Nej, jeg vil ej!

En arbejdsdag er (næsten) til ende. Om lidt kravler jeg i "min" seng her på jobbet, for jeg får egentlig først fri kl. 9 i morgen formiddag. Ved denne tid er der helt stille i huset her, så jeg har tiden for mig selv, og nyder roen. I dag lidt mere end ellers...

Svimmelhed, uro i kroppen og hovedpine har været mine faste følgesvende i dag, men jeg vil ikke. Det er december i morgen for pokker, og jeg nægter pure at kapitulere! Jeg skal gøre julerent og pakke adventsgaver ind (jaja, lidt for sent, det ved jeg da godt...), og jeg gider da ikke det pjat.

Det går væk i nat. Det kan jeg mærke.

Nu´ det jul igen

... for nu er julefrokosttiden over os. Vi tager hul på den i aften, med julefrokost på mit arbejde.

Det plejer at være rigtig, rigtig sjovt og hyggeligt. God mad, godt at drikke, herligt selskab og forrygende underholdning. Det sidste sagt i al beskedenhed (not!), for jeg har været med til at arrangere den i et par år nu, og har netop lagt sidste hånd på aftenens indslag.

Vi bliver omkring 20 mennesker i aften, ansatte og bedre halvdele, og jeg ved at alle kommer til at gå op i det med liv og sjæl. Det er nemlig konkurrencemennesker og spillelystne folk vi har med at gøre.

Vi quizzer. En kollega og jeg har stukket hovederne sammen, og er kommet på omkring 120 musikstykker der skal gættes indenfor diverse kategorier, og omkring 140 spørgsmål om alt mellem himmel og jord........ Og mere afslører jeg ikke her, for der er spioner overalt! ;-)

Det bliver så sjovt :-)

På forsøgsbasis

Jeg famler mig frem. Forsøget skulle jo gøres med den smukke Noro, og jeg havde bestemt mig for det hæklede murstensmønster jeg så hos Liselotte, men...

I mit tilfælde ligner det altså ikke mursten. Vi er mere ovre i nå´ed skællet fiskehale...

Jeg synes ikke det er helt skidt. Faktisk kan jeg godt lide det. Især farverne, men dem kan jeg jo ikke tage æren for - dét er Noro, helt og holdent. Næh, mønsteret er nu ikke så dumt, og jeg véd godt hvor det går galt med mursten kontra fiskeskæl. Tror jeg.

Jeg har nemlig kun samlet ½ maske op med nålen hver gang, og det giver det lidt taglagte look, har jeg opdaget. Det kan jeg godt lide, og kommer til det næsten hver gang jeg hækler. Jeg ved ikke om det færdige resultat så er lige så slidstærkt som ellers, men pyt, det går jo nok.

Når bare resultatet bliver så kønt som dette her...

Bredden er lige omkring 18-20 cm, og til det har jeg slået 60 masker op. Mønsteret er nemt og ligetil, når man lige får fanget fidusen. Faktisk så nemt, at man snildt kan se en god film imens, uden at gå glip af plottet. Lige noget for mig!

Jeg er lidt spændt på det videre farveforløb, for jeg ved, det er dér jeg som regel får mine tvivl - men indtil videre tyder det da godt. Der er lang vej endnu, før jeg kan varme halsen i Noro.

Jeg blev altså også lige nødt til at lægge et billede ind af forsøg nr. 2: Mit første spæde forsøg med vådfiltning over skabelon. Altså, arhemmn...

Jeg synes den er ok. Ikke smuk, men ok. Vakkelvorn, bulet og skovbundsfarvet kan jeg vel leve med, til gengæld for slidstærk og passende i størrelse til strikketøjet.

Jeg havde håbet at farven blev chokoladebrun, for det var dén jeg lagde øverst da jeg lavede filten. Indeni er den lækker giftiggrøn, lidt skrappere end den læderforstærkning der er syet på omkring "håndtaget" - og jeg ville have elsket kontrasten mellem farverne. I stedet trådte den grønne lidt for meget igennem, og den antog denne her, lidt grumsede, farve. Så blev jeg så klog.

Forsøget skal gøres igen. Af første forsøg at være, er den slet ikke så dum. Og det var altså lidt hyggeligt (og også ensformigt!) at lave den. Næste gang skal der bare mere brunt på.

Og så kan jeg måske redde denne her lidt, hvis jeg nu slår mig løs med et nøgle Kauni og den helt store broderenål.......

