onsdag den 23. november 2011

Da der blev to onsdage i én uge…

var så åbenbart nu! I dag er det nemmerlig helt ægte onsdag, hvor det i går var sådan en mere forloren en af slagsen.

Den ægte vare er bedre, skulle jeg hilse at sige.

I dag har mit humør været klart bedre, og dét er jeg svært glad for. Jeg er endda så up-beat, at jeg tror jeg kan formå at forklare hvorfor indlæggene her på bloggen er blevet som klattet havregrød; de kommer i klumper, og er som oftest grå og intetsigende.

Okay så. Here goes.

I en rum tid har bloggen her været min ventil. Jeg har brugt den når jeg er i humør til et grin, når jeg har gjort mig store tanker (i mit univers, that is), når jeg vil dele en stolthed. Jeg har aldrig ønsket at skrive en bitterblog, eller endnu værre: En intetsigende blog.

Jeg vil sprede glæde og smil – og selv glædes over det jeg kan læse tilbage på. Om det så er et stykke krimskrams jeg har skabt, en kage jeg har forkælet familien med eller en flok bevingede ord med sarkastisk tone er underordnet. Jeg vil bare have det godt med at udgive det jeg skriver.

Det har jeg ikke lige nu.

Når jeg ser tilbage på de sidste mange indlæg er det lort jeg ikke selv ville gide læse andre steder. Simpelthen.

Jeg er kørt træt, og smider af og til et indlæg på bloggen i forsøget på at overbevise mig selv om at den stadig lever. Det gør den bare ikke. Den er på life-support, og ligger nu og sygner hen som en anden grøntsag. Og det faktum at jeg en sjælden gang smider ekstra ilt ind gør ikke at den vågner igen. Der skal meget andet og mere til.

Lige nu vælger jeg at lade den ligge for en stund. Den løber ingen vegne, og måske kommer jeg en dag tilbage og genopliver den. Måske får den lov at dø.

Lige nu vil jeg hellere leve mit liv end skrive om det. Der er mange ting der fylder. Ting, jeg ikke har lyst at skrive om herinde, for de handler om andre end mig, og det skal respekteres. Men jeg vil hellere være sammen med de mennesker og bruge mine sparsomme kræfter dér, end sidde foran pc´en.

Sådan må det være. Og sådan blev det. Da der blev to onsdage i én uge.

mandag den 14. november 2011

What´s new, pussycat?

Not much, really. Og vel egentlig slet ikke nok til at skrive et blogindlæg om det, men nu gør jeg det alligevel. Hvis mine børn engang fatter interesse for hvor actionpacked deres mors liv var som næsten-ung, kan de jo læse tilbage i skripterne, og få syn for sagen.

Og actionpacked, dét er det. Jeg har for eksempel bestilt uld til at filte tørklæder af i dag. Til jobbet ganske vist, men det tæller da alligevel, gør det ikke??!

Jeg tror også jeg har jokket et hundehår op i foden, og kan nu mærke det lille *prik* hver gang jeg tager et skridt. Alligevel har jeg zumba´et i dag. Livin´ on the edge. Jeg sagde det jo.

Nåja, og så holdt vi fest i lørdags. Dét er alligevel værd at få med! Selvom jeg jo faktisk lidt havde håbet på at være standervissen omkring klokken 11, og det så i stedet udviklede sig til sådan en ret stille fest. Med søde mennesker, god musik, masser af mad og drikke (Asti, jeg elsker dig!), grin og ballade. Og Gæt-og-grimasser. Ja. Vi er så nået dertil i vores liv, hvor vi tilhører det segment der faktisk kan få sjov ud af at kravle rundt på gulvet som Grethe Sønck* look-a-likes i vores salige minibrandert.

Ellers er vi just omtrent same old same old.

Hvis vi pludselig oplever noget á la million-Lotto-gevinst, en efternølers ankomst eller et jordskælv hører I fra mig igen. Og måske før. Men kun hvis jeg rent faktisk synes det er noget der er nogenlunde værd at skrive hjem om.

Deal?

*Forbrugerinfo til de der har forvildet sig herind ved en fejl, og eventuelt er født ultimo 1980´erne eller efter; Grethe var et lørdags-aftens ikon da mor var dreng. Send Onkel Google efter hende, så bliver du klogere.

torsdag den 10. november 2011

Gennembrud!

Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*

Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.

Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.

Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.

Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…

søndag den 6. november 2011

Fyldt

Jeg har holdt weekend med weekend på.

Pigefødselsdag, bageri, WII-spil, flere legekammerater, selvbevidst zumba i stuen, Ikea-møbel-samleri, tøjvask, godt selskab og alt det løse er gået op i en højere enhed, og nu er jeg fyldt op. På den rare måde.

I de stille stunder har jeg siddet med Trines strik mellem hænderne, men det går ikke for hurtigt. Opskriften fejler ikke noget, men det gør jeg åbenbart. Jeg ved ikke om der findes en diagnose på “strikke-skulder”, men ellers stiller jeg gerne op som forsøgskanin. I hvert fald gør min højre skulder naller hver gang jeg har siddet en halv time med pindene. Og hvor kom dét lige fra??!

Nevermind. Jeg holder ved, gør jeg. Det er lækkert garn at arbejde med, og opskriften er fandenfiseme lige at gå til. Og nu er jeg såmænd snart 35 cm inde i ponchoen (på omkring 14 dage. Crap!!), så mon ikke jeg når målet lige pludselig?

001

Asta er allerede lidt misundelig over at den ikke er til hende, så hvis ellers skulderen vil samarbejde tror jeg der kommer en mere på pindene bagefter. Bare lidt større, forstås.

Og nu? Nu giver jeg den en skalle mere med garnet – og måske en god film dertil. Det sidste weekend skal nydes…

lørdag den 5. november 2011

Thank heaven - for little girls

Jeg slap for at lave flagermusen!! Barnet ombestemte sig i allersidste sekund – og tak for dét.

Stemningsmedley´et ser cirka sådan her ud…

035

059

071           037

069

…og i virkeligheden er ord helt overflødige.

Alligevel vil vi dog lige sende en varm tak til Rie Elise for at lave så smukke papirer, og Minimega for idéen (hvem kan sige “rip-off”?) til poserne! Dét satte prikken over I´et, da alle småpigerne fik slik med hjem i sådanne skønheder.

Og så har jeg forøvrigt gemt skabelonen jeg lavede dertil, for det bli´r ikke sidste gang.

Nu er der bare tilbage at sige: God aften derude. Om lidt rammer jeg sofaen – og så vil jeg snuppe tre-fire gulerødder med, for ikke at blive fristet af dagens leftovers…

060

068

fredag den 4. november 2011

“Nogen” jeg kender…

blev otte år for et stykke tid siden. Derfor skal “Nogen” holde temmelig forsinket fødselsdagsfest i morgen. Og derfor står “Nogen”s mor nu i køkkenet og bager på livet løs.

“Nogen” har nemlig bestilt en flagermuseformet fødselsdagskage. Halloween in mind, og alt det dér.

Mens flagermusen køler af skal der foldes godteposer af fint papir og laves aftensmad, ryddes op og vaskes tøj.

Der´ altid nåed at gøre for en husmor…

Psst…! Hvis den der flagermus lykkes, bli´r I billedspammet i morgen. Needless to say; hvis der så ingen billeder er, så ved I med sikkerhed at den er blevet helt og aldeles ynkelig at se på.

tirsdag den 1. november 2011

Here I am!

Jeg er faldet i YouTube-fælden…

Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?

Se bare hér! It´s all oldies but goldies:

Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…

Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.