Nogle ting ændrer sig aldrig. De føres videre, fra generation til generation, uanset hvor meget (eller lidt) små piger ligner deres mødre.
Asta og Agnes ligner mig meget på nogle punkter, og overho´det ikke på andre.
Jeg var et stille barn, der helst isolerede mig, og tegnede i ét væk, alene på mit værelse. Jeg kunne sagtens finde på at sige nej til legeaftaler for at få fred til at læse mine bøger, lave mine lektier, høre min musik og drømme mig bort til fjerne, spændende steder. Sport var et no-go, både fordi jeg i en tidlig alder blev ramt af leddegigt og ikke kunne holde til det – men derudover sagde det mig ikke en s***!
Agnes er nu blevet en stor pige på 7 år – og er en drømmer, ligesom jeg var i samme alder. Hun tegner, fantaserer og drømmer om fjerne, magiske steder.
Asta på 9 er bogormen. Slideren, der elsker sin skole og helst vil være så god som muligt til det hele.
Men.
Heldigvis kan de begge noget jeg ikke kunne. De kan lege. De kan lide kropslig udfoldelse. De er glade for sport, og elsker begge deres dansetimer, boksning og motorikhold. Virkelig!
Derfor er der i dag én ting der undrer mig: Hvad filan er det der gør, at de begge i morges så frem til dagen i dag med gru og irritation?
Jeg havde det på samme måde. Jeg hadede dagen før efterårsferien. Dén dag, hvor vi alle skulle løbe den obligatoriske tur – og jeg kunne ikke. Jeg måtte pænt gå hele vejen, og endte altid med at komme i mål som en af de absolut sidste. Det var afskyeligt, nedværdigende og pinligt, syntes jeg.
Men hvad er det lige der gør, at de to små piger, der ellers normalt elsker at hoppe, danse, lege, løbe og “gi´-den-gas-Mads”, ser frem til dagen i dag med en opgivende mine? At de kun slæber sig igennem den, fordi de ved der venter en ferie på den anden side? At de har brugt hele den foregående uge på at brokke sig over hvad der ventede i dag?
Jeg undres…
5 kommentarer:
Her falder æblet så tæt på stammen, som det er muligt.
Sønnen hadede Skolernes Motionsdag og jeg tror han stadig har udkastet til et frådende brev til Bertel Haarder liggende på sin pc, hvor han vredt argumenterede for det urimelig i at kræve det samme af alle elever, uanset evner. " Han er SÅ meget min søn :-)
Tja... min søn lignede også én det var ufattelig synd for i morges, alene ved tanken om Skolernes motionsdag. Og når jeg tænker over det har jeg faktisk aldrig hørt et eneste barn udtrykke glæde over den dag. Hvor er det egentlig en ærgerlig tanke :-(
Mine elever har løbet 107 km i dag med smil på læben,- både dem, der stoppede efter en runde og dem der spænede 9 runder. Det er en kunst at arrangere og afvikle en motionsdag, som alle har det godt med.
Men når nogen børn klager til mig over, at de skal løbe og de har det svært med ikke at løbe hurtigst, eller at de får ondt i benene, eller at det er kedeligt, så tager vi en snak om, at der er børn, der HVER eneste dag har det sådan med at gå i skole, fordi de ikke så godt kan læse eller regne. HVER eneste dag.
Men altså jeg tror, at der bliver udfoldet mange talenter rundt på skolerne for at gøre dagen så god som muligt. Desværre lykkes det ikke altid.
God fredag til alle med trætte ben:)
Jeg synes som udgangspunkt, at motionsdagen er en rigtig god idé - og en fantastisk tradition. Jeg undrer mig bare over, at børn der normalt elsker kropslig udfoldelse, nærmest hader lige præcis dén sag? Er det fordi de føler at turen bliver trukket ned over hovedet på dem - eller er det fordi det er for kedeligt? Måske skal der nytænkning til...
Jeg hadede også denne obligatoriske løbedag. Mine drenge gør det også.
Jeg dyrkede ingen sport som barn, men lege og være udendørs og bevæge mig det kunne jeg. Men løbedagen, som vi kaldte den da jeg var barn, den hadede jeg.
Mine drenge har i år glædet sig til den, men KUN fordi den er anderledes i år. I år havde den skole de går på besluttet at motion er andet end løb. Ungen forinden valgte de sig ind på to forskellige ting. Man kunne vælge:
Løb, Gå-tur, Skov stratego, Dans, Hockey, Fodbold, Basketball og vist nok nogle andre ting.
Så kunne dem der elsker løb tage den ene km efter den anden, de andre kunne få lov til at udfolde sig på anden vis.
Det jeg hadede og som mine drenge også hader med dagen er at føle at man ikke er så god som andre. Der er jo altid en i hver klasse som ikke stopper med at løbe før de er over 12 km eller helst tættere på 20 km. Og når man så ikke gider mere end 3 km, føler mig sig let som en dårlig løber - et luddovent barn. En andre tror aldrig bevæger sig.
Det er i hvert fald denne følelse jeg altid havde og som især min ældste søn har når der er skolernes motionsdag.
Send en kommentar