I morgen er en god dag at have mønterne (eller sedlerne...) klar derhjemme. Frivillige samler ind for Kræftens Bekæmpelse, og jeg tror ikke vi er mange der ikke har en god grund til at donere lidt dertil. Stort eller småt, alle beløb modtages med et smil.
Selv kender jeg desværre alt for mange der er blevet ramt af sygdommen, eller på anden måde har haft den alt for tæt inde på livet. Jeg giver glad og gerne til forskning, forebyggelse, patientstøtte og alt andet de kan finde på at bruge pengene til. Jeg blander mig ikke. Jeg regner med, at folkene bag ved bedst.
Jeg har meldt mig som indsamler i morgen. Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste. Turen rundt i lokalsamfundet fortæller mig, at jeg ikke er den eneste der er glad for, at Kræftens Bekæmpelse prøver at gøre en forskel. Der er stort set kun smil og glade donorer ved alle døre - og jeg giver rigtig gerne et smil og en stor tak tilbage.
Husk nu at være hjemme. Eller stop bare en af indsamlerne, hvis du ser dem på gader og stræder - jeg er helt sikker på at de ikke bliver sure :-)
Du kan læse mere om indsamlingen, og om hvad pengene går til, her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar