søndag den 31. oktober 2010

Ode til min mand. Eller nå´ed…

Nogle kvinder er gift med romantiske mænd.

Mænd, der køber langstilkede, røde roser. Mænd, der dækker bordet med levende lys og spiller stille musik i baggrunden. Mænd, der gør sig umage for at fortælle deres kvinde hvor smuk hun er.

Jeg er gift med Søren.

Han er mere sådan typen der ikke kan køre op ad en rulletrappe i et stormagasin uden at indtage surferposition. Typen der tror at havetraktorakrobatik gør indtryk på en kvinde. Typen der kan trække en flabet kommentar frem i hvilken som helst sammenhæng. Typen der kalder mig sin “bitch” offentligt uden at fortrække en mine. Typen der finder guitaren frem efter aftensmaden, og synger mig en stille serenade.

Denne her, for eksempel.

Jamen, er der da noget at sige til at jeg elsker ham…………….?

3 kommentarer:

Jønne sagde ...

Det lyder lidt som hjemme hos os, det er bare de automatiske døre i supermarkedet jeg leger med (stikker hånden frem og knipser i det sekund jeg ved de vil åbne)Det ser ud til at man virkelig styrer det. Min kone griner siger "Du er sgu åndsvag" Og jeg siger JA! det er jo derfor du elsker mig! Så siger hun NEJ - griner lidt mere og øjnene siger "Ja det har du nok ret i"

Kirsten sagde ...

Det er jo ikke løgn. Det er de "små" særheder man elsker hinanden for - men det er altså også dem der af og til irriterer mest ;-)

Malene sagde ...

Han lyder da fantastisk ham Søren -Alt andet ville da være kedeligt ;-)