søndag den 30. september 2012

Ingrid Marie

001

Trods det smukke navn og det indbydende ydre, har de aldrig været blandt mine favoritter. Og dét til trods, har vi et træ i haven der snart mister et par af grenene under vægten af alle de fine æbler der lyser flot rødt derpå.

Jeg gider ikke spise dem. De siger mig ingenting.

I tidligere sæsoner er æblerne blevet brugt til mos, tærter, muffins og most. Og fuglefoder.

Mosten var helt klart det største hit, og jeg drømmer stadig om eget mini-mosteri og en æbleplantage der strækker sig langt ud over markerne …eller bare to-tre træer mere end vi har nu ;-)

I år bliver det ikke til most, og vi har ikke godt af alle de søde sager, så hvad gør man så? Lader fuglene mæske sig som foregående år, var plan A.

Nu prøver vi plan B. Under en hyggesnak med naboen, nævnte hun nemlig de snackboller hun bager til børnenes madpakker - med æbler, kanel og rosiner i. Dét lyder som noget der måske kunne gøre Ingrid Marie nyttig.

Første omgang (efter egen forsøgsopskrift, med de ingredienser køkkenskufferne lige bød på) står til hævning nu. Nu håber jeg bare de bliver nogenlunde, for så må der videreudvikles.

Der er nemlig god plads i fryseren, og lige om lidt har vi efterårsferie og tid til at bage. Det kunne jeg faktisk godt gå og glæde mig lidt til…

lørdag den 29. september 2012

Sagde jeg det ikke nok?!?

Jeg (vil hævde til min dødsdag, at jeg) arbejder bedst under pres. Jo, jeg gør.

Således er nu, ikke én, men to styk hovedbeklædning på vej til Lisbeth. Jeg er ikke sikker på de når dertil inden mandag, men pyt så også med dét. Om jeg er med i konkurrencen er underordnet, men Lisbeth skal have lidt at lune hovedet på uanset hvad.

I får kun detalje-teaser-fotos. Ingen sneak-peak til modtageren hér.

Luk øjnene, Lisbeth. NU!

001

002

Jeg har valgt farver der gør glad, bløde materialer og lidt lækre detaljer.

Nu er der kun tilbage at håbe at modellerne passer, klæder og glæder den skønne Lisbeth…

fredag den 28. september 2012

Gris!

001

Det smager godt – men føj, hvor det sviner. Og så er det sjovt, at hver gang jeg laver stegt flæsk, kommer jeg i tanke om hvorfor det sker så sjældent.

  1. Det koster jo nærmest den bondegård grisen har boet på.
  2. Holdnuop, hvor er det nærmest med livet og synsevnen som indsats! Det sprøjter jo flere meter væk, det skidt. Eksplosivt!
  3. D e t  t a g e r  s å  f r i g g i n  l a n g  t i d . . . . . . .

Dérfor er det kun noget vi får ved ganske særlige lejligheder. Mindst to her i huset sværger til stegt flæsk med persillesovs når de selv må vælge.

I dag blev Søren udlært som murer, så gæt engang hvem der får sin nærmest-livret.

Det gør SVEND. Fandeme så :-)

torsdag den 27. september 2012

Det´ sørme, det´ snart, december…

YEAH, I said it! Og selvom jeg normalt er lige ved at kværke de juletossede der allerede starter på snakken, pynten og gavekøbene i oktober, har jeg i år bestemt mig til at de nok alligevel har fat i den lange ende.

Planlægning styrer. Håber jeg.

Så nu er jeg allerede i gang med indkøb til kalendergaverne, fileme! Faktisk har jeg allerede købt de første nu her i september (in your face, tosser!), og håber jeg kan holde gejsten vedlige et stykke tid endnu. Jeg vil gøre næsten a-l-t for at slippe for de sædvanlige sidste dages panik inden d. 24.

Jeg skal heldigvis ikke finde 48 små pakker, for meget tidsoptimist er jeg ikke. Næhnej; vi kører weekend- eller adventpakker herhjemme. Dét er til at finde ud af, og så kan jeg også tillade mig at give lidt mere pr. pakke, og få nogle gode, brugbare ting med hjem.

Normalt roder jeg rundt i butikkernes udsalgskasser, i håbet om at finde noget dér jeg kan bruge …men i år tror jeg der skal suppleres med andre metoder. Ikke bare til kalenderpakkerne, men måske også til de gaver der skal under træet.

*Pssst…!*

Lad nu være med at sige det til hende, men jeg tror julen i år står i Monster High´s tegn for Agnes´ vedkommende. Til jer der ikke ved hvad det er, så er det Barbie anno 2012. Med attitude. Og hugtænder. Og fede navne! Hvem kan for eksempel modstå et navn som Abbey Bominable?

Monster High, Sweet figure 1600, Clawdeen Wolf

Mød Clawdeen Wolf! – Agnes´ absolutte yndling, som hun allerede ejer flere varianter af. Billedet er lånt hér.

Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan få til de dukker. Lige p.t. er barnets største ønske en Toralei, men hun har været svær at få opsnuset her i nærområdet – så nu hopper jeg på internettet.

Jeg har været flere omkring, men har fundet ud af at de hér har et pænt stort udvalg i blandt andet Monster High, og topscoreren der afgjorde at der bliver handlet meget snart …er denne her!!

Monster High, Adventskalender, 24 bites of Advent

En adventskalender. Med makeup i! Jamen, hvad giver I mig?! Der bliver jo ikke et øje tørt i det lille hjem – og barnet slipper for de sædvanlige vekao-bidder i den normale kalender. *Ydrk* (og nej; det er normalt ikke den prisklasse vi giver kalendere i – men den er simpelthen for god til at lade stå!)

Selvfølgelig surfede jeg lidt rundt derinde*, men jeg tror jeg var heldig med at jeg vidste hvad jeg ville have. Eller også er mit barn ikke alderssvarende. I hvert fald synes jeg, at når jeg taster aldersgruppe ind i en søgning er det en noget blandet landhandel der dukker op. Det er rigtig fint med et stort udvalg, men at smide det hele i én kasse og kalde det “8-11 år”, dét virker lidt ……. rodet? Og jo, selvfølgelig kan man handle via underkategorier, men alligevel.

Og nu vi er i øv-kategorien: Hvorfor har Lekmer overhovedet en “12+” kategori, når der nærmest ikke er noget i den? Jeg havde jo håbet også at kunne putte lidt i kurven til Asta, nu jeg var i gang. Men nej. Det burde ellers være let nok. De handler både med legetøj, spil, underholdning, tøj og indretning til børneværelserne; hvorfor så ikke lidt lækre tørklæder, armbåndsure, skrivebordslamper og tasker til tween´ierne?

Til gengæld (og sikkert fordi det er en svensk kæde, og vi ikke har det i DK endnu – eller fordi jeg ikke er hip og happening) er jeg blevet opmærksom på nogle ting jeg ikke kendte til i forvejen. Lækre ting. Färg og form, for eksempel. Nu har jeg jo ikke små børn længere – men jeg synes altså de ting med skyerne på er så søde, at de sagtens kunne passe til værelset hos pigernes lille fætter…

Det ender vist i virkeligheden med at blive lidt dyrt, dette her…

________________________________________________________

* ”lidt” er vist en underdrivelse. Men hey; jeg vidste jo ikke, at man f.eks. også kan få Monster High knæstrømper, vel? ;-)

Bli´r vist nødt til at hente mig lidt energi inden madlavningen...

Dét kunne jeg jo passende gøre hér!


Jeg er ikke 16 - men den holder nu alligevel. Surrealistisk sjov!

Pis. Part II

Nu kan jeg (igen!) lugte pis! Jeg troede jo det var min trøje ...men selvom jeg skiftede, lugtede det alligevel dagen efter. Og dagen efter igen, ogogog...

Det slog mig, at det da umuligt kunne være alt mit tøj der stank sådan.

Nu har jeg fundet ud af hvad det er. Det er mine støvler. Med lammeskindsfoer.

De stinker. Akkurat som hvis man stikker næsen helt ned i et får; komplet med lanolin, gammelt urin og *adwr*. Nåmmen, det må jo kunne løses, tænkte jeg for nogle dage siden, og gik amok med Rodalon. Ikke én, men to gange.

De stinker stadig. Det er simpelthen ikke til at holde ud, så nu har jeg skrevet til producenten. Jeg håberhåberhåber de kender til en løsning på problemet - ellers ender de smukke støvler i bunden af affaldsposen.

Og skulle der nu sidde en dygtig hausfrau eller to derude, med hemmelige fif vi andre ikke kender til, så er det nu i skal ud af busken! Jeg vil være jer evigt taknemmelig...


tirsdag den 25. september 2012

Kolorit

Jeg kom til at melde mig til dette her for nogen tid siden. Ikke for Kählerens skyld (selvom den da er tæskelækker), men fordi jeg ville ønske jeg selv kunne bede om hjælp på en måde der er til at forstå, hvis jeg befandt mig i Lisbeths situation. Og fordi idéen er god.

Nu er der bare ét lillebitte miniatureproblem.

Fååååååk, hvor jeg synes det er svært! Nøj, altså.

Jeg startede med at tænke (ligesom Lisbeth selv…), at sådan en lille hovedbeklædning, det skulle jeg da snildt kunne klare i en håndevending. Men for fanden da!

Den skal være lækker at have på. Må ikke være for varm eller for kold, og skal laves i et naturligt materiale. Skal passe til ude- såvel som indebrug, og helst også til flere årstider. Må gerne have en vis grad af *pazazzzzzh!* over sig – men skal samtidig heller ikke lede tankerne hen på Zsa Zsa Gabor når Lisbeth går i Brugsen, vel?

Aaarhmen…

Jeg er ved at nå dértil, at jeg trøster mig med den samme (selvbedragende) tanke der fik mig gennem gymnasiet og flere videregående uddannelser:

Gudskelov at jeg arbejder bedst under pres!

Slowfood

001

Det virker i virkeligheden helt åndssvagt, men… nogle dage, når man har allermindst overskud, er det helt rigtige at gøre, at gå i køkkenet og forberede en god gang slowfood.

Jeg brugte 15 minutter i formiddags, på at rense og snitte hvad-grøntsagsskuffen-bød-på, smide det hele i den store sorte med en omgang tomater, gode krydderier og rødvinsrester fra fryseren - og de sidste timer har der bredt sig den lifligste duft i hele huset.

Nu mangler jeg kun at tilsætte kødet og finde på lidt tilbehør, og så regner jeg med at hele familien bliver tilfredse i aften.

Og de næste aftener med, for der er rigeligt.

003

Nåja, og så har jeg småspist af dem her hele dagen.

002

Fordi det skal man. Det står selv i bogen

mandag den 24. september 2012

All in!

Jamen; jeg ved godt jeg har skrevet det før ...og i virkeligheden er min største frygt, at jeg er én af dem, der skal slås med yo-yo vægt hele mit liv* - men det skal blive løgn, skal det!
 
Så nu starter vi (læs; jeg) igen. Fordi jeg har prøvet kostomlægning, motion og alt det andet fornuftige så. mange. gange. før. - men jeg ender altid med at falde i vandet før eller siden, og tage nærmest det hele på igen.
 
Som regel er det noget med en sommerferie, en stribe af julefrokoster eller bare for megen travlhed der rammer mig, og så glemmer jeg al sund fornuft for en tid. Og når det første kilo alligevel er røget på, hvad skader det så med en lille pose lakrids, eller en cola efter aftensmaden? Hver aften... De næste fjorten dage...
 
*Flovhed...*
 
Man kunne ønske sig en rygrad af og til.
 
Nu har jeg gjort noget andet. Jeg har investeret i Bibelen.
 
Spis maven flad af Charlotte Hartvig, ISBN 9788712045649
 
Om det virker? Jamen, det må I da vente med at få at vide.
 
Normalt er jeg jo som sådan ikke typen der tror på at løsningen findes i en bog - men efter at være blevet mere end overbevist af Allan Carr, må jeg jo krybe til ikke-ryger-korset og erkende at en bog faktisk kan være vejen frem. Den 23. december kan jeg holde 1års jubilæum med ubesværet åndedræt, og jeg takker hr. Carr (og Inga, der anbefalede mig bogen) i mit stille sind hver gang jeg går gennem en ildelugtende røgsky.
 
Hvis den der med maven også virker, så bli´r jeg s´gu bibliotekar. Eller prædikant.
 
_____________________________________________________________________________
 
*...når man altså lige ser bort fra de ting jeg virkelig frygter; højder, alt for tidlig død, alt hvad der kan bringe farer i nærheden af mine kære - og stegt lever med bløde løg.

Hvaffornå´ed segment?!