Op til jul

Jeg synes altid, jeg er bagefter på denne tid af året. Intentionerne er skam gode nok. Der skal klippe-klistres, bages, laves konfekt og alt det andet der nu engang hører sig til - og jeg skal også nok nå det hele (eller, det meste i hvert fald), men lige nu ser det sort ud...

Sjovt nok får jeg altid først lavet advents- og kalenderlysdekorationerne dagen før de skal tages i brug (i bedste fald), og småkagebagningen står gerne på i dagene lige op til jul. Måske er det bare sandt, det jeg altid har bildt folk ind; jeg arbejder bedst under pres...

Konfekten er jeg faktisk god til at få lavet i tide. Den skal der også deles rundhåndet ud af i hele december måned, så måske er det derfor. Nårh ja, og så fordi det smager så djævelsk godt. I al beskedenhed er jeg faktisk hamrende god til dét med konfekt. Både at lave det og at spise det ;-)

I år må jeg dog begrænse mig når det kommer til det sidste. Så skulle da pokker stå i det, om jeg skulle æde mig flere kilo til i julen, når jeg nu går og spiser tomater og gulerødder til den helt store guldmedalje.

Men der skal laves konfekt, for det elsker jeg. Det er altså så hyggeligt, at stå der en hel dag - lægge rosiner i blød i spiritus, lave brændte mandler, ælte marcipan sammen med kaffe og alskens andre godter, overtrække med flere gode chokolader, pynte med guldstøv og valnødder................................... Åh, som jeg da glæder mig allerede!

Men: Lige nu virker det hele langt væk. Der er mange andre praktiske ting der skal overståes først. Det er ikke uinteressante ting det hele, men alligevel. Nu kan jeg godt begynde at mærke, at julen trænger ind under huden på mig, og jeg vil så gerne i gang med alt det hyggelige.

Det får desværre vente lidt endnu.

Venter på far

Gad vide, hvor træt min søde mand er, når han kommer hjem i dag...

I dag er nemlig første dag på det nye job - så han har formentlig brugt snart 7½ time på at slæbe mursten, skovle støbesand, slæbe mursten, blande mørtel, slæbe mursten, rengøre cementblandere og - ja, slæbe mursten!

Jeg tror ikke vi får supermegen fornøjelse ud af ham i eftermiddag og aften ;-)

Æv, altså!

Nå. Med temmelig ondt i fingrene, efter at have kæmpet med en f***** til synål, og noget møghamrende stærkt læder, har jeg nu måttet indse at mit filteprojekt ikke er færdigt endnu.

Lige nu er det gjort vådt igen-igen, og nu venter jeg bare.........

Lettere brugt

Sådan føles jeg i dag. Jeg startede dagen i går med 11 timer på arbejdet - og så gik jeg direkte derfra, og til førjulefest i byens forsamlingshus. Gemalen ventede deroppe, og det gjorde også en ordentlig flok feststemte, og lettere overrislede, venner fra byen her.

Hold da op, hvor er folk kloge at høre på, når man sådan ankommer 5-6 timer efter festen gik i gang ;-) Jeg endte med at gå hjem omkring kl. 02, efter et par forsigtige genstande, en masse høj musik og endnu mere hyggelig snak (læs: råben).

Søren blev deroppe, og kom efter eget udsagn hjem omkring kl. 05 i morges. Jeg opdagede intet. Jeg sov sødt, og vågnede først et godt stykke op ad formiddagen.

Nu er pigerne blevet hentet hjem igen, og jeg tror bestemt ikke dagen i dag byder på de helt store udfordringer. Det skulle helst bare ende i lidt kaffe, færdiggørelse af mine spæde forsøg på vådfiltning, måske en lille tur ud i det gode vejr og et spil Uno med pigerne.

Jeg håber du får en dejlig dag. Det tror jeg i hvert fald jeg gør.

På hårdt arbejde

Vi var en flok afsted på filtekursus i aftes. Jeg har aldrig været hos Bente før, men det viste sig at være et rigtig dejligt sted; superhyggeligt, lækre omgivelser og med et varelager der kunne få købetrangen frem i de fleste.

Bente var en rigtig god underviser og formidler. Hun havde rigeligt med overskud til at hjælpe med alle de ubehjælpelige spørgsmål der opstod i løbet af aftenen, og derudover sørgede hun selvfølgelig også lige for at hygge lidt om os med kaffe og the. Det var altså en rigtig dejlig aften, og det er bestemt ikke sidste gang jeg sætter mine ben i Hallund.

Vi havde fire timer til kurset, og efter rådgivning fra Bente, valgte flertallet at forsøge sig med at vådfilte over en skabelon. Dét var altså sjovt at prøve. Selvfølgelig "kom jeg til" at vælge en enormt stor skabelon, så jeg er i dén grad radbrækket i dag. Det er altså tungt arbejde at stå med en klump uld på omkring 400 g, der har suget lige knap 5 liter vand til sig...

Jeg blev selvfølgelig ikke færdig, så i dag er stuebordet dækket godt af med voksdug - og jeg knokler videre. Det er hyggeligt arbejde, selvom det nu godt kan gå hen og blive lidt ensformigt i længden. Og jeg indrømmer det blankt: Jeg snyder mig til alle de pauser jeg kan, for ellers er jeg bange for at armene snart falder af.

Jeg glæder mig til at se hvordan det færdige resultat bliver. Engang...

Skønt, skønt, skønt

Jeg glæder mig til i morgen. Jeg skal på arbejde, men det bliver nu ikke helt som det plejer. Torsdag plejer nemlig at være rengøringsdag, og - let´s face it - dét er ikke det mest sindsoprivende jeg kan komme i tanke om... Det er nu altid rart alligevel, vi hygger os med det, men i morgen venter en gulerod når vi har leget med Ajax.

Vi tager nemlig syv stk. afsted på filtekursus i morgen aften. Så skal der leges igen... :-)

Piger og pynt

Jeg var på arbejde i går aftes, og det var bare så hyggeligt. Det er det nu altid, men i aftes endte vi altså en lille flok sammen over noget voksbehandlet bomuldstråd og en bøtte perler.

Der kom mange sjove, finurlige og flotte resultater ud af det, og jeg endte med at gå hjem med dette her...

Jeg tror ikke jeg har knyttet noget siden 4. klasse, hvor jeg husker det blev til noget i retning af en nøglering og en form for potteplanteophæng. Ydrk...

Armbåndet her krævede tungen lige i munden ved de første 7-8 knytninger, og derefter var det bare turbo lige ud ad landevejen. Det var rigtig hyggeligt, og resultatet er da charmerende.

Sådan noget smitter. Asta er syg i dag, så jeg har hjemmedag med begge pigerne. Armbåndet blev vist frem i morges, og så fik pigerne armbåndsdillen. Heldigvis er min ældste datter ikke så ligetil, så hun fik straks en anden ide. "Mor, må jeg låne en hæklenål, hvis du lige lærer mig hvordan man gør?" Og vupti...

...var tøsen i mine gemmer efter garn, knapper, tråd, perler og pailetter! Aarh, hvor er hun altså bare skrap, den gås :-)

Heldigvis fejler hun ikke noget der smitter; hun fik et "mindre" anfald af nældefeber i går, og det er ved at forsvinde igen. Der er nemlig strikkeklub i eftermiddag, og nu er hun altså opsat på at hun skal låne hele arsenalet med derind også - for så kan hun jo liiiige...

Gaaab!

Uh. Skulle egentlig bare lige læse et enkelt kapitel højt af Anne fra Grønnebakken, da pigerne skulle puttes. Normalt en meget nem og overkommelig opgave...

Jeg tror det var noget værre vrøvl jeg læste højt, og mindes svagt at jeg nok var den der døsede hen allerførst. Så jeg fik mig en lille morfar, og nu er jeg alvorligt bange for, at jeg falder i søvn på sofaen inden kaffevandet koger.

Zzzzzzzz............

Endelig!

Så blev den helt og aldeles færdig, farveladen. Den er godt nok spraglet...

Fordi jeg er halvanarkistisk når det kommer til mine hjemmegjorte ting, følges der ingen regler. Ærmer behøver f.eks. ikke være ens i farveforløbene - og det blev de ved gud heller ikke. Det ene ærme er overvejende grønt, men ender i et gul/grønt stribeforløb ved ribkanten, og det andet ærme er mere spraglet i rød/grøn/gul/violet strib.

Den er altså spøjs, men jeg tror faktisk jeg nok skal ende med at bruge den alligevel. Den er nemlig utrolig lækker at have på, luner de rigtige steder, og alligevel til at have en tynd trøje på indenunder. Det sidste er faktisk et must, for jeg har helt med vilje fabrikeret farveladen så den har en stor halsudskæring. Den falder ikke ud over skuldrene, men det er lige før. Jeg er ikke ret god til ting der sidder helt oppe i halsen, og heldigvis bestemmer jeg selv når det er mig der sidder med materialerne.

Som det nok bedre ses på nederste billede, er trøjen både hæklet og strikket. Den er med lange ærmer, men ribkant næsten helt op til albuen så den får et lidt puffet look. Også ribkanten ved maven er et langt stykke, og stopper først helt nede omkring hoftebenet - lidt en satsning til mig med deller, men det fungerer faktisk alligevel :-)

Så: På trods af alle de tvivlsperioder jeg har haft mens den s**** trøje har været i gang, tror jeg alligevel den endte med at blive en succes. Yeih for det!

Guld

Jeg er lidt brugt i dag. Vi kom i seng ved 02.30 tiden i nat, på det der for de fleste bare var en ganske almindelig torsdag. Jeg var på ingen måde hverken fuld eller bare lettere overrislet. Faktisk havde jeg ikke indtaget andet end cola, for jeg skulle køre hjem efter koncerten, men det gjorde ikke noget. Promiller var ikke nødvendige i det selskab. Michael & Co. kunne nemlig sagtens underholde uden at yderligere stimuli var nødvendige.

Det var en fantastisk koncert. Akkurat ligesom de andre vi har været med til med drengene. De er uden tvivl Danmarks bedste liveband - og så er jeg forøvrigt fuldstændig ligeglad med, hvad andre mener, for her kunne sikkert godt komme til at falde en kommentar eller to om både Lars Lilholt, Poul Krebs og Shu-Bi-Dua. Det tåler ingen sammenligning ;-)

Vi varmede op til The 20 Belows, som spiller god, gedigen punk, stærkt inspireret af Green Day tror jeg. De gjorde det godt, men vi vidste vist allesammen godt at det ikke var dem, vi var kommet for at høre.

Vi var kommet for at høre dem her.

Billederne er ikke fantastiske, men det er altså svært at fotografere mens man hopper, råber, synger med og slår ud med armene.

Se, dét var nemlig en rigtig koncert. Én af dem, hvor man lugter stærkt af sved og øl bagefter, og hvor fødderne klæber til et fadølsbelagt gulv. Én af dem, hvor det dunker i brystet på grund af bas og trommer, og hvor stemmen er væk bagefter. Og hvor de glade drenge på scenen tager sig tid til at komme rundt og snakke, stille op til billeder og skrive autografer bagefter.

Nu er jeg jo ikke 16 år længere, så dét blev der ikke noget af. Altså, næsten... for i sidste øjeblik, efter jeg havde fået jakken på, kom jeg i tanke om, at jeg måtte have noget med hjem og vise pigerne. Især Asta har nemlig været drønmisundelig på os, og yderst forurettet over, at hun ikke er stor nok til at komme med til sådan en voksenkoncert. De er miljøskadede, de børn ;-)

Så nu går jeg rundt med Michael Poulsens autograf på armen. Og Asta vil have mig med i skole på mandag, så hun kan vise den frem...

Med let svedige håndflader

Jeg har netop smidt farveladetrøjen i maskinen på uldprogrammet. Bare det nu går godt.........

I aften...

Endelig, endelig kom dagen. I aften, kl. 21 starter festen - og til almen info kan jeg oplyse, at jeg regner med at have nedsat hørelse og nul stemme i morgen ;-) Det er ikke første gang jeg hører Volbeat live, og jeg lover, at det heller ikke bliver sidste. Ejj, som jeg da glæder mig!

Billedet er lånt her.

Jamenaltså...

Hvor heldig har man lige lov at være. Seks dage fri, og så opdager jeg at en sød budbringer har været forbi i går, med nyeste roman til læsegruppen. I aften begraver jeg mig i Den ottende bonde af Bent Haller.

Lige efter Desperate Husfruer, altså.

Tid i overskud

Dagen er nærmest kun lige begyndt (eller, det gjorde den faktisk kl. 5.30 i morges for mit vedkommende, men hvad gør det), og jeg fik fri for lidt over en time siden. Nu kan jeg se frem til seks hele fridage, med masser af tid i overskud til alt det jeg normalt ikke lige når.

Selvfølgelig skal der klares en masse praktiske ting. Der trænger gevaldigt til en oprydning i alt-mulig-værelset. Det er det rum der herhjemme fungerer både som garderobe, kontor og kreativt værksted, og det bærer tydeligt præg deraf lige for tiden. Resten af huset trænger også til at se både støvsuger, vand og sæbe, og så er der selvfølgelig vasketøjskurven... *suk!*

Men: De ting skal jeg nok få overstået i det tempo jeg selv vælger, for der skal også være tid til hygge, kaffe, strikketøj, juleklip, børnefødselsdag ved genboen, gode film - og så selvfølgelig koncerten i morgen.

Farveladetrøjen er straks færdig. Laaaaaangt om længe. Den bliver nu mere speciel, end den bliver køn, for jeg er chancestrikker. Mønster er der ikke noget af, og farveskiftene er jeg ikke selv herre over. Hold da op, hvor bliver den mærkelig. Jeg tror faktisk jeg ender med at kunne lide den alligevel, for jeg har altid haft en forkærlighed for det lidt skæve, det smågrimme og det sjove. Dén trøje kommer til at opfylde alle kriterierne ;-)

Så snart den lige har været en tur i vand, og har fået en ordentlig form, skal jeg nok få lagt billeder ind. Måske ender det så også med at være sidste gang der er nogen der ser den, for det kunne godt ende med at blive hjemme-trøjen nr. 1, hyggetrøjen til haven og sofaen. Og måske tager den fusen på mig, og ender godt. Time will tell.

Næste projekt bliver enten et murstenstørklæde i Noro, eller et par pulsvarmere i resten af Kauni´en fra farveladetrøjen. Begge dele ret overskuelige rent tidsmæssigt, og det har jeg brug for nu, ovenpå den trøje. Småtterier må der til. Også i form af andre nørklerier, så der er hentet lækre papirer og andre gode materialer hjem til nyt julepynt, så måske der også bliver lidt at se på senere.

Nej, hvor bliver det altså dejligt :-)

Farvel til batmobilen

I dag er Sørens sidste arbejdsdag hos den gamle arbejdsgiver. Han kørte hjemmefra i morges, for at aflevere batmobilen cirka 280 km syd for hjemmet. På dén måde bliver sidste arbejdsdag lidt ligesom alle de andre dage; en masse kilometer i bilen, alene.

Lige nu regner jeg med at han nyder godt af De Danske Statsbaners komfortabilitet, læser lidt i Ud at se, og drikker skoldhed kaffe af thermokrus. Omkring kl 17 henter vi ham ved toget, og så starter en ny hverdag. Altså lige efter at han har fået afviklet 14 dages afspadsering :-)

Så blev det endelig ***

Jeg ved det jo godt. Det er i virkeligheden alt, alt for tidligt at begynde at finde pynten frem til den der højtid der ikke er begyndt endnu, men for at være helt ærlig, så har jeg glædet mig til det siden marts. Mest fordi jeg dér var så heldig at falde over et ophørsudsalg der inkluderede disse her...

Christmas Krinkles. Jeg elsker dem! Mest fordi de har humor, men også fordi de er så tilpas barnlige og glade i udtrykkene, at ungerne sikkert vil kappes om at få lov at hænge dem på træet. Jeg synes de er skønne, og med navne som Potted Poinsettia Man, Blue Shoe Gal og Victorian Boot Man kan man da ikke andet end at smile.

Jeg har ingen yndlinge imellem mine Krinkles, men eftersom det ville se skørt ud at nærfotografere dem alle, måtte jeg vælge et par stykker ud. Det blev netop Potted Poinsettia Man og Strawberry Girl - og dem må man da elske!

Så i år vrager jeg al den gamle, kedelige pynt. Dén der de sidste 9-10 år har matchet nå´ed så nydeligt i bordeaux og guld, og nu hænger mig langt ud af halsen. Pigerne og jeg vil lave julepynt med spræl og liv, vil vi, så derfor må højtiden naturligvis tages hul på i god tid i år.

Vi vil lave decouperede kræmmerhuse, julekugler med hæklet overfrakke, fine papirguirlander og hjerter i smukt stof. Og der skal smovses i pebernødder og clementiner imens, for det hører sig til. Nu mangler vi bare at komme i gang...

Smittefare

Så fik jeg den også. Noro-feberen. Det ser ud som om det er en meget smitsom sygdom, der breder sig med lynets hast over det ganske danske land, men den har altså været et stykke tid om at nå mig. Mest fordi jeg er temmelig resistent når det kommer til noget der koster penge...

Jeg tror det for mit vedkommende var Liselotte der startede med at sprede feberen. Hurtigt bredte den sig dog til mine strikke- og hækleglade kolleger, og nu kunne jeg altså heller ikke modstå længere.

Farverne minder mig om sommer, rabarber, lime og livsglæde. Jeg ved endnu ikke hvad det skal blive til - men jeg ved det bliver smukt. Jeg tror måske jeg skal på jagt efter et nøgle mere i en alternativ farvekombination, for så står murstenen for tur.....

Misundelse

...kan være en grim ting. Og nogle gange bare dét det er - et udtryk for et ønske hos én selv. Jeg blev lidt misundelig af at læse med hos Liselotte i går.

De kommer altså også til at stå højt på min ønskeseddel i år. Jeg savner stadig den go´e gamle 8eye model jeg havde. Dog var de lige en tand for punk´ede til hvad jeg kunne finde på at købe i dag - de var nemlig sorte, med et hav af bittesmå hvide ansigter overalt derpå. I kedelige stunder har jeg brugt uhyrlig lang tid på at nærstudere mine støvler, for at se om jeg kunne identificere hvilke berømtheder gennem tiderne der var at finde derpå. Marilyn Monroe, Andy Warhol og Che Guevara var imellem, kan jeg huske...

De var uopslidelige, mine skønne støvler, og endte kun i en genbrugscontainer efter 9 år, fordi jeg helt ærligt syntes jeg var blevet for gammel til punk looket. Nu vil jeg have nye. Jeg tror jeg ønsker mig de sorte. Eller de røde. Eller de gule. Eller.......

Én af livets store glæder

... må bestemt være at have en søster :-)

Omstillingsparat

Der kommer til at ske store forandringer herhjemme i den kommende tid. Efter lang tids vejen for og imod, og omkring 1½ års aktiv søgen mens tankerne kværnede videre, lykkedes det i går.

Søren skifter job. Ikke bare sådan på helt almindelig vis. Han har valgt livskvaliteten frem for bekvemmeligheden og det økonomisk sikre. Han har sagt sin gode, faste, vellønnede stilling op, og starter nu som murerarbejdsmand sidst på måneden - og forhåbentlig i voksenlære som murer til januar.

Jeg tror det bliver rigtig, rigtig godt. Mest for ham, men så sandelig også for os andre i husstanden. Det er noget han har villet i mange år, men han har selvfølgelig haft økonomiske skrupler omkring det, og så er det bare ligesom aldrig blevet. Før nu.

Som det er nu, sidder han cirka fem timer om dagen i en firmabil. Har ingen kolleger at tale med, udover telefonisk. Han får kun den friske luft han selv tager efter fyraften. Og han skal være nogenlunde nydelig i tøjet hver dag, p.g.a. hensyn til kunderne. Det lyder underligt, men jeg tror næsten han synes det sidste er det værste. Den regelmæssige barbering er ham imod, han lader hellere skægget stå ;-)

Jeg glæder mig til at se, om murerfaget er hvad han har længtes efter. Jeg tror det, for han elsker at arbejde ude, elsker at skabe med sine hænder, elsker at blive beskidt (han brokker sig i hvert fald sjældent over det...), elsker det æstetiske i en flot murstensvæg - og han længes efter kolleger.

Forandring - vær velkommen!

JA

Uden at det her på nogen måde skal blive alt for politisk, vil jeg bare lige ha´ det ud af systemet:

USA har fået deres første, sorte præsident. Barack Obama vandt. Det er en historisk dag. En stor dag.

Dét har jeg krydset fingre for længe. Det er bare stort :-)

3...2...1...

... og dér gik starten! Mod en sundere livsstil - og forhåbentlig også slankere.

Nu er der bare tilbage at være nogenlunde standhaftig...

Hva´ pokker er der med de japanere?!?

... og hvad mon "ro" betyder på japanesisk?!?

Jeg undres, for jeg har nu flere gange lagt mærke til i sladrehanken ude i siden, at der er besøgende fra Japan her hos mig. Ikke nørkleinteresserede, gamle koner med sans for hård rock eller noget i dén stil*, men smålumre japanere - mænd, formoder jeg, fordi jeg nok egentlig er lidt fordomsfuld - der kommer herind på dette indlæg, via et porno-site. Og nu, da jeg har skrevet "porno" (to gange!), kommer der sikkert flere til.............

Gad egentlig godt se dem i hovederne, når det går op for dem, hvor de har klikket sig hen. Stakkels, skuffede fyre ;-)

*også ganske komplekst sammensat, egentlig!