Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.
Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:
Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!
Måske det er dét weekend´en skal gå med?
Trods det smukke navn og det indbydende ydre, har de aldrig været blandt mine favoritter. Og dét til trods, har vi et træ i haven der snart mister et par af grenene under vægten af alle de fine æbler der lyser flot rødt derpå.
Jeg gider ikke spise dem. De siger mig ingenting.
I tidligere sæsoner er æblerne blevet brugt til mos, tærter, muffins og most. Og fuglefoder.
Mosten var helt klart det største hit, og jeg drømmer stadig om eget mini-mosteri og en æbleplantage der strækker sig langt ud over markerne …eller bare to-tre træer mere end vi har nu ;-)
I år bliver det ikke til most, og vi har ikke godt af alle de søde sager, så hvad gør man så? Lader fuglene mæske sig som foregående år, var plan A.
Nu prøver vi plan B. Under en hyggesnak med naboen, nævnte hun nemlig de snackboller hun bager til børnenes madpakker - med æbler, kanel og rosiner i. Dét lyder som noget der måske kunne gøre Ingrid Marie nyttig.
Første omgang (efter egen forsøgsopskrift, med de ingredienser køkkenskufferne lige bød på) står til hævning nu. Nu håber jeg bare de bliver nogenlunde, for så må der videreudvikles.
Der er nemlig god plads i fryseren, og lige om lidt har vi efterårsferie og tid til at bage. Det kunne jeg faktisk godt gå og glæde mig lidt til…
Jeg (vil hævde til min dødsdag, at jeg) arbejder bedst under pres. Jo, jeg gør.
Således er nu, ikke én, men to styk hovedbeklædning på vej til Lisbeth. Jeg er ikke sikker på de når dertil inden mandag, men pyt så også med dét. Om jeg er med i konkurrencen er underordnet, men Lisbeth skal have lidt at lune hovedet på uanset hvad.
I får kun detalje-teaser-fotos. Ingen sneak-peak til modtageren hér.
Luk øjnene, Lisbeth. NU!
Jeg har valgt farver der gør glad, bløde materialer og lidt lækre detaljer.
Nu er der kun tilbage at håbe at modellerne passer, klæder og glæder den skønne Lisbeth…
Austin Kleon er min helt store helt lige p.t.
Jeg ved ikke hvordan han har gjort det, men han formår at sige og skrive alle de ting jeg har vidst – uden overhovedet at kunne sætte ord på – i mange, mange år. Hvis du ikke allerede kender Austin, så vil jeg klart anbefale dig at investere i hans lille mesterværk af en bog. Han har såmænd lavet flere, men denne her vil få dig til at trække lunt på smilebåndet mange gange, og du vil garntrisse også kunne genkende mere end én tanke deri.
I morgen har jeg den luksus (lågsus?) at kunne arbejde hjemmefra. Jeg har tænkt mig at gøre præcis som Austin prædiker; Steal like an artist.
Og hvor er så bedre at gå hen når inspirationen skal findes, end Pinterest?! Nowhere.
Jeg ved da godt at jeg ikke hører til blandt de first-movers der promoverede det til alle os andre fjolser, men NU er jeg med, og jeg trives som en fisk i vandet. Og når alle first-movers´ene mister interessen og mover videre til noget andet first, vil jeg stadig være at finde derinde, for jeg elsker Pinterest. Det er verdens bedste virtuelle opslagstavle og moodboard, og jeg kan snildt bruge en time derinde hver dag. Hvis jeg kan få lov.
Det kan jeg i morgen. Tak for Pinterest. Tak for Austin. Og tak for en fleksibel arbejdsplads :-)
Nåmmen, vi har så holdt børnefødselsdag i weekend´en. For den smukkeste 9-årige i verden.
Tager jeg fejl, måske? Nej, vel. Og fordi det smukke barn kan sno både moderen og faderen om sin yndige lillefinger, blev det en fødselsdag efter alle kunstens regler – og så alligevel ikke.
Anderledes, blev den. Her var ingen boller og lagkage, flag og lys der skulle pustes – ejheller en eneste lille kop varm chokolade.
I stedet var der…
(Jojo, bagermesteren var effektiv. I en grad så jeg ikke engang kunne få lov at tage et billede uden at han skulle ind over. Så deeet…)
Nåja. Og overskriften? Jamen det var jo bagefter skovturen. Til kaffen herhjemme, jo. I sommerferien var vi nemlig i Randers Regnskov, og dér blev vi introduceret for en helt igennem fantastisk klam dessertplatte. Denne her…
Mmmmmh! Og således inspireret, mente Agnes at en Skovskiderplatte måtte være vejen frem til hendes fødselsdag, når vi nu havde været i skoven hele dagen.
Jojo.
Vi nåede ikke at tage billeder, for det blev spist rub og stub – men vores version af tallerkenen bestod af
Rent guf, med andre ord. Når man altså lige var kommet sig over synet.
Tillykke, Agnes. Alt for dig, min skat <3
En pige på 9 år, med en ny lyseblå stor-pige-cykel, ønsker sig ikke meget af sådan en fødselsdag.
Moderen kunne godt ønske sig et mere ryddeligt hjem, men dét må blive i morgen. I dag hygger vi nemlig, og…
Det eneste der i virkeligheden skal til, er
Tænk, hvis livet altid kunne være så ukompliceret :-)
“Nogen” har fødselsdag i morgen. 9 år. Det er altså en pænt big deal. Og “Nogen” glæder sig helt ustyrligt.
Lige nu står fødselarens mor og bager peanutcookies galore, for dét er altså synonymt med fødselsdag herhjemme. Ergo er der nu rørt dej til 100 styk, for det er ikke blot barnets fødselsdag i morgen – det er også sidste dag på fritidsordningen, og så gi´r man ekstra meget kage…
Jeg har bragt opskriften før, men fordi jeg er uden skam i livet tør jeg godt gøre opmærksom på dens eksistens igen. Værsesgo´!
Om lidt tror jeg vi er klar til at prøvesmage herhjemme………..
Nu er jeg jo ikke den hurtigste knallert på havnen når det kommer til trends og så´n, vel …men det dér Pinterest?! Dét er simpelthen noget af det hyggeligste jeg længe er stødt på.
Min konto er hér, og der kommer nye pins til hver dag. Hvis du er lige så langsom som mig, så gør dig selv en tjeneste og log på i dag.
Du kommer til at elske det!
Det kan faktisk berettes ganske enkelt, og i stikordsform.
Kæmpestor have. Skovl og spade. Tung, tung jord. Fyldsand en masse. Jernbanesveller á cirka 100 kg stykket. I pluralis, ja. Tunge betonfliser. Igen, i pluralis. Vabelfyldte, ru hænder. Arme så lange som en orangutangs.
Og en øm, øm krop, med ab-so-lut ingen energi tilbage.
Men hey! On the upside …så er vi ikke engang færdige endnu.
*Suk*
Jeg var så myoseramt i hele mit gamle korpus, at jeg var tæt på at være grædefærdig i aftes – men da havde vi (Søren og jeg) til gengæld også færdiggjort flisebelægning på 20 kvm, fyldt en gigantisk plantekasse op med jord og prepareret en svelleomkranset bålplads på 35-40 kvm. Alt sammen på to arbejdsdage. Og det ser godt ud.
I dag har jeg lavet et absolut minimum. Alt har været hyggebetonet, og har været i “pynte-hygge-nusse” afdelingen af hvad der så også følger med den slags havearbejde.
Jeg har købt stauder ind. Jowjow. Dét, der ellers aldrig burde ske, er sket. Jeg er nu officielt blevet en del af staudefolket. Og jeg har placeret dem nøjsomt i giga-plantekassen, som vel i virkeligheden sagtens kunne bære dobbelt så mange blomster – men dét koster jo kassen. Nu måtte jeg nøjes med lidt, men godt. Lupiner, jacobsstige, lavendler, løg og andet godt pynter derude, og så må der komme mere til hen ad vejen.
Jeg har lumske planer om at skulle afsted efter flere lupiner og/eller lavendler en af de nærmeste dage, men det er til et andet sted i haven – og når mine fingre igen er samarbejdsvillige, knipser jeg løs med kameraet, så I kan se, at jeg ikke er fuld af løgn.
Og det med planterne er vel det jeg har lavet i dag, i virkeligheden. Nåja, og kigget bil i timevis fordi vi snart ikke kan køre i skramlekassen mere. Og prøvet at få øje på en solnedgang ved Saltum Strand, men jeg havde for travlt med at holde styr på stor hund og børn, så de eneste billeder der blev af dét er for mit indre øje. Ret synd for jer i virkeligheden, for hund vs. børn var et sight to remember…
Nu er der bagt pølsehorn til den tur der venter i morgen, og tændt for varmen i teltet i haven. Vi sover der så vidt muligt mens vi har ferie, bare fordi det er såååå dejligt, og vi bilder os ind at man sover meget bedre i frisk natteluft. Ingen ironi her, det lover jeg. Det er skønt!
I nat håber jeg bare linen på flagstangen er surret bedre fast, så vi slipper for *klappeti-klappeti-klappeti-klappeti…* hele natten lang…
For første gang nogensinde er det i år lykkedes os at lave hyldeblomstsaft. Ikke fordi det før er mislykkedes, men simpelthen fordi jeg ikke har anet hvad jeg skulle gribe og gøre i.
Nu ved jeg det er det nemmeste i hele verden – og derfor står nu omgang nr. 3 og trækker i køleskabet.
Det dufter intet mindre end himmelsk – og smagen kommer næsten derop også. Jaja, jeg ved godt det burde følges, men selvom jeg har givet saften mindre sukker og ekstra citron synes jeg nu stadig hyldeblomstsaft er en pokkers sød fornøjelse.
Nu har vi snart omkring 14 liter i fryseren til det næste års tid, og mon ikke det også burde kunne gøre det. Blomsterne synger på sidste vers derude, men hvis jeg kan finde sølle 120 klaser mere, så gør jeg det!
Jeg har benyttet mig af et blandingsforhold der hedder
Kog vand op med sukker, farin og citronsyre, og hæld den varme blanding over hyldeblomstskærmene og de skivede citroner. Lad det stå koldt under låg i omkring tre dage, og husk at røre lidt i det hver dag.
Så er der kun tilbage at si det, og hælde på flasker. Jeg er en doven skid, så jeg skolder gamle sodavandsflasker (helst plast, men de skal kunne klare varmen) og kommer hele herligheden i fryseren.
Og så er der sommer hele året rundt!
…har pigerne og jeg i dag bestemt os for at lave absolut ingenting. Nu er youtube blevet gennemtrawlet i timevis, og vi er blevet inspireret til fri leg.
Heldigvis fandt vi en lille smule i gemmerne, så nu sætter vi den store mani/pedi i gang, og så er vi ferieklar.
Jeg overvejer om man skulle…
sneg vi os udenfor i lækker, blid aftensol. Alle zusammen. Og nu er pigerne faldet i søvn med duften af bål-popcorn og ristede marshmallows i næseborene endnu.
Det smager da lidt af sommer…
stays in Vegas!
Det véd I godt, ikke? Jojo. Og netop af dén grund får I slet ingen af de fede historier jeg ligger inde med fra “Herreaften” på jobbet i torsdags.
Det eneste jeg vil ud med er, at
Nåja. Og at det helt sikkert er et vinderkoncept; herreaften for kvinder. Prøv selv. Det er forbløffende nemt at finde sin indre Burt Reynolds frem…
Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*
Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.
Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.
Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.
Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…
Jeg slap for at lave flagermusen!! Barnet ombestemte sig i allersidste sekund – og tak for dét.
Stemningsmedley´et ser cirka sådan her ud…
…og i virkeligheden er ord helt overflødige.
Alligevel vil vi dog lige sende en varm tak til Rie Elise for at lave så smukke papirer, og Minimega for idéen (hvem kan sige “rip-off”?) til poserne! Dét satte prikken over I´et, da alle småpigerne fik slik med hjem i sådanne skønheder.
Og så har jeg forøvrigt gemt skabelonen jeg lavede dertil, for det bli´r ikke sidste gang.
Nu er der bare tilbage at sige: God aften derude. Om lidt rammer jeg sofaen – og så vil jeg snuppe tre-fire gulerødder med, for ikke at blive fristet af dagens leftovers…
Jeg er faldet i YouTube-fælden…
Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?
Se bare hér! It´s all oldies but goldies:
Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…
Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.
Agnes og jeg råhygger i dag. Resten af husets beboere er rendt fra pladsen, så vi har det hele for os selv, og dét udnytter vi!
Selvom den unge dame fyldte år midt i september har vi ikke nået at holde fødselsdag for klassens piger endnu (surprise!), men i dag fabrikerer vi invitationer. I stor stil, og med ganske umådeholdent forbrug af glimmer, farver, limstifte og fantasi.
De bliver helt som den unge dame vil ha´ dem. Et farveflor extraordinaire, med pynt og fniller-fnaller til den helt store guldmedalje.
Lige nu ligger de fine invitationer i pres under et væld af biblioteksbøger, men dét betyder ikke at vi holder fri. Vi puncher sommerfugle i fint papir og finder “alt der glitrer” frem fra skufferne. Jeg har en mistanke om at mine fingre ikke bliver glimmerfri lige foreløbig…
Det er den helt rigtige måde at bruge en efterårsferiesøndag på!
Agnes er gået hen og har sparet sig en helt pæn sum sammen. I tråd med den samme økonomiske fornuft som barnet (næsten) altid udviser, har hun nu bestemt sig for at de skal bruges i Ikea. Der skal nyt værelse til når man bli´r større, altså.
Dét synes jeg er en helt igennem fin beslutning, og vi tog så forskud på løjerne med et par af de bogkasser vi allerede havde til at stå.
Med lidt forskellige papirvarer, lidt spraylim og ditto lak kommer man såmænd et godt stykke vej – og kasserne er allerede blevet udnævnt til bamselejligheder, siger barnet. “Det ligner jo næsten at det er forskellige slags tapeter, mor.”
Nå, ja.
Snorene der hænger ned til højre er fra det pynt vi også har fået lavet til det nye værelse. Ikke fordi vi har opfundet den dybe tallerken – nøh; vi har s´mænd bare gjort som “alle andre”, og er hoppet i den store restekasse. Nu har vi vimpelranker i lilla og gul, så det hele kan få et farvespræl og lidt cirkus-feel…
Jeg ved ikke helt hvad næste skridt bliver, men jeg véd at vi har efterårsferie i uge 42 og så går turen til Ikea. Hun glæder sig, og det gør jeg også.
Jeg krydser fingre for skabe, skuffer og opbevaringsløsninger til Oda Opfinder………..
Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.
Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.
Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”
Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.
Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.
Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.
Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…
Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.
Nu er sommerferien forbi! Eller; det har den jo egentlig været i et stykke tid, men:
Dansesæsonen startede i går. Pigernes, that is. Det er ren hygge, og de elsker det. Det gør jeg faktisk også, selvom (og måske endda netop fordi) det betyder omkring tre klokketimer i umiddelbar nærhed af et par temmelig store højttalere med noget á la…
I morgen ta´r vi lige to timer mere…
