mandag den 13. april 2015

Kiks!

Jeg er blevet klippet. Fåk.

Det er eddermame heldigt, sådan noget garn gror ud igen.......

onsdag den 8. april 2015

Kys det nu...

Jamen okay; jeg skal jo lige have lov til at vænne mig til, at dette her blog-noget igen er en realitet, ikke?! Og desuden, så er der et helt liv herude, på min side af skærmen, der også skal leves.

Lige nu er det lidt vildt, det liv.

Jeg har et job der kan være h.e.k.t.i.s.k. Uden at gå en helt masse i detaljer, er det noget med socialt udsatte, misbrugere, hjemløse og mennesker der lever generelt ret meget på kanten af det vi andre synes er okay og almindeligt. Nå. Og jeg har temmelig meget at lave i det dér lidt kaotiske miljø, der godt kan både smitte ens arousalniveau (arousal for begyndere, hér!), og få ens normalitetsbegreber rykket lidt ved...

Jeg er poop´ed for tiden. Som i; fuldstændig mat i koderne, færdig, udkørt og mat. Dét er der vist ikke noget mærkeligt i, men det jeg véd der er vigtigt, er at jeg husker at anerkende det. Det lyder utrolig pædagogisk, jeg ved det godt - men jeg må godt sige det højt.

Nu skal jeg så bare finde ud af, hvordan jeg håndterer det også. Hvordan jeg skruer ned, når jeg véd at jeg arbejdsmæssigt har en tendens til at gå all-in, "above and beyond the call of duty!"...

Jeg er ikke god til at sige nej. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg er ikke god til at lægge tingene fra mig, når jeg går hjem.

Nu øver jeg mig (igen!), i at huske MIG - men mest når jeg har fri. Det ved jeg nemlig hjælper. En gåtur, alene med mig selv i solen, er ren Duracell for sjælen. En halv times motion giver plus på energikontoen. Et strikketøj mellem hænderne er guld.

Jeg øver mig i at trække vejret. At komme op efter luft, i de åndehuller jeg kan finde i løbet af dagen, hvor det rent faktisk kan handle om andet og mere end andres behov. Hvor det kan handle om det små i det store; om lys, luft, lyst, latter og liv.

Det er svært, når man skal indrømme det er svært - men for pokker, hvor er det fedt at have lov at skrive om det her. Og luksus at have muligheden for det. Det føles faktisk lidt som katharsis allerede.

Ikke ringe, Kirsten. Ikke ringe... :-)