Ingrid Marie

Trods det smukke navn og det indbydende ydre, har de aldrig været blandt mine favoritter. Og dét til trods, har vi et træ i haven der snart mister et par af grenene under vægten af alle de fine æbler der lyser flot rødt derpå.

Jeg gider ikke spise dem. De siger mig ingenting.

I tidligere sæsoner er æblerne blevet brugt til mos, tærter, muffins og most. Og fuglefoder.

Mosten var helt klart det største hit, og jeg drømmer stadig om eget mini-mosteri og en æbleplantage der strækker sig langt ud over markerne …eller bare to-tre træer mere end vi har nu ;-)

I år bliver det ikke til most, og vi har ikke godt af alle de søde sager, så hvad gør man så? Lader fuglene mæske sig som foregående år, var plan A.

Nu prøver vi plan B. Under en hyggesnak med naboen, nævnte hun nemlig de snackboller hun bager til børnenes madpakker - med æbler, kanel og rosiner i. Dét lyder som noget der måske kunne gøre Ingrid Marie nyttig.

Første omgang (efter egen forsøgsopskrift, med de ingredienser køkkenskufferne lige bød på) står til hævning nu. Nu håber jeg bare de bliver nogenlunde, for så må der videreudvikles.

Der er nemlig god plads i fryseren, og lige om lidt har vi efterårsferie og tid til at bage. Det kunne jeg faktisk godt gå og glæde mig lidt til…

Kolorit

Jeg kom til at melde mig til dette her for nogen tid siden. Ikke for Kählerens skyld (selvom den da er tæskelækker), men fordi jeg ville ønske jeg selv kunne bede om hjælp på en måde der er til at forstå, hvis jeg befandt mig i Lisbeths situation. Og fordi idéen er så god.

Nu er der bare ét lillebitte miniatureproblem.

Fååååååk, hvor jeg synes det er svært! Nøj, altså.

Jeg startede med at tænke (ligesom Lisbeth selv…), at sådan en lille hovedbeklædning, det skulle jeg da snildt kunne klare i en håndevending. Men for fanden da!

Den skal være lækker at have på. Må ikke være for varm eller for kold, og skal laves i et naturligt materiale. Skal passe til ude- såvel som indebrug, og helst også til flere årstider. Må gerne have en vis grad af *pazazzzzzh!* over sig – men skal samtidig heller ikke lede tankerne hen på Zsa Zsa Gabor når Lisbeth går i Brugsen, vel?

Aaarhmen…

Jeg er ved at nå dértil, at jeg trøster mig med den samme (selvbedragende) tanke der fik mig gennem gymnasiet og flere videregående uddannelser:

Gudskelov at jeg arbejder bedst under pres!

Lidt om dét, at gøre ting alene …eller sammen

Jeg danser nogle gange rundt hjemme i stuen. Helt alene, og temmelig grimt.

Jeg ved ikke hvorfor, men ofte er det sådan, at jo grimmere jeg danser, jo skønnere er det. Det bli´r bare sjovere på en eller anden måde.

Jeg kan rigtig godt lide at have det sjovt – men jeg kan fandeme ikke lide idéen om at nogen skal se mig danse grimt. Derfor gør jeg det alene.

Eller…

I dag gjorde jeg det sammen. Med nogen. Andre. End mig selv.

Fåk.

Det.

Var.

Grænseoverskridende.

Og heeeeelt vildt meget sjovere end jeg havde regnet med. Vi var jo for fanden allesammen nogle idioter at se på. Nogle mere graciøse end andre, jojo – men idiotiske, none the less.

Sådan burde man egentlig gøre lidt oftere. Danse grimt i det offentlige rum.

Tænk, hvordan vi kunne rykke ved normaliteten – bare ved at have det sjovt!

Tågen letter…

Det grønnes derude. Tingene virker lettere, blidere, nemmere nu. Jeg har kræfter og overskud til igen at leve livet og berette om det i cyberspace.

Og nej; jeg har hverken gennemlevet en skilsmisse, en vinterdepression, en livstruende sygdom eller noget-som-helst andet dramatisk. Jeg har bare været hængt op i hverdagliv, og det er nogle gange nok. Virkelig-virkelig. Jeg har haft travlt med både mit og andres, og jeg har s´gu dårligt nok haft energi til mit eget i de heftigste perioder.

Men det grønnes derude nu. Og jeg tror faktisk jeg er tilbage…

Som perler på snor

Jeg er blevet lidt bidt af at lave halskæder. Egentlig skulle det bare have været én, og det var kun fordi jeg lige stod og manglede en til en ny bluse. Som prikken over i´et, I ved.

Nu har jeg set mig lun på de lækre perler; i læder, sort/hvid, stram grafik og med et lille hint af farve og sølv.

Jeg elsker dem. Men jeg er ikke den eneste, så pigebørnene har allerede snuppet en hver. Deres er af åbenlyse grunde ikke kommet med på billedet, for de er ikke til at vride fra dem.

           

Jeg elsker farverne, og de runde, skarpe former. Jeg elsker lyden de laver når man bevæger sig rundt, og den stille pendulerende bevægelse der bare bliver ved og ved når jeg hænger dem fra mig. Og jeg elsker i særdeleshed den lille sort/hvide, zebrastribede perle der kan skimtes i baggrunden på billedet til højre.

Der kommer flere til, det kan jeg mærke. I rød, gul, lilla og orange måske, men hele tiden med det sort/hvide tema som basis.

Mmmmmmh…

Fik jeg forresten nogensinde sagt…

at det der volley, ikk´oss´?? Ikke just min spidskompetence.

Jeg kan ryste ræv i et par zumbabukser. Jeg kan danse virkelig grimt i min egen stue. Jeg kan til nød vise mig i en svømmehal, hvis mine børn spørger mig rigtig, rigtig pænt. Men al anden sportslig udfoldelse…?

Not really me.

Jeg er sygt bange for holdsport.

For det første er jeg altid en af de ab-so-lut ringeste. Virkelig. Virkeligvirkelig. Jeg er en af dem der panikker og messer *nejnejnejnejnej* når bolden kommer hen mod mig – hvis jeg altså ikke når at dukke mig først. Du vil aldrig høre mig råbe ting som “jeg har!” eller “spil mig!”. Aldrig. Jeg går i flyverskjul længe før, og hvis jeg hører nogen råbe mit navn vil jeg til hver en tid reagere ved at kigge mig forvirret rundt og glemme alt om den skide bold. Ikke sådan et super hit hos medspillerne, vel?

For det andet (og som en direkte virkning af det første) er min selvtillid langt under nul på en boldbane. Any boldbane. Jeg véd jeg ikke kan serve en volleball. Jeg véd jeg skyder lortet langt uden for banen – hvis jeg rammer. Og jeg véd at når mine meget overbærende og pædagogiske medspillere siger ting som “godt kæmpet, Kirsten – du får den næste gang…”, så tænker de i virkeligheden *Fuck dét lort! Ku´ hun for helvede da ikke ha´ været på et andet hold!!*. Eller; det er så min below-zero-confidence der ved dét. Jeg selv ved jo godt at det er søde og rare mennesker jeg har med at gøre, og at de i virkeligheden er både overbærende og pædagogiske. Og bare synes det er vigtigt at ha´ det sjovt.

Men jeg ved også at de synes det kunne være fedt at vinde.

Det synes jeg også. Og jeg er ellers aldrig konkurrenceminded. Jeg ville bare gerne kunne det her, for det er jo skidesjovt og jeg griner mere end jeg spiller. Måske i virkeligheden dét der er galt…

I aften træner vi igen. Og måske lykkes det mig at serve ordentligt allerede første gang. Eller bare syvende. Det ville også være okay.

Som en fisk i vand

Jeg trives. Næ, stortrives i det job jeg har fået mig. Jeg E L S K E R det, og glædes hver dag over mit held.

Tænk, at være så heldig at blive kastet ind i et nyt hus, kun for at opdage at man lynhurtigt bliver indlemmet som en helt naturlig del af en stor, rummelig personalegruppe med plads til forskellighed, tværfaglighed og professionalisme. For ikke at glemme næstekærlighed, respekt, humor, nytænkning, omsorg, idérigdom og hygge.

Det er jo stort!

Hver dag har jeg en følelse af at have gjort en forskel, at have gjort indtryk og at have gjort det godt når jeg går hjem. Men jeg er også træt, og har i dén grad tjent mine penge når vi når fyraften. Det gør ikke noget.

Der knokles – og hvis nogen skulle få den fikse idé nu at fyre guldkommentaren af, om at pædagoger bare sidder på deres flade r** og drikker kaffe dagen lang, så kan de pakke sig, kan de.

Jeg kan nemlig sagtens drikke min kaffe mens jeg karter rundt som en skoldet skid i et glas vand, og assisterer med både syning, møbelrenovering, smykkefremstilling og maleri, samt ajourfører fremmøde, læser journaler, koordinerer kalender og får en mere eller mindre alvorlig hyggesnak med både brugere og personale der kigger indenfor flere gange dagligt.

Ha!

Jeg elsker det. Især når kolleger får nye og spændende, tværfaglige idéer der også involverer mig og mine kompetencer, på områder jeg ikke før har betrådt.

Jeg håber det lykkes. Det kunne være så fedt.

Bring it on!

Kunsten at overleve i kaos

Eller: “Hvordan man bygger køkken om, uden egentlig at have en overordnet plan”

Det er jo dét vi gør.

Vi havde en plan. Dén holdt så ikke.

Nu har vi måske en ny – og et nyligt indkøbt, brugt køkken til at stå i stalden til ingen verdens nytte.

Lyder det forvirrende? Det er det også.

Den mere udførlige version lyder sådan her:

Vi var hurtige på aftrækkeren, og købte det dersens firserkøkken gennem Gul&Gratis. Da vi fik det hjem var det egentlig alt andet end charmerende, så nu overvejer vi Ikea-model i stedet. Og prisen er så rendt op i omkring tre gange så meget som vi først havde budgetteret med. Hårh.

Pengene? Dem har vi da. Ikke.

Køkkenet? Det er vi da gået i gang med at ødelægge. I skrivende stund er der banket puds ned i halvdelen, og alle vores tallerkner, glas, gryder, stegepander, ildfaste fade, krydderier, melposer, pastaditto, olier, viskestykker, karklude og knive står inde i stuen – sammen med microovnen og bagemaskinen. Bare sådan nydeligt arrangeret rundt omkring i flyttekasser, vindueskarme og på alle andre tilgængelige, vandrette flader.

Hårh.

Vil du herhjem og ha´ kaffe?

Jeg tror nemlig godt jeg kan finde el-kedlen…

Sell-out

Eller nå´ed. Jeg har i hvert fald taget en beslutning. Amio-butikken skal være anderledes efter nytår.

Så nu er der udsalg. Klik i sidebanneret hvis du er nysgerrig…

Retro overkill

Jeg har syet veste. Helt enkle, søde børneveste til når der er brug for lidt ekstra varme og pynt i det ruskende, kolde, forblæste efterår.

Det var egentlig tænkt som én til Asta og én til Agnes, men… De var for små i størrelserne. Sådan går det, når man forsøger sig hovedløst frem, og tegner mønstre løseligt af efter det der allerede ligger i skabene, men ikke får gradueret størrelserne ordentligt op.

På plussiden kan Agnes nu passe den der var tænkt til Asta – og den der var tænkt til Agnes ryger til salg på Amio i løbet af dagen.

Jeg synes de er blevet rigtig fine – men fik lige rigeligt flashback til senhalvfjerdserne, og det tøj min mor syede til mig i sin tid. Se bare her:

Dén blev til Agnes, og den har da fået fuld skrue! Bredriflet jernbanefløjl med applikationer i ægte pædagoglilla og retrostof på ryggen. Kom ikke hér, nej.

Den der egentlig var tænkt til Agnes har også fået med den store lilla pensel, men her er det som foerstof og kanter. Selve vesten er syet op i batikfarvet retro-dug, og dét er bare i orden. Farverne er desværre ikke faldet så godt ud på billederne, men tro mig når jeg siger at det er så lækkert med den lilla/lime kombination på ryggen.

Jeg manglede lidt *pazzaaash!* i foeret, så jeg har ladet mig (meget) kraftigt inspirere af Rappedikke, og syet mærket i med lidt attitude. Det virker altså efter hensigten, så måske jeg benytter mig af det en anden gang også – og så håber jeg det er okay med Christina.

Jeg skyder på at batikvesten er i en størrelse 6-8 år, så hvis du bliver fristet vil jeg da råde dig til at holde øje med Amio i løbet af dagen. Lige pludselig er den der…

Jeg har et barn, hvis hænder lugter af sure tæer!

Stinker, faktisk – og det er efter hun har været i bad. Det er naaaaasty!

Men det er okay. Rigtig godt, faktisk – for de stinker på grund af de boksehandsker min mini-Kessler havde på for første gang i aftes, og at dømme efter hendes brede smil, de klukkende grin og glimtet i øjnene har stanken af sure tæer været det hele værd.

Hun havde det så sjovt mens sveden drev af hende. Der var maverulninger, armbøjninger, løb, skyggeboksning, sandsække, kampråb, grin og sammenhold extraordinaire.

Og fremfor alt var der Kim, Verdens Bedste Boksetræner, som tog imod med venlighed, hjerterum og humor – men bestemt også med en udstråling der fortæller at han er høvding i træningslokalet, og det skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Det bli´r så godt! Bortset fra den funky lugt…

Måske er jeg blevet en lillebitte smule klogere i dag…

Måske. Det skal i hvert fald komme an på en prøve.

Jeg fik lejlighed til at drøfte min jobsituation (eller mangel på samme. Tøhø.) med hvad der virker til at være en temmelig skarp mand i dag.

Han var så snu at stille spørgsmålstegn ved følgende:

Når jeg nu skriver alle de rigtige ting i mine ansøgninger… Når jeg nu har alle de rigtige kompetencer… Når jeg nu er god til at formulere mig på skrift… Når jeg nu brænder for det jeg vil…

Hvorfor bliver jeg så ikke kaldt til samtaler?

Hvorfor???

Sidst jeg gik ledig (og det er pænt længe siden, altså) blev jeg kaldt ind på stort set alt jeg sendte ud, men nu ikke mere. Vådden ka´ det være?

Han mente jeg skulle tage hele ansøgningen op til revision. At jeg skulle skrive mere frit og knap så formelt. Selvfølgelig skulle det ikke være useriøst, men det skulle være iøjnefaldende.

Jeg tror s´gu han har ret. Det skinner ikke igennem hvem jeg er, i mine ansøgninger. Det er floskler, tomme ord og luftkasteller i arbejdsgiverens øjne, for ingen steder kan man se mig deri.

Men for raken da. Hvorfor har det ikke stået klart for mig for længe siden? Hvorfor skriver jeg ikke mine ansøgninger mere som jeg skriver her, i mit frirum, min legeplads? Her kan man jo se hvem jeg er (håber jeg) og hvad jeg elsker. Her skriver jeg frit fra leveren, uden hensyntagen til “bør” og “må”. Her har jeg det godt. Men hvorfor så ikke dér?

Dét skal der laves om på. Fandeme.

Nu skal jeg komme efter dem, skal jeg!

En stor dag

Jeg kan næsten ikke huske hvordan Asta ser ud uden briller på.

Hun fik dem da hun var to år, og de har været hendes faste følgesvend lige siden. Hun kan ikke klare sig uden. I nødstilfælde kan hun undvære dem i maximalt ½ time ad gangen – men så ender hun også med kraftig skelen og hovedpine.

Lige fra hun var en lillebitte fedling med deller omkring halsen…

…og til nu; en stor pige i 3. klasse.

Der er slet ingen tvivl; det er den samme pige – og altid med brillerne som karakteristika.

Hun ser dem ikke selv. Når hun bliver bedt om at specificere egne særlige kendetegn i skoleopgaver skriver hun “fregner” eller “høj”. Aldrig briller. De er en del af hende, men ikke én hun er specielt bevidst om gør hende anderledes - sikkert fordi hun aldrig er blevet drillet eller gjort opmærksom på det. Heldigvis.

I dag er en særlig dag. Vi var nemlig hos øjenlægen den anden dag, og fik at vide at

1/ hendes syn er blevet bedre!!! Hun er nu nede på en styrke på begge øjne på +5, og kun med bygningsfejl på det ene øje. Det har ikke været meget værre, men det har været værre.

2/ hun må gerne prøve med linser nu. Hun er stor nok, og de vil kunne gøre hendes hverdag nemmere når hun skal i svømmehallen, spille bold, ud i regnvejr, hoppe trampolin og alt andet en knap 10-årig nu gør.

Så nu skal pigebarnet have kontaktlinser. I dag. Håber vi.

Dét bliver altså mærkeligt…

Hvis jeg nu kan få puslespillet til at passe…

er jeg ved at vænne mig til tanken om at tage en køretur ud i det blå på søndag. Helt alene med mig selv.

Godtnok flakser der sommerfugle rundt i maven på mig ved tanken, men det kunne altså være sjovt. Og så har jeg hørt noget om at der skulle være kage.

Hvem kan sige nej til det?

Nu med plejebarn

Asta har hevet det med hjem, plejebarnet.

Det er af den fjerede slags, og det forlyder at livretterne er døde fluer, stankelben uden vinger og gudskelov foderpiller blødt op i vand.

I overmorgen starter pigebarnet i skole igen, og hvem tror I så der kommer til at sidde med døde insekter og pincet hver anden time?

Hm.

Hvis vor fjerede ven stadig lever i morgen (sagde kynikeren) skal I nok få billeder. Den er jo sød…

Jamen…

Det er vel dybest set bare en Nintendo DS for voksne. Ikke?

Men jeg indrømmer det: Jeg er et legebarn, også når det kommer til teknologi – og lige så snart jeg får legetøjet i hånden hører dinosaureren op med at eksistere.

Så funker det. Også det der med at ringe og sms´e (som jo egentlig er det jeg har købt den til).

Psssst! Jeg har allerede downloadet fem spil. Er det for umodent af en kvinde midt i trediverne?

Det ta´r kun fem minutter…

og så er der homemade Lemoncurd til alle!

Jeg har ikke nået at prøvesmage endnu, men véd at opskriften er god – så nu deler jeg med jer, hvis I skulle ha´ lyst til at prøve varerne:

• 280 g flormelis
• 1½ dl citronsaft
• reven skal af én ubehandlet citron
• 2 æg
• 75 g smør

Bland alt undtaget smør i en gryde, og lad simre til det er tyknet. Tag gryden af varmen og tilsæt smør. Rør rundt indtil smørret er smeltet og blandet i citroncremen.

Velbekomme!

Psst! Efter prøvesmagning kan jeg konstatere at man snildt kan regulere i mængden af citronsaft. Denne Lemoncurd er m.e.g.e.t flydende – men for pokker, hvor smager den godt! Den ville dog ikke tabe noget ved kun at få ½-1 dl citronsaft, hvis man gerne vil have en fastere konsistens.

Jamen, for filan da osse

Nu har jeg i løbet af i går og i dag nok haft de første 10 forskellige baggrunde. Øøøøih, altså.

Jeg kan ikke holde ud at se på det samme længe ad gangen. Der skal nye farver og former til, i takt med årstidernes skiften (heja, forår!) – men for catan da!

Hvorfor er alle de s**** baggrunde pink, nuser og øøøøndige? Jeg kan ikke slippe for silkebånd, hjerter, sommerfugle og blomster.

Nu er vi  ude i noget pink igen, men det var kun fordi jeg blev så glad af æblerne.

Kom frisk! Hvem derude kender til nogle links jeg ikke har opdaget endnu, med free blogger templates der er til at holde ud i mere end fjorten dage???

Jeg vil ha´ noget med humor og kant - og ikke hverken for stramt, for elegant eller for pyntet.

Krævende? Tjoooe, måske… ;-)

Here goes nothing!

Nu forsøger jeg mig – for allerførste gang nogensinde! – med at nedfælde et mønster lavet ud fra fri fantasi. Tag det ikke ilde op, men jeg giver ingen garantier for succes her, hvis nogen derude skulle prøve at følge det. Det kunne potentielt ende med at ligne et par galoscher, hvem ved… ;-)

Det er denne her det drejer sig om:

Mobil-soveposen! Jojo, en uskyldig gang sjov har udviklet sig, og nu kommer så de mere eller mindre famlende anvisninger på hvordan jeg gjorde. Here goes nothing!

Garnforbrug: To farver fra restekassen. Du skal ikke tænke så meget over det, for mit færdige etui vejer 9 g, og det er incl knapperne.

Hæklenålen er en str 3, men prøv dig frem med garnet.

- Start med 1 rk lm, der passer i bredden til din mobil. Du skal have et antal der er deleligt med 8, hvis du vil forsøge dig med samme mønster som mig.

- Når du har fundet bredden laver du 1 el 2 rk fm deri – afhængig af din mobils dybde.

- Hækl nu fm rundt om bunden. Ingen udtagninger her, du skal bare lige op. Når du er kommet 1-2 gange rundt kan du vælge at starte på et mønster efter eget valg, prøve dig frem med mine skriblerier, eller bare køre derudaf efter fri fantasi. Jeg tror det hele virker :-)

Jeg har brugt flg fremgangsmetode:

- 1. rk: *1 km, 1 hstm, 3 stm, 1 hstm, 1 km, spring over 1 fm med 1 lm*

- 2. rk: samme som 1.

- 3. rk: km hele vejen rundt, undtagen i “dalene” i mønstret. Dér samles op under de to forrige rk med 1 stm.

- 4. rk: km hele vejen rundt.

De fire rækker gentages, men hver anden rapport er “omvendt” i 1. og 2. rk. Du starter med stm, så det kommer til at løbe ca som følger: *2 stm, 1 hstm, 1 km, spring over 1 fm med 1 lm, 1 hstm, 1 stm*

Fortsæt indtil du når en størrelse der passer mobilen. Jeg har brugt ni rapporter for at nå en passende størrelse.

Til sidst laver du en lille “hank” og pynter evt med et par knapper, en rouleau, en yoyo eller andet kønt.

God fornøjelse – og forhåbentlig ikke for mange benbrud ;-)