Viser opslag med etiketten how-to. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten how-to. Vis alle opslag

torsdag den 12. juli 2012

Sommer på flaske

For første gang nogensinde er det i år lykkedes os at lave hyldeblomstsaft. Ikke fordi det før er mislykkedes, men simpelthen fordi jeg ikke har anet hvad jeg skulle gribe og gøre i.

Nu ved jeg det er det nemmeste i hele verden – og derfor står nu omgang nr. 3 og trækker i køleskabet.

005

Det dufter intet mindre end himmelsk – og smagen kommer næsten derop også. Jaja, jeg ved godt det burde følges, men selvom jeg har givet saften mindre sukker og ekstra citron synes jeg nu stadig hyldeblomstsaft er en pokkers sød fornøjelse.

Nu har vi snart omkring 14 liter i fryseren til det næste års tid, og mon ikke det også burde kunne gøre det. Blomsterne synger på sidste vers derude, men hvis jeg kan finde sølle 120 klaser mere, så gør jeg det!

Jeg har benyttet mig af et blandingsforhold der hedder

  • 120-150 klaser hyldeblomst
  • 6-9 økologiske citroner
  • 6 l vand
  • 1½ kg sukker
  • 1 kg brun farin
  • 2 breve citronsyre

Kog vand op med sukker, farin og citronsyre, og hæld den varme blanding over hyldeblomstskærmene og de skivede citroner. Lad det stå koldt under låg i omkring tre dage, og husk at røre lidt i det hver dag.

Så er der kun tilbage at si det, og hælde på flasker. Jeg er en doven skid, så jeg skolder gamle sodavandsflasker (helst plast, men de skal kunne klare varmen) og kommer hele herligheden i fryseren.

Og så er der sommer hele året rundt!

søndag den 7. august 2011

Hvis man nu havde lyst til lidt selvforkælelse på den allersidste feriedag…

var det så ikke oplagt at bage lidt lækkert sammen med tøsebørnene? Med de næsten-allersidste friske jordbær i?

JO, for catan da!

Jamen, det gjorde vi så. Og nu håber jeg der er nogen der vil smage i dag eller i morgen, for det vil altså være for ulækkert hvis vi ender med at spise det hele selv…

Okay så. Man tager:

150 g mel, 100 g smør, 50 g sukker og ½ æg. Dét ælter man sammen til en mørdej, og fordeler denne i en smurt tærteform. Og hvis man har tålmodighed (det havde jeg ikke i dag!), sætter man den på køl en times tid.

Derefter rører man 100 g sukker, 100 g smør, ½ æg og 100 g revet marcipan sammen i nævnte rækkefølge. Denne blanding bredes ud ovenpå mørdejen, og bages ved 200 grader i cirka 20 min.

002

Lækkert karamelbrune skal de være (jojo, for jeg lavede jo dobbeltportion. Fordi jeg kan, blev der sagt!)…

Lad dem nu afkøle i et par timer eller så´n, mens du rører en vanillecreme sammen. Hvis du er rigtig flittig laver du den selvfølgelig fra bunden, men jeg har jo lige afsløret min egen utålmodighed lidt længere oppe, så jeg brugte i stedet lidt mælk og en pulverpose fra Onkel Oetker. Skidesundt, garanteret. Der går cirka en halv pose til hver tærte.

Når cremen har stået på køl en times tid, pisker du 2½ dl fløde til skum (pr. tærte), og blander dette sammen med kagecremen. Kan du se hvor jeg vil hen ad? Mmmmmmmmh…

Smelt 100 g mørk chokolade, og hæld det ud over den afkølede tærte.

001

…og husk endelig at lade børnene slikke skeen! Og gryden! Og alt hvad der ellers er kommet chokolade på i farten!

Nu skal det køle af igen. Vi er altså ude i noget etape-bagning hér.

Imens kan du begynde at rense bærrene. Jeg elsker jordbær, men har også før brugt både ribs, kiwi og andet med succes.

003

Der går omkring 500 g bær til en tærte, og dét er hvis du husker at halvere dem når du ligger dem på.

Når chokoladen er helt stivnet, fordeler du fløde/creme-blandingen på tærten, og pynter med bærrene. Og nu begynder det at ligne noget!

004 

005

*Ommenommenomme…!*

Smelt nu et lille glas ribsgelé for svag varme i en gryde, og hæld det forsigtigt ud over tærten. Stil den på køl, og vent til geléen er stivnet før du skærer det første stykke.

Og bered dig så på mavepine.

006

Velbekomme!

fredag den 16. april 2010

Den lille forskel

Vi fik ny grill i forgårs. En kærlig sjæl jeg holder meget af, begavede os med et kæmpe mutter mögschwein af en Weber med sidevogn. Hvor heldig har man lov at være? :-)

Nå. Men altså.

I dag meddelte Søren så at “Far står for maden i aften!”. Tøhø. Stik en mand en grill, et stort stykke råt kød og en liter tændvæske - og hans lykke er gjort.

En grillstarter har vi så ikke lige, men efter kort tids hamren, banken og roden i værkstedet kom Manden så ud, med rank ryg og et stolt udtryk i ansigtet.

“Se! Så fik vi også lige en grillstarter!”

004

Det ligner da meget godt, ikke? Vi lader lige billedet stå et øjeblik …og så zoomer vi lidt ud.

005

Hvor han ser en selfmade grillstarter og tænker Georg Gearløs – så ser jeg en gammel affaldsspand og en skruetvinge. Og tænker trailer trash.

God weekend derude!

torsdag den 18. februar 2010

Det bli´r godt, det her!

Jeg har lige opdaget Dorthe. Måske har du allerede opdaget hende, men så skulle det da langt fra være første gang i mit liv at jeg ikke er med på bølgen fra starten – og det bliver helt sikkert heller ikke sidste.

Jeg synes Dorthe er fantastisk – og jeg synes Dorthes Roderier er intet mindre end fabelagtige. Tænk, en hel blog om rod, og om hvordan man forvandler selvsamme rod til orden.

Jamen for filan… Hvis ikke jeg skulle blive fast læser der, hvem skulle så???

Dorthe har virkelig fat i noget dér. Bloggen er spækket med skønne og overskuelige tips til opbevaring, systematisering, oprydning og deslige – og jeg ved jeg kommer til at bruge hendes fifs jævnligt fra nu af.

Jeg tror huleme jeg starter…. NU!

onsdag den 9. december 2009

Julegodter no. 1

Hvis jeg nu sætter mig for at dele ud af goderne, mon jeg så ikke kan nå at dele opskrifter med jer, hver gang der bliver lavet konfekt her i december. Jeg tror det…

I skal i hvert fald have lov at lure med her, for så slipper I for at få mavepine udelukkende af brændte mandler. Jeg kan ikke huske hvor jeg i sin tid har fået opskriften fra, men den har været fast bestanddel her i huset de sidste mange år – og lur mig lige, om disse her ikke også bliver en ren vinder hjemme hos jer :-)

Tag en god portion af de brændte mandler du allerede har lavet (jojo du har. Selvfølgelig har du det…), og knus dem. Brug kagerulle, kødhammer eller hvad du nu lige har ved hånden, men læg kræfterne i, for de er denondelyneme hårde. De skal ende som en grov mandelmel.

001

Tag en smule af mandlerne fra, for de skal bruges til pynt lige om lidt. Ælt nu resten af mandlerne ind i ren, rå marcipan. Det skal bare ha´ alt hvad det kan ta´ – men stop mens marcipanmassen stadig kan hænge sammen. Det får den skønneste, karamelagtige farve nu.

Form mandelmarcipanen til små brød i mundrette størrelser, og smelt din favoritchokolade imens.

002

Kartoffel, anyone? Sådan bliver de heldigvis ikke ved med at se ud…

003

Og 1-2-3 har du lækre, små marcipanbrød med mandelkrokant både indeni og udenpå. Her er de helt friske med mørk chokolade…

004

…og fordi det er tv-køkken og jeg er i stand til at snyde lidt, er her også med både hvid og lys chokolade.

005006

Se, dét er en stensikker opskrift på chokoladekvalme – på den gode måde :-)    

mandag den 7. december 2009

Brændte mandler

Én af de ting der bare skal på bordet herhjemme i december, er brændte mandler. Vi elsker dem allesammen, og de er jo bestemt ikke svære at lave.

For jer, der måske aldrig har prøvet, har jeg lavet en nem “how-to” her. Mest fordi jeg ofte har skullet svare på det in real life – og så fordi det er hyggeligt :-)

Der er ganske få ting det er værd at huske på inden du går i gang:

  1. Lad være med at bruge den allerdyreste pande og palet du har. Dette her har før taget livet af en Jamie Oliver pande, ved jeg – men jeg tror det hører til sjældenhederne.
  2. Vask panden godt af inden du går i gang. Brændte mandler skal smage af brændte mandler. Ikke bøf med løg.
  3. Lad. Være. Med. At. Tage. Mandlen. Med. Fingrene. Hvis. Der. Smutter. En. Af. Panden. Dét er det absolut vigtigste råd jeg kan give. Hvis du kun vælger at huske ét, så lad det være dette. Tak.

Here goes!

Ét styk pande sættes på blusset, og deri kommer du flormelis i rå mængder (jeg plejer at bruge omkring 300 g flormelis til 450 g usmuttede mandler), og tilsætter vand så du får en tynd glasuragtig ting.

Tænd for fuldt knald, og hæld mandlerne ved. Like so.

001

Nu skal du bare røre i ny og næ, og væbne dig med tålmodighed. Det begynder ret hurtigt at koge…

002

…og tykne.

003

Det er nu du skal begynde at holde lidt mere øje med det. Lige pludselig fordamper den sidste smule vand nemlig, og så ser det sådan her ud:

004

Det var her jeg tænkte “Fåååååk, hvad er det jeg har gjort galt???”, første gang jeg lavede det. Svaret var: Ingenting. Det skal se sådan ud. Nu er der nemlig kun sukker tilbage, og det er dét der skal have lov at karamellisere, før mandlerne bliver brændte.

Skru en smule ned for varmen hvis du nemt får dårlige nerver, og vær ellers bare tålmodig. Rør godt i det en gang imellem, så varmen får lov at røre ved alle mandlerne og alt sukkeret. Og hold godt øje, for lige pludselig begynder det nemlig at virke.

Sådan!

005

Giv lidt mere tid, og snart er alle mandlerne fine. Hvis de får for meget varme bliver de for alvor brændte, og det er ikke smart – så når de ser færdige ud, skal du være hurtig.

Over på bagepapir, og skil dem kvikt ad med to gafler. Et voila!

006

Brændte mandler. Velbekomme :-)