Jeg glæder mig... måske... lidt...

Jeg skal i byen på lørdag. Alene, uden mand og børn. Uh! Dét sker altså ikke ofte i mit liv efterhånden. Anledningen er 15-års jubilæums-/gensynsfest for min årgang på mit gamle gymnasium. Jeg véd ikke rigtig...

Måske bliver det rigtig sjovt. Måske kan jeg ikke genkende andet end en brøkdel af de omkring 60 mennesker der er endt med at tilmelde sig. Måske ender vi med alle at opføre os som en flok gymnasieteenagere (uh!, igen). Måske tager jeg bare tidligt hjem, fordi jeg ikke føler mig tilpas. Måske er de andre også blevet voksne. Måske ender jeg nede i "rygeren" igen, sammen med Peter, Anja og de andre, ligesom i gamle dage. Måske drikker jeg mig æskestiv, og bliver pinlig.

Jeg hader uvished. Jeg bryder mig ikke om, ikke at have vished for hvordan det kommer til at gå. Jeg håber det bliver en hyggelig aften, det gør jeg virkelig - men jeg ved ikke rigtig.

Jeg følte mig altid lidt akavet, utilpas og udenfor, mens jeg gik på gymnasiet. I tre kiksede år. Måske falder jeg lige tilbage i den gamle rolle. Jeg kunne ikke ret godt lide mig selv dengang, men jeg kan rigtig godt lide mig selv nu.

Usikkerhed, gem dit grimme ansigt væk...

Hverdag igen

Så er hverdagen tilbage. Jeg har været så heldig, at jeg har kunne holde helt og aldeles fri fra arbejdet, mens Søren har været bortrejst på kursus i Helsingør. Ni hele dage. Jamen, altså... Det er jo den rene svir, men jeg har nu haft nok at se til alligevel.

I morgen starter jeg så på arbejdet igen, og lægger ud med en døgnvagt som jeg (næsten) altid har om tirsdagen. Det lyder hårdere end det i virkeligheden er - jeg har nemlig verdens bedste job, og nyder altid at være på arbejde. Jeg er omgivet af seks af Nordeuropas skønneste unge mennesker, og kollegerne er bestemt heller ikke så ringe (oversat fra nordjysk: De er hamrende gode).

Jeg glæder mig til i morgen. De tirsdage er altså rent guld.

Weekend - næsten som den skal være

Så blev det hverdag igen. Søren kom hjem i går sidst på eftermiddagen, og det var dejligt. Helt igennem dejligt.

I dag har vi bare nydt at være sammen igen allesammen. Far, mor, børn - og hund, selvfølgelig. Ingen stress, bare almindelig weekendhygge og daglige gøremål.

Altså, bortset lige fra at opvaskemaskinen er blevet indlagt på hospice. Jeg har tilkaldt præsten, og er beredt på at vinke farvel til "Old Faithful". Fik jeg nævnt, at vi skal holde forsinket børnefødselsdag for 20 i morgen.............

Det´ en ommer

Aarh, nej vel? Det er altså ikke rigtig retro-cool på den fede måde. Det er egentlig bare grimt. Af med stoffet, og på den igen - og denne gang bliver det altså noget mere afdæmpet.

Gæt engang...

... hvad jeg har forsømt, mens jeg havde travlt med at male køkken. Der ligger et lillebitte hint her.

Så nu tror jeg helt ærligt jeg har fortjent at komme ud af malerklunset og under bruseren. Og bagefter vil jeg tage Agnes (der forøvrigt har været hjemme p.g.a. sygdom de sidste to dage) i hånden, og gå hen til Marie og nasse en kop kaffe. Jeg ved hun gi´r :-)

Håndværk

Peter har været flittig i nat - og jeg var heldig med dug og morgentåge. Jeg elsker altså sådan en morgen.

Hvidt

Hvis det ikke var for mit lille skuffedarium-arvestykke, tror jeg, jeg var blevet sneblind af al den malen. Men nu tror jeg sørme, jeg er ved at være færdig.

Næste projekt er også ved at være der. Opslagstavlerne er savet til, stoffet er fundet og skal nu bare monteres - og så tror jeg lige jeg venter med at få dem sat op, til gemalen kommer hjem. Murboremaskine + mig = bad combo!

Lige til at få røde knopper over

Jeg er egentlig temmelig pro moderne teknologi. Jeg elsker min pc - men ville ikke græde mig i søvn over at skulle udskifte den med en nyere, større og hurtigere model - og kan heller ikke undvære min mobiltelefon efterhånden, selv om jeg dog strittede imod længere end mange andre.

Der er dog nogle ting jeg sagtens ville kunne undvære ved den mobil. Her tænker jeg mest i sms-afdelingen. Jeg kan godt lide at sms´e, jeg synes faktisk det efterhånden er et uundværligt redskab i min dagligdag - nok mest fordi jeg til daglig arbejder med unge mennesker i teenageårene og lige over, og for dem falder det altså lige til højrebenet at sende en sms i stedet for at ringe.

Men jeg indrømmer det blankt. De ting jeg absolut ikke kan udstå når det kommer til mobiltelefoni er bl.a.

*Sur gammel strigle on*

Kædesms´er
Kædebreve har aldrig virket. Kædemails har altid været et lettere irritationsmoment, og ikke kun for mig, tror jeg. Men kædesms´er er alligevel det værste af dem alle. Jeg tror folk lige ser dem, og, fordi det er så nemt, sender dem videre uden at tænke over det. Men jeg kan ikke udstå dem. Tænk, at voksne mennesker sender tekster videre, med "Hvis du sender denne besked videre til mindst 10 personer, vil du møde dit livs kærlighed". Naaih, du vil ikke - du vil allerhøjst få 10 personer i din omgangskreds til at undre sig over, hvorfor du sender det bras til dem.

Illustrationer i form af tegnsætning
Du har sikkert også modtaget et "nytårsfyrværkeri" eller et "bamseknus" på din telefon - udelukkende komponeret af paranteser, apostroffer, udråbstegn og en enkelt stjerne. Jamenhvorfornudetda??? Personligt skal jeg altid tilte hovedet lidt på skrå, knibe øjnene sammen til den helt rette størrelse, og så virkelig koncentrere mig for at få det til at ligne noget. Send dog et kort, hvis I virkelig vil mig noget. Altså.

Vits-arkiver

Jeg har intet imod en vits i ny og næ, og heller intet imod at folk fortæller en enkelt eller to videre, men: I kender dem godt. Dem dér, der til festlige lejligheder ikke helt kan lade være med at fiske mobilen op af lommen, for derefter at bruge 1½ time på at bladre frem og tilbage, og læse den ene lårklasker op efter den anden. Mmmhm. Need I say more...

Og vinderen over dem alle er:
Sms´sprog

Når kvinder (for det er altså kvinderne der er synderne i denne kategori) i alderen 30+ bruger ord som "tøzer" og "knuzer" i en sms. Mig bevidst er disse ord ikke stavet med "z", og de bliver altså ikke mere friske af at blive det. Stav dog for pokker ordentligt, koner. Jeg bryder spontant ud i røde knopper over hele kroppen, når jeg lukker op for en besked der starter med "hejza", medmindre altså den er skrevet af en 12-årig pige.

*Sur gammel strigle off*

Og det var bare det jeg ville sige. Hej. ;-)

Æblerov

Jeg er heldig med mine naboer (som jo forøvrigt også er mine arbejdsgivere, men det har jeg vist nævnt før). De er nogle meget rare og hjælpsomme mennesker, som altid glad og gerne låner ud af værktøj og lignende når der er brug for det - og det er altså dejligt, at man ved hvor man ikke går forgæves når det kniber.

Nu har de fået nyt legetøj. Eller, det har han, for han er bl.a. ivrig ølentusiast, brygger selv de gyldne dråber der smager helt fantastisk. Nu har han så slået sig på andet og mere end øllet. Nyindkøbt, og selvfølgelig allerede velafprøvet, står nu et komplet hjemmemosteri derovre.

Æbletræerne bugner i denne tid, og nu ville Henrik så prøve at få andet og mere ud af dem end æblemos, æblekager og fuglefoder. Så der bliver presset æbler til den helt store guldmedalje, til både dem selv, og alle venner, børn og børnebørn.

Mosten smager fantastisk, men det er ikke nok. Henrik er en hittepåsom mand, så nu har han også gang i noget hjemmebrygget æblecider - det er måske bare et spørgsmål om en gæringsproces, hvad ved jeg? Men jeg håber på en smagsprøve når han når så langt, for han plejer altså at have heldet, eller talentet, med sig.

Nu har jeg så tænkt mig at teste egne æbler for modenhed i denne uge, for jeg er blevet tilbudt at få dem forarbejdet derovre - og man skulle da være et skarn hvis man sagde nej tak til most af egen avl. Uhm!

Måske hvis man planlægger...

Nu er jeg kommet til en konklusion. Fredag må jo nødvendigvis komme hurtigere, hvis jeg laver mig en lang liste over hvad jeg skal nå inden fredag. Enhver véd jo, at man aldrig når alt det man sætter sig for, uanset hvor lang tid man end har. Common knowledge.

Så nu har jeg bestemt mig for at jeg skal

- nå at male køkkenet færdigt
- sy mig en lækker tunika-agtig ting til gensynsfesten på mit gamle gymnasium
- få syet noget tøj til pigerne af alle de dejlige ting jeg har til at ligge rundt omkring
- ha´ lavet mig den opslagstavle jeg så længe har manglet til syværelset

Det må være nok til at starte på, når jeg også skal have ungerne til musik og dans, når vi også skal til fællesspisning i byens forsamlingshus, og når pigerne også skal have legekammerater med hjem en gang eller to.

Mon ikke tiden skal gå hurtigt nok nu?

Kiss and goodbye

Pigerne og jeg har lige været i Aalborg Lufthavn og vinke. Søren er hoppet på et fly mod Kastrup - forude venter en uges kursus i Helsingør. Stakkels mand, han kan ikke lide at flyve... Men skiltet fik ham alligevel til at smile, trods sommerfugle i maven.

Nu sidder vi andre så herhjemme igen, og jeg indrømmer det blankt: Jeg savner ham allerede lidt. Heldigvis kommer der lige straks tre af ungernes legekammerater jeg skal passe i et par timer, så roen falder nok ikke over huset lige med det samme.

Det er alligevel skønt. Der kan alt, alt for hurtigt blive lidt for stille i et hus på landet, når der ikke går en knap to meter høj mand rundt og synger sit hjemlands vemodige sange ;-)

Jeg synes fredag er lidt langt væk lige nu.

Ydrk...

Vi har altid et sted mellem fem og ti gårdkatte her på grunden, og til tider er jeg pænt træt af at have så mange. Så bliver der tyndet lidt ud i dem, d.v.s. kattekillinger bliver bortgivet og så går det godt igen. I dag blev jeg mindet på, hvorfor vi har dem.

Ude foran tørretumbleren i værkstedet lå en halvstor, kattedræbt måske-kæmpemus/måske-rotteunge. Fy for sivan, den er ikke ret pæn, sådan en. Jeg er naiv nok til at tro på, at kattene har været "i byen" og finde den, for vi ser aldrig hverken mus eller rotter her på grunden - de overlever simpelthen ikke heroppe med alle de katte. Men alligevel... De rette instanser er hidkaldt, og nu skal der fælder ud.

Puha, hvor er jeg glad for at den var død da jeg fandt den!

Dans for catan

Pigerne er begyndt at gå til dans. De går i forvejen til kor og musik, så det siger lidt om, hvad det er der fylder i huset her. Så nu sidder jeg og ser på HipHop (eller HæpHåb, som Morfar så smukt udtrykker det) i et par timer hver onsdag eftermiddag - med smil fra øre til øre.

Nøj, hvor har de det sjovt, og hvor er det altså skægt at se omkring 20 smårollinger i aldersgruppen 3-6 år forsøge at følge danseinstrukser. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag - men pigerne glæder sig endnu mere. Hvor er det dejligt.

Antiklimaks

Og hvad skal jeg så nu? Nu har jeg haft så travlt hele den sidste uge - syet hundehus, gået på arbejde, hentet og bragt børn, været til fritterfest med familien, handlet ind til børnefødselsdag, gået på arbejde igen, gjort rent, købt gaver, pakket kunstfærdigt ind, vasket tøj, bagt boller og kagemand, ryddet op og gjort rent igen.......... og nu har jeg fri.

Altså, rigtigt fri, både fra arbejdet og alting. Hele dagen.

Måske skulle man ligeså stille sætte sig ned, med en smøg, en kop god kaffe (Latte!) og "Vila på gröna ängar". Heureka, dér var den sgu ;-)

Fødselsdagen

Hun blev glad. Rigtig glad. Det har været en dejlig 5-års fødselsdag for Agnes, med alt hvad dertil hører. Nu har vi allesammen sukkermavepine, for udover de grovboller som moderen insisterede på at bage, har der ikke været noget-som-helst fornuftigt på bordet i dag.

