torsdag den 27. august 2009

Efterlysning!

Det kribler i fingrene for tiden. Jeg synes pludselig jeg finder så mange skønne farver, textiler, garnnøgler, pyntebånd, knapper og dingenoter på lageret-over-alt-mellem-himmel-og-jord. Dét er jo skønt, for idéerne kommer til mig med det samme – men hvor pokker har jeg lagt tiden henne? Jeg véd jeg havde den engang…

Nogle af tingene får jeg dog lavet. Et lille pyntetørklæde til Asta kan sagtens laves foran fjerneren i løbet af et par aftener (eller dage med sygdom).

001

Et mere er såmænd også påbegyndt, og hvis nogen skulle være i tvivl har Agnes selv valgt farverne. “Bare tag allesammen, mor!” Jamen det gør jeg så – og det bliver faktisk meget bedre end jeg lige havde forestillet mig.

002

Jeg skulle måske bare lade hende være kreativ idémager og farvekoordinationsansvarlig for eftertiden :-)

Der ligger stof i lange baner i vindueskarmen i stuen (ja, mit navn er Kirsten og jeg er et rodehoved når idéerne og skabertrangen rammer mig). Jeg overvejer stadig hvad det skal bruges til, men pigerne synger for nye berberbukser og de skal såmænd også nok ende med at få ret.

003

Man kan ikke se det, men den nederste er faktisk helt svag turkis med hvide prikker. Asta har sagt helle for den. Hun er garanteret også med på nogle af æblerne, men “pigefarverne” der, dem kan jeg holde for mig selv, synes hun.

Jeg er s´mænd også kommet i det gavmilde hjørne. Jeg har bestemt mig for (laaangt om længe) at forære mit Noro murstenstørklæde væk. Jeg elsker det, men får det aldrig brugt, så nu er det blevet pakket pænt sammen, og ryger lige straks til Aalborg. Min søde svigerinde skal have det, for hun trænger til forkælelse og uventede overraskelser. Jeg håber hun bliver glad :-)

004

Pyntebånd i lange baner skriger på at blive brugt (og nej, der er ingen billeder – de kommer først når jeg har noget færdigt at vise frem. Ha!), og jeg er pænt sikker på at det bliver noget med applikationer og måske quilt. Mmmh…

For at det ikke skal være løgn, har jeg også en hel kohud liggende inde på syværelset. Jowjow, den er go´ nok! En lillebitte brøkdel af den skal forvandles til en friluftsvest med massefis af lommer til Søren. Sådan en man kan have både flydeapport, hundefløjte, mobiltelefon, vanter, hundesnor, søgeline og godbidder med i. Jeg foreslog om den også måtte have Liberty-stof som foer. Hvis øjne kunne dræbe, siger jeg bare… ;-)

Men hvor var det nu jeg lagde den tid…??!

Ingen kommentarer: