Nevermind...

Jeg havde en idé om, at det kunne lykkes, dette her. At jeg igen kunne komme til at nedfælde mine tanker på skrift med jævne mellemrum - men en enkelt ting havde jeg ikke taget højde for.

Jeg troede at mine dage skulle fyldes med enkeltheder. Kählervaser, hjemmebag, humoristiske indslag og lidt strik i ny og næ. Se, dét er nemlig nemt at skrive om.

Hurtigt; arrangér en håndfuld cookies på smuk retrotallerken, *knips* i det rigtige lys, vedhæft opskrift - og vupti, var der et blogindlæg. Endda af den slags som er letfordøjeligt, både for afsender og modtager.

Sådan gik det bare ikke. Min hverdag har de sidste måneder været fyldt af andet og mere end hjemmebag og feel-good stilleben. Den er fyldt med bekymringer, ting jeg skal vænne mig til og en smule sorgfuldhed. Og det er de samme tanker mit sind kredser om, fra jeg vågner, til jeg lægger hovedet på puden igen om aftenen. U.Af.Brudt.

Min hverdag er fyldt med møder, netværksdannelse, omtanke, læring, koblen ender sammen, læsning ...og træden varsomt. Fordi jeg ikke vil overvælde verden eller Verdens Centrum med det faktum, at dette her fylder alverden for mig lige nu. Og sikkert kommer til det i lang tid endnu.

Jeg ved godt jeg lyder dybt kryptisk. Det undskylder jeg - men det handler ikke om mig, og således er det heller ikke min ret at udbasunere mine tanker for alle.

Det er jo ret beset hvad internettet er. A.L.L.E.

Jeg hverkan kan, må eller vil. Så langt er vi ikke endnu. Ting skal falde på plads, og der er en vis rækkefølge der skal følges, når skabe skal åbnes, og skeletter skal ud. De nærmeste skal have lov at hilse på først.

Jeg skal nok komme igen. Jeg skal også nok løfte sløret for hvad min vanvittige rablen handler om - men ikke endnu. Det bliver mere sådan á la Månedens Gæsteskribent ;-)

Men jeg kommer!

I overhalingsbanen...

Mens I lige kiggede væk et øjeblik, kom jeg til at negligere bloggen igen - allerede inden jeg rigtig var begyndt...

Sjit happens. Jeg skal jo lige vænne mig, ser I. Huske, at I er her. At jeg skal give lyd fra mig med mellemrum.

Nåmmen, ser I; jeg har jo haft travlt.Jeg har for eksempel sagt mit job op. Det der job, som stressede mig lige rigeligt, og som gjorde, at jeg løb meget, meget stærkt h.e.l.e tiden, og eleverede min puls og min respiration.

Til gengæld starter jeg lige straks i et nyt! *indsæt selv ekstatisk smiley efter behov*

Ellers havde jeg helt ærligt ikke haft modet til at sige det første op... Fem ugers karantæne er jo ikke ligefrem noget jeg går og drømmer om - så havde jeg skullet vente, havde jeg da gjort det. Nu er jeg bare heldig i stedet, og starter d. 1. juni i noget der

• er tættere på
• er lidt mere fleksibelt i arbejdstid
• er knap så omskifteligt

...men til gengæld har lidt samme brugergruppe, og det er f***ing great! Dem er jeg nemlig lidt pjattet med; de socialt udsatte :-)

Jojo, vorherrebevares. Nogle er lidt småsære, drikker lidt rigeligt og bevæger sig i randområdet af, hvad "vi" synes er normal adfærd - men de er også meget ofte røvcharmerende, kalder en spade for en spade, og vil meget gerne have kontakt til nogen, der vil dem det godt.

Det vil jeg.

Lige om lidt skal vi lære hinanden at kende. Jeg glæder mig.

"Det er lidt ligesom at cykle..."

Det er fandeme så misvisende, når folk siger sådan! Virkeligheden er altså, at selvom du én gang har lært noget, så kan det sagtens gå i glemmebogen igen.

Se nu for eksempel det der med blogs, ing´?! Altså, helt tilfældigt...

For gud-ved-hvor-længe-siden var blogindlæg noget mine tanker kredsede sig omkring hele tiden. Hele tiden. Ikke med en dårlig undertone, for det stressede mig på ingen måde. Det var mere noget med at give sig tid til at smage på ordene, lege med formuleringer og finde måder at lave et lækkert indlæg om noget der vel i virkeligheden ikke altid var et indlæg værdigt.

Dét kan man nemlig sagtens. It´s all about the wrapping, you know. Og det gør sig forøvrigt gældene i mange af livets aspekter....

Menaltså. Lige nu er det svært, for selvom jeg har før har skrevet så der sprøjtede med bogstaver, så er det svært at finde rytmen. Den hjernemæssige motorvej der var så flittigt benyttet, har jeg svigtet. Jeg har taget mange andre veje i årene der gik, og motorvejen er groet lidt til hist og her. Det er jo hvad der sker, når der ikke er nogen der kører derpå. Nu er den hullet og revnet, nogle steder slet ikke til at benytte og andre steder bedre farbar - men jeg kan s´gu ikke køre 130 derpå!

Nu skal jeg så lige op på den der metaforiske (motor)cykel igen. Den slingrer lidt, og hakker i gearene - men jeg tror, at når jeg har kørt et stykke tid, og er kommet lidt op i fart ...så skal det nok gå. Måske kan jeg også få kørt noget af det mos i smadder der er på vejen, få lagt cyklen ned i både sving og kurver, komme uden om huller og revner - og igen få øjnene op for alle de små ting, der er værd at skrive om. Og så skal i bare se løjer.

Velkommen tilbage. Også til mig.

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...

Dance

Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:

Jeg elsker den.

Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.

Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.

Lige på vippen

Jeg har før stået overfor begivenheder i mit liv der har markeret en ændring; gode såvel som onde.

Jeg følte mig virkelig …mærkeligt til mode, da jeg fik min første menstruation. Ikke voksen, bare anderledes.

Jeg følte mig lidt mere voksen, da jeg gik fra tætsiddende sportstop til rigtig bh. Og vældig meget voksen (as if!), første gang jeg sådan rigtig sagde fra overfor min far.

Jeg blev rigtig voksen den dag jeg blev mor. Hvis man altså nogensinde bli´r det, sådan helt og aldeles.

Det var også en skelsættende begivenhed den dag vægten ændredes fra 69 til 70 kilo. Jeg var rædselsslagen. I dag (og ja, det er mange år senere) ved jeg at det skulle blive meget værre, og at jeg skulle ha´ haft en beroligende lussing dengang – men sådan bliver man jo klogere med alderen.

Det var blandt andet også skelsættende da jeg

• blev gift
• fik mit første rigtige job
• fik kørekort (hey, jeg har ikke lovet det blev i kronologisk rækkefølge, dette her. Jeg ranter jo bare…)
• første gang talte foran en større forsamling uden at blive ramt af kvalme og voldsom rødme
• oplevede en i nærmeste familie blive ramt af alvorlig sygdom
• endelig endte med ikke at være bange for min svigermor
• startede med at ryge
• stoppede med at ryge
• startede med at ryge. Igen
• stoppede med at ryge. Igen

Og nu? Nu tror jeg en ny tærskel venter.

Jeg er simpelthen begyndt at høre p4. Og tage bh´en af, når jeg kommer hjem efter fyraften.

Er otium´et så det næste??!

Pinlig power

Læste lige gårsdagens ord fra Fuhrmann. Kæft, hvor det bare ramte plet med hvordan jeg nogle gange synes hverdagen er.

Jeg gad helt vildt godt være sådan én der brød med alt det voksne og legede at jeg var Britney når jeg gik på Joe & The Juice. Hell; jeg gad bare godt være sådan én der gik på Joe & The Juice.