Fordi jeg har været hjemme i dag (sygt barn + sløj migselv = sofadag) kan jeg godt komme til at kede mig meget, at der dukker store (aaaarhmenaltså, gimme some credit for sygdom hér) tanker op på den ene tur jeg får ud af huset; nød-indkøbsturen til henholdsvis Aldi og Kiwi Minipris*.

Nåmmenaltså. Med fare for at få verbale klask lige om lidt, kaster jeg lige en observation ud i æteren hér:

Skal man være lidt grim/bebumset/nørdet/uattraktiv for at arbejde i visse, unavngivne discountkæder? Jeg siger ikke det er nogen af de førnævnte (guderne skal vide, at de stakkels medarbejdere i Kiwi har nok at slås med, med den ærkegrimme grønne uniform. De har ikke brug for at jeg kalder dem uattraktive også), men det kunne det være.

Jeg siger bare, at jeg for eksempel også har lagt mærke til at kassemedarbejderne i Netto som regel er temmelig blonderede unge piger med fake øjenvipper - mens dem der sætter varer på hylderne i samme kæde er mere almindelige i det.

Hyrer kæderne efter en bestemt udseende-device? Og hvad fanden siger det så om mig, når jeg

  1. lægger mærke til forskellen?
  2. handler de forskellige steder?

Hm?!

*Skal det dér “minipris” egentlig også siges når man nævner dem, hva´? Har lagt mærke til at de siger det i reklamerne på tv – men helt ærligt… er det ikke bare lidt sådan discount med fine fornemmelser?!

torsdag den 20. september 2012

Tak til Pinterest

…for inspirationen til dagens fedeste armbånd! I virkeligheden er det næsten totalt rip-off, men pyt. En gang imellem er det vel okay. Hvis ikke, har jeg svært ved at se hvem det så er der har patentet på ideen til alt det kumihimo der huserer på nettet lige for tiden.

Nåmmen, det var det armbånd vi kom fra!

68 sikkerhedsnåle, et par smykkekarabinhager, to stykker kraftig sølvtråd og et lille bjerg af perler gik der til det – men så endte det også med at se sådan her ud:

001

002

Mmmmmmmh…

Det er fileme ærgerligt at det skal bo i en udstillingsmontre i Aalborg, og ikke på min arm!

Wroom-wroom!

(…og en hel del *klonkklonkklonkklonkklonkkkkkkkk*) er lydene jeg har hørt de sidste tre timer.

Takket være to børn på to forskellige håndboldhold (og en mindre horde af veninder der skulle have lift både frem og tilbage i carpool-ordningen) har jeg og den gamle Mazda siden kl. 16.40 tilbagelagt strækningen

Sdr. Saltum – Jetsmark – Pandrup – Saltum – Sdr. Saltum – Ingstrup – Jetsmark – Sdr. Saltum – Saltum – Jetsmark – Pandrup – Ingstrup – Sdr. Saltum

Hvor meget det er i kilometer aner jeg ikke, men bilen er på intet tidspunkt nået at blive kold, og jeg er lige kommet hjem for en lille halv time siden. Nu er der vist heldigvis også et stykke tid til at det igen er mig der skal flyve lavt over Vendsyssel, i forsøget på at få logistikken i U10 og U12 håndbold til at hænge sammen…

I skrivende stund står aftensmaden og simrer bulderkoger, og lige om lidt lander jeg langsomtlangsomt. Og senere, i aften, når jeg har bedre tid, skal I få at se en vaskeægte lækkerbidsken jeg har frembragt i dag.

Mmmmmmh…

onsdag den 19. september 2012

Og dagens sjoveste søgeord på bloggen blev…

…“en kæmpe ørn på røven”

Ahrmenaltså.

Groteskblog.dk?

Steal like an artist

Austin Kleon er min helt store helt lige p.t.

Jeg ved ikke hvordan han har gjort det, men han formår at sige og skrive alle de ting jeg har vidst – uden overhovedet at kunne sætte ord på – i mange, mange år. Hvis du ikke allerede kender Austin, så vil jeg klart anbefale dig at investere i hans lille mesterværk af en bog. Han har såmænd lavet flere, men denne her vil få dig til at trække lunt på smilebåndet mange gange, og du vil garntrisse også kunne genkende mere end én tanke deri.

I morgen har jeg den luksus (lågsus?) at kunne arbejde hjemmefra. Jeg har tænkt mig at gøre præcis som Austin prædiker; Steal like an artist.

Og hvor er så bedre at gå hen når inspirationen skal findes, end Pinterest?! Nowhere.

Jeg ved da godt at jeg ikke hører til blandt de first-movers der promoverede det til alle os andre fjolser, men NU er jeg med, og jeg trives som en fisk i vandet. Og når alle first-movers´ene mister interessen og mover videre til noget andet first, vil jeg stadig være at finde derinde, for jeg elsker Pinterest. Det er verdens bedste virtuelle opslagstavle og moodboard, og jeg kan snildt bruge en time derinde hver dag. Hvis jeg kan få lov.

Det kan jeg i morgen. Tak for Pinterest. Tak for Austin. Og tak for en fleksibel arbejdsplads :-)

Smart i en fart

…bliver man, når man mandag morgen møder frysende op på job, med en lille smule ondt i halsen og smækfyldt af selv-ynk. Hvis man så også er en lille smule frisk, hiver man hyldens mest glemte og hengemte stofrulle frem, klipper en lille halv meter og *1-2-3*

005

Det var jo dét jeg sagde: Smart i en fart! Og så endda i både grå og karry; to af mine yndlinge lige p.t.

Det halsrør har boet på mig lige siden…

tirsdag den 18. september 2012

Huh? Og her gik jeg lige og troede...

Jeg har da aldrig selv syntes at jeg ligefrem er lækker - men helt ærligt! Hvem der bare dukkede op på google i forbindelse med småsexede søgninger, men nej. Hér bliver man åbenbart vist hen til, hvis man søger på

  • buhunde
  • klamme mennesker
  • plaget af bylder hjælp mig
Go figure...

mandag den 17. september 2012

Skovskiderplatte, anyone?!

Nåmmen, vi har så holdt børnefødselsdag i weekend´en. For den smukkeste 9-årige i verden.

samsung galaxy 087

Tager jeg fejl, måske? Nej, vel. Og fordi det smukke barn kan sno både moderen og faderen om sin yndige lillefinger, blev det en fødselsdag efter alle kunstens regler – og så alligevel ikke.

Anderledes, blev den. Her var ingen boller og lagkage, flag og lys der skulle pustes – ejheller en eneste lille kop varm chokolade.

I stedet var der…

  • masser af søde, glade gæster, der velvilligt var mødt op i Gateway´en i Hune, fordi det var dér fødselsdagsbarnet ville holde fest
  • dejligt vejr - og hvide duge på langborde i skoven
  • glade børn der legede på Gateway´ens store legeplads, og bedsteforældre der gik lange ture omkring skovens shelterpladser
  • Meat-Eaters Special, med både oksekød-kebab og kylling-gyros

samsung galaxy 114

  • træt hundehvalp og energisk 1-årig dreng der ikke helt kunne finde ud af om de gad hinanden eller ej (til gengæld gad sidstnævnte virkelig godt lege med de medbragte ølflasker i kassen. Man er vel et ordentligt mandfolk?!)
  • kaffe at lune sig på
  • friskbagte pitabrød i egen ovn

samsung galaxy 119

samsung galaxy 122

(Jojo, bagermesteren var effektiv. I en grad så jeg ikke engang kunne få lov at tage et billede uden at han skulle ind over. Så deeet…)

  • …og tiiiimevis af sjov og hygge for hele familien. Alle var inviteret til frokost, og jeg tror ikke der var nogen der kedede sig derude hvor himlen er høj og fuglene synger. De tog i hvert fald først hjem omkring seks timer senere.

Nåja. Og overskriften? Jamen det var jo bagefter skovturen. Til kaffen herhjemme, jo. I sommerferien var vi nemlig i Randers Regnskov, og dér blev vi introduceret for en helt igennem fantastisk klam dessertplatte. Denne her…

samsung galaxy 083

Mmmmmh! Og således inspireret, mente Agnes at en Skovskiderplatte måtte være vejen frem til hendes fødselsdag, når vi nu havde været i skoven hele dagen.

Jojo.

Vi nåede ikke at tage billeder, for det blev spist rub og stub – men vores version af tallerkenen bestod af

  • hundelort – a.k.a. chokoloademousse
  • fugleklat – a.k.a. vanillekrans m/ hvid chokolade og mørk ditto-midte
  • harelorte – a.k.a. bittesmå romkugler med delikat chokoladeovertræk
  • (og intet bord uden) hjortelorte – a.k.a. mandler, overtrukket m/ hvid chokolade og rullet i lakridspulver

Rent guf, med andre ord. Når man altså lige var kommet sig over synet.

Tillykke, Agnes. Alt for dig, min skat <3

fredag den 14. september 2012

Fødselsdagsfredag

En pige på 9 år, med en ny lyseblå stor-pige-cykel, ønsker sig ikke meget af sådan en fødselsdag.

Turkey mm 317

Moderen kunne godt ønske sig et mere ryddeligt hjem, men dét må blive i morgen. I dag hygger vi nemlig, og…

Det eneste der i virkeligheden skal til, er

  • peanutcookies ad libitum. Tjek!
  • karbonader med stuvede grøntsager und die ganze schweinerei. Almost there!
  • chokoladefondue med bær og frugter. Tjek på dét also! Satser på efterfølgende kvalme og otte glas skummetmælk til halsbranden inden sengetid…
  • hyggelig familieaften og “sidde i arm i sofahjørnet”. No problem!

Tænk, hvis livet altid kunne være så ukompliceret :-)

Pis...

Når man er kommet afsted på arbejde i en trøje der lugter lidt af tis (hvordan fanden dét så end kan lade sig gøre?!), skal man så

1/ lade som ingenting, og holde det ud

eller

2/ smide den forbaskede trøje, og gå frejdigt rundt i den man har på indenunder - men som i virkeligheden ikke tåler at se dagens lys grundet alt for nusset, forvasket og tætsiddende look (læs: rullepølse-style).

Hm??!

torsdag den 13. september 2012

Sukkersød forventningsglæde

“Nogen” har fødselsdag i morgen. 9 år. Det er altså en pænt big deal. Og “Nogen” glæder sig helt ustyrligt.

Lige nu står fødselarens mor og bager peanutcookies galore, for dét er altså synonymt med fødselsdag herhjemme. Ergo er der nu rørt dej til 100 styk, for det er ikke blot barnets fødselsdag i morgen – det er også sidste dag på fritidsordningen, og gi´r man ekstra meget kage…

Jeg har bragt opskriften før, men fordi jeg er uden skam i livet tør jeg godt gøre opmærksom på dens eksistens igen. Værsesgo´!

Om lidt tror jeg vi er klar til at prøvesmage herhjemme………..

Og så på dansk, tak!

Jeg er h.e.l.t. på Herrens Mark. Godt gammeldaws ude at skide, altså.

Jeg sidder på jobbet og skriver lige nu - men synes egentlig godt det kan retfærdiggøres, da det hele er et led i et stort eftersøgningsarbejde. Jeg håber sådan der sidder én (eller flere?) ude bag skærmene der kan hjælpe mig...

Mkay, altså:

På "mit" værksted er der en voldsom lagerbeholdning af kobber- og sølvtråd. Eller, tråd og tråd... det tykkeste er da omkring 1mm i diameter. Og nu mit problem (i brudstykker):

Hvad pokker finder jeg på med det??!

Jeg er ikke interesseret i at flette frugtskåle, stejlende heste og alverdens andre hæsligheder dermed, nej. Jeg véd godt det var stort i starten af dette årtusinde, men lad os nu bare blive enige om at det aldrig har været æstetisk smukt. Bum.

Dét jeg mere er ude i, er sådan noget á la dette her:


Billedet er sakset hér, og der er skam mere end én god ide derovre. Smukt svungne smykkelåse er blandt mine favoritter, og dét må da være en mulighed for at få brugt en smule af det metal der står på hylderne.

Men: Jeg mangler det helt rette værktøj, og trods gentagne søgninger på det store stygge inderned, er jeg stadig lige blank. Så venner; hvad hedder denne hammer? Den afrundede til venstre altså. Den jeg har, er mere almindelig, og laver grimme hak i metallet hver gang jeg banker...


Og sidst, men absolut ikke mindst; kender I til nogen danske blogs eller web-sites hvor man kan lære det her? Altså lidt how-to agtigt, med billeder og forklaringer til. Studiodax er fin, men når det kommer til at kalde tingene ved deres rette (danske) navn, bliver det hele bare lidt mere besværligt. Og tidskrævende, ikke mindst. Og hey; jeg er jo på arbejde her, for catan. Alting skulle helst være sket i går! ;-)

Og hvad kan jeg ellers finde på, hva´?! Idéer modtages med kyshånd, og taknemmelighed.
Krydse-krydse-krydse fingre.........

onsdag den 12. september 2012

For meget!!

…er når mand og barn synkron-prutter i sofaen, og selv synes de er monstersjove fordi de kan.

Jeg sad i midten. Men ikke særlig længe.

(Synes du også kvaliteten af indlæggene på bloggen disse dage er tænderskærende ringe?!)

tirsdag den 11. september 2012

Øøøøøøøøih!

Har så´n en lidt sur smag i munden over opstødet før. Pis. Skal vi ikke lave om på det, og i stedet nyde en god gang oprejst coitus på dansegulvet - bare for at komme i godt humør igen?!
 
Hvis man bare kunne danse sådan...
 
 
...og hvis man bare kendte en mand der kunne føre på den måde. *Suk*

Anyhoo...

Uden omsvøb - fordi min hjerneaktivitet i skrivende stund er noget nær nulpunkt - må jeg bare springe ud i det.
 
Jeg tror verden er befolket af idioter.
 
There. I said it.
 
Uden at jeg på nogen måde kan eller vil gå i detaljer, kan jeg da sagtens afsløre at det er specifikke idioter jeg tænker på. Folk, der gang på gang demonstrerer en sand tsunami af egocentrisme, der bare ruller ind over andre (læs: mig), og efterlader dem (igen: mig. Blandt andre) overrumplede, stumme af forbavselse - og med en let skuffelse over hvor ligeglade idioterne i virkeligheden er over at træde på andre.
 
Egentlig underligt at man stadig kan forundres...

torsdag den 6. september 2012

*fnis*

Det er ikke altid tingene skal være skidevoksne og alvorlige. Og således sidder jeg i disse dage og hækler brystvorter til tunge, tyske tutter.

(Bare rolig, Lisbeth. Du skal ikke ha´ en pat-hat!)...

tirsdag den 4. september 2012

Nåmmen, så sagde vi bare at jeg var den eneste der stadig var ung…

Jeg var til jubilæum på min gamle folkeskole i lørdags. Christ. Jeg tror ikke helt jeg var forberedt…

Det var rigtig, rigtig hyggeligt. Og sjovt. Og fyldt til randen med whisky, dans, grin og nostalgi. Og så altså også rynker, vigende hårgrænser og folk der lignede deres fædre og mødre alt, a-l-t for meget.

I virkeligheden en øjenåbner af karat. Uanset hvad verden smider mod os af hårfarvningsprodukter, fitnesscentermedlemsskaber, designertøj og botoxbehandlinger, så er vi bare resultatet af meget stærke genblandinger i sidste ende. Vi kan da godt prøve at skjule eller omgås det, men det vil aldrig lykkes ret godt. Jeg har selv set det.

Altså; lige undtaget mig. Jeg er selvfølgelig den eneste der stadig ser utroligt ung ud, og overhelehovedet ikke ligner mine forældre. Min gamle matematiklærerinde (som jeg stadig kun tør kalde ved efternavn) kunne ikke kende mig – og jeg var ellers pænt dukset dengang, altså. Jeg trøster mig med at det ikke er fordi jeg er typen man nemt glemmer, men at hun selvfølgelig har haft flere elever gennem årene end rimeligt er.

Nu lever jeg højt på grinene fra den anden aften. På dansen, smilene, knusene, snakken om gamle dage og min nye viden om at det er gået alle okay. Alle dem jeg mødte, i det mindste.

Vi kunne mindes de gamle lærere. Både de, der indgød respekt og frygt, og de, der har gjort et uudsletteligt, godt minde. De, der for evigt sidder i baghovedet når man læser en bestemt bog, eller synger en stille strofe.

Vi kunne mindes lange eftermiddage på børne- og teenageværelser med snakke om kærester, venner, uvenskaber og mobberi. Om hvordan nogle havde haft det rigtig svært, og om andre der var stærkere end gennemsnittet. Om sjov, og om alvor. Om valg der blev truffet, fortrudt og gjort om. Og om de der var de helt, helt rigtige.

Det var en dejlig oplevelse, og jeg kan sagtens klare flere af slagsen.

Der er masser af ord tilbage i mig. I os. Lad os håbe vi snart får lejlighed til at tale igen.