hvis man søger på

  • buhunde
  • klamme mennesker
  • plaget af bylder hjælp mig
Go figure...

mandag den 17. september 2012

Skovskiderplatte, anyone?!

Nåmmen, vi har så holdt børnefødselsdag i weekend´en. For den smukkeste 9-årige i verden.

samsung galaxy 087

Tager jeg fejl, måske? Nej, vel. Og fordi det smukke barn kan sno både moderen og faderen om sin yndige lillefinger, blev det en fødselsdag efter alle kunstens regler – og så alligevel ikke.

Anderledes, blev den. Her var ingen boller og lagkage, flag og lys der skulle pustes – ejheller en eneste lille kop varm chokolade.

I stedet var der…

  • masser af søde, glade gæster, der velvilligt var mødt op i Gateway´en i Hune, fordi det var dér fødselsdagsbarnet ville holde fest
  • dejligt vejr - og hvide duge på langborde i skoven
  • glade børn der legede på Gateway´ens store legeplads, og bedsteforældre der gik lange ture omkring skovens shelterpladser
  • Meat-Eaters Special, med både oksekød-kebab og kylling-gyros

samsung galaxy 114

  • træt hundehvalp og energisk 1-årig dreng der ikke helt kunne finde ud af om de gad hinanden eller ej (til gengæld gad sidstnævnte virkelig godt lege med de medbragte ølflasker i kassen. Man er vel et ordentligt mandfolk?!)
  • kaffe at lune sig på
  • friskbagte pitabrød i egen ovn

samsung galaxy 119

samsung galaxy 122

(Jojo, bagermesteren var effektiv. I en grad så jeg ikke engang kunne få lov at tage et billede uden at han skulle ind over. Så deeet…)

  • …og tiiiimevis af sjov og hygge for hele familien. Alle var inviteret til frokost, og jeg tror ikke der var nogen der kedede sig derude hvor himlen er høj og fuglene synger. De tog i hvert fald først hjem omkring seks timer senere.

Nåja. Og overskriften? Jamen det var jo bagefter skovturen. Til kaffen herhjemme, jo. I sommerferien var vi nemlig i Randers Regnskov, og dér blev vi introduceret for en helt igennem fantastisk klam dessertplatte. Denne her…

samsung galaxy 083

Mmmmmh! Og således inspireret, mente Agnes at en Skovskiderplatte måtte være vejen frem til hendes fødselsdag, når vi nu havde været i skoven hele dagen.

Jojo.

Vi nåede ikke at tage billeder, for det blev spist rub og stub – men vores version af tallerkenen bestod af

  • hundelort – a.k.a. chokoloademousse
  • fugleklat – a.k.a. vanillekrans m/ hvid chokolade og mørk ditto-midte
  • harelorte – a.k.a. bittesmå romkugler med delikat chokoladeovertræk
  • (og intet bord uden) hjortelorte – a.k.a. mandler, overtrukket m/ hvid chokolade og rullet i lakridspulver

Rent guf, med andre ord. Når man altså lige var kommet sig over synet.

Tillykke, Agnes. Alt for dig, min skat <3

fredag den 14. september 2012

Fødselsdagsfredag

En pige på 9 år, med en ny lyseblå stor-pige-cykel, ønsker sig ikke meget af sådan en fødselsdag.

Turkey mm 317

Moderen kunne godt ønske sig et mere ryddeligt hjem, men dét må blive i morgen. I dag hygger vi nemlig, og…

Det eneste der i virkeligheden skal til, er

  • peanutcookies ad libitum. Tjek!
  • karbonader med stuvede grøntsager und die ganze schweinerei. Almost there!
  • chokoladefondue med bær og frugter. Tjek på dét also! Satser på efterfølgende kvalme og otte glas skummetmælk til halsbranden inden sengetid…
  • hyggelig familieaften og “sidde i arm i sofahjørnet”. No problem!

Tænk, hvis livet altid kunne være så ukompliceret :-)

Pis...

Når man er kommet afsted på arbejde i en trøje der lugter lidt af tis (hvordan fanden dét så end kan lade sig gøre?!), skal man så

1/ lade som ingenting, og holde det ud

eller

2/ smide den forbaskede trøje, og gå frejdigt rundt i den man har på indenunder - men som i virkeligheden ikke tåler at se dagens lys grundet alt for nusset, forvasket og tætsiddende look (læs: rullepølse-style).