I stedet er jeg ret meget sådan én der bare lige tømmer opvaskeren, sætter en kulørtvask mere over og smider mig i sofaen til Grey´s Anatomy og Et umage par. Ikke at der er noget galt med hverken Meredith eller Dharma, men det ville da for fanden være befriende hvis man bare en gang imellem turde handle ind i Fakta sådan her...

Jeg har drømt om det mange gange, men har måske bare ikke modet. Eller én at være modig sammen med, som deler dén form for humor. I virkeligheden noget pjat, for jeg kan jo bare øve mig i det små...

Pinlig power, hedder det også - og det er helt klart noget jeg skal til at gøre noget mere i, og så bare skide hul i, hvad omgivelserne tænker om mig! Jeg burde måske bare være startet noget før, for jeg er gift med én der har udøvet kunsten i mange år, men uden at vide at det var dét han gjorde.

Jeg kan mærke at det første jeg bli´r nødt til at gøre, er at anskaffe mig et fake overskæg. Det er trods alt Movember, og alt er bare sjovere med moustache.

Også en tur i Fakta.



You can feel it all ååååååuuuveeeer...

JA, for fanden! Jeg kan nærmest ikke sidde stille af bar begejstring!!

 

De der tåber; dem der si´r at teknologi er noget bras, og at man bare skal ud i den friske luft - de skal tage at holde deres forbandede k***, og åbne øjnene en gang.

 

Der er jo friggin´ koldt derude. Og sensommer; dét er det i hvert fald ikke. Det er vinter, er det - og lige om lidt er der garntrisse sne op under armhulen og blå, frosne tæer.

 

Og så skal de nok lære det, tåberne. Teknologien redder os. Så længe vi har Spotify kan vi hygge os der hvor husene er hule, stearinlysene tændte og theen rinder ad libitum. Og så holder vi fest. Døgnet rundt. For alle vores gamle venner gider godt spille op til fest, og jeg gider godt høre på dem.

 

Lige nu lytter jeg til denne her, hvis du ikke allerede havde fanget den...

 

Nåja. Og Marvin Gaye, hvis der skal romantik (eller bare lir) på drengen. Og rigtig høj punk når jeg skal af med aggressioner. Og meget, meget andet.

 

Og så er der jo det dér Netflix, nu vi er ved teknologien. Jamen, *halleluja* hvor er det dog fedt!

 

Giv os lige en lille måned (nåehja, det har de jo allerede gjort...), så tror jeg vi er klar til at sige tv-pakken op. Jeg har jo nærmest ikke lavet andet end at voldtæske de første mange afsnit af Prison Break igennem, siden vi bestemte os for at teste skidtet for en lille uge siden. Århhvad...

 

Jeg tror faktisk jeg kommer til at sidde og glæde mig en lille smule til det der vintervejr. Tænk, hvad det ikke kommer til at byde på af hygge. Indendørs.

 

Marvin Gaye og Wentworth Miller. Holy moly. Det må utvivlsomt ende med daglige, kolde brusebade....

Den hemmelige ingrediens

Vi spiser sent i aften. Torsdag (og tirsdag, for øvrigt) er håndbolddag, så der skal først mad på bordet når alle familiemedlemmer er i huse igen.

Jeg har aldrig helt forstået de familier der spiser forskudt og i hold. Uanset næsten hvor sent det bliver vil vi altså spise sammen her. Desuden sker der ikke noget ved at holde det store måltid lidt på afstand, hvis bare man får en rugkiks eller to med ost på ved 18-tiden. Spørg bare Agnes.

Så vi kører sydlandsk stil et par gange om ugen. Det fungerer. På dén måde er der også mulighed for at få vaskeægte slowfood med jævne mellemrum, og dét er ikke så ringe endda. Jeg ved ikke med de andre (læs: børnene), men jeg kan sagtens få nok af alle de gengangere der kan bakses sammen på 30 minutter eller deromkring.

(Det faktum, at vi så også i aften ender med at spise ved sofabordet fordi spisebordet er fyldt med vasketøj i sirlige bunker det er så hyggeligt, behøver vi vel ikke komme ind på, vel?)

(Det kunne jo være fedt, hvis jeg kunne give indtryk af at være den der wannabe italiano overskudsmamma med egen sugo-opskrift og hele svineriet. Det har jeg da. Næsten.)

Nåmmen okay. Så er det måske i virkeligheden meget mere bosnisk end italiensk …og en hel del mere halvfabrikata end homemade. Men for catan, hvor det smager! Himmelsk, siger jeg jer!

Vi spiser mere Ajvar end pesto her i huset, og dét siger ikke så lidt. Hvis du aldrig har fået det før, så besøg din lokale, venlige, etniske whatever. Hvis han har en minikøbmand/grønthandel i et kælderlokale nær dig, og får frisk arabisk brød hjem et par gange om ugen, så snup et par poser brød og et glas Ajvar med hjem næste gang du kommer forbi.

Du fortryder det ikke. Et par skefulde af det i en kødret, som dip til grøntsager eller som smørelse på brødet? No matter.

Nåja. Og til jer der også tænker på hvad I kommer i munden:

Der er altså ingen kemiske fiksfakserier hér. Du slipper bare for at gøre arbejdet med at snitte, hakke, skære, simre og koge ind i timevis.

Det bliver din nye hemmelige ingrediens, der får alt til at smage som slowfood.

………………………………………………………………………………………………………

Og for en god ordens skyld: Dette er ikke et sponsoreret indlæg. Ajvar passer bare godt til mine/vores smagsløg, og jeg har flere gange oplevet at have gæster der bad om opskriften på vores specielle “pesto”. De plejer at få et glas i værtindegave ved senere lejlighed. Jeg skal jo lige en tur i “kælderen” først ;-)

Efterårsferiefredag

Vi har ferie. Jo, vi har. Og derfor kan vi gøre som vi vil – og det er præcis dét der sker.

I dag skal min dårlige samvittighed blandt andet tilgodeses. Jeg er a.l.t for ringe til at besøge min gamle mormor, og jeg ved det godt. Desværre tager den ene dag bare alt for ofte den anden, og jeg kommer ikke afsted. Skam med skyld på.

Today´s the day, my dear.

Pigerne og jeg bagte æblemuffins for nylig, og dem tager vi selvfølgelig med. Hun har brug for sul på kroppen, det gamle skind, og måske kan vi lokke en bid af efteråret i hende hvis det er hjemmebagt.

Nu tager vi bare rigeligt med, og efterlader et lille lager hos hende når vi kører igen. De smager af æble, kanel, vanille og nødder, og kender jeg hende – og hendes smagsløg – ret, så falder de i god jord.

Det bliver garanteret en dejlig dag. Vi har lavet en underhåndsaftale med min lillebror og hans dejlige familie om at mødes dernede. Mormor ved ikke vi kommer, og dét er kun godt. Ellers ville hun stæse op og ned ad trapper, frem og tilbage, for at finde godter, kager og andet frem. Hun har i virkeligheden bedre af at tage den lidt med ro lige nu.

Vi skal bare være, nyde og tage dagen som den kommer. Det er ikke så ringe endda.

Wannabe Wilhelm

I denne store, vide verden findes der mange hobbyer, aktiviteter og fritidssysler man kan give sig i kast med.

Nogle er ganske fredelige og ufarlige,

…nogle er mere dødsforagtende,

…nogle sjove,

…og nogle mere i zen-afdelingen.

Og så er der dem der bare skiller sig lidt ud. Som rollespil eller partnerbytte (kartoffel-kartoffel?!), for eksempel. Dét er vel stadig ikke blevet helt mainstream, er det?

Nåja. Og så er der dem der ikke har vundet stort indpas endnu, men som stadig få folk til at hæve det ene øjenbryn i let skepsis, undren og overraskelse når de hører om det. Som Sørens nyeste hobby.

Bullseye! Og nej, manden går ikke til dart.

Vi taler bueskydning her. Med compoundbue. På øverste billede er pilen ved siden af æblet blot sat i for at man kan se den faktiske længde derpå – men vi kom til at se flamingopladerne fra siden bagefter, deraf nederste billede.

Han har nu skudt i et lille stykke tid, og skulle egentlig have haft lov til at have den hobby for sig selv, og i fred for at komme på en tøseblog - men æblet blev ramt så godt at jeg blev nødt til at tage et billede af det.

Han er da ret god. Men jeg har forbudt pigerne at tage æblet på hovedet, hvis han spø´r…

Åh, Hybris …din lede kælling

Nåmmen, så sagde vi jo at jeg var en lille bitte smule lettet over at pigerne ikke længere går til dans. Blandt andet fordi jeg så slap for at køre frem-og-tilbage, frem-og-tilbage flere gange om ugen, og fordi vi ikke længere skal sidde til mastodont-lange konkurrencedage i Ry-hallen ….men mest fordi pigerne ikke længere var glade for det.

Og så startede de til håndbold. Og mor var glad, for nu var det billigt (Ingen matchende konkurrenceoutfits, pluralis. Ingen specialsko. Ingen monsterdyre danseforestillinger, ditto workshops og hytteture - med mere tøjindkøb til følge. Cirka en fjerdedel af prisen for medlemsskabet pr. sæson. Yay!), det var nemt (kørselsordninger styrer. Yay!) og pigerne elsker det (dobbeltyay!).

Alt var godt. Og mor var glad.

Nu har de fået udleveret kampoversigt. Begge to. *Hårh!* Farvel til langsomme søndagsmorgener, god tid og muligheden for at sove længe.

Første kamp var i går. Og hvem tror I lige fik æren af at få holdets kampuniformer med hjem dér. Nemesis!

_________________________________________________________

P.s. Jeg har allerede været ude og investere i både håndboldsko og –bolde til dem. Kachinnnnng! 1.100,- lige op ad lommen. Måske er det heller ikke så billigt i drift som jeg gik og troede…

Hvaffornå´ed segment?!

Fordi jeg har været hjemme i dag (sygt barn + sløj migselv = sofadag) kan jeg godt komme til at kede mig så meget, at der dukker store (aaaarhmenaltså, gimme some credit for sygdom hér) tanker op på den ene tur jeg får ud af huset; nød-indkøbsturen til henholdsvis Aldi og Kiwi Minipris*.

Nåmmenaltså. Med fare for at få verbale klask lige om lidt, kaster jeg lige en observation ud i æteren hér:

Skal man være lidt grim/bebumset/nørdet/uattraktiv for at arbejde i visse, unavngivne discountkæder? Jeg siger ikke det er nogen af de førnævnte (guderne skal vide, at de stakkels medarbejdere i Kiwi har nok at slås med, med den ærkegrimme grønne uniform. De har ikke brug for at jeg kalder dem uattraktive også), men det kunne det være.

Jeg siger bare, at jeg for eksempel også har lagt mærke til at kassemedarbejderne i Netto som regel er temmelig blonderede unge piger med fake øjenvipper - mens dem der sætter varer på hylderne i samme kæde er mere almindelige i det.

Hyrer kæderne efter en bestemt udseende-device? Og hvad fanden siger det så om mig, når jeg

1. lægger mærke til forskellen?
2. handler de forskellige steder?

Hm?!

*Skal det dér “minipris” egentlig også siges når man nævner dem, hva´? Har lagt mærke til at de siger det i reklamerne på tv – men helt ærligt… er det ikke bare lidt sådan discount med fine fornemmelser?!

Pis...

Når man er kommet afsted på arbejde i en trøje der lugter lidt af tis (hvordan fanden dét så end kan lade sig gøre?!), skal man så

1/ lade som ingenting, og holde det ud

eller

2/ smide den forbaskede trøje, og gå frejdigt rundt i den man har på indenunder - men som i virkeligheden ikke tåler at se dagens lys grundet alt for nusset, forvasket og tætsiddende look (læs: rullepølse-style).

Hm??!

Øøøøøøøøih!

