torsdag den 9. september 2010

Det´ vist nåed med frekvensen….

Den lille forskel, altså.

Mellem mænd og kvinder, altså. Har jeg hørt i min øresnegl. Altså.

For nu at gøre en kort historie lang, kender vi det vist allesammen; de dage hvor vores respektive partnere/børn/liv driver os på vanviddets rand.

De dage hvor a.l.t hvad de gør eller siger kan få de små hår i nakken til at stritte. De dage hvor vi føler at det er bedre at holde tand for tunge, for ikke at forvandles til hugtandsgrim, øresønderrivende, skrigende monsterfurie. I ved; det var meningen vi skulle have sagt “gider du ikke godt droppe det dér?”, men i virkeligheden kommer det ud som

ÅÅÅÅÅÅååårhsåholddogkæftengangimellemforhelvede!!!”

Måske kender I det ikke. Måske er vi de eneste. Jeg tvivler, men lader tvivlen komme jer til gode…

Den anden dag var Søren så påfaldende stille, præcis på den måde jeg lige beskrev. Stille, med et sammenbidt udtryk i ansigtet og flakkende øjne som om han ledte efter flugtveje. Too bad, for vi sad i bilen, og havde omkring 45 km hjem. Tøhø…

Jeg holdt klogeligt min kæft (lidt, i hvert fald – det er jo pænt svært at holde helt kæft), men omme bagi bilen sad to knævrende høns der ikke lige havde set den tordensky der hang over deres fars hovede. *Jaaaaapjapjapjapjapjapjapjap” sagde det deromme fra – og efter en tid spurgte jeg den sammenbidte fører af bilen hvad der var galt.

Helt roligt kiggede han på mig, og sagde:

Nu må du ikke misforstå mig. Jeg elsker dig, og jeg elsker dem. Men.

Nogle gange er der altså bare for mange kvinder omkring mig. Det er noget med frekvensen af jeres stemmer, og den konstante knævren.

Jeg. Kan. Ikke. Ha´. Det.

Det tror jeg faktisk ikke der er ret mange mænd der kan, og i dag kan jeg slet ikke. Må jeg ikke godt bare sidde her lidt, og prøve at lukke jer ude?”

Jeg har tænkt over det siden, og synes simpelthen det var meget i orden det dér. Jeg kunne ikke have gjort det lige så godt. Det véd jeg bare.

Så husk det nu: Det er ikke nødvendigvis fordi I har gjort noget galt, eller sagt noget forkert. Det kan godt bare være nåed med frekvensen.

7 kommentarer:

Vita sagde ...

Han er inde på noget :-)
Jeg kan have det ligesådan - med kvinder.... pyyyh!

EN FUGL I HÅNDEN sagde ...

Ha ha, ham Søren er altså lidt sej! ;)

Kirsten sagde ...

Jamen det er rigtigt, Vita. Med kvinder kan det snildt antage karakter af hønsegård. Mænd er bare bedre til at holde kæft. Nogle gange... ;-)

Helle: Han er MEGET sej! :-)

Anne sagde ...

Herligt indlæg, Kirsten!!

Hvis du vidste hvor tit vi hører noget i samme stil fra de mænd, som er indskrevet til familiebehandling på mit job.
Ind imellem ender konen med en "kæve-rasler" fordi hun ikke ved hvornår, at hun skal stoppe jjaaaaapjapajajajapapappjajaj.

Godt at Søren advarede :-)

Kirsten sagde ...

Haaahahaha :-D Ja, for hulan, Anne! Det var da RIGTIG heldigt ;-)

Tulipaner og tomater... sagde ...

Min fars ansigtstræk fra den periode, hvor han var omgivet af en kone i overgangsalderen, 2 døtre i puberteten og en hund i løbetid, toner frem for mit indre blik, når jeg læser din beskrivelse.
RESPEKT til Søren og alle andre mænd som af og til ramler ind i frekvensproblemer og som alligevel holder af os :-)

Kirsten sagde ...

Nemli´, Hanne. Respekt! :-)