Hm??!

torsdag den 13. september 2012

Sukkersød forventningsglæde

“Nogen” har fødselsdag i morgen. 9 år. Det er altså en pænt big deal. Og “Nogen” glæder sig helt ustyrligt.

Lige nu står fødselarens mor og bager peanutcookies galore, for dét er altså synonymt med fødselsdag herhjemme. Ergo er der nu rørt dej til 100 styk, for det er ikke blot barnets fødselsdag i morgen – det er også sidste dag på fritidsordningen, og gi´r man ekstra meget kage…

Jeg har bragt opskriften før, men fordi jeg er uden skam i livet tør jeg godt gøre opmærksom på dens eksistens igen. Værsesgo´!

Om lidt tror jeg vi er klar til at prøvesmage herhjemme………..

Og så på dansk, tak!

Jeg er h.e.l.t. på Herrens Mark. Godt gammeldaws ude at skide, altså.

Jeg sidder på jobbet og skriver lige nu - men synes egentlig godt det kan retfærdiggøres, da det hele er et led i et stort eftersøgningsarbejde. Jeg håber sådan der sidder én (eller flere?) ude bag skærmene der kan hjælpe mig...

Mkay, altså:

På "mit" værksted er der en voldsom lagerbeholdning af kobber- og sølvtråd. Eller, tråd og tråd... det tykkeste er da omkring 1mm i diameter. Og nu mit problem (i brudstykker):

Hvad pokker finder jeg på med det??!

Jeg er ikke interesseret i at flette frugtskåle, stejlende heste og alverdens andre hæsligheder dermed, nej. Jeg véd godt det var stort i starten af dette årtusinde, men lad os nu bare blive enige om at det aldrig har været æstetisk smukt. Bum.

Dét jeg mere er ude i, er sådan noget á la dette her:


Billedet er sakset hér, og der er skam mere end én god ide derovre. Smukt svungne smykkelåse er blandt mine favoritter, og dét må da være en mulighed for at få brugt en smule af det metal der står på hylderne.

Men: Jeg mangler det helt rette værktøj, og trods gentagne søgninger på det store stygge inderned, er jeg stadig lige blank. Så venner; hvad hedder denne hammer? Den afrundede til venstre altså. Den jeg har, er mere almindelig, og laver grimme hak i metallet hver gang jeg banker...


Og sidst, men absolut ikke mindst; kender I til nogen danske blogs eller web-sites hvor man kan lære det her? Altså lidt how-to agtigt, med billeder og forklaringer til. Studiodax er fin, men når det kommer til at kalde tingene ved deres rette (danske) navn, bliver det hele bare lidt mere besværligt. Og tidskrævende, ikke mindst. Og hey; jeg er jo på arbejde her, for catan. Alting skulle helst være sket i går! ;-)

Og hvad kan jeg ellers finde på, hva´?! Idéer modtages med kyshånd, og taknemmelighed.
Krydse-krydse-krydse fingre.........

onsdag den 12. september 2012

For meget!!

…er når mand og barn synkron-prutter i sofaen, og selv synes de er monstersjove fordi de kan.

Jeg sad i midten. Men ikke særlig længe.

(Synes du også kvaliteten af indlæggene på bloggen disse dage er tænderskærende ringe?!)

tirsdag den 11. september 2012

Øøøøøøøøih!

Har så´n en lidt sur smag i munden over opstødet før. Pis. Skal vi ikke lave om på det, og i stedet nyde en god gang oprejst coitus på dansegulvet - bare for at komme i godt humør igen?!
 
Hvis man bare kunne danse sådan...
 
 
...og hvis man bare kendte en mand der kunne føre på den måde. *Suk*

Anyhoo...

Uden omsvøb - fordi min hjerneaktivitet i skrivende stund er noget nær nulpunkt - må jeg bare springe ud i det.
 
Jeg tror verden er befolket af idioter.
 
There. I said it.
 
Uden at jeg på nogen måde kan eller vil gå i detaljer, kan jeg da sagtens afsløre at det er specifikke idioter jeg tænker på. Folk, der gang på gang demonstrerer en sand tsunami af egocentrisme, der bare ruller ind over andre (læs: mig), og efterlader dem (igen: mig. Blandt andre) overrumplede, stumme af forbavselse - og med en let skuffelse over hvor ligeglade idioterne i virkeligheden er over at træde på andre.
 
Egentlig underligt at man stadig kan forundres...

torsdag den 6. september 2012

*fnis*

Det er ikke altid tingene skal være skidevoksne og alvorlige. Og således sidder jeg i disse dage og hækler brystvorter til tunge, tyske tutter.

(Bare rolig, Lisbeth. Du skal ikke ha´ en pat-hat!)...

tirsdag den 4. september 2012

Nåmmen, så sagde vi bare at jeg var den eneste der stadig var ung…

Jeg var til jubilæum på min gamle folkeskole i lørdags. Christ. Jeg tror ikke helt jeg var forberedt…

Det var rigtig, rigtig hyggeligt. Og sjovt. Og fyldt til randen med whisky, dans, grin og nostalgi. Og så altså også rynker, vigende hårgrænser og folk der lignede deres fædre og mødre alt, a-l-t for meget.

I virkeligheden en øjenåbner af karat. Uanset hvad verden smider mod os af hårfarvningsprodukter, fitnesscentermedlemsskaber, designertøj og botoxbehandlinger, så er vi bare resultatet af meget stærke genblandinger i sidste ende. Vi kan da godt prøve at skjule eller omgås det, men det vil aldrig lykkes ret godt. Jeg har selv set det.

Altså; lige undtaget mig. Jeg er selvfølgelig den eneste der stadig ser utroligt ung ud, og overhelehovedet ikke ligner mine forældre. Min gamle matematiklærerinde (som jeg stadig kun tør kalde ved efternavn) kunne ikke kende mig – og jeg var ellers pænt dukset dengang, altså. Jeg trøster mig med at det ikke er fordi jeg er typen man nemt glemmer, men at hun selvfølgelig har haft flere elever gennem årene end rimeligt er.

Nu lever jeg højt på grinene fra den anden aften. På dansen, smilene, knusene, snakken om gamle dage og min nye viden om at det er gået alle okay. Alle dem jeg mødte, i det mindste.

Vi kunne mindes de gamle lærere. Både de, der indgød respekt og frygt, og de, der har gjort et uudsletteligt, godt minde. De, der for evigt sidder i baghovedet når man læser en bestemt bog, eller synger en stille strofe.

Vi kunne mindes lange eftermiddage på børne- og teenageværelser med snakke om kærester, venner, uvenskaber og mobberi. Om hvordan nogle havde haft det rigtig svært, og om andre der var stærkere end gennemsnittet. Om sjov, og om alvor. Om valg der blev truffet, fortrudt og gjort om. Og om de der var de helt, helt rigtige.

Det var en dejlig oplevelse, og jeg kan sagtens klare flere af slagsen.

Der er masser af ord tilbage i mig. I os. Lad os håbe vi snart får lejlighed til at tale igen.

onsdag den 29. august 2012

Du ved du har været på charterferie, når…

  • du hjemmefra svor, at du på intet tidspunkt ville lade dig underholde på hotellet, men pludselig tager dig selv i at spille bingo ved poolkanten – “for det kunne da være meget hyggeligt for ungerne”.
  • …og de næste seks aftener er du fast bestanddel poolside, når hotellets tyrkiske entertainment-guide slår tonen an til Mr. Suntopia-konkurrence, karaokenight og Abba-sing-a-long.
  • du ikke længere skænker det en tanke, at du går rundt med vådt badetøj under strandkjolen – og dermed nemt kommer til at ligne én der simultant har pisset i bukserne og er sprunget læk i ammeindlæggene.
  • 34 grader i skyggen begynder at føles køligt.
  • den gode gamle Speedo-trusse til mænd bare begynder at være noget, der for dig indikerer, at en russer er på vej i pool´en.
  • den røde farve i et lyskryds giver dig lyst til at krybe sammen i fosterstilling …for lige om lidt fyrer chaufføren igennem det alligevel! Det er åbenbart bare vejledende, det med farverne.
  • du bare véd at det bedre kan svare sig at betale i Euro end i tyrkiske lir – og uanset møntfod kommer du alligevel til at skulle prange om prisen på den cola.
  • du indser, at har du mødt én skandinavisk guide, har du mødt dem alle. Men de svenske er alligevel bare vildt kernesunde at se på.
  • du hjemme igen ser på en melon og tænker *snif* “du er for evigt ødelagt for mig! Din tyrkiske fætter var bare så meget mere saftig, sødmefyldt og sprød…” (og jo; det er altså bare en melon jeg snakker om)
  • du efter hjemkomst bliver misundt den brune kulør. Af en afghaner!
  • du har ædt din egen vægt i honning og baklava. Dagligt.
  • du allerede efter fire dage tilbage i Danmark er begyndt at drømme om næste gang, og næste destination…