Har så´n en lidt sur smag i munden over opstødet før. Pis. Skal vi ikke lave om på det, og i stedet nyde en god gang oprejst coitus på dansegulvet - bare for at komme i godt humør igen?!

 

Hvis man bare kunne danse sådan...

 

 

...og hvis man bare kendte en mand der kunne føre på den måde. *Suk*

Anyhoo...

Uden omsvøb - fordi min hjerneaktivitet i skrivende stund er noget nær nulpunkt - må jeg bare springe ud i det.

 

Jeg tror verden er befolket af idioter.

 

There. I said it.

 

Uden at jeg på nogen måde kan eller vil gå i detaljer, kan jeg da sagtens afsløre at det er specifikke idioter jeg tænker på. Folk, der gang på gang demonstrerer en sand tsunami af egocentrisme, der bare ruller ind over andre (læs: mig), og efterlader dem (igen: mig. Blandt andre) overrumplede, stumme af forbavselse - og med en let skuffelse over hvor ligeglade idioterne i virkeligheden er over at træde på andre.

 

Egentlig underligt at man stadig kan forundres...

Du ved du har været på charterferie, når…

• du hjemmefra svor, at du på intet tidspunkt ville lade dig underholde på hotellet, men pludselig tager dig selv i at spille bingo ved poolkanten – “for det kunne da være meget hyggeligt for ungerne”.
• …og de næste seks aftener er du fast bestanddel poolside, når hotellets tyrkiske entertainment-guide slår tonen an til Mr. Suntopia-konkurrence, karaokenight og Abba-sing-a-long.
• du ikke længere skænker det en tanke, at du går rundt med vådt badetøj under strandkjolen – og dermed nemt kommer til at ligne én der simultant har pisset i bukserne og er sprunget læk i ammeindlæggene.
• 34 grader i skyggen begynder at føles køligt.
• den gode gamle Speedo-trusse til mænd bare begynder at være noget, der for dig indikerer, at en russer er på vej i pool´en.
• den røde farve i et lyskryds giver dig lyst til at krybe sammen i fosterstilling …for lige om lidt fyrer chaufføren igennem det alligevel! Det er åbenbart bare vejledende, det med farverne.
• du bare véd at det bedre kan svare sig at betale i Euro end i tyrkiske lir – og uanset møntfod kommer du alligevel til at skulle prange om prisen på den cola.
• du indser, at har du mødt én skandinavisk guide, har du mødt dem alle. Men de svenske er alligevel bare vildt kernesunde at se på.
• du hjemme igen ser på en melon og tænker *snif* “du er for evigt ødelagt for mig! Din tyrkiske fætter var bare så meget mere saftig, sødmefyldt og sprød…” (og jo; det er altså bare en melon jeg snakker om)
• du efter hjemkomst bliver misundt den brune kulør. Af en afghaner!
• du har ædt din egen vægt i honning og baklava. Dagligt.
• du allerede efter fire dage tilbage i Danmark er begyndt at drømme om næste gang, og næste destination…

What to do. And definately; what NOT to do.

I kraft af min stilling er jeg deltagende i et ansættelsesudvalg på jobbet, og har nu brugt en rum tid på at gennemlæse ansøgninger til en aktuel stilling.

Lad os nu lige lege, at I spurgte, og tillad mig så at give et par fif til jer derude, hvis I i nær fremtid skulle befinde jer i en situation hvor I skulle skrive en sådan.

