Nogle gange…

skulle man bare have holdt sin store k*** lukket. Eller tænkt sig om en ekstra gang, inden man svarede.

Denne gang lød spørgsmålet: “Moar… må jeg gerne flytte værelse til dét nedenunder?”. Gæt selv, hvad spaden svarede.

Nu sidder vi hér; søndag aften, fuldstændig fladmaste af weekendens strabadser – og vi er stadig ikke halvt færdige. Undertegnedes lager-over-alt-mellem-himmel-og-jord er blevet ryddet ud og ryddet op, og dét i sig selv er en opgave der automatisk burde udløse en-eller-anden form for tapperheds- og fortjenstmedalje. Det var bare det første der skulle gøres, for det var fandenpikkemig dér barnet ville flytte ind!

Så nu er det tomt. Og der dufter af maling. I morgen regner jeg med at starte på at male vinduer, dør, karme, lister og gerichter (crap), og så mangler vi jo bare at flytte Astas møbler ned. Og Agnes´ møbler ind på hendes nye værelse. Og vores soveværelsesmøblement ind på…………….. og… og… og… *phew*

Hvis vi er heldige, er vi nok allesammen på plads igen næste søndag aften, for der er nogen der påstår at vi også skal nå at gå på arbejde omkring 37 timer den næste uges tid.

Og hvad så med alt dét der var på værelset, spø´r I?! Jo, det var lige i pit på spisebordet, i vindueskarmene og rundt omkring på stuegulvet for en stund, men nu ser det ud til at det så småt har fundet plads på 1. salen. Og det bli´r lækkert! Meget, meget bedre end før, så vi kører ren win-win her.

I virkeligheden tegner det hele til at blive super – og tøsebørnene er mere end tilfredse med de løsninger vi har fundet frem til.

Nu vil det bare vise sig, om de gamle tøjskabe klarer en flytning op ad trappen… og om jeg når at slappe en lille bitte smule af inden en ny arbejdsuge starter.

Ukrudtet vandt! Eller…

Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.

Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).

Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.

En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.

Hip hip hurra for mødre!

Moi – en af hverdagens helte!

Mine arme er lange som en orangutangs i aften. De sidste dage er gået med rent og skært knokkelarbejde (helt efter planen), og det kan mærkes.

I går reddede jeg Sørens sjælero en smule, da jeg rensede cirka 300* gamle mursten for lige så gammelt cement, mørtel and what have you. Desuden reddede jeg et pindsvin fra hunden og fem frøer fra havetraktoren.

It´s all in a days work. Don´t thank me.

           

I dag har jeg så som sagt reddet mig et par lange arme – ved at slæbe en pæn sjat af de sten på billedet ovenfor – og desuden en nydelig hummeragtig kulør på det meste af kroppen, efter en eftermiddag i selskab med buskrydder (Nej. Ikke “bus-krydder”) og ufremkommeligt krat.

Jeg reddede mig også en lækkerlækker frokost… *Uhmmmm!* Ingen billeder, for jeg inhalerede den lige så hurtigt som den landede på bordet foran mig. Men den var smuk! Scrambled eggs med babyspinat, mexikansk krydret laks, honningristede valnøddekerner, lækker pølse, grøn salat og tomatsalat in all its glory. Han forkæler mig, min dejlige mand.

Nu er jeg lidt træt, men meget veltilpas. Og i morgen tænker jeg at jeg bevæger mig ligesom min ven her…

*og nej, det er ikke bare et tal jeg slynger ud for at overdrive. Trehundrede! er mange – og der ligger omtrent lige så mange derude endnu og venter.

My prescious… (part II)

Nu med billeder!!

Og ja; der roder lidt – men jeg er jo stadig ved at finde ud af hvad der skal være hvor, og om IKEA eventuelt skal raides yderligere for skuffeopdelingsdimsedutter og andet hejs.

Men der er fandeme fint!

My prescious…

Long time, no see. Men nu er jeg tilbage, i hvert fald for en stund. Dage, timer, minutter er gået med alt det sådan noget nu går med af løst og fast – og rigtig, rigtig meget med køkken. Men nu står det også næsten færdigt. Kun en gang vinduesmaling og lidt lister, gerichter og hygge mangler der derude og dét kan jo aldrig vare. Eller hvad?

Mangeårig erfaring viser at sådan noget med lister og maling godt kan have en arbejdstid på op til flere år, men det skal blive løgn denne gang, skal det. Det køkken er bare så lækkert nu, og det skal fileme være tip top i orden ASAP.

Og billeder? Dem får I da. Lige så snart jeg har fundet kameraet i bunden af en af bunkerne…

Fårk…

Man når altså lige at synke en ekstra gang inden man svinger dankortet ved betaling af et helt køkken. Også selvom det er Ikea´s model, der prismæssigt slet ikke når op på siden af de rigtig dyre.

Jeg fik i hvert fald sved på overlæben og klamme håndflader. I dén situation er der kun én ting at gøre:

Luk øjnene og tryk “godkend”.

Vi med hus og have

…er også “vi med sortlakerede negle”. Mest fordi det er så skide praktisk til at skjule jord under neglene, og fjerner opmærksomheden en smule fra de malerpletter der ikke kunne fjernes med terpentin efter weekendens udskejelser.

Jowjow. Udskejelser. Hér står den nemlig ikke på Asti, dans til den lyse morgen og frivoliteter – men i stedet på nysnedkererede plantekasser i haven, sort maling og friskplantede yndigheder. Dét er vel også en slags fest. Ikke?

Der skulle nyt til når nu andre tager beslutningen om en haveomlægning for os. Lige før weekendens start var det nemlig dette syn der mødte mig i bunden af haven…

Store, gule dyr i horder, i færd med at æde sig et godt stykke ind på matriklen. Lige knap 900 kvm har de spist nu – men dét er heldigvis i en lang, relativt smal stribe langs vejen. Lige så´n i størrelsesorden med en cykelsti til poderne, og dét er jo kun til at klappe i sine små, fede gedepatter over!

Ungerne synes det var for fedt da dyrene var kørt i stald for natten…

Rooooolig nu, Mormor – og andre sarte sjæle. Der stod en voksen på den anden side af grøften, og vi havde tjekket om der var biler i sigte!

Nu er stykket døbt “Afgrunden” af børnene, og hvis der er noget i denne verden der er cool – så er det da at få lov at lege dér. Det får nærmest sådan et lidt uhyggeligt præg ved navnet alene, og at dømme ud fra Agnes´ ansigtsudtryk når hun står på kanten så kunne det lige så godt være Grand Canyon der lå i bunden af vores have.

Hvem har så brug for Fårup Sommerland, Bakken og Tivoli? Vi har en dynge jord. Og hus og have.

Hmmmm´kay…

Jeg indrømmer det. Den lidt sjove, hyggefede camping-feel ved ikke at have et køkken er altså ved at løje af nu.

Nu er det efterhånden mere sådan en klam, trailertrashy fornemmelse at smøre madpakkerne i syværelset, vaske op i bryggerset og have køleskabet til at stå i stuen.

Men det er eddermame heldigt at det er grillsæson, for dét gør altså aftensmenuen lidt skønnere. Der er vel egentlig heller ikke meget varieret kost i “rugbrød, bolognese eller papkassepizza?”.

Man skal huske at være taknemmelig for de små ting

Denne weekend er jeg således taknemmelig for at Hubert Cecil Booth, det kære væsen, var en hittepåsom mand. Hubert opfandt nemlig støvsugeren tilbage da Klør Konge var knægt, og dét kom mig tilgode både i dag og i går.

Min støvsuger er en anelse mere up-to-date end Huberts oprindelige, og er s´mænd også en kende mere handy at slæbe rundt på. Tror jeg…

Det var i hvert fald fedt at ha´ den da

1. vi havde gravet omkring 4 kubikmeter jord ud fra køkkenet, og slæbt hvad der virkede som halvdelen ind i resten af huset
2. katten, det fæle bæst, havde sneget sig ind i stuen midt i byggeriet – og formåede at vælte fuglebur avec fuglefrø, –lort, vand og grøntsager ned på gulvet. Umiddelbart efter jeg lige havde støvsuget jord op, selvfølgelig.
3. vi i dag var færdige med at lægge flamingoplader i, hvor der før var jord. Det var nu så kønt med alt det flamingofnuller, synes Agnes – så jordhistorien gentog sig i stue og bryggers.

Æret være den som æres bør. Tak, Hubert! Du skal ikke blive glemt.

Lige for at slå det HELT fast…

Top 5 over ting du ikke kommer til at se på bloggen her den næste tid:

1. Smækkerlækre boligreportager, nydelige opstillinger og friske blomster i rene krystalvaser. Og så skulle det da vist også være første gang her på kanalen.
2. Easy-peasy-going, tilbagelænet mor og hustru med mentalt overskud til “liiige det lille ekstra”.
3. Store, forkromede idéudbrud – manifesteret i lækre, hjemmelavede tasker, kjoler, puder og deslige.
4. Nyindkøb. None what so ever.
5. Suzy Homemaker shit. Af nogen art. Der bliver ingen syltning, bagning, lækre opskrifter til uddeling eller instrukser på hvordan man nemmest og in a jiffy afspritter køkkenbordet.

Top 5 over ting vi HELT sikkert kommer til at brokke os over på bloggen i den næste tid:

1. Beslutningstagen, tidspres og økonomi.
2. Murbrokker, puds, mørtel, trillebøre indendøre, larmende maskiner og maling.
3. At nødtørftig madlavning kommer til at foregå i hele tre forskellige rum. “Aaaarhmen, dét går da virkelig ikke!”
4. Øøøøøøh… Støv?
5. IKEA. Jamen, jeg garanterer. Hvem husker ikke The Neverending Story om sofaen der aldrig blev til noget?

Kunsten at overleve i kaos

Eller: “Hvordan man bygger køkken om, uden egentlig at have en overordnet plan”

Det er jo dét vi gør.

Vi havde en plan. Dén holdt så ikke.

Nu har vi måske en ny – og et nyligt indkøbt, brugt køkken til at stå i stalden til ingen verdens nytte.

Lyder det forvirrende? Det er det også.

Den mere udførlige version lyder sådan her:

Vi var hurtige på aftrækkeren, og købte det dersens firserkøkken gennem Gul&Gratis. Da vi fik det hjem var det egentlig alt andet end charmerende, så nu overvejer vi Ikea-model i stedet. Og prisen er så rendt op i omkring tre gange så meget som vi først havde budgetteret med. Hårh.

Pengene? Dem har vi da. Ikke.

Køkkenet? Det er vi da gået i gang med at ødelægge. I skrivende stund er der banket puds ned i halvdelen, og alle vores tallerkner, glas, gryder, stegepander, ildfaste fade, krydderier, melposer, pastaditto, olier, viskestykker, karklude og knive står inde i stuen – sammen med microovnen og bagemaskinen. Bare sådan nydeligt arrangeret rundt omkring i flyttekasser, vindueskarme og på alle andre tilgængelige, vandrette flader.

Hårh.

Vil du herhjem og ha´ kaffe?

Jeg tror nemlig godt jeg kan finde el-kedlen…

Overmod? Dumdristighed? Idioti?

OH…

MY…

DAMN!

Vi skal have pizza til aften. Bare en konstatering.

Blandet landhandel

De sidste dage har budt på lidt af hvert ude på landet. Vi er jo ikke særligt velstrukturerede mennesker, min anden halvdel og jeg – så vi bestemte os i al hast for at starte på at rydde køkkenet denne weekend.

Det har trængt l-æ-n-g-e, så nu har vi købt nye (læs: brugte) køkkenelementer til Miniaturekøkkenet Fra Helvede. Det vi har nu er løst anslået fra ´60erne, og det “nye” er fra sidst i ´80erne, så det er da et lille skridt fremad. Det helt rigtige køkken, dét vi allerhelst vil have, får altså vente til Søren har udstået sin læretid, og dermed også til der går andet og mere end almisser ind på lønkontoen. Men så skal den også ha´ gas, Mads!

Nåmmenaltså, det var det dér med struktureringen vi kom fra.

Vådden ka´ det være, at vi vælger samme weekend til at starte på køkkenet, som selvsamme weekend der byder på

• ekstremt eksemramt ældstebarn, med tilhørende sygedage torsdag og fredag
• skovtur med Agnes´ klasse (og jeg skulle hilse og sige, at selvom turen både bød på varm suppe, bål, snobrød, køletaske-curling*, kaffe, kage og max hygge – så er det temperaturen jeg husker bedst. Og følelsen af stivfrosne tæer)
• dobbeltfødselsdagsfejring hos min bror og svigerinde
• legekammerater i rå mængder under selvsamme tag som det maltrakterede køkken

Hm?

Man undres…

Men det har fandeme været hyggeligt alligevel. Og hvor er jeg da glad for at vi gjorde det. Nu er vi jo i gang – og når vi først har krydset the point of no return, bliver vi jo også nødt til at blive færdige, ikke?

Alternativet ville vel være at leve lykkeligt til vores dages ende. Af rugbrødsmadder.

*”Køletaske-curling”: Den disciplin der pludseligt opstår, når to legesyge kvinder farer vild i skoven avec monstertung køletaske, fyldt med store beholdere med varm suppe – og det eneste der er foran dem er ufremkommelige, smalle, isbelagte, helvedes-stier i bakket terræn.

Brugtmarkedet er min ven. Måske…

Vi er på møbeljagt. Der er alt for mange halve opbevaringsløsninger i vores hjem, og nu skal der altså pakkes rod væk. Spillekonsoller, dvd-afspiller, stofrester, film, sakse, nåle og tråd, sy- og strikkemagasiner, papirruller, kurve, kogebøger og meget andet lever sit eget liv på borde, hylder og i vindueskarme.

Jeg holder det ikke ud!!! (=en sætning jeg efterhånden hører mig selv sige flere gange dagligt, i flere sammenhænge end jeg bryder mig om at indrømme) As simple as that.

Nu har jeg gjort Gul&Gratis, dba.dk og Lauritz.com til mine bedste venner. Det har ikke været nemt, for Søren er vist stadig mest til en Ikea-løsning,men jeg håber på at Det Helt Rigtige Møbel hist og her kan få ham til at komme på andre tanker.

Det er nu ikke så nemt som jeg havde håbet. Jeg synes tit vi finder et møbel der er rigtig pænt – men så er den gal med målene, med skuffer hvor der skulle have været skabslåger, med den måde de friggin´ låger åbner på, med højden, med afhentningsstedet, med prisen………..

Så: Hvis nogen derude skulle have kendskab til et pænt, billigt møbel med låge(r), med max-mål på b: 100 h: 80 d: 40, og ikke aaalt for langt fra Saltum…? Hm? Anyone? Det gør altså ikke noget hvis det skal males…??!

Jeg håber stadig. Og hvis I så vil have mig undskyldt; jeg har en aftale med en inderned-side eller to…

Okay så…

Jeg har fundet energien. Eller, måske har jeg mere fremmanet eller tvunget den frem. Jeg kan mærke at jeg skal arbejde for at den ikke forsvinder, for det er ikke verdens mest sindsoprivende spændende udfordring jeg har givet mig selv i dag, men den er i allerhøjeste grad nødvendig.

Jeg er gået i gang med en gennemgående oprydning og rengøring af altmuligværelset. Dét er jo blandt mange andre ting også det rum jeg helst skulle opholde mig i når jeg syr, men det har i lang tid været en decideret umulighed.

Nu skal der laves om på det. Hvis jeg vil have muligheden for at få tryllet nogle af alle godterne om til nye godter, bliver jeg altså nødt til at rydde ud i rodet. Igen.

It´s the neverending story.

Sandheden

Halvslatten arbejdskraft. Tjek!

Sorte skraldesække. Tjek!

Energiboost. Tjek!

Og en genindspilning af Jerusalems Ødelæggelse. Tjek!

Sådan! Hvis jeg nogensinde havde haft en chance for at blive en af de der feel-good boligindretnings-bloggere er den hermed strøget sig en tur.

Dét her er nemlig sådan der ser ud hjemme hos os ovenpå en lang sommer! Har du det bedre nu?

“Det ta´r vi på en regnvejrsdag”

Den sætning er blevet misbrugt på det groveste hele sommeren. Hvem catan gider gå inde og gøre rent, mens sommeren er over os og solen skinner fra en skyfri himmel udenfor???

Ikke mig.

Nu blev det dog for grelt – og måske bredte der sig også en stemning af “jamen for helvede, vi har haft så meget tid, og det har vi stadigvæk ikke fået gjort!”…

I hvert fald blev der pludselig svinget både klud og støvsuger, et gammelt skab blev smidt ud, de sorte skraldesække ligger klar til når resten af familien er startet på hverdagen igen – og udenfor blev der startet på et højbed i gamle jernbanesveller, der bare havde ligget og gloet på os den sidste uge.

Hip hurra for sidste weekend i ferien. Dén kan altid få os ud af starthullerne ;-)

Fremgang

Uha, så pæn vores have kunne gå hen og blive med tiden…

De sidste dages slid med motorsav, overarmsmuskler og vedholdenhed begynder at kunne ses nu.

 Knib øjnene lidt sammen, og ignorer venligst mærkelig træplade, stige og motorsav. Nåja, og let sveden græsplæne. Så ser det jo næsten hæderligt ud.

De store graner i haven er så flotte, men har længe trængt til en udtynding. Nu er vi i gang, men langt fra færdige. Som en ekstra bonus har vi nu brænde nok til mange bål i sensommeren.

Vi kan igen se ribsbuskene jeg gik amok på for et par måneder siden. Bevæbnet med grensaks og fukssvans overfaldt jeg dem nådesløst, men det virkede! Nu er de igen fine og sprøde at se på – men ribsene må vente til næste år. Inden jeg gik i gang var de så store at vi ikke kunne se afstand imellem dem, og se nu hvor fine de er. Ukrudtet omkring dem blev pludselig også meget nemmere at komme til, og nu kan havetraktoren igen manøvreres omkring også.

Eneste ulempe ved alt det havearbejde er såmænd alt det s**** grenaffald man kan samle på to eftermiddage i en gammel landhave.

Det ses ikke tydeligt på billedet, men vores lille fremtidige bål her er omkring 2m højt – og gigantisk i omkreds.

Snobrød? Anyone?

Bo. Bedre?

Jeg fyldes med undren og respekt i disse dage, når jeg læser med hos Helle – og glæder mig enormt til at se det endelige resultat på glittet papir senere hen.

Det ligger bare lysår fra min hverdag. Jeg får aldrig et hjem der egner sig til glittede sider i lækre magasiner, for ikke bare at tale om et hjem med nogenlunde styr på lortet.

Jeg er mere sådan typen der hellere end gerne springer en støvsugning over i ny og næ – og lever med det gamle bras jeg har, fremfor at investere i nyt i dyre domme.

Don´t get me wrong. Jeg ville e-l-s-k-e at have et hjem som dem vi ser i bladene, boligreportagerne og vore drømme. Elske det, intet mindre.

Jeg mangler bare de vigtigste ingredienser.

1/ Pengene.

Uanset hvad man har tænkt sig at gøre ved sin bolig, så koster det. Også selvom du bare vil male et eksisterende møbel. *Ka-Chinnng!*, siger det så i den lokale Flügger, og du er lige en lille plovmand fattigere.

Resultat: Mine møbler er stadigvæk brune.

2/ Tiden.

Se ovenfor. Man skal jo for filan også finde en halv time hér, eller en hel eftermiddag dér bare for at få de s**** sættekasser gjort lækre – for, let´s face it, de er sgutte all that som de står lige nu. Og sådan har de så stået i lige omkring et lille år. Og ventet… sammen med den fine hylde, skolepulten, sekretæren og sofabordet.

3/ Evnerne.

Nej, jeg har ej. Nej. Nej, sagde damen.

Evner har jeg masser af, men i boligindretning, eeeeeh… not so much. Jeg er simpelthen ikke i stand til at skille skidt fra kanel med sikker sans hver gang, og kommer således hjem med det ene stykke ubrugelige bras efter det andet. Er jeg så en sjælden gang heldig at finde et Wiinblad-fad, er det selvfølgelig skåret, knækket, limet ucharmerende sammen igen. Hrmpf.

Men håbe kan man vel altid. Eller købe et blad, lukke øjnene og drømme at man bor hos Helle ;-)

Aaaaaaah…

Ikke én dag er gået siden den nye sofa kom ind, hvor jeg ikke har nydt investeringen. Hvis man altså kan kalde det dét, når man som vi er heldige at finde en billig sofa i Bilka…

Sådan her ser den ud på en god dag. Belagt med bamser og kiksekrummer, og godt gemt bag et hæsligt skrummel af et bord (mindst lige så belagt med farveblyanter, malebøger og neglelakker i tøsede farver).

Men den er vores. Og for catan, hvor ligger man altså godt i den. Flyderen.

Aaaah……….