Rastløsheden er sat ind igen i dag. Da jeg vågnede i morges var min første tanke *samtale på fredag!*, så smilet er stadig lige bredt – men nu har jeg bare svært ved at vente på næste afgørelse. Måske er tålmodighed ikke lige min stærkeste side. Ikke lige nu, i hvert fald.
Men. Jeg har besat hele dagen, så jeg ikke kommer til at snurre 14 gange omkring mig selv, ligesom en hund der prøver at lægge sig i kurven.
Jeg har heldigvis ikke pakket maskinparken og stofferne væk endnu, så om lidt tager jeg et hovedspring ned i dyngerne – og forhåbentlig venter der så nye ting og sager herhjemme til pigerne, når jeg henter dem i strikkeklubben kl. 17 i eftermiddag.
Jeg har med andre ord hele dagen foran mig. Hele dagen. Jamen, er det ikke vildt?
Mon ikke også jeg med lethed skulle kunne nå at tage på gavehandel i løbet af dagen? Mine svigerforældre har lige haft 40 års (!) bryllupsdag, så dét kræver da en romantisk gave. Jeg tænker to små chokoladefonduesæt, til den søde tand og en hyggelig, stille aften, bare de to. Det tror jeg ville falde i god jord.
Men for nu finder jeg mønsterark, stofsaks og symaskine frem, og om en stund kører det hele på WARP-speed.
Beam me up, Scotty!
1 kommentar:
Ihhh.... hvor spændende. Krydser fingre for dig - held og lykke til ;0)
Send en kommentar