Agnes er gået hen og har sparet sig en helt pæn sum sammen. I tråd med den samme økonomiske fornuft som barnet (næsten) altid udviser, har hun nu bestemt sig for at de skal bruges i Ikea. Der skal nyt værelse til når man bli´r større, altså.
Dét synes jeg er en helt igennem fin beslutning, og vi tog så forskud på løjerne med et par af de bogkasser vi allerede havde til at stå.
Med lidt forskellige papirvarer, lidt spraylim og ditto lak kommer man såmænd et godt stykke vej – og kasserne er allerede blevet udnævnt til bamselejligheder, siger barnet. “Det ligner jo næsten at det er forskellige slags tapeter, mor.”
Nå, ja.
Snorene der hænger ned til højre er fra det pynt vi også har fået lavet til det nye værelse. Ikke fordi vi har opfundet den dybe tallerken – nøh; vi har s´mænd bare gjort som “alle andre”, og er hoppet i den store restekasse. Nu har vi vimpelranker i lilla og gul, så det hele kan få et farvespræl og lidt cirkus-feel…
Jeg ved ikke helt hvad næste skridt bliver, men jeg véd at vi har efterårsferie i uge 42 og så går turen til Ikea. Hun glæder sig, og det gør jeg også.
Jeg krydser fingre for skabe, skuffer og opbevaringsløsninger til Oda Opfinder………..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar