Wannabe Wilhelm

I denne store, vide verden findes der mange hobbyer, aktiviteter og fritidssysler man kan give sig i kast med.

Nogle er ganske fredelige og ufarlige,

…nogle er mere dødsforagtende,

…nogle sjove,

…og nogle mere i zen-afdelingen.

Og så er der dem der bare skiller sig lidt ud. Som rollespil eller partnerbytte (kartoffel-kartoffel?!), for eksempel. Dét er vel stadig ikke blevet helt mainstream, er det?

Nåja. Og så er der dem der ikke har vundet stort indpas endnu, men som stadig få folk til at hæve det ene øjenbryn i let skepsis, undren og overraskelse når de hører om det. Som Sørens nyeste hobby.

Bullseye! Og nej, manden går ikke til dart.

Vi taler bueskydning her. Med compoundbue. På øverste billede er pilen ved siden af æblet blot sat i for at man kan se den faktiske længde derpå – men vi kom til at se flamingopladerne fra siden bagefter, deraf nederste billede.

Han har nu skudt i et lille stykke tid, og skulle egentlig have haft lov til at have den hobby for sig selv, og i fred for at komme på en tøseblog - men æblet blev ramt så godt at jeg blev nødt til at tage et billede af det.

Han er da ret god. Men jeg har forbudt pigerne at tage æblet på hovedet, hvis han spø´r…

Som i gamle dage…

Jeg er krøbet sammen i et hjørne i sofaen, solidt flankeret af mine piger, og med zigzag-hæklerier, lakridsthe og Coke Zero klar.

Der er Dallas på kanal 4. Jamen, *djiiiisøs* altså…

Lige nu er der reklamer, og jeg har endnu ikke set det første afsnit færdigt, men:

• JR er garanteret stadig et dumt svin.
• Sue Ellen er stadig toplækker. Og 71 år gammel?! Jamen, hvad sker der lige???
• Bobby vil stadig gøre alt for at redde Southfork og ære mor Ellie´s minde. Den søøøøde dreng.

Og jeg gætter bare; om 14 afsnit er der sikkert sket både alt og absolut ingenting. Akkurat ligesom i 80´erne.

Tøf-tøf…

Nu er jeg jo ikke den hurtigste knallert på havnen når det kommer til trends og så´n, vel …men det dér Pinterest?! Dét er simpelthen noget af det hyggeligste jeg længe er stødt på.

Min konto er hér, og der kommer nye pins til hver dag. Hvis du er lige så langsom som mig, så gør dig selv en tjeneste og log på i dag.

Du kommer til at elske det!

Stiknarkoman…? Voldsoffer…?

Nøh. Bare resultatet af intensiv volleyball fire dage i streg. Og så vandt vi ikke engang…

Men kæft, det gjorde naller!! Og kæft, hvor var det sjovt!! Og nu er mine arme lilla.

Lilleputbyen har nu investeret i volleyballnet til fremtidig træning – og selvom jeg tidligere på ugen bekendtgjorde at det dér holdsport slet ikke er mig, så har jeg allerede meldt mig som fast bestanddel af holdet.

Man har vel et standpunkt, til man ta´r et nyt.

Indrømmelse:

Jeg er ikke helt fremme i skoene. Rider ikke den samme dag som jeg sadler, og alt det dér. Heller ikke altid den hurtigste knallert på havnen, men dét er en helt anden historie.

Det jeg vel egentlig vil frem til er, at det først er nu jeg har fået læst en af Julias bøger. Jo. Jojo. Det er s´gu rigtigt nok *undskyld*…

Til gengæld åd jeg “Hvor lagde jeg babyen?” råt på under en dag – og jeg elskede den fra start til slut, selvom det er syv-otte år siden jeg befandt mig samme sted som Julia beskriver. Men jeg kunne genkende det hele (altså bortset fra at jeg ikke har en far der bor i Afrika, en mor der er død, og at jeg begår mig i et miljø med væsentligt færre kendisser, kunstnere og joints. Selvom det med joints´ene lyder pænt festligt).

Alt derudover var head on. Når bare man tager i betragtning at for syv-otte år siden var Liberty ikke da shit, så de småblomstrede øko-mødre var ikke småblomstrede, men gik stadig lige meget op i at maden var hjemmelavet, øko-friendly og uden sukker. Og midaldrende kvinder mente også dengang at de havde svarene på Alt Mellem Himmel Og Jord. Og retten til at råbe dem til verden.

Tak, Julia. Jeg ville ønske din bog havde eksisteret dengang. Nu vil jeg til gengæld love at forære den til den næste førstegangsmor jeg møder, og håbe at hun tager det hele til sig.

Og så vil jeg selv i gang med “Sandheder fra en løgner”!

Vi med hus og have

…er også “vi med sortlakerede negle”. Mest fordi det er så skide praktisk til at skjule jord under neglene, og fjerner opmærksomheden en smule fra de malerpletter der ikke kunne fjernes med terpentin efter weekendens udskejelser.

Jowjow. Udskejelser. Hér står den nemlig ikke på Asti, dans til den lyse morgen og frivoliteter – men i stedet på nysnedkererede plantekasser i haven, sort maling og friskplantede yndigheder. Dét er vel også en slags fest. Ikke?

Der skulle nyt til når nu andre tager beslutningen om en haveomlægning for os. Lige før weekendens start var det nemlig dette syn der mødte mig i bunden af haven…

Store, gule dyr i horder, i færd med at æde sig et godt stykke ind på matriklen. Lige knap 900 kvm har de spist nu – men dét er heldigvis i en lang, relativt smal stribe langs vejen. Lige så´n i størrelsesorden med en cykelsti til poderne, og dét er jo kun til at klappe i sine små, fede gedepatter over!

Ungerne synes det var for fedt da dyrene var kørt i stald for natten…

Rooooolig nu, Mormor – og andre sarte sjæle. Der stod en voksen på den anden side af grøften, og vi havde tjekket om der var biler i sigte!

Nu er stykket døbt “Afgrunden” af børnene, og hvis der er noget i denne verden der er cool – så er det da at få lov at lege dér. Det får nærmest sådan et lidt uhyggeligt præg ved navnet alene, og at dømme ud fra Agnes´ ansigtsudtryk når hun står på kanten så kunne det lige så godt være Grand Canyon der lå i bunden af vores have.

Hvem har så brug for Fårup Sommerland, Bakken og Tivoli? Vi har en dynge jord. Og hus og have.

R

Jeg så filmen i fredags. Ikke som sådan en skal ses, i biografen – men bare herhjemme, komfortabelt placeret i sofaen.

Det var jeg glad for.

R står for Rune. Det kunne lige så godt stå for Rashid.

Eller Rangorden. Råt. Raseri. Realisme. Racehad. Rabiat. Rengøring (WTF!??). Råstyrke. Ragnarok.

Rørende.

Og smækfyldt af Råddenskab.

De fleste gange går det over med alderen…

Da jeg var barn var der mange regler.

Ikke træde på stregerne. Altid banke tre gange på døren. Drej glasset rundt inden du drikker. Spis et lige antal slikstykker. Hvis du siger et ord forkert, så sig det forkert igen – så går det lige op.

Things like that. OCD Light, uden at have en døllefjellemusse med rigtig OCD at gøre. Bare sådan helt almindelig børneadfærd.

Det gik over igen. I en relativt ung alder endda. Og gudsketakoglov for dét, for OCD er ikke spøgværk, og i virkeligheden ikke en skid sjovt når man for alvor er ramt.

Dét er Søren ikke. Han er bare rigtig, rigtig sjov at drille.

Han har én fiks ide stadigvæk. Bilradioens volumeknap skal, må og kan kun stå på et lige tal. L I G E, blev der sagt!

Og dér kan jeg så, hver gang vi kører ud i det blå, mærke en lille hornet Satan stikke sit grimme hoved frem. Den be´r  bare om røvfuld, den lille djævel…

Den kan ikke lade være. Hver gang han kigger væk, sniger min finger sig over på volumeknappen *liste, liste, liste… TRYK!!!*, og pludselig står den på 13 (for der er altså et-eller-andet ekstremt angstprovokerende over lige dét tal).

Det er ikke løgn: Man kan se det på ham. Hvis vi satte elektroder på hans krop ville det kunne måles, stressniveauet. “Must. Set. Volume. To. Even. Number. NOW!” står skrevet i hele hans kropssprog.

Han prøver at lade være. Virkeligvirkelig. Især fordi han ved jeg gør det med vilje, og han ved jeg brøler af grin lige så snart han retter på volumen. Han griner selv med, så skide være med det.

Det er fandeme for sjovt. Og jeg er lidt led, jeg ved det godt, men helt ærligt: Ville du kunne holde fingrene fra knappen?

Pråliåhøhæer!

Er det kun mig der synes det er umyndiggørende og nedladende overfor de danske tv-seere, når DR beslutter at de voksne mennesker hjemme i stuerne nok ikke selv er i stand til at beslutte om de vil se håndbold eller X-Factor?

Hvorfor? Jeg gentager; hvorfor? skal sidstnævnte sendes to gange samme aften?

Jeg véd jo godt at det er af hensyn til de stakler som partout skal se håndbold først – men som så åbenbart (som jeg tolker DR´s sendeflade) er ved at få et hyperventilerende panikanfald, ved udsigten til at skulle *oh, ve og skræk* vente til lørdagens genudsendelse af Blachman & Co.

Jamen altså…

En lille genistreg

Nu er det desværre blevet for sent i aften for jeg er en halvgammel kone der bliver nødt til at overholde en ordenlig sengetid, hvis jeg skal kunne komme op til tiden i morgen, men…

Hvis jeg kan overtale Søren til det, ved jeg lige hvad jeg vil bruge min fredag aften på.

Jeg vil i selskab med Coen-brødrene, Clooney og Co. – og det ene gode stykke musik efter det andet. Jeg vil grine hjerteligt når Clooney (igen og igen) hævder at han er en Dapper Dan Man og The Pater Familia, og jeg vil trække på smilebåndet over alle referencerne til Homers Odysseen der kommer i stride strømme gennem hele filmen.

Og mest af alt vil jeg glæde mig til denne her; den nok mest spillede sang fra filmen.

Dén er jeg vild med! Den gør mig glad hver gang, og i rigtig slemme tilfælde kommer jeg til at synge højt og grimt med. Og på repeat.

Nåja. Fik jeg forresten sagt at George Clooney er med? Selvom han er tumpedum i filmen har han da stadig en vis charme. Hvis man ellers lægger mærke til den slags…

Jamen…

Det er vel dybest set bare en Nintendo DS for voksne. Ikke?

Men jeg indrømmer det: Jeg er et legebarn, også når det kommer til teknologi – og lige så snart jeg får legetøjet i hånden hører dinosaureren op med at eksistere.

Så funker det. Også det der med at ringe og sms´e (som jo egentlig er det jeg har købt den til).

Psssst! Jeg har allerede downloadet fem spil. Er det for umodent af en kvinde midt i trediverne?

Proliåhøhæer!

Nogle lyspunkter skal der da være ved at gå hjemme uden vigtige aftaler.

Pigerne og jeg er lige blevet inviteret i byen i morgen aften. Vi skal på Nordkraft i dobbelt-A og overvære Niarn og hans AllStars-kor inden det store show fredag, for mormor har forbindelser indenfor musikken…

Århhvad! Tror man så lige de tøsebørn bliver glade, når de kommer hjem til dén besked i eftermiddag???

“Ve´ du være Niarn, baby?”

Tak, mormor! :-)

Uldfestival i glimt

…og kun i glimt, for ligesom de foregående år har jeg haft alt, alt for travlt med at mærke, snakke, kigge og suge til mig – så kameraet har haft det rigtig godt på bunden af tasken.

På gensyn næste år! Hvis alt kommer til at gå som Dannie Druehyld har spået, bliver det fabelagtigt ;-)

Flintstones, meet the Flintstones

Agnes er en videbegærlig pige. For tiden er det stenalderen der er sjov, så stor var lykken da en fantastisk film tonede frem på skærmen for et par timer siden.

Nu er hun så af den helt klare opfattelse, at:

“Er det ikke rigtigt mor, at dengang i stenalderen der brugte man mammut´er som brusere og store dinosaur-biller som plæneklippere??? Og man havde også Dankort, men de var bare lavet af sten. Og man havde babydinosaurer som kæledyr!” *Indsæt selv stort, bredt, saligt barnesmil her*

Måske jeg lige skal ha´ sat pigebarnet ned, og forklaret hele filmkonceptet ordentligt. Igen.

;-)

Der var så dejligt ude på landet

“Det var feriesæson, og tyskerne var lige kommet med deres luftmadrasser, villatelte og BMW´ere. På de grønne enge gik de rundt i bermudashorts og badebukser, og rundt om agre og enge genlød lyden af deres ghettoblastere. Jo, der var rigtignok dejligt derude på landet.

Midt i solskinnet lå der en nedlagt maskinfabrik med forgiftet grundvand rundt om, og der groede ikke andet end tidsler og brændenælder, og inde midt mellem tidslerne lå en blyforgiftet and på rede. Hun var så tung af alt det bly, at alle æggene knækkede i samme øjeblik, hun lagde sig på dem, og det blev alt i alt til en overordentlig omelet. Men lige pludselig opdagede hun, at det største æg slet ikke var knækket endnu.”

Tak for ordene, Rune. Det var meningen at det skulle ha´ været en godnathistorie i aftes, men der var slet ingen der kunne falde i søvn for vi lo så tårerne trillede.

Hvis du derude har en smule galgenhumor, og dine børn holder af gode grin, snørklede sætninger og vrøvlede navne, så gå på biblioteket i dag og hjemhent Runes fantastiske børnebøger. Jeg kan stærkt anbefale både H.C. Anderledes og Grimmere end Grimm.

Bare titlerne på de gamle eventyr er nok til at få et *fnis* frem her i huset. Hvem derude ville måske ikke have lyst til at læse om Den grumme ælling, Klaskepot eller Den tapre skrædder, der var dum som en stabel brædder?

Kom nu. Læs ham før din nabo ;-)

Snapshot!

Pigerne har fået hvert deres digitalkamera i forsinket julegave. De kom med posten i går, og selvfølgelig skulle de indvies med det samme!

Agnes´ første billeder blev af hundene – og se lige hvad hun var så kvik at få i kassen:

 

Mesterfotograf! :-)

………………

Note til de, der nu bliver helt nervøse over at man kan finde på at have sådan et par rovdyr til at gå hjemme i stuen:

Det er ren leg og ingen alvor. Ja, det ser vildt ud – men det er kun indtil føreren i flokken (dvs Søren eller undertegnede) stopper legen med en venlig, men bestemt, kommando. Så er der ro igen. For en stund, i hvert fald…

Bui´nnes is a´boomin´!

*Advarsel! Hvis du er uinteresseret i rå, partisk, rendyrket propaganda, skal du ikke længere læse med. Dét der følger er skamros. Helt og aldeles.*

Jeg så film i aftes. Fed film.

Jeg er en sucker for Quentin Tarantino og hans underlige, skæve, dybt voldelige og til tider halvsyge film – om ditto eksistenser. Jeg tror ikke der findes én QT-film jeg ikke har set – og tro mig, der er altså også nogle bommerter imellem.

Det er Inglourious Basterds ikke.

Brad Pitt er ikke en smuk mand i denne her film. Han er vel nærmest lidt tumpet at se på, men hvad han mangler i lækkerhedsfaktor, har han til gengæld tidobbelt i charme, selvtillid og …nåja, strategisk og rå handlekraft. Og en smule ondskab.

Jo, filmen er voldelig. Jo, den er til tider klam. Jo, den er langt ude. Og jo, den er den bedste film QT har lavet siden Pulp Fiction, og det siger ikke så lidt.

Jeg bliver simpelthen nødt til at købe den, for dét er en til samlingen!

Hm!

Sidder på arbejdet, og har lige set den der vældige film alle snakker om, sammen med et par unge piger. Paranormal Activity.

Jeg si´r det bare; hvis dét skulle være en pude-for-øjnene-og-rislen-koldt-ned-ad-ryggen-oplevelse, så er jeg højst unormal. Eller paranormal.

Jeg er skuffet. Fis i en hornlygte, dét var hvad det var!

Jeg skammer mig faktisk lidt…

over hvor plat min humor af og til kan være, men nu indrømmer jeg det alligevel. Jeg er faldet i en god, gammel film på tv lige nu, og jeg elsker den. Fandeme jo!

Jeg har elsket den siden jeg var barn, og selvom jeg prøver at gå udenom tv´et lige nu lykkes det ikke. Jeg er en regulær sucker når det kommer til den slags film.

Sorry! ;-D

Nåårh, lille mand…

Robuster kom på besøg i går. Nu har vi nemlig bestemt os, og han flytter ind lørdag morgen :-)

Den lille stakkel blev snuset til, jagtet rundt, humpet i vildskab og rågeneret af det store dorske drog vi kalder Jagger. Alt sammen i forsøget på at blive venner, men så sandelig også fordi den store lige synes det er på sin plads at markere fra dag 1 hvem der bestemmer herhjemme!

Da den store blev lukket ud faldt der ro over det hele igen, men da havde de vist også “nydt” hinandens selskab i et par timer. Lillemanden faldt i søvn under sofabordet, og mon ikke han har nydt freden…