Menuen blev bestemt af fødselaren selv, så vi har fået rigtige fødselsdagsboller, med drys af perlesukker ovenpå, rigtig brunsvierkagemand med masser af slik og marcipanbælte med navn på - og som en let dessert, kræmmerhus med is og jordbærguf! Og så altså lige de der sunde grovboller med diverse oste, men hvem tager sig af dét, når man har fødselsdag, og alle de andre godter også venter...

Gaver var der masser af, for alle bedsteforældrene m.fl. var jo på besøg, så Build-A-Bear´en er velekviperet nu, og det er damen også selv. Så var der jo også den højt ønskede MP3´er, bøger og malebøger, farver og smykker, og så...

Og hun blev glad! Heldigvis da, for jeg havde været noget spændt på om det nu også ville falde i god jord. Hunden bor allerede deri nu, og storesøster har såmænd også allerede bestilt et hus i samme stil til hendes yndlingsbamse. På´en igen!

Der er altså også alle muligheder for at den lille hund skal få det hygsomt derinde. Gamle korsstingsbroderier på væggene, og fint Amy Butler gulvtæppe kan vel nok gå an.

Storesøster Asta kan også godt glemme alt om at låne, for der er navn på huset - så der er altså ingen tvivl om hvis ydmyge bolig det er. Her bor nemlig Signepigen ;-)

Og nu mangler jeg så bare at rode restelageret igennem igen, hvis endnu et hus skal kreeres, men det bliver altså aller-allertidligst i morgen. Tak for i dag.

Kære Agnes...

Tillykke med fødselsdagen! Tænk, at du allerede er 5 år, din store pige... :-)

Sjæls føde - og rent fjolleri

Lad mig på forhånd undskylde til alle jer der eventuelt læser med og er nogenlunde velbevandrede udi vores nordiske brodersprog, svensk og norsk. Jeg mener det ikke ilde, og det er kun på grund af ren og skær uvidenhed, at der helt sikkert bliver nogle stave-, grammatik- og ordstillingsfejl i løbet af dette indlæg.

Altså:

Jeg er med i en læsegruppe. Én af den slags, hvor en flok kvinder (og i nogle tilfælde sikkert også mænd, bare ikke lige denne her) mødes cirka en gang om måneden og har læst på lektien, værende den sidste skønlitterære bog der blev valgt. Vi skiftes til at vælge, vi skiftes til at lægge hus til, og det er altid vanvittig hyggeligt. En smule vin (øl til mig, tak, sagde Rasmine Modsat), hjemmebag og andre lækkerier og ufattelig megen snak!

Nogle gange kan vi bare overhovedet ikke blive enige om kvaliteten af lekturen. Så har nogle elsket en bog, og andre er knapt kommet igennem de første 30 sider. Personligt gjorde jeg mit, for at få de andre til at forstå fortræffelighederne ved bl.a. Vilde Svaner og Jordens Søjler - uden det helt store held. Men andre gange...

Lige nu læser vi et værk i tre bøger af en fantastisk norsk forfatter, Anne B. Ragde. Vi lagde ud med Berlinerpoplerne, så Eremitkrebsene og nu kommer vi så til dét, det hele handler om. Jeg forudser, at den næste læsegruppeaften vi holder, bliver den mærkeligste længe.

Tredie bog i serien er nemlig ikke oversat til dansk endnu - og vi kan altså ikke vente til den kommer, 2´eren sluttede med en helt fabelagtig cliffhanger og vi skal altså vide hvad der sker. Så nu er vi i gang med hvad vi nu kan skaffe. De fleste læser på norsk (Ligge i grønne enger), men jeg har kun kunnet skaffe bogen på svensk (Vila i gröna änger), gudhjælpemig.

Det førte til følgende ordveksling på Facebook (og det er dén ordveksling, jeg vil undskylde for på forhånd!)...

(Kirsten) Note til själv: Måste nu läre svensk jättesnabbt! Eller nå´ed...

(Susanne) Hämskt snyggt! Va i helvete mon grisfjøset hetter på svenska?

(Kirsten) Det vet vel för fan inte jag... Men det får jag vel läre ;-)

(Susanne) Det blir roligt det! Vi måste tilverka non interskandinavisk översätning och sälja den på loppis!

Jeg tror der går ren ged i den til næste læseaften... ;-)

Nybyg

Lillepigen Agnes, som altså ikke er så lille mere, bliver fem år næste søndag. Man skulle ikke tro det om en næsten-femårig, men for søren, hvor har hun altså haft svært ved at finde ud af hvad hun ønsker sig - hvilket selvfølgelig har været lige ved at drive forældrene til vanvid, for ét eller andet skal hun jo ha´, og det er altså en bestemt dame vi har med at gøre her, så vi ville da helst finde noget hun viser sig at blive glad for...

Nu har hun så bestemt sig. En MP3-afspiller (!!!), og et hundehus til yndlingsbamsen (!!!). Det er huleme en sjov sammensætning, synes moderen, men det er altså sådan det er, så det skal hun da have. MP3´eren koster jo ikke alverden, og hundehuset kan fabrikeres af hvad der umiddelbart er på lageret - så håber jeg bare hun bliver glad for det.

Det bliver altså deluxe, det hundehus. Med korsstingsbroderier på væggene og navneskilt over døren. Jeg glæder mig til at se, hvor nemt det bliver at sætte alle de s**** dele sammen tilsidst.

Hvis det lykkes, kommer der en fortsættelse senere - forhåbentlig med et billede af et glad barn på.

Tøhø!

Her fra siden skal der lyde en tak til de kloge hoveder bag denne side, for de har gjort noget ingen andre kan. De har forsynet mig med et profilfoto jeg kan lide...

Oh Ye of little belief...

Aaah! Ville bare lige gøre jer af liden tro, opmærksomme på anmeldelsen af Volbeat´s nye album, Guitar Gangsters & Cadillac Blood, i søndagens Nordjyske Stiftstidende.

For de med dårligt syn eller manglende adgang til avisen, kan jeg oplyse, at drengene hev seks (ja, seks!) stjerner hjem for albummet. Vi taler altså toppen af poppen her - eller, ikke ligefrem pop, men I véd hvad jeg mener...

""Guitar Gangsters & Cadillac Blood", der med sin unikke blanding af metal og iørefaldende omkvæd spædet op med glimt af country, deltablues og nordisk folketone, må siges at være Michael Poulsens svendestykke som sangskriver og sanger."

(Direkte sakset fra Nordjyskes anmeldelse...)

Vi har selvfølgelig allerede hjembragt et eksemplar af albummet, og nu glæder jeg mig da endnu mere til november.

Bravo!

Da pigerne endelig var faldet i søvn i aftes, og alt andet var til en side, satte vi en dvd i maskinen. Jeg havde godtnok regnet med den var god, men at den skulle vise sig at være fabelagtig... Åh, suk!

The Bucket List har Jack Nicholson og Morgan Freeman i hovedrollerne, ført sammen af skæbnen - Nicholson selvfølgelig en gnaven, gammel stodder der har nok i selv, og Freeman den sympatiske, tålmodige ældre mand, så dér var ingen overraskelser. Men makkerparret sammen, altså.

Jeg vil intet afsløre, hvis og ifald nogen herinde skulle have lyst til at se den. Jeg vil bare sige, at for mig var den intet mindre end årets bedste og mest seværdige film. Jeg lo så tårerne trillede - og senere var der også to stille tårer, men ingen grin.

Jeg véd også med mig selv, at de bedste film er dem, hvor man bagefter ikke kan sove, fordi filmsekvenserne genspiller sig for ens indre øje, og det gjorde de her.

Bravo!

Er der nå´ed vi ka´ li...

Første måltid på månedens madplan var kylling i karry-/kokossauce, og nu vil jeg lige straks trille ungerne op i seng. Guf for både børn og voksne ;-)

Planlægning

Endelig. Jeg er blevet færdig med husstandens madplan for den næste måned... Det er tidskrævende og det er kedeligt - men det er også nødvendigt her i huset.

Jeg har lært af bitter erfaring, at hvis jeg ikke får lavet madplanen, ender vi ofte med halvkedelige måltider, hvor de samme gamle kendinge går igen dag efter dag efter dag. Det er mest fordi vi har travlt, og fordi begge voksne herhjemme har sig nogle højst besynderlige arbejdstider - den gamle sang om "når mor kommer hjem, så er far lige gået" holder 100% herhjemme cirka fire ud af ugens syv dage, så planlægning er altså en hjælp. Spontaniteten går lidt fløjten, men hvad pokker - nu er vi da sikre på at få lækre måltider frem til oktober...