Top 5 over ting, der får de små hår i nakken til at rejse sig på mig, når der skal hyres nye folk:

1. Åbenlyst misbrug af Google Translate. Jo, selvfølgelig skal du have en chance for at komme til samtale selvom du er fra Ukraine/Indien/Sverige – men så skriv dog ansøgningen på engelsk (eller modersmål, hvis du tror vi kan forstå det), hvis du ikke er en ørn til dansk. Det er s´gu okay. Det er ikke okay at skrive at man snildt kan begå sig på dansk udi journalføring o.lign., når ansøgningen skriger “Liar, liar – pants on fire!!!”
2. Fire-liniers ansøgninger uden vedhæftninger. Jeg ved da godt at du i virkeligheden ikke vil have jobbet, og at det er både din og min tid der bliver spildt. Blame it on the damn jobcenter, anden-skide-aktør og de andre kvikke ho´der der har sagt du skal skrive minimum to ansøgninger om ugen. Jeg synes også det er pizzeirriterende, men jeg synes det er endnu mere irriterende når jeg sidder med din skodansøgning. Undskyld.
3. Når du ikke engang gider gøre dig umage for bare at lege at du føler sig voksen og ansvarlig nok til at have et rigtigt job, der involverer rigtige mennesker. Lad være med at skrive din puttetrold123@gmail.komsåforhelvedeudafstarthullerne adresse på. Opret dog en ny til lejligheden, just for the hell of it. Måske kan det være dét der gør at du lige præcis krydser grænsen, så vi tager dig alvorligt.
4. Og nu vi er ved det der med at virke voksen: Jeg gider ikke kontakte din mor eller far for reference. Nej, heller ikke selvom du har arbejdet for dem i weekenderne efter gym-festerne. ´nuff said!
5. Det der numerologi, ikk´å?! Skal vi ikke nok blive enige om, at det gør vi ikke mere? Tak.

Supersælger

Som før nævnt er vores bedagede Mazda stationcar ved at synge på sidste vers. Desværre går dét vers ikke stille af sig, men lyder i stedet i retningen af *klonkklonkklonkklonkklonkklonkkkkkkkkk*, med ekstra meget knald på når vi drejer til højre. Søren og de andre tekniske hoveder siger det er noget med trækakslen?!

Mig kan de i virkeligheden bilde alt ind. Jeg ved bare at lyden er pizzeirriterende, og at jeg efterhånden føler mig alt andet end sikker på, at bilen kan bringe mig fra A til B uden at give op halvvejs.

Så nu sjopper vi snart bil. Fandenfisemig.

Lige nu er vi igangværende med det stadie hvor vi kun kigger. Skiller skidt fra kanel, og prøver at blive kloge. I dén forbindelse tog vi jo så på rundfart den anden dag, bare for at prøvesidde x antal biler, og se hvilke vores langbenede tøsebørn ikke kunne være i, for eksempel.

I dén forbindelse rendte vi ind i John*.

John er bilsælger. Supersælger velsagtens, hvis du spørger John selv. Beklageligvis har John bare solgt biler på samme måde de sidste 15 år, så nu har han lidt svært ved at skrue ned for den jyske charme når der går et par dollartegn rundt og beser hans vognpark.

John startede for eksempel ikke roligt ud. Han spurgte os pænt om der var noget han kunne hjælpe med – og ignorerede i virkeligheden vores høflige “nej tak, vi skal bare lige kigge os omkring”.

Den næste time/halvanden var vi taget gidsler af John.

Han viste os a-l-t hvad en supersælgers hjerte kunne begære af ekstraudstyr, gejl og unødvendigheder. Han gjorde bestemt sit for at få os på vildspor, og havde en fabelagtig evne til aldrig at svare på det vi spurgte om, men i stedet tale upåvirket videre i samme rille som han var startet.

Men det værste… det allerallerværste, var at John på intet tidspunkt spurgte os (eller hørte efter når vi talte til hinanden) til vore navne, men i stedet insisterede på at titulere os Fatter og Mutter hele vejen rundt gennem biludstillingen! Bare sådan for nemheds skyld, tænker jeg – og fordi John selv synes det var åh, så jovialt og hyggeligt.

Dét syntes jeg overhelehovedet ikke det var. Tværtimod var jeg tæt på at få en nedsmeltning efter nogen tid, efter forgæves – og gentagne gange - at få John til at forstå at det var mig der kommer til at køre bilen hver dag. Alligevel insisterede supersælgeren på at åbne førersidedøren for Fatter hver gang, for derefter at forsøge at gelejde mig over mod passagersiden og, med galant fejende armbevægelse, byde Mutter sædet.

Jeg satte mig ikke på passagersædet én eneste gang.

John var rigtig god til at male billeder, siger jeg jer. Mentale billeder, igen med fejende armbevægelser, af “når Fatter lægger ne´ over Kasselbakken, så går´e altså godt i den hér! Og den opmærksomme bilist som Fatter er, har han se´føli lagt mærke til både klimaanlæg og gps. Så slipper Mutter også for at sidde mæ´ det kort, når det er svært at finde vej. Tø-hø.” Og det på trods af at vi fortalte John flere gange at vi aldrig kommer til at køre langt på ferie i bilen, og da ved gud slet ikke over nogen former for bakker eller alper.

Ved I hvad? Jeg kommer aldrig til at handle bil med John. Dét er et løfte!

__________________________________________________________

*Det rigtige navn er redaktionen bekendt. Vi synes bare John er sådan et fint bilsælgernavn. Lidt hen ad verdensherre, ikke sandt?! ;-)

Beretningen om, hvordan jeg blev så glad, så glad, for at jeg aldrig valgte at blive anlægsgartner. Nåja, og lidt af det løse…

Det kan faktisk berettes ganske enkelt, og i stikordsform.

Kæmpestor have. Skovl og spade. Tung, tung jord. Fyldsand en masse. Jernbanesveller á cirka 100 kg stykket. I pluralis, ja. Tunge betonfliser. Igen, i pluralis. Vabelfyldte, ru hænder. Arme så lange som en orangutangs.

Og en øm, øm krop, med ab-so-lut ingen energi tilbage.

Men hey! On the upside …så er vi ikke engang færdige endnu.

*Suk*

Jeg var så myoseramt i hele mit gamle korpus, at jeg var tæt på at være grædefærdig i aftes – men da havde vi (Søren og jeg) til gengæld også færdiggjort flisebelægning på 20 kvm, fyldt en gigantisk plantekasse op med jord og prepareret en svelleomkranset bålplads på 35-40 kvm. Alt sammen på to arbejdsdage. Og det ser godt ud.

I dag har jeg lavet et absolut minimum. Alt har været hyggebetonet, og har været i “pynte-hygge-nusse” afdelingen af hvad der så også følger med den slags havearbejde.

Jeg har købt stauder ind. Jowjow. Dét, der ellers aldrig burde ske, er sket. Jeg er nu officielt blevet en del af staudefolket. Og jeg har placeret dem nøjsomt i giga-plantekassen, som vel i virkeligheden sagtens kunne bære dobbelt så mange blomster – men dét koster jo kassen. Nu måtte jeg nøjes med lidt, men godt. Lupiner, jacobsstige, lavendler, løg og andet godt pynter derude, og så må der komme mere til hen ad vejen.

Jeg har lumske planer om at skulle afsted efter flere lupiner og/eller lavendler en af de nærmeste dage, men det er til et andet sted i haven – og når mine fingre igen er samarbejdsvillige, knipser jeg løs med kameraet, så I kan se, at jeg ikke er fuld af løgn.

Og det med planterne er vel det jeg har lavet i dag, i virkeligheden. Nåja, og kigget bil i timevis fordi vi snart ikke kan køre i skramlekassen mere. Og prøvet at få øje på en solnedgang ved Saltum Strand, men jeg havde for travlt med at holde styr på stor hund og børn, så de eneste billeder der blev af dét er for mit indre øje. Ret synd for jer i virkeligheden, for hund vs. børn var et sight to remember…

Nu er der bagt pølsehorn til den tur der venter i morgen, og tændt for varmen i teltet i haven. Vi sover der så vidt muligt mens vi har ferie, bare fordi det er såååå dejligt, og vi bilder os ind at man sover meget bedre i frisk natteluft. Ingen ironi her, det lover jeg. Det er skønt!

I nat håber jeg bare linen på flagstangen er surret bedre fast, så vi slipper for *klappeti-klappeti-klappeti-klappeti…* hele natten lang…