Memory Lane

Det er her.

 

Tænk engang… Jeg har ikke sat mine ben på den sti siden engang i starten af halvfemserne, og alligevel lignede den fuldstændig sig selv.

Jeg husker måske strækningen som værende lidt mere tilgroet, mere vilter og meget mørkere – men jeg tror jeg kunne have gået med lukkede øjne, og alligevel have drejet på de rette steder.

Det er skolestien i min barndomsby. Cirka 30 meter bag mig, inde bag en høj hæk, boede jeg de første 15-16 år af mit liv.

Dengang var hækken lav, så pigerne måtte op på mine skuldre for at få et smugkig ind i haven, på den havepavillon deres morfar byggede dengang jeg var barn. Og for at se huset og værkstedet hvor jeg lavede så mange sjove ting. Dengang.

De elsker, som så mange andre børn, at høre om “dengang jeg var lille…”, og lige for tiden er dét det eneste der er gangbart som go´nat-historie. Så er det da oplagt at tage dem med derhen hvor det hele skete, ikke?

Og tag endelig ikke fejl: Jeg synes også det var sjovt :-)

Vi tog en tur gennem byen mens Søren var murerarbejdsmand hos min far. Nu bor han et andet sted, ham morfar; i et nyt hus og med en ny kone, men stadig i den samme lille by. Gandrup.

Den ligner sig selv, byen. Der er ikke sket store, banebrydende forandringer i løbet af de sidste 18-19 år. Jeg er jo kommet der jævnligt, selvfølgelig er jeg det - men denne gang var nok den første jeg sådan rigtig var der. Vi gik en tur, pigerne og jeg, for at se hvor meget der stadig var det samme. Og hvor meget der havde forandret sig.

Og selvfølgelig endte vi lynhurtigt på skolen. Det er jo dér mange af go´nat-historierne stammer fra. Dén havde forandret sig, men det vidste jeg faktisk godt. Den var blevet stor og moderne, med glastilbygninger og gennemgange både her og der. Skolegården havde dog ikke ændret sig synderligt.

Der er ikke mange børn sådan en stille lørdag morgen. Jeg forstår dem egentlig godt…

Legepladsen ved fritteren (der forøvrigt dengang var ungdomsklub. Nøj, hvor har jeg haft det sjovt derinde!) var stor og flot, og der gik laaang tid før vi kom derfra igen. Det var ikke kun pigernes skyld.

Det er altså nogle år siden jeg sidst har hængt til tørre ;-)

  

Hold op, så mange historier der pludselig dukkede op fra hjernekisten på turen rundt i byen. Før vi fik set os om var der gået flere timer med leg og pjank, pegen og fortællen.

Sådan nogle lørdage skulle man ha´ nogle